Er det harmløs kunst, billig provokation eller klam sexisme, der er på spil i den amerikanske popstjerne Rihannas nye musikvideo med titlen »Bitch better have my money«?
Videoen, som vi omtalte i avisen torsdag, diskuteres pt. flittigt i både USA og Storbritannien – top-PR for både videoens og Rihannas popularitet. Siden filmen blev frigivet 2. juli, har den udløst 30 millioner klik blot på YouTube.
Men er de britiske og amerikanske venstreorienteredes kritik af videoens såkaldte sexistiske plot – den hvide blonde trofæhustrus torturstraf og død som hævn for en hvid mands svindelnumre over for en sort kvinde – i virkeligheden blot det nyeste udtryk for, at »en autoritær og moraliserende venstrefløj i disse år har overtaget den reaktionære højrefløjs gamle bekymringer om samfundsnedbrydende fiktion«, som Weekendavisens skribent Søren K. Villemoes gav udtryk for på min facebookvæg, da jeg i sidste uge delte kritikken? Er den blot højrefløjens gamle vin på nye lyserøde flasker?
Villemoes skrev, at de progressive har »overtaget forstadsmødrenes og prædikanternes pointer, parret dem med noget fransk teori og udviklet en ny smart måde at bebrejde bøger, tegninger, kunst, symboler og musik for at skabe alt det, man er imod. Det er et højreorienteret projekt i forklædning under paroler som antisexisme, antiracisme og antihomofobi«.
Han bakkede sin pointe op ved bl.a. at henvise til talrige forbud, som flere britiske og amerikanske universiteter rutinemæssigt udøver mod talere, kunstnere og foreninger, de ikke bryder sig om. F.eks. har en del universiteter i Storbritannien forbudt afspilning af Robin Thickes megahit »Blurred Lines« på campus, fordi sangen af mange opfattes som objektiviserende og diskriminerende over for kvinder.
Selv er jeg kritisk over for videoen. Men vi er rigtignok ude i en hårfin balancegang. Og jeg ønsker ingen forbud over for kunst – ikke engang incest-manga eller andet modbydeligt. Masser af bøger, film og tegneserier æstetiserer både diskrimination, voldtægter, krig og sågar tortur – som der også var en livlig debat om i USA i forbindelse med filmen American Sniper og efter Zero Dark Thirty om jagten på Osama bin Laden.
Og normalt er jeg på det hold, som ikke mener, at fiktion kan holdes ansvarlig for samfundsudvikling. På den anden side må det være tilladt personligt at forholde sig til kunstens mulige påvirkningskraft. Og jeg forbeholder mig også som forælder ret til at forbyde mine børn at spille videospil, hvor de kan give den i rollen som torturbøddel eller voldtægtsmand. Det, mener jeg, er min soleklare pligt og ret som mor. For som redaktør og journalist Susanne Sayers skrev i debatten på min facebookside, så gør fiktion mere end blot at underholde. Den skaber »alle mulige forestillinger i vores hoveder, som påvirker vore handlinger og værdier ubevidst. Næppe alene, men i det samspil af fortællinger, som vi konstant er en del af«. Feminist og aktivist Emma Holten blandede sig også og understregede lige som Sayers, at det for hende er uinteressant at se på kunst isoleret: »Det er dybt ligegyldigt, fordi et kunstværk altid eksisterer sammen med nogen, der kigger.« Rihanna-videoen er ikke »skadelig«, men kan ses som en fetichering af en kvindevold, der finder sted i virkeligheden, skrev hun.
En sidste kommentator pegede på, at virkeligheden måske også spiller en rolle for hævntemaet i videoen. Hun skrev: »Rihanna har før haft grund til at være vred: De seksuelle overgreb, hun var udsat for som barn, de tæsk hendes kæreste gav hende og senere (’kunstnerisk bearbejdet’ her) revisorens svindel. Noget har hobet sig op.«
Og ja – det er der ingen tvivl om. Men hvad er det, der er samlet til bunke? Er overtegnede virkelig – gys – blevet en del af en autoritær, moraliserende venstrefløj, der har overtaget højrefløjens budskaber? Eller er min reaktion menneskelig og forståelig? Er min lede ved en gentagen æstetisering af vold en længsel efter dialog, forsoning og harmoni tilsat et skvæt feminisme? Det håber jeg – men som sagt er jeg ikke helt sikker.
Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington, DC
