Kronik

Jeg er ikke sølle, bitter og ensom – jeg er bare fraskilt

Når man er fraskilt single, skal man åbenbart skynde sig at finde den nye ’eneste ene’, så omgivelserne igen kan se en som et helt og lykkeligt menneske. Det er jeg sgu ærligt talt ved at være godt og grundigt træt af
Når man er fraskilt single, skal man åbenbart skynde sig at finde den nye ’eneste ene’, så omgivelserne igen kan se en som et helt og lykkeligt menneske. Det er jeg sgu ærligt talt ved at være godt og grundigt træt af

Ditte Ahlgren/iBureauet

14. juli 2015

Min veninde har endelig fået en ny og større lejlighed. Alle i vores ’singleklub’ har fået passet børn, hunde og undulater for at være behjælpelige med håndværkerrøve og malerpensler.

Forbi kommer også en gammel bekendt, som jeg ikke har set i 10 år, og jeg er siden blevet skilt. Det første han spørger mig om, imens han lægger hovedet på skrå, omsorgsfuldt, næsten ynkende, er »Og hvad så med dig, Maria, har du så fundet dig en ny mand?«

Det uundgåelige er sket. Nu skal der gøres status over, hvor langt jeg er i processen. Hvis jeg har en fast kæreste, er jeg kommet videre … Og hvis ikke? Ja, hvad så? Lever jeg så et liv på standby, indtil der kommer en ny mand forbi igen? Svaret for mit vedkommende er: NEJ!

Hvorfor føles det som om, at man som fraskilt single er tvunget til at genetablere den lykkelige enhed, før omgivelserne vil se på en som et helt og lykkeligt menneske igen?

Jeg lever i dag fuldstændig det liv, jeg gerne vil leve, og jeg har aldrig været mere tilfreds og følt mig mere heldig og taknemmelig for det, jeg har. Der er ikke noget klynk, ynk eller bitterhed her, fordi jeg ikke har en fast kæreste i mit liv. Højest en smule hudsult søndag eftermiddag, når det føles som om, at alle andre går tur med kæresten i hånden. Jeg kan godt se, at der er mange fordele ved at være to voksne på en matrikel, og jeg savner også en kæreste en gang imellem. Han kommer vel også på et tidspunkt, men jeg skal være klar, og han skal være den rigtige og ikke bare en, der skal fylde pladsen for min eks, så glansbilledet igen er intakt. Succeskriteriet må ikke være, hvornår han dukker op, men nærmere hvem der dukker op. Det prøver jeg tit at forklare, når der spørges ind til mit kærlighedsliv, men jeg ender ofte med at få sætninger med på vejen som »du skal jo også videre«, og »pas nu på, du ikke ender bitter, ulykkelig og ensom«. Jeg forstår ikke lige, hvorfor jeg skulle blive bitter, bare fordi jeg ikke har en fast kæreste … Bitter er vel noget, man bliver, hvis man ikke tager ansvar for sit eget liv, og det gør jeg i den grad. Og ensom … det kan man efter min ’bitre’ erfaring sagtens være i et parforhold.

Hvilken prins?

Tilbage i lejligheden kigger jeg min gamle bekendte dybt i øjnene. Jeg får lyst til at spørge ham, om han får noget fisse oppe i parcelhuset nordpå. Det ville vel være et lige så passende spørgsmål. I stedet bliver det til et drilsk »Ja, det kan du tro min ven … jeg har mange mænd«. Øjnene er ved at springe ud af hovedet på ham i en blanding af nysgerrighed og forargelse.

Han er nu meget sød og helt sikkert velmenende, men hvorfor spørger folk, der er ’godt gift’, altid ind til mit kærlighedsliv som det første for derved at kunne vurdere, hvor langt jeg er kommet i mit nye liv? Og hvorfor er det så interessant, om jeg har en fast kæreste? Jeg har ikke ført en samtale med den her mand i 10 år, i mellemtiden har jeg startet virksomhed, arbejdet med velgørenhed, skiftet job et par gange og været på alverdens eventyr og op- og nedture – jeg vil mene, at det er mere interessant at høre om.

Efter min venindes flytning er overstået, cykler jeg hen for at hente mine to skønne drenge hos en ældre kvinde, jeg har kendt længe. Hun er på mange måder en inspirationskilde og rollemodel for mig. Jeg står i opgangen, og hun giver mig et kæmpekram og siger: »Prinsen skal nok komme ridende på sin hvide hest snart«. Øh! Hvor kom det fra? Mit hjerte svømmer over med ømhed over for hende, over hendes velmenende ord og over hendes passende gammeldags definition på det gode liv. Mand = lykke. Singlemor = ulykke. Jeg tænker, at hun er fra en anden generation, hvor der var status i at have en pæn mand ved sin side og sammen lave den ’pæne’ familie. (For mit vedkommende har det efter min skilsmisse nærmere været mange skønne mænd = meget lykke). Jeg fornemmer dog, at også de fleste i min egen generation har den samme opfattelse som den ældre kvinde af, hvordan den ’rigtige’ familie ser ud.

Men selv om vores familie har fået en anden form, og at vi nu rejser jorden rundt og holder picnics i trekløver, så er den lige så sjov, skør, rigtig og vidunderlig som alle andre familier. På nogen punkter måske endda stærkere, da vi har været igennem krise og sorg sammen og har haft mange lange snakke i børnehøjde om, hvad der sker, når livet gør nas. Vores familie er anderledes, end hvad først var tænkt. Men den er fuldstændig komplet, som den er. Vi behøver ikke en fjerde part for, at den skal blive fuldkommen. Dermed ikke sagt, at han ikke skal være velkommen, skulle han dukke op.

Gift og ensom

Det har taget mange timers terapi og sjælesøgen at komme over sammenbruddet af vores kernefamilie – både for mine drenge og for mig. En proces, jeg for alt i verden ikke ville være foruden … Ja ja! Jeg ved godt, det lyder klicheagtigt. Men den lykke og tilfredshed, jeg har over mit nuværende liv, ville næppe have været her i samme udstrækning, havde jeg sprunget helingsprocessen over og hurtigt hægtet mig på en ny mand og dannet en ny konstellation af far, mor og fællesbørn.

Engang troede jeg også, at kernefamilien var og blev den eneste måde at leve på, og at de fleste singleforældre med deres børn var ret så amputerede. Men faktum er, at jeg på min vej møder mindst lige så mange ’godt gifte’ folk, som er utilfredse og ulykkelige i livet. Det er min fornemmelse, at der findes mange mennesker, der lever i komplet dysfunktionelle forhold, hvor utroskab, ensomhed, hakken på, løgn og manipulation er en del af hverdagslivet. Det er de selvsamme mennesker, der måler min lykke i livet på, om jeg nu har fået en ny mand. Jeg forstår ikke helt logikken. Hvis du har brug for at vurdere og gøre status over, om jeg er ’kommet videre’, skal du hellere kigge mig i øjnene og høre mig fortælle passioneret om mit liv. Du vil hurtigt kunne se og høre, at jeg er videre og i fuld gang med at leve det gode liv.

Jeg er SÅ meget videre

Så kære ’godt gifte’ medmennesker: Ingen hovedtilten og medlidende panderynker, når I hører, at jeg ingen ny mand har. Jeg har det fantastisk! Og livet er smukt og vidunderligt med alle dets op- og nedture. Jeg har snavet mig igennem horder af skønne, vidunderlige mænd, yngre som ældre, og har endda mødt en soulmate på min vej. De har alle haft noget at byde på, alle haft noget at lære mig og omvendt. Singlelivet er ikke en dans på roser. Men det perfekte liv og evig lykke er en illusion.

Jeg har det godt med en mand og godt uden, og mest af alt har jeg det rigtig godt med mig selv. Jeg tænker, det er et ret så godt udgangspunkt at have, når man en dag støder ind i den mand, man ikke vil leve uden. Den frihed, som I alle elsker at fritte mig for til diverse middagsselskaber og børnefødselsdage, er en frihed, jeg selv vælger. At kysse mange frøer mange gange efter et brud oplever jeg som et sundhedstegn, at skynde sig at stifte ny familie kort efter et brud, synes jeg er mindre smart.

Du kan ikke måle min glæde i livet på min civilstatus. Og der er ingen grund til panik på mine vegne. Jeg er hverken bitter, ulykkelig eller sølle, fordi jeg dukker alene op til barnedåb med tømmermænd kl. 10 søndag formiddag. Alt er godt, og jeg er SÅ meget videre …

Maria Helgstrand er kommunikatør hos Wallnut og blogger på www.paavrangen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen Steen Andersen
  • Jakob Silberbrandt
  • lars abildgaard
  • Keld Albrektsen
  • Anne Eriksen
  • Herdis Weins
Jørgen Steen Andersen, Jakob Silberbrandt, lars abildgaard, Keld Albrektsen, Anne Eriksen og Herdis Weins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Felix Austin

Lise Lotte Rahbek

Høflighed er jo som bekendt den mest almindelige form for hykleri??

Og selvfølgelig nødvendig for at kunne holde distance til medmennesker man ikke interesserer sig for i passende form eller indfølthed.
Men er ynk afgivet i passende doser tilpasset andre menneskers situation ikke også en form for høflighed, som du og andre så ikke bryder sig særligt meget om??

Lise Lotte Rahbek

Felix Austin

Hvordan gør du selv.
Er du høflig - eller er det hyklerisk?
Spørger du indfølende ind til andre menneskers følelses-liv og eventuelle partner/børne/helbreds/arbejds-løse områder ?
Hvordan håndterer du ynk du ikke har efterspurgt? Ynker du andre?

Felix Austin

Lise Lotte Rahbek

Jeg forsøger at behandle andre som jeg gerne selv vil behandles.

Jeg spørger ikke til menneskers følelsesliv jeg ikke kender, og derfor har kendskab nok til helt åbenlyst at jokke i spinaten.

Hvis andre irriterer mig med ynk, indfølelse eller indblanding optager jeg det som en velment handling, som jeg retunerer i den venlige ånd jeg håber det er afsendt i, samtidig med at jeg forsøger at spore samtalen hen på områder jeg finder mere passende til forholdet.

Jeg ser ikke grund til at mistænke mine medmennesker hele tiden i alle deres handlinger og har valgt at være bevidst naiv i min omgang, da jeg finder en mistænksom tilgang for belastende for mig selv.

Jeg er vist ret høflig hvis jeg ikke kender folk og ret uhøflig/provokerende hvis jeg ønsker at lære dem at kende.
Hvis jeg er meget høflig, så er jeg på krigsstien og ude på at fornærme uden at kunne angribes.

Og jeg kan sagtens finde på at ynke andre, hvis jeg fornemmer at der er behov for det.
Det og alle andre signaler vi udsender kan jeg sikkert, som mange andre, også misforstå.

Lise Lotte Rahbek

Kender jeg godt til, Felix Austin
at man pærrer lidt til mennesker - efter indledende høflighed - for at se,
hvordan de reagerer.

Sider