Kronik

Jeg er ikke sølle, bitter og ensom – jeg er bare fraskilt

Når man er fraskilt single, skal man åbenbart skynde sig at finde den nye ’eneste ene’, så omgivelserne igen kan se en som et helt og lykkeligt menneske. Det er jeg sgu ærligt talt ved at være godt og grundigt træt af
Når man er fraskilt single, skal man åbenbart skynde sig at finde den nye ’eneste ene’, så omgivelserne igen kan se en som et helt og lykkeligt menneske. Det er jeg sgu ærligt talt ved at være godt og grundigt træt af

Ditte Ahlgren/iBureauet

14. juli 2015

Min veninde har endelig fået en ny og større lejlighed. Alle i vores ’singleklub’ har fået passet børn, hunde og undulater for at være behjælpelige med håndværkerrøve og malerpensler.

Forbi kommer også en gammel bekendt, som jeg ikke har set i 10 år, og jeg er siden blevet skilt. Det første han spørger mig om, imens han lægger hovedet på skrå, omsorgsfuldt, næsten ynkende, er »Og hvad så med dig, Maria, har du så fundet dig en ny mand?«

Det uundgåelige er sket. Nu skal der gøres status over, hvor langt jeg er i processen. Hvis jeg har en fast kæreste, er jeg kommet videre … Og hvis ikke? Ja, hvad så? Lever jeg så et liv på standby, indtil der kommer en ny mand forbi igen? Svaret for mit vedkommende er: NEJ!

Hvorfor føles det som om, at man som fraskilt single er tvunget til at genetablere den lykkelige enhed, før omgivelserne vil se på en som et helt og lykkeligt menneske igen?

Jeg lever i dag fuldstændig det liv, jeg gerne vil leve, og jeg har aldrig været mere tilfreds og følt mig mere heldig og taknemmelig for det, jeg har. Der er ikke noget klynk, ynk eller bitterhed her, fordi jeg ikke har en fast kæreste i mit liv. Højest en smule hudsult søndag eftermiddag, når det føles som om, at alle andre går tur med kæresten i hånden. Jeg kan godt se, at der er mange fordele ved at være to voksne på en matrikel, og jeg savner også en kæreste en gang imellem. Han kommer vel også på et tidspunkt, men jeg skal være klar, og han skal være den rigtige og ikke bare en, der skal fylde pladsen for min eks, så glansbilledet igen er intakt. Succeskriteriet må ikke være, hvornår han dukker op, men nærmere hvem der dukker op. Det prøver jeg tit at forklare, når der spørges ind til mit kærlighedsliv, men jeg ender ofte med at få sætninger med på vejen som »du skal jo også videre«, og »pas nu på, du ikke ender bitter, ulykkelig og ensom«. Jeg forstår ikke lige, hvorfor jeg skulle blive bitter, bare fordi jeg ikke har en fast kæreste … Bitter er vel noget, man bliver, hvis man ikke tager ansvar for sit eget liv, og det gør jeg i den grad. Og ensom … det kan man efter min ’bitre’ erfaring sagtens være i et parforhold.

Hvilken prins?

Tilbage i lejligheden kigger jeg min gamle bekendte dybt i øjnene. Jeg får lyst til at spørge ham, om han får noget fisse oppe i parcelhuset nordpå. Det ville vel være et lige så passende spørgsmål. I stedet bliver det til et drilsk »Ja, det kan du tro min ven … jeg har mange mænd«. Øjnene er ved at springe ud af hovedet på ham i en blanding af nysgerrighed og forargelse.

Han er nu meget sød og helt sikkert velmenende, men hvorfor spørger folk, der er ’godt gift’, altid ind til mit kærlighedsliv som det første for derved at kunne vurdere, hvor langt jeg er kommet i mit nye liv? Og hvorfor er det så interessant, om jeg har en fast kæreste? Jeg har ikke ført en samtale med den her mand i 10 år, i mellemtiden har jeg startet virksomhed, arbejdet med velgørenhed, skiftet job et par gange og været på alverdens eventyr og op- og nedture – jeg vil mene, at det er mere interessant at høre om.

Efter min venindes flytning er overstået, cykler jeg hen for at hente mine to skønne drenge hos en ældre kvinde, jeg har kendt længe. Hun er på mange måder en inspirationskilde og rollemodel for mig. Jeg står i opgangen, og hun giver mig et kæmpekram og siger: »Prinsen skal nok komme ridende på sin hvide hest snart«. Øh! Hvor kom det fra? Mit hjerte svømmer over med ømhed over for hende, over hendes velmenende ord og over hendes passende gammeldags definition på det gode liv. Mand = lykke. Singlemor = ulykke. Jeg tænker, at hun er fra en anden generation, hvor der var status i at have en pæn mand ved sin side og sammen lave den ’pæne’ familie. (For mit vedkommende har det efter min skilsmisse nærmere været mange skønne mænd = meget lykke). Jeg fornemmer dog, at også de fleste i min egen generation har den samme opfattelse som den ældre kvinde af, hvordan den ’rigtige’ familie ser ud.

Men selv om vores familie har fået en anden form, og at vi nu rejser jorden rundt og holder picnics i trekløver, så er den lige så sjov, skør, rigtig og vidunderlig som alle andre familier. På nogen punkter måske endda stærkere, da vi har været igennem krise og sorg sammen og har haft mange lange snakke i børnehøjde om, hvad der sker, når livet gør nas. Vores familie er anderledes, end hvad først var tænkt. Men den er fuldstændig komplet, som den er. Vi behøver ikke en fjerde part for, at den skal blive fuldkommen. Dermed ikke sagt, at han ikke skal være velkommen, skulle han dukke op.

Gift og ensom

Det har taget mange timers terapi og sjælesøgen at komme over sammenbruddet af vores kernefamilie – både for mine drenge og for mig. En proces, jeg for alt i verden ikke ville være foruden … Ja ja! Jeg ved godt, det lyder klicheagtigt. Men den lykke og tilfredshed, jeg har over mit nuværende liv, ville næppe have været her i samme udstrækning, havde jeg sprunget helingsprocessen over og hurtigt hægtet mig på en ny mand og dannet en ny konstellation af far, mor og fællesbørn.

Engang troede jeg også, at kernefamilien var og blev den eneste måde at leve på, og at de fleste singleforældre med deres børn var ret så amputerede. Men faktum er, at jeg på min vej møder mindst lige så mange ’godt gifte’ folk, som er utilfredse og ulykkelige i livet. Det er min fornemmelse, at der findes mange mennesker, der lever i komplet dysfunktionelle forhold, hvor utroskab, ensomhed, hakken på, løgn og manipulation er en del af hverdagslivet. Det er de selvsamme mennesker, der måler min lykke i livet på, om jeg nu har fået en ny mand. Jeg forstår ikke helt logikken. Hvis du har brug for at vurdere og gøre status over, om jeg er ’kommet videre’, skal du hellere kigge mig i øjnene og høre mig fortælle passioneret om mit liv. Du vil hurtigt kunne se og høre, at jeg er videre og i fuld gang med at leve det gode liv.

Jeg er SÅ meget videre

Så kære ’godt gifte’ medmennesker: Ingen hovedtilten og medlidende panderynker, når I hører, at jeg ingen ny mand har. Jeg har det fantastisk! Og livet er smukt og vidunderligt med alle dets op- og nedture. Jeg har snavet mig igennem horder af skønne, vidunderlige mænd, yngre som ældre, og har endda mødt en soulmate på min vej. De har alle haft noget at byde på, alle haft noget at lære mig og omvendt. Singlelivet er ikke en dans på roser. Men det perfekte liv og evig lykke er en illusion.

Jeg har det godt med en mand og godt uden, og mest af alt har jeg det rigtig godt med mig selv. Jeg tænker, det er et ret så godt udgangspunkt at have, når man en dag støder ind i den mand, man ikke vil leve uden. Den frihed, som I alle elsker at fritte mig for til diverse middagsselskaber og børnefødselsdage, er en frihed, jeg selv vælger. At kysse mange frøer mange gange efter et brud oplever jeg som et sundhedstegn, at skynde sig at stifte ny familie kort efter et brud, synes jeg er mindre smart.

Du kan ikke måle min glæde i livet på min civilstatus. Og der er ingen grund til panik på mine vegne. Jeg er hverken bitter, ulykkelig eller sølle, fordi jeg dukker alene op til barnedåb med tømmermænd kl. 10 søndag formiddag. Alt er godt, og jeg er SÅ meget videre …

Maria Helgstrand er kommunikatør hos Wallnut og blogger på www.paavrangen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen Steen Andersen
  • Jakob Silberbrandt
  • lars abildgaard
  • Keld Albrektsen
  • Anne Eriksen
  • Herdis Weins
Jørgen Steen Andersen, Jakob Silberbrandt, lars abildgaard, Keld Albrektsen, Anne Eriksen og Herdis Weins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorthe Mortensen

Godt brølt, løvinde....!
Selv har jeg været 'single', i snart 12 år og NYDER min frihed og selvstændighed... Bemærkningerne kender jeg alt for godt, men de preller af på teflonen... :-)

Nic Pedersen, lars abildgaard og Mogens Østergaard anbefalede denne kommentar
Nanna Wulff M.

Du bruger, i sandhed, mange ord på at beskrive din nye og frelste sandhed:

"Singlelivet er ikke en dans på roser. Men det perfekte liv og evig lykke er en illusion."

Anne Eriksen

Troede at det var et afsluttet kapitel, at man skulle være i tosomhed for at være "socialt spiselig"!
Mest i små samfund - hvor man så kan sladre om den og dem, der er på vej ud eller ind i forhold.

Sandheden er, at der er fordele ved begge dele og de tider, hvor "enlige forældre" skulle hænges ud på lige fod med det i dag meget brugte "lav uddannelse=dårligt helbred" og "små kår=socialt udsatte", er vel heldigvis også på retur.
Det kan være problemfyldt at være menneske - især når samfundet bliver skævt - men det hører med.
God sommer!

Lise Lotte Rahbek

To kommentarer:
1) Det er så smadderhamrende nedladende, patroniserende og bedrevidende at 'ynke' nogen for noget, som ynkeren synes mangler i de ynkedes liv.
Det gælder partnerløse, arbejdsløse, billøse, børneløse, ejendomsløse.. hvad som helst, som nogle ynkere mener, skal være SÅ synd, og derfor må påtales og ynkes til volds-stadiet.

b) Mennesker vil gerne spejle sig i hinanden og bekræftes i, at den måde de lever sit liv på, er den bedste.
Derfor skal du have en partner, nogle børn, en bil, et hus, en karriere og et antal husdyr. For så er du lige som de andre.

Jørgen Steen Andersen, Christel Gruner-Olesen, Mads Østergaard, Jakob Silberbrandt, Mads Jakobsen, Lars Peter Simonsen, Michael Kongstad Nielsen, Nic Pedersen, Heidi Larsen, Liliane Murray og Tomas Friis anbefalede denne kommentar

"Succeskriteriet må ikke være, hvornår han dukker op, men nærmere hvem der dukker op" Det er nok også en af grundende til, at børn er bedre til, at lege end voksne.

Når folk spørger dig ind til kærligheden er det ikke fordi, at de er synderlig interesseret, det er for, at få en samtale i gang, lidt ligesom når aber piller lus af hinanden.

Du bestemmer ikke udelukkende selv hvornår en eventuel romance opstår, det afhænger i højt grad, af dit udseende og din indkomst. Grækenland er også lige blevet single, og skal nu frekventere swingerklubben trojkaen. I virkeligheden bilder du dig selv ind, at du er herre over eget liv.

Når jeg læser din artikel, er det lidt ligesom, at træde en i et klasseværelse, hvor der sidder 27 piger som alle hedder Sarah, og hvis man hedder Sarah og har styr på sit liv, så kommer man i avisen.

Anna-Lene Riber, Lennart Kampmann og Eva Lagerberg anbefalede denne kommentar
Nanna Wulff M.

For ikke så lang tid siden, så jeg på FB, at 'In a relationship' garnered mere end 150 'likes'. Hvad gør man så, når det forhold går sig en tur? Får man så lige så mange 'likes' fra de samme mennesker?

Felix Austin

Hvor kommer trangen fra til at råbe ud fra byens tage, at man har det skidegodt og at andre bare skal blande sig udenom,
at andre skal kunne forstå ens forudsatte startsted som det eneste rigtige og ikke deres eget i deres omsorg og interesse,
at omsorgen fra andre er negativ når de ikke tage udgangspunkt i det man selv forventer,
at andre absolut pådutter en normalitetsbegreber man ikke ønsker, fordi deres verden er anderledesbygget op og deres udgangspunkt derfor er et andet.

lars abildgaard

Sjovt, at det altid er ok at spørge en single ud om vedkommendes kærligheds- og sexliv. Forestil jer lige samtalerne med modsat fortegn hvis vi, der er singler med omsorgsfulde ansigtsudtryk spurgte vore gifte og samlevende venner:
'Nå, hvad så? Har I to stadig et sexliv?'
'Hvordan kan det egentlig være, at du stadig er gift? Savner du aldrig at være dig selv?'

Dorthe Mortensen, Claus Nielsen, Jørgen Steen Andersen, Susanne Riis, Birgitte Gøtzsche, Thomas Aniss, Ole Frank, Heidi Larsen, Katrine Hagen Lema, John Liebach, Lasse Schmidt, Lise Lotte Rahbek, Lars Peter Simonsen, Elisabeth Andersen, Marina Kasimova, Nic Pedersen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Marina Kasimova

Ha-ha! Det, du beskriver her, Maria, kender jeg godt.
I begyndelsen var jeg også ret irriteret over de bekymringer alle havde på mine vegne over mit single liv. Men efter noget tid fandt jeg det underholdende. Har du prøvet at spørge dem, hvad præcist er så synd for dig, hvad tror de du mangler?

John Liebach, lars abildgaard og Nic Pedersen anbefalede denne kommentar
Thomas Rasmussen

Kan nogen virkelig være træt af at have mennesker omkring sig, som spørger til éns velbefindende? Det er ikke alle forundt.
Tænk over det. Så kan det være, trætheden fordufter.

Claus Nielsen, hanna konyher, Gert Selmer Jensen, Michael Kongstad Nielsen og Felix Austin anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Ægteskabet er blevet en ligeså stærk moralsk pligt i vores moderne samfund, som det var på madam Mangaards tid. Det er som om, bedstemor er in, ikke kun hvad cykler angår, men også moral. Det moderne kan ikke komme langt nok tilbage, for at distancere sig fra tidligere opgør med det gamle, man skal altså om på den anden side af disse kulturelle opgør for at finde ro i det traditionelle. Det, som stovte bedste- og oldeforældre kæmpede imod. Verden er mærkelig.

Ingen kunne i dag finde på at bifalde kulturradikalisten Poul Henningsens andet vers til revyvisen: "Man binder os på mund og hånd":
2
Kærlighed og ægteskab
hva' kommer de hinanden ved ?
Kedsomhedens tomme gab
til kæben går af led
Elskov er den vilde blomst
i gartner hænder går den ud
Skærmet får den sin bekomst
men blomstrer hedt i storm og slud
Man binder os på mund og hånd,
med vanens tusind stramme bånd,
men ingen kan ejes. Vi flagrer os fri
I alle kærtegn er en flugt,
de røde sansers vilde flugt
fra pligternes travle fortrampede sti
Du må ikke eje mig, jeg ejer ikke dig
Alle mine kys er ikke ja og ikke nej
De ord vi svor med hånd og mund
de gælder kun den svimle stund
det netop er kysset fra dig jeg ka' li'

Det var drilleri af borgerskabets moralske forpligtelse på ægteskabet.
Et drilleri, der stadig kan være relevant. For bånd er der mange af i ægteskabet, mange af dem er mere konventionelle end båret af følelse, lyst, trang og tro. Nuvel, det kan være godt nok med konventioner, til at stive konstruktionen af, og skulle venskab ej forgå, er det heller ikke at kimse af. Efter drilleriet tryllede PH de større følelser frem i tredje vers, som blev set som den første danske kulturelle modstandsbevægelse mod tyskernes besættelse.
https://www.youtube.com/watch?v=4DKqdbE4oP0

olivier goulin

Hvis jeg var sociolog, så ville jeg finde denne nyeste trend med at bruge dagbladenes spalter som terapeutisk spejl, meget interessant og signifikant for vor tid.

Min egen fornemmelse er, at det er et generationsskifte i tidsånden, der udfolder sig i disse år.
Min egen og yngre søskendes generation, født i 60'erne og 70'erne, lader til at være nået til midtvejskriser, som de tilsyneladende ikke er i stand til at rumme, acceptere og bearbejde selv, herunder deres forestillinger om omverdenens reelle eller imaginære syn på dem - uden at lade offentligheden agere som lyttende og kommenterende terapeut.

Er det desperation? Er det en kollektiv narcissisme i tiden?
Og det har ikke kun ramt min generation. Alle de efterfølgende er også ramt af den samme eksistentielle tvivl på egne valg, eller i det mindste behov for at få dem godkendt af offentligheden. Helt ned til gymnasie-elever.

Og dagbladene, som tager alle dise læser-kvabbabelser ombord, er naturligvis del af samme generationsskifte.

Her ligger et oplagt Phd-studieemne

/O

Claus Nielsen, Mads Østergaard, Morten Jespersen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

En oplagt måde at blive lykkelig på er at lære at være fuldstændig ligeglad med andres mening. Når man møder de store fortælllinger fra folks liv, kan man kommentere neutralt på dem med et "godt for dig". Informations debatforum giver god plads til at man kan lufte sine tanker.
Trangen til at udlevere sig selv er mindst lige så stærk som trangen til at kommentere på det. ;)

med venlig hilsen
Lennart

Felix Austin

Lennart Kampmann

En oplagt måde at blive lykkelig på er at lære at være fuldstændig ligeglad med andres mening.

Og hvordan skulle det så lade sig gøre med mindre man lever i selvvalgt isolation i en eller anden form, enten fysisk eller psykisk??

Og hvis man lever i isolation, hvorfor dog så bruge tid på egne meninger??

Herdis Weins

@ Thomas Rasmussen - de spørger jo netop ikke ind til dit velbefindende. De spørger ind til, hvornår du igen er checket ind på samme familiemodel, som deres egen. Den der med at at gifte kvinder betragter singlekvinder i deres omgangskreds som potentielle rivalinder er ikke passé. Der findes mænd - men især kvinder - der ikke KAN forestille sig, at man kan leve et liv uden en partner.
Så knapt nok er de kommet ud af et forhold, før de indlemmer det næste tilgængelige emne i deres liv. De kan blive nærmest skrækslagne, hvis man antyder, man rent faktisk godt kan leve uden fast installeret partner på fællesadresse. Det er da helt fint med mig - omend uforståeligt, at de har det sådan - men lad da for helvede være med at tro, det gælder for alle andre.
Puha, man kan da engang imellem tro, at kvindebevægelsen har levet forgæves.
Og ja - husk lige at spørge ind til, hvordan deres eget gode parforhold har det.

Rikke Nielsen, Susanne Riis, Anne Eriksen, Birgitte Gøtzsche, lars abildgaard, Heidi Larsen, Jakob Silberbrandt, John Liebach og Lars Peter Simonsen anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Er det fremmedgørelse i mangel af faste holdepunkter, når alt tilsyneladende kan lade sig gøre - eller burde kunne det?
Selvtillid og selvværd er to forskellige størrelser - din selvtillid stimuleres af andres accept og beundring og modsat. Selvværd stikker dybere og tillader dig at omgås andre uden at lade dig påvirke af deres usikkerhed og værdidomme.
Isolation eller ligegladhed er næppe anbefalelsesværdigt, da mennesker har brug for hinanden - ikke at blive målt og vejet.

Lennart Kampmann

@ Felix Austin
Der findes faktisk mennesker der lever fint og fornuftigt uden at bekymre sig synderligt om hvad andre mener og tænker om dem. Du og jeg kan da have gode meningsudvekslinger, men jeg ligger ikke søvnløs om natten hvis du mener noget om mine synspunkter. ;)
Artiklens forfatter nævner flere gange at hendes omgangskreds kommenterer på fraværet af en mand i hendes liv. Hertil må man jo blot konstatere at fordi det er vigtig for de andre er det ikke nødvendigvis vigtigt for hende selv, og hun må derfor være ligeglad med spørgsmålene og kommentarene. Lidt som når en veganer bliver spurgt hvorfor de ikke spiser kød. Det ender med at de svarer "sådan vil jeg have det" og så er der fred.
Zen er måske også en oplagt mulighed, hvad ved jeg…

Med venlig hilsen
Lennart

Felix Austin

Lennart Kampmann

Nu findes der jo mange andre måden man kan forholde sig til andre på, end at bekymre sig.
Heldigvis da.
Det jeg forsøger at påvise omkring dit råd er at det ikke er muligt at være ligeglad med andre, som menneske, med mindre man er isoleret fra det samfund man lever i, på en eller anden selvvalgt måde.
Er isolationen påtvunget, er også den noget der påvirker på en eller anden måde.

Jeg tror at vejen til et afslappet forhold til andres meninger, holdninger, ytringer er meget længere og mere omstændelig.
Jeg tror på at evnen til at tolerere andres meninger for det de er i forholdet til selvet, går igennem erkendelse af selvet, dets muligheder, styrker, svagheder og muligheder.
Der i gennem tror jeg man opnår en vis forståelse for den ønskværdige udvikling og i hvilket forhold samspil med bestemte mennesker kan foregå.
Og hvilke ikke.

Når jeg læser et indlæg som dette, bliver jeg altid meget skeptisk.
Hvis man er så afklaret og har så meget check på sig selv og sit liv, har man vel ikke behov for at udbasunere det fra alle verdenshjørner?

Claus Nielsen, Thomas Rasmussen, hanna konyher og Nanna Wulff M. anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

@ Felix Austin
Vi er helt enige, men anvender forskellige ord. Det du kalder et afslappet forhold til andres meninger, kalder jeg at være fuldstændig ligeglad med andres meninger. Hvis du så samtidig har Monty Pythons Life of Brian som yderligere reference, tror jeg du forstår mit standpunkt.

Med venlig hilsen
Lennart

Herdis Weins

Tino Rozzo - jeg bliver sgu ikke skeptisk. Jeg tror det i høj grad handler om forskellen på mænd og kvinder. Mænd får slet, slet ikke i samme grad som kvinder gode råd og forespørgsler til deres livssituation, er det mit indtryk. Og det er altså enormt trættende i længden. Fraskilte mænd bliver spurgt, om de ikke nyder friheden, kvinder om der er en ny partner i sigte. Mænd i 30'erne uden børn bliver ikke igen og igen spurgt, om de ikke snart skal have børn - det gør kvinder. Der er på mange punkter desværre stadigt lang vej igen. Da Søren Gade i sin tid fortalte om sit liv som enkemand med 2 børn, var der næsten ikke et øje tørt i landet. Der ville slet ikke have været den samme reaktion, hvis en kvinde havde fortalt samme historie.
Så jeg forstår udmærket Maria føler trang til at skrige til alle de "velmenene" forespørgsler - så hold dog kæft. For de er i bund og grund kønsdiskriminerende og nedladende.

Christel Gruner-Olesen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Jeg har også været næsten der, hvor artiklens forfatter er. Så - forståelsen er for så vidt betydelig for de frustrationer, der luftes i den velskrevne artikel. Og så er det altid velgørende med åbenhed, og den deraf følgende - helst saglige - debat.

Om selve spørgsmålet om, hvorvidt man blir' mest lykkelig gift (i forhold) eller ugift (single) er mine erfaringer helt i overensstemmelse med den gode gamle Søren Kirkegaard's vise ord: "Gift dig og du vil fortryde det - gift dig ikke, og du vil også fortryde det". Og disse veldokumenterede ord er vel også årsag til, at de gifte interesserer sig for singlerne's kærlighedsliv - og omvendt. Tror jeg. Om det så er af nysgerrighed eller ægte indlevende interesse for singlen - det er en anden snak. Jeg ved ikke, om den er så vigtig.

Peter Nørgaard

Støt - også - frihedstrangen (mæ´ møj mer´) og demokratibevægelsen i Tunesien, hvor kvinderne er en drivende kraft. Og sætter livet på spil.

God eftermiddag.

Mads Østergaard

Jeg bliver også spurgt, både af gifte og single venner. At blive spurgt tror jeg ikke der er nogen kønsmæssigt forskel i. Til gengæld er der for kvinder en biologisk deadline ift. at få børn, men der har vi fået andre løsninger.
Jeg kan også føle mig lidt ramt når jeg bliver spurgt, men i stedet for at spille på deres bane, hvor en gift ven måske ønsker at høre at det er hårdt at være single (det med bekræftelsen), så trækker jeg spørgsmålet over på min banehalvdel, og forklare mine tanker som de er. Maria kunne have nøjedes med at fortælle, at hun gerne ville møde den helt rigtige mand, men at hun har i sinde at lade det tade den tid det tager, og nyde tiden undervejs. Man behøver ikke diske op med en defensiv, halv-spydig bemærkning. Hvis man vælger at stille med et åbenhjertigt og små-naivt svar på sådan et spørgsmål, så er det som regel også den type reaktion man vil få tilbage. Og så kan det være man kan have en behagelig samtale.

Jeg har lidt svært ved at se hvordan tømmermænd til barnedåb og køs med mange frøer egner sig som værdimodspil til et ægteskab. Men det er vidst også meget forskelligt fra person til person, hvad der tillægger éns liv værdi.

Artiklen kan laves om til en tv-serie og sælges til tv3, selvfølgelig tilsat krydderier som fitnesscenter og lidt druk, så vil der igen være skandinavisk kærlighed for fuld blæs hver aften klokken 20:00

Thomas Rasmussen

@Herdis Weins: Jeg kan godt se, at det ikke er sjovt at blive sat i ind i en standardmodel. Men folk spørger jo til dig med udganspunkt i deres eget liv, som aldrig er 1:1 med ens eget. Velment nok, skulle jeg mene. Det som provokerer mig ved indlægget er, at forfatteren tager for givet at blive forstået, allerede før samtalen er begyndt. Det kan man ikke forlange af nogen.
Mænd er altså også udsat for fordomme, men vi svarer måske bare ærligt "hør, kammerat, du har misforstået noget" i stedet for ikke at sige noget, men til gengæld skrive debatindlæg om det.

Thomas Rasmussen

PS: Jeg er blevet spurgt igen og igen om børn, og Søren Gade er der vist ikke mange tænkende mennesker, der lytter til.

Herdis Weins

Thomas Rasmussen - jeg ved ikke, hvor gammel du er, men håber de reaktioner, du har fået, er udtryk for en ny måde a tænke på.
"Søren Gade er der vist ikke mange tænkende mennesker, der lytter til." Gid det var så vel ! Men som en anden kommentator i en tidligere tråd har berettet, så var der altså ikke så få, der fik våde øjne øjne ved tanken om enkemandens aleneansvar for 2 børn. Alene det, at det bliver et emne i sig selv i "markedsføringen" af ham, siger ikke så lidt.

Maj-Britt Kent Hansen

Når man tænker på, hvor svært det kan være for redaktionen at finde plads til et lille læserbrev, så kan det da godt undre, at der er plads - og endda så god plads - til et indlæg som dette.

Lise Lotte Rahbek

Thomas Rasmussen
Der er stor forskel på måden, altså, som der spørges på.

Ynk genkendes lynhurtigt på de elementer, som ikke findes på skrift, nemlig tonefald, ansigtsudtryk og kropsholdning. At få ynk offline til at ligne oprigtige interesse for personens velbefindende - det er der ikke mange, der reelt slipper godt afsted med.
Forskellen kan sanses.

Felix Austin

Lise Lotte Rahbek

Nu er vi havnet helt i overdrevet, hvor sansede fornemmelser giver god anledning til brok over andres onde hensigter, når de tillader sig at udvise deres interesse for vort velbefindende.

Der SKAL sgu være noget i vejen, hvis ikke det er den vedtagne dogme der følges her på sitet??

Lise Lotte Rahbek

Felix
Overdrevet.. heh...Er det ikke dér, hvor vi brokker os over at andre opfatter og oplever tingene på en anden måde, end vi selv?
Dejligt sted, det overdrev.
Og højtbefolket. ;-)

Lise Lotte Rahbek

Nejnej, Felix, der er ingen adgangskriterier på overdrevet.
Man (og kvind) kommer bare væltende, når det er tid. :)

Herdis Weins

Lise Lotte Rahbek - tak for i svaret til Thomas rasmussen at gøre opmærksom på tonefaldet. Det samme spørgsmål til en mand og en kvinde kan netop via tonefaldet anskue 2 helt, helt forskellige vinkler.

Felix Austin

Ja sensivteten vokser og kunsten stiger.

Nu er det ikke længere nok følagtigt, forsigtigt at tilspørge ømskinnede enlige, eller ikke enlige , overfølsomme hunkønsvæsner til deres velbefindende og øjeblikkelige status.
Nu må man også søge en stemmetræner eller tonelejeindstiller for at være sikker på henvendelsen ikke opfattes stødende, fornærmende eller direkte provokerende.

Henvende sig med interesse, følt eller påtaget, er man jo desværre er nødvendigt, da tiderne, sæderne og tilstandene skifter og det ellers omgående vil blive udlagt som mangel på empati over for det svage køns fortrædeligheder og som et bevis på egoistiske tilbøjeligheder.

Men måske bliver det alligevel for besværligt at være empatisk i rette toneleje??

Herdis Weins

Felix Austin - det handler ikke om at være oversensitiv. Det handler bare om, at når man for sådan ca. 112 gang indenfor kort tid får det samme spørgsmål, så føles det ikke mere kun som interesse, så begynderdet at føles intimiderende.

Felix Austin

Herdis Weins

Det kan jeg sagtens forstå.

Jeg kan bare ikke forstå hvordan ansvaret for om almindelige spørgsmål eller deres toneleje føles intimiderende af modtageren, kan tilskrives afsenderen??

Måske er jeg bare underfølsom??

Lise Lotte Rahbek

Felix Austin
Bruger du ikke dine sanser (i den sanselige verden) og din erfaring til at afgøre,
hvorvidt mennesker er oprigtige?

Felix Austin

Lise Lotte Rahbek

Jo da, eller rettere nej.
Jeg bruger mine sanser, mine erfaringer til at brygge en tro på om de er oprigtige eller ikke.
Denne tro tilhører fremtiden.
Kun den kan vise om jeg har ret og den fremtid har jeg så indflydelse på med min egen holdning, så somme tider får jeg også ret.
Hvilket jeg måske også ville få ved at tro noget andet, som jeg så påvirkede mine omgivelser med.

Viden har jeg så kun i datidsform.

Jeg behøver så ikke at forvente af andre mennesker mere end jeg selv er i stand til, for at udvise tillid.
Udviser jeg ikke selv tillid, kan min intuitive opfattelse ikke være troværdig.

Men jeg kan næppe klandre andre for min tro, mine sanser, mine intutive fornemmelser, fordi de er det de er. Et produkt af mig og IKKE af mine omgivelser.

Det jeg ved kan jeg klandre andre for, men må tage højde for min egen rolle.

Lise Lotte Rahbek

Jeg taler ikke om at klandre nogen for noget, Felix Austin.

Lad mig illustrere: Jeg har en nabo, som i lang tid, når jeg kom forbi, stoppede med sit havearbejde for med en ynkende stemmeføring (startende i de høje toner og fortsættende nedad i tinefald) og tilsvarende kropsholdning spurgte om, hvor vidt "de da ikke snart har fundet et job til dig?" eller "nåååårh, du har stadig ikke fundet noget at lave?" eller "åhh, du får stadig lov at gå, hvor må det være trist".
Jeg var ikke trist. Jeg er oftest i glimrende humør og havde fuld gang i et eller andet interessant projekt.
Jeg har været ude for noget i samme retning med spørgsmål om anskaffelse af kærester og børn og andre normaliteter - dog med længere intervaller.

Jeg klandrer skam ikke naboen.
Hun er sikkert både velmenende, omsorgsfuld og god mod dyr og alting.
jeg undgår hende bare, så godt jeg formår, uden at være påfaldende uhøflig.

Mads Østergaard

Lise Lotte Rahbek

Har du overvejet at tiltale din nabo omkring hendes tone? Jeg havde en lidt hård periode for snart et år siden, hvor jeg var uden hjem, fik stjålet min computer og midt i slutningen af mit speciale mm. En studerende fra min forskningsgruppe begyndte, efter at have hørt historien, at tiltale mig i en meget medlidenhedsfuld, næsten ynkende tone, som irriterede mig uden at hjælpe mig - jeg er en af dem der ikke er vandt til at tale om mine problemer, jeg prøve at fokusere på at finde løsninger. Efter hun havde gjort det nogle gange spurgte jeg hende, hvordan det kan være hun tiltaler mig på den måde, og fortalte hende, at jeg ikke vil have det på mig. Så kom det stille frem fra hende, at "måske er det fordi jeg nogen gange selv har det hårdt.." Det viste sig, at hun selv ønskede at blive spurgt ind til med medfølelse. Det havde jeg aldrig gættet, hvis jeg ikke havde konfronteret hende med det. Nu er jeg på bølgelængde med hende, og lytter åbent til de problemer hun gerne vil tale med folk om.
Så vil jeg lige bemærke, at der selvfølgelig kan være meget forskellige belæg for hvorfor nogen henvender sig i en 'irriterende' tone. Jeg tvivler på at skribentens ven selv søgte medlidenhed. Men din historie om din nabo mindede mig om historien her.

Lise Lotte Rahbek

Mads Østergaard
Ja. Jeg har tænkt på det.
Havde min interesse for min nabo været større, ville jeg måske have gjort det. Og jeg ved nu, at hun selv har problemer, som hun muligvis kunne have haft lyst til at tale om.
Jeg magter ikke ynk. Hverken den ene eller anden vej. Ynk dræner mig for energi, gør mig irritabel og potentiel aggressiv.
Så hellere holde høflig afstand. For alles skyld. ;-)

Herdis Weins

Jeg bider mærke i , at Lise Lotte Rahbeks nabo slet ikke lægger mærke til hendes humør eller måske overvejer, om hun måske har det helt fint med sin situation. Det kun leverer er "automatynk", som hun leverer ud fra en forestilling om, at man som ledig sikkert er deprimeret 24/7 over at være ledig. Sådan er det også med mage af "omsorgen" for, hvornår man nu igen skal i parforholdets trygge havn eller have børn. Den tanke, at man har andre ønsker eller prioriteter, har de slet ikke tænkt. Og det er sgu denne fantasiløshed, der kan være ekstremt irriterende.
Lige fra jeg som 21 årig blev gift til jeg var først i 30'erne (dog i mellem tiden skilt), har jeg sådan ca. en million gange - sådan føltes det nogle gange - fået spørgsmålet om, hvornår vi/jeg havde tænkt mig at få børn? Når jeg så i overensstemmelse med sandheden har svaret, at jeg aldrig har haft den fjerneste lyst til at få børn, så holdt spørgsmålene - efter den første forbløffelse - op.
Det der er så irriterende den slags "automatynk"-spørgsmål er, at de mere end udtryk for omsorg, er udtryk for en fantasiløshed og manglende evne til at se den person, man stiller spørgsmålet til. Man har ikke gjort sig den lille ulejlighed at opdage, at Maria har det fint som single, at Herdis aldrig har udtrykt ønske om børn, at Lise Lotte udstråler glæde ved sine aktiviteter og ikke sidder hændervridende og jamrer over sin ledighed. Rigtig omsorg spørger "Hvordan har du det?" i stedet for som præmis at gå ud fra, du nok er ked af din situation. DET føles nedladende - synes jeg.

Maj-Britt Kent Hansen

Det er vist helt almindeligt, at mennesker bliver irriterede over, HVAD andre spørger dem om, og hvad andre IKKE spørger dem om.

Blandt familie, venner, bekendte, naboer, kolleger, vildtfremmede. Det findes overalt.

Man kan vælge forskellige strategier. En kan være ikke at svare konkret, men sende spørgsmålet lynhurtigt retur til spørgeren, evt. tilpasse indholdet.

Mht. det, der IKKE spørges om, så er der nok ikke andet for end selv at stille spørgsmål - og så se, om ikke nogle af disse spørgsmål bliver smidt tilbage i hovedet på en, hvorved der bliver lejlighed til at tale om sig selv.

Mads Østergaard

Jeg vil gerne pointere, at det i høj grad er lettere at ændre på sig selv, end det er at ændre på andre. Hvis man er utilfreds med hvordan andre agerer, så hjælper en bebrejdelse sjældent, og jeg tror heller ikke denne artikel vil få særlig indflydelse på mængden af ynk. Jeg vil gerne lægge en stemme til, at man i stedet prøver at udvikle sig selv som menneske, og gør et forsøg i at takle den slags ubehagelige og irriterende situationer på en fornuftig måde - evt. kombineret med, at man formår at afklare ynkerens motiv, samt pædagogisk eller eksemplarisk at belære vedkommende om, at ynk ikke er værdsat, og altså er frabedt. Det med at forvente, at omgivelserne skal opføre sig til ens eget mest bekvemmelige synes jeg er en luksuriøs, og tildels uansvarlig indstilling, fordi det udhuler det sociale rum. Der er ikke nogen der lærer at opføre sig bedre på den måde.
Jeg tror vi er vandt til at have det lidt for let.

Sider