Min karriere som butikstyv

Måske var det kedsomhed. Jeg manglede i hvert fald ikke noget, da min karriere som butikstyv startede som 13-årig. En veninde og jeg var begyndt at smårapse skriveredskaber til penalhuset og undertøj i Føtex på Nordre Fasanvej. Det gik forrygende. Lige indtil den dag en butiksdetektiv fik færten af os to teenagetyve.

Hans øjne fulgte os rundt i butikken og gennem kassen, hvor vi ikke betalte for de sager, vi havde gemt på os. Med hjertet oppe i halsen forsøgte vi at flygte ud af butikken og spurtede, alt hvad vi havde lært i idræt, indtil han indhentede os. Detektivmanden ville have os til at følge med tilbage til butikken. Ikke tale om.

For med mine yderst veludviklede overtalelsesevner fik jeg ham overbevist om, at vi skam ikke havde taget noget, og at vi flygtede fra ham, fordi vi troede, han var børnelokker, som vi dengang i 80’erne kaldte datidens pædofile. Han blev helt flov og overundskyldte og understregede, at vi endelig skulle blive ved med at handle i Føtex.

Min karriere som butikstyv stoppede brat den dag, og der gik flere år, før jeg besøgte Føtex igen.

Jeg var heldig, jeg slap med forskrækkelsen. Men sådan bliver det måske ikke for de kommende generationer.

Et varmt emne i valgkampen var netop sænkelse af den kriminelle lavalder til 12 år og oprettelsen af en særlig ungedomstol, som hele blå blok er for. De havde allerede luftet tanken, V, K, LA og DF, i en kronik i efteråret i Berlingske. De ønsker altså, at børn på blot 12 år kan idømmes en straf.

Nu er der en ny selvbestaltet sherif i byen, han hedder Søren Pind og har som nykåret justitsminister allerede sat indsatsen over for kernen af forhærdede ungdomskriminelle højt på dagsordenen. Men hvordan undgår han at ramme en masse ’uskyldige’ børn, der har hovedet under armen, når de kommer til at begå en ubetydelig kriminel handling? Uanset hvilken kriminel handling, man begår som 12-, 13- og 14-årig, hvad hjælper det så overhovedet at straffe børn?

Hvorfor ikke i stedet sætte præventivt ind og sørge for opdragelse, forståelse og finde ind til det enkelte barn? Ikke nok med, at vi rygtes for at være et fremmedfjendsk land, skal vi nu også kendes for at være børnefjendske?

Hvis sherif Pind sænker den kriminelle lavalder, er den eneste stjerne, han får af mig, en af de sherifstjerner, man får ved at blive nevet godt og grundigt i brystvorten. Og de gør nas!

Tilbage til Føtex i ’89. Helt ærligt, det havde jo hverken hjulpet mig eller Føtex’ retsfølelse, hvis jeg havde fået en plet på min straffeattest og var blevet påbudt opdragende samfundstjeneste. Jeg var blot et barn, der søgte lidt spænding og ikke tænkte på konsekvenserne af mine handlinger. Lykkeligvis havde det ingen konsekvenser dengang, men jeg håber da inderligt, at børn i dag vokser op i et samfund med mulighed for, at man som barn kan begå fejltrin uden at blive straffet for det.

Jeg er helt med på, at Pind og co. ikke har til hensigt at ramme typer som teenage-Tina i forsøget på at prioritere indsatsen mod de hårdkogte ungdomskriminelle i bandemiljøerne, der ikke kun nøjes med at rapse kuglepenne i Føtex. Men her er en række basale spørgsmål, som Pind og co. bør stille, inden de sænker den kriminelle lavalder til 12. Hvad vil det gavne at stille børn for en dommer? Bidrager det virkelig til retssikkerheden at straffe børn under 15 år? Hvordan ser fremtiden ud for de børn, der får en straf? Jeg er stærkt bekymret!

Tina Splidsboel er journalist

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning