Klumme

Hvornår blev Pia K feminismens skytsengel?

Som en naturlig forlængelse af valgsejrens ’hold kæft og æd det’-retorik skal vi nu kollektivt klappe i hænderne og hylde en kvinde, der som få har vendt den feministiske dagsorden på hovedet og brugt den til at fremme sin egen dystre, usolidariske agenda
7. juli 2015

Her små tre uger efter valget har vi fået at vide, at vi ikke må kritisere valgresultatet. At vi ikke må kritisere de borgerlige. At vi skal holde kæft og klappe i. Æde utilfredsheden og ulykkeligheden. Ellers er vi elitære demokratifornægtere. De blå mænd og kvinder vandt. Sådan er det jo. Og det har vi åbenbart taget til os. Os der ellers bør være kritiske.

Det kom jeg til at tænke på, da jeg forleden gennemtrawlede Facebook, Twitter og internet efter et døgn i sommerhus, hvor dansk politiks uhyrligheder var byttet ud med høj sol, en himmel så blå, at det skar i øjnene, og spændstige kornmarker, blodrøde af valmuer.

For Pia Kjærsgaard er blevet formand for Folketinget, og feminister, kønspolitiske aktivister og kvindeorganisationer var blandt de første til at ønske tillykke på de sociale medier. Tænk sig, en kvinde som formand. En stor dag for ligestillingen, synes at være konsensus. Stort set ingen var kritiske. Stort set ingen reflekterede over, hvilken kvinde det nu er, der skal bestride den forjættede post. Som en naturlig forlængelse af valgsejrens ’hold kæft og æd det’-retorik skal vi nu kollektivt klappe i hænderne. Der er en tendens blandt os hvide, vestlige feminister til at gå i kollektiv, forblændende ekstase, når en kvinde indtager en magtfuld position.

Men kvinde gør det ikke alene, og at erklærede feminister og feministiske organisationer ikke benyttede lejligheden til at kaste et kritisk blik er paradoksalt. For Folketingets nye formand symboliserer ikke bare en yderligere formørkelse af den politiske retning, vores land går i. Det er også en blåstempling af en person – og ikke mindst et parti – som i årevis har taget feminisme og kønspolitik som politisk gidsel. Få har været så insisterende i at vende den feministiske dagsorden på hovedet og bruge den til at fremme sin egen dystre, usolidariske agenda, som Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti.

Et parti som har en absolut tyndbenet ligestillingspolitik. Som ikke går ind for øremærket barsel. Som ikke mener, at homoseksuelle skal have ret til adoption eller insemination. Som mener, at et barn har bedst af en mor og en far (læs: har det bedst i en traditionel, heteronormativ kernefamiliekonstruktion). Som mener, at manglende ligeløn til dels er kvinders eget ansvar, da de selv må formå at bryde fri af den rolle, de har påtaget sig eller er blevet ‘påduttet’. Man kunne mistænke dem for egentlig at være ret ligeglade med den ligestilling.

Et parti, som i årevis har brugt – og taget patent på – retoriske greb som netop ‘ligestilling’ og ‘frigjorthed’ til at undertrykke grupper af mennesker, som i partiets nationale selvforståelse åbenbart ikke er lige så ‘ligestillede’ og ‘frigjorte’ som os andre. Som mener, at et ja til tørklæder er et nej til ligestilling. Som mener, at kvinder, der bærer tørklæde og udsættes for vold og trusler, bare kan tage det af. Som mener, at den danske frigjorthed bedst illustreres ved bare bryster på stranden i film, der skal vises til indvandringsprøven. Brysterne skal være et værn mod fundamentalismen. Sagt med et glimt i øjet, forstås.

Alt det skal vi sgu være opmærksomme på, for det er faktisk vigtigt.

Pia Kjærsgaard har da også selv sagt, at hun nok er lidt antifeminist. Den hænger hende faktisk langt ud af halsen, den der feminisme.

Derfor skal vi ikke hylde eller kaste tillykke’r efter Kjærsgaards formandskab. Heller ikke i kraft af hendes køn. Vi skal tværtimod forholde os kritisk, råbe op og opponere. Vi skal ikke finde os i, at hun og hendes parti i deres formørkede, undertrykkende politik bruger et sprog, som er skabt til det modsatte. Ellers lykkes det jo, deres projekt. Og så får hun og hendes partifæller lov til at snylte på en agenda, som aldrig nogensinde har villet tjene deres inter-esser. Og som heller aldrig skal det. Kvindelig formand eller ej. Og hvis ikke os, hvem så?

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Katrine Arnfred er cand.mag. og skribent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Larsen
  • Maiken Guttorm
  • Malan Helge
  • Christian Curdt-Christiansen
Hans Larsen, Maiken Guttorm, Malan Helge og Christian Curdt-Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

I 2010 blev Judith Butler tildelt en pris ved Berlin Pride. Hun valgte i stedet at holde en tale hvor hun nægtede at modtage prisen, da hun ikke kunne stå inde for arrangørernes racisme.

Kønsspørgsmål eksisterer ikke en osteklokke, hermetrisk afsondret fra den øvrige virkelighed. En kvinde er blevet valgt til formand, javel ja - men hvilken kvinde taler vi om, og hvad er det hun står for?

Dorte Sørensen

Jeg vil indrømme, at jeg ikke har gennemtrawlet debatterne på Facebook og Twitter , men på P1 har flere netop kritiseret kvindegrupper mv. for ikke at have armene oppe over, at der nu endelig er kommet en kvinde på Folketingets formandspost.
PS: med Kjærsgaard som et symbol på ligestilling er lige så "god" som DF bliver udstillet som det ærlige socialdemokrati, når man tænker på hvad DF har stemt for og foreslået i Folketinget.

Vi må jo bare konstatere, at en del kvinder har en 'dyster, usolidarisk agenda', så den der feminisme hvad skal vi egentlig med den?

Peter Günther

Pias parti repræsenterer det aspekt af os som ikke synes vi står sammen mod angsten for det fremmede.

Det viser rummelighed i DK at vi har skabt det folketing, vi har nu. Hvad siger det om os som land, at vi nu viser omverdenen gennem stemmeafgivelser, hvad der er vigtigt for os? Er vi i virkelighed blevet alt for ligeglade?

Alle mennesker, uanset tro, sexualitet, etnicitet og køn, er en del af et større fællesskab. Vi skal styrke de bånd der binder menneskeheden sammen. Den cosmopolitiske tro på fællesmenneskelig forståelse tager manger former, heriblandt multikulturalisme og feminisme. Hvis man som feminist ser igennem fingre med racisme, øver man vold mod selve feminismens progressive fundament.