Klumme

Vil du (ikke) giftes?

Ægteskabet betragtes stadig som mere seriøst og ansvarsfuldt end det ugifte samliv: Som gift ’sikrer’ man hinanden og de børn, der måtte være – eller hvad? Er det en myte, at ægteskabet er mere fornuftigt end det papirløse samliv?
Debat
17. juli 2015

Jeg har lige været til navngivningsfest af et uægte barn. Halvt inde i buffeten spurgte farmorens barndomsveninde bramfrit, om nogen vidste, hvorvidt der – i betragtning af, at der var kommet et velskabt barn til verden – snart skulle være bryllup? Jeg slog blikket ned i laksetataren og tog munden så fuld, at jeg ikke kunne svare. Det spørgende blik fæstnede hun derfor på barnets bedstemors søster og en aldrende enke til farens farbror: »Har I hørt noget?« Det havde de ikke. De tre ældre kvinder kiggede lidt på hinanden, før mosteren udbrød: »Men det er jo det mest fornuftige at gøre – så mon ikke?«

Ægteskabet blev lovprist som det eneste ansvarlige to forældre kan byde deres afkom og hinanden. Eftersom jeg selv er en falden kvinde, en pebermø med et uægte barn, klappede jeg i. Især fordi frugten af mit snart kobberbryllups-bedagede og ufornuftige samliv, min tre-årige bastard, var blevet de tre kvinders øjesten.

»Skal I giftes?«, spørger jeg senere den ugifte mor til det nu navngivne barn. Hun svarer, at næ, det skal de ikke, men hun har taget sine forholdsregler og lavet et testamente. Alt er i orden, hvis hun skulle dø i utide. »Og –«, tilføjer hun: »Hvis jeg skal giftes, skal det udelukkende være af romantiske grunde.« Den ansvarsfulde mors argument for ægteskab handler altså netop ikke om fornuft.

Da jeg studerer en familieadvokats hjemmeside, slår det mig, at de primære fordele ved giftermål især vedrører død og skilsmisse. Paradoksalt kommer ægteskabet for alvor til sin ret, når det ophører: Arv, pension og underholdsbidrag vejer tungt. Selvfølgelig er der også fortrin ved at være levende og kontinuerligt gift; skattefordele eller retten til at give hinanden (vældig dyre) gaver afgiftsfrit. Men det interessante er, at ægteskabet, mens det står på, stort set har lige så mange pros and cons som det ugifte samliv: Hvis din papirløse samlever har skattegæld, kan skattevæsenet ikke røre dine værdier eller særeje. Sådan er det ikke, hvis man er gift. Og går man hver til sit, kan samlevere ikke tvinges til at betale bidrag. De er frie til at være sammen og frie til at gå fra hinanden. Dét er da et fornuftsargument.

Så hvorfor betragtes ægteskab stadig som en mere seriøs samlivsform end uægtestanden? Skilsmisseprocenten er høj, og ægteskabet kan i dag afsluttes øjeblikkeligt: Det kræver hverken separationsperiode eller fysisk fremmøde, men kan ordnes online via Borgerservice og brug af Nem-id. Klik-klik. Muligvis tager det kortere tid at blive skilt end at lave sin selvangivelse.

Såfremt ægteskab handler om at sikre parrets børn, kan man indvende, at mange gifte par har både sammenbragte og fælles børn, der før eller siden skal agere i scenerne fra et ægteskab, når den ene part dør eller lader sig skille. Hvem er så livsarvinger efter hvem – og hvor meget af ægtefællernes fælles gods og guld skal hver især tildeles? Vil man have indflydelse på det spørgsmål, er det ikke nok at være gift – man må, ganske som de papirløse, oprette testamente.

Hvis ægteskabet er et samfundsideal, der symboliserer kernefamiliens suverænitet, kan man overveje, om det er hensigtsmæssigt, eftersom stadig flere børn vokser op i anderledes familiekonstruktioner – regnbuefamilier eller i familier, der udgøres af mor og barn. Pater est-reglen, der siden romerretten har favoriseret ægtemandens faderskab, gælder stadig i 2015: En gift mand er automatisk far til sin hustrus børn, uagtet at barnet bliver født med postbuddets mørke øjne. Som ugift gravid skal en kvinde svare myndighederne på, om hun kender barnets far i andet end bibelsk forstand. Er hun gift, spørges hun ikke.

At holde fast i myten om, at ægtepar er mere seriøse i deres samlivsform end papirløse par, virker hverken tidssvarende eller fornuftigt. For når det kommer til kærlighedslivet, bør man vel kun gifte sig af kærlighed. Og den er i sit væsen ikke særlig fornuftig.

Katrine Sekjær er journalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anne Sass Bak

Hm. Lidt økonomisk fornuft med henblik på livet efter en evt. ægtefælles død er vel ikke at foragte.
Mange er fx gået glip af en god pension fordi de ikke har været gift eller har giftet sig for sent.

Karsten Aaen

Kære skribent.

Har du tænkt på at farmoren og hendes barndomsveninde tilhører en anden generation end din? Hvor der var en reel risiko for at manden gik fra dem? Og de stod tilbage uden noget som helst? Og med ansvar for 2-3 eller 4-5 børn? Alene.....helt alene...

Og at det er derfor veninden til farmoren spørger om det her:

"Halvt inde i buffeten spurgte farmorens barndomsveninde bramfrit, om nogen vidste, hvorvidt der – i betragtning af, at der var kommet et velskabt barn til verden – snart skulle være bryllup? Jeg slog blikket ned i laksetataren og tog munden så fuld, at jeg ikke kunne svare. Det spørgende blik fæstnede hun derfor på barnets bedstemors søster og en aldrende enke til farens farbror: »Har I hørt noget?« Det havde de ikke. De tre ældre kvinder kiggede lidt på hinanden, før mosteren udbrød: »Men det er jo det mest fornuftige at gøre – så mon ikke?«

Pia Fris Laneth har i Lillys Danmarkshistorie en lignende fortælling som din, hvor hun fortæller, at
en af de ældre mandlige slægtninge spørger hende om det her: "Hvordan kan det være, at sådan en køn pige som dig ikke er gift?" Og det han i virkeligheden spørger om er det her:
"Var vi i stand til at forsørge os selv og børnene, når vi ikke havde en mand til at forsørge os? Velfærdssamundet havde aldrig fået jaget det levede livs fattigdom ud af [.....] rygrad."
(Lanet, Pia Fris, Gyldendal, 2012, side 9)