Læsetid: 22 min.

Oprørets tid

Journalist og forfatter Ejvind Larsen fortæller om, hvordan han selv var med til at starte ungdomsoprøret i Danmark, og om hvordan det lykkedes ham at gøre en borgerlige NATO-venlig avis til venstreprogressiv avis, som bliver forum for kvindefrigørelse, seksuel frigørelse og anti-autoritær tænkning
26. juli 2015

»Også du, Brutus!« Han sagde dog ikke ’min søn’, og der var trods alt et glimt i øjet, da han, Københavns Universitets rektor magnificus, Mogens Fog, med ellers stålhård stemme ålede mig oppe fra podiet. For øjnene af Undervisningsministeriets og universitetsverdenens eliter, Akademikernes Samarbejdsudvalgs spidser og de ivrigt nikkende karriere-klatrenisser fra Danske Studerendes Fællesråd. Tiden var sidst på formiddagen 21. marts 1968, stedet var Orchidé-Terrassen i Rødovre, anledningen var en stillingtagen til Universitetsadministrationsudvalgets 2. betænkning om ny organisation af universiteterne i København og Århus, andre var der jo ikke dengang. Årsagen til Fogs udhængning af mig til tørre var min artikel »Er danske studenter for sløve til at gøre oprør mod systemet?«, som Information havde bragt dagen før. ’Der var aldeles ingen grund til, at danske studenter skulle gøre oprør mod noget som helst system, for universitetsledelserne, Undervisningsministeriet og formentlig også Folketinget var såmænd allerede indstillet på at give de ikke-professorale lærere noget mere indflydelse, og studenternes ene repræsentant i hvert af de rådende organer kunne muligvis opnå stemmeret ved siden af den allerede erhvervede taleret. Hvad de eksisterende studenterorganer jo er yderst tilfredse med, og nede på rækkerne nikkede i takt Danske Studerendes Fællesråds hoveder så voldsomt, at de var lige ved at trille af, og Mogens Fog smilede huldsaligt, og derfor var det en skuffelse for ham, at jeg var inde på behovet af studenteroprør og alt det, man hørte om fra Tyskland og Italien’. »Det skuffer mig, at De, Ejvind Larsen, som en anden Ekstra Blads-journalist vil nedlade Dem til det. Det ligger langt under Deres niveau. Også du, Brutus,« sluttede han. Dog med et lille smil i mundvigen.

Men så blev der pludselig uro oppe på podiet, hvisken og tisken, og Ole Zacchi, Danske Studerendes Fællesråds daværende formand, senere mægtig departementschef for flere ministerier på Slotsholmen, blev kaldt derop og blev indviet i hemmeligheden, og så erklærede formanden for Akademikernes Samarbejdsudvalg mødet for hævet, ’da forskelligt var indtruffet’.

Studenteroprøret

»Hvad er der sket?« råbte jeg efter Zacchi på vej ud af terrassen, hvor palmerne svajede og springvandene plaskede.

»De gør oprør derinde. ’Studenteroprør’! Din skid!«

Heldigvis var en af de mere menige studenter ankommet i en skramlet Citroën 2CV, og i den pressede seks-syv af os sig ind oven på hinanden, mens den rasede af sted  ad Roskildevejen så hurtigt, som en sådan presset Citron i dobbelt forstand nu engang kan race. ’Oprør? Hvaffor oprør? Hvor? Hvordan? Hvem?’ Zacchi vidste ikke andet, end at rektor var blevet ringet op fra sit kontor, at der foregik en masse ovre i Studiegården, malet på væggene, rock og beat og højtalere. Hvad fanden jeg havde med det at gøre?’ Ikke noget. Jeg aner ikke spor. ’Ikke spor. Hvorfor helvede har du så skrevet den artikel, mand? Netop i går?’ Jamen, det var jo bare, fordi vi skulle ha’ det her møde i dag. ’Åhrrr, hold dog op. Men lige meget. Jeg skal sgu nok finde ud af det. Kør nu til, mand,’ fik den sveddryppende stud.mag. ved rattet at vide.

Så indtraf det. Den mærkelige 68-fornemmelse, jeg hverken har kendt før eller siden, men som næsten summede i alle nerver, ikke bare for ørerne, men i smagsløgene, næseborene, hele kroppen, og som bestemt ikke var enestående. Tværtimod. Den blev delt af tusinder, hundrede tusinder, måske millioner – hele kloden rundt. For det var det, der var så underligt: Vi anede knap nok hinandens eksistens, og så samstemte vi alligevel hele tiden. Så i Warzava, så Los Angeles, så i Reykjavik, så Peking (som det hed dengang), så på mit kontor i Store Kongensgade, så Studiegården ved Frue Plads. Hvad drev os og drev os sammen? En UFO hængende over Jorden, udsættende den for samme elektriske stråling mens den i løbet af et døgn havde drejet sig en omgang? Eller var det en mystisk katalysator, der i vidt forskellige tøser og fyre, gule, sorte, hvide og røde, forende legemsvæsker til nye kemiske forbindelser med eksplosive potentialer og virkninger? Eller var det én stor, global jazzjam- og samsession med saxofonister, janitsharer. pianister, trombonister, bassister, trompetister og vokalister, der aldrig havde mødt hinanden og nu kendte hinandens temaer, variationer, riffs, breaks, soloer og tekster, som om de altid havde gjort det? Uvirkeligt. Det var, hvad det var.

Og så stod virkeligheden der alligevel. Lige foran 2CV’en på Bispetorvet. Nok lå Alexandersalen, hvor jeg havde gået til skæbnesvanger historie-eksamen fem år forinden, Domkirken, Bispegården, hvor de plejede at ligge, og over Universitetets berømte port derhenne skuede ørnen endnu mod sit himmelske lys, men ovre fra Studiegården brølede åndernes herrer – og damer – i højtaleranlægget, når ikke Bob Dylan, Beatles, Jim Morrison (We want the world and we want it NOW!) og Steppeulvene gjorde det elektronisk eller The Burning Red Ivanhoe live. Forsigtigt kikkede den vordende departementschef ind til sine medlemmer – og begyndte at ryste over hele kroppen. Blegnet var han for længst. Stak så af, ned til hovedkvarteret i Knabrostræde, mumlende et eller andet om en resolution, der måtte udsendes. Så var det min tur. Og ganske rigtigt urigtigt: Oppe på det kondemnerede baghus’ høje, store ellers tomme gavl over Studiegården var malet med kæmpe sorte bogstaver BRYD PROFESSORVÆLDET
MEDBESTEMMELSE NU !! »Hvem har lavet det her?« spurgte jeg en fyr, der lignede en studerende. »Aner det ikke. Men det er sgu frækt. Spørg ham derhenne. Han er vist noget ved musikken.« Det var han. Carl Weltzer, søn af en af de Kierkegaard-kyndige og i ordets bedste forstand næsten Indre Missionsk fromme præster, jeg kendte lidt til fra min Tidehverv-tilværelse. »Vi er de psykologistuderende. Det har været forberedt længe og meget fortroligt. Hvor fanden vidste du det fra?« Det vidste jeg da heller ikke, forsikrede jeg. Overhovedet ikke. Men et mærkeligt sammentræf er det jo. Det ligner næsten en tanke. »Din artikel kom os meget på tværs,« bed han mig af. »Vi var lige ved at udsætte det hele, men mødet i AS (Akademikernes Samarbejdsudvalg) skulle jo holdes i dag. Hvorfor skrev du så den artikel?« »Ja, hvorfor laver I det her?« gensvarede jeg. »Læs, hvad du selv har skrevet,« lød forklaringen. Så var jeg så klog. 

Ja, hvad var det for en vild oprørs- og frihedstrang og længsel efter uautoriseret, men autentisk fællesskab, der drev også mig? Ufoen over os? Katalysatoren i os? Jazzen mellem os? Fantasien til magten, som vores totalt ukendte, men meget nære studentervenner skulle skrive på murene under maj-opstanden i Paris halvanden måned efter.  Jeg fik dog ud af ham, at det kunne blive til hvad som helst: go in, sit in, flere demonstrationer, flere happenings, måske til sidst universitetsbesættelse af i hvert fald Psykologisk Laboratorium (som instituttet hed dengang), hvis ikke snart de professorer gav sig. Kravene var som Rudi Dutschkes i Vesttyskland (husk Berlinmuren stod stadig i bedste – eller værste – velgående): Afsløring af de ideologiske, som oftest borgerlige, hensigter i al ellers påstået objektiv videnskab bortset fra måske den allermest strenge, eksakt efterkontrollerbare naturvidenskab. For som du råber i skoven (økonomien, juraen, samfundsvidenskaben, sociologien, historien, litteraturen, kunsten, religionen), får du svar. Og kun en tredjedel af pladserne i de styrende organer til professorerne, en tredjedel til de ikke-professorale lærere, docenterne, lektorerne, adjunkterne og det absolut nederste proletariat, der jo laver en stor del af arbejdet, undervisningsassistenterne, og så en tredjedel til studenterne med fuld tale- OG stemme-ret, som kravet efterhånden kom til at lyde. Til at begynde med blev det dog et studienævn med 50% studerende og 50% lærere (professorer og andre). »Hvad siger Nissen til det?« spurgte jeg. Nissen, søn af den grundtvigske højskoleforstander på Antvorskov, Christian S. Nissen, som sønnen hed og hedder den dag i dag, senere generaldirektør for Nationalmuseet, Rigshospitalet og Danmarks Radio, dog ikke på én gang, var på det tidspunkt formand for Studenterrådet ved Københavns Universitet. »Hvad Nissen siger? Aner det ikke. Vi har ikke spurgt ham. Det kan du jo gøre.«

Som talt så gjort. Skråede over til Rådet på hjørnet af Fiolstræde og Krystalgade. Tænkte på studenteropstandene rundt om i Berlin, Paris, København og flere steder i 1848. Er det sådan, man kæmper demokratier igennem overmagten? Mødes det ene og det andet sted i Indre By, nogle bliver skudt undervejs (men Mogens Fog skyder mig altså ikke, var jeg overbevist om), andre ender med korsebånd og stjerne på, når revolutionen er overstået. Dér sad Nissen ganske rigtigt. I ensom majestæt. »Hvad sker der derovre?« spurgte han hæst. »Skal du ikke selv se, det er jo dine medlemmer? De har selv valgt dig«. »Hold din kæft!« Jeg fortalte, hvad han havde i vente: Besættelse af universitetet, i hvert fald formodentlig Psykologisk Institut, inden længe med krav om en tredjedel til hver gruppe. Ikke noget med kun en studenterrepræsentant uden stemmeret, som studenterorganisationernes pampere jo ellers havde været så tilfredse med i universitetsadministrationsudvalget. »Hån du mig bare, hvad skal jeg gøre?« »Snak med Zacchi, han véd det heller ikke.« »Fog var eller så glad for hans røvslikkeri ude i Orchide Terrassen i formiddags.« I formiddag? Det føltes allerede som flere århundreder siden. »Nå, men jeg skal hjem og skrive reportage til i morgen. I overmorgen kommer lederen.« På forsiden.

Mødet med Marx

Var uvirkeligheden virkelig? Eller var det virkeligheden, der var uvirkelig? Det var den i hvert fald ved at blive, mærkede jeg nu, da Outzes vinduer ud til Landgreven blev tændt, mens jeg nærmede mig Sct. Annæ Passage. Hvad ville han mon tænke? Som da han i 43 grundlagde den illegale, ulovlige, kriminelle Information og gik under jorden? Eller den 4. maj, da han kravlede op af den igen, og Information blev en legal avis? Noget nyt, der gør alt det kendte mere eller mindre uvirkeligt? De studenter talte jo også om at vælte både det kapitalistiske system og det stalinistiske. For Marx var modstander af begge, hævdede de. Men var der noget, Outze ikke var, så var det marxist. Kunne jeg blive det? Konservativ som jeg jo var med min martin-a-hansenske kritik af det moderne fremskridt, der i forgudelsen af den naturvidenskabelig/teknologiske magt over og det pengeøkonomiske forbrug af naturen tilsidesætter den grundlæggende taknemmelighed over livskraften. Eller hvad nu skal kaldes, hvad ingen kan påberåbe sig, slet ikke som sin egen fortjeneste. Som derved netop fundamentalt gør os alle lige og forbinder os i et indbyrdes frit fællesskab. Der på dansk var blevet til noget med andelsselskaber for produktion og forbrug, kooperationer, fri- og højskoler, valg- og frimenigheder, andels-boliger og andre andels–bevægelser. 

Egentlig vidste jeg ikke meget andet om Marx, end hvad jeg havde kunnet læse mig til i Villy Sørensens udvalg fra 1962 af Marx’ ungdomsskrifter Økonomi og Filosofi og i Sørensens indledning.  Men det værk havde jeg så også kastet mig intenst over, da de lidenskabelige og stadig mere forbitrede stridigheder i Socialistisk Folkeparti det forrige år – 1967 – om den såkaldte indefrosne dyrtidsportion ikke alene havde ført til SF’s dramatiske sprængning 16. december og begyndelsen til VS’s  – Venstresocialisternes – partidannelse samme eftermiddag, men også dagen før, 15. december, lige så dramatisk havde bragt den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag og hans ’røde kabinet’ med SF’erne Aksel Larsen og Gert Petersen, Danmarks første arbejderflertal nogensinde, i mindretal. Grundet de senere VS’eres urealistiske,  rabiat-idealistiske, venstreorienterede forræderi, som det blev kaldt. Med det resultat, at det udskrevne folketingsvalg 23. januar 68 førte den radikale Hilmar Baunsgaard og hans borgerlige RKV-regering til sejr med et historisk mandattal på 27 til Baunsgaard. Dog indskrænket til bare seks kun ni år efter. 

Hvad kunne dog få folk som Preben Wilhjelm, Erik Sigsgaard, Andreas Jørgensen, Pia Dam, Inge Eriksen, Knud Vilby til at optræde så antiautoritært, givende om ikke anarkistisk så dog anarkisk fanden i arbejderflertal og regeringsmagt til fordel for i første omgang en borgerlig regering – med mere eller mindre henvisning til denne – i min oprindelige, grundtvigske, martin-a-hansenske, informationske verden – rædselsfuldt totalitære Karl Marx? Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre? Ganske vist stormede rødgardister ifølge verdenspressen rundt i Peking under en Mao-parole om at bekæmpe det kommunistiske partis hovedkvarter og de lærde diskuterede Maos modsætningsforhold til stalinisterne i Moskva, men Wilhjelm og Sigsgaard drev deres egen kulturrevolution, og hvad var det for en? 

På en måde havde den været under optræk længe. Lige fra sprængningen af det kommunistiske parti og stiftelsen af Socialistisk Folkeparti, SF, i slutningen af halvtredserne, dannelsen af Det Ny Venstre med studenterrevyen »Gris på gaflen« og Erik Knudsens »Frihed det bedste guld« udhængning af forbrugerismen,  atommarchbevægelserne på åben gade fra Holbæk til Rådhuspladsen i København i al slags vejr, herunder snestorm, i første halvdel af tresserne, Vietnam-demonstrationerne foran den amerikanske ambassade i tressernes anden halvdel, de første kæmpestore rock- og beat-koncerter, de unges uge for fri abort i 65, de langhårede musikanters, hippiers og provoers happenings ved Storkespringvandet i København og andre steder, hashens stigende udbredelse, mikro-makro-mad byggende på daoistiske principper om de komplementære modsætninger yang og ying, rock- og hippiemusicalen Hair’s introduktion af New Age i 67, men allerede lanceret  i 1932 af teosoffen Alice A. Bailey og nu efterhånden et samlende begreb for mange slags nutidige spirituelle strømninger, hvis fællesnævner er bebudelsen af en ny harmoni mellem åndelighed og videnskab og af et generelt opgør med materialistisk tænkning. 

Hjælpemidler som okkultisme, astrologi, krystallomanti, holisme, alternativ medicin, herunder healing, visualisering, kanalisering, yoga, meditation, terapier i traditionerne fra Wilh. Reich og C.G. Jung og shamanisme, Rachel Carsons Silent Spring (da. "Det tavse forår"), der udkom i 1962, gav stødet til spirende miljøbevidsthed og de senere globale miljøaktiviteter og -bevægelser, der herhjemme første gang bryder igennem med Noahs stiftelse i marts 69 og hvis første globale kulminationer bliver FN’s Stockholm-konference i 1972 og redegørelsen for Grænser for vækst fra samme år. I 68 fornemmes også de første spirer til slumstormer-, boligbesætter-, kollektiv- og rødstrømpe-bevægelserne, som studenteroprøret i Studiegården efterfølgende skulle forløse til fuld udfoldelse,  med den drøm, som digteren og skribenten Hans-Jørgen Nielsen (siden forfatter til romanen »Fodboldenglen«) forklarede i en artikel i Information et par år efter: »At forbinde det til tider noget elitære ungdoms- og studenteroprør med folkekulturen, folkemusikken, kolonihaverne, så modsætningen ikke længere var ungdomskultur og studenteroprør kontra det etablerede, men folket mod dets undertrykkere.« 

Gik op og skrev reportagen. Fik dagen efter lov at skrive lederen. Outze fyrede mig ikke. Endnu.

Grundtvigianer og marxist

Glemmer aldrig den tidlige martsdag, jeg ringede til Villy Sørensen og bekendte, at nu kunne jeg som tidehvervsmand af den gamle skole, før Søren Krarup perverterede det hele og som trofast kirkegænger i den grundtvigske valgmenighed her i Vartov, godt have med Marx at gøre. Det skyldtes to og et halvt citat fra Sørensens bog.

Den tredje Feuerbach-tese, hvor Marx skriver: »Den materialistiske lære, at menneskene er produkter af omstændighederne og opdragelsen, at forandrede mennesker altså er produkter af andre omstændigheder og forandret opdragelse, glemmer, at omstændighederne netop forandres af menneskene« (og altså ikke af en eller anden determinerende gud eller naturlov, indskyder jeg, for at gøre  pointen klar), »og at opdrageren (altså) selv må opdrages,« konkluderer Marx. På den måde var Marx altså – sensationelt nok – ikke materialist. Idealist i Platonsk-Hegelsk forstand var han dog heller ikke. Han var vel et praktisk geni, som Bjørn Poulsen kaldte Grundtvig. 

De åndelige omstændigheder er afhængige af de materielle betingelser, og de materielle forhold er bestemt af åndelige påvirkninger. Hvad kommer så først: materien eller ånden? Ja, al ånd er i sidste instans afhængig af de biologiske materier, molekyler, atomer, subatomare størrelser, der skal være tilstede, for at musik overhovedet kan lyde og nydes, men når det er sagt, hvad kommer så først, for en sand, ikke mekanistisk, ikke deterministisk, åndsbekræftende materialist? Ja, hvad kommer først? Hønen eller ægget? Svaret er ligetil: De kommer først begge to. For en høne kommer af et æg og et æg af en høne, så vel kan den aristoteliske logiks kausallogiske progression om, at alt har en årsag, som fører til et mål og resultat, bruges til mange ting, men ikke til at udtømme tilværelsens grundlæggende karakter af feedback slynger, økologiske vekselvirkninger og reciprokke fødekæder. Af at være hverken dualistisk (ånd og materie som hinandens modsætninger) eller monistisk (ånd og materie som et og det samme), ja, ikke engang dialektisk (tese, antitese, syntese, for der er slet ingen eviggyldige synteser), men af at være slet og ret dialogisk. 

Bag eller over dialogen er der – intet. Men der er, at der kan opstå samtale, som dialog hedder på dansk. Hvordan det så kan la’ sig gi’ sig, er der ingen ord for, men kald det da bare naturen eller gud eller poesien eller eros eller brugsens Cirkel-kaffe, der, når den er klar, overbeviser Benny om, at livet er ikke det værste, man har, words, words, words er og bliver det. For at opdrageren virkelig kan ændre de materielle omstændigheder og ikke bare gentage dem mekanisk, slavisk, mere eller mindre ubevidst, må opdrageren selv bevidstgøres. I bevidst refleksion af de foreliggende materielle omstændigheder som de fremstår til forskel fra, hvad de kunne have været på godt og ondt, og i bevidst refleksion af refleksion selv. Således udsættes opdrageren for – opdragelse. Oplysning, som det hedder hos Grundtvig. Ideologi-kritik, som studenteroprørerne siden kaldte det.

Det halve citat lyder: »Den religiøse elendighed er på en gang udtryk for og protest mod den virkelige elendighed. Religionen er den betrængte skabnings suk, den er en hjerteløs verdens hjerterørelser, den er åndløse tilstandes åndsindhold. Den er folkets opium.

At ophæve religionen som folkets illusorisk lykke er at fordre folkets virkelige lykke. Fordringen om at opgive illusionerne om sin tilstand er fordringen om at opgive en tilstand, som har illusioner behov. Kritikken af religionen rummer altså i kim kritikken af den jammerdal, hvis helgenglorie religionen er.« I betragtning af at det Tidehverv, jeg var oplært hos, insisterede på, at kristendom i hvert fald ikke har noget som helst med religion at gøre, for religion har fanden skabt til opfyldelse af menneskers gudsfornægtende selvtilfredsstillelse, kunne jeg naturligvis intet have at indvende mod Marx’s påvisning af, at religion er folkets opium og åndløse tilstandes åndsindhold. Når det kun var og er et halvt citat, skyldes det spørgsmålet, om det da virkelig skulle kunne være muligt at fylde tilstandene her på Jorden med så meget ånd, at religion bliver komplet overflødig? Foreløbig er det jo i hvert fald ikke lykkedes, på det seneste snarere tværtimod. Folk synes igen at blive mere og mere religiøse, om end ikke altid i kirkelig forstand. Hvad også Habermas nede i Tyskland har reflekteret en del over på det seneste. Men dermed er jeg inde på en kritik, der sjovt nok ikke alene rammer Marx men også Tidehverv og en stor del af hele den gængse teologi i den danske Folkekirke i dag.

Lad det nu ligge. Det fulde og hele, andet – om man vil: tredje – citat, lyder:

»Shakespeare fremhæver (i den tragiske komedie ’Timon i Athen’) især to egenskaber ved pengene. I) De er den synlige guddom, forvandlingen af alle menneskelige og naturlige egenskaber til deres modsætning, den almene forveksling og fordrejelse af tingene; de forener umuligheder. 2) De er menneskenes og nationernes almene skøge, deres almene kobler. ... De er menneskehedens formåen gjort fremmed for den selv. … Den, som kan købe tapperhed, er tapper, er han end fej. Da pengene ikke byttes med én bestemt kvalitet, med én bestemt ting, med bestemte menneskelige væsenskræfter, men (kan) byttes med hele den menneskelige og naturlige objektive verden, så bytter de altså - set fra ejermandens synspunkt - alle egenskaber med hinanden, også indbyrdes modstridende egenskaber og genstande; de betyder foreningen af umuligheder, de tvinger modsigelserne til at kysses. Forudsæt (derimod) mennesket som menneske og dets forhold til verden som et menneskeligt forhold, så kan du kun udveksle kærlighed med kærlighed, tillid med tillid etc. Hvis du vil nyde kunsten, må du være et kunstnerisk dannet menneske; hvis du vil udøve indflydelse på andre mennesker, så må du være et virkeligt inspirerende og stimulerende menneske, som virker på andre mennesker. Hvert af dine forhold til mennesket og naturen må være et bestemt udtryk for dit virkelige, individuelle liv og må svare til genstanden for din vilje. Hvis du elsker, uden at din kærlighed besvares, hvis din kærlighed som sådan ikke skaber genkærlighed, hvis du ikke i kraft af dit livsudtryk som elskende menneske gør dig selv til det elskede menneske, så er din kærlighed afmægtig, så er den en ulykke.«

Er det marxisme, er jeg vel allerede som tidehvervsk grundtvigianer en slags marxist, betroede jeg Villy Sørensen. »Nåe, er du det?« kommenterede han blidt. »Jamen, det skyldes jo din egen bog.» »Nåe, synes du det?’ Nu lød han næsten medlidende.  Derved blev det: En antiautoritær socialisme er jo en contradictio in adjecto i praksis, en afsindig selvmodsigelse; det måtte der komme en andelsbevægelse ud af. Noget, der hverken var kapitalistisk eller kommunistisk i sovjetisk forstand, knap nok socialdemokratisk, noget helt fjerde. Og jeg begyndte at spække nogle af mine studenteroprørske ledere med Grundtvig-citater, for nok kunne de psykologistuderende på Frue Plads og Daniel Cohn-Bendit i Paris og Rudi Dutschke på Freie Universität i Vestberlin lange ud efter professorerne og den sorte skole, nærmest professorliderlige virkede de, når Grundtvig virkelig tog fat på sit oprør mod det:

»ligeså hovedløse som hjerteløse skolevæsen, med deraf flydende hjertekulde, hjerneforstoppelse, hjernebetændelse, sløvhed, dorskhed, trællesind, glimmersyge og al folkelig og menneskelig elendighed.« For »nu er det noget, desværre blandt os aldeles nyt, jeg har for øje, en oplysnings-anstalt nemlig (Grundtvig var og blev jo en svoren tilhænger af det moderne oplysningsprojekt), hvorved folket efterhånden vågnede til selv-bevidsthed, og hvor lederne lærte ligeså meget af ungdommen, som dem af den, en sådan levende vekselvirkning og indbyrdes undervisning. Hvorved der lagdes bro over det svælgende dyb, som hierarki, aristokrati, latineri og honet ambition har befæstet mellem hartad hele folket på den ene, og dets ledere og lærere, med en håndfuld såkaldte dannede og oplyste, på den anden side.

Dette svælgende dyb, hvori ellers snart hele det borgerlige selskab (samfund) og al rolig, historisk fremadskridende udvikling måtte gå til grunde.« Plovbæsteflid og hestehukommelse, romersk afretning og tyranni, fladt og ensformigt som en kålgård på Amager, utålelig dødt og kedsommeligt, hukommelsesmaskiner, åndsfortærende er nogle af Grundtvigs ’studenteroprørske’ karakteristika af skole- og universitetssystemet. Er det det, den nuværende regering og det altovervejende folketingsflertal i dag ønsker det tilbageført til? I hvert fald ønsker Grundtvig modsat, at det for fremtiden må være de studerende selv, der bestemmer studiernes indhold og mål.

Det gik rigtig godt, Informations oplag begyndte at stige for første gang i et par årtier, vores kritik af Vietnam-krigen og USA blev mere og mere skarp, kritikken af de kolossale uligheder i økonomi og boligforhold og politisk/kulturel indflydelse og i uddannelse i det socialdemokratiske velfærdsparadis herhjemme mere og mere lidenskabelig, byggende bl.a. på Bent Hansens Velstand uden velfærd og Erik Jørgen Hansens uddannelses-sociologiske undersøgelser, da jeg pludselig blev kaldt op til Outze. »Hvad er det, du gør med min avis? Meget kan jeg finde mig i, jeres fri homo, fri hash og fri porno, selvom jeg afskyer det, og jeres dyrkelse af rock og rul, beat og pop – og pjat. Og sex. Og fri abort. Men socialisme, det finder jeg mig altså ikke i.« Når Outze blev ophidset, talte han syngende fynsk.

En af de gamle modstandsfolk fra Korps Aagesen eller Holger Danske har ringet og skældt ud over min leder i dag, tænkte jeg. Outze havde faktisk et par år forinden forsvaret vore dækning af porno, homo og hash med den begrundelse, at en af de mest energiske journalister på stofområderne, Nils Ufer, havde slæbt sin feltseng med ind på redaktionen for at kunne kæmpe for friheden dag og nat. Information er til for dem, der ikke har andre steder at gå hen, når de kæmper mod undertrykkelse, havde Outze sagt.

»Åh, det er bare noget de kalder det. Socialisme og marxisme og maoisme, og jeg ved ikke hvad,« forklarede jeg i døråbningen. »Så gør jeg det også, for så bliver de så glade, vores nye læsere. Men jeg har jo sagt, at Grundtvig er bedre.«

»Hvad betyder det så, socialisme?« ville han vide.

»Det betyder, at folk skal have lov at sige, hvad de mener, uden straks at frygte, at de bliver fyret.«

»Jamen, hvad helvede, det er jo det, jeg altid har kæmpet for.«

»Det er derfor, jeg gør det med din avis, som jeg gør.«

»Nå, men så skrub af. Men alt det der med alle jeres ismer, det kan jeg altså ikke hitte ud af og heller ikke holde ud. Forsvind.«

Virkeligheden blev virkelig igen

Det blev bedre og bedre. Oplaget også. Outze sammenlignede tre år efter i Nato-avisen, Information, Stars and Stripes med Hagekorset. Da det efter Daniel Ellsbergs og New York Times’ offentliggørelse af Pentagon-papirerne kom frem, at USA selv havde svindlet det set up, hvoraf det skulle fremgå, at Nordvietnam overfaldt Sydvietnam og USA og givet Kennedy påskud til at bombe Hanoi. Sammenligningen af de to flag medførte en grufuld mængde abonnementsopsigelser. Som et halvt år efter var overgået af tre gange flere nytegnede abonnenter. 

Hjemme i USA havde afroamerikanerne fundet sammen i borgerretsbevægelsen, og nu gjorde de for alvor krav på deres rettigheder. De nægtede at rejse sig op for hvide i busserne, anvendte hvides toiletter og lavede sit-ins: de gik simpelthen bare ind på cafeteriaer og lignende, som var forbeholdt hvide, og blev siddende der fra det åbnede til det lukkede. I anden halvdel af 60erne opstod organisationer som Black Panther Party (Sorte Panter Partiet). Dens medlemmer gjorde sig bemærket ved at medbringe skydevåben, hvor de patruljerede, men deres nok bedst kendte manifestation skete under de Olympiske Lege i netop 68 i Mexico. To sorte amerikanske atletikudøvere rakte en knyttet hånd, påført en sort handske, i vejret under en sejrsceremoni og udførte dermed Black Power-tegnet. Herhjemme bredte studenteroprøret sig til Århus og de grundtvigske højskoler. Mogens Fogs eget kontor blev et par år efter besat og hans cigarer røget, hans portvin drukket, men sandheden er, at da først Fog havde sundet sig ude på Orchidé-Terrassen, var han hovedsageligt på studenternes side resten af oprørsårene. 

Finn Ejnar Madsen erobrede ikke alene talerstolen fra ham ved universitetets årsfest det herrens år 68, han skabte med fotografiet af sig og Fog selv på talerstolen det danske studenteroprørs ikon til evig tid. Ole Zacchi bakkede det alt sammen op med begejstrede resolutioner fra Danske Studerendes Fællesråd, som om han og det øvede nogen som helst indflydelse på noget som helst. Psykolog-aktionens resultater hine marts- og aprildage blev efterhånden udbredt til hele universitetet og kom til at danne grundlag for den styrelseslov, der nogle år efter kom til at gælde for alle Danmarks universiteter.
 Et euforisk sommermøde på Ryslinge Højskole fandt sted lige ovenpå maj-oprøret i Paris, der i et par dage fordrev selveste general de Gaulle til hans franske forlægning i Vesttyskland og gjorde det med gigantiske massedemonstrationer af studenter OG arbejdere på én gang under parolerne: Fantasien til magten, Spring kammerat, den gamle verden er efter dig, Under stenbroen strandbredden, Under asfalten vokser græsset, Vær realist, kræv det umulige. I Information anmeldte jeg Herbert Marcuse under overskriften: »Revolutionens mål: Den erotiske civilisation«. Make love, not war. Og den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær. For nu at citere ungdoms- og studenteroprøreren Nicolai Frederik Severin Grundtvig.

2O. august var det hele forbi. Tropper og tanks fra Sovjet, Bulgarien, Polen, Ungarn og Østtyskland rykkede ind og knuste det pragske forår og Alexander Dubceks drøm om en socialisme med menneskeligt ansigt. Ufoen forsvandt, katalysatoren virkede ikke mere, jazz jammerne gik hver til sit. Da var Martin Luther King allerede blevet myrdet den 4. april. Under en demonstration mod det iranske kejserpars besøg i Berlin i 1967 var den 26-årige student Benno Ohnesorg blevet dræbt af politiet. Og 11. april  i det herrens 68-år blev Rudi Dutschke ramt af tre skud i hovedet af en 18-årige ufaglært arbejder og højreekstremist Josef Bachmann, som ifølge Dutschkes venner var påvirket af Axel Springer-tabloidavisen Bild Zeitungs kampagne »Stop Dutschke nu!«. Dutschke fik omfattende hjerneskader og døde i 1979 af eftervirkningerne af attentatet.

Virkeligheden var blevet virkelig igen

Eller var det stadig muligt at leve, som var der en fremtid og et håb? Ja, der var – virkelig – noget rigtig godt og noget helt nyt at vente på. De første, der mødte op til protestdemonstration foran den sovjetiske ambassade i København, da socialisternes massakre i Prag den 20. august blev kendt, var ikke de konservative eller Venstres Ungdom. Men Venstresocialisterne med Erik Sigsgaard i spidsen. Resten må I vente til næste gang at høre mere om.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olav Storm Jensen
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Maria Francisca Torrezão
  • Peter Nørgaard
Olav Storm Jensen, Michael Kongstad Nielsen, Maria Francisca Torrezão og Peter Nørgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Det er noget rod med flere udgaver af samme artikel.

Nu har jeg læst papiravisens udgave. Nedenunder denne henvises til ovenstående uredigerede (længere?) udgave af artiklen.

Samtidig findes den redigerede udgave også på nettet : http://www.information.dk/540395.

Nok er det interessant stof, men jeg orker vist ikke at gøre studier i, hvad der er medtaget hhv. udeladt i den ene og den anden udgave.

Så kunne redaktionen i det mindste ikke gøre opmærksom på hvad der er "ny" tekst ovenfor?

På forhånd tak!

Henning Prins

DEN GAMLE MAND OG HUKOMMELSEN
Henning Prins
Vingen 7
3140 Ålsgårde
Ejvind Larsen gør op med fortiden, højst prisværdigt, og synes ikke, de såkaldte 68’ere har gjort det særligt godt. Det har han ret i!
Desværre bruger han spalteplads på en lille fejlhuskning, nemlig at jeg på Ryslinge Højskole skulle have deltaget i et spex, hvor jeg som politimand skulle have gennempryglet en skrigende Bente Hansen. Til det er der to ting at sige, nemlig for det første, at denne lille revy foregik langt senere på et såkaldt seminar på Krabbesholm, hvor jeg rigtig nok var politimand, men hvor jeg ikke gennempryglede hverken Bente Hansen eller nogen andre publikummer, da de alle flygtede for vores sammenrullede og ganske tynde avisruller, der gjorde det ud for knipler. At denne fejlhuskning optræder, kommer ikke bag på mig, VS’ gamle hovedbestyrelse er berygtet for sin stalinistiske historieskrivning, og i den sammenhæng har Bente Hansen til forskellige antropologer, sociologer og andet akademisk godtfolk fortalt lange og gruopvækkende historier om undertegnede. Hvad mon denne belyvning kan have sin årsag i?