Klumme

Mange penge, mindre lykke

Velstanden stiger voldsomt i Kina. Alligevel står lykkebarometeret lavere end tidligere – selv for den fattige bonde, der nu er rig bedstefar
2. juli 2015

En af mine bekendte i Beijing er en 71-årig bedstefar. Han bor i samme boligblok som mig, men er født og opvokset på landet i det centrale Kina. Der var han bonde, lige indtil hans datter blev overordentlig velhavende som ejendomsmægler og giftede sig med en mindst lige så velhavende mand.

Bedstefaren blev hentet til hovedstaden for at passe det nu snart seksårige barnebarn. Og pludselig blev hans verden vendt på hovedet. Han bor ikke længere oppe i bjergene i et bondehus, men i stedet sammen med familien i en enorm lejlighed på 200 kvadratmeter – og det i en boligblok, hvor lejligheder rask væk sælges for 65.000 kr. per kvadratmeter. Familien har en Porsche Cayenne og en Mercedes jeep. Barnebarnet skal efter sommerferien begynde i en international skole i Beijing, hvor undervisningsgebyret for et skoleår lyder på over 200.000 kr.

Med andre ord: Her er en mand, som var fattig som barn og ung, men som nu lever i en rigdom, der tidligere ville have været utænkelig. Alligevel ser jeg ham fra tid til anden med hovedet nede i områdets skraldespande på jagt efter flasker, som han kan inkassere pant for. Og nede på det lokale grøntsagsmarked prutter han mere aggressivt om prisen end nogen anden.

»Man skal spare, hvor man kan,« siger han med den snusfornuft, der stadig hænger ved fra hans nu tidligere liv.

For mig er bedstefaren, der stadig har grove hænder og mørk hud efter årtier i marken, et eksempel på, hvor hurtigt udviklingen er gået i Kina. Og at det er gået så hurtigt, at hovedet ikke altid kan følge med.

Forleden spurgte jeg ham så, om det nye liv gør ham lykkeligere. Måske et lidt vidtløftigt spørgsmål, men ikke desto mindre et spørgsmål, som kineserne inden for de sidste år er begyndt at stille hinanden oftere. Måske fordi de, med det højere velstandsniveau, har overskud til at overveje noget, som er mindre håndgribeligt end vækstrater. Og kommunistpartiet siger, at det nu også vil fremme folkets lykke, som det i stigende grad ser på som indikator for egen kompetence.

Bedstefaren virkede lidt perpleks, da jeg stillede ham spørgsmålet om lykke. Og i stedet for at tale om det positive, hans familie har oplevet, så brugte han det i stedet som anledning til at opremse de ting, han er utilfreds med i storbyen: Der er for forurenet, meget mere forvirrende end ude på landet, og madvarerne er for dyre.

Bedstefaren er nok ikke repræsentativ. Men der er en klar tendens. Undersøgelse efter undersøgelse inden for det sidste årti understreger et forbavsende paradoks: Mens kineserne bliver mere velstående, så lader de ikke til at blive mere tilfredse eller glade – faktisk går det i den modsatte retning. Mens den rigeste del af befolkningen har givet udtryk for nogenlunde det samme tilfredshedsniveau inden for de sidste årtier, så er antallet af tilfredse i den fattigere del af befolkningen faldet drastisk. Og en undersøgelse fra sidste år viste, at Kina blot ligger nummer 90 ud af 135 lande, når man måler befolkningens tilfredshed med samfundet, deres daglige liv, helbred og økonomiske situation.

Når man spørger kineserne, hvorfor velstandsstigningen ikke har gjort dem mere tilfredse, så peger de hyppigst på den voldsomme økonomiske ulighed. Hvor kineserne tidligere var lige fattige, så er de nu næsten alle blevet mere velstående, men i et vidt forskelligt tempo. Og kinesernes tilfredshed med deres egen individuelle velstandsstigning bliver overgået af deres utilfredshed med at se, at naboen bliver rigere hurtigere.

Samtidig foregår samfundsomvæltningerne i et sådan tempo, at det fører til en utryghed, der forstærkes af, at kommunistpartiet har afmonteret velfærdssystemet. Den miserable forureningssituation, korruptionen og manglende rettigheder er ligeledes med til at blokere for en kinesisk lykkefølelse.

Kommunistpartiet er de sidste årtier trådt lidt mere til side og har tilladt kineserne at skabe deres egen velstand, men at gøre kineserne lykkelige – eller blot tilfredse – bliver uden tvivl en endnu større udfordring.

Martin Gøttske er journalist.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Claus Nielsen
  • Niels-Simon Larsen
Claus Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

For alle generationer under 50 oplever jeg - nok er aldrig nok. Ingen hviler i sig selv og siger - nu er jeg tilfreds med mig selv og mit liv. Og få der forstår jeg f.x. tjente 50K udbetalt i shanghai, men stoppede det liv og sagde nej tak - fordi jeg stort set ikke levede andet end for arbejdet.

Men det er mere komplekst end som så, det er jo en hel kultur der er ved at ændre sig, fra noget der minder om middelalderagtige forhold, såsom f.x. at jeg pt. ikke er sammen med min kæreste fordi hendes forældre ikke vil acceptere det, ja de vil slet ikke acceptere noget som helst hun selv ønsker - et liv hvor hun i frihed selv vælger sit liv.

Siger hun nej tak til det liv hendes forældre ønsker hun lever siger de nej tak til hende. Og familie og familie forbindelser betyder en del i Kina, det er som et netværk, hvor jeg tror man i vesten har netværk via venner, kollegaer, nuværende og tidligere chefer, arbejdsgivere, så i Kina er det altafgørende netværk - familien.

Hvilket er svært at løsrive sig fra, når man præsenteres med valget - enten er du med os, eller også er du helt ude.

Jeg tror kinesere over en bred kam er ulykkelige - din bedstefar i artiklen lever pt. et liv i en storby han slet ikke kan forholde sig til, og ønsker nok bare landsbyens klare liv. Den midaldrende generation knokler røven ud af bukserne for både deres forældre/familie og deres børn, og de yngre generationer oplever at de ønsker ting, som min kæreste, som ikke harmonerer med hvad familie og kulturen fortæller dem.

Så ja, jeg tror alle er ulykkelige.

Plus det ligger i kulturen - jeg har mødt meget få kinesere udtrykke de er lykkelige. Følelser er noget abstrakt, spørger man en kineser til det svarer de enten - jaja jeg har det godt, eller - de snakker om praktiske ting, ting de kan beklage sig over.

Morten Damborg

@Stig Tanggard:
Bare lige for en god ordens skyld: var det 50.000 danske kroner, du fik udbetalt om måneden? :-)

En ret god klumme. Jeg synes dog, det kunne være oplagt med en lang monsterartikel om emnet "penges betydning for lykkefølelsen i det nyrige Kina". Kina må være det oplagte etnografiske genstandsfelt for en sådan opmærksomhed, med den økonomiske udvikling, landet gennemlever i disse år. Så Martin Gøttske - efter den her udmærkede forret - server os gerne en hovedret af en monstrøs artikel, der virkeligt gennemarbejder det her emne. Måske er det bare mig, men jeg synes virkeligt, det er vigtigt at få belyst forholdet mellem penge og lykkefølelse her i det Homo eaconomicus - dominerende paradigmes tidsalder.