Baggrund

Politisk vækkelse

Journalist og forfatter Ejvind Larsen fortæller om sin opvækst på Amager, om sin mor og sin familie. Han mindes besættelsen og undergangsstemningen i efterkrigstiden, der blev hans intellektuelle og politiske udgangspunkt
Journalist og forfatter Ejvind Larsen fortæller om sin opvækst på Amager, om sin mor og sin familie. Han mindes besættelsen og undergangsstemningen i efterkrigstiden, der blev hans intellektuelle og politiske udgangspunkt

Tage Christensen

20. juli 2015

– Kapitel 1 –

Stedet her er nærmest, hvor jeg voksede op. I Vartov gik mine forældre i kirke hos pastor Balslev stort set hver søndag, og der var ikke mange onsdage, de – eller i hvert fald min far – ikke også var her til foredrag i Højskoleforeningen, hvis det da ikke var ovre i Grundtvigs Hus i Studiestræde. Og så gik min søster og jeg til folkedans om lørdagen. Det var også i Vartov!

Noget så folkeligt, festligt og fornøjeligt, men sådan var det ikke uden videre. I hvert fald ikke bare festligt og fornøjeligt. For ellers er stedet, hvor jeg voksede op, ude på Amager, ved enden af Amagerbrogade, Sundbyvester Plads, hvor datidens linje 2-sporvogn havde sin sløjfe, ned ad Wibrandtsvej mod Sundet, Øresund, anden sidevej på højre hånd, Jansvej, nr. 9, en lille villa i to etager med hver sin lejlighed fra slutningen af 1920’erne.

På det sted – med almennyttigt boligbyggeri Havebyen i gule mursten for arbejderklassen og ellers små villaer i alle farver og materialer og bungalower til den nye klasse af laveste middelklasse, der lige har fået snuden over proletarskorpen – voksede jeg op til hverdag fra og med 1936. Med ikke ét forsamlingshus i nærheden. Eller en DGI-idrætsforening, eller en andelsvirksomhed (bortset fra Brugsen oppe på Amagerbrogade), eller en friskole, eller en højskole, eller en foredragsforening. Ikke én af mine kammerater fra gaden eller skolen, Skolen ved Sundet, havde forældre, der gik i kirke hver søndag. De gik aldrig i kirke. Undtagen juleaften måske – og så selvfølgelig når et eller andet familiemedlem skulle døbes, konfirmeres, giftes eller begraves.

De så mistænksomt efter os søndag morgen ved nitiden, når vi gik ned til sporvognen med salmebogen i hånden. De skulle heller aldrig til foredrag om onsdagen om verdenskrigen eller arbejdsløsheden eller Sydslesvig, Det brændende Spørgsmål, eller Joakim Skovgaards nymalede fresco-malerier i Viborg Domkirke, eller Grundtvigs bidrag til Grundloven, eller Darwin og troen på Gud, eller modstandsbevægelsen, eller Vilhelm Andersens udlægning og lattermilde enmandsopførsel af Holbergs komedier, eller dampmaskinens opfindelse.

De gik aldrig til foredrag. De havde heller ikke en reol med bøger, knap en hylde. De holdt heller ikke to aviser på én gang, Berlingske Tidende, som min bedstefar oppe på førstesalen holdt, og Kristeligt Dagblad, som vi holdt. Den sidste var der mange, som slet ikke kendte, og slet ingen der overhovedet holdt. Og da senere også Information kom til, blev det, ja, næsten ensomt at være så folkelig.

Ejvind Larsen mindes den befriede og befriende jubel, Montgomerys indtog af Amager Landevej og Amagerbrogade og så videre øjeblikkelig udløste i det lille køkken på Jansvej. Arkivfoto fra befrielsen

Erik Petersen

For Information kendte mange heller ikke. De sang heller ikke af Højskolesangbogen, når der var familie- og vennekomsammen. Med på Grunden ved Damhussøen, når det blev sommer, og spille kroket og se dilettantholdet spille Molbechs Ambrosius skulle de heller ikke. Læse B.S. Ingemanns romantiske middelalderromaner gjorde de aldrig. Selv læste jeg Erik Menveds Barndom 13 gange. Men i søndagsskole måtte jeg bestemt ikke gå, selv om man dér fik glansbilleder og hørte om den søde Jesus, og heller ikke være spejder med kammeraterne måtte jeg, for det var jo indremissionsk og frelst på en forkert måde. Og når jeg i det hele taget gik på Skolen ved Sundet, skønt alle mine kammerater på gaden gik i den stik modsatte retning på Højdevangens Skole, så skyldtes det, at mine forældre var så folkelige, at de sært nok også dér skulle skille sig ud og absolut have mig på den anden skole, for den havde en grundtvigsk skoleinspektør, Poul Hartlings far for resten, havde de fundet ud af. Mor rendte simpelthen socialdemokraterne på Rådhuset så vedholdende på døren, at de til sidst opgav og gav mig lov til som den eneste på gaden at blive forflyttet til Skolen ved Sundet, fordi den havde en grundtvigsk inspektør for 1.200 elever, som han dog ikke nåede at præge lige intenst for alles vedkommende. Men måske nogen af lærerne?

Fra aber og blomster

Hvornår jeg begyndte at spekulere over, hvorfor det at være folkelig er at være ensom og måske også lidt sær – i hvert fald på Jansvej med tilknytning til stedet her – står mig ikke klart, men det begyndte vist i ni-tiårsalderen. At jeg i hvert fald godt kunne ønske mig, at mine forældre ikke risikerede at bære salmebogen i venstre hånd, så min nærmeste gadekammerat Ejnars forældre, Sørensens, kunne se det fra deres vinduer på hjørnet af Jansvej og Wibrandtsvej søndag morgen. Eller at netop min mor som den eneste skulle troppe op og klage over, at vi 42 drenge i klassen var blevet udsat for kollektiv afstraffelse, fordi én havde begået en ulydighed, og ingen af os andre ville stikke ham.

Vi blev stillet op i række og geled foran katederforhøjningen og fik af læreren hver et gok i maven, så vi efter tur segnede om. Det klagede mor over til grundtvigianeren på inspektørkontoret, men hvorfor hun og kun hun nu også skulle gøre sig bemærket her …? Hvad der gudbedremig gentog sig, da den meget unge, spændstige geografi- og naturlærer gav os vores første indføring i evolutionsmiraklet, og jeg rakte fingeren op og fik ordet og lov at rejse mig for at give ham og Darwin tilslutning ved at citere fra Torry Gredsteds Paw i Urskoven: »Fra aber og blomster vi stammer ned/ min bedstemor var et jordbærbed«. Hvilket på stedet indbragte mig en syngende lussing, hvilket på mindre end et døgn indbragte Poul Hartlings far nok et besøg. Af min mor. Der ellers var meget afholdt af både naboer og min klasse- og dansklærer, hr. Jansen, og ved skolens fællessang hver mandag morgen, hvor mor var en af dem, der sang højest, men måske ikke altid helt så rent, som hun selv troede.

For mig var mobningerne i vores to drengeskolegårde mod svagere kammerater, når de blev holdt under vandhanen i alle de mange minutter, de overbebyrdede gårdvagter var optagede andetsteds, så modbydelige, at jeg gjorde mig umage for at få frataget frikvartererne og som ’straf’ være tvunget til at blive oppe i klassen for at tørre tavlen rent og rydde op. Dog, den nævnte Jansen og tegnelæreren holdt jeg meget af. Og skolehaverne. Og flere af skolekammeraterne. Som jeg så igen skulle skilles fra allerede efter femte klasse og den forfærdelige mellemskoleprøve for 11-12-årige, fordi mit noget så grundtvigske hjem insisterede på, at jeg for enhver pris og måske som ene mand skulle i Christianshavns Gymnasiums eksamensmellemskole, hvis jeg overhovedet kunne komme det. Var det virkelig folkelighed?

’De kom slet ikke ind’

Og så var der det med krigen og besættelsen og modstandsbevægelsen og Information. Hvad den sidste angår, havde den en af mine onkler som engageret læser, især af dens grundlægger og chefredaktør, Børge Outze, som derfor kraftigt blev anbefalet far – der dog fandt Information for hedensk og hellere ville have Kristeligt Dagblad, indtil onkel Håkon opdagede min glubende interesse for hans propaganda af Information, som han derefter begik det kup at forære sin svigerfar, min bedstefar oppe i førstesalen, et kvartalsabonnement på. Skønt bedstefar havde kylet Politiken hen ad gulvet hos en anden af sine svigersønner, gentegnede han abonnementet på Information kvartal efter kvartal efter kvartal, indtil jeg selv blev ansat på avisen.

Ikke fordi jeg tror, bedstefar en eneste gang åbnede den – han havde en anelse om, at det ville han nok ikke kunne tåle – men fordi jeg hver eftermiddag, når jeg kom hjem fra skole, måtte op til ham for at låne den. Og så fik han da en lille snak med barnebarnet. Som han jo kunne se blev mere og mere ivrig med den og den modstandsbevægelse, som den var rundet af, og det retsopgør eller mangel på samme der nu udspillede sig under straffelovstillægget med tilbagevirkende kraft.

Sådan var åbenbart det grundtvigske, de skulle gerne være engagerede, men forskellige, og i hver sin kirke gik de, men præsterne skulle alle være grundtvigske og helst uenige. Far fik ikke lov at blive synderligt aktiv i modstandsbevægelsen, fordi man skønnede hans helbred for svagt, men da kampen var omme, og Frit Danmark i 1945 udsendte sin Hvidbog, købte han og forærede mig den, da jeg i 1948 blev 12 år, med ordene: »Så kan du til sin tid, når du bliver voksen, selv konstatere hykleriet. Som alle de politikere og deres vælgerflertal nu opviser, når de i dag foregiver, at skønt de samarbejdede med tyskerne under Besættelsen, var de i virkeligheden på modstandsbevægelsens side. Den modstandsbevægelse, der netop først og fremmest ønskede at bryde med samarbejdspolitikken.«

Og far havde understreget og på forsiden henvist til siden med statsminister Vilhelm Buhls indtrængende opfordring i en radiotale til det danske folk den 2. september 1942 om at stikke modstandsbevægelsen: »Vær med til at gøre det klart for alle, og navnlig for de unge,« sagde statsministeren, »at den, der begaar Sabotage eller hjælper med dertil eller over for Myndighederne tilbageholder Viden om Sabotageplaner eller undlader at medvirke til Opklaring af Sabotage, handler mod sit Fædrelands Interesser.«

Da var min politiske førstevækkelse dog allerede indtruffet året før: Vi stod i korridoren 29. oktober 1947 og gjorde klar til morgenturen på cykel, far til Glud og Marstrand i Uplandsgade, hvor han var værkfører, jeg lidt efter til skole. Han var helt formørket. »Hvad er der dog i vejen?« spørger jeg. »De kom slet ikke ind,« mumler han og lukker døren efter sig. Jeg vender mig mod mor: »Hvad mener han?« »Dansk Samling kom ikke i Folketinget ved valget i går. De har lige sagt det i radioen.«

Dansk Samling, som Arne Sørensen havde stiftet i 1936 på grundlag af sin bog Det Moderne Menneske fra samme år og sit tidsskrift Det tredje Standpunkt. Dette evige fantom om en videreførelse af den moderne frigørelse fra religiøse og verdslige autokratier og oligarkier uden at ende i hverken liberalisme/kapitalisme eller socialisme/kommunisme og faktisk heller ikke i en hverken rød Helle-socialdemokratisme eller blå Løkke-ditto. Hvorfor jeg ofte kalder fantomet det fjerde standpunkt, da det såmænd er blevet mit eget.

Et fjerde standpunkt

Fars familie havde som grundtvigianere og førstegenerations moderne handelsgartnere oplevet de venstreorienteredes fraktionskampe under Estrup-diktaturet i slutningen af 1800-tallet, systemskiftet i 1901 og det endelige brud mellem Venstre og Det Radikale Venstre i 1905. Farfar kunne på grund af forsvarssagen ikke følge sine to brødre over i husmændenes og Bredgade-kulturradikalismens nye parti, men rigtig hjemme i bøndernes Venstre følte han sig heller ikke. Så han skrev artikler i Fyns Tidende og Højskolebladet om Henry Georges jordrente- og grundskyldsøkonomi, retssamfund med mere.

Da far efter at have fået svendebrev som smed, udstået sin værnepligt, haft et vinterhøjskoleophold på Vallekilde og taget sin teknikumingeniøreksamen kommer til København og oplever Venstres økonomiske politik derfra, kan han slet ikke have med det parti at gøre. Socialdemokratiets statsdirigering og fagforeningsformynderi er imidlertid utålelig, de radikale vil stadig ikke forsvare Danmark, kommunismens stalinisme er helt udelukket. Et tredje (fjerde) standpunkt efterspørges. Arne Sørensens Dansk Samling bliver svaret, og med frihedskampen under Besættelsen måtte det vel omsider blive muligt efter krigen at befri det moderne til et fællesskab, der grunder på frihed, for ellers er det jo autoritært, og en frihed, der udspringer af fællesskab, for ellers er det jo egoisme. Og nu er det fantom forduftet. Dansk Samling med afvisning af samarbejdspolitikken og sin Holger Danske sabotør- og stikkerlikvidationsgruppe under krigen er ude af billedet. Jeg bliver interesseret i politik, siden det i den grad kunne slå min far ud.

Naturligvis kan jeg godt diske op med historier om mørklægningen under de fem onde år, hvordan vi nede fra kælderen under luftalarmerne forsigtigt fik lov at kigge ud på projektørernes fejende lys på himlen over Kastrup Lufthavn, rationeringsmærkerne, de illegale blade, vi endelig ikke måtte rende rundt med, aflytningen af BBC fra London for lukkede vinduer, frihedsbudskabet og den befriede og befriende jubel, det øjeblikkelig udløste i det lille køkken på Jansvej, Montgomerys indtog af Amager Landevej og Amagerbrogade og så videre. Det er så velkendt, at det må kunne vige for mands minde om den stemning af mental, politisk natur og – opdagede jeg efterhånden, især da Information blev daglig læsning – også af kunstnerisk, litterær, filosofisk og religiøs art, som krigen affødte. Og befrielsen, som ingen befrielse blev, da alle de gamle magthavere havde genetableret sig. Som om ingenting var sket.

Som om verdens mest oplyste nationer med Goethes, Mozarts, Luthers, Schillers, Beethovens, Marx’ og Bachs Tyskland i spidsen kunne rejse to verdenskrige på mindre end et halvt århundrede, uden at det betød andet end, at nu skulle vi hurtigst muligt se at komme tilbage til det gode gamle oplysningsprojekt igen? Og befrieren over alle befriere, USA, kunne kaste atombomber, som om det bare var en del af fremskridtet?

Syng for de døde!

Jeg indrømmer blankt, at det trods min nyvakte politiske interesse først var mange år senere, at jeg opdagede, at Jens Otto Krag på Socialdemokratiets kongres den 19.-22. august 1945 lige havde fået vedtaget Fremtidens Danmark, der skulle genrejse fremskridtstroen som aldrig før. Sådan beskrives det af Aarhus Universitet på danmarkshistorien.dk:

»Dette arbejdsprogram skulle vise vejen fremad for efterkrigstidens Danmark. I Fremtidens Danmark fremsatte socialdemokraterne flere nye ideer og teorier til, hvordan økonomiske kriser som dem, der i 1930’erne skabte grobunden for nazismen i Tyskland og senere krigen, gennem planlægning kunne undgås.«

»I valgmanifestet blev der især lagt vægt på at opnå fuld beskæftigelse og på statens centrale rolle som koordinator i opbygningen og styringen af både industri og handel. Programmet var dels inspireret af erfaringer med statslig regulering af økonomien under mellemkrigstidens kriser og under besættelsen, dels af den engelske økonom John Maynard Keynes, ifølge hvem staten skulle støtte og regulere samfundsøkonomien, bl.a. med iværksættelse af store offentlige arbejder i tilfælde af økonomiske kriser.«

»Disse ideer (keynesianisme) pegede fremad imod den velfærdsstat, som i 1960’ernes Danmark begyndte at tage form med en højkonjunktur, der bl.a. var årsag til store reallønsstigninger. Her begyndte staten at gå aktivt ind i samfundsøkonomien, bl.a. med en udjævning og omfordeling af indkomsterne, som til gengæld betalte for en udvidelse af offentlige institutioner som sygehus-, skole- og socialvæsen.«

Givet har både Berlingske Tidende, Kristeligt Dagblad og ikke mindst Information refereret og kommenteret det, men det prellede fuldstændig af på:

Syng for de døde!
For dem der faldt i troen
For dem der faldt for tvivlen
De unge kvinder og mænd
I de blomsterløse grave.

De vil lytte om hundrede år
Når duerne vågner
Og markerne grønnes
Og blæsten forkynder en ny tid.

Syng for de døde!
For hvert udgået træ
Hvert vissent blad.
Råb i de tomme sale
I de kolde korridorer.
Tal, så stenene lytter
Og jorden begynder at græde.

Hvem gynger i nat på det vildsomme hav
Skibbruden, ene med bølger og storm?
Hvem blæser i nat i sit Rolandshorn
Mens spøgelsesskibe sejler forbi?
O døve skippere! Blinde styrmænd!
Levende brødre ved mast og ror
Jeg kalder på jer med vand i min mund.

Krag bebudede velfærdsstat, men Erik Knudsen kunne med sit her citerede digt i tidsskriftet Heretica (som betyder kættersk) ikke bare ryste verdenskrigene og atombomberne af sig, nu da svaret syntes at blive endnu en verdenskrig: Den Kolde Krig. Som med vanvittig kaprustning mellem USA/NATO og Sovjetunionen nu tog fart, og hvert øjeblik Korea-krigen gav den, kunne blive varm.

Nok mindes jeg fra disse år kampene om statsministerposten mellem venstrefolkene Knud Kristensen og Erik Eriksen og socialdemokraterne Hans Hedtoft, H.C. Hansen, Viggo Kampmann og Jens Otto Krag og især Venstres finansminister Thorkil Kristensen (Thorkil Livrem) i midten, Informations darling, der endte med i 1955 som ene venstremand at stemme sammen med socialdemokraterne for en keynesiansk krisepakke imod sit eget parti.

Thorkil Modstandsmand kunne jeg med energisk hjælp fra Informations redaktører, Børge Outze og Erik Seidenfaden, beundre, men med Erik Knudsens druknende var jeg identificeret. For var parolen om aldrig mere en 9. april, indmeldelsen i NATO, når det nordiske forsvarsforbund – fortvivlende nok – ikke kunne blive til noget efter det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet februar 1948 og modtagelsen af den amerikanske Marshallhjælp end nødvendige for en, der dyrkede Informations kronikker og lyrik- og kunstanmeldelser, læste tidens stærkeste prosaforfattere som Martin A. Hansen og Karen Blixen, abonnerede på Hereticas gennemgange af kulturkrisen, var disse politisk-økonomiske nødvendigheder alligevel kun for døve skippere og blinde styrmænd at regne over for kendsgerningen: at civilisationens fremskridt foreløbig var kulmineret med to verdenskrige og atombomber og nu fortsatte i en global koldkrig med oprustning uden sidestykke og uden forklaring fra magthaverne på, hvad der var gået galt og var galt med oplysningsprojektet.

Hvem var da de levende brødre ved mast og ror, som blev anråbt af Knudsen (og jeg selv og et par af mine nærmeste kammerater og lærere på Christianshavns Gymnasium, som jeg nu var kommet på)?

Ingen af de kendte hververe var i hvert fald værd ifølge Knudsen at satse på:

Vi frabeder os alle traktater og pjecer
såvel fra frelsens hær
som fra konservative vælgerforeninger.
Vi modtager ikke kulørte postkort
uddelt af solbrændte revolutionære
og rødkindede trompetblæsere ...
For f.eks. Fremtidens Danmark …

Men hvad så med den skjulte Gud, som Knudsens anden digtsamling i selve sin titel var rettet til? Er han den levende bror ved masten eller roret?

Gud er borte, han har forladt
den lille jord.
Og han tog med sig sin evighed
og sit englekor.
Han lod sig drive ud af kirken
af præsternes mund
ud til et sted hvor der ikke er grænser
og ikke er bund.
For hver en stjerne som menneskeøjne
undrende så,
gik den almægtige længere ud
i det bundløse blå.
Hver hemmelig stjerne der skinner i natten
som dråber af blod,
lyser på marker som verdensvandreren
nylig forlod.
O jagede herre, nu sidder trygt
i din kongesal
mange små mænd der prøver at lindre
vor smerte og kval.
Alle holder i deres hænder
en visdomsbog.
Alle prøver om de kan tyde
det svære sprog.
Alle taler om veje og midler,
men ikke om mål.
Alle bærer ved til det evige
kætterbål.
Herre, verden blev ikke bedre
fordi du gik.
Ingen blev fri ved ikke at møde
dit strenge blik.
Gud, om du endnu kan høre vor jammer
og se til vor nød:
Vend tilbage og fri os alle
fra mørke og død.
Hører du ikke vi skriger i natten
og råber på svar?
Ser du ikke at drømmen om dig
er alt hvad vi har?
Føler du ikke en inderlig længsel
mod barndommens jord?
Vover du ikke at vandre på steder,
hvor mennesker bor?
Er du træt som en gammel mand,
der ser sig om
og finder at verden er uforandret
fattig og tom?
Eller har du forladt dig selv
for at finde fred
dybt i et hjerte, stort til at rumme
din ensomhed?

Jeg slutter for denne gang med endnu en indrømmelse: Mit mands minde fra krigens år og Den Kolde Krigs begyndelse er jo mit og må derfor nødvendigvis være farvet af min langt fra almindelige grundtvigske ensomhed, der nok gjorde mig ualmindelig modtagelig for et digt som det her citerede. Men måske kunne mit hjems gudstro gå hen og blive almindelig som følge af den tidsånd, de mest sensible, digterne og kunstnerne, udtrykte? Og mine forældres kamp for i fællesskab med andre ved egne friskoler og andelsvirksomheder og lignende selv at tage ansvaret frem for at tørre det af på markedet og kapitalejerne eller på staten og politikerne var måske vejen frem?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olav Storm Jensen
  • Anne Eriksen
  • Jan Weis
  • Aksel Gasbjerg
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Henning Pedersen
  • Poul Schou
  • Torben R. Jensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Niels-Simon Larsen
  • ulrik mortensen
  • Lars Ebbensgaard
  • Peter Nørgaard
  • Steffen Gliese
  • Torsten Jacobsen
  • Maria Francisca Torrezão
Olav Storm Jensen, Anne Eriksen, Jan Weis, Aksel Gasbjerg, Michael Kongstad Nielsen, Henning Pedersen, Poul Schou, Torben R. Jensen, Niels Duus Nielsen, Niels-Simon Larsen, ulrik mortensen, Lars Ebbensgaard, Peter Nørgaard, Steffen Gliese, Torsten Jacobsen og Maria Francisca Torrezão anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Nørgaard

"Og mine forældres kamp for i fællesskab med andre ved egne friskoler og andelsvirksomheder og lignende selv at tage ansvaret, frem for at tørre det af på markedet og kapitalejerne eller på staten og poltikerne var måske vejen frem..?"

Jow, det er en afslutning der giver lyst til at læse Kapitel 2..! Og til at forsætte samtalen om visionen.: "Er en helt ny andelbevægelse vejen frem..?" i tråden efter artiklen "Hvad er det bedste ved Danmark..? Lønnen..!"

Hvordan undgår vi de magtliderlige - og Magteliten - i en sådan mulig helt ny andelsbevægelse..?

Niels-Simon Larsen

Tak for 1. interessante, indfølende og indimellem fornøjelige foredrag.
Folkelig ensomhed - ensom folkelighed? For mig ligger der en hund af grand danois-størrelse begravet her. Alle dem, der ville noget andet og mere, har bestået af ensomme, der drømte om fællesskab, og sådan er det stadig. Jeg er selv en af dem. Som ældre har jeg lært at bære min folkelige ensomhedsbrandert. Vi er bare nogle, der er sådan, hvor andre har det på en anden måde. De, der er født folkelige, skænker det ikke en tanke.
Nu begynder nogle at tale om et større fællesskab. De har et savn. Der var en, der udtrykte det sådan: "Jeg savner noget mere fælles". Man kan også sige, at hvis vi skal have en chance for at leve op til fremtidens udfordringer, skal vi have fat i det fælles. Enkeltvis klarer vi det ikke.

Ib Jørgensen, Peter Nørgaard, Herdis Weins og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Peter Nørgaard

Giv også lyd i ovenstående samtale, nævnt lige efter Ejvinds gode kapitel 1, Niels-Simon /;-)

Søg på den artikel jeg nævner, læs fra og med den 14. juli kl. 9 og giv dit besyv med om et muligt fremtidigt fællesskab, der både kan blive indholdsrigt, værdigt og morsomt - in real life. Ejvind bidrager også dér.

Niels-Simon Larsen

Peter: Fandt artiklen (for en anden gangs skyld så lav et link - også til indlæg.
Et muligt fremtidig fællesskab, skriver du, og du lufter sympati for andelstanken. Du kan prøve at studere Alternativets partiprogram.
Den store udfordring er de arbejdsslaver, der er glade for overhovedet at kunne overleve. Vi får en migrerende arbejdshær - en ny 'ussel slavehær' som det hedder i sangen, uden at de føler sig usselt behandlet, men det er uden for vores oplæg. Ejvind rører ved det folkelige fællesskab, og det findes kun på drømmeplanet for os i dag. Det er noget, vi skal skabe, og hvem er længst fremme med det? Efter min mening økobevægelsen, miljøbevægelsen og Alternativet. Spis den!

Henning Pedersen, Herdis Weins og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

"Alle taler om veje og midler,
men ikke om mål"

- hedder det i ovenstående digt. Der er mange gode og tænksomme linjer, men jeg kan ikke se hovedtanken, og det er nok, fordi det er umuligt at opstille en. Jeg kan i hvert fald ikke. Kun i det små.

Når vi er, som der står i en sang, langt fra hjemmet uden øl, er der to veje at gå: Søge udad eller indad. Udad er materialismens motorvej til klimakatastroferne. Indad er vores individuelle søgen. Kunne man tænke sig en forbrødring af de to? Larsen vil gerne. Det vil en anden Larsen også, og der skal nok også være en tredje 'Larsen'.

Hvad bliver det så til? Jo, motorvejene bliver udvidet, mens de partier i folketinget, der gerne vil noget andet, vil noget andet hver især og kun tænker på at få et fingeraftryk på et forhandlingsoplæg. MÅL eksisterer kun som selvmål. Man taber stemmer ved at hæve debatten over daglig vande.

Selvransagelsen hos os, der tabte til de blå, er mest en snak med sig selv, ligesom det nu er blevet almindelig at gå med noget i ørene og tale ud i luften. Måske vigtige samtaler, lad os bare sige det. OK, hvor henne i byen foregår der så vigtige samtaler bortset fra, at det er ferieperiode?
Hvor foregår det mest spændende i relation til Erik Knudsens digt?

Peter Nørgaard

Selvom der - muligvis - ikke er én "hovedtanke" i Erik Knudsens digt, Niels-Simon, og du selv "kun i det små" kan "opstille en" (tak for forslaget til en 3-retters menu), så frem for én hovedtanke, er det måske mere meningsfyldt, at få flere tanker - med hoved og hale i - der kan nive Magteliterne så meget, at de ikke længere kan blive siddende og styre dem du kalder "arbejdsslaverne".

Den oprindelige andelsbevægelse nev sig til en - stille - revoultion, men hvorfor pev den - næsten - ud..? Måske fordi ét af Magteliternes midler er "split og hersk"..?

Der er f.eks stadig andelsboliger og almene boliger hvor over en million tænkende mennesker lever, ikke "arbejdssalver" som du skriver.

Samtalen om "en mulig helt ny andelsbevægelse" (hvordan der linkes, udover via artiklens overskrift, belæres jeg gerne om), forsøger at komme ud af visse digitale vandfald, så vi OGSÅ kan komme ud at svømme. På den gode måde ...

P. S. Mit forslag til en forret er.: "Hulelignelsen" fra Platons "Staten".

Peter Nørgaard

... og en mellemret, "Kritik af Tavsheden" af Ivan Malinowski, hvor dette uddrag er fra.:

selv svinet

siger sin mening

når det slagtes

Michael Kongstad Nielsen

Peter Nørgaard,
"(hvordan der linkes, udover via artiklens overskrift, belæres jeg gerne om)"
Man stiller sig på den artikel, man gerne vil linke til, og går op øverst på siden (skærmen), højre klikker på "bjælken", hvor artiklens web-adresse står, fx
http://www. Information.dk/comment/103... osv.,
og venstreklikker derefter og trykker på "kopier". Nu ligger linket inde i musen. Derefter går man tilbage til det sted, hvor man vil placere linket, venstreklikker og trykker på "sæt ind", så skulle den være der, når du har sendt kommentaren.

Ib Jørgensen, Peter Nørgaard og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Politisk vækkelse.
Jeg er lidt i tvivl om denne artikel. Er det et uddrag af en bog? Et første indlæg i en artikelserie i Information, eller er det ét blandt flere kunstneres og forfatteres indlæg om samme emne, "mands minde"?

Ejvinds her er skønt. Emnet minder mig lidt om Rifbjergs "Under vejr med mig selv", eller bare den almindelige opdagelse i konfirmationsalderen af, at man har en struktur inde i sig selv, noget, der vokser og hører én til, som ikke vil forlade én, formentlig for resten af livet. Det kan komme på mange måder, gennem kristent miljøtilhørsforhold, eller gennem gode skolelærere, gennem bøger, man blev inspireret af, mange konfirmander fik i en vis periode Martin Andersen Nexøs romaner i gave, og det kan nok være, det kunne sætte gang i empatien og forme det unge sinds tilgang til verden. Vække politikken.

Jeg har ikke haft tid og fred til at læse Eivinds kapitel så grundigt endnu, kan måske vende tilbage.

Niels-Simon Larsen

Det hed vist nok 'sultens slavehær' i sangen. Lige meget, der er en hær af migrantarbejdere, der arbejder langt fra deres familier, og det var dem, jeg havde i tankerne.

Men, Peter, du taler varmt for andelsbevægelsen. Den har mange runde fødselsdage på bagen og er temmelig laset efterhånden. Jeg bor selv i en aab-ejendom, men som produktionsfaktor er den ikke meget. Jo, Coop og Arla, men sådan tæt-på og lille... Fælleskasserne og andelsboligerne, OK for dem. Der dukker nye typer op fra bunden. Et af mine nye yndlingsord er Social Farming. Der skal vi have noget andelshalløj op af lommen igen.

Der skal være en hovedtanke, ellers bliver der for meget kluddermor over det. Selve det at tænke sig frem til noget er enormt vigtigt. Det, at man jager en hel umulig tanke og praksis (demokrati fx) giver en masse liv.

Livet i hulen? Jeg ved ikke. Er der en anden og større virkelighed end den, vi har? Lad høre!

Det er sjældent, at jeg linker eller går ind på link, men det sker. Jeg vil hellere have folks hjerteblod. Vi har vores særheder, ikk'?

Peter Nørgaard

Tak for tipset, Michael ...

Så må jeg se om evnerne rækker til al denne stillen sig, gåen, linken, venstre højre klikken, placeren, trykken, tilbage igen og senden. Det er jo ikke altid øvelse gør mester ...

P. S. Der er seks linjer lige under kapitlet som besvarer nogle af dine spørgsmål. Og måske Ejvind kan fortælle hvornår de øvrige 7 kapitler bringes..?

Ejvind Larsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Peter Nørgaard

Der krydsede brevduerne - uden venstre højre links - lige hinanden, Niels-Simon.

Kan vi fortsætte samtalen, f.eks i morgen, ovre hos (andels) N I V E´rne i linket du med møje og besvær fandt..? Den 14. juli kl. 9, dér, begynder en (an)del af mit blod at rulle for en mulig HELT ny andelsbevægelse ...

God aften.

Michael Kongstad Nielsen

Mange Informationsabonnenter holdt op med at læse Information i 1960-erne, fordi den blev for venstreorienteret. Nu er jeg bange for, at mange holder op, fordi den bliver for højreorienteret. Det har intet med Ejvinds artikel at gøre, men en generel, snigende tendens til, at Information tager parti for højreorienterede, mainstream opfattelser af konflikterne i Rusland, Ukraine, Grækenland og krigene i Irak og Afghanistan. Desuden synes kulturstoffet at forherlige individet, hvilket også er en højredrejning.

Kirsten Kathrin

Jeg følger måske ikke helt tråden, men alligevel undrer det mig, at der nu kommer en nazijæger til Danmark og vil retsforfølge personer der under krigen stod på den forkerte side.

Så hævder DF, at det da er i orden, og at de 90 årige som nazijægeren kan finde, bestemt skal straffes.

Samtidig ønsker DF, at Irak kommissionen skal lukkes. Vil DF mon først undersøge de krige Danmark har deltaget i om 70 år?

Jeg kan ikke følge DF's logik, er der nogen der kan forklare fornuften i DF's resonnement?

Niels-Simon Larsen

@Mikael: Jeg ved ikke, om du har ret. Jeg tror, at Inf. balancerer. Det er jo en forretning, der skal løbe rundt. Der blev satset på den grønne omstilling, og hvad sker der nu? Hvor meget kan vi presse den grønne citron. I dag stod der, at 2015 har været det hidtil varmeste år. Nå, har det virkelig det. Det var jo ikke så godt, men hvad skal vi gøre ved det? Når de andre lande har kurs mod afgrunden, må vi følge med. Det er stort set indstillingen.
Lad os gå over i den nye tråd!

Michael Kongstad Nielsen

"Information skal forblive tro mod sin oprindelse som modstandsbevægelsens organ under besættelsen," hedder det i formålsparagraffen for Dagbladet Information A/S.
http://www.information.dk/105561

Jeg er ikke særlig klog på den illegale tid for Information, men modstandsbevægelsen var jo delt i et højre og et venstre. Børge Outze siges at have været bodyguard for Christmas Møller i Sverige, så hvor stod Information egentlig politisk i den første tid efter befrielsen?

Under den kolde krig var Information nok mere afbalanceret, en nogen anden dansk avis, jf. fx Dragsdahls artikler, men Information var stærk påvirket af "det røde" ungdomsoprør og kulturradikalismens sidste klange. På det "grønne" område var den påvirket af "Grænser for vækst", miljøskribenter som Thorkild Bjørnvig og hele miljøbevægelsen. Mere rød blev den, og tidligere mere konservative læsere faldt fra.

Nu har Information bevæget sig igen. Hjem til Christmas Møller måske. Siden indførelsen af "Moderne Tider" vil jeg datere det til. Politisk og kulturelt er avisen gledet mod højre. Hvor blev den afbalancerede holdning til den (nye) kolde krig af? Hvor blev det kollektive og fællesskabet af? Ok., vedrørende den grønne omstilling har Information holdt fanen højt, bl.a. takket være Ejvind og Jørgen Steen, men måske spildte guds ord på Balle Lars, skønt nej, det tror jeg ikke. Netop på miljøområdet er Information en vedholdende bastion, også med David Rehling og flere andre i spidsen, men er det samlet set nok? Farligt nok? Tro nok mod sin oprindelse som modstandsbevægelsens organ?

Ib Jørgensen, Peter Nørgaard og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Peter Nørgaard

Apropos overskriften, "Politisk vækkelse", er der den 16. juli i Kultur en artikel, "Sommerlæsning", hvor nogle af Informations skribenter - både de der lønnes og de der ikke lønnes - foreslår titler.

En af titlerne er "Gymnasielærer Pedersens beretning om den store politiske vækkelse som har hjemsøgt vort land"(dansk udgave 1983), hvor forfatteren Dag Solstad kærligt, underfundigt og morsomt skildrer en del af en speciel norsk vækkelse - 50 år efter Ejvinds vækkelse.

Romanen blev for nogle år siden filmatiseret og de norske biffer var fyldte + at den, med romanen "Genanse og verdighet" (der er ikke er udgivet i Danmark - endnu), er på norske kritikeres liste over de 25 bedste norske romaner skrevet i det 20. århundrede.