Læserbrev

Sundhedssektorens kvalitet måles hos privathospitalet

Fokus på aktivitet er ikke længere nok. Vi er nødt til at se på kvaliteten, og hvad der er vigtigt for patienten
Debat
18. juli 2015

Hvordan sikrer vi, at vi får mest mulig sundhed og kvalitet for pengene? Som industriarbejder fik man penge for det, der kom igennem maskinen. Jo flere ting, der kom igennem, desto flere penge fik man. Selv om vi i dag kan smile af det billede, er det faktisk stadig sådan, vi arbejder i sundhedssektoren – både i det offentlige og i det private. Metoden betyder, at vi er langt mere effektive. Men fokus på aktivitet er ikke længere nok. Vi er nødt til at se på kvaliteten, og hvad der er vigtigt for patienten.

At afregne kvalitet i sundhedssektoren er ikke lige til. For det første er der rigtig mange tandhjul i sundhedssektoren, lige fra den praktiserende læge til selve behandlingen og til hjemkommunen, der tager imod patienten. For det andet er kvalitet en kompleks størrelse, der rummer patientens egen oplevelse, funktionsniveau og eventuelle genindlæggelser. Derfor igangsætter Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker og Danske Regioner nu et pilotprojekt, som netop skal se på, hvordan man kan afregne privathospitalerne efter den leverede kvalitet.

Med pilotprojektet vil afregningen af fru Jensens hofteoperation ske ud fra, om hun eksempelvis vender tilbage til hjemmet mere selvhjulpen end før, om hun bliver genindlagt og om hun er tilfreds med forløbet. Privathospitalet bliver belønnet, når det gør mere end forventet, og straffet når det modsatte sker.

Grunden til, at privathospitalerne er et godt sted at starte, når der skal findes en afregningsmodel, der ser på kvalitet, er, at vi har en fast defineret ydelse til en fast pris. Det gør det nemmere at se på de øvrige kvalitetsindikatorer. Og det skaber rum til at finde ud af, hvem der så skal beskrive målene, og afgøre, om de er nået.

Det er første gang, at man i dansk sammenhæng begynder at arbejde med afregning efter leveret kvalitet, når vi taler sundhedsydelser. Vi tror på, at pilotprojektet med privathospitalerne kan være med til at inspirere hele sundhedsvæsnet og skabe et incitament til, at man rent faktisk gør dét ekstra, og at mere langsigtede mål kommer i spil.

Jesper Luthman, sekretariatschef i Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker (BPK)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her