Klumme

Thatcherisme eller Tsiprasisme?

Årtiers største magtkamp i Europa er gået hen over hovedet på de danske politikere: Grækenlands socialistiske premierminister, Alexis Tsipras, kæmper ensomt for at lave en omvendt ’Thatcher’ – i kampen for et mere solidarisk Europa
Debat
4. juli 2015

Europa er igen blevet delt af et brandtæppe – mellem et rigt Nordeuropa, hvor højrepopulisterne stormer frem i frygt for alle de bådflygtninge, der desperat søger mod det fattige Sydeuropa, hvor venstrepopulisterne til gengæld triumferer. Ideen om et samlet Europa synes længere væk end det har gjort i generationer. Forholdet mellem tidens reelle problemer på den ene side, sydsiden, og overskuddet til at løse dem på den anden side, nordsiden, er alarmerende ude af balance.

Situationens alvor synes imidlertid ikke at være gået op for danske politikere. Det månedlange ’drakmerdrama’ med Grækenlands socialistiske premierminister, Alexis Tsipras, og Tysklands konservative kansler, Angela Merkel, i hovedrollerne har endnu ikke skabt dønninger her i andedammen. Hverken før, under eller efter valgkampen har partierne i Folketinget for alvor taget bestik af turbulensen på kontinentet.

For venstrefløjen har kontroversen om udnævnelsen af Pia Kjærsgaard som ny formand for Folketinget fyldt mere end nervekrigen om Grækenlands kollaps. Ganske vist har Enhedslisten sendt sin EU-ordfører, Nikolaj Villumsen, til Athen, inden morgendagens skæbneafstemning. Men i den praktiske politik er Enhedslisten lodret uenige i de løsninger, som venstrefløjspartiet Syriza kæmper for – i retning af stærkere økonomisk integration i Europa. Enhedslisten stiller ikke engang op til Europa-Parlamentet.

Fra højrefløjen lyder refrænet slidt: Grækerne ligger, som de har redt, og har derfor kun godt af tysk disciplin. Automatreaktionen er, at Grækenland trænger til mere den ’austerity’-medicin, som andre lande har været igennem siden finanskrisen – uagtet at Grækenland allerede har været gennem et reformchok, og at nedskæringspolitikken heller ikke har virket i resten af Europa. Tværtimod.

Det sydlandske oprør, som langt fra begrænser sig til Grækenland, fremstår i det hele taget som et nødråb om, at det dysfunktionelle eurosamarbejde trænger til en systemopgradering: Siden indførslen af euroen i 2002 har særligt Tysklands eksporterhverv tjent styrtende i kraft af en væsentligt lavere valutakurs, end D-marken havde.

Tysklands overskud på euroen er nogenlunde i samme størrelsesorden som Grækenlands statsgæld: Tyske virksomheder har ganske enkelt kunnet sælge varer til en kunstigt lav valutakurs. Prisen for det nye tyske Wirtschaftswunder er blot blevet betalt af de lande, hvis varer er steget – sammen med gældsbyrden til nordeuropæiske banker.

Sørgespillet i Grækenland kan ikke isoleres alene til offentligt overforbrug og manglende skatteinddrivelse, men er desværre systemisk. Her før morgendagens folkeafstemning i Grækenland kæmper Alexis Tsipras dog som en ensom enmandshær for en mere solidarisk og økonomisk bæredygtig eurokonstruktion. Selv den nordeuropæiske venstrefløj vil ikke vide af øget solidaritet i praksis.

På paradoksal vis træder han frem som en ny Margaret Thatcher, blot med omvendt fortegn: Hvor Thatcher i 1980’erne egenhændigt ville isolere Storbritannien fra Europa, ønsker Tsipras her i 2010’erne at forpligte landene endnu tættere.

Dengang blev det accepteret, at briterne fik rabatordninger og undtagelser. Spørgsmålet er dog nu: Kan en ny ’tsiprasisme’ slå sig igennem ved at true med at blive? For som den tyske filosofkonge Jürgen Habermas skrev her i avisen forleden: »Den politiske elite i Europa kan ikke længere gemme sig for sine vælgere. Den må nu give plads for de alternativer, som den ufuldstændige monetære union lægger op til.«

Første forudsætning er, at de nordeuropæiske socialdemokratier og venstrefløjspartier også snart kaster sig helhjertet ind i kampen for et Europa, hvor den fejlkonstruerede euro veksles til en ny, balanceret økonomi, hvor alle europæere får fuld valuta for pengene. Der findes mørkere kræfter end selv Dansk Folkeparti.

Lars Trier Mogensen er politisk kommentator.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Lars Trier Mogensen

"Første forudsætning er, at de nordeuropæiske socialdemokratier og venstrefløjspartier også snart kaster sig helhjertet ind i kampen for et Europa, hvor den fejlkonstruerede euro veksles til en ny, balanceret økonomi, hvor alle europæere får fuld valuta for pengene."

Du har da 100% ret; men det sker nok ikke.
Det ville betyde overførsel af yderligere kompetencer til EU - og i sidste ende vel en slags Føderation.

Og det går desværre en helt anden vej lige nu og i overskuelig fremtid.

Og hånden på hjertet - jeg vil selv stemme selv NEJ ved den kommende afstemning om retsforbeholdet. Enten skal alle protokoller ophæves - eller også lad det fulde retsforbehold bestå som evig skamstøtte over Holger K Nielsen.

Peder Kruse, Anne Eriksen, Grethe Preisler og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

@Torben Lindegaard,

Selvom jeg ligesom du vil stemme nej ved den kommende afstemning om afskaffelsen af Danmarks retsforbehold, føler jeg ingen trang til at rejse en skamstøtte over Holger K.
Skal der endelig rejses skamstøtter, ville jeg foreslå- en skamstøttepark til evigt minde om alle dem, der stemte JA TIL EF i 1972 uden at sætte sig så meget ind i Romtraktatens formålsparagraf (præamblen), at de vidste, hvad de indlod sig på, før de lagde deres udfyldte stemmeseddel i urnen.

Og skal der endelig bødes økonomisk af nogen i Danmark for de fattige grækernes misere, kunne regningen passende sendes til de andelshavere og aktionærer i Dansk Industrilandbrug, som tjente kassen de første 10-15 år af vores medlemskab v.hj.a. drænet i den Fælles Landbrugsfond. Og nu er i færd med at gentage succesen ved at flytte deres aktiviteter til de senest optagne medlemmer af den europæiske storfamilie, hvis forarmede underrklasse migrerer op til os i kernelandene i kraft af Schengen-pagten. Så vi kan udnytte deres armod til løndumpning og underminering af velfærdssamfundets ydelser til de fattige, syge og uformuende langtidsledige, men pæredanske"tabere", vi stadig har i blandt os her i smørhullet Danmark.

Anne Eriksen

Var det muligt i 70èrne at forudse, hvordan EF/ EU ville udvikle sig i fremtiden?
Ønskerne var naturligvis fordele for medlemmerne - men ingen kunne vel i sin vildeste fantasi se, hvordan fremtiden og forøvrigt fra d.d. vil udvikle sig?
Man kan håbe det bedste, men frygte det værste!

Michael Kongstad Nielsen

De fire forbehold var geniale. De burde have deres egen "frihedsstøtte" ved siden af den A. P. Møller-støttede på Vesterbrogade.
Måske skulle de gøres universelle, en slags menneskerettigheder 2.0.
Så ville alle EU´s problemer opløse sig som dug for solen og England ville blive i klubben.

Torben Lindegaard

@Michael Kongstad Nielsen

De 4 forbehold fra 1993 handler mest om, at Danmark kan holde sig udenfor de 4 områder - til gengæld kan de andre gøre, hvad de vil på de samme områder.

Jeg har aldrig kunne se visdommen heri.

Men jeg stemte JA i 1993 - jeg kunne heller ikke se visdommen eller rimeligheden i, at Danmark skulle fungere som bremseklods for de andres ønsker om at videreudvikle samarbejdet.

Men fred nu være med alle de gamle diskussioner - lige nu tegner det vist mere til, at EU enten ramler sammen eller går helt i stå.

Grethe Preisler

@Torben Lindegaard,
Jeg gætter på, at du ikke havde stemmeret endnu i 1973?

Det forklarer meget, hvis jeg gætter rigtigt på, at du var førstegangsvælger, da du du stemte ja i 1993 til at købe 'hele møblementet i containeren' uden at vide, hvad der lå i 'det hemmelige rum i chatollet' ;o)

Torben Lindegaard

@Grethe Preisler

"@Torben Lindegaard,
Jeg gætter på, at du ikke havde stemmeret endnu i 1973?"

Gid det var så; men desværre nej - jeg er årgang 1946!

Jeg kan endda huske, at Information havde 2 forsideledere d. 2.10.1972.

Den til højre var skrevet af Hans V Bischoff - pragtfuld leder.

Tilgiv min eventuel svigtende hukommelse; men jeg mener Lasse Ellegaard skrev lederen til venstre.
Den var selvfølgelig velskrevet; men forskruet med en masse nordiske fantasier.
Og det lige efter Nordek-korthuset var ramlet sammen.....jamen altså

Grethe Preisler

@Torben Lindegaard

.................... ;-)

Christian Mondrup

Som "socialistisk ballademager", årgang 1947 stemte jeg nej i 1972. Men jeg husker mit ubehag ved den dannebrogsvingende nationalisme, der den gang kom til udtryk, også i min afdeling af venstrefløjen (de daværende Venstresocialister). Sidenhen har jeg ændret holdning til EU og har stemt ja ved senere folkeafstemninger om EU-anliggender. Et ja, der har været begrundet i mit ønske om en modvægt mod den fremmedfjendskhed, der trives i de fleste borgerlige partier, men også et ja farvet af bevidstheden om EU som aktør i en rablende markedsliberalisme, "nødvendighedens politik". Ved den kommende afstemningen om retsforbeholdet vil jeg stemme nej med samme begrundelse som Torben Lindegaards.

Steffen Gliese, Peder Kruse, Torben Lindegaard, Ole Henriksen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Ja det var godt nok nogle underlige sengekammerater, "vi socialistiske ballademagere" fra 1972 undertiden fandt sammen med i halmen, da slutspurten i konkurrencen om, hvorvidt der skulle stemmes JA eller NEJ til EF, satte ind.

Men nu, hvor den lille stuerene Pia Kjærsgaard og den pæne noble Kristian Thulesen Dahl har fået samlet så mange af dem under den samme dannebrogsfarvede klaphat i Dansk Folkeparti, er det jo ligesom blevet lidt lettere for os fra den kreative klasse på den danske venstrefløj at finde ud af, hvad vi skal tro og mene om betimeligheden af at lytte til "folkets røst" i tide og utide.

Ja Grethe Preisler, i tide, såvel som i utide. Demokratiet er en dårlig styreform, men det er den eneste reelle styreform, til vi finder en bedre. Vil du da hellere diktaturet ?

Grethe Preisler

Nej Peter Kruse, jeg mener, som vistnok også aristokraten Winston Churchill mente, at selv om demokratiet er "en dårlig styreform", er det i hvert fald bedre en bedre styreform end nogen at de øvrige, der hidtil har været praktiseret i mangel af bedres havelse.

Og glæder mig over, at det ser ud til, at grækerne omsider har fået nok af at blive trukket rundt ved næsen af den såkaldte Trojka. Der herefter må fraskrive sig muligheden for at blive taget alvorligt, hvis de påberåber sig retten at regere Grækenland med henvisning til, at et flertal af den græske befolkning har udpeget dem til det ved frie og demokratiske valg.

Nu må tiden så vise, om turtelduerne Merkel og Hollande kan finde en grimasse, der kan passe, eller skilles som uvenner, når de i bagklogskabens klare lys evaluerer resultatet af deres fælles anstrengelser for at "rette op på den græske økonomi" uden at finanssektoren mister tilliden til fællesbarnet EURO'ens værdi som betalingsmiddel og investeringsobjekt.

Steffen Gliese

Men så bør vi også have demokrati - og vi bør reformere EU til at varetage først og fremmest det, der objektivt er fællesinteresser, og landene selv til på mere basisdemokratisk vis end i dag - formelt eller uformelt - at råde i egne, kulturelt dybt forankrede sager. Hvorfor det er gået den modsatte vej med udviklingen - væk fra universiteternes deltagerdemokrati og SFs arbejdsgruppebaserede politikudvikling - synes jeg ikke, der er nogen god forklaring på.
Andet end altså, at man er begyndt at dyrke lederen som en afgud igen og ledelse som en åbenbaring, for et evangelium kan man ikke kalde det.