Kronik

Jeg opgav mine bæredygtige idealer til fordel for familien

’Man er en taber, hvis man ikke har kørekort,’ fortalte min kørelærer mig. Og han havde ret. Jeg havde tabt værdifuld tid sammen med mine kære i alle de år, jeg havde insisteret på at tage hensyn til miljøet
’Man er en taber, hvis man ikke har kørekort,’ fortalte min kørelærer mig. Og han havde ret. Jeg havde tabt værdifuld tid sammen med mine kære i alle de år, jeg havde insisteret på at tage hensyn til miljøet

Sofie Holm Larsen/iBureauet

28. juli 2015

»Du får et kørekort, hvis du ikke ryger, når du bliver 18!« er, modsat hos mange af mine jævnaldrende, ikke blevet sagt i min familie. En bil var aldrig på tale. Sætningen vakte derfor forundring, første gang jeg hørte den. Jeg var nok 12-13 år, min skoleklasse var begyndt at dele sig i to grupper. Rygere og ikke-rygere.

På den lokale folkeskole i Aalborg Øst tilbragte rygerne frikvartererne i rygegården, en afskærmet terrasse lige uden for vores klasselokale. Ikke-rygerne var ofte i alrummet, hvor der blev spillet bordtennisturneringer og hoppet i sjippetov.

Jeg var fuld af forundring over, at nogen kunne finde på en sådan klausul, men også over den mulige gaves størrelse. Og ikke mindst tanken omkring, hvordan betingelsen skulle opfyldes i praksis. Var det f.eks. okay at begynde at ryge dagen efter sin 18-års fødselsdag?

Tog ansvar for verden

Det var i alrummet, jeg stiftede bekendtskab med LOE (Lands­organisationen af Elever) og organisationens karismatiske lokale formand, som overbeviste mig om vigtigheden af at stå sammen. »Én tændstik kan man knække mellem to fingre«, sagde han, mens han demonstrativt knækkede en tændstik mellem tommel- og pege­finger. »Men 10 tændstikker … ,« sagde han og forsøgte at knække de 10 tændstikker, han nu holdt mellem to fingre, » … kan ikke knækkes! Sammen bliver vi stærkere.«

Interessen for demokrati var vakt. Jeg deltog i elev­rådet og LOE’s årlige landsmøde i Albertslund. Min mor var begyndt på Aalborg Universitet og berettede i forenklede termer om, hvordan fabriksejere skabte merværdi via arbejderes forarbejdning af råstoffer og, som jeg forstod det, levede af arbejderens arbejde.

Jeg blev opmærksom på, at min hjælp i hjemmet blev kapitaliseret ned til mindste enhed: 5 øre for at gå ud med skraldeposen, 10 øre for at vaske op. Regnskabet blev møjsommeligt gjort op i et ugeskema og udbetalt som lommepenge.

Bladet Rødstrømpen dumpede af og til ind ad brevsprækken i beton­lejligheden hos min enlige mor til to. Det var oppe i tiden at gøre ting selv. I årene, der kom, gik jeg med hjemmelavede læder­sandaler og hjemmesyet tøj, støbte stearinlys og bagte brød, cyklede til familiens kollektive sommerhus, et nedlagt landsted ombygget af kollektivisterne, og videre til Skagen Festival. Jeg lærte at reparere min egen cykel og sætte en lampe op.

Som 18-årig i 1982 kunne jeg stemme ved folketingsvalget, hvilket var blevet vedtaget ved folkeafstemning fire år før. Jeg tog ansvaret alvorligt og bestilte samtlige af Folketingets partiers partiprogrammer, læste dem fra ende til anden og traf mit valg. Mine tanker kredsede om miljøet, og afgørende var partiernes energi- og miljøpolitik.

I medier og skoleundervisning var der ’katastrofer i luften’ med atomkrigstrussel, prognoser om fremtidig befolkningseksplosion, energimangel, vand- og temperaturstigninger, fortællinger om dyre- og plantearter, der var på nippet til at uddø, og om forurening og dens konsekvenser for natur og menneskers helbred. Jeg ønskede ikke at bidrage yderligere til klodens dårlige fremtidsudsigter og besluttede, at jeg ikke ville tage kørekort.

I 1990 var jeg flyttet sammen med min kæreste og havde født vores første søn. Rigtigt skulle alting være, vi købte ny grøn vaske­maskine og brugte stofbleer, der kunne vaskes og bruges igen og igen. Transporten foregik til fods med min dreng på maven i en bæresele, på cykel med cykelstol eller ved at rejse med offentlig transport, ind og ud af bus og tog med barnevognen.

Et af min drengs første ord blev ’regionaltog’, og han lærte på egne ben sit lokalområde godt og grundigt at kende. Vi spiste groft og grønt, vaskede op i hånden, jeg ammede og syede børnetøj, og vi passede på skift vores barn i hjemmet, til han blev tre år.

Blev forbruger

10 år senere boede jeg nu sammen med en ny kæreste og fødte min datter. Rammen var den samme, men tiden var blevet mere knap. Mit ideal om omhu omkring forbrug af Jordens ressourcer blev udfordret. En cost-benefit-analyse overbeviste mig hurtigt om, at jeg kunne købe mig til mere tid i form af engangsbleer, børne­pasning, opvaskemaskine og fabriksfremstillet tøj. Affaldssortering koster også tid, og tiden, jeg sparer, kan med gevinst bruges til at tjene penge.

Jeg sprang på toget, inden det var kørt, og undgik med nød og næppe at blive tabt bag en vogn. Hver dag blev et puslespil lagt af tid til arbejde, indkøb, madlavning, at bringe og hente børn mellem institutioner, fritidsaktiviteter og kammerater, at passe børn og hjem, at engagere sig i børne­institutioner, skole og forældrekredse, at huske madpakker, børnefødselsdage og gaver, børne­regntøj og idrætstøj.

Hver dag blev tidsplaner gennemgået i tankerne og optimeret helt ned til den tid, det tager at stoppe op og tale med naboen. Parforhold, venner og interesser blev presset ned i bunden af tidsplanen.

Så blev min far syg. Året var 2009. Med offentlig transport pendlede jeg mellem mit hjem og diverse hospitaler. Det tærede på ressourcerne i mit tids­puslepil. Hvert besøg kostede mindst to timer til offentlig transport, og dertil skulle lægges tid til selve besøget. Der var nedskæringer på offentlig transport, og det politiske klima vægtede privatisering.

Beregningen af min transporttid førte til følgende konklusion: Et kørekort og en bil kunne bringe mig tur/retur på sygebesøg på den halve tid. Hoppede jeg med på privatiseringsbølgen, slap jeg for, at min dyrebare tid gik med at vente på forsinkede tog, som blev dyrere og dyrere. Jeg sprang i bilen og fremtidssikrede mig selv. »Man er en taber, hvis man ikke har kørekort,« som min kørelærer så belejligt udtrykte det.

Da vidste jeg, at jeg havde taget fejl i min stræben efter at forbruge mindst muligt af Jordens ressourcer. For at få døgnets 24 timer til at slå til måtte noget fravælges.

Skulle det være kæresten? Det kunne give en tilværelse som dele­forælder uden børn hver anden uge, hvor der så til gengæld ville være tid til at arbejde igennem og få hjemmet på plads.

Skulle det være noget af arbejdet? Det ville give nedgang i min indkomst, som i forvejen var i lavindkomstområdet, med fare for at ryge ud af arbejdsmarkedet og mindre chance for at komme ind igen.

Skulle jeg skrue ned for mit engagement i børneinstitutionerne? Og risikere, at det medførte negative konsekvenser for mine børns sociale liv.

Eller skulle jeg fuldt ud overlade det til systemet at passe og pleje min demente far, som kun havde sine tre børn som pårørende? Skulle han være alene uden genkendelige ansigter omkring sig på sin færden ind og ud af hospitaler og plejehjem? Havde han ikke brug for pårørende ved sin side, der kunne følge med i hans behandling og berolige ham, når han intet forstod? Skulle han i sin sidste tid overlades til plejehjems­personale og besøgsvenner? Var det sådan, jeg ønskede, at døende skulle behandles, og sådan vores forhold skulle ende?

Jeg havde taget fejl i mine prioriteringer. Jeg blev forbruger.

Eva Carstensen er billedkunstner og underviser

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Jørgen Steen Andersen
  • Carsten Mortensen
  • Kim Houmøller
  • Lise Lotte Rahbek
Jørgen Steen Andersen, Carsten Mortensen, Kim Houmøller og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Andersen

Velkommen i klubben. Bæredygtighed handler ikke om at afskaffe privatbillismen, men om at gøre bilerne grønne (f.eks el eller brint). Derfor er det #%@&$ ærgeligt, at regeringen ikke vil fastholde afgiftsfritagelsen af elbiler - Specielt når man ved det er fordi den ikke kan undvære pengene til den store forslugne statskasse. Med andre ord - vi får ikke råd til at være bæredygtige og miljøbeviste før vi for gjort noget ved størrelsen af den offentlige sektor.

At være miljøbevidst i en årrække er da godt gået. Vi er alle forbrugere og miljøsvin på nogle områder. Jeg harnes over affaldsmængden i bybilledet. Samtidig har jeg vel smidt en million cigaretfiltre på gaden! Lad den, der er ren, kaste den første sten. Skal en klog mand have sagt.

For øvrigt: Kørelærerens fordomme om tabere, forstår jeg ikke. Dybest set eksisterer tabere og vindere ikke. Men, jeg anerkender livet kan sammenlignes med et spil, matador fx.,hvorefter nogle kaldes vindere og andre tabere.

Carsten Mortensen, Henrik Christensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Ak, Per Andersen, du er blevet lokket i fælden og tror på den med, at "ting koster noget".
Vi kan have alle mand af huse i den offentlige sektor, hvis den fremstiller tilstrækkeligt til, hvad folk har brug for, eller vi kan have de nødvendige 20 % ansat i produktive erhverv.
Det er ikke statskassen, der er forslugen, men samfundet, der skal føres.
Man kan være uenig i, hvordan det sker; men man kan ikke med nogen ret påstå, at der tjenes for få penge ind i samfundet - kun at de fordeles for dårligt.
Vær i øvrigt opmærksomme på, at der ikke var valg i 1982, så der er tale om en fiks litterær figur til at sparke historien fremad uden at hænge fast i en slavisk kronologisk redegørelse.

Flemming Berger, Morten Lind, Henrik Christensen, Ole Frank og Christian Yde anbefalede denne kommentar
Christian Yde

@Peter Hansen: Forfatteren skriver vel heller ikke noget om et folketingsvalg, kun at vedkommende opnåede stemme- og valgret i 1982. Jeg tolker det der skrives omkring 'traf et valg' som, at vedkommende læste partiprogrammerne der og valgte det mindst onde parti (eller det parti forfatteren var mest enig med).

Denne form for tilgang til partierne, hvor man ikke konstant revidere sit valg eller danner sine egne holdninger men køber ind på nogle overskrifter, er det første tegn på forbrugerisme. Man er ikke kun forbruger af varer, men også af idéer. Forbrugerisme bliver dermed synonymt med konservatisme, som er nemmere at forholde sig til.

Omvendt er det kritiske og selvbevidste menneske ikke på jagt efter tåbelige idealer som en stjerne/ringe/et-eller-andet på kølerhjelmen, men anvender de redskaber som menneskeden qua sin kreative udfoldelse stiller til rådighed. Hvis privatbilen af forfatteren fremstilles som det ultimative symbol på uønsket adfærd burde forfatteren, såfremt denne ikke før var forbruger, have arbejdet for at udbrede delebilsordninger eller anden befordringsmiddel til at opnå sit mål (vedkommende kunne jo også flytte tæt på faren).

Min påstand er således, at forbruger ikke er noget man bliver, det er noget man er. Så forfatteren har ikke ret i, at hun er blevet forbruger, hun har qua sin livsanskuelse altid været det.

Flemming Berger, Jørn Vilvig, Majbritt Nielsen, Kim Vildnis og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Majbritt Nielsen

Nej du opgav bæredygtige idealer, til fordel for din magelighed.

Velkommen til resten af verden. ;)

Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek og Jørn Vilvig anbefalede denne kommentar
Morten Damborg

Kan nogen fortælle mig, hvad det her indlæg handler om? Nu har jeg læst det tre gange uden at forstå det? Hvem er de gode, og hvem er de onde? Tændstikkerne? Kørelæreren? Politikerne? Kapitalisterne? Rødstrømperne?

Søren Fosberg

Sparer en bil tid? Det er ikke så enkelt som det lyder. Hvis man oven i selve transporttiden lægger den tid man skal bruge til at tjene det det koster at have bil - er det nemlig ikke sikkert man sparer tid. Hvis man tager udgangspunkt i f.eks. en leasingbil til 3000 kr/måned, 15.000 km/år og plus benzin = 40.000 kr/år - efter skat og 70.000 før skat, så betyder det at 2 måneders arbejde om året går til finansiering og drift af bilen.

Har man ikke bil men cykler, går eller kører med bus/tog har man tilsvarende en årlig udgift på f.eks, 15.000/år før skat eller 25.000 efter skat. Forskel 45.000 kr. Dvs har man bil skal der leveres 5 uger arbejde om året til bilen. Har man så stadig sparet tid?

Det kommer jo an på så meget. Bor man på landet med fuglefløjt i haven og en bus tre gange i døgnet kan det være meget svært uden bil. Så hvis man vil leve bæredygtigt skal man bo rigtigt. Dvs i byen. Det er logisk nok. Folk der bor på landet transpot-forurener generelt meget mere end byboere.

Mvh

Erik Nissen, Morten Damborg, Morten Lind og Mads Østergaard anbefalede denne kommentar
Søren Fosberg

Jeg vrøvler.

Har man ikke bil men cykler, går eller kører med bus/tog har man tilsvarende en årlig udgift på f.eks, 15.000/år efter skat eller 25.000 før skat. Forskel 45.000 kr før skat. Dvs har man bil skal der leveres 5-6 ugers arbejde om året til bilen. Har man så stadig sparet tid?

Morten .

Det handler vist om en kvinde i splid med sig selv.

Så kronikken falder godt i tråd med de fleste artikler her: de handler om mig, mig, mig!

Søren Fosberg

"Så kronikken falder godt i tråd med de fleste artikler her: de handler om mig, mig, mig!"

Den handler om et dilemma som er fælles. Det er faktisk uhyre svært at agere bæredygtigt i et samfund som baserer sig på ikke bæredygtige metoder og principper. Det er udmærket at hun tager problemet op med udgangspunkt i sin egen situation, det er jo typisk for mange. Der var en der skrev at problemet kunne løses med anden teknologi. Fuldstændig rigtigt. Men det kræver at vi ændrer de økonomiske spilleregler så det ikke længere kan betale sig at forurene. Før ændrer vi ikke teknologi. Dvs skat på forurening. Vi hører dog ikke meget om det selvom det er helt afgørende.

Elisabeth Andersen, Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek, Morten Lind, Mads Østergaard, Jeppe Lykke Møller, Jesper Brink og Kim Vildnis anbefalede denne kommentar

@ Søren Fosberg

Jeg er enig med dig. Faktisk også med skribenten i at det føles svært at træffe "de rigtige valg". Men alligevel er denne kronik og en lang række indlæg i høj grad fokuseret på mig og mit. Men derved fortabes problemstillingen: miljø og klima ud af syne. Det vigtigste er trods alt mig selv ( endnu engang).

Jeg begår, ofte, samme fejl at se alt i eget perspektiv. Og glemme den anden person/sag eller synspunkt. Pludselig er jeg ganske optaget af mig og mit. Men vi bør for de kommende generationers

...skyld ikke glemme den oprindelige problematik.

Jeg beklager denne for tidlige publikation. Havde ikke trykket send.. Min skærm flimrede og så var indlægget sendt!

Dorte Sørensen

ER DER IKKE ANDRE VEJ ???????
Fx. tager bilen - og her er det lige meget hvilket drivmiddel der anvendes plads på de til veje og P-pladser mv.Bare for at nævne en af ulemperne ved bilen.
Her kunne et veludbygget kollektivt trafiksystem gøre underværker. Se bare på den Københavnske Metro - der køre hyppigt. Med elevator kan selv kørestolbruger og folk med barnevogne have glæde af den. Ligeledes bør arbejdspladserne placeres ved mulighed for kollektivtrafik. Der kunne ligeledes gives bonus ved brug af cykel og brug af kollektivtrafik. Butikkerne kunne gøres mer til netindkøb med organiseret vareudbringning osv..... - Hvis "vi" vil kan samfundet godt indrettes bæredygtigt uden at "vi" skal udvide bilparken.

Frank Hansen

Den synlige forurening er vel ikke den værste, men det er nu engang den, som falder i øjnene. Det er besynderligt, at segmentet af "progressive", som går højt op i miljøspørgsmål, selv er nogle af de største svin, når det kommer til at henkaste affald og cigaretskod. Prøv at besøge Fælledparken den 2. maj eller Roskildefestivallen, der har et tredjeverdens økosystem med flaske- og affaldsamlere, der bringer mindelser om H. G. Wells novelle The Time Macine fra 1895, hvor i en fjern fremtid menneskeheden er inddelt i to grupper: Elois som nyder livet i solen uden at bestille noget og Morlocs, som lever under jorden og får det hele til at fungere.

Når man rejser rundt i verden, så opdager man, at nogle af de problemer, som vi anser for at være universelle i virkeligheden er partikulære for Europa. Man ser fx aldrig nogensinde henkastede cigaretskod i Japan. I den sidste uge har jeg befundet mig i Santiago, Chile til en konference og jeg må indrømme, at jeg må revidere nogle af mine fordomme. Byen er velholdt og selv om der findes cigaretskod, så er det i langt mindre omfang end i København. Hvad der virkelig slog benene væk under mig er den fuldstændige mangel på grafitti (i den begrænsede del af byen som jeg har set).

Jeg ved ikke hvordan andre har det, men jeg har svært ved at tage udsagn om miljø- og klimaspørgsmål alvorligt, når de fremsættes af personer, som kaster cigaretskod og andet affald fra sig på gaden.

Felix Austin

Der er vel ikke sket andet end at kronikkøren har bevæget sig fra teoriens ønsketænkning og til virkeligheden, hvor en vis effektivitet fordres af også den enkelte.
Derfor bruger man så de hjælpemidler der er bedst, i dette tilfælde bilen.

Her sættes jo fokus på den enkelte og samfundet. Jeg tror ikke politikerne gør noget, befolkningen ikke i forvejen gør. Befolkningen har svært ved at forholde sig til hele jordens tilstand og udvikling langt frem i tiden.
Men noget sker der derude : Genbrug, holdbarhed, madspild, kødforbrug, grønne biler, ............
Men hvorfor er politikerne bagud. Hvorfor har vi stadig mindre skat, jo mere vi kører på landevejen. Det er jo tilmed en oplagt mulighed at hæve brændstofafgiften, når olieprisen falder - og fjerne befordringsfradraget.
Bare èt eksempel.
Det er al ære værd, at den enkelte tager stilling. Det nytter bare ikke, hvis resten - med landets ledere i front - ikke følger med.

Søren Fosberg, Britt Kristensen, Lise Lotte Rahbek og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar

Frank Hansen

Ang. cigaretfiltre , påpeger jeg netop egen dobbeltmoral. Jeg smider dem ofte på gaden, hvor i mod aldrig andet affald. Som kronikken antyder er det svært, for nogle af os, altid at være perfekte.

Hvor jeg dog frygter dagen, hvor ingen gode er tilbage. Hvem skal da kaste den første sten?

Jeg håber ikke, at Frank Hansen o.a. vanligvis bedømmer validiteten af udsagn om miljø- og klimaspørgsmål på baggrund af afsenderens rygevaner. Det vil i alle fald føre til fejlslutninger. Det vil skade miljøet. Udsagnet ”To plus to er lig fire” er som bekendt sandt uanset, om det lyder fra en matematiklærer eller en vanekriminel.

Elisabeth Andersen, Britt Kristensen, Kim Vildnis, Lise Lotte Rahbek og Frank Hansen anbefalede denne kommentar
Frank Hansen

Det har du ret i. En logisk deduktion er gyldig uanset hvem, der fremsætter den. Jeg tænkte mere på de situationer, hvor det ikke er muligt at verificere udsagnets validitet, og man derfor må inddrage tillid til afsenderens vurdering og motiver.

Frank Hansen

Vi har endnu tilgode at se en vurdering af klima- og miljøspørgsmål, som bygger på en logisk deduktion. Der er vist ingen som har påstået, at de benyttede modeller har bevist noget. Jeg har lige til formiddag hørt et foredrag om kaotiske dynamiske systemer på en international konference i Santiago, Chile; specielt med henblik på at vurdere om jorden og Mars kan komme så meget ud af kurs at de kolliderer. Det kan ikke udelukkes, hvilket numeriske simulationer antyder; men adspurgt måtte foredragsholderen også indrømme, at der ikke er skyggen af evidens baseret på logisk deduktion.

Jørgen Steen Andersen og Felix Austin anbefalede denne kommentar
Jørgen Steen Andersen

Morten Damborg:
Hvad artiklen handler om?
Hvad synes du selv?
For mig at se, så handler det om, at det er svært at navigere rigtigt i vores samfund, og derfor bliver det vel uhyre vigtigt, hvilke politikere vi vælger til at styre og lovgive vores dejlige land i en retning, så flest muligt synes, at det går den rigtige vej.

Peter Günther

Handler denne artikel ikke bare om, at hvis man har taget "fordelagtige" idealer til sig uden at reflektere særlig meget over indholdet og realiseringen bliver problematisk, så står man over for et valg:
Lader jeg mine "holdninger" tilpasse de nye omstændigheder, eller
tager jeg et realitetscheck på, hvad jeg virkelig står inde for.

Sagt med andre ord forholder mig til mine inderste værdier!

Søren Fosberg

"Vi har endnu tilgode at se en vurdering af klima- og miljøspørgsmål, som bygger på en logisk deduktion. Der er vist ingen som har påstået, at de benyttede modeller har bevist noget."

Frank: Hvad mener du med "logisk deduktion"? Det er jo sort snak. Mit gæt er du ikke aner en pind om hvad klimaforskning handler om men af ideologiske grunde føler dig draget - som Pia Kjærsgård - til at melde dig under fanerne hos fossilindustrien og deres neokonservative støtter for at hjælpe med at rejse tvivl om en videnskab som viser risikoen ved at forurene vores naturgrundlag. Alene det forhold at du taler om beviser er nok til at forstå din amatøragtige tilgang. Modeller er ikke beviser og teorier beviser ikke noget. Teorier kan aldrig bevises - kun modbevises. Det er vilkårene i naturvidenskab - men det ved du ikke noget om. Du er ikke klimaforsker - men du har meninger som du plukker hos dem du ideologisk føler dig hjemme hos. Tjenstvilligt optræder du i medierne som lakaj for særinteresser hvis metode er at kreere profit gennem forurening.

Frank Hansen

Søren Fosberg,

Du har ganske ret. Man kan ikke bevise noget i naturvidenskab ved logisk deduktion. Det var netop min pointe. Vi er underkastet modelusikkerhed samt usikkerhed om estimation af begyndelsesbetingelser og parametre, herunder elasticiteter. Endvidere er numerisk integration af komplekse modeller stadig et fag i sin vorden. Dertil kommer, at det usikkerhedsbegreb, som benyttes, aldrig forklares. Er det baseret på en frekvensanalyse, eller er der tale om en impliceret usikkerhed baseret på preferencer som hos Savage. Er det overhovedet klart, at usikkerheden kan beskrives med et sandsynlighedsmål, eller står vi overfor en type af usikkerhed, som er mere generel som hos Ellsberg. Det er ganske korrekt, at det er sort snak at udtale sig om sandsynligheder uden først at gøre rede for dette.

Det kendetegner dog god naturvidenskab, at der opstilles regler for en teoris falsifikation. Det mest berømte eksempel er vel Merkurs præcession samt afbøjningen af lyset ved solformørkelsen i 1919. Einsteins relativitetsteori kunne falcificeres med en enkelt måling, men bestod testen med glans. Problemet med klimamodellerne er, at man hver gang der observeres en afvigelse fra forudsigelserne, så internaliseres denne i modellerne, og der inddrages nye ad hoc forklaringer. Det er muligvis uundgåeligt givet problemets kompleksitet, men det svækker også tilliden til modellernes prediktive kraft.

Som videnskabsmand kan jeg udemærket deltage i denne debat også selv om mit fag ikke er klimavidenskab.