Interview

’Skilsmissen var det, der skulle til’

De var gift i ti år. Så gik de fra hinanden, og nu er Annamette og Thure Fuhrmann sammen igen. Men hvordan genopliver man kærligheden, når man egentlig har givet op? Information har for en kort bemærkning skilt de to igen for at høre hver deres udlægning
’Alle vores problemer er jo ikke løst. På igen måde. Men jeg synes, vi er gået i gang med noget nyt. Det er slet ikke inde i min begrebsverden, at vi ikke skal være sammen,’ siger Thure Fuhrmann Kjær, som har genfundet kærligheden til sin kone efter en skilsmisse.

Ulrik Hasemann

17. juli 2015

– Hvordan mødte I hinanden?

Annamette: »Jeg var redaktionschef på et radioprogram og ringede til Thure, fordi vi ville have ham i studiet. Han havde planlagt at gå over Indlandsisen med et par underbukser og otte kilo fedt. Vi kom til at snakke sammen i telefonen i hundrede år.

Det næste år skrev vi sammen et par gange, men der var ikke nogen flirt. Så ringede Thure ude fra isen fra en satellittelefon og sagde: »Hej, det er Thure«. Det var selvfølgelig et scoretrick, men jeg kunne ikke forstå, hvorfor han ringede, vi havde stadigvæk ikke mødt hinanden.

En måned efter kom han hjem og sagde: ’Jeg er lige landet fra Grønland, jeg er hos dig om et kvarter.’ Jeg kunne ikke nå at finde på en undskyldning, og så kom han forbi, fuld af krøller og helt brun. Vi mødtes et par gange, og så gik jeg fra min kæreste. Efter halvanden måned friede Thure til mig i Dragør en nat, og så blev vi faktisk gift, og jeg blev gravid.«

– Hvordan vidste du, det skulle være jer to?

Thure: »Jeg sad oppe på Berlingske på mit kontor, da Mette ringede. Der var der bare et eller andet – hun var godt nok sød!

Senere kan jeg huske, at vi skulle mødes, og jeg tog en bus inde fra byen ud til Nørrebro. Det var 5A, og da den kørte over Knippels Bro, så jeg Mette komme cyklende. Jeg vinkede ikke til hende, jeg kiggede bare på hende og tænkte, at hun var min drømmekvinde. Men det gik jo sindssygt stærkt, vi sprang bare ud i det med samlede ben, og lige pludselig var vi gift, Mette var gravid, og så var hun gravid igen, og så boede vi i København og så i Århus.

Det havde vi begge temperament til, men når du får børn, skal du bruge flere penge, du får fast job, og så begynder presset at melde sig.«

– Hvornår begyndte du at tvivle på, om det skulle være jer?

Annamette: »Jeg ved det faktisk ikke, det var Thure ... det var ham, der stoppede det og gik fra mig. Og helt ærlig tror jeg ikke, at jeg ville være gået. Men vores ældste dreng, Kasper, var knap to år, da jeg blev gravid med Jeppe.

Thure var nødt til at beholde sit job, jeg havde ikke noget fast arbejde, så jeg cyklede meget rundt i, hvordan vi økonomisk skulle få det til at hænge sammen.

Han ville gerne træne, og jeg blev egentlig bare mere og mere sur. Jeg syntes, han prioriterede sig selv, men jeg gjorde jo ikke rigtig noget. Jeg kan bedst beskrive det som to børn, der sidder i en sandkasse og kaster med sand. Jeg syntes, det havde været irriterende rigtig længe, og lige inden vi gik fra hinanden, havde jeg heller ikke lyst til Thure.

Man slider og slider og tænker, det må sgu da snart vende, men det gjorde det bare ikke. Så begyndte vi i terapi. Det var jo så klichéagtigt, men det var ikke en mulighed for mig at trække stikket.

Og så kom det bare midt i en session, at nu ville han simpelthen have en pause.«

– Hvordan mærker man, at det går ned ad bakke?

Thure: »Tit, når man sidder i problemerne, mærker man det ikke. Der var bare bleer over det hele; barnevogne, der skulle gås med, og et job, der skulle passes. Jeg kom for sent hjem, men jeg blev nødt til at arbejde, fordi Mette var på barsel. Det var sindssygt svært, måske mest for mig, for Mette var jo gravid, hun blev tvunget til at komme ind i det, for mig var det mere en brat opvågning. Jeg havde 14 dages barsel, og så kørte det videre med arbejdsræs og alt det der. Så skændes man, og lige pludselig er der gået tre måneder, hvor man ikke har knaldet.

Alle vores problemer er jo ikke løst. På ingen måde. Men jeg synes, vi er gået i gang med noget nyt.

Thure Fuhrmann Kjær

Hvis vi havde mærket det, havde det været meget nemmere at gribe an, men det gjorde vi ikke. Det kommer lige så stille snigende, men da vi kunne begynde at se, at der var nogle ting, der var galt, kunne vi ikke selv løse det.

Så gik vi i terapi. Jeg tænkte, det var noget fis. Mette og jeg er gode til – specielt Mette – at sætte ord på følelser, så det var jo ikke fordi, jeg var i tvivl om, hvordan hun følte, og jeg tror heller ikke, hun var i tvivl om, hvordan jeg havde det. Vi var bare kørt 200 procent sur i det, og mænd tænker meget i ... eller jeg tænker meget i løsninger, og jeg havde da tænkt, at det var en løsning at blive skilt, set rent nøgternt. Det var bare allersidste udvej.

Men de små skænderier kommer ind under huden på dig. Det er sådan en kræftbyld i forholdet, og til sidst havde jeg det bare sådan, at skilsmisse var den eneste ting, vi ikke havde prøvet, og selvom det ikke var sjovt, var det det, der skulle til.«

– Hvad tænkte du, da han gjorde det forbi?

Annamette: »Det var selvfølgelig skrækkeligt. Min reaktion var: Det gør du bare ikke, kan du ikke huske den der vilde kærlighed?

De første uger efter, det var sket, kunne jeg næsten ikke holde ud at se på mødre og fædre, der afleverede deres børn. Men jeg tænkte også ’stop’. Det er okay at være misundelig og ked af det, men jeg ville for alt i verden ikke være bitter.

Alt det der med, at manden er en idiot, og han ikke gider noget, og at han også bare er pisse egoistisk. Jeg stod ikke og råbte. Jeg havde det sådan, at det kan godt være Thure finder en anden, som han har det lettere med, så er det sådan, det er. Man vil så gerne kontrollere, hvad han laver, hvad der foregår, finder han en anden, skal han giftes, får han børn, hader han mig, hvad har jeg selv gjort. Hvad gjorde jeg forkert?

Og selvfølgelig tænkte jeg, at Thure ville finde en ung, lækker, stram yoga-instruktør, men jeg tænkte også, at det måtte jeg bare acceptere, jeg kunne ikke gøre noget ved det alligevel. Det tror jeg, han kunne mærke.«

– Hvad havde du forestillet dig, der skulle ske?

Thure: »Jeg havde egentlig ikke lagt en slagplan. Jeg kan ikke sige, at jeg vidste, vi ville blive sammen. Til gengæld vidste jeg, at de følelser, jeg havde for Mette, aldrig nogensinde ville holde op. Det var nok det, der var allersværest for mig. Der var jo en risiko for, at hun fandt en eller anden høj brandmand med kæmpestore hænder, som havde et hus i Dragør, hvor hun kunne flytte ind.

Men det var jeg så rede til at tage med, selvom det var det, der gjorde allermest nas. Det var tanken om, at hvis vi ikke endte sammen igen, så ville hun bare altid mangle. Det var ikke sådan noget med, at jeg var jaloux. Jeg tænkte bare ’fuck, hvor er det ærgerligt, for vi har det så godt sammen, når vi har det godt.’

Mette og jeg gik ikke fra hinanden, fordi vi ikke kunne lide hinanden, vi gik fra hinanden, fordi vi ikke kunne holde hinanden ud. For mig skete der et eller andet skred i den respekt, jeg havde for Mette som menneske. den kom bare med det samme på plads igen. Og så var jeg glad, det var jeg. For jeg havde det da pisse fedt. Jeg boede i en stor lejlighed, jeg havde fuldtidsjob og kunne få det hele til at løbe rundt, jeg havde en fest uden lige.«

– Hvordan fandt du ud af, at det skulle være jer igen?

Annamette: »Vi skændtes ikke en eneste gang i al den tid, vi var væk fra hinanden. Jeg følte ikke, det var den der, ’hej, hej, nu skrider jeg bare over til mit singleliv og min fede lejlighed på Sluseholmen og knalder hele København og holder fester’, for jeg vidste da godt, at det gjorde ondt på ham.

Pludselig syntes jeg også, ej, at han var vildt lækker, sådan en klarhed. Nåh ja, gud, han ser sådan ud. Der tænkte jeg, nej hvor er du bare dum. Men det er kun tiden, der kan arbejde for en. Det finder man ud af. Tiden må bare gå, og så må man se, om han finder en anden, eller jeg finder en anden. Vi sås jo også og var sammen, det kom vi jo til, når man skulle aflevere børn, det var noget værre hejs. Så blev jeg tilbudt et job på Fyn som radiovært, men det kunne jeg jo ikke som alenemor, jeg kunne ikke pendle, og så sagde Thure: Vi flytter til Vejle.«

– Hvordan kommer man fra, at det er det rigtige til at sætte det hele på spil igen?

Thure: »Når jeg tænker tilbage, har jeg hele tiden haft fornemmelsen af, at vi er en familie. Måske var det det, der trak, men jeg tror også bare, at vi var skide heldige.

Vi så ikke nogen sider af hinanden, som vi ikke kunne lide, mens vi var skilt. Vi fik bekræftet, at vi sagtens kunne tage the high road, selvom vi var flyttet fra hinanden.

Vi så andre og alt sådan noget, men kunne stadigvæk behandle hinanden godt. Men helt ærligt, så er det også tilfældighedernes spil, Mette fik tilbudt et job, og så kan jeg ikke engang huske, hvordan snakken faldt på, at vi skulle flytte sammen, men det gjorde den bare. Måske syntes vi, at vi skyldte hinanden det, som sådan en belønning for god opførsel. Det føltes lige så naturligt, som dengang vi fandt hinanden til at starte med.

Men problemerne løser sig jo ikke nødvendigvis, fordi man har været væk fra hinanden.«

Annamette: »Der var ingen problemer, der blev løst. Thure var ikke en anden, og det var jeg jo heller ikke. Men vi gik ikke fra hinanden, fordi vi ikke elskede hinanden, der er masser af kærlighed.

Pausen gav egentlig bare ro. Først var jeg meget bange for, at det skete igen. Jeg var bange for, vi ikke kunne sammen. Jeg var bange for, at børnene skulle igennem det hele for anden gang. Men jeg fandt ro ved at tænke på, at vi jo havde prøvet det før, så jeg vidste, at det nok skulle gå.

Selvom jeg synes, jeg klarede det rigtig fint, og jeg nåede at have det fedt med den ordning vi havde, så var det jo også en meget smertefuld oplevelse, som man jo hele tiden er bange for sker igen. Det er klart, når man én gang har oplevet, at tæppet er blevet trukket væk under en.

Det tror jeg måske aldrig, at jeg slipper helt. Men jeg kan ikke se, at vi ikke skal være sammen.«

– Hvad gør I anderledes nu i forhold til før?

Thure: »Alle vores problemer er jo ikke løst. På ingen måde. Men jeg synes, vi er gået i gang med noget nyt. Det er slet ikke inde i min begrebsverden, at vi ikke skal være sammen. Men skilsmissen har givet et dybere ar på Mette end på mig. Det var mig, der tog beslutningen, det var ikke Mette, der sagde, vi skulle holde en pause.

Men en mandehjerne ... det er jo lang tid siden. Det er slet ikke noget, der er på min lys-tavle. Jeg ved bare, jeg er helt vildt heldig, at jeg kan være sammen med Mette, for hun er fantastisk, jeg er virkelig vild med hende. Det er jeg blevet bedre til at minde mig selv om.

Nogle gange, når jeg kigger på hende, så er det lidt ligesom et negativ på sådan et stykke fotopapir, hun passer ligesom ind i mine billeder rundt omkring, og sådan var det ikke før. Det er noget nyt, og det gør, at jeg strammer mig an.«

Thure Fuhrmann Kjær er journalist og Annamette Fuhrmann er journalist og radiovært. De har været gift i ni år og deres to sønner, Kasper og Jeppe, er henholdsvis otte og fem år

Serie

Kærlighed, der holder

Hvert andet af de par, der siger ja til hinanden, bliver skilt. I alt gik 19.435 par fra hinanden sidste år, og skilsmisseraten stiger. Men hvad er egentlig forskellen på de forhold, der overlever, og dem, der ender i statistikken? Information sætter fokus på kærlighed, der holder.

Seneste artikler

  • ’Jeg ved godt, der kommer et liv efter Pia’

    24. juli 2015
    Når Betty Frank Simonsen rejser med sin kæreste, tror de lokale, at hun er af sted med sin mor. Alligevel ser hun ikke de næsten 25 års forskel mellem dem som en ulempe. Tværtimod. Aldersforskellen tvinger dem til at nyde livet lige nu og her
  • De har aldrig rigtig hængt på hinanden

    10. juli 2015
    Men hver morgen, når de har spist morgenmad, sidder 90-årige Inger Søgaard på 91-årige Erik Søgaards skød i to minutter. I deres 65 år lange ægteskab har de langt fra altid været enige, men de insisterer på at tale pænt til hinanden og bevare den fysiske nærhed
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gert Selmer Jensen

Man skal altid "stramme sig lidt sammen".! Også når man ikke lige vader rundt på indlandsisen i
underbukser.

Peter Madsen

Ja, man skal stramme sig an for at få et forhold til at fungere på sigt. Intet i verden er hårdere end at stå i lortebleer og barnegråd til halsen med følelsen af at man har mistet sin ungdoms frihed. Men så klemmer man altså lige ballerne sammen og tager én for holdet og slækker lidt på egne ambitioner.

Alle de der familiefædre som kører karriereræs og alligevel mener at der lige skal være tid til at dyrke ironman etc. er nogle navlepillende tøsedrenge.
Mand jer dog op og tag ansvar for jeres egen familie!
I kan te jer alt det i vil når ungerne er fløjet fra reden.

Gert Selmer Jensen, Claus Jørgensen, Helene Kristensen og Felix Austin anbefalede denne kommentar
Carsten Mortensen

– Hvordan mærker man, at det går ned ad bakke?

......tjae......

Journalister kan simpelthen stille de mest geniale spørgsmål.

Erling Lindqvist

"Skilsmisse" - "pause", ja - konsekvenserne kan man da tage og føle på. Hvad med de to fælles børn? Hvordan de mon oplever skilsmissen/pausen.

Historien i artikelen fortæller mig, at der er vitterlig brug for en rådgivning af par, der ønsker skilsmisse - netop fordi man efterfølgende jo kan fortryde det af flere årsager, og hvor måske ikke alle facetter af parforholdet er helt gennemtænkt med det individuelle og uafklarede ståsted man for en tid kan have.

Artikelen fortæller også, at man kan være ung og meget blændet af den anden partner, og hvor graviditet, familiestiftelse mv. også skal ske i en hurtig proces. Måske er det bare "kærlighed gør blind" og man handler derefter - til tider måske med en vis fortrydelse som i denne case.