Kommentar

Tid til et servicetjek

Skolereformen har etårsfødselsdag, men er der noget at fejre? Diverse meningsmålinger viser, at tilfredsheden med reformen blandt lærere, pædagoger og forældre har været støt dalende det seneste år. Især lektiecafeerne er udskældte
1. august 2015

I starten bakkede størstedelen af forældrene op om lektiehjælpscafeerne på trods af, at de forlængede skoledage invaderede fritidslivet. Men lektiehjælpen har mange steder ikke fungeret. Den har været ressourcemæssigt underprioriteret, og lærerne ved ikke, hvordan den skal praktiseres. Hvis man laver noget for alle, er der ikke hjælp til den enkelte. Og hvis cafeerne, skal passe til den enkelte, kræver det rigtig mange dygtige professionelle.

Mange skoler efterspørger hjælp til, hvad de skal stille op med cafeerne. Men vi må starte et andet sted, med et helt grundlæggende spørgsmål: Hvorfor skal man egentlig lave lektier?

Danske elever laver sammenlignet med mange andre lande relativt få lektier. Det gør ikke så meget, for undersøgelser peger på, at man kan komme langt med cirka en times lektielæsning om dagen, og det foregår bedst, hvis mor og far ikke skal spille en ret aktiv rolle.

Flere lektier giver ikke i sig selv mere læring. Lige som flere timer i skolen heller ikke gør. For læring afhænger af indholdet og de pædagogiske og didaktiske rammer. Lektier skal omhandle stof, der er gennemgået, men de skal samtidig udfordre eleverne. Herudover har elever forskellige forudsætninger, og de lærer forskelligt. Det skal afspejles i lektierne. Så selvom lektier tager afsæt i gennemgået stof, så skal de være forskellige i forhold til elevgrupperne. Ligeledes skal eleverne have feedback fra en kvalificeret voksen, og det er svært, hvis kun en lærer eller pædagog skal hjælpe 50 elever.

Problematisk navn

Skolernes udfordringer med lektier er altså ikke nye. Cafeer eller ej. Men med betegnelsen cafeer opstår et nyt problem. Lektiehjælpscafeer signalerer hjælp til de forældre, der ikke kan understøtte deres børns lektielæsning. Derfor har man f.eks. i Norge målrettet tilbuddet til det, der kaldes ressourcesvage elever. Sådanne tilbud har mange danske skoler og biblioteker egentlig altid haft. Specielt skolernes tilbud har bare aldrig været ret velbesøgte.

Spørgsmålet er, om det overhovedet er relevant at tale om lektier? I lande med heldagsskoler indgår lektielæsning som en integreret del af selve skoledagen. Eleverne laver ikke lektier derhjemme, og mange forældre er glade for den model. Her giver lektier som begreb egentlig ikke mening.

Hvis skoledagen er længere, så skal eleverne ikke lave lektier derhjemme, men de skal fortælle forældrene, hvad de har lavet og lært i skolen. Lektier har altid tjent det formål, at forældrene har fået indsigt i, hvad eleverne beskæftiger sig med i løbet af skoledagen. Den indsigt skal de fortsat have. Det vil i sig selv understøtte elevernes læring og udvikling, hvis de skal fortælle forældrene om, hvad de har lært.

Succes kræver indsats

I Tyskland, Schweiz og Holland er dele af skoledagen orienteret om de enkelte elevers opgaveløsninger. I forhold til den danske skolereform minder intentionerne umiddelbart mest om faglig fordybelse, hvor ressourcestærke og ressourcesvage ideelt set stilles differentierede opgaver, som de løser under vejledning og med feedback fra professionelle voksne. På den måde kan alle elever rent faktisk lære noget af at lave lektier.

Vel vidende at der er et betragteligt antal skoler, der tilbyder gode lektiecafeer, så skal området herhjemme generelt set understøttes bedre. Cafeerne skal varetages af flere professionelle hænder i tæt samarbejde med deres kolleger. Lektierne skal også være så differentierede, at de udfordrer alle elever. Det er de ikke endnu.

Ser vi på den primære internationale inspirationskilde til den danske skolereform i Ontario, der var gennem en stor reform for år tilbage, fremgår det tydeligt, at man først kunne spore reformens betydning, da beslutningstagerne for alvor begyndte at fokusere på at støtte skolerne gennem kompetenceudvikling og udviklingsprojekter tæt knyttet til skolernes daglige praksis.

I Danmark har politikerne afsat midler til lærere og lederes kompetenceudvikling, og der er ansat læringskonsulenter. Alligevel kan man sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt det i sig selv er tilstrækkeligt, og om ikke den nye regering skulle få igangsat det proklamerede servicetjek.

Andreas Rasch-Christensen er Forsknings- og udviklingschef og Ph.d. på VIA University College

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu