For ikke så længe siden var det kun musikere, der altid var på udkig efter freelance opgaver. Resten af os fandt, når vi først var vokset fra vores barndomsdrømme om rockstjernestatus, ’rigtige’ job, som gav en fast løn hver måned og gav mulighed for betalt ferie og et grundlag for at planlægge en stabil fremtid.
I dag vælger stadigt flere af os derimod at tjene til føden ved at tage freelanceopgaver snarere end ved fuldtidsarbejde. For optimisterne giver dette løfter om en fremtid fuld af selvberoende entreprenører og grænseløs innovation. For skeptikerne fremmaner det et dystopisk scenarie med ufrie arbejdere altid på jagt efter den næste lille bid arbejde.
I USA er ’freelanceøkonomien’ nu så fremherskende, at begrebet (gig economy) og dets problemstillinger er begyndt at indgå i præsidentvalgkampens første udvekslinger. En af favoritterne, Jeb Bush, tog tidligere på måneden en stærkt mediedækket tur med en Uber-vogn for at vise sin solidaritet med virksomheden, mens en anden favorit, Hillary Clinton, var mere tøvende med sin støtte. I en tale, hvor hun fremlagde sin økonomiske plan, sagde hun: »Denne on demand- eller såkaldte freelanceøkonomi skaber fascinerende økonomier og frigør innovation. Men den rejser også spørgsmål omkring arbejdsmarkedsbeskyttelse og om, hvad et godt job er i fremtiden.«
1700-talsøkonomi
Forud for nutidens digitalt muliggjorte freelanceøkonomi var markedspladser som ELance og oDesk, gennem hvilke computerprogrammører og designere kunne tjene til føden ved at konkurrere om kortsigtede arbejdsopgaver. Men freelanceøkonomien skaber ikke blot nye digitale kanaler for freelancearbejde.
Den spænder over en lang række økonomiske aktiviteter. Flere end en million ’skabere’ sælger smykker, tøj og tilbehør gennem onlinemarkedspladsen Etsy. Platforme for korttidsleje som f.eks. Airbnb, Love Home Swap og onefinestay har tilsammen nær en million ’værter’.
Denne eksplosion i småskalaentreprenørskab kan få en til at spekulere på, om vi er ved at vende tilbage til det 18. århundreds økonomi, sådan som økonomen Adam Smith har beskrevet den i sin bog Nationernes Velstand. Den økonomi, Smith beskrev, var en markedsøkonomi befolket af individer, hvor alle handler med alle.
Over de næste to århundreder har opkomsten af masseproduktion og distribution imidlertid skabt de moderne virksomheder. Entreprenørerne fra Smiths tid veg for det 20. århundreds lønarbejdere.
En anden teknologisk revolution – den digitale revolution – er delvist ansvarlig for den nylige tilbagevenden til udvekslinger mellem ligesindede. De fleste nye on demand-tjenester er afhængig af en befolkning udstyret med computere eller gps-udstyrede smartphones. Den sociale kapital, som vi har digitaliseret på Facebook og LinkedIn, gør det desuden lettere at stole på sine delvist anonyme ligesindede.
Betyder det, at vi er på vej mod en markedsøkonomi direkte efter bogen? Ganske vist er Uber, Airbnb, Etsy og TaskRabbit temmelig forskellige fra organisationer som Apple, BP eller Sainsbury’s. For man lejer faktisk ikke en lejlighed eller et værelse fra Airbnb eller kører en tur i en bil ejet af Uber eller køber et produkt skabt af Etsy. Platformen forbinder dig blot til en udbyder af overnatning, en chauffør eller en sælger.
Men disse platforme er heller ikke på nogen måde blot leverandører under Smiths usynlige hånd. Snarere er den hånd, der faciliterer udvekslingerne, endog meget synlig. Det er Uber, ikke de enkelte chauffører, der fastsætter priserne. Airbnb oplærer sine værter i værtskab, og Etsy faciliterer fællesskab blandt sælgerne. Og alle tilbyder brugergenererede feedbacksystemer for at skabe en højkvalitetsoplevelse for forbrugerne. Meget lig det, enhver virksomhed ville gøre.
Hvad er frihed?
Det lader altså til, at vi har opfundet en ny institutionel form, der er en digital hybrid mellem at organisere økonomisk aktivitet gennem markedet og inden for organisationen. Og fordi disse platforme tilbyder tillid, brand og ekspertise on demand, er behovet for, at udbyderne er specialiserede, formindsket. Snart sagt enhver med talent kan blive deltidshotelvært gennem Airbnb eller kunsthandler som bibeskæftigelse via Etsy. Enhver med blot moderate køreevner kan forvandle sig til kommerciel chauffør ved at koble sig på Uber eller BlaBlaCar.
Og udbyderne behøver ikke at forpligte sig på fulde dages arbejde. Man kan hente sine børn fra skole (og dernæst forvandle sig til Uber-chauffør). I freelanceøkonomien er skellet mellem personligt og professionelt blevet stadig mere udvisket. Der er i sandhed frihed i at blive sin egen chef. Med den rette indstilling kan man opnå en bedre balance mellem arbejde og fritid.
Men der er også noget frihed forbundet med en fast løn, faste arbejdstider og fryns. Det er vanskeligere at planlægge sin fremtid, når man ikke ved, hvad man tjener til næste år. På den anden side har det at starte en virksomhed altid været et ’alt eller intet’-sats, som kræver en betydelig smag for risici. Der er fordele ved at dyppe tæerne i entreprenørskabets hav ved at eksperimentere med et par opgaver på sidelinjen. Måske vil denne udvidelse af rummet for entreprenørskab afstedkomme innovation over hele det økonomiske spektrum.
Økonomen Thomas Piketty fortæller os, at den vedvarende økonomiske ulighed i løbet af de seneste to århundreder har været drevet af ophobning af værdiskabende ’kapital’ på få hænder. Dette forekommer som mindre sandsynligt i en økonomi, der er drevet af millioner af mikroentreprenører, som ejer deres egen virksomhed, snarere end en økonomi styret af få megavirksomheder.
Men den nye generation af specialiserede arbejdsplatforme rummer også perspektivet om større social ulighed. Vi er i overhængende fare for at udvikle et samfund, hvor de mange on demand-udbydere servicerer de privilegerede få.
I mange lande er afgørende dele af det sociale sikkerhedsnet bundet op på fuldtidsansættelser i staten eller hos en virksomhed. Selv om vi endnu ikke kender de større socioøkonomiske virkninger af freelanceøkonomien, er det allerede nu tydeligt, at vi må gentænke indretningen af vores sikkerhedsnet, afkoble det fra lønarbejdet og gøre det mere tilgængeligt for selvstændige arbejdere.
Arun Sundararajan er professor ved New York University’s School of Business
© Guardian og Information. Oversat af Nina Trige Andersen
Basisindkomst er eneste løsning, og vil, som skribenten ønsker det, afkoble sikkerhedsnettet fra arbejdet.
Det er ikke et enten-eller. At skabe egen virksomhed er jo kun en risiko, fordi vi har valgt ikke at spænde et sikkerhedsnet ud i samme grad som under lønmodtagerne.