’Min skole er døende’

Jeg var lærer i 32 år. Det vigtigste i min undervisning var tillid og nærvær, men det fik økonomikyndige virksomhedsledere forpurret med deres ’kompetencemetoder’ og ’læringsmål’. Nu har jeg sagt farvel til mit elskede lærerarbejde
Kronikøren har som lærer ofte måttet se stort på elevers læringsudbytte. Som lærer oplevede hun i en dybere forstand at være et menneske, der viste et andet menneske, at tilværelsen kan bygges på værdier, der er anderledes end slagsmål, terror og afstand mellem mennesker. Arkiv

Kronikøren har som lærer ofte måttet se stort på elevers læringsudbytte. Som lærer oplevede hun i en dybere forstand at være et menneske, der viste et andet menneske, at tilværelsen kan bygges på værdier, der er anderledes end slagsmål, terror og afstand mellem mennesker. Arkiv

Sigrid Nygaard
11. juli 2015
Delt 14 gange

Hvornår gik jeg ud af skoleporten for sidste gang? Jeg husker det faktisk ikke. Måske forlod jeg mentalt min arbejdsplads gennem 32 år en af de dage, hvor endnu en leder i en lang række præsenterede sig som økonomikyndig uden at nævne pædagogik eller undervisning med et ord? Eller måske var jeg teknisk set allerede smuttet den dag, arbejdstilsynet invaderede skolen, fordi stress og mobning ødelagde enhver mulighed for fornuftigt arbejde?

Inklusion, målstyret læring og et enormt testsystem er alt sammen indført for at opnå fine tal i PISA- målinger. Men resultatet har jeg mærket på egen krop. Stress, angst og dårligt miljø. Elev- og lærerflugt fra den danske folkeskole skriger på politisk handling. Vi taler om en alvorlig krise i dansk pædagogik.

Skolerejsen mod afgrunden begyndte allerede i forrige århundrede. Kort før årtusindskiftet blev hele Europa oversvømmet af en bølge: den såkaldte læringsbølge. Resultatmålinger, kompetenceberegninger og ledelsesmæssig topstyring skyllede hen over procesorienteret, erfaringsbaseret og dialogisk undervisningsarbejde, som vi undervisere nu skulle forsøger at bjerge, men med tsunamiagtig styrke blev vi selv trukket ind.

Fællesskabet blev en mur

På lærerværelserne blev det forbudt at udtale sig kritisk. Jeg husker den nye leders udtryk, da vi alligevel protesterede. Hendes forvirring blev efterhånden til en defensiv skælden ud på os. Et konsulentfirma med speciale i kommunikation tog hele lærergruppen i skole, vi skulle tale pænt, dvs. positivt, til den nye leder, hvis speciale var virksomhedsledelse med økonomistyring. Men vi ville jo tale om pædagogik og undervisning. Det skulle vi ikke. Skolen var reformeret til en virksomhed, og vi skulle følge de metoder, som ifølge nye evidensberegninger og resultatmålinger var de rigtige. Men hvordan kunne man vide, at de metoder var rigtige? Og hvordan fastholdt vi den alment pædagogiske tænkning i denne nye lærings- og målingsagenda? Det var nogle af de spørgsmål, vi stillede, men de var overflødige for vor nye leder – vi skulle følge den nye bølge og være positive. Og vi skulle tale pænt, også indbyrdes, der var nemlig begyndt at være en dårlig stemning iblandt os. Nogle lærere var bange for at virke opsætsige på vor nye leder, der skulle jo nødig komme en fyreseddel med posten en dag. Angsten for den ledelsesmæssige overmagt var ved at splitte lærergruppen. Det blev til stress og mobning, og det førte senere til arbejdstilsynets ankomst, endnu senere til væbnet oprør.

Måske blev det hele for absurd, i hvert fald strammede de lærere, der havde været bange for en fyreseddel, sig op. Lærergruppen stod sammen imod ledelsen. Fællesskabet blev som en mur, den enkelte fyringsangste kunne læne sig op ad. Til sidst samledes alle våben, og enden blev, at den nye leder gav op. En ny blev ansat, men da havde jeg forladt skolen – så jeg ved ikke, om det er blevet bedre.

Hvor vil vi hen?

Lyder det, som om lærere er onde? Måske var vi det i den nye økonomileders øjne. Vi var blevet kampberedte i overlevelseskampen for det, vi troede på: en pædagogik og undervisning, der byggede på viden i faglig forstand med erfaring og dømmekraft. Vi ville ikke finde os i læringsbølgen med de til lejligheden opfundne kompetencemetoder, der skulle leve op til kortsigtede fagøkonomiske mål, langt væk fra den levede skolevirkelighed og de unges åbne ansigter. Vi ville have lærerrådsmøderne tilbage – dem havde økonomilederen nemlig afskaffet, for de var ’alt for dyre’. Vi ville fortsætte de løbende værdidiskussioner for at pejle os frem til en fælles retning. Hvad vil vi opnå med pædagogik og undervisning? Hvor vil vi hen? Hvordan sikrer vi god og langtidsholdbar undervisningskvalitet? Det var de vigtige spørgsmål at diskutere. Vi læreres bedømmelse ift. hver enkel klasse og elev skulle styre tilrettelæggelse og indhold. Ikke et embedsværk eller en forskning fjernt fra elever og pædagogik. Vi ville ikke være ’læringsfacilitatorer’ eller logrende haler til en input-output-teknologisk tænkemåde i systemer.

Miraklet skete

Efter 32 år sagde jeg farvel til mit elskede lærerarbejde. Jeg ville ikke være med til at lade læringsmål og tests styre min undervisning. Mål kan og skal blot ikke sættes for elevernes læring, det er læringsprocesser alt, alt for komplicerede til. Min undervisning skal organiseres med henblik på, at eleverne kan lære noget. Mine elever bliver stressede og nogle direkte angstprægede af den testånd, der nu er kommet i skolen, fordi der ensidigt og konstant skal opstilles mål for, hvad den enkelte skal have lært – og helst hurtigt. Men kan man forestille sig at opstille mål for, hvordan en blomst skal vokse, og et træ skal gro? Nej, og tilsvarende kan man ikke opstille mål for et barns indlæring. Det er mig som lærer, der skal have mål med min undervisning, det er mit ansvar, at mine elever lærer noget.

Det vigtigste i min undervisning var tillid og nærvær. Jeg kan undervise, men aldrig garantere, at nogen lærer noget. Det er selve grundpræmissen i al undervisning. Taknemmeligheden i mine elevers øjne over deres gode karakterer. De kunne takke sig selv. Det var dem, der tillidsfuldt lod sig undervise. Det er sådan, det er: Jeg skaber faglighed af tilværelsestråde og tillid, og undervisningstæppet bliver til i nærværet. Monika, Mohammed, Vita og Britt, mit hjerte slår et ekstra slag, når jeg tænker på de mange, der har siddet i klasserummet. Jeg stod foran dem, vi mødtes. Jeg havde ansvaret og skulle forvalte min faglige autoritet med omhu.

Benjamin var ordblind og meget ringe læsende og skrivende, blev tævet af sin far, smidt ud af hjemmet. Hvordan kunne det ske, at han lærte at læse og skrive som 18-årig, når det aldrig lykkedes i folkeskolen? Hvordan kunne det ske, at han bestod sin dansk-eksamen flot? Jeg kan ikke forklare det, jeg kan ikke opstille en metode, der virker. Der er ingen evidens, der kan forklare, hvad der skete. Måske var det klassens og min fordomsfrie velvilje over for ham og hans faglige ståsted, der var starten på et forløb, der ligner et mirakel. Det gennemgående var at have god tid til at læse og skrive; at respektere Benjamins ’vilde’ spørgsmål og forslag. Mere kan jeg ikke sige, der er ikke mere at sige. Miraklet skete, han lærte at læse og skrive.

Lang modningstid

Som lærer måtte jeg ofte se stort på elevers læringsudbytte. Jeg havde utilpassede og radikaliseringstruede elever. Jeg såede små frø af anderledes tænkning i deres sind. Frøene havde lang modningstid, og de skulle næres og gødes med nærvær og tilstedeværelse. Jeg var i en dybere forstand et menneske, der viste et andet menneske, at tilværelsen kan bygges på værdier, der er anderledes end slagsmål, terror og afstand mellem mennesker.

Der skal indtræffe et mirakel, hvis den skole, jeg kender, skal overleve. Den skole, hvor jeg skal tage ansvar for elevernes trivsel og sørge for, at ingen føler sig udenfor eller overset; den skole, hvor jeg tager ansvar for en god undervisning – den er ved at dø.

Politikerne har solgt mit ansvar for undervisning til konkurrencestatens ansvar for finanser. Langt inde i skole- og den pædagogiske forskningsverden betragtes mennesker som objekter, der kan fyldes med målbar læring. Som om tilværelsesforståelse kan måles; som om man kan blive dygtig, hvis man er led og ked; som om teknikken kan teste, om min undervisning er god.

Min skole er døende.

Lærke Grandjean er lærer, skribent og foredragsholder

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kommentarer

Brugerbillede for Niels sauer

Mange - ikke mindst de journalister, der skulle holde folk ajour på verdenens gang - uden dybere førstehåndskendskab til folkeskolens aktuelle virkelighed tror, at Lærke her overdriver. At det bare er lærerne, der er sure over den røvtur, de fik for et par år siden. At reformen i bund og grund er god nok, den skal bare have tid. Lærerne er ved ende som Kierkegaards bajads i det brændende teater. Han gik på scenen for at fortælle folk, at de skulle skynde sig ud, hvis de ikke ville indebrænde, men folk troede, han lavede grin med dem.

Brugerbillede for pia meyer

Pia Treumer Meyer Det sørgelige af det hele er at mange af de børn der før reformen var godt inkluderet i den alm folkeskole med et x-tal støtte timer de kan ikke længere honorere at være der,istedet for inklusion er der en stor gruppe børn der er blevet ekskluderet fra folkeskolen,de modtager ikke undervisning og går der hjemme,fordi deres støttelektioner bliver taget fra dem eller de slet ikke får noget støtte.Der er heller ikke længere noget ordentligt pædagogisk fagpersonale til at varetage børnene fordi de enten selv har valgt at flygte eller så er blevet fyret fordi skolerne skal spare penge.Forældrene til inklussions børnene bliver bestemt heller ikke behandlet pænt af skoleledelserne eller af kommunerne rundt omkring i landet fordi skolernes personale ikke er uddannet til at give dem den rigtige pædagogiske vejledning og dermed ikke har den rette forståelse for det barn de har til at gå på skolen eller formår at møde forældrene på en ordentlig og konstruktiv måde hvor de har en forståelse for hvilke udfordring en familie har når de har et handicappet barn. At bede om et special skole tilbud til ens barn som koster penge,kan skabe storkonflikt eller gøre så skolen bare ignorere forældrenes mail,selv om de har pligt til at vejlede forældrene Nogle kommuner vælger direkte at true familier med at frataget deres børnepenge fordi deres inklussions børn ikke kan rumme folkeskolen længere og må blive hjemme,fordi politikkerne har skabt en folkeskole der ikke er for alle børn i Danmark.Der er desværre mange tabere i det her,men når vi er der hvor skolerne og kommunerne ikke lever op til deres egne retningslinjer i den danske folkeskole og ikke tager udgangspunkt i børnenes tarv og kun vurdere de forskellige sager ud fra en økonomisk vinkel og ikke i det enkelte barns behov.Det er helt uacceptabelt og der er rigtig mange familier der lige nu er meget ramt af det her,hvis man ved hvad det vil sige at have et handicappet barn,så vil man også vide at de familier måske har nok at se til,men at de også skal kæmpe mod et system der kun tænker på penge.Det er en hård KAMP.Kommunerne har ansvaret for at sende penge med til disse børn så de og deres familier kan få en ordentlig og værdig behandling,det de sender med nu er bestemt ikke nok.Jeg mener også at der skal være noget mere kontrol med de enkelte skoler i forhold til hvordan de håndtere inklusion og de skal som minimums krav kunne redegøre for at de lever op til kravene for inklusion af børn med særlige behov og selvfølgelig have det faguddannet pædagogiske personale tilbage til skolerne. Den skole mine børn gik i,i norddjurskommune der var ledelsen absolut ikke faglige dygtige nok til at håndtere en god inklusion hvilke havde meget store konsekvenser for mine børns skolegang og for os som familie. JEG TAGER DET FULDE ANSVAR FOR MINE BØRN, MEN HVEM TAGER ANSVARET FOR AT FOLKESKOLEN GIVER DEM EN ORDENTLIG SKOLEGANG ? HVEM I DET DANSKE VELFÆRDSYSTEM HAR BREDE SKULDER NOK TIL AT TAGE ANSVARET FOR DET KAOS DE NU HAR SKABT ? OG SÅ GØRE NOGET VED DET ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Som jeg forstår det her indlæg eller den her artikel savner Lærke Grandjean de gamle tider som var gode, fordi:

"Vi ville have lærerrådsmøderne tilbage – dem havde økonomilederen nemlig afskaffet, for de var ’alt for dyre’. Vi ville fortsætte de løbende værdidiskussioner for at pejle os frem til en fælles retning. Hvad vil vi opnå med pædagogik og undervisning? Hvor vil vi hen? Hvordan sikrer vi god og langtidsholdbar undervisningskvalitet? Det var de vigtige spørgsmål at diskutere."
kilde: ovenstående indlæg/kommentar.

Ked af sige det, Lærke, og andre, men nu har jeg været ansat på to eller tre sprogskoler, har haft 2 eller vikariater i folkeskolen og haft et kort vikariat på 3-4 måneder på en sosu-skole og en del andre ansættelser indenfor undervisning i det her land, bl.a. to på teknisk skole. Aldrig har jeg oplevet at lærere har diskuteret hvad de vil opnå med pædagogikken og med undervisningen. Eller hvordan lærerne sikrer en god kvalitet i undervisningen.

Det eneste jeg derimod har oplevet er at ingen lærere har ønsket at diskutere dette. Og at når jeg, som nyanset eller næsten nyansat, ja selv efter at jeg har været ansat der i to eller tre år, har spurgt kolleger ind til hvorfor de underviser som de gør, kan de næsten ikke på hvorfor. Eller når jeg f.eks. spørger mine kolleger om, hvorfor vi ikke gør sådan eller sådan eller spørger mine mere erfarne kolleger til råds om hvordan man skal undervise den eller den målgruppe.....så det bliver pædagogisk og didaktisk forsvarligt, ja så har jeg oplevet, at mine erfarne kolleger. Og ledelsen også! tror, at jeg er usikker på, hvordan jeg skal undervise og tilrettelægge undervisningen for denne eller hin målgruppe. Og det hverken er jeg eller har været. Jeg ville bare gerne bruge teammøderne på det jeg troede de skulle bruges til, nemlig til en frugtbar og konstruktiv diskussion af pædagogik og didaktik. Og hvis jeg så med min universitetsuddannelse i dansk og samfundsfag mm. forsøgte, eller forsøger, at koble teori med praksis eller praksis med teori, så hedder det sig, at jeg ikke har forstand på, hvordan man konkret tilrettelægger en undervisning i praksis. (også selvom jeg har det!).

Jeg har heller aldrig før nu (med synlig læring) oplevet, at man diskuterer hvorfor eleverne skal lære f.eks. om social mobilitet eller om livsformer eller at skrive essays eller instruktioner mm. Og selv der er jeg blevet skudt i skoene at jeg har for teoretisk tilgang til det hele. Også selvom jeg forsøger at koble teori og praksis sammen, baseret på mine mere end 15 års erfaring indenfor undervisning.

Og er det ikke vigtigt at man opstiller mål for elevernes læring. Og deler disse mål med eleverne. Og f.eks. siger til eleverne at formålet med det i skal lære i dag er lære om slaveriets betydning for økonomien i USA eller at formålet er at lære om ANC og Sydafrika. Og så fortæller eleverne om de mål vi som lærere gerne vil have at de skal nå. Og at vi evaluerer på om de opstillede mål nås. Så vi, som lærere, kan korrigere kursen, så eleverne ikke tror, at at pest er en fest f.eks.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Knud Hisler

Jo forfatteren overdriver.
Det er som med "løftebrud" parolen. Folk uden indsigt tror man har lov til at løbe rundt og skrige som man vil, blot fordi den kommunistiske verden forandres væk foran og under dem.

Først og fremmest er der ikke "lærerflugt" fra folkeskolen og elevflugten startede allerede inden reformen. Altså artiklens to første argumenter er skudt ned.

Resten er følende ensidige kommentarer om en tilsyneladende inkompetent ledelse på en skole. Jeg er ikke overrasket. Som inden for andre fagområder, så finder man ikke en dygtig leder ved at udnævne en dygtig lærer eller administrator.

Det meste af artiklen bærer og brister på ledelsesindsigt i den konkrete sag og er derfor ikke repræsentativ.

Hernæst forholder forfatteren sig ikke nøgtern til "egen" folkeskoles fallit allerede for mange år siden, hvor man igennem de sidste 100 år har kunnet se antallet af elever der faldt igennem i folkeskolen stige støt fra dengang 10 % til nu 20 %. Der er altså slet ingen reflektion over egne manglende resultater med "forherligede" og "glofiriserede" metoder...

Tværtom ønsker man sig en folkeskole hvor alt maksimalt skal måles på følende udtryk af, at her går det godt. Men det virker jo ikke for 20 % af eleverne.

At føle sig fyringstruet og angst for fremtiden er vi rigtig mange der må leve med i det private erhvervsliv. Det er den slags der gør at man performer bedre. Dette skal tages in mente for at lige denne sag har haft en yderst inkompetent leder.

Om man kan være dygtig skoleleder uden pædagogisk kompetener? Selvfølgelig kan man ikke det, for så er man ikke leder! At man så indfanger inkompetente foredragsholdere er så den anden side af sagen.

Og lærergruppens spørgsmål var da rimelig relevante og skulle stilles til bestyrelsen via fællestillidsmanden. Så meget for indsigt i samarbejdsudvalgs forløb.

Først og fremmest må vi i denne følelsesladede diskussion holde fast at 20% af eleverne falder igennem i folkeskolen og folkeskolens organisationsform, samarbejdsform og pædagogik er den blanding der får det til at gå galt.
Nytænkning er altså nødvendig.

Og klart så de lærer der har givet op, er de som alligevel nærmede sig de 60 år, for de var ikke motiverede. Den næste gruppe er de lærer som alligevel var alt for inkompetente til at være lærere. Lige pludselig blev deres manglende kompetencer udstillet i fællesrummet og ikke kun i privatrummet-klassen. Hvor selv skolelederen dårligt kunne indfinde sig for at kunne give faglig feedback og sparing til sine medarbejdere...
Skolelærerne har selv skruet sig op i det hjørne hvor de nu får kniven for struben i. De har aldrig været interesset i udvikling af deres metodikker vha. kvalitetskontrol.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robin Frederiksen

"Jeg skaber faglighed af tilværelsestråde og tillid, og undervisningstæppet bliver til i nærværet." (fra kronik)
Tak for det utroligt smukke billede. Tilslutter mig 100% det ideologiske budskab. Tror de fleste pædagoger og lærere vil nikke anerkendende til det bagvedliggende menneskesyn. Og heldigvis for det. Faktisk er der evidens (amen!) for, at den ideelle undervisningssituation tager sig ud, som du beskriver. Tillid og nærvær (som vel er forbundne) er helt afgørende for læring. Jeg savner dog, at begreberne VÆREN og LYST også blev nævnt i din kronik.
Tænk, at man er gået fra at have følgende udgangspunkt i 1784: "De smaae Børn forbliver det første halve Aar ikke over en Tiime i Skoelen saa at de altiid beholder deres Munterhed og Skoelen ikke falder dem til Last." (Brahetrolleborg Skolevæsens Instrux *)
Til i dag, som det naturligste i verden at indespærre børn i tvangsfællesskaber i op til 6 timer om dagen. Det er grotesk. Og selvom der i kronikken peges på skiftet fra undervisning til læring i retorik og fokus, som en af årsagerne til en øget 'djøfisering' af skolen, må der naturligvis indregnes mange flere parametre og faktorer.
Når det f.eks. meldes ud, at en stigning på 25 point i PISA-scoren vil resultere i en 250% forøgelse af BNP i fremtiden (se fx Asterisk nr. 55 fra 2010), bliver det umådeligt noget sværere at få politikerne til at skifte kurs. Samfundsøkonomi og skole har på mange måder altid været forbundne, hvorfor skolen som institution med jævne mellemrum er gjort til politisk kamplads for snæversynede økonomientusiaster, som synes ude af trit med flere hundrede års pædagogisk tænkning og forskning.
Hvis skolen ikke skal dø - som kronikøren så dramatisk, men retteligt advarer om - er der som i alle andre ender af samfundspyramiden brug for et paradigmeskifte. Altså: Et opgør med det eksisterende penge-, konkurrence- og vækstparadigme.
Hvad der sker med skolen er mao. et udtryk for en generel udviklingstendens i samfundet, hvor mennesket som subjekt (præcis som det nævnes i kronikken) er gjort betydningsløst. Det værste er, at vi som mennesker ER blevet advaret om konsekvenserne ved denne udviklingstendens. Derfor mener jeg, at der også er brug for selvransagelse. Og hvis der er noget mennesket gør alt for at undgå, så er det at tabe ansigt. Vi står altså foran et paradoks, hvor de som bærer ansvaret og magten til forandring ikke vil indse og tage dette ansvar. Dette gælder både masserne som politikerne.
Vi har ladet stå til.
Alvoren er dog ved at gå op for mange. Flere forældre melder sig i det kritiske kor. Men retorikken - som vi tidligere har kunnet læse her på Information - er forførende (http://www.information.dk/453056). Og sidste folketingsvalg beviste vel kun endnu engang, at der stadig er lang vej igen i forhold til at modstå ny-liberalistisk spin og floskler.
Så ja, indtil et paradigmeskifte bliver en realitet, så ER skolen døende. Ligesom mennesket er døende. Og ligesom planeten er døende. Men før et paradigmeskifte kan gennemføres kræver det en kollektiv mentalitetsrevolution. Folk ved sgu godt tingene ikke er optimale, men de indser samtidigt ikke, at der findes et alternativ til det eksisterende. Og hvordan skulle de? Nærmest ved heksekunst forføres de ind i en fortælling om vækstens og konkurrencens 'sunde' egenskaber og nødvendighed for at oppebære den levestandard, de så konformt er gjort forvænt og fortrolig med.

* http://www.reventlow.dk/tng/histories/skoleinstrux.php

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Hvis kronikkens udsagn dækker et flertal af lærernes opfattelse - og det gør den jo nok - hvorfor har lærerstanden ikke været voksne nok til kollektivt at begå civil ulydighed.
Deres formand "kom til" under roderiets start at bruge dette udtryk for åben skærm. Hvad den præcise anledning var, husker jeg ikke, men det blev der ikke noget ud af.
Der er kun et middel mod denne sygdom - NPM : Nægtelse og selvstyre.
Hvorfor er det kun Ryan Air, der skal blokkeres.
Hvorfor er det kun grækerne, der protesterer.
Mod den herskende NPM-klasse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Jeg forstår ikke "kvalitetskontrol". Jeg glemmer aldrig den gang, hvor man første gang fortalte mig om ISO-certificering, der efter min bedste overbevisning er den største hindring for en stadig udvikling og forbedring, der normalt ville indtræffe.
Alle ved, hvad undervisning går ud på og skal føre til, men det er næppe altid hensigtsmæssigt at fortælle det til børnene, der ofte ikke kan tænke langt nok frem i tiden til ikke at vælge at slække på indsatsen, hvis den mere baseres på formål end på pligtfølelse. Det er blevet meget moderne at overse de ting, vi ved om børns gradvise udvikling.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Marianne Christensen

Der er en grund til, at nogle områder blev skatteyderfinansierede, og nogle forblev i det private.

Konsekvensen af udsultningen af det fælles kan ses i de unge politikere.
Der er ikke meget solidaritet og respekt for det fælles livsgrundlag at spore.

Når man tager fagligheden og arbejdsglæden væk fra lærere, pædagoger, sundhedspersonale,
Bibliotekarer, undervisere på ungdomsuddannelser og universiteter, står vi tilbage med et land i forfald,. Ligesom Grækenland.

Det er trist, at de unge er for ødelagte til at sige stop, mens vi endnu har et demokrati.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for curt jensen

Elev- og lærerflugt fra den danske folkeskole skriger på politisk handling.

Tjaaa......

Hvis jeg husker de sidste 15 år nogenlunde korrekt, så er Elev- og lærerflugt fra den danske folkeskole" netop et produkt af politisk handling.

Det er det siden vores kære politikere er blevet enige om at de enestående, unikke træk ved den danske folkeskole, som faktisk har været beundret og misundet i mange andre landes pædagogiske cirkler, var inkompatible med internationale standarder og gøremåder (selv om sådanne faktisk slet ikke findes i den virkelige verden). Derfor, med tilhimmelskrigende misfortolkninger af PISA undersøgelserne i hånden, gik analfikserede embedsmænd og deres politiske lejesvende til værks med at aflive alt der var unik og enestående med den danske folkeskole, ikke mindst med hjælp af en systematisk heksejagt mod lærerne.

Ikke nok med det, gik de også i gang med at ødelægge de lige så unikke og enestående frie skoler.

Det er endnu ikke lykkedes at ødelægge det fuldstændigt, men de er godt på vej.

Jeg tog konsekvenserne allerede for 10 år siden og fandt mig et andet kald end at være lærer. Jeg ville simpelthen ikke lægge krop og sjæl til de såkaldte "reformer" af det danske skolevæsen.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Dette sker. Kommuner nedlægger små skoler. Der oprettes friskoler på lokalt initiativ.
Det er metoden for alle folkeskoler. Simpelt hen udmeldelse af Antorinis forening - nedefra og op.
Alle skoler, frie skoler med selvstyre, under samme lov og økonomi.
Dansk tradition - dansk oplysningskultur.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Colding

@Sauer. Grunden til den helt igennem tåbelige folkeskolelov ligger helt og aldeles på Danmarks Lærerforenings alter. Fra begyndelsen af 1970erne blev folkeskolen et politisk venstreorienteret gebet. Utallige gange foregøglede man politikerne på alle niveauer, at man nu havde løsningen på folkeskolens problemer. Det skete rykvis og med stadigt mindre mellemrum, da man mente at have verdens bedste folkeskole til Pisa-undersøgelsen godtgjorde, at Danmark lå i den absolutte bund. Det skyldes, at Danmarks Lærerforening kun har haft to retningslinjer: Flere penge og bevarelsen af den udelte skole. Ellers ikke noget! Politikerne har derfor på alle niveauer mistet tilliden til Lærerforeningens rådgivning og har måttet tage sagen i egen hånd med de katastrofale følger for folkeskolen, vi nu ser og imødeser.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robin Frederiksen

Kære Jens Colding
På trods af din henvendelse til Sauer tillader jeg alligevel at blande mig.
Er det ikke muligt at forestille sig, at Danmark rent faktisk HAVDE verdens bedste folkeskole, men at måleinstrumentet (læs: PISA som du selv hentyder til) måske ikke tilsvarende var verdens bedste?
Hvad ligger der i øvrigt i parolen 'verdens bedste folkeskole' - i følge dig?
Benchmarking og league tables for skoleresultater vil altid kun udgøre et reduceret belyst delelement af skolens samlede virke og virkelighed. Fx scorer Finland flot i PISA og fremhæves ofte som foregangsskole... men se, en anden fortælling som hører med, og som ikke får meget medieomtale, er den, at Finland samtidig er topscorer i kategorien for elever der er mindst tilfredse med at gå i skole. I PISA-sprog og konkurrenceretorik derfor en god skole, men i humanistisk og psykologisk, sociologisk og pædagogisk henseende en bundskraber.
Karakterer er vel i øvrigt heller ikke noget objektivt sandhedsbevis for en elevs præstation. Disse varierer fra skole til skole og fra censor til censor. Og måler til stadighed kun en brøkdel af skolens formål med at være skole.
Måske Biesta har ret, når han spørger: "(..)hvorvidt vi rent faktisk måler, hvad vi værdsætter, eller hvorvidt vi blot måler det, vi med lethed kan måle, og således ender med at værdsætte det, vi måler, dvs. det, vi kan måle" (Biesta, Gert J. J. (2011): God uddannelse i målingens tidsalder – etik, politik, demokrati. Klim s. 24)

Brugerbillede for Robin Frederiksen

Jens Colding, du skrev: "Politikerne har derfor på alle niveauer mistet tilliden til Lærerforeningens rådgivning og har måttet tage sagen i egen hånd med de katastrofale følger for folkeskolen, vi nu ser og imødeser."
Det kan altså også anskues ud fra en opfattelse af, at politikerne ganske enkelt ikke lytter til andet, end hvad de kan få til at passe ind i en model. Økonomiske modeller og tal er mao. METODEN og det symbolske SPROG, man helt umuligt forsøger at begribe og indfange kompleksiteten i uddannelse og dannelse med. Hvad DLF - med baggrund i pædagogisk og uddannelsesmæssig forskning - fremlægger har derfor ikke kunnet afkodes. Om man så ville eller ej. Tror ikke det handler om prioritering eller tillid. Jeg tror derimod det handler om en decideret afvigelse i virkelighedsopfattelse og dermed også begrebsapparat - altså parterne imellem.
Selv guden inden for uddannelses- og læringsforskning, John Hattie, ville politikerne ikke lytte til. Eller havde DLF i din optik også en finger med i spillet der? Skolens udvikling er jo kun et symptom på den udvikling, som har fundet sted i resten af samfundet. Tror du DLF alene kunne stoppe dette omsiggribende fænomen?
Jeg tænker altså umiddelbart det er lidt ukonstruktivt og useriøst kun at skyde skylden på en part i denne sag...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Breilev

Uanset om man er for eller imod reform, inklusion eller læringsmål, så er den essentielle udfordring mere end nogensinde ressourcer. Det påstår jeg ud fra egen oplevet virkelighed som lærer i den kommune, jeg arbejder i. Jeg synes, at artiklen er sanselig og malerisk, men meget lidt konkret. Derfor vil jeg gerne konkretisere udfordringen og starte med inklusionen, da den kom før reform og læringsmålsdebatten.
Forberedelsen til inklusion startede i min kommune allerede tilbage i 2004-5 stykker så småt med gradvis reduktion af tilbuddene til elever med særlige behov. Vi mærkede det lokalt ved, at der først blev færre lærertimer til tilbuddene, dernæst blev supplementet til kernelærerne reduceret fra "kompetente" lærere/pædagoger til "resttimer" i fagfordelingen. En nedprioritering, der ikke var synlig udadtil, men som mærkbart reducerede kvaliteten indadtil. I 2010-11 købte skolen Rasmus Alenkær for at implementere inklusionskulturen på skolen. Det fejlede og det 2-årige projekt blev 1-årigt. I 2012-13 "sikrede" staten, at inklusionen var "godt i gang" i alle kommuner ved at give 3 lærere pr. skole et 7-ugers inklusionskursus. Henvisningen faldt igen og igen i pressen. Jeg var selv en af de 3 på vores skole og endte med at forstå, at inklusion mest af alt var en "tankegang", og det var min opgave at være kulturbærer på skolen, så alle kunne nyde godt af min nye indsigt. Jeg var klar. I 2013 vedtog regeringen den nye arbejdstidslov og de nye reformtiltag. Mange af vores kollegaer forlod skolen. Nogen kunne ikke se sig selv i reformen. Andre kunne ikke få familen til at hænge sammen med de nye ufleksible arbejdstider. Andre igen søgte andre steder hen, fordi deres nærmeste kollegaer forsvandt. Et del-resultat af dette kollegiale "dræn" og det kaos, revolutionen (undskyld, reformen) førte med sig var, at ingen af os tre, der var blevet klædt på til at udbrede inklusionsviden, fik tid til at gøre det. Vi måtte hjælpe med at dække alle de huller, der pludselig opstod. Jeg oplevede - og italesatte også - at de gode, pædagogiske refleksioner, der faktisk blomstrede i 2011-12-13 døde helt hen i 2014. Vi måtte bruge alle kræfter på at finde os tilrette i reform og ny arbejdstid. Alt blev reduceret til struktursnak og fra-hånden-til-munden-løsninger. Klasserne skulle samtidig inkludere de lukkede special-tilbud. Og pengene fulgte ikke med over i skolen.
Hvorfor gjorde vi ikke oprør spørger nogen. Fordi vi brugte al energi på at få enderne til at nå sammen. Fordi medie-professorerne styrede den kollektive bevidsthed sammen med KL og undervisningsministeren. Fordi mere end 60% af forældrene var "tilfredse med reformen". Vi blev syge, skiftede arbejdspladser, forlod skolen og pippede så meget på de sociale medier og hvor vi kunne komme til i dagspressen, at folk blev trætte af os. Så lagde vi os til sidst og lod os køre over. Mere eller mindre.
Jeg "kom til" at kalde reformen for "revolutionen". Det er nok også et bedre ord. Politikerne er så småt begyndt at erkende, at det ikke var smart at introducere ny arbejdstid samtidig med reform. Det er dog langt fra kerneproblemet. Kernen er, at reformer i sin natur tager tid og at det var en omvæltning, der fandt sted. En revolution, der stressede elever, lærere, ledere og kommuner. I dag betyder det, at rigtig mange er imod "reformen" og dens indhold. Der er også en del elementer, jeg gerne så udført mere efter hensigten end nøden, men der kan sagtens argumenteres ganske fornuftigt for hvert element i reformen - også set med lærerøjne. Det giver bare ikke mening at kræve store omvæltninger og udvikling samtidig med stramninger.
Til sidst et par ord om læringsmålstyret undervisning, der efter min mening har ført debatten på afveje og fylder helt urimeligt meget i forhold til, hvad den repræsenterer. Jeg er blevet sendt på de første 4-5 kurser i læringsmålstyret undervisningen gennem de seneste 2-3 år og har fået serveret samme model hver gang. Jeg forstod det første gang. Når jeg har protesteret mod at skulle sendes på kursus igen, har argumentationen været den samme hver gang: "Jamen det kan godt være, at DU kan, men der er mange, der ikke kan endnu". Og så var den jo lukket. Jeg skulle bare være solidarisk. Det passer altså ikke. Jeg kan høre, at den er feset ind hos mine kollegaer. Jeg gætter på, at det blot er et redskab, ledelse og kommune tror på som løsning, fordi de faktisk ikke har andre midler. Gid de dog i stedet ville give os tiden til forberedelse eller inklusion eller udvikling af lektiehjælp eller aktionslæring eller noget andet af det, de har fyldt vores hoveder med de seneste år, men ikke givet os tid til at anvende sammen.
Anyway - læringsmål er i min optik en dråbe i det hav, der kaldes god undervisning og det fylder meget mere i debatten, end det er berettiget til. Måske fordi det så entydigt repræsenterer den mekaniske tænkning, der opstår, når god videnskabelig didaktisk forskning får en tur i den økonomiske kompressor og spyttes ud som deformiteter.
Jeg er bange for, at vi lærer vores nye lærerstuderende og vores unge mennesker i folkeskolen, at den teknokratiske metode er den rigtige. Og så er kulturslaget tabt.

Brugerbillede for Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Tak for beskrivelsen, Lærke Grandjean - sådan var det jo; sådan blev det. Og vel startede elevflugten før reformen - vel startede det svindende rekrutteringsgrundlag for lærere før reformen - men reformen var jo også mest kulminationen på flere års ødelæggelse af folkeskolen.
Den ødelæggelse, der startede med nedlæggelsen af lærertrådene og optællingen af tid - af testene og den massive nedgørelse, der skulle skabe grundlaget for at fratage lærerne deres respekt, så man kunne påstå, at folkeskolen var en brændende platform - så man kunne indføre de mekaniske, bevidstløse undervisningsformer, djøfferne tror er vejen frem.
Til dig, Karsten Aaen, vil jeg bare sige, at det er trist, du aldrig har oplevet den slags diskussioner. Jeg har - jeg har deltaget i dem og været med til at skabe dem, indtil det blev gjort umuligt - og vi til pædagogisk rådsmøderne i stedet klistrede post-it sedler på væggene eller valgte et billede, som vi syntes udtrykte glæden ved nytænkning - eller noget.

anbefalede denne kommentar