Kronik

Er der nogen, der henter en skammel til Bubber?

Ja, jeg er en lille mand. Men det har aldrig været en ulempe. En to meter høj og 100 kilo tung Bubber i et badekar med skævtknappede bukser og rockeblomst ville ikke have været en troværdig måde at begynde min karriere på. Det ville have været skræmmende. Min højde er en del af mit brand
’Jeg ønsker mig ikke tættere på mainstream. Jeg forbeholder mig retten til at nyde godt af det, naturen har givet mig, min ringe højde på 172 cm som mand,’ skriver Niels Christian Meyer i dagens kronik.

Lærke Posselt

Debat
3. juli 2015

Jeg er ikke er så høj. Faktisk er jeg kun 172 cm, og det er noget under gennemsnittet for danske mænd og endnu længere under tidens ideal om den høje, bredskuldrede mand. Jeg er en lille mand. Jeg begyndte først at vokse for alvor, da jeg gik i 9. klasse – og det var i øvrigt hurtigt overstået. Jeg begyndte at vokse den ene dag, og holdt op igen den næste. Og min krop har aldrig siden taget tråden op. Jeg har ikke ligefrem lidt af vokseværk.

Generer det mig? Svaret er nej. Det er, som om mit liv har passet til min højde. Eller også er det min højde, der har passet til mit liv.

Sådan har det altid været. Da jeg gik i folkeskole, var jeg dårlig til stort set alle fag. Jeg er ordblind, der var dømt grundkursus over hele linjen. Havde jeg været høj og stor, var jeg måske blevet opfattet som et dovent drog. Men med min lille krop kunne jeg i stedet spille på klassikeren ’hellere lille og vågen, end stor og doven’. Jeg endte i rollen som spirrevippen. Som ham den lille med den vilde energi.

Jeg måtte gå 7. klasse om. Her var det mere end nogensinde praktisk at være lav, for jeg fandt mig hurtigt til rette. Det havde jeg næppe gjort, hvis jeg havde været to hoveder højere end alle de andre, for så havde det været mere åbenlyst, at jeg burde være kommet videre. At jeg skulle have været et andet sted end i 7.-klasse endnu en gang.

100 kilo Bubber

Nogle vil måske sige, at jeg har gjort en dyd ud af nødvendigheden. Men den fortælling er for negativ. Min højde – eller lavde – har aldrig været en begrænsning. Tværtimod har den givet mig en masse muligheder – også i mit voksenliv – som jeg ikke ville have haft, hvis jeg havde været høj og drøj.

Forestil jer en to meter høj og 100 kilo tung Bubber, der forsøgte at kickstarte sin karriere i et badekar med en rockeblomst – det ville ikke have været troværdigt – og det ville slet ikke have været i børnehøjde, måske havde det endda været direkte skræmmende. Jeg kunne sidde i det badekar med skævtknappede klapbukser, fordi det var naturligt for mig. Fordi det passede til mig – og til min krop.

I min branche skal man have et eller andet, som skiller en ud fra mængden. Man kan f.eks. være enormt høj eller enormt lille. Så ved alle, hvem man er. En afvigende krop er en sikker vej til at blive husket.

De normer genfindes kun i amputeret form i resten af samfundet. På den ene side har alle folk travlt med at skille sig ud. Alle vil være noget specielt, for de vil gerne lægges mærke til. Men reelt er vi sygeligt optaget af at skille os ud på en meget kontrolleret måde. Og rammerne for, hvor meget man kan afvige fra massen, er meget snævre. Man er lynhurtigt for tynd, for tyk, for lille, for stor, og så er man ikke moderne. Man er mærkelig. Man er afvigende. Så i den tidsalder, vi har så travlt med at kalde individualiseret, er vi mere end nogensinde forhippede på at følge med flokken.

Drømmen om kontrol

Måske handler den tilstræbte normalitet om drømmen om det kontrollerede liv og den tæmmede krop. Det er som om, at de træk, vi bekæmper allermest indædt, er dem, naturen giver os. Dem vil vi bare ikke finde os i – og det vil vores omverden i øvrigt heller ikke. Man ender som hende den tykke, der burde gøre noget ved det. Ham den lave splejs, som i det mindste burde træne, så han kunne fylde lidt horisontalt. Ham med modermærket i ansigtet, der burde få hjælp af en dygtig plastikkirurg.

De afvigelser, som naturen finder på, skal for alt i verden tæmmes. Men hvis modermærket i stedet var en tatovering, var den valgt til, og så var der tale om stil – god eller dårlig alt efter øjnene, der ser, men i hvert fald anderledes. Det er derfor, folk får tatoveret ørne på ryggen, lavet horn i panden og tyrering i næsen.

Når vi kalder nogen anderledes, ser ned på dem eller ynker dem på grund af deres udseende, er der reelt tale om en moderne variant af menneskets ældgamle kamp mod naturen. En kamp, der tager til, efterhånden som teknologien bliver et stadig stærkere våben. Har man små bryster, kan de gøres store og moderigtige – det kræver bare 30.000 kroner og et besøg på privatklinik. Er man fed, kan det suges væk. Er man lav, som jeg, varer det ikke længe, før det kan klares med en benforlængende operation.

Men jeg bliver aldrig kunde i den butik. Det ville ødelægge mit varemærke Jeg ønsker mig ikke tættere på mainstream. Jeg forbeholder mig retten til at nyde godt af det, naturen har givet mig. Måske er jeg blevet så moderne, at jeg ikke har behov for at fortsætte kampen mod naturen.

Hvordan går det på damefronten? Det spørgsmål dukker altid op, når man som mand ikke har en stor fysik at støtte sig til på datingmarkedet. I skoletiden var det intet problem. Pigerne i min 8.-klasse ville alligevel hellere kysse med drengene fra 10.-klasse. Så det var bare at vente, til man selv kom i 10.-klasse – bonussen var, at på det tidspunkt var pigerne i ottende tilpas i højden.

Sådan er kærlighed

I dag bliver min kæreste højere end jeg, så snart hun stikker fødderne i et par stiletter. Det kommenterer hun altid. Men det generer hende tilsyneladende ikke så meget, at hun kravler ned i flade sko. Og selv kunne jeg ikke være mere ligeglad. Når man elsker en kvinde, er det inderligt ligegyldigt, om hun rager en over hovedet. Sådan er kærlighed mellem voksne mennesker. Man fokuserer på det, man har sammen, fordi man af erfaring ved, at det er unikt at møde en, man virkelig elsker. Den følelse lader sig ikke forstyrre af højde, drøjde eller skæve næser.

Derfor er det paradoksalt, at se datingprogrammer på tv. Her kan man høre deltagerne sortere hinanden fra på grimt hår eller dårlig tøjstil. I et af de seneste skud på stammen – Adam og Eva, dater deltagerne hinanden nøgne, og så bliver det fysiske bare skubbet endnu mere i forgrunden. Den bliver definerende for hele personen. Man dømmer på det fysiske og propper potentielle partnere ind i kroppens fængsel. Måske er det underholdende, men det har ikke ret meget med kærlighed eller dating at gøre.

Hvis bare tendensen til at låse folk inde bag deres ydre og overflade var begrænset til datingprogrammer, var det måske til at holde ud. Men desværre rammer den bredere. »Har hun ikke en grim næse?«, »Hold da kæft, hun ligner jo Shrek!« siger vi til hinanden, når et afvigende udseende dukker op på tv-skærmen – og der er ingen forskel på, om det sker i TV Avisen eller X-Factor.

Samtidig skriger tiden på indhold, noget der giver mening, mennesker med noget på hjerte, men vi glemmer at høre efter, hvad hende med den skæve næse og ham med den grimme skjorte faktisk har på hjerte. Øjet blokerer for hjernen.

Så måske har jeg bare været heldig at få en krop, der passer til mig og mit liv. Det gør det svært for andre at låse den inde med fordømmelse.

Niels Christian Meyer er tv-vært kendt som Bubber fra børneudsendelserne ’Bubbers Badekar’ og ’Snurre Snups Søndagsklub’ samt rækken af dokumentarprogrammer som ’Danmark ifølge Bubber’ og ’Bubber og B.S.’ Niels

Christian Meyer har fået hjælp til at skrive kronikken af debatredaktionen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Sørensen

Da jeg var helt ung lagde jeg noget mærke til om folk havde handicap, men med alderen (snart 60), så begriber jeg ikke, at det fylder så meget. Jeg forstår godt, at folk benytter plastic til at flygte fra et uheldigt udseende eller alderen, hvis det er kommet til at fylde for meget for en - Hvis plastic kan gøre ens liv bedre så lad os endelig få plastic til alle der vil og kan styre det.

Lise Lotte Rahbek

Jeg har altid ønsket at jeg var smuk.. eller havde en strammere kæbelinie, eller var lavere af statur (!) eller havde tyndere arme.. eller kunne spille på klaver, eller havde et job eller en mand eller en kat eller noget helt fjerde.

Jeg tror ikke , jeg ville blive lykkeligere.
Til gengæld ville jeg være mindre mig, hvis jeg nu lavede om på mig ifølge normer og forventninger. og det ville være trist.

Peter Nørgaard, Britt Kristensen, Anne Eriksen, David Zennaro, Carsten Mortensen, Ulla Nielsen og Keld Albrektsen anbefalede denne kommentar
Lars Bo Jensen

nu er det sådan at jeg ikke ved hvordan du ser ud Lise Lotte, men dine meninger er kønne.

Kjeld Hansen, Felix Austin, Britt Kristensen, Randi Christiansen, Niels Duus Nielsen, David Zennaro, Carsten Mortensen, Benjamin Bach, Heinrich R. Jørgensen, Keld Albrektsen og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Intentionen og pointen er god nok. Men jeg ved sgu ikke, hvor meget en mand på 172 bør bruge sig selv som case. SÅ voldsom en afvigelse skråstreg problem kan det vel næppe siges at være at være ca. 8 cm fra middelhøjde. Hvad bliver det næste? En kvinde på 180, der beskriver besværlighederne ved at være afviger?

De fleste tv-værter på tv2 burde få en skammel. Og et reb.

Lise Lotte Rahbek

Lars Bo Jensen
Tak. Du skriver nogle kønne kommentarer. :)

.. lige en strøtanke; ville det ikke være oplivende, hvis man afholdt jævnlige 'venlige komplimenters'dage? Altså på opfordring, ikke pr. tvang.
Måske vil nogen af de, som føler sig underhøje, kedelige, grimme, har mindre kommunikationsudfordringer, accenter og/eller strømper i sandalerne så glemme de negative tanker ift. nogle positive. Bare i nogle timer .. tænker jeg.
Men jeg er også soldrukken og sikkert på overload af b-vitaminer.

Niels Møller-Larsson

På den ene side synes jeg, at du Niels Christian Meyer argumenterer for at der ikke er plads til abnormale mennesker i medierne. På den anden side synes jeg, at du argumenter for, at du selv altid har været lidt anderledes pga. din højde, og at du netop, fordi du har været anderledes, har kunnet bruges til mange forskellige ting. Så jeg er lidt forvirret.

Og eller synes jeg du skal vide at, du er ved at være kendt for mange ting efterhånden under dit Bubber-navn. Din højde har jeg dog aldrig tænkt nærmere over.

Peter Nørgaard

Agurketid ...

Grethe Preisler

Nogen på redaktionen må vel have bedt entertaineren Niels Christian Meyer alias 'Bubber' om at yde et bidrag til underholdningen af læserne i form af en kronik i agurketiden. Og ovenstående kronik er da ikke det dårligste bidrag til underholdningen, der har været bragt i Information, efter at bladet har kastet sig ud i konkurrencen om at få flest 'likes' fra twitter- og facebook segmentet i disse for vore trykte medier så vanskelige tider. Jeg synes, jeg har læst det, som var værre, efter at Information har kastet sig ud i konkurrencen om at gå viralt på nettet.

Så thumbs up! for den ordblinde kronikør Niels Christian Meyer, der måtte have professionel hjælp med redigeringen og indtastningen af ovenstående bidrag til underholdningen. Og giv så Niels Christian Meyer den skammel, han ikke behøver at stå op på for at komme i øjenhøjde med sit publikum, når han bare er 'Bubber'. Den Bubber, som børn og barnlige sjæle kender fra TV og elsker, fordi han er så sød!

David Zennaro

Jeg tror ikke, der er mange mænd i TV-branchen, som er under middelhøjde. Men det er fuldstændig rigtig set, at hvis man finder sin niche, så kan man hvile i sig selv, uanset hvordan man så ser ud eller ellers skiller sig ud. Og her er det formodentlig en fordel at vokse op i et inkluderende miljø, hvor forskellighed bliver værdsat og ikke skammet ud.

Måske er det agurketid, men for os, som skiller os ud på synlige måder, er det ikke neutralt at færdes i det offentlige rum, og derfor er det godt, at Information benytter agurketiden til at tage det op.

Jeg har ingen respekt for voksne mennesker med pjattede børnenavne.
Jeg kan simpelthen ikke tage dem alvorligt.

Nu ser jeg, at Bubber er blevet til Niels Christian Meyer.
Det var virkelig på tide.

PS.: Rulle (Grabow) er min seneste aversion på den front.
Gyseligt!

Randi Christiansen

Nu var bubber altså meget godt til børneudsendelserne - men enig, kun der. Og rulle - det jo latterligt, men det må virke for hende, hun er jo både kommunikationsrådgiver og i fjernsynet

Anne Eriksen

Hvis dette er forsøget på at finde et nyt image, så lykkes det nok ikke. - !.72 m er ret almindeligt, også for mænd - eller skulle jeg sige drenge?
Efter at have færdiggjort børneudsendelserne på TV, så fandt Bubber på mere ekstreme udtryksformer, men det er så også fortid, idet mange forsøger netop her at overgå hinanden.
Jeg har altid opfattet ham som søgt barnlig, med narcissistiske tendenser og helt ærligt, der er desværre en tiltagende flok, som nok vil konkurrere i femtiden, om mediernes og seernes gunst!

Anders Sørensen

@David Zennaro, er det godt at tage det op? Ja. Er det godt at problematisere det at være ganske få cm under middelhøjde? Nej.

Gert Selmer Jensen

Mange "superstjerner" i filmbranchen, er ret små, (Stallone, 171cm, Robert Redford endnu mindre).
Det giver så til gengæld en besparelse på kulisserne, på ca 20 %.

Gert Selmer Jensen

Lise Lotte Rahbek-19:37-
Jeg tager din opfordring op.
Når man har lært dig at "kende", gennem dine mange kønne kommentarer, spiller det jo en mindre
rolle, hvorvidt du er fotogen eller ej. Også med strømper i sandalerne.
Den anden vej omkring, derimod.....!?

Herman Hansen

At være 207 cm er heller ikke nogen spøg. Man passer simpelthen ingen steder hen. Ikke en gang en ordenlig seng kan man få. Og teltture foregår med fødderne ude i det fri. Selv en 69'er er håbløs ;-)

Gert Selmer Jensen

Herman hansen-19:11-
Er du en anelse sexfikseret.? Og har du glemt historien om den store "totenslæger". 190 cm+ 100 kg,
machomand, der taler sit eget sprog, og ikke bekymrer sig om en 69èr, og går direkte efter misionær-stillingen.? Og gerne har fødderne ude i det fri.!!