Kommentar

Kan Tunesiens demokrati overleve terrorismen?

Jasminrevolutionens landvindinger i forhold til borgerrettigheder og ytringsfrihed risikerer at blive rullet tilbage i den tunesiske regerings nye offensiv mod voldsradikalister
Debat
8. juli 2015

Den tunesiske regerings reaktion på det blodige angreb på et badehotel i Sousse forrige fredag ​​har fokuseret dels på øget sikkerhedsberedskab, dels på skærpet ideologisk kamp. Det reaktionsmønster har nu vakt bekymring på den tunesiske venstrefløj, som frygter, at regeringens nye offensiv mod den marginaliserede yderfløj af voldelige salafist-radikalister vil betyde tilbagerulning af de sejre, som de unge revolutionære i 2011 opnåede i forhold til ytringsfrihed. I stedet, lyder kritikken, burde den tunesiske regering mere målbevidst sætte ind imod de grundlæggende sociale og økonomiske årsager, der får en lille gruppe tunesiske unge mænd til at opsøge jihad-netværk.

Angrebet på Sousse var det andet i år. I marts blev næsten to dusin turister dræbt på Bardo-museet. Selv om Islamisk Stat påtager sig ansvar for begge massakrer, ser de tunesiske sikkerhedsstyrker dem som et værk af lokale nordafrikanske ekstremister. Turismesektoren anslås at udgøre mindst 15 procent af den tunesiske økonomi, og terroristoperationerne har i dag også det oplagte mål at sende Tunesiens i forvejen svage økonomi ud i frit fald, så vejen til voldelig omstyrtelse lettes.

Al-Gama’a al-Islamiyya forsøgte sig med samme strategi i Egypten i 1990’erne, men det gav bagslag: Den egyptiske befolknings afsky over for gruppen blev forstærket, og den fik sværere ved at rekruttere nye tilhængere. Den egyptiske regering greb desuden til masseindespærringer og fængslede 40.000 af gruppens formodede tilhængere, mange af dem for ’tankeforbrydelser’. Gruppen svor herefter på, at de ikke vil bruge vold som politisk kampmiddel.

Streng lovgivning

Gerningsmanden fra Sousse, Saif al-Din al-Rizqi, kom fra den fattige landsby Gaafour, sydvest for hovedstaden. Han ser ud til at være rekrutteret af en islamisk radikalist, da han læste ingeniørvidenskab på universitetet i provinsbyen Kairouan (en sydlig ørkenby kendt som højborg for Tunesiens religiøse højre). Hans netværk viser sig også at have omfattet hverveofficerer til Islamisk Stats jihad i Syrien, og al-Rizqi selv forsvarede hellig krig på sin Facebook-side.

Som mange andre på den yderste religiøse højrefløj afviste han sidste efterårs parlamentsvalg (der blev vundet af en sekulær koalition og vurderet som fair og frit af internationale observatører, red.) som svindel og manipulation.

Tunesiske liberale og venstreorienterede frygter, at landets voldelige radikalister nu har styrket formodede autoritære kræfter i præsident Beji Caid Essebsis regerende koalitionsparti, Nidaa Tounes, hvis bagland domineres af de større kystbyers middel- og overklasse, der frygter den muslimsk fundamentalisme. Nogle af koalitionspartiets konstituerende fraktioner har bånd tilbage til det mafiøse netværk omkring den omstyrtede diktator, Zine El Abidine Ben Ali, og partiets kritikere ser en fare i, at disse kræfter vil være opsat på at annullere nogle af de nye friheder, som er opnået gennem de seneste fire år.

Tunesiens regering har allerede indført lovgivning, der forbyder angreb på politi og sikkerhedsstyrker, herunder også verbale ’forhånelser’, og idømmer strenge straffe til whistleblowere, der afslører ’statshemmeligheder’, herunder også viden om mulige politiovergreb. I sommeren 2013 blev der rejst tiltale mod rapperen Weld El 15, der ifølge statsanklageren opfordrede til vold mod politiet i sine raptekster. Han blev til sidst frikendt, men ville næppe være blevet det i dag.

Investeringer og bistand

Blandt regeringens umiddelbare skridt efter strandmassakren er 80 af landets uautoriserede moskeer rundt om i landet, der anklages for at prædike had, blevet lukket. (Attentatmanden fra Sousse siges at have slået til mod badehotellet som et syndens og lastens sted – et puritansk synspunkt, der er karakteristisk for hardline-salafister). Premierminister Habib Essid har erklæret, at organisationer, der er imod landets nye forfatning, fra 2014 først vil blive advaret og så lukket, hvis de fortsætter med at agitere imod den, hvilket må siges at være ironisk, da forfatningen udtrykkeligt garanterer ytringsfrihed. Han vil også indsætte hæren til at bistå politiet med at nedkæmpe de radikale selvtægtsgrupper og vil erklære de vestlige bjergrige regioner, hvor radikale muslimske guerillagrupper opererer, for ’forbudte militære zoner’.

Mange ekstremister kommer fra de fattige landsbyer i den vestlige og sydlige del af landet, hvis velfærd Tunis’ elite ikke har udvist nogen større interesse for, eller fra slumkvarterer som Tadamun i selve Tunis. I disse kvarterer spiller salafistisk puritanisme samme rolle som evangelisk kristendom i Rio de Janeiros favelaer.

Det venstreorienterede Folkefrontsparti, der fik to af sine ledere myrdet af radikale muslimer i 2013, opfordrer til, at der afholdes en national kongres om, hvordan Tunesien bedst håndterer terrorisme i alle dens sociale og økonomiske dimensioner.

Faren er, at Tunesiens støtter i Paris og Washington vil se Tunesien som et rent sikkerhedsproblem. Landet må nu kæmpe med et voldsomt dyk i omsætningen i dets vitale turistindustri. Hvad det har brug for, er investeringer og bistand. Mere militærudstyr kan ikke gøre den afgørende forskel.

Juan Cole er direktør for Center for Middle Eastern and Northern African Studies ved Michigan Universitet. © The Nation og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jesper Hansen

"I stedet, lyder kritikken, burde den tunesiske regering mere målbevidst sætte ind imod de grundlæggende sociale og økonomiske årsager."

Det er en tragisk fejl at fortolke religiøs terrorisme som social uro med sociale årsager. For det første er det uetisk, for det andet er det forkert. Der er ikke sociale og økonomiske årsager til religiøs terrorisme, på samme måde som der er til social uro. Det er simpelthen en stjernestupid opfattelse, der ikke bliver sand af at blive gentaget. Det er snarere omvendt. Jo mere privilegeret, inkluderet og veluddannet, jo større er chancen tilsyneladende for at blive terrorist, hvilket også fremgår af nedenstående:

"Gerningsmanden fra Sousse, Saif al-Din al-Rizqi, kom fra den fattige landsby Gaafour, sydvest for hovedstaden. Han ser ud til at være rekrutteret af en islamisk radikalist, da han læste ingeniørvidenskab på universitetet i provinsbyen Kairouan (en sydlig ørkenby kendt som højborg for Tunesiens religiøse højre)."