Hvad skal jeg gøre? Jeg er stresset, og det er min egen skyld. Eller?
Det begyndte som en jernring rundt om brystet. En følelse af ikke at kunne trække vejret ordentligt, uanset hvor hårdt jeg prøvede. Som om jeg løb, selvom jeg sad stille og roligt og læste. Så kom søvnproblemerne. Det er svært at sove, hvis man har problemer med at trække vejret. Jeg prøvede at ignorere det. Jeg er overskudsbarn af den rige verden. Jeg kan da ikke tillade mig at have det dårligt. Der er børn, der sulter i Afrika, og her sidder du og vræler! Men det gik ikke væk. Det blev kun værre.
Jeg skulle på en måneds rejse med mit højskolehold og tænkte: ’Yes, luftforandringer og varme. Så skal det nok forsvinde.’ Men så snart vi sad på mexicansk jord, gik det op for mig, at nu havde jeg ikke nogen steder at flygte hen. Jeg boede på værelse med to andre piger. Der var tre lærere, der fulgte os, og programmet var tætpakket. Jeg var i et fremmed land og kunne ikke sådan lige stikke af fra gruppen, når det kammede over, og det var tid til igen at græde det ud. Og skyldfølelsen. Nu behøvede jeg ikke at tænke mig til de sultne børn i Afrika. De sultne børn i Mexico sad lige foran mig, og jeg tænkte på mig selv! Selvhadet ville ingen ende tage. Hvad var jeg dog for et frygteligt menneske? Tag dig sammen for fanden! Men der var ikke noget at gøre.
Sammenbrud
Som enhver højskoletur med respekt for sig selv indeholdt vores også rundkredssnakke om vores oplevelser. Så her kom den uundgåelige runde, hvor vi hver især skulle svare på, hvordan vi havde det med det hele. Og så kom sammenbruddet.
Det er ikke sjovt at bryde grædende sammen foran 20 voksne mennesker. Det er ydmygende. Hvornår ser man nogensinde andre voksne græde udover til begravelser og tragiske film? Vi viser ikke følelser på den måde. Det gør man ikke. Men dæmningen brast. Jeg kunne ikke mere. Og det var faktisk rart – efter nederlagsfølelsen havde lagt sig. Det tog lige et par dage.
En lærer tog fat i mig, og vi snakkede om tingene. Hvorfor havde jeg det sådan her? Var der nogle dybere ting, der nagede? Jo, der var da nogle ting. Et fortrængt problem her og der.
Pyha, det kunne være, at der var en acceptabel forklaring på det hele. Jeg var måske ikke bare svag og egoistisk. Der var gamle traumer, der så deres snit til at blive frigivet. Jeg accepterede, at jeg havde det dårligt og græd, når jeg havde brug for det. Publikum eller ej. Efter hjemkomsten stod den på yoga og en gang terapi. Få masseret, strukket og snakket det hele ud. Mindfulness er vejen frem. Problemet er hos dig, så løsningen er også hos dig. Jo, det hjalp da. Og så alligevel.
Trolden var ude af æsken, hele holdet havde vidnet det, så jeg kunne lige så godt lade være med at skjule noget, da vi kom tilbage til højskolen og de 80 andre elever. At indrømme sine problemer og svagheder og stå ved dem er vel også en måde at være stærk på? På en sær omvendt måde. Jeg havde bare ikke forventet reaktionen.
Langt fra den eneste
Som jeg sagde det højt, kom folk stille sivende til. Greb fat i mig efter frokosten og spurgte: »Du. Det der med dine vejrtrækningsproblemer, med din følelse af stress. Kan vi ikke snakke lidt om det? Jeg har ikke sagt det til nogen, men jeg har døjet med det samme længe«. Det viste sig, at jeg langt fra var den eneste.
Jeg fik en besked fra en venindes kæreste: »Hun har det skidt. Hun får angstanfald. Hun vil ikke have, at jeg fortæller dig det, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hun bliver vred, hvis hun finder ud af, at jeg har skrevet«.
Sludder og vrøvl, tænkte jeg. Selvfølgelig bliver hun ikke vred. Vi er jo sammen om det her. Om livet. Vi hjælper da hinanden. Men han fik ret. Det var ikke lettelse over at få hjælp i nøden, der mødte mig, da jeg ringede. Det var vrede over afsløringen af svaghed og følelsen af ydmygelse.
Sådan kunne jeg fortsætte. Jeg kan nu tælle mig frem til fire veninder med angst. Her medregner jeg ikke dem, der ’kun’ udviser stressymptomer. Men smukke, kloge, socialt og fagligt velfungerende unge, der er brudt sammen. Og som alle sammen føler, at det er deres egen skyld. At de ikke har nogen ret til at have det dårligt.
Om vi holder sabbatår, studerer eller arbejder, falder vi som dominobrikker. Og for alt i verden skal det holdes skjult, at vi har det skidt. Vi skulle nødigt se svage ud. Vi starter til psykolog, yoga eller terapi – alt sammen for at finde ud af, hvad der er galt med os.
Kalder det nødvendighed
Som et krydsord, der bliver mere og mere udfyldt, begyndte der at vise sig en sammenhæng. Hvad nu, hvis det ikke er mig, der er noget galt med, men samfundet? Hvad nu, hvis jeg for en gangs skyld må vende blikket ud af og ikke bebrejde mig selv? Tanken gjorde ondt. Jeg er vant til at tænke selvkritisk. Jeg er et trænet individ. En konkurrencestatssoldat. Kan jeg ikke leve op til kravene, er det mig, der er problemet. Hop højere. Løb hurtigere. Og dog, hvad nu hvis?
Da jeg først begyndte at se efter, var den alle steder: Nødvendigheden. Rammerne er, som de er, fordi det er ’nødvendigt’, og de kan dermed ikke ændres. Hvis man ikke passer ind, kan kritikken derfor kun gå én vej, og det er indad. Ingen steder er der plads til at påpege fejl ved systemet eller reformer, der bliver gennemtrumfet. Det bliver affejet med et »du forstår tydeligvis ikke, hvordan den praktiske virkelighed er, og hvad der er nødvendigt«.
Hvis alle problemer skal bæres på egne skuldre, hvor længe kan man så stå oprejst? Det virker nærmest som et komplot for at holde os i skak. Her blev gnisten antændt. Vreden og frustrationen brændte. Hvad er det her for et net, jeg er viklet ind i? Hvad er det for et selvevaluerende destrueringsprogram, de har fået indkodet i vores hjerner? Nu skal det være slut. Jeg må flygte! Ikke om de får mig lokket til at tage ét skridt længere ind i løvens hule. Jeg tager forventninger, krav og uddannelse og kyler det lige lukt i Øresund på vej mod de svenske skove og mit nye uafhængige hjem.
Ikke min skyld
Jeg vil jo ikke opgive systemet. Jeg elsker samfundet! Samfundet som har passet mig, siden før jeg kunne gå. Samfundet som giver mig, hvad der føles som alle muligheder i verden. Som har syet mig sammen i de sene nattetimer efter cykelstyrt. Som betaler mig for at lære. Som giver mig mad på bordet og tøj på kroppen til enhver tid. Jeg vil jo gerne være en del af fællesskabet.
Er jeg hyklerisk, når jeg på trods af min taknemmelighed synes, at vi har et problem? At vi er nået til et punkt, hvor vi har taget det værste fra højre og det værste fra venstre: Vi er kampklar individer, der med rundsave på albuerne skubber hinanden væk, så vi kan vinde konkurrencen. For der er som bekendt kun én vinder, og det gør resten til tabere. Og fællesskabet? Det er reolen, hvor der kun er plads til dig, hvis du retter ind og får samme form som de andre. Du bliver tjekket i alt, hvad du gør, og alt, hvad du gør, bliver målt op i tal. Gør det, du er bedst til? Nej, gør som vi siger. Hvad nu, hvis jeg i stedet tillader mig at spørge: Hvad skal vi gøre? Jeg er stresset, og jeg tror faktisk ikke, at det er min egen skyld.
Sophie Winkel er 22 år og studerende.
Jo, det er folks egen skyld! De kan bare lade være med at forsøge i så høj grad at leve op til andres forventninger og i stedet finde ud af, hvad de selv interesserer sig for og ønsker at bruge deres tid på.
Stærkt Sophie !
Du har fat i den lange ende.
Medrejsende i hverdages svøb
møjsommeligt slæbende på imaginære byrder,
fra entydige begrebsverdeners cementerede
tyrani,
hvor mennesket er slave og statist
inkarneret under skyggerne af
angstens utallige beredskaber,
uden nogensinde at få elendigheden
luftet i nænsomme rum,
blot overlevende med ydre miner og kendetegn
hvis udtryk sjælendt afslører en iboende anelse
om skønhed, mening eller ro.
Jer med kufferter, stående i skinnende
lufthavne, så længselsfuldt fremadlænet
på vej til solbeskinnede kyster ,
til de forslidte sansers lemlæstede leg,
skål om frihed, flugt i fortabelse,
hvem lærte jer at rejse !
Utallige er bivejene på tværs.
Vejen selv usynlig , hugget op
som et skibsskrog.
Nuet efterladt kastreret af lineære hensigter,
hvis angst aldrig mættes, og hvis udfald
tvangsmæssigt gentages i stadig forstørrede
bevægelser ,
indtil selvdestruktionen uforståeligt for sig selv
afbrydes af sin egen udslettelse.
Lyset tonet bort uden lyst til liv,
miraklernes gæstebud tilbageholdt i
dørsprækken overfor en tvivlsom åbning,
som ikke kender, og aldrig har kendt
andet end sit eget hasardspil ,
hvor afbrydelsen emballerer sårbarheden
og visker stilheden ud,
før uvisheden kalder
uforløste sorger og glæder frem
fra ukendte skjul,
indkapslet af udsættelsens vogtere.
Et sted i mørket gløder en skjult stjerne
i venten på et lys fra uforudsiglighedens
nådegave , som imod forventning skulle ,
kunne , ville , vil frisætte stråleglansen ,
en gang , et sted.
Alverdens kvaler åndeløst tilbageholdt
hos dette ene ord , engang.
Så er alt undskyldt, begrundet og engang
igen arkiveret , endnu en gang.
Engang , eller bare en gang
inden dødens bløde punktum.
Kredsløbets nådige belønning for de tillidsfulde,
som på trods af alt vil kunne tage afsted med
taknemmelighedens medfølende smil ,
skælvende i blege læbers afsted, omkranset af
fredens velsignelse og evighedens gennemtræk,
før færden imod næste destination.
I bitterheden findes intet blødt punktum,
kun ekko på ekko på ekko af
civilisationens skingre mareridt ,
som rækker langt ud over kanten på et
hvilket som helst stykke hvidt papir.
Efter tabet af den første henrykte væren og dens
sanselige fryd,
der gradvist fortabes i det voksende jeg's
forundrede møde og den påtvungne etablering
i en virkelighed, hvor sammenlignings grundlaget
og de synlige alternativer
i den grad mangler
for uden skyld at frasige sig de anviste veje
gennem amputationernes
uforståelige afskæringer
fra skabelon til skabelon,
bistået af tilpasningens smilende inkvisation
på vejen til en eksistensform som !!!
Sjælelivet er forlængt draget i eksil.
Lejlighedsvis sender det uforståelige postkort
til addressanten længere oppe
hos hvem dagene er udstykket i præcisionstalt
tid
med sanserne og sensitiviteten selelagt under
viljens voldtægt
i hverdagens kappestrid
hvortil millioner er kaldte ,
men ingen er udvalgte
til dagligt at sidde i lodrettestående stenkister,
hvorfra virkeligheden forsøges yderligere
erobret, kortlagt, styret og bogført på
abstraktionernes livløse betingelser,
hvis lange rækker af skiftende tegn og symboler
optager det meste af opmærksomheden.
Midlerne og deres grænseløse forøgelse
af sig selv er blevet målet,
uanset omkostningerne og det ,
der engang forekom som et mål.
Naturen trækker ikke længere vejret som før,
havet spytter med rådne fisk,
ørkenen spreder sit sand,
og selv solen er begyndt at stikke.
Berigelselsfærden fortsætter blindt
heftigt akkompagneret
af tidsåndens besættelse
anført af mediernes præsteskab.
Det ene øjeblik beretter forvoksede
skoledrenge ansigter om de fysiske værdiers
hop og kvantespring,
det næste servere tempelskøgerne
skuespil og dødskys,
altid tjenvillige med forslag til at påføre
den stillestående tid
det ene medlidenhedsdrab efter det andet,
kynismen og sentimentalitetens
besynderlige parringsdans dag efter dag,
aften efter aften,
så opmærksomheden aldrig opdager
sin egen enestående kvalitet ,
under den bestandige fremvisen
af alt det uundværlige,
skab for din , min vores, de undværliges skyld.
De kender ike vores rigtige navne
skønt de altid foregiver det,
når de kalder os forbrugerne, kunderne
klienterne eller vælgerne.
ombejlede, forførte og forbrugte,
spadestik til den massegrav livsformen
bereder for sig selv,
fordi den ikke ville lytte, føle og vende om.
Fordi der er så lidt kærlighed , og den, der er
ikke er blevet rasende nok.
Hvor er det dog et godt indslag!!!! Kunne ikke have skrevet det bedre selv!
Peter Fonnesbech
Hvilket fremragende digt. Har du skrevet det?
PS.
"som på trods af alt vil kunne tage afsted med
taknemmelighedens medfølende smil ,
skælvende i blege læbers afsted"
Sidste ord er vel slåfejl? Du mener, vel, afsked?
Som der står i Den Store Bog :Hvad nytter det ,at et menneske vinder den hele verden,hvis det mister sin sjæl.
Det er der for der er være at over veje et helt andet samfund uden stat og kaptital hvor ingen presser nogen til de de ikke kan og vil - anarki kaldes det.
Kunne du forestille dig et der i toppen af samfundet sidder nogle få som aktivt planlægger den stress som du føler, lider under? Lyt til hvad disse mennesker siger i medierne. Find ud af hvem de er. Find ud af hvorfor de gør det, hvad de selv får ud af det. Måske er det ikke dig som er syg, men dem.
Tak for et godt og tankevækkende indslag! Flot du som 22-årig stopper op og mærker efter, det skal du dælme være stolt over. Da jeg var 22 var jeg ved at grave min egen stress-grav endnu dybere end den var i forvejen. Det fortsatte til jeg var 34! Så knækkede filmen for alvor.
Det er altid din egen skyld, gudskelov. Men glem ordet 'skyld'. Det handler blot om 'årsag'.
Find årsagerne, mekanismerne og de dårlige vaner i dig selv - for de er der, hvis du kigger grundigt nok - og med lidt hjælp fra Gud og dig selv, er du fri.
At rette fingeren mod den ydre verden er en blindgyde - selvom den er berettiget. Det vil ikke hjælpe dig.
/O
Miljøforgiftning med gifte som f.eks. kviksølv, bly, aluminium, kobber kan medvirke til øget stressfølsomhed.
Da vores politikere "servicerer" en forurenende industri, for hvilken det lykkes fint (med alle midler) at få skubbet problematikken "ind under gulvtæppet", så vil jeg også mene, at stress-symptomer kan være samfundets skyld.
Kim Larsen:
Ja det er et udsnit af et manifest, som jeg har skrevet for en del år siden.
Tak fordi du lige rettede en enkelt stavefejl.
Jeg har et gammelt ordblinde handicap, som stadig driller lidt ind i mellem.
Peter Fonnesbech
Manifest/digt, det er nu "udgivet". Jeg håber, det vil glæde mange! Stave- og slåfejl betyder mindre.
Der er sikkert mange forfattere, der laver disse fejl. Sommetider opdages de først efter udgivelsen, måske af læseren, der ligefrem har betalt for "fejlene"..Pyt, jeg ser heller ikke altid egne fejl.
Peter Fonnesbech
Manifest/digt, det er nu "udgivet". Jeg håber, det vil glæde mange! Stave- og slåfejl betyder mindre.
Der er sikkert mange forfattere, der laver disse fejl. Sommetider opdages de først efter udgivelsen, måske af læseren, der ligefrem har betalt for "fejlene"..Pyt, jeg ser heller ikke altid egne fejl.
Apropos fejl: der var en mere (ikke nødvendigt at gentage sig selv). ;-)
Ja enhver er sin egen lykkes smed og fejler det så er det ens egen skyld! Kapitalismen har sejret, andet er der ikke at sige!
Super interessant artikel! Jeg er selv 22-år og studerende og har oplevet hvordan jeg og med-studererende oplever hjertebanken og generelt angst, depression og stress i højt omfang. Alt skal foregå så hurtigt og perfekt, det synes at være en af grundvilkårene for at være 'succesfuld'.
Det er interessant, at se på den kommentar om, at det er vores egen skyld, at ville passe ind. - Her vil jeg dog argumentere, at hvis du IKKE vil passe ind, hvor ender du så? På gaden? For hvis du vil have en uddannelse, så er du en del af fremdriftsreformen. Du skal HURTIGT igennem Universitetet og du skal HUSKE de gode karakterer, samtidig skal du huske, at du skal have studierelateret arbejde, ellers gider ingen have dig, når du er færdig med din uddannelse.
Derudover, så er det vigtigt, at du har fornuftige fritidsinteresser, som du selvfølgelig skal kunne dokumentere. Du skal også stå i fitnesscenteret, for som vi ved, så er tykke medarbejdere jo ikke særlig produktive og har langt flere sygedage end andre. Du må faktisk heller ikke være syg, så du skal huske de forskellige vitamin piller dagligt. Ellers bliver du jo ikke til noget.
Husk nu også at spise sundt og ikke for mange kulhydrater, for det går ikke, at du ikke tænker klart og får for meget sukker.
Overstående = Bevis på et meget krævende samfund.
Jeg ville ikke gå så langt, som til at sige, at det er andres skyld, at JEG er stresset for jeg ser også mennesker, som er i stand til at undvige det stress, ved at tage en dag af gangen og acceptere tingene som de nu er. Det er desværre dem, som vi hyppigt kalder dovne eller uambitiøse - Men realiteten er, at måske er de dem, som står tilbage, når markedet er udtømt for stræbere, fordi de er knækket i al for ung en alder?
Når nogen kun kan begrunde en holdning/løsning med, at det er >> NØDVENDIGT <<, så er der sgu som regel tale om et magtovergreb.
Når så mange mennesker går rundt med det, som forfatteren her kalder stress eller stress-lignende symptomer i nødvendighedens navn, så er det værd at overveje, om der ikke er sket et systematisk magtovergreb i vores samfund. Vi er på vej til et sted (vi er vist allerede godt på vej), hvor vores samfund ikke længere er grundlagt på menneskelig velvære.
Glemte vi, at meningen med livet (eller hvad du ellers har lyst til at kalde det) handler om de mennesker, der er omkring os?
Kære Sophie og Jer andre her ...
Vi er ofte gode til at påpege når der er ting og sager vi lider under, både personligt og ude omkring. Tak for dine tanker, Sophie. Vi lærer af hinandens erfaringer, sorger, glæder, indtryk, tanker og overvejelser. Og at skrive - ud i blå - en artikle, et brev via en tråd, fx, og få respons er én af kvaliteterne ved den digitale revolution.
Der kan dog være lidt langt mellem at dele glæderne om andre muligheder, og at læse om visioner der rækker ud efter fælles menneskelige kvaliteter, er heller ikke hverdags kost på netter, om indhold, former, muligheder, fremfor at lade de partipolitiske lederes synspunkter - og 3 ugers valgkamps debat hvert 4. år - sætte dagsordenen. Det tænkte jeg en del over efter den 18. juni, hvor jeg i øvrigt valgte - ligesom 30.000 andre - at aflevere min stemmeseddel helt blank, for jeg stoler ikke på dagens såkaldte politiske ledere. Og er partiernes æra ved at rinde ud..?
For over 100 år siden voksede en helt unik, stille revolution ud af enevældets diktaturer gennem generationer, andelsbevægelsen, der blev en kraft - i dag monopoler som Arla fx - hvor kundskab, fællesskab og praktiske foranstaltinger - økonomi ikke mindst - ikke skulle komme en Magtelite til gode. Men komme andelshaverne til gode, ligesom andelsboligforeningerne og de almene boligforeninger stadig har mulighed for at virke, så det ike er de få der får de største goder.
Derfor vil jeg spørge Jer om - og ikke mindst du og dine jævnaldrende, Sophie - om I vil bruge tid på læse de tanker der er skrevet i ovennævnte tråd - eller torv der er et billede jeg synes om - efter artiklen "Hvad er det bedste ved Danmark..? Lønnen..!"..?
Og om I også vil deltage i samtalen dér, som den 14. juli kl 9 drejede over - efter de cirka 50 første inlæg og kommentarer - i om et grundtema.: Er en helt ny andelsbevægelse - world wide - en mulig og brugbar vision..?
For noget nyt må der tænkes & praktiseres. Og det hænder at gode samtaler - uenige eller ej - fører til ændringer med nye menneskelige og økonomiske kvaliteter til følge. Som efter enevældens fald, hvor vi idag kan lære af vore kære formødre, k/m, der skabte den oprindelige andelsbevægelse gennem en stille revolution. En revolution der virkede i generationer, men nu er overtaget af selskaber der ligger langt væk fra den smukke andelstanke og fra grundidéen i den gamle andelsbevægelse.
Jeg - og vi - der deltager i den samtale, håber I vil læse hvad der indtil nu er gjort af overvejelser og skrevet dér. Og at I også vil deltage, så vi kan komme videre. Der savnes visioner, som både kan blive til glæde for den enkelte og til glæde for alle. Men måske ikke for de mest magtliderlige.
Velkommen - og sov godt, eller.: Godmorgen.
Upsedasse.: 4. afsnit, 2. linje, ikke "ovennævnte", men følgende ... tråd. Bekagler.
Det er ikke nemt at give dig en hjælpende hånd, når du ikke oplyser noget konkret om forudgående tildragelser forud for dit sammenbrud. Fx hvilke tabsgivende oplevelser du har måttet kæmpe forgæves med? Bristede forhåbninger? Udebleven effekt af længerevarig overanstrengelse? O.lign.
Psykoterapi af enten afslappende eller trøstende art afhjælper stort set kun symptomerne - ikke nogen egentlig identificering med påfølgende fjernelse af årsagerne til din vantrivsel.
Stress som ikke håndteres bliver stærkere. Hvis man er optaget af følelserne omkring stressen glemmer man at man har et ansvar for at tage stilling til hvilken stress man skal håndtere og hvilken ikke. Det kaldes at blive voksen.
Fantastisk vigtigt og relevant indlæg, som blot gøre det endnu mere klart, hvorfor der er brug for et opgør med vores konkurrence-tænkning!
Peter Nørgård.
Du har så absolut en pointe med din beskrivelse af andelsbevægelsen med dens fællesskab og overskudsdeling som en velkendt alternativ til konkurrencestaten. Forhåbentlig får andelsbevægelsen en fornyet rolle i den nærmeste fremtid, fordi dens idegrundlag flugter fint store dele af deleøkonomiens tanker.
Heldigvis er stress, en af de psykiske sygdomme, der med held, kan behandles, hvis den tages i opløbet.
Samtaleterapi med ligestilles, aldre-køn-baggrund-fælles baggrund, hvor man i trykhed kan fortælle om det, der giver stress.
Blot man huske på, at det ikke er den udløsning faktor, der er årsagen til stress, men kommer frem til, hvad lægger bag det det hele.
Svig, pres, forventninger o.s.v er ofte årsagerne, og skal som regel findes i ens nærmest omgangkreds, læs nærmest familie.
Desværre findes der, på længervarende uddannelser stadigvæk ledere, der påstå, at psykiske sygdomme, herunder stress ikke findes hos dem, og derfor skaber en holdning, at psykiske sygdomme er folk eget problem, der ikke nå komme frem i lyset, med alvorlige konsekvente for den enkelte.
At behandlingssystemet heller ikke kan hjælpe, er sørgeligt, men sandt.
Spil nu en pille, og hjælper den ikke, kan du få flere, indtil du er en zombi, der har miste dit social liv, dit sexliv m.m.
Så kære unge, og alle andre, dan selv samtalegrupper med ligestillet, med det formål, at komme videre med jeres liv, på en god måde.
Erik
Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribruger (LAP)
Kære Sophie, og de de kloge mennesker bag de første 26 kommentarer...;)
Dejligt at møde og læse så mange gode og eftertænksomme kommentarer...
Det rykker.
37.000 mennesker er hver dag, ramt af stress....sygemeldte....dvs registrerede, tallet er jo nok enkel del større, som vi kan læse her. Alle de unge, ikkeregistrerede... Som er i uddannelse, og derfor ikke kan sygemeldte sig.
Dvs der er tale om rigtig rigtig mange unge og gamle, som segner under, lad os bare kalde det "nødvendighedens" åg.
Og det hjælper IKKE kun at forsøge at se tingene fra sit eget punkt. Jeg synes faktisk at det forværrer stressen. Jeg har osse været der, ingen ville have troet det om mig, allermindst jeg selv. Mentalt forsøge at tage ansvar for alle de krav, der stilles, er bare en dødssejler ...især hvis man er et ansvarligt menneske. Et helt år hos en en psykolog, hjalp mit til at indse, at vejen der brolagde min stress, var ledelse, eller manglende ledelse og det på samtlige planer, fra kommunalbestyrelsens sparebeslutninger og hele vejen ned til min daglige hverdag. Jeg endte med at kende mig selv uskyldig. Men prisen var min at betale alene....! Du er ung, og du har allerede opdaget, at noget ikke stemmer. Tak for det. Det giver mig håb for alle unge, for mig selv og for vores måde at holde fællesskab på.... Alle de bedste tanker fremadrettet for dig....husk vi andre blev ikke presset helt fra 4.klasse.....jeg HAR haft tid til at rejse, leve og undersøge...og det ville jeg aldrig ha undværet. Brug din tid som UNG, med alt hvad det indebærer af ikkebeslutsomhed, nydelse og hvad der hører med. Vi ønkser livsduelige mennesker....og det gør dealer allerfleste af os helt almindelige mennesker... Tro ikke på alt hvad der kommer fra oven....tænk kritisk og TAG alle de chancer du orker...! Tiden går og det gør chancerne osse ;)
Ja forhåbentlig, som du skriver kl. 8:27 i dag, Peter Fonnesbech. Og det kan jo være - som jeg taler med ferieramte Informations kulturredaktør om - at en særskilt "NY andelsbevægelses Idé og Visions tråd" (N I V) hér i avisens digitale udgave, kan føre noget glædeligt..? Forhåbentlig også udenfor den digitale verden ...
Noget må der gøres, så de vigtigste debatter ikke udvikler sig til atomiserede Jammerdale ...
Læs venligst artiklen "Hvad er det bedste ved Danmark..? Lønnen..!" og de mange indlæg i samtalen artiklen har affødt - specielt EFTER de cirka første 50 indlæg - der begynder i tråden kl. 9 den 14. juli (med små hop væk fra grundtemaet ind imellem). Samtalen er et forsøg på at føre en ikke-atomiseret samtale om et grundtema.: Er en helt ny andelsbevægelse - uden parti indflydelse - en mulig og brugbar vison..?
Så indtil N I V - måske - får sit eget forum her i avisen.: Velkommen i ovennævnte tråds debat. Og god søndag fra Himmerland.
1. afsnit, 3 linje.: "... kan føre til noget glædeligt".
Begynd at ryge pot! Du opdager hurtigt, at der er ikke den aktivitet du ikke kan udføre ligeså godt som i ædru tilstand. Forskellen er blot at du under indflydelse indser, at mange aktiviteter alligevel ikke er anstrengelsen værd. Har du nogensinde mødt en stresset potryger - nej, vel?
Det har iøvrigt den bivirkning at du får en bedre søvn, samt bliver smukkere og slankere af det - bare se på Hollywood!
Et forslag til dig Peter Fonnesbech.:
At dit digt her i tråden også udgives på ovennævnte tråd. Selvom digtet ikke direkte handler om N I V´s grundtema, er der visioner som kan inspirere - måske også til andre digte..? Hvad synes du om det..?
Og til Jens Kofoed.: Øhhh ... God søndag.
Peter Nørgård: Tak for forslaget .
Jeg foretrækker dog at nøjes med at lægge et link.
https://minkreativedagbog.wordpress.com/sjaelens-tid/
Kære Sophie.
Jeg føler med dig, og alle de andre unge som oplever dette snigende stress-monster, der sætter sig som angst i krop og sjæl. Og hvor ville jeg dog gerne give jer bare for 5 øre af min personlige, og dyrtkøbte erfaring -
Den som siger: Træk vejret... det skal nok gå alt sammen! For det gør det!
Underligt nok.. og ikke altid som vi regnede med. Men det går!
Og ofte ender man et sted, man aldrig drømte om. Det er både godt og skidt at gennemgå det du går igennem. Dels bliver man stærkere og klogere på sig selv, og dels er det ærlig talt forpulet hårdt arbejde, at nå frem til hvad man kan leve med.
I er hårdt spændt for, og nok også hårdere end andre generationer har været før - og heri ligger jeg total anerkendelse af at både samfund (klid-folk, økologi-tænkere, ekspertpaneler på kryds og tværs) konkurrence blandt jævnaldrende, sociale medier, opdragelse og politik osv. blander sig meget, og stiller krav der er maskeret som tilbud, som man (skal/bør) tage stilling til.
Der er ingen frihed i friheden, fordi det kobles på forventninger.
Derfor må man spørge sig om; forventinger hvorfra? Os selv, eller andre? - og hvis svaret er andre - Er DU så sikker på hvad der forventes? Har du spurgt? Måske bliver du overrasket hvis du spørger...Vi ved nemlig ikke altid det vi tror vi ved. Hvis svaret er os selv - Så spørg; hvorfor?
Man skal også spørge: Hvad har JEG lyst til? Det kan være svært at finde ind til egen kerne, men et hint er at hvis det bliver svært at trække vejret, så har man IKKE lyst. Måske senere, men ikke nu.
Til sidst skal man give sig selv tillidsfaklen tilbage. Tillid til at man kan, at man finder ud af og at man kan vælge om. Intet er definitivt! Vi lærer af vores fejl, og at fejle er læring i sig selv. Derfor - tillid til at det går alt sammen. Selv når det ikke går, så går det alligevel! :-)
Træk vejret! Find glæden i det små og det nære og i erkendelsen af at du allerede er nået langt. Du skal ikek redde de andre, bare dig selv. Det er godt nok, og du er god nok.
:-)
Spørgsmålet om skyld, samfundets eller individets, behøver vi ikke at dvæle ved, når vi kan se de utallige sammenbrud hos unge som ældre. Det er indlysende, at de ikke forsvinder, så længe kulturen, uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet kun fokuserer på konkurrence og fremdrift. Skal der være plads til alle, skal alle have mulighed for at gå fremad i livet i eget tempo med pauser, fejltagelser og forsøg uden at blive kastet af karrussellen, hvis det hele ikke lige går, som præsten og politikerne prædiker. En ny samfundsorden? Et nyt velfærdssystem? Ja, det er pinedød nødvendigt. Har ikke lige fundet tråden om den nye andelstanke, men vil gerne her komme med et alternative, som formentlig kan gå hånd i hånd med andelstanken, som også bygger på fællesskab og tillid. Ideen, jeg vil bringe ind i debatten, hedder ubetinget basisindkomst. Det er det nye internationale navn for borgerløn. Et enkelt system, hvis grundværdier er tryghed, frihed og værdighed. Det går ud på, at alle modtager et grundbeløb, som svarer til nødtørftige udgifter til bolig, mad og klæder, cykel og/eller buskort. I dagens danske kroner fx 9000 om måneden, skattefrit. Alle nuv. overførselsindkomster sløjfes, lige med undtagelse af førtidspension, som tildeles efter trang. Alt, hvad man tjener herefter beskattes, men der kan ikke ske modregning, så det vil ALTID kunne betale sig at arbejde, lidt eller meget. En sådan reformering af velfærdsstaten vil sætte bureaukratiet på skrump og i det hel taget frigøre en masse ressourcer i samfundet og for den enkelte. I forhold til stress, vil vi kunne stadse op, før det går galt. Tage time out'en, når kroppen kalder på den. Holde så lang barsel, som vi kan blive enige med os selv og vores arbejdsgiver om. Tage orlov for at opleve nyt, eller bare geare ned. Vi vil kunne klare os på deltid eller med de periodevise ansættelser, der allerede findes så mange af. Prøv at forestil dig, hvad en ubetinget basisindkomst vil kunne give dig af muligheder.
Alle nuv. fradrag afskaffes.
Spørgsmålet om skyld, samfundets eller individets, behøver vi ikke at dvæle ved, når vi kan se de utallige sammenbrud hos unge som ældre. Det er indlysende, at de ikke forsvinder, så længe kulturen, uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet kun fokuserer på konkurrence og fremdrift. Skal der være plads til alle, skal alle have mulighed for at gå fremad i livet i eget tempo med pauser, fejltagelser og forsøg uden at blive kastet af karrussellen, hvis det hele ikke lige går, som præsten og politikerne prædiker. En ny samfundsorden? Et nyt velfærdssystem? Ja, det er pinedød nødvendigt. Har ikke lige fundet tråden om den nye andelstanke, men vil gerne her komme med et alternative, som formentlig kan gå hånd i hånd med andelstanken, som også bygger på fællesskab og tillid. Ideen, jeg vil bringe ind i debatten, hedder ubetinget basisindkomst. Det er det nye internationale navn for borgerløn. Et enkelt system, hvis grundværdier er tryghed, frihed og værdighed. Det går ud på, at alle modtager et grundbeløb, som svarer til nødtørftige udgifter til bolig, mad og klæder, cykel og/eller buskort. I dagens danske kroner fx 9000 om måneden, skattefrit. Alle nuv. overførselsindkomster sløjfes, lige med undtagelse af førtidspension, som tildeles efter trang. Alt, hvad man tjener herefter beskattes, men der kan ikke ske modregning, så det vil ALTID kunne betale sig at arbejde, lidt eller meget. En sådan reformering af velfærdsstaten vil sætte bureaukratiet på skrump og i det hel taget frigøre en masse ressourcer i samfundet og for den enkelte. I forhold til stress, vil vi kunne stadse op, før det går galt. Tage time out'en, når kroppen kalder på den. Holde så lang barsel, som vi kan blive enige med os selv og vores arbejdsgiver om. Tage orlov for at opleve nyt, eller bare geare ned. Vi vil kunne klare os på deltid eller med de periodevise ansættelser, der allerede findes så mange af. Prøv at forestil dig, hvad en ubetinget basisindkomst vil kunne give dig af muligheder.
Alle nuv. fradrag afskaffes.
Svend Albrektsen - tråden om den nye andelsbevægelse hedder "Hvad er det bedste ved Danmark? Lønnen?"
@Hanne Koplev
Den hest er død. Hold op med at piske den mere.
Det er "flinkeskolen", der frem for alt producerer stress, og det tragiske er, at det er alle de flinke i flinkeskolen, der gør hinanden ulykkelige og utilpassede, fordi de føler, de skal leve op til en hel masse krav, vere "effektive" osv. Der er i allerhøjeste grad brug for et opgør og oprør mod dette massive (og tanketomme) perfektionistiske gruppepres, der synes at hærge i tiden "konkurrencesamfundet", der med tidens politikeres helhjertede opbakning mere oeller mindre er i færd med at smadretidligere tiders mere velfærdsorienterede og kulturelt bevidste tankegang.
Ok. Hvis vi ikke kan skylde vacciner for stress problemer så kaster vi os over EMR. *suk*
Hvorfor er det lige i ikke bare kan acceptere at den måde samfundet er skruet sammen på idag gør at vi er meget mere udsat for pres fra alle sider fra en ung alder og vi har endnu ikke tilpasset opdragelsen af vores børn til at lære dem at håndtere det fra de er helt små. Det mener jeg er en meget mere plausibel grund til vi ser flere og flere stress-tilfælde. Ikke noget med kviksølv, aluminium og hvad ved jeg i vacciner eller grundet EMR fra mobiler og wifi. Tag nu fat i det reelle problem istedet for at skyde det fra jer med nemme forklaringer om, at det "de store grimme statsvæseners" skyld.
Om vi vil det eller ej, så er det folks egen skyld. Ikke af de årsager der nævnes (vi bør kunne nå det hele) men simpelthen fordi, at systemet ikke vil ændre sig. Der kommer ikke noget og laver det her samfund om til det bedre. Jo før min generation indser det, jo før kan den begynde selv at få skabt sig produktive, udholdelige liv. Det handler om at bryde med tanken om, at man rent faktisk også er en taber, hvis ikke man når det hele. Bryd ud, befri dig selv, det er den eneste vej frem.