Læserbrev

Tvang i psykiatrien redder liv

Debat
11. juli 2015

Jeg kæmper mod hænderne, der holder fast i mig. Mod ansigtsløse kroppe omkring mig. Jeg hører intet, ser intet, er bare i min helt egen verden. Jeg kæmper og mærker vægten, der pludselig slipper en smule. Jeg slås med fornyet kraft, men det var kun en medarbejder, der skulle skifte stilling. Vægten trykker igen ned omkring mig.

Dette var oplevelsen for mig under min sidste indlæggelse. Jeg kæmpede mod de mennesker, der forsøgte at hjælpe mig, mod de mennesker, der prøvede at forhindre mig i at gøre skade på mig selv. Og jeg holdt ikke op, før jeg var fikseret.

Jeg går ind for tvang i psykiatrien, fordi det redder liv. Jeg går ind for, at man bliver beskyttet, når man har det så dårligt, at man ikke selv kan se, at man har brug for hjælp.

Fastholdelse under tvang kalder man i psykiatrien mindstemiddelprincippet. Mindstemiddel, fordi det, i modsætning til eksempelvis bæltefikseringer, går for at være det mindst skadelige middel, når det kommer til tvang. Jeg kunne være kommet til skade i mine forsøg på at komme fri. De kunne være kommet til skade i deres forsøg på at holde mig fra at gøre skade på mig selv. Men det handler om at hjælpe det enkelte menneske, og hvis man ved eller har erfaring med, at en fiksering kan bruges til at få ro på, er det mig ubegribeligt, at dette skal være forbudt eller ildeset.

Jeg ved, at vi har med nogle dygtige og kompetente mennesker at gøre, der gør deres bedste for patienten ud fra deres bedste skøn i situationen. Men jeg tror, at grunden til, at udøvelsen af tvang er for opadgående, er, at patienterne bliver dårligere og dårligere, før de bliver indlagt. Der er mangel på sengepladser, mangel på støtte i eget hjem. Der skal spares alle steder. Det er ikke muligt at tage patienterne ind, før de er så dårlige, at de nærmest er uden for rækkevidde.

Psykiatrien er stedbarnet i sundhedssektoren. Man er presset på ressourcer, og konstant skal der tælles kroner og ører. Der er for få varme hænder. Jeg møder stressede, fortravlede medarbejdere, der har så meget dokumentationsarbejde, at de glemmer at lytte til det menneske, de står over for. Jeg tror, det er en del af grunden til, at situationerne bliver så ekstreme, at tvang bliver den eneste udvej.

Cecilie Skovbjerg, Horsens

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her