På Espergærde gymnasium i 1991 havde jeg en vidunderlig tysklærer, der hed Kirsten. Kirsten tog violette stiletter på, selv om det var en trist tirsdag, og hun var hylemorsom, kreativ og nærværende. Samtidigt var hun fagligt meget dygtig og ambitiøs. Vi elskede og respekterede hende.
Hun fik os til at læse romanen Momo, af forfatteren Michael Ende. I Momo ankommer nogle grå mænd med cigarer til en by og stjæler tiden og glæden. Det er op til den lille pige Momo at redde menneskeheden med sin empati, lytteevne og fantasi. Både bogen og Kirsten har inspireret mig i mit lærerjob. I flere år er jeg trådt op på stiletterne og ind i et undervisningslokale og har fået børn til at grine og til at lære noget. Eleverne i mine klasser har fået høje karakterer og har fået lov til at udvikle sig til nogle spændende karakterer. Det er nemlig både vigtigt at blive til noget og blive til nogen.
Men de grå mænd er desværre kommet til byen. De viser sig som nationale (be)læringskonsulenter udsendt af Undervisningsministeriet for at fortælle lærerne, hvordan de skal tænke og arbejde. De grå mænd står bag begrebet målstyret undervisning og gemmer sig bag termer som evalueringer og synlige resultater. Parolen er nemlig nu, at hvis ikke det kan måles, skal du ikke undervise i det. Så i stedet for at måle det, vi værdsætter, så må lærere og elever nøjes med at værdsætte det, der kan måles. Og hvad kan så måles? Færdigheder! Ikke dannelse – og bestemt ikke glæde.
Den nye sorte skole
Efter John Hattie udgav bogen Synlig Læring, er Danmarks undervisningsfolk blevet grebet af lemmingeeffekten. Alt skal pludselig måles og synliggøres. Kritiske røster af målstyret undervisning nedtones i debatten, og hverken kommuner, konsulenter eller skoleledere synes at stille spørgsmål ved de nye fælles mål eller bivirkningerne af målstyring og synlig læring. Sandheden er, at målstyring er det nye sortsyn, for der efterlades meget lidt plads til kreativitet og dannelse – det storladne, det sjove og farvestrålende – når de grå mænd sluger læreres og elevers tid og lyst.
I visse kommuner har byrådet besluttet, at lærernes pædagogiske metodefrihed skal indskrænkes, og politikerne har så med deres indskrænkede pædagogiske metoder indført et system, der kaldes ’rubrics’, hvor elevernes færdigheder og viden noteres på et farveskema, der kan hænges op i klassen, så alle kan se, om lille Tobias er grøn, gul eller rød i sin læringsprogression. Det er synlig læring. Synlig i forhold til, at Tobias og hans klassekammeraters faglige mangler udstilles for både lærere, elever, forældre og endda rengøringspersonale. I fortidens sorte skole hang der en rangeret navneliste i klassen, nu er listen gul, grøn eller rød, men det ændrer ingenting.
Skal man så aldrig måle og evaluere? Selvfølgelig skal man det. Man skal bare ikke synliggøre alt. Nogle gange skal målet eller destinationen kendes, men andre gange skal målet ligefrem skjules eller sløres, fordi det fordrer motivationen. Forestil dig, hvad der vil ske, hvis man siger til et barn, at det skal spille computerspil for at lære engelsk? Barnet vil sandsynligvis ikke være motiveret. Forestil dig så, at barnet spiller computerspil, fordi det er sjovt, fordi barnet kommer i kontakt med en masse andre rundt omkring i verden – og barnet derved i processen lærer engelsk (man fristes til at sige nærmest af sig selv). Hvor er læringspotentialet størst? I det synlige mål eller det skjulte og slørede mål?
Konkurrencesamfundet
Undervisningsministeriets læringskonsulenter fortæller, at læreren må ændre på sine aktiviteter og sit indhold, så det passer til de mål, der er opstillet. Uanfægtet, at de nye fælles forenklede mål på samme tid er omfangsrige og mangelfulde, usammenhængende og allermest vidner om et arbitrært sammensurium af nogle udvalgte virkelighedsfjerne og folkeskole-uerfarne lektorers præferencer for enten it eller kompleks børnelitteratur, samt enkelte politikeres og embedsmænds dagsordner, der hverken er didaktisk eller pædagogisk begrundede.
De nye forenklede mål er fragmenter af viden og færdigheder uden dannelsen og det hele menneske som lim eller sammenhængskraft. Den kategoriale dannelse, hvor indhold og menneske anskues i relation til hinanden, er vingeskudt, når læring skal klemmes ned i små trange bure på konkurrencesamfundets betingelser.
Jeg påstår, at meget læring foregår ubevidst, mens man er i gang med noget andet. så længe man har det sjovt og er motiveret. Med de nye fælles såkaldte forenklede mål er tanken, at man kan sætte grønt flueben ved et område, når det er lært. Men læring er for mig snarere at se en livslang proces, hvor refleksionen udvikles og forfines.
Fordi en elev har læst en eller to noveller med skjult indirekte tale og har udpeget en utroværdig fortæller, betyder det vel ikke, at der kan sættes grønt flueben? Hvordan har man lært en novelle? Hvornår ved man, at man har lært kreativitet og innovation?
Man kan som lærer kun gøde jorden og skabe gode vækstbetingelser, men det er umuligt at tro, at kreativitet og innovation eller for den sags skyld kritisk sans og refleksion kan læres ved at hakke målet af, når læreren siger, at man har nået det.
Tegn et hus
Den verdenskendte Hattie-discipel James Nottingham turnerer rundt i landets kommuner og prædiker synlig læring. Nottingham eksemplificerer vigtigheden af synlige mål ved at bede publikum tegne et hus. Nogle tegner stakitter og træer i haven, andre pynter med blomster og gardiner i vinduet. Efterfølgende tildeler Nottingham henholdsvis plus- og minuspoint i forhold til nogle kriterier, der ikke blev givet på forhånd. Eksemplet skal vise, hvorledes elever alt for ofte bedømmes ud fra ukendte kriterier.
Lad os bruge hus-metaforen på en anden måde: Hvis målet er så snævert, at eleverne på lærerens anvisninger skal reproducere, udviskes ethvert forsøg på nytænkning. Med de nye fragmenterede mål lærer vi børnene at tegne et vindue, en dør, et tag, en mur og et dørhåndtag, og når de kan sætte grønt flueben, spørger vi dem: ’Kan I se huset?’ Men der er ikke et hus. Der er flyvske fragmenter og murbrækker, der som løse puslespilsbrikker ikke skaber sammenhæng i elevernes verden. Med målstyring bliver læringen fragmenteret og fluebensparat, mens sammenhængskraften, dannelsen og helheden fortoner sig i de grå mænds cigarrøgslør i periferien af synsfeltet.
Ethvert kreativt og innovativt menneske ved, at afveje kan være langt mere befordrende end tunnelsyn med skyklapper på. I bedste fald har vi med målstyring spildt elevernes tid, og i værste fald har vi tabt en generation på gulvet ved at spytte reproducerende fabriksarbejdere ud til et industrisamfund, som vi i Vesten er ved at outsource.
Mine stiletter står i skabet og hviler sig. Efter en kort ferie har jeg fået hård hud igen og kaster mig ind i ringen til en runde mere. Men hvor længe, jeg bliver, er svært at sige. For runde mennesker passer ikke ind i firkantede kasser, og hvis målstyring er det nye sort, så vælger jeg Kirstens violette stiletter til enhver tid.
Tine Mitchell er cand.pæd. i didaktik og folkeskolelærer
Tak for en rigtig fin artikel - det irriterer mig som professionel konsulent at målstyringen bliver så elendigt gennemført, som du beskriver her.
For det første har du helt ret i, at det ikke giver mening at dele alle målinger med dem, som bliver målt. Det svarer til som leder at sprede sladder i medarbejdergruppen. Målinger og evalueringer er et ledelsesredskab, der giver lederen information til hvor man kan løfte medarbejderne. Og på samme måde her kan måling fungere som et pædagogisk redskab.
For det andet skal målene for at de giver mening udvikles sammen med dem som de berører. I dette tilfælde børn og deres lærer.
Jeg bliver nysgerrig på, hvad der vil ske, hvis I ikke arbejder med den her tåbelige form for målsætning og målstyring? Kan man ikke bare lade være ,når det nu ikke giver mening? Det er en form der er meget brugt i det private :-)
PS: Der er i det private, hvor noget af inspirationen ser ud til at komme fra (blandt andet forced ranking, som kommer fra General Electrics) en klar bevægelse væk fra den her type målstyring - både Deloitte og Accenture er gået væk fra individuelle mål fordi de havde uønskede effekter - i form af manglende samarbejde, spildt viden, stress og konkurrence medarbejderne i mellem. Måske kan folkeskolen lære noget af det?
Fint skriv. Målstyring er ganske fint i nogle sammenhænge men skal ikke blive gennemgående for skolevirksomhed. Dannelse og uddannelse hånd i hånd ja tak. I nogle situationer bør de også kunne gå hånd i hånd trods mål. Der er udfordringer ift. kreativitet og innovation og ikke mindst entreprenørskab, hvis alt skal være målsat. En udfordring det er yderst vanskeligt at få læringskonsulenterne til at forholde sig til. Og får vi ikke fokus på de ting, så bliver det saftsuseme en kedelig skole. Jeg siger ikke nej tak til mål, men jeg værdsætter dem mere som noget fælles og som noget fleksibelt. Fællesskab og individ er sammenhørende. Det er udmærket at se på individet men som en del af noget større. Drn didaktiske model sat i søen af undervisningsministeriet skal af vejen, da den er alt for unuanceret og ikke rummer undervisningens kompleksitet. Læring foregår ikke som perler på en snor. Ja tak til lilla stilletter og til 100% engagement og lysten til at gøre en forskel.
Da Pisaundersøgelserne for alvor tog fart bed jeg mærke i at selv om de danske børn klarede sig skidt efter undersøgelsens præmisser, elskede de at gå i skole. Mens næsten alle andre børn i Europa hadede skolen kunne de danske børn godt lide at gå i skole. I de tidlige klassetrin klarede de danske børn sig skidt, men senere genvandt de meget af det "tabte".
Efter at være flyttet sydpå kan jeg på mine danske kolleger høre at bl.a det franske skolesystem lægger meget mere vægt på "målbare" færdigheder, paratviden og terperi. Trykket på de franske børn er langt hårdere i det franske skolesystem end på de danske børn i det danske, men når børnene for alvor skulle bruge deres viden og evne til at bruge tilegnede færdigheder på nye og uventede problemstillinger, stod de danske børn (jf. de første Pisaundersøgelser) ikke så dårligt tilbage.
jeg frygter lidt at teknokraternes målbarhedsønsker vil fjerne lysten til læring.
Jeg har mødt massser af udenlandske kolleger, der, overraskende for mig, helt har manglet lysten til at lære nyt, helt har manglet behovet for selv til at tage ansvar, til at gøre mere end der absolut var krævet. Min danske arbejdsmoral med erfaringer fra selvstyrende og selvledende grupper har absolut været en fordel, men jeg må konstatere, at det ikke er en holdning der bredt kan mødes i Europa.
"Hvis jeg ikke bliver betalt for at komme med idéer og engagement, kommer jeg ikke med idéer eller engagement" synes at være holdningen mange steder.
Selv om jeg først for alvor mødte engagerede og inspirerende undervisere i gymnasiet (på forhånd undskyld til ganske få af mine undervisere fra min folkeskole i 60'erne — heraf en enkelt som jeg gerne så i stiletter) er jeg er ret overbevist om netop det gode forhold til det at gå i skole og til det at lære nyt, er en vigtig del at det danske skolesystem og af det danske arbejdsmarked.
Jeg frygter lidt, at man er ved at smide barnet ud med badevandet. Vi har brug for engagerede undervisere (med og uden stilletter) som kan videreformidle lysten til at lære nyt. Også selv om det ikke kan måles.
Puha..., trist læsning.
Rigtig god artikel!! Tak. Jeg er helt enig i metaforen fra Momo passer skræmmende godt og de lærere der før var sprudlende, med kuørte solbriller og stiletter lider og falmer. Og hvad angår læringen er der uden tvivl en stor del usynlig læring som under vurderes i Hattie-helvedet. Til konsulenten kan sættes en bog på ønskelisten af Karl E. Weick, som er organisationsteretiker, som netop taler om hvordan man under et mindre rationelt paradigme, hvor medarbejderne deltager med det de har med, åbner for langt større kreativitet og reel målstyring end man opnår med rigide, fadtlåste, liniære mål og medfølgende kontrol. Slip læreren løs og ansæt gode ledere! Eller træn, de der er, i andet end áport.
Dejligt, når nogle en gang imellem tør råbe: "Han har jo ikke noget tøj på!". For det er jo det, der er humlen i den slags modeluner.
I mine øjne er det vigtigste en lærer skal huske på er, at "disse unger, jeg har fået under vingen, skulle gerne udvikle sig til nogle fornuftige mennesker, der kan KLARE SIG SELV i et moderne, kompliceret samfund. "
Evaluering skal først og fremmest understøtte lærerens fornemmelse for, hvordan det går rent fagligt og socialt med den enkelte elev, og skal ikke udstilles hverken på skolen eller på Facebook.
En god sætning at have med til diverse kurser og foredrag er: "Følg dem, der søger sandheden, men undgå dem, der har fundet den".
Fortsat god undervisning, Tine!
Jeg troede jeg havde anvist løsningen på dette problem flere gange: Når de grå mænd ankommer emd deres skemaer - køb en frisk boks farvekrit - og send hele molevitten ned i børnehaveklassen til udfyldning.
Rigtigt skudt min pige!
Målstyring på de angivne principper egner sig mere til et arbejdsmål på en virksomhed, ved en udvikling af en ny opgave, og har intet med skole eller indlæring af gøre i den form.
Ikke alle skolebørn møder op med lige evner af forskellige årsager, så derfor skal der også sættes forskelligt ind overfor mange forskellige elever.
"Grøn, gul og rød offentligt i klassen for den enkelte elev" er blot de første synlig tegn for alle på den enkeltes nederlag, som tydeliggørelse heraf.
Den målstyring udefra af konsulenter, som her omtales, er den velkendte "pølsemaskine" i ny indpakning, og som kendes så godt, - tænk blot på Pink Floyds kendte "the Wall, der ganske tydeligt viser hensigten med den gamle sorte skole: "ingen erkendelse af individualisme hos den enkelte"!
"Hattie, James Nottingham, og udenfor skolen område vores egen kendte Chris MacDonald" prædiker deres egen opfattelse som en slags "ny kristne" udi den "religion" de lever deres eget liv efter, og som alle andre også skal leve deres liv efter, "pølsemaskinens" lette forståelighed.
De lever fortrinsvis af andres søgen efter identitet parret med drømme, som de sælges løs af i alle de fora de kan komme i nærheden af, og som vil høre på dem, - man kan roligt sige de er sælgere af deres egen livsstil, og ikke ret meget andet, hvilket de opretholder livet ved økonomisk af de sjæle der vil "frelses".
Køberne får som regel blot en lang næse, et eksempel herpå er dengang jeg læste, at Chris MacDonald havde opfundet en frugtdrik eller hvad det nu var, der kunne kurere kræft, men er vel nok ret tvivlsomt.
Køberne er hjertegode mennesker, der gerne vil det godt, men også er meget godtroende med for lidt egen omtanke og selvstændig stillingtagen, det de ikke lærte i skolen, der lader sig let indfange af svulstige ord om resultater fra sælgernes side.
Disse købere tilhører netop medløberne fra den sorte skole, der ikke selv fik det rigtige indhold med sig, og derfor bliver nutiden "nyttige mennesker" for den slags sælgere.
Det er et kendetegn ved ting, der lader sig måle, at de er totalt uden interesse.
Hvis vi gerne vil hjælpe de elever, der har det svært i skolen peger forskningen jo på at synlig læring og herunder synlige mål er en vigtig ingrediens - især for de svageste. Det er også vigtigt at eleverne selv kan se og vise hvad de har lært (Det bør ikke kaldes "måle og veje"). Eleverne har fået lidt flere timer i fagene og understøttende undervisning så det kan give bedre muligheder for virkelighedsnært, praktisk, spændende undervisning.
Ærgerligt at skribenten ikke forholder sig til dokumentation og forskning.
@Jesper Toft: Målstyring mellem lærer og elev er ikke som målstyring mellem leder og medarbejder. Børn kan ikke regnes som produktive, de skal udvikles og må derfor regnes som sådan,med alt hvad det indebærer af spild og omrokeringer. Ligeledes kan du heller ikke anvende målstyring som pædagogisk redskab, da meget læring handler om at overskride grænser, som med sikkerhed fører til fejl. Målstyring bør ikke anvendes på børn...
@Jens Paulsen: Det vil sikkert også kunne hjælpe de svage med synlig læring, men det gør det næppe, da alle andre også skal bruge tid på det, så der ikke bliver tid til de svageste, da de stærke også lægger beslag på den nye tid. Giv os de svage uden de stærke til den ekstra støtte, så kan det være, at der bliver løftet noget. Desuden har det absolut ingen frugtbar gang på jord at måle og veje, når dem der skal måles og vejes med al tydelighed ikke vil synes om netop det...
Måling og vejning bevæger sig uden om et problem uden at tage hånd om det.
I øvrigt danner måling og vejning til det forkerte projekt allihop - nemlig til at leve op til andre forventninger frem for at udvikle sine egne.
DJØF-vældet.
Jeg er en gammel mand uden børn, og husker kun karakterbogen som "målstyringsredskab" - er man gået bort fra den, er den ikke tilstrækkelig for drøftelser mellem elev, forældre og lærere ? - og hvorfor ikke ?
Når jeg læser hvad de professionelle i tråden skriver, får jeg det indtryk, at det offentliges grå mænd halter langt bagefter det privates grå mænd.
@Torben Nielsen
God pointe .... men jeg er ikke sikker på den er helt rigtig. Både i offentlige og private organisationer er det ganske svært at finde ud af hvad der er det rigtige .... en væsentlig forskel er at private organisationer hvor man gør noget forkert, sejler langt hurtigere og tydeliger ned i kloaken end offentlige. Dermed skaber et stort råderum for patentmedicinsælgere, interne magtkampe etc. hvor det lykkes en del at anbefale f.eks. centralisering og decentralisering med 5-10 års mellemrum - mod et pænt honorar.
Således har offentlige organisationer et stort spild - netop med hensyn til hvordan de skal organiseres og ledes - der i det private mere spejles i det store spild der sker i markedsføringen. I begge tilfælde er de dygtige og successfulde typisk dem der utrætteligt slås for små forbedringer - og sjældent "de genial typer" der kommer med en stribe buzz words der vil gøre os alle lykkelige.
Når det vigtige ikke er målbart - blir' det målbare vigtigt ( cit. Line Barfod )