Kommentar

Grækenlands situation bliver endnu farligere

Der er ikke den fjerneste udsigt til, at regeringen i Athen kan rejse de penge, som redningspakken forudsætter – selv ikke med tvungent udsalg af landets aktiver
15. juli 2015

John Maynard Keynes har aldrig levet. Hans hovedværk The General Theory of Employment, Interest and Money er aldrig blevet skrevet. Den økonomiske historie sluttede den dag, hvor Franklin D. Roosevelt afløste Herbert Hoover som USA’s præsident. Det er kernen i den aftale, som giver Grækenland mulighed for at blive i euroen – det er en aftale, som vil forværre landets økonomiske nedtur yderligere, gøre dets statsgæld endnu mindre bæredygtig og næsten med garanti medføre, at dets problemer inden længe bobler op til overfladen igen.

Der er én linje i den syv sider lange sluterklæring fra eurogruppens møde, som opsummerer tankegangen bag dette galemandsværk. Den omtaler de »næsten automatiske udgiftsbesparelser i tilfælde af afvigelser fra de ambitiøse mål om budgetoverskud«. Oversat til hverdagssprog betyder det, at foruden renteudgifterne på statsgælden bliver Grækenland år efter år nødt til at skaffe sig flere skatteindtægter, end regeringen må bruge. Hvis økonomien ikke præsterer godt nok til at opfylde disse mål, vil de »næsten automatiske« nedskæringer sætte ind. Hvis Grækenland sidder i et hul, så rækker eurozonen nu landet en spade og beordrer det til at blive ved med at grave.

Automatisk justering

Denne tilgang til de offentlige finanser gik af mode i 1930’erne, men nu er den tilbage igen. De fleste moderne regeringer opererer med det, man kalder »automatiske stabilisatorer«, så de kan have et større underskud (eller blot et mindre overskud) i dårlige tider, fordi det anerkendes, at højere skatter eller udgiftsbesparelser midt i en nedtur reducerer efterspørgslen og således gør nedturen værre. Den britiske finansminister, George Osborne, har set det som sin opgave at lukke det hul i Storbritanniens budget, som blev skabt af recessionen i 2008-09, men han lod de automatiske stabilisatorer gøre arbejdet, da økonomien var trængt inden valget i maj. Finansministerens nye budgetregler, som foreskriver overskud på statsbudgettet, bliver sat ud af kraft, hvis den årlige vækstrate i økonomien falder til under en procent.

Efter pres fra Berlin vil Grækenland ikke længere have mulighed for denne form for fleksibilitet. Angela Merkel og hendes finansminister, Wolfgang Schäuble, har fået alt, hvad de havde bedt om, inden Alexis Tsipras udskrev folkeafstemning i Grækenland – og meget mere til. Athen er blevet tvunget til at acceptere »en strømlining« af landets momssystem for at skaffe flere skatteindtægter. Det betyder, at flere varer og tjenesteydelser vil blive omfattet af den højeste momssats på 23 procent. Den græske regering har også måttet droppe sin modstand mod øjeblikkelige ændringer i pensionssystemet, hvilket vil betyde mere brugerbetaling i sundhedssystemet og en afskaffelse af solidaritetstillægget til de fattigste pensionister. Det tilsyneladende harmløse løfte om at »reducere yderligere omkostninger til den græske administration« betyder, at de tjenestemænd, som er blevet ansat, efter at Tsipras blev valgt i januar, nu skal fyres.

Sælg arvesølvet

Vilkårene er blevet hårdere i forhold til før folkeafstemningen, både i kraft af de »næsten automatiske« nedskæringer og ved tvungent frasalg af den græske stats aktiver. Forventningen er, at Grækenland i løbet af de næste tre år skal rejse 50 milliarder euro gennem privatiseringer, hvoraf 25 milliarder euro skal bruges til at refinansiere landets banker. De resterende 25 milliarder euro vil blive delt ligeligt mellem tilbagebetaling af gæld og til investeringer i den græske økonomi. Grækenland vil blive tvunget til at sælge ud af arvesølvet (samt lufthavne, havne og banker) for at betale for at blive reddet fra statsbankerot og for at refinansiere sine egne banker. Det er planen.

Der er i sandhed ikke den fjerneste udsigt til, at Grækenland kan rejse 50 milliarder euro gennem privatiseringer i løbet af de næste tre år. Målet om 50 milliarder euro blev for første gang annonceret tilbage i 2011, og siden da er det græske aktiemarkeds værdi faldet med 40 procent, hvilket gør landets aktiver langt mindre værdifulde. I løbet de seneste fire år er der blevet rejst lidt over tre milliarder euro gennem privatiseringer.

Foreløbig bliver Grækenland i euroen, men det burde nu være indlysende, at der kun er to måder at løse krisen på. Den første er at give Grækenland mulighed for at afskrive en stor del af sin gæld. Den anden er at lade gælden vokse i et tempo, der gør det muligt for landet at servicere den. Denne aftale tilbyder ingen af delene. Den eneste mindre indrømmelse er, at Grækenland muligvis kan få længere tilbagebetalingsfrister på gælden som modydelse for tiltag, som med sikkerhed vil forlænge og forværre den økonomiske nedtur. Det er ikke en løsning, men en meget tynd og bleg solstråle på gældsfængslets tremmer.

Oversat af Mads Frese © The Guardian og Information Larry Elliot er økonomiredaktør ved The Guardian

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Arendal
  • peter fonnesbech
  • Espen Bøgh
  • Rasmus Kongshøj
  • Steffen Gliese
Torben Arendal, peter fonnesbech, Espen Bøgh, Rasmus Kongshøj og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Günther

Disse overvejelser er ønskescenarier for artiklen videnskabelige kilder.

De eneste der kan afmontere situationen er grækere, som med helhjertet får skabt et Grækenland, der kan se hinanden i øjnene.

Steffen Gliese

Det er jo just problemet, Peter Günther, at det ikke kan ske. Grækerne kan ikke se hinanden i øjnene, derfor har de i århundreder levet med en segregeret økonomi, hvor enhver gruppe gør det her og nu nødvendige for at overleve.
Hvordan det skal forandres på kort tid, er der ingen, der kan pege på. Måske de bare tager troens løfter bogstaveligt, Davids salme nr. 23:
v1 Salme af David.

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
v2 han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
v3 Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
v4 Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.
v5 Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.
v6 Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.

Torben Lindegaard

Alle, der har læst økonomi i 60'erne vil være enig med Larry Elliot.

Jeg havde selv lejlighed til at lytte til senere professor og vismand Niels Blomgren-Hansen.
Det John Keynes all over the place - fint nok.

'70ernes kombination af høj inflation og høj arbejdsløshed passede vist ikke helt til Keynes' teorier; men der er vi jo slet ikke i dag.

Problemet er, at grækerne har kørt vognen helt ud over kanten; ingen vil længere finansiere det græske statsunderskud. Lad dem sejle deres egen sø. - Keynes eller ej.

Steffen Gliese

En interessant pointe, Torben Lindegaard, og hvorfor var det egentlig, at man ikke slap afsted med keynesiansk politik i halvfjerdserne, når Schlüter lykkedes så godt med det i firserne?
jeg tror, at det var angrebet på lige præcis energien, hvor man jo burde have været modig nok til at satse på omlægning allerede dér til vedvarende energikilder og have etableret både uafhængighed og arbejdspladser.
Schlüter satsede massivt på boligsektoren for at afhjælpe arbejdsløsheden blandt håndværkere.
Når det kommer til grækerne, er de nok bedst til at sejle deres egen sø, i sidste ende.

Morten Lind, Torben Lindegaard og Felix Austin anbefalede denne kommentar
Felix Austin

Nedskæringspolitik er idag, hvad den var for 40 år siden, håbløs og gammeldags tænkning.
At det så også gælder i Grækenlands tilfælde, kan næppe være en overraskelse.

Steffen Gliese

Hvorfor er det nødvendigt at låne for at betale i fremtiden for ting, der findes i nutiden?

John Christensen

Godt spørgsmål, Peter.
Jeg tror end ikke at jeg forstår spørgsmålet. At "ting" findes gør det jo ikke til mine, vel?

Ivan Breinholt Leth

Måske har Slavoj Zizek ret: "Det sande mål med at låne penge ud er ikke at få gælden tilbagebetalt med profit, men en fortsættelse af gælden på ubestemt tid, der gør skyldneren permanent underkastet."
Jeg går ud fra, at Zizek mener långivning til stater. F.eks. var formålet med at gældsætte afrikanske stater ikke, at tjene penge på at udlåne penge, men at kontrollere Afrikas ressourcer ved at udøve magt over afrikanske landes gældsatte stater. Fænomenet blev døbt neokolonialisme. Fordelen ved neokolonialismen var, at man sparede de omkostninger, som var forbundet med at besætte et tredje verdens land, som i den klassiske kolonialisme. Man lod de lokale magthavere om selv at udføre de koloniale funktioner.
Nu er neokolonialismen kommet til Europa. Men spørgsmålet er, hvad formålet er med den 'neokoloniale besættelse' af Grækenland? Det kan jo næppe være et spørgsmål om ressourcer. Svaret findes i selve den neoliberale ideologi. Neoliberalistisk økonomisk politk er centreret omkring skabelse af frie markeder, reduktion af statsapparatet primært gennem privatisering og bekæmpelse af inflation. Hvad der ofte står i vejen for opnåelse af disse mål er folkevalgte politikere. Vælgerne ønsker arbejdspladser og offentlige ydelser. De stemmer på politikere som lover dem dette. Men arbejdspladser og en stor offentlig sektor kan medvirke til at skabe høje lønninger og inflation, og inflationen indskrænker værdien af kapitalejernes aktiver. Derfor er målet, at begrænse folkevalgte politikeres magt, idet de folkevalgte ses som en risikofaktor i forhold til den 'korrekte' økonomiske politik. Tsipras' udskrivning af en folkeafstemning om Troikaens betingelser, var et irritationsmoment for Eurogruppen og Troikaen, men det var et problem, som man kunne håndtere, viste det sig.
Indskrænkelse af demokratiet er målet for magteliten i EU. De mest magtfulde personer i EU apparatet - Djisselbloem og Draghi - er naturligvis ikke demokratisk valgte og bliver det formentlig heller aldrig. I de nationale parlamenter har man som bekendt en meget stor gruppe af folkevalgte politikere i Europa. Disse politikere kan udgøre en risikofaktor i forhold til den 'korrekte økonomiske politik', men den gældsætning, som foregik i vidt omfang op til udbruddet af den såkaldte finanskrise, kan meget belejliget anvendes som et magtinstrument overfor disse folkevalgte politikere. Gælden er altså et middel, som kan tages i anvendelse for at styrke den 'korrekte økonomiske politik'.
Man begynder naturligvis med at anvende dette magtinstrument overfor det svageste led i kæden - Grækenland. Heldigvis havde man i Grækenland før finanskrisens udbrud en række særdeles ubetænksomme og uansvarlige folkevalgte politikere, som belejliget beredte grunden for, at der kunne tages skridt til at begrænse demokratiet i Grækenland. Fra EU magtelitens synspunkt er det måske foregået lidt for støjende og med for meget offentlig opmærksomhed, som måske kan give bagslag, men strategien er klar: For at kunne gennemtrumfe den 'korrekte økonomiske politik', er man nødt til at begrænse risikoen for 'uheldig' indflydelse fra folkevalgte politikere. Det begynder i Grækenland. Spørgsmålet er nu, hvad det næste skridt bliver? Eller hvilket land der bliver udsat for det næste angreb?
Spørgsmålet er også, hvad der kan bremse en afvikling af demokratiet i Europa? Svaret er, at det kan kun en bevidsthed i de europæiske befolkninger om, at vi alle er grækere. Og det har lange udsigter - for indtil videre er det lykkes EU magteliten at bilde de europæiske befolkninger ind, at dette spil kun drejer sig om nationer: Om folket i en nation evt. skal betale for den gæld, som folket i en anden nation har stiftet. Glemt er de europæiske banker, som udstedte disse uansvarlige lån, og som senere indirekte blev fritaget for deres kreditorforpligtelser ved at ECB overtog deres risikobefængte statsobligationer, og dermed ganske snedigt fik drejet problemet i en nationalistisk retning.

Morten Lind, Torben Arendal, Steffen Gliese, Colin Bradley, Ole Henriksen og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne kommentar
Colin Bradley

@ Ivan Breinholt Leth
Men spørgsmålet er, hvad formålet er med den 'neokoloniale besættelse' af Grækenland? Det kan jo næppe være et spørgsmål om ressourcer.

Det vil vise sig. Grækenland kan være siddende på €600 milliarder olie og gas depoter
http://www.naturalgaseurope.com/greece-natural-gas-reserves
Stor kapital ville ærgre sig hvis den går glip af muligheden for at få fingre i det når nu Grækenland står så svækket.

http://www.gregpalast.com/john-perkins-jerk-con-man-shill/

https://www.youtube.com/watch?v=RVsB07CcSNw

Morten Lind, Ivan Breinholt Leth og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Ikke med den nuværende økonomi, John, men at yde efter evne og nyde efter behov bygger jo netop på en sådan velfærdsstatslig dynamik med "noget for intet".

Torben Arendal

Socialisterne havde desværre ikke en chance med det blå overmagt, som ejer pengene, gældsætning og masseødelæggelsesvåben.

Marius Rizoiu

Hej alle
Det er snart nytår 2195. Næste måned vil eu vedtage en hjælpepakke på 125 000 000 mld euro til Grækenland. Så den samlede græske gæld udgår til 850 000 000 000 mld euro.
Godt nytår!

Den tredje måde at løse krisen på er pinligt åbenlys: Tving Grækenland til at afdrage på lån i private banker, og lad de europæiske skatteydere pumpe penge og offentlige lån ind i landet.

Skidt for EU, katastrofalt for Grækenland, men profitabelt for storbankerne.

:-(