For mange år siden købte Karl og Marie et lille husmandssted, der siden 1873 havde været en selvstændig landbrugsejendom. Huset var faldefærdigt, men det lykkedes dem at få opbygget et pænt hjem til sig selv og de børn, der efterhånden kom til.
Karl drev en besætning af malkekøer, ungkreaturer, grise og fjerkræ og supplerede indtægten ved at køre mælk til mejeriet. Dyrene blev sendt til slagtning på et lokalt slagteri med meget kort transportafstand. Markens afgrøder blev anvendt som foder til dyrene. Mens dyrenes ajle og møg blev brugt som gødning på markerne, der lå lige op til ejendommen, hvorfor gyllen ikke var til gene for naboerne, ligesom der heller ikke var problemer med pesticider på markerne, da Karl ikke brugte kemi for at holde ukrudtet væk.
Denne form for landbrug var vel det, vi i dag kalder økologisk.
Familiens indtægter fra mejeriet, slagteriet, mælkekørslen og salg af æg til købmanden blev opbevaret i en cigarkasse til indkøb. Karl og Marie lånte ikke penge i banken, for de skulle jo betales tilbage med renter, og i de fleste tilfælde kunne salget af æg betale købmandsregningen. Det var enkelt. Der var ikke noget virksomhedsregnskab, momsregnskab, gødningsregnskab, skatteregnskab eller indberetning til forskellige myndigheder. Siden 1960 er der sket en voldsom strukturændring inden for dansk landbrug.
De små landbrug er væk
Dengang var der ca. 200.000 landbrug, hvor flertallet var som Karl og Maries. I 1990 var der 80.000 landbrug og i 2010 ca. 40.000 landbrug, hvoraf kun 13.000 var heltidsbrug. Det har haft konsekvenser for livet i landdistrikterne og ikke mindst for kommunernes skatteindtægter.
Flertallet af husmandsbrugene var for små til at kunne give en rimelig indkomst uden en anden indkomst fra beskæftigelse uden for bedriften. Det har betydet, at der gennem årtier har bredt sig den opfattelse, at når der var økonomiske problemer – og dem har der været mange af – så var løsningen at blive større.
Resultatet blev, at regeringen og Dansk Folkeparti i 2010 vedtog et lovforslag (L39) til ændring af lov om landbrugsejendomme. Loven ophævede den tidligere arealgrænse på 500 ha for erhvervelse og sammenlægning af landbrugsejendomme. Derudover ændrede den reglerne om bopælspligt og selveje, så det blev muligt for udenlandske selskaber at opkøbe Danmarks landbrugsjord.
Loven blev en ulykke
Loven blev vedtaget alene med regeringens og Dansk Folkepartis stemmer, mens oppositionen stemte imod, og Bjarne Laustsen og Kristen Touborg udtalte under tredje behandlingen i Folketinget, at loven ville blive ophævet, dersom der kom en anden regering efter det kommende valg. Der kom en anden regering efter valget. Men flertallet kom fra stenbroen og latinskolen uden kendskab til landbrug og landdistrikternes problemer. Loven blev ikke ophævet.
Loven blev en ulykke for befolkningen i landdistrikterne. Mange af de mindre og større landbrug blev nedlagt og opkøbt af jordsyge lykkeriddere, som lånte flere penge i banken, end banken havde med det resultat, at banker gik konkurs, og at 11.000 danske industrilandmænd i dag skylder 362 milliarder kroner væk. Men et er de økonomiske konsekvenser. Den sociale sammenhængskraft i landområderne lider også under loven. Arbejdspladser, håndværksvirksomheder, landbrugets rådgivning, skoler, forretninger samt forsamlingshuse er langsomt ved at forsvinde, og bygningerne bliver revet ned. Hvad angår dyrevelfærden i de store industrilandbrug er den blevet forringet, fordi de levende dyr bliver sendt på lange transporter rundt i verden i stedet for at blive slagtet lokalt.
Tragedien stopper ikke her. Når de store forgældede herregårde i fremtiden kommer til salg i forbindelse med tvangsauktion, konkurs eller generationsskifte, har de unge landmænd ikke penge til at købe. I stedet vil gårdene, som andre store danske virksomheder, blive overtaget af udenlandske kapitalfonde. Kapitalfondene har mulighed for at drive store dele af Danmark som blokvognslandbrug: man kommer op fra syd med udenlandsk arbejdskraft og landbrugsmaskinerne på blokvogne, tilsår markerne og tager avlen med retur efter høst. Men hvem er det til glæde for?
Centralisme
Karl og Marie blev boende på deres lille ejendom, til de blev båret derfra. Børnene fik en videregående uddannelse og fik arbejde i Fødevarestyrelsen og Naturstyrelsen, hvorfor de som så mange andre unge fra Udkantsdanmark blev nødt til at flytte til København.
Familiens eksempel er langtfra enestående, og hvis politikerne ikke griber ind, vil strukturudviklingen fortsætte med endnu større kraft. Det bliver det spændende at se, om den nye regering vil have vilje og evne til at se ud over Valby Bakke.
For at opveje ensidigheden gengiver jeg denne Leder.
Traktorførere for ansigtsløse penge
LEDER
David Rehling
11. november 2014
En arv kan formøbles. Derom kan fortælles mange sørgelige historier. Det gælder desværre også den nationale arv. I disse år bliver den bortsolgt, også når fornuften er dunkel. I flæng kan nævnes blandt de arvestykker, der er bjerget af ansigtsløse fonde: TDC, Københavns lufthavne, DONG – og fremover også det danske landbrugsland.
Utroligt, men sandt: Den socialdemokratisk-radikale regering har fremsat lovforslag om, at pensionskasser, kapitalselskaber og investeringsfonde frit skal kunne opkøbe landbrugsejendomme. Væk med tidligere tiders krav om, ejendommen skulle være i landmandens eje og beboet af hans familie. Dermed også nat med forestillingen om, at landmanden skulle opleve et særligt ansvar for den forsvarlige drift af en jord, som hans egne arvtagere skulle drive i generationer fremover.
Dette brud i dansk landbrugspolitik får langtrækkende følger. Og bruddet vil ske. Bag lovforslaget står nemlig – viste det sig ved dets førstebehandling i slutningen af oktober – alle Folketingets partier bortset fra Enhedslisten. Hvad følgerne af bruddet vil blive, aner ikke en gang den ansvarlige fødevareminister, Dan Jørgensen (S). Fra Folketingets talerstol sagde ministeren:
»Det er jo ikke sådan, at vi i Danmark hverken kan eller vil styre de strømme af private investeringsmidler, der tilgår nogen som helst former for erhverv – heller ikke landbruget. Derfor kan vi i sagens natur ikke vide, hvad resultatet af det her vil blive.«
Landbrugets organisationer er ikke begejstrede for forslaget. Til dagbladet Politiken har formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, erklæret:
»Det er en kedelig udvikling, at man reelt åbner op for, at danske landmænd kan blive traktorførere for udenlandske kapitalfonde.«
Tragikomisk er det, at partierne bag lovforslaget ser det som en hjælpeaktion for landbruget. Landbruget er ved at blive kvalt af, at alle erhvervets begunstigelser – inklusive ejendomsskattelettelser og EU-støtten – er blevet kapitaliseret på ejendomspriserne: De har presset dem op og op. Gevinsten er blevet taget ud som »nettolåneoptagelse ved ejerskifte«. Af den samlede svimlende danske landbrugsgæld på 350 milliarder kroner er halvdelen stiftet i forbindelse med salg af jorden. Der foregår en massiv kapitalflugt fra erhvervet. Det er den, som partierne S, R, V, K, LA, DF og SF vil råde bod på ved at lukke internationale kapitalfonde ind på det danske ejendomsmarked for landbrug. Det vil i hvert fald betyde, at der bliver flere om at byde på jorden. Det vil i sig selv presse priserne yderligere op. Og da fondene efter deres natur køber op med det formål at kunne sælge videre med gevinst, får spekulationen i danske landbrugsejendomme samtidig en langtidsvirkende hor-monindsprøjtning.
Men hvad det hele kommer til at betyde, har minister Dan Jørgensen altså ingen anelse om.
En dyb indånding bør man tage over, hvor langt Socialdemokraterne og de radikale er kommet fra deres udgangspunkt i landbrugspolitikken. De to partier var i mange slægtled værnere af de små landmænd og det overskuelige, ansvarlige familiebrug. Man kan være kynisk og sige, at S og R i det hele taget har forladt deres udgangspunkter så langt, at de er ude af syne og dermed ude af sind – hos partiledelserne i al fald.
Men det ændrer ikke ved, at alle landbrugets pestilenser vil blive endnu mere forbandede, hvis ansvaret overlades til ansigtsløse pengemænd: Behandlingen – nogle vil sige mishandlingen – af husdyr; smittespredning; fødevaresikkerhed; oligarkisering, ensidig satsning på agro-kemisk industriel drift, nedpløjning og dræning af vilde dyrs og planters levesteder, grundvandsforurening med sprøjtegift og kvælstof, belastning af søer, vandløb og indre farvande.
Hvis folketingsudvalget under behandlingen af forslaget vil høre noget om, hvad vi kan forvente, kan det sende en delegation til USA for at høre om erfaringerne med ’corporate farming’.
Det kunne tænkeligt skræmme nogle til fornuft.
________________________________________
Kilde-URL: http://www.information.dk/515497
Fin beskrivelse af sørgelig udvikling.
Dette er beskrivelse af en katastrofe. Sådan mister vi stille og roligt som samfund kontrollen over en væsentlig del af vores eget livsgrundlag, nemlig en lokal (og økologisk) fødevareproduktion. Sådan hjælper hjerteløse politikere og lobbyister - hvis mål i denne sammenhæng er mildest talt obskure - med til, at kontrollen med samfundets landbrugsjord og fødevareproduktion overgår til et eller andet fjernt finansselskab, hvis interesse i at bevare fødevaresikkerheden i dette lokalområde nok kan ligge på et meget lille sted. Her drejer det sig kun om profit og hvorledes landet efterlades tilsprøjtet, forgiftet og ubrugeligt er dem uvedkommende - en såkaldt eksternalitet. Hvordan kan de tillade at dette sker, de folkevalgte? Hvordan kan man samtidig argumentere for, at der sker en afvandring fra land mod by, når man selv er med til at fremme en centralisering og udtyndning af befolkningen på landbrugsområdet, der uundgåeligt vil føre til, at kontrollen med landbrugsjorden kommer på fremmede hænder - måske en dag endda Saudi Arabiske eller kinesiske? Hvordan kan det ske?
Når kapitalfonde overtager landbrug, betyder en vedtagelse af TTIP (handelstraktaten mellem EU og USA), at udenlandske (og danske) kapitalfonde via "voldgiftsager" kommer til at bestemme DKs dyrevelfærds- og miljøpolitik. -Det lugter af, at politikkerne ikke vil finde sig i, at befolkningens "skøre ideer" om miljøet og dyrevelfærd har indflydelse på landbrugs- og miljøpolitikken...
Jørgen M. Mollerup
Jeg kan ikke være mere enig.
Mange tak for den meget sørgelige, men desværre sandfærdige beretning om det danske landbrug, det danske samfund og ikke mindst de fuldstændig impotente danske politikere.
Jeg kan ikke se at der noget nyt undrer solen... Landmænd har da de sidste 20 år ført blandet tale om randzoner. valutaspekulation, kilopriser, tilkøb og udbygning, renteswaps, gyllestank og regn i august. Om det er banken eller landbrugsejendommen, der er ejet af kapitalfonden er vel underornet, det er forhandlingen om afdragets størrelse i forhold til udbyttet der tæller.
En absurd forenklet lovprisning af det lille familielandbrug.
Og alle mellemregningerne er sprunget over....for ellers ville det være alt for let at gennemskue vrøvlet.
Der kan ikke være skygge af tvivl om, at forholdene i landbruget er katastrofale på alle måder, finansieringsmæssigt, miljømæssigt, kvalitetsmæssigt, giftmæssigt.
Alje, gødning og ammoniakdunster allevegne.
Etabler et put and take område f. Eks på Fyn.
Det er lidt en vittighed, men det er for at sætte landbrugets situation i relief som en græsk tragedie.
Det bliver værre og værre og en dag eksploderer det forhåbentlig til en bæredygtig produktion til glæde for mennesker og dyr.
Nødvendighedens politik er ikke politik.
Nødvendighedens politik er opportunisme, følgagtighed og ligegyldig administration.
Politik er begavede menneskers fremsynede lovgivning til glæde for befolkningen.
Og ikke mindst med skyldig hensyntagen til mindretal, men det kniber naturligvis, når politik er nødvendighedens politik.
Jeg tror, at LLLR er i lommen på nogen!
Kære Bill Atkins
Det er vel også ligegyldigt om pengene ved salget går til Danmark eller Langtbortistan?
Når et land sælger ud af virksomheder, er det som at tisse i bukserne, det varmer kun så kort. Derefter bliver det utrolig koldt!
Jens Jørn Pedersen, finanskapitalen har intet fædreland og Skattely er deres efternavn...
Det skal også siges, at den gamle lov måske var for stram. Og fastholdt en tid, der var gået på held. Fx var det ikke umiddelbart muligt at eje og drive en landbrugsejendom som et "kollektiv", i en selvskabsform, andelsforening eller aktieselskab, hvor ejerne ikke havde fornøden uddannelse osv. Ambitionen om, at den meget store procentdel af Danmark, der er under plov, skal drives højintensivt, med høje krav til uddannelse og delvist umoderne sociale mønstre, er overdreven, man kunne sagtens have åbnet for eksperimenter af forskellig art, hvad man dog også gjorde og gør på Svanholm Gods i Hornsherred.
Måske er det naturlige IKKE at sammenblande privat landbrug og økonomi.
Lige nu er forventningen, at man kan etablere sig, håndtere maskinpark, styre cash flow på en større bedrift, altsammen fra dag et. Det er ufatteligt, at nogle enkelte er så dygtige, at det lykkes for dem.
Det virker mere rimeligt at arbejde som landbrugsmedhjælper eller revisor eller maskinmester først, indtil man har etableret sin økonomi, og fået lidt erfaring med projektstyring.
Bagefter kan man gå på tidlig pension og drive hobbylandbrug, det skal jo ikke give nogen fornuftig indtægt hvert år, for man kan jo falde tilbage på sin pension og sin opsparing.
De familielandbrug, som idyllen beskriver, kunne hverken dengang eller idag give den levestandard, som jeg og andre forventer. Vi skal som samfund acceptere, at hyggelandbrug ikke er et erhverv, men en hobby, ligesom modeltog og fiskeri og at fange krabber...
Mange af os ønsker flere familielandbrug med lokal kontrol. Det er nemt at opnå. Drop fantasien om at gøre dem profitable; der er masser, som gerne vil lave arbejdet uden at tabe eller vinde formuer på investeringerne.
Der går et spøgelse gennem Europa - kapitalfondets spøgelse. Modstanden mod spøgelset kan - måske - findes i en genoplivning af andelsbevægelsen.
Hvis forædlingen af den danske landbrugs produktion foregår uden forlandets grænse har landbruget ingen værdi længere. Tværtimod stå Danmark kun tilbage med regningen for genopretning af en ødelagt natur. Pengene tjenes andre steder og dansk landbrug er det nye Afrika, som plyndres for råvarer. Så hellere lukke dansk landbrug. Det vil være langt billiger. Alternativt :-) Omstil dansk landbrug til økologisk miljømæssig bæredygtig drift og dermed en produktion med større værdi og som så ligeledes højne de forædler vares værdi, så det fortsat er rentabel at udføre forædlingen i Danmark - Derudover vil det højne værdien af "made in Denmark"
Der er et yndigt land
det hedder gamle Montesano
..........
Dette er opskriften på et land, der har opgivet at forsvare sig selv. Det kan godt være, militær er nødvendigt, men kontrol over fødevareproduktionen er afgørende vigtig.
Peter Hansen. Du ved godt, at den kolde krig er slut?
TÆNK SIG
Om 100 år vil nye generationer i lange fortællinger beskrive hvordan deres forældre totalt formøblede den sunde fornuft og fulgte blindestokken penge direkte i kapitalisternes fælde - som endte med at gøre os allesammen til slaver for kapitalfonde. Planeten blev samtidig ødelagt.
Så tak til alle jer der vendte det blinde øje til denne udvikling. I gik misfornøjet på arbejde for ussel mammon, og havde aldrig tid til at forstå konsekvenserne af jeres livsførelse.
Den udvikling som artiklen beskriver har i dag så meget momentum, at den praktisk talt ikke kan stoppes.
Be happy, stay blind
Dansk landbrug skal gøre sig uafhængig af Danish Crown, Arla Foods, banker etc. etc.
Over 50 % af de danske aktier er ejet af udlandet, dette medfører naturligvis store ændringer i den danske selvbestemmelsesret og kultur. Dem som elsker USA eller Tysk tankegang jubler, dem som ønsker velfærd og demokrati må se i øjnene at det er for sent, det er et overstået kapitel. Landbruget har gravet sin egen grav og fortsætter ved at stemme på V.
Hvis udenlandske kapitalfonde kan drive danske landbrug med overskud så må der være noget galt med de danske landmænd når de ikke magter samme kunststykke. Dette på trods af landbrugets brug af billig udenlandsk arbejdskraft og det faktum at landmænd ALDRIG betaler skat.
Egentligt kan jeg ikke se problemet med at lade kapital fondene drive lortet. De få personer, som stadig er ansat i landbruget bliver godtnok arbejdsløse, men til gengæld kan vi standse statsstøtten til landbruget uden nogen form for dårlig samvittighed.
På bundlinien ligner det en kæmpe gevinst.
Det nye landbrug hedder Social Farming, og vi skal også have Urban Farming.
Først pengene, så maden. Det næste bliver politikernes hoveder.!