Klumme

En lokal tragedie

Århus Stiftstidende er en trist historie, og der er mange grunde til, at avisen endte som den virkelige syge af de tre søstre, der i et par århundreder var hjørnestene i dansk provinspresse
22. juli 2015

Nede hos den lokale købmand Mols Super synes den mest solgte avis for tiden at være norske Verdens Gang. Den står også på stativer i Ebeltofts to store supermarkeder, Føtex og Kvickly. Af hensyn til de mange norske turister har Føtex ikke bare Dagbladet og VG, men en opladningsstander til de eldrevne Tesla-biler, som en stor del af de norske gæster kører rundt i. Markedsmekanismerne fungerer naturligvis, og derfor fylder de to mest lokale dagblade Århus Stiftstidende og Randers Amtsavis ikke så meget. De har i øvrigt samme ejer og låner stof hos hinanden. Morgenavisen Jyllands-Posten, der som Ekstra Bladets side 2 muntert beskriver som »en avis, der udkommer i Jylland« har en mere fremtrædende plads. Næsten som Verdens Gang.

Jeg husker dengang, Århus Stiftstidende var en virkelig stor avis. Med et oplag på næsten 75.000 – som Berlingske eller Jyllands-Posten i dag. ’Stiften’ havde en stærk redaktionel profil, var suveræn på lokalstoffet og var værdsat på andre stofområder, kultur, udenrigs og politik. Naboavisen Randers Amtsavis var Himmerlands konge. Oplaget var i nærheden af 40.000. Den gang i 1970’erne var de begge hver især domineret af en enkelt familie. Schmidt-dynastiet i Aarhus, Winge-familien i Randers. Det var store, stærke og tykke aviser med læsestof til flere timer. Det er de ikke mere.

Det er et lidt sørgmodigt syn – og en trist historie. Deres samlede oplag er nede på omkring 20.000. Ikke meget for et område, der rummer omkring en halv million mennesker. Inde i storbyen Aarhus har JP Århus–Jyllands-Postens daglige Aarhus-tillæg mindst lige så mange eller flere læsere end den hensygnende lokalavis, der befinder sig i en svær overlevelseskamp.

Der er mange grunde til, at Århus Stiftstidende endte som den virkelige syge af de tre søstre, der i et par århundreder var hjørnestene i dansk provinspresse. Stiftstidenderne i Aarhus og Ålborg blev grundlagt i 1700-tallet. På Fyn var øens Stiftstidende lige som de andre ’stifter’ toneangivende. På Fyn og i Nordjylland fortærede de stort set alle konkurrenter, men ikke i Aarhus. For i forstaden Viby lurede Jyllands-Posten, der med en benhård aviskrig i 1990’erne og fremover sugede kræfterne ud af den gamle konservative avis. Den blev købt af Berlingske, der siden har postet hundreder af millioner ned i noget, der ligner et bundløst hul. Det blev ikke mindre, da Berlingske købte Randers Amtsavis og forsøgte at fusionere de to dagblade. Det gik ikke godt.

I Aalborg afhændede familien Schiøttz-Christensen Stiftstidende, der ligesom sin fynske søster blev fondsejet og døbt om til Nordjyske. Et mediehus, der de sidste årtier har opnået nærmest monopolstatus nordenfjords. Det samme skete på Fyn, hvor den regionale bladfond i dag er enerådende og nu har fusioneret med Jydske Vestkysten med flere og er blevet til Jysk Fynske Medier. Både i Nordjylland og ikke mindst på Fyn har de to regionale kæmper opbygget profitable medieforretninger. Ikke mindst på at udvikle lokaljournalistikken og dermed bevare de tætte bånd til læserne og netbrugerne. Bånd, der er livsnødvendige for overlevelsen.

Her i Syddjurs Kommune mærker man tydeligt, at der ikke længere eksisterer noget særligt tilhørsforhold mellem de gamle aviser og lokalbefolkningen. Hvis der er et bånd, er det til de ugentlige annonceaviser.

Ja, jeg bor for tiden i et sommerhus med bredbånd og trådløst netværk, og jeg læser mine aviser på nettet. Den daglige tur til købmanden efter aviser er fortid. Jeg har, som alle andre, ændret medieadfærd. Men det er lidt for let at skyde skylden for nogle avisers krise og stort set alle avisers oplagsnedgang alene på netudviklingen. Ligesom det er lidt for nemt alene at skyde skylden på de statsejede medier. Det tænker vi ikke så meget over her på Mols, hvor den lokale taxachauffør som tusinder af andre har den succesrige, kommercielle lokalstation Radio ABC fast indstillet på sin bilradio. Men i denne del af Danmark, der hverken er centrum eller udkant, er savnet af en lokal avis markant. Den, der favner både det regionale, men ikke mindst det lokale. Det har de fondsejede mediehuse gjort på Fyn og i Nordjylland. Men den udenlandskejede og privatfinansierede Aarhus-historie er ganske anderledes.

Lasse Jensen er mediejournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Lasse Jensen er jo en dygtig journalist - så hvis der er et hul i markedet -er det da bare med at komme i arbejdstøjet.

Kurt Loftkjær

Intet er gratis - alt har sin pris

Mediernes såkaldte gratis websider og "gratisaviser" er roden til megen dårligdom.

For nyligt tilkendegav jeg i forbindelse med Lasse Jensens klumme, at jeg i snart 40 år har abonneret på Information og at jeg er aktieindehaver. Jeg har i de seneste ca. 15 år med stor ærgrelse konstateret, at mediemarkedet og herunder Information formentlig har undergravet sig selv ved at forære sit arbejde væk samtidig med, at de fik stadig mere i statsstøtte. Hvad skal det være godt for?

Medierne og staten har vænnet en hel generation af potentielle læsere til at tro at nyhedsformidling m.m. er gratis. Intet er jo mere forkert og måske er det ingen gang værdsat af "gratis"-læserne.

I lighed med hvad vi forleden kunne læse om BBC, har DR og TV2 med deres nyhedssider, der betalt af licensmidler ligeledes undergravet avismarkedet. (Se evt. http://www.information.dk/539839 ).

Ovennævnte gratisformidling burde efter min opfattelse straks ophøre som helhed, da omkostningerne i sidste ende er overvældende for det oplyste samfund, som bl.a. er en væsentlig del af vores demokrati. I takt med at foræringsprincippet har vundet indpas, synes kvaliteten at falde. De penge, som der tidligere kom ind i kraft af størrelse på avisoplag, bliver stadig færre, hvorfor redaktionerne må spare på journalisterne. På Information kunne vi tidligere se, hvilke journalister som er ansat. Det kan vi ikke mere. Hvorfor ikke?

Stadig mere stof er ligegyldigt meningsstof - stof man kan finde i et hvert ugeblad o.lign. Man kan frygte at oplysningsniveauet til sidst bliver så ringe, at de som stadig køber aviserne for at blive oplyst, må give op.

Grundlovens fædre i 1849 var ikke meget for at dele demokratiet med uoplyste bønder m.fl. og i starten var det kun ældre formuende mænd som havde stemmeret. Om de var oplyste, kan vi kun gætte om.

Men husk intet er gratis.

Peter Nørgaard

Tak for overvejelserne fra Mols, Lasse Jensen.

Men "Naboavisen Randers Amtsavis var Himmerlands konge". Himmerlands..?

God aften fra Down town Løgstør
Himmerlands dejligste by og Danmarks yngste købstad

Karsten Aaen

Jeg skal gøre opmærksom på at undertegnede betaler mindst 2400 kr. hvis ikke 2600 kr. i Licens hvert år til Danmarks Radio. Og jeg forventer at Danmarks Radio - for de penge jeg betaler - leverer
nyheder på nettet. Intet er gratis. Dette er sandt. Men jeg betaler altså mellem 2400 kr og 2600 kr. år år for Danmarks Radio. Og nej, Danmarks Radio har ikke undergravet det digtale avismarked med det nogle kalder for gratis netnyder. Det har aviserne selv gjort. Med deres alt for overdrevne fokus på skandaler, og personhistorier, især politiske skandaler og udstilling af alt og alle. Lang tid før
DR's påståede ødelæggelse af netnyhederne for papiraviserne.

Sören Tolsgaard

@Kurt Loftkær

Den tendens, at medier er gratis for publikum, vinder uværgeligt frem. I takt med stigende velstand, hvor især de i forvejen overmåde rige bliver stadig rigere, skabes et stadig større udbud, som tilbydes gratis og holdes i gang af de sponsorer, som har allieret sig med det pågældende medium.

Medierne har det formål at nå ud til potentielle kunder og anstrenger sig derfor for at tilbyde kunderne en vis kvalitet i det redaktionelle stof, dvs. ansætte kompentente formidlere, idet overdreven betoning af den kommercielle dagsorden vil få publikum til at falde fra. Der er og har altid været en fin balancegang mellem lødige og underlødige tiltag.

Hvorvidt de statslige eller de private medier er at foretrække kan diskuteres. Grundlæggende beror demokratiet jo på et vist oplysningsstaduim, og eftersom de private medier næppe kan gøres ansvarlige for dette, påligger det staten at garantere alle borgere - også de mindre bemidlede - adgang til et minimum af oplysning. En medielicens, som de fattige ikke har råd til at betale, er et stort demokratisk problem. De statslige medier bør naturligvis finansieres over skatten, så de stærkeste skuldre yder mest og alle kan deltage på lige fod - men der hetzes i stedet mod samfundets fattigste.

DRs budget synes rigeligt til at sikre en sådan målsætning, om end man kan klandre, at der langt hen ad vejen satses mere på folkelig fordummelse end på oplysning. De fleste borgere ser dog - desværre - ud til at være godt tilfredse med denne tingenes tilstand. Så tilfredse endda, at de fravælger de tidligere så udbredte privatejede aviser og ugeblade. Dog har visse private TV-kanaler og internetportaler stor succes - og overvejende med temmelig poppede koncepter.

Jeg har tidligere agiteret for, at DR burde stille en digital portal til rådighed for alle danske borgere, som kunne gøre os mere uafhængige af facebook, google og andre private aktører. Mange har dog desværre ingen forståelse for, at en sådan service ville være af langt større værdi end de underholdningsprogrammer, som DR svælger i. En sådan service ville langt hen ad vejen kunne formidle den offentlige debat, som de prvatejede medier i disse år forsøger at fastholde grebet om - ofte med et ringe resultat.

Når Århus Stiftstidende - og mange andre lokale medier - går så dårligt, skyldes det bl.a., at disse medier stryres af en snæver kreds med en politisk dagsorden, som end ikke ønsker at fremme den offentlige debat. Der censureres ud fra en politisk dagsorden - og det kunne en national portal i demokratiets navn være forpligtet til at undgå. Og en national portal kunne danne regionale programflader efter behov, hvor lokale initiatvier kunne blomstre op - langt mere uafhængigt af politisk topstyring.

Men tør vore fantasiløse politikere vove sig ud i noget sådant? Nok kun, hvis det bliver et folkeligt krav.

Kurt Loftkjær

@Sören Todsgaard

Tak for din kommentar med alternative tanker. Min pointe om at intet er gratis er uændret. Hvis man ikke selv betale for sit daglige medieinput f.eks. fra en avis, så er der andre, der betaler og der næppe nogen, der uden betingelser sender penge ind i en avis eller andet medium.

Jeg kender systemet fra vores lokale ugeaviser og jeg formoder at det samme gælder daglige gratisaviser. Annoncørerne ønsker primært et "feel good" medium uden kritisk tilgang og annoncørerne kan være såvel offentlige som private.

Jeg har i øvrigt i denne avis hæftet mig ved, at der var et parti, som annoncerede massivt ved EU valget i nærværende avis og som samtidig fik en del journalistisk medieomtale.

Sören Tolsgaard

Jeg vil tilføje et velformuleret hjertesuk skrevet af Niels Nielsen på en tidligere tråd:

"Som den fattigrøv jeg er, kan jeg desværre kun læse ganske få linier af artiklen, så jeg vil afholde mig fra yderligere kommentarer. Det er åbenbart Informations nye linie: Folk, der ingen penge har, skal fastholdes i deres uvidenhed og afskæres muligheden for at deltage i den demokratiske debat. Sjovt nok, det er kun lidt over et år siden, Information lovpriste the Guardian for præcis det modsatte: "Den åbne og nemmere adgang til indholdet har over en årrække udviklet sig til at blive en katalysator for udviklingen af virksomhedens kommercielle produkter." Hvad mon gik galt, siden Information pludselig synes, at adgang til information skal hemmeligholdes for fattigfolk."

http://www.information.dk/mediahackdays/496476

http://www.information.dk/comment/1038805#comment-1038805

Alle danske medier (inkl. Århus Stifttidende, Information og DR) kunne lære noget her.

Kurt Loftkjær

@Sören Todsgaard

Fattigdom er et problem. Det må jeg medgive.

Kan man forestille sig, at det kan løse på en anden måde? Fattigdom bør ikke blokere for, at dem, som har råd, betaler for den vare, som en f.eks. en avis er. Hvis vi ikke betaler, så er der andre der sætter betingelserne.

Torben Selch

Det er vigtigt at befolkningen bliver oplyst, og at man kan få et varieret udbud af informationer fra flere kanter.
Mit bud kunne være, at man sammen med/indeholdt i DR Licensen fik et adgangskort/medlemskab på omkring 100-200 artikler om måneden - så kunne man selv vælge fra hvilket dansk medie man ville hente artiklerne.
Kunne laves som en slags mediernes/avisernes "spotify" - efter en "fair" fordelingsnøgle kunne disse medier så få betaling for forbrugernes brug.

Det ville selvfølgelig betyde væsentlig mindre midler til DR. Ja.

Desuden skal vi væk fra papir avisen - det virker allerede 80'er agtigt og alt for stort papirspild incl. de gratis omdelte reklamer.

Kurt Loftkjær

@Torben Selch

Hvorfor så ikke bare nedsætte licensen eller afskaffe den, så kan man vælge at bruge pengene på en avis? Man kan også forestille sig, at man betaler for den artikel man vil læse, hvis man ikke vil abonnere på en hel daglig avis.

I øvrigt findes der heller ikke "gratis" omdelte reklamer. Der er kun køberne af produkterne til at betale, hvad enten reklamerne er på webavisen eller avisen? Intet er gratis.

Læs evt. mine tidligere argumenter ovenfor.

Det var et smart træk af Information at kræve abonnement for at man kunne læse Georg Metz og Bent Vinn-Nielsen.
De vidste, at så var der -som trofast læser - ingen vej uden om.