Baggrund

Ungdommens røst

Journalist og forfatter Ejvind Larsen fortæller om, hvordan han som ganske ung blev ansat på Information som politireporter. Om det store skifte i 1950’erne, hvor Danmark gik fra fattigdom til velstandssamfund, og om hvordan han finder en plads i Tidehverv
Dansk ungdom i 1950’erne var midt i et stille oprør og meget optaget af rock’n’roll og anderumpefrisuren. Men Ejvind Larsen var mere litterært interesseret allerede som gymnasieelev og begyndte som journalistelev i september 1955 på denne avis.

Dansk ungdom i 1950’erne var midt i et stille oprør og meget optaget af rock’n’roll og anderumpefrisuren. Men Ejvind Larsen var mere litterært interesseret allerede som gymnasieelev og begyndte som journalistelev i september 1955 på denne avis.

Polfoto

22. juli 2015

– KAPITEL 2 –

Så gik kejseren i processionen under den dejlige tronhimmel, og alle mennesker på gaden og i vinduerne sagde: »Gud, hvor kejserens nye klæder er mageløse! Hvilket dejligt slæb han har på kjolen! Hvor den sidder velsignet!« Ingen ville lade sig mærke med, at han intet så, for så havde han jo ikke duet i sit embede eller været meget dum. Ingen af kejserens klæder havde gjort sådan lykke. »Men han har jo ikke noget på,« sagde et lille barn. »Herregud, hør den uskyldiges røst,« sagde faderen; og den ene hviskede til den anden, hvad barnet sagde. »Men han har jo ikke noget på,« råbte til sidst hele folket.

Og så blev bedraget afsløret, og så blev kejseren afsat, og så blev udbytterne og undertrykkerne i både de private og offentlige sektorer afskediget, og så fik vi frihed, lighed og broderskab og søsterskab og sandt demokrati, ikk’? Noget i den retning forestilles i hvert fald ofte i velmenende, tilpas fremskridtstroende kredse, når der refereres til Kejserens nye klæder og eventyrets mest berømte, ja, verdensberømte replik: Når den uskyldiges røst har lydt, bryder de skyldige sammen, og alt bliver godt.

Læs også: Politisk vækkelse

Det passer bare ikke, ligesom det for resten heller ikke passer, hvad der ofte citeres: Men han har jo ikke noget på, sagde en lille dreng. Nej, det gjorde han bestemt ikke, for det kunne lige så godt være en lille pige! Og da H.C. Andersen sådan set ikke havde noget imod det andet køn, tværtimod, han var altid forelsket i det, om end også altid ulykkeligt, var det derfor et barn, der udtalte den verdenshistoriske sandhed om alverdens magthavere.

Og de blev aldrig afsat, og undertrykkerne ikke afskediget, og det sande demokrati lader stadig vente på sig. Med Andersens ord: »Det krøb i kejseren, thi han syntes, de havde ret, men han tænkte som så: ’Nu må jeg holde processionen ud’. Og kammerherrerne gik og bar på slæbet, som der slet ikke var.«

Alligevel udgav vi Barnets Røst, Povl Schmidt og jeg, et tidsskrift på otte hektograferede sider i oktavformat. Vi skulle op i fjerde mellem (i dag 9. klasse) på Christianshavns Gymnasium efter sommerferien, led af weltschmerz, krigsfrygt (med besættelsen, luftalarmerne, atombomberne, Korea- og koldkrigen var vi sikkert i en eller anden grad ramt af et posttraumatisk stresssyndrom – som det dog ikke hed dengang), led af ulykkelig og for mit vedkommende streng platonisk kærlighed, læste Hans Scherfigs Det forsømte forår og Sonja Haubergs Syv år for Lea og senere J.D. Salingers Forbandede Ungdom om de forbandede år i skole, gymnasie og pubertet, hadede klassens bedøvende bordopstilling, hvor man sidder to og to i tre kolonner og glor på hinandens dumme nakker i stedet for at sidde i rundkreds og se hinandens opvakte – i hvert fald pigernes – ansigter og være lige langt fra læreren og foragtede skolebladet, som altid skulle redigeres af et par fyre fra gymnasiet og hedde noget så åndssvagt som Reporten med noget så pompøs en undertitel som Organ for Christianshavns Gymnasium og kun have et eneste formål: slikke lærerne i røvhullet og så med Vor Frelsers snoede kirketårn som patetisk logo på forsiden, bare fordi gymnasiet lå, og den dag i dag ligger, lige under den kirke.

Ræk mig en brækspand, som Povl og jeg læste det hos Kierkegaard, som vi lige var begyndt at læse dag og nat sammen med Martin A. Hansens Løgneren, og som vi aldrig læste et ord om i det senile gymnasieorgan.

Det med at skrive ...

Vi anskaffede os en spejderhåndbog med en artikel om, hvordan man laver skoleblad og cyklede ud til Virum til vores elskede dansk- og religionslærer Gustav Tolderlund-Hansen, der selv i sin tid havde været journalist på Kristeligt Dagblad (en meget lovende journalist, fortalte Børge Outze mig senere) og betroede ham vores blad- og tidsskriftsplaner efter model Information og Heretica. Dem kunne han for så vidt godt bifalde, da vi havde forklaret ham skriftets to formål: En ny bordopstilling og en ny verdensanskuelse.

Mærkeligt i dag at konstatere, at dem har jeg slavisk, fanatisk, forfulgt siden og i årtier som skole- og børnehavemedarbejder på Information og alenlange interviews med Løgstrup og Thorkild Bjørnvig, Hereticas chefideolog Bjørn Poulsen og Villy Sørensen, Bernadotteskolens C.C. Kragh-Müller og professor i Det Ny Testamente Børge Diderichsen, statskonsulenten for Folkeskolen og Seminarierne K. Helveg Petersen om Bomholts og Jørgen Jørgensens forjættende skolereform 1958, der skulle ophæve skellet mellem de boglige i eksamensmellemskolen og de dumme i den fri mellem og Helvegs dertil knyttede Blå Betænkning og Ole Wivel om Den skjulte Gud nærmest terroriserede den arme avis, så den i folkemunde en overgang blev kaldt skolebladet Heretica.

Men hvad skulle vores hedde? Altså Povls og mit manifest, da det ude i Virum i sommeren 1951 blev undfanget? Untergang des Abendlandes var for tysk og Rundkreds var for sødt. Kald det dog det, I gerne vil være: Barnets Røst, sagde Tolderlund til sidst. Han kunne sin Andersen.

Scherfisk og hylende morsomt

Første nummer udkom halvanden måned inde i det nye skoleår for nøjagtig 62 år siden september 1951 med en forside-prolog og de indledende ord: »Dette blad må endelig ikke misforstås, men er der ikke noget om, at mørket fremhæver lyset? Vi behøver vel ikke at gøre opmærksom på, at REPORTEN er lyset, BARNETS RØST mørket.« Og så videre i den skure – noget så ædende scherfisk, satirisk og hylende morsomt, som kun et skoleblad kan være, at jeg må skåne jer for videre.

Hovedartiklen inde i barnets opråb agiterede for den »Anglo-Amerikanske Bordopstilling«, og den havde jeg så inderligt håbet Christine Antorini og Anders Bondo nåede frem til her i foråret. Men som bekendt fik den store eventyrfortæller endnu engang ret, og kammerherrerne gik bare videre og bar på slæbet, som der slet ikke var.

Efter vi havde hugget alle Reportens annoncører fra Christianshavns forretningsdrivende og tvunget Organet for Christianshavns Gymnasium til at lukke, mens vi selv nu blev rigtig trykt med rigtige fotoklicheer på de ganske mange sider, kunne vi overtale den unge Heretica-digter Jørgen Gustava Brandt, der selv havde gået på skolen en halv snes år forinden, at skrive os et stort essay under titlen Lediggang er roden til alt godt med hovedbudskabet:

»Jeg tror, man nu, mere end i vore fædres tid i dette århundrede, er indstillet på at opleve evigheden i øjeblikket. Og man er ikke bange. ... Det demokrati, i hvis navn moralisterne kalder os til bevidsthed om vores pligter mod samfundet, det demokrati er, tror jeg, selve anstødstenen. Jeg tror nemlig ikke, at ungdommen er interesseret i at værne det. Ungdommen hader demokratiet, såvel som diktaturet. Jeg forstår det. ... Digte er nemlig kommentarer til en ny måde at leve på. ... Men det sandt, at ungdommen hader demokratiets ånd, hele den offentlige defensiv, som vi vader i til halsen, da er det, jeg tror, også sandt, at den samme ungdom er brændende idealistisk, for så vidt som dens krav om virkelighed og oplevelse af nutiden i grunden udspringer af en religiøs trang. Ungdommen er, hvis jeg må generalisere, en hær af sunde fatalister. Der er et dejligt ord: ’Love God and do just what you like’

Hvilken lettelse fra alt denne untergang des alt sammen feber! Redaktionen Schmidt & Larsen følte det som »den forfriskende regn, der skyllede alle bekymringer bort og gør en til ung. Gustava befalede ligefrem at råbe: ’Hvad rager alle jeres problemer mig, jeg er ung!’ Han sagde: ’Love God and do just what you like’

I et halvt år holdt befrielsen. Så meldte tømmermændene sig, dels i skikkelse af nævnte Tolderlund, dels som Hereticas nævnte chefideolog Bjørn Poulsen, der i sit tidsskrift havde peget på et foruroligende tegn i tiden efter, at de første chok over verdenskrigene og atombomberne og Koreakrigen og våbenkapløbet mellem USA og Sovjetunionen under Den Kolde Krig havde fortaget sig: At man tror der er et valg mellem at leve som poesiens blå blomst og den vegeterende mælkebøtte i grøftekanten eller at være opslugt af politiske, økonomiske, sociale og militære problemer.

»Det er selve spaltningen i den moderne sjæl, vi må interessere os for i stedet for at forskanse os på hver sin side af kløften, som om nogen af os kun hører til på den ene side. … Den unge generation (Frank Jægers, Jørgen Gustava Brandts i modsætning til de første krigschoks Erik Knudsen og Martin A. Hansen) ser sundere ud – i hvert fald på overfladen. Feberen har forladt den, men den synes også at have taget håbet med sig. Intet ligger disse unge fjernere end at drømme om nogen revolte mod det offentlige liv, som de hader og foragter. Livet har trukket sig tilbage fra de almene problemer og offentlige institutioner og har indkapslet sig på Evighedsvej i hus og familie, i det private. Udenom de små, lune huse på Evighedsvej, hvor lampen brænder så trygt, ligger hele det store, mørke land kun sparsomt belyst af nøgne, offentlige pærer. Hvad foregår der i dette mørke? Kan vi stole på, at alt er i orden, når vi selv er krøbet ind i vores hus og har låst døren forsvarligt bag os? Betyder det ikke blot, at vi har prisgivet landet og dermed i sidste instans os selv, for hvor længe holder sådan en lille borg på Evighedsvej?«

Således belært sluttede jeg og Barnets Røst med denne grausame salbe så fjernt fra H.C. Andersens oprindelige uskyldsstemme, som vel tænkes kan: »Jeg har kaldt denne artikel for mælkebøttens ansvar. Thi … menneskene er ikke mælkebøtter, evner ej heller at blive det, alligevel kan de godt lignes ved disse blomster. Kun er der den forskel, at menneskene må gøre sig deres ansvar bevidst. Og gør de ikke det, skal de på møddingen!«

Helt så tydeligt har jeg ikke afsluttet mange ledere i Information. Men jeg har sgu ment det! Desværre. Heldigvis.

For da, i maj ’53, havde jeg lige fået min første poesi og digtning antaget. Konciperet over spørgsmålet: Var en eller anden ukendt, skjult Gud, som Erik Knudsen og Ole Wivel anråbte i deres digtsamlinger til, mon redningen? Eller bestod frelsen i Jens Otto Krags Fremtidens Danmark?

Dramatikeren

Jo mere jeg læste Informations politisk-økonomiske og udenrigspolitiske sider og ikke blot kultursiderne, især apoteoserne til den socialdemokratiske venstremand, Thorkil Kristensen (Thorkil ’Livrem’), desto mere ønskede jeg, at det måtte være Krags og Hedtofts, H.C. Hansens og Viggo Kampmanns socialdemokratisk-keynesianske velfærdsstat, der skulle satses på. Sådan som også min egen fars og Dansk Samlings Arne Sørensen nu docerede socialdemokratismen i Informations spalter. Men var lord John Maynard Keynes virkelig svaret på dæmonien ved det lovpriste moderne oplysningsprojekt, det, der trods alle fremskridt i naturunderlæggelse og øget naturforbrug for også de lavere stænder, frigørelse fra overtro og fatalistisk underdanighed over for verdslige og kirkelige autoriteter, havde ført eller måske snarere forført verdens mest avancerede folkeslag ud i skyttegravenes og de udbombede storbyers øde land, The Waste Land, som T. S. Eliots gennembrudsdigt hed, og som modernistisk i 1922 var med til at sprænge kunstens klassiske, traditionelle former i luften.

Ja, poesien, dybere end alle de brugte og misbrugte ord for oplysning, fremskridt, kritik og selvkritik, sekularisering, fornuft, rationalitet, logik, intelligens, naturvidenskab, antimetafysisk positivisme, saglig prøvelse af alle udsagn til falsifikation eller foreløbig verifikation, progressivitet, fremskridt, ja, dybere end ordene i digtet selv. Var poesien, når alt kom til alt ikke sagen, i lige modsætning til såvel Frank Jægers og Gustava Brandts eskapisme som til socialdemokraternes fremskridtsdyrkelse? Den poesi, Paul la Cour forkyndte i sine Fragmenter af en Dagbog, først i tidsskriftet Heretica 1948 siden i bogform året efter:

»Dit væsen er ordløst. Dybet i dig fra tider før sproget. Intellektet derimod lever i ord. Til dem er det uløseligt knyttet. Poesien er til udenfor sproget og uafhængig af det. – Men intet levende digt kan opstå uden, at det ordløse og intellektets sproglige evne mødtes og udvekslede gaver. Jo inderligere deres omfavnelse, des større dit digt. Da det som var ordløst og det som var sprog levede sit søskendeliv i dig, trådte digtet dig ganske nær. Sproget var intet, for det tolkede det, som ikke ejer ord.«

Lød altså digteren la Cour’s ord om det, der ikke ejer ord. Den skjulte Gud? Naturen? Hvad er forskellen? Men frelser det – ordløse – bedre fra en ny verdenskrig, en ny naturødelæggelse, en ny atombombe end Socialdemokraternes keynesianske velfærdsstat? På det spørgsmål skrev jeg skolekomedien, Vi, der er unge, om nogle 2. g’ere, som mine kammerater på Christianshavns Gymnasium opførte i november-december 1953. Efter at lærerkollegiet med rektor Villy Nielsen i spidsen og på anbefaling af Gustav Tolderlund-Hansen havde antaget det her i denne maj måned 53.

Om Tolderlund kunne uendeligt meget godt siges, og noget er allerede sagt. Andet blev sagt i det digt om ham, som 3.g’erne fyrede af om ham på deres sidste skoledag, året før jeg selv skulle til studentereksamen:

I 3. g’s sale
os Gustav husvale

ved bredt at udmale
religionens etik.
Det er dog fantastisk,
som religionen er plastisk,
når Tolderlund fortæller,
med voldsom mimik,
at kernen i sagen
er herfra til Skagen,
i en seng på et lagen,
at si’ til sin skat:
Tolderlunds lære
siger la’ være,
derfor med ære:
Kys mig go’nat!

Og komedie er måske så meget sagt om min debut. Instruktøren, som naturligvis også var Tolderlund sagde om stykket, refereret i gymnasiets jubilæumsskrift mange år efter: »Stykket er vokset ud af den unge forfatters indgående beskæftigelse med moderne litteratur. Dels møder man den type, som vender hele den besværlige problemdebat ryggen ud fra den følelse, at både med hensyn til politik og livsanskuelse er problemerne blevet så overvældende, at almindelige små mennesker gør klogest i ikke at beskæftige sig med dem. Dels møder man nogle. Som har indset, at idealisme kan være farlig, idet den ofte er et dække over egoistiske tilbøjeligheder. Først når man erkender det, kan man i ydmyghed møde sit medmenneske.« Står det virkelig til troende?

På den 17-årige dramatiker-spires vegne kan oplyses, at det anede han ikke. Dertil var han for forvirret. Men nede på pissoiret under Rådhuspladsen derovre havde graffitien på væggen ganske rigtigt slået fast: Gud er død. Underskrevet Nietzsche. Indtil der en dag var tilføjet: Nietzsche er død. Underskrevet Gud. Livet skulle jo leves. Trods al undergangsangst var pigerne uimodståeligt uimodståelige. Og blev det mere og mere.

Halvandet år efter og en elendig studentereksamen gik jeg ind på Information, Store Kongensgade 40 i Sct. Annæ Passage mellem Store Kongensgade og Bredgade, og tilbød min assistance den 31. august et par måneder – inden jeg i begyndelsen af november skulle ind som soldat i Holbæk – halvt så stor som Assistens Kirkegården og dobbelt så død – med den begrundelse, at skulle jeg være journalist, var Information det absolut eneste sted, jeg overhovedet kunne ville være det, og ville jeg det så efter nærmere eftersyn alligevel ikke, jamen, så ville jeg studere litteratur på universitet.

Magen til begrundelse for en ansættelse, at hvis ikke Information var god nok til mig, ville dansk journalistik for evigt gå tabt af Ejvind Larsen, havde bladets daværende redaktionschef Ove Martin aldrig været ude for, så jeg kunne – naturligvis uden løn – begynde næste dag i politiredaktionen hos Jørgen Falcon klokken halv seks om morgenen (vi var dengang såkaldt eftermiddagsavis med deadline klokken 11:30) den 1. september 1955.

Og der har jeg så været siden. Finansieret i første omgang af min mor, der gav kost og logi ude på Jansvej på Amager og ved, at jeg simpelthen pantsatte mit ur. Hvilket selvfølgelig ikke er det mest hensigtsmæssige for en moderne journalist, at være uden ur, men hvad skulle jeg ellers pantsatte, der var noget værd?

Mødet med Tidehverv

Hvordan turde jeg dog det? Skrækslagen ved det moderne projekts brist og misvisning, verdenskrige, koldkrige, atombomber, splittelser, meningsløsheder efter Guds død og så videre?

Svaret er, at det kunne jeg i kraft af blandt andet og ikke mindst mødet med Tidehverv. Før Søren Krarup ødelagde det, og det grundtvigsk-tidehvervske, inkarneret i en artikel i Heretica af Løgstrup om humanisme og kristendom, Asperup-Båring-præsten Kaj Thanings ordveksling med Ole Wivel og først og sidst mødet med mægtige Johannes Lauridsen med sine 140 kilo og en Kierkegaard. Med Søren til fornavn. I den grundtvigske Studenterkredsen i Vartov, som netop fejrer sit 125 års jubilæum.

Dem skylder jeg, at hvad jeg skylder dem, skal jeg selv tage skylden for. Selv. Og bestemt ikke tørre skylden, oh ansvaret, af på dem. Eller nogen anden. Eller på noget andet. Tørres det af på Gud, betyder det, at det tørres af på mig selv. Ellers bedriver jeg jo afguderi med Gud for at bruge ham til mit eget kram og som undskyldning, og så er det ikke den almægtige Gud længere, men en dårlig undskyldning. Guds almagt består ikke i at give ham skylden for alverdens forhold og hændelser, men netop i – for at tale tidehvervsk før Søren Krarup ødelagde det – at jeg i kraft af, hvad vi så kan kalder g og u og d, for det plejer vi – eller plejede vi jo i hvert fald – at gøre, får skylden for det jeg gør. Det er mig, der har ansvaret. Ikke paven i Rom, kongen på Amalienborg, herremanden på godset, hovedaktionæren på fabrikken, de hysterisk kællinger i Wall Street og Amaliegade, de økonomiske vismænd og alverdens cheføkonomer, den administrerende direktør, CEO’en, professoren, forstanderen, formanden for Dansk Arbejdsgiverforening, formanden for LO, departementscheferne på Slotsholmen, politikerne på Christiansborg.

Det kan dårligt blive mere demokratisk. Ja, antikapitalistisk. Selvfølgelig også antistatssocialistisk lærte jeg ved ikke mindst Laurids’ (Johannes Lauridsens) hjælp at læse Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift til de philosophiske Smuler – Mimisk-pathetisk-dialektisk Sammenskrift, Existentielt Indlæg af Johannes Ckimacus – Udgiven af S. Kierkegaard, der så godt som slutter med denne lidenskabelige fordømmelse af – demokratiet:

»Af alle regeringsformer er den monarkiske den bedste, frem for nogen anden begunstiger den og omfreder de privatiserendes stille indbildninger og uskyldige galskaber. Kun demokratiet, den mest tyranniske regeringsform, forpligter enhver til positiv deltagelse (...). Er det tyranni, at een vil regere, og så lade os andre være frie? Nej, men det er tyranni, at alle vil regere, og oven i købet forpligte enhver til at deltage i regeringen, endog den der på det indstændigste frabeder sig at være med i regeringen.«

Den tyggede vi på i Kredsen og Tidehverv, der jo ikke var andet end et tidsskrift med en selvvalgt redaktion og et sommermøde på en uge under en selvvalgt ledelse (Studenterkredsens bestyrelse vælges dog af medlemmerne). Vi bestilte stort set ikke andet end at tygge på den med Gud og det at være et moderne, demokratisk menneske uden Gud. Det vil sige – hvis det ikke bare er vrææævl, som Laurids udtrykte det – med netop den absolutte Gud. Der forhindrer dig i at tro på Gud. Som argument over for andre og dig selv for det, du selv har ansvaret for.

Men at tiderne hen over midten af 1950’erne var blevet andre, fremgik ikke alene af, at min mor, der var blevet enke efter min alt for tidligt døde far, som ikke efterlod sig hverken arv eller pension, men dog et beskedent hus uden synderlig gæld. Pludselig fik mor råd til at tage til Harzen med sin søster, der også tidligt var blevet enke. Tidsskiftet fremgik også af, at Heretica nu var helt out, og i det nye tidsskrift, Vindrosen, redigeret af Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen, afslørede deres kammerat og min kollega på Information, Torben Brostøm, under titlen Det umådelige mådehold, at:

»Under og over den skærende angst-tone i 4orne kan man lytte sig til den danske patos, den danske elegi, den danske selvironi, alt dog med måde, og bedømt med en modernistisk alen er hovedindtrykket, at man trods flyvepladser, øde lande og meget andet godt, nødlandede mellem to stole, modernismen og traditionen, dog nærmest den med øreklapperne. Der ødsles med beundring for den, der efter farlig ekspedition ud i det fremmede endelig kommer til fornuft og vedkender sig mulden mellem tæerne, gravlund og poetisk alter i landsbyidyllen. Der vokser ikke helvedblomster langs vejkanten, kun lidt tamt vildt lader sig undertiden til syne i selskab med søde fabelnisser og hyggeligt troldtøj i buskadset.«

Og i det første store interview, jeg får optaget i Information, den 8. oktober 1955, siger den Erik Knudsen, som 10 år forinden med vand i sin mund havde anråbt de døve skippere ved mast og ror:

»Børn kan en masse, som læreren ikke kan. De kan skrive digte, som nu pigen fra Hørsholm. De maler meget bedre end tegnelæreren, og de kan improvisere skuespil, lave orkester, danse. Giv dem dog lov til det i skoletiden, alle I triste kalvinister og puritanere, som alligevel ikke kan lære ungerne den fransk-tyske krig, de knudrede kindtænders placering, blomsternes sædelighed og alle de andre intellektuelle hundekunster, så de virkelig sidder fast.«

Og så er vi tilbage til eller fremme ved det ene af mit livs to hovedtemaer: kravet om en ny bordopstilling.

Hvad det andet angår, det med Gud og poesien, må vente til næste gang, da jeg interviewer statsminister Viggo Kampmann om hans socialdemokratisk-keynesianske forhold til – om ikke Gud, så dog Søren Kierkegaard. Og hvad er forskellen?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olav Storm Jensen
  • Peter Nørgaard
  • Ervin Lazar
  • Niels Duus Nielsen
  • peter fonnesbech
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Jan Weis
  • odd bjertnes
  • Niels-Simon Larsen
  • Philip B. Johnsen
  • Maria Francisca Torrezão
Olav Storm Jensen, Peter Nørgaard, Ervin Lazar, Niels Duus Nielsen, peter fonnesbech, Michael Kongstad Nielsen, Mikael Velschow-Rasmussen, Jan Weis, odd bjertnes, Niels-Simon Larsen, Philip B. Johnsen og Maria Francisca Torrezão anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Det, der slår mig mest ved læsningen, er Ejvinds energiske jagt på noget, der giver mening. Eksisterer den i dag? Vi har jo været vidne (tilskuere) til så mange folkemord oven på verdenskrigene, at der ligesom ikke er noget at gøre ved den brutale menneskehed.

En af de mislykkede modeller, at der skulle være en stab af ideologiske strateger, viste sig bare at være forbrydere i en ny slags tøj.
En anden model, at det nye skulle vokse op fra bunden, blev på bunden. Det er tydeligt nu, hvor miljøministeren rejser til Bruxelles og beder om at få lov at forurene noget mere.
En tredje model, mere narko til folket, stortrives.

Jeg har af og til spurgt, om nogen kendte et bedre debatsted end Informations, og jeg har ikke fået bekræftende svar, så det her er nok det bedste, og så bliver man nødt til at råbe hurra, især for Ejvind.

Lise Lotte Rahbek, Lars Ebbensgaard og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

Ejvind Larsen er ikke blevet mindre langhåret med årene - eller mindre kringlet.

Fornøjelig nostalgisk læsning, der efterlader spørgsmålet: "hvorfor er vi ikke kommet videre" ?

Lars Ebbensgaard, Tino Rozzo, Jorgen Hansen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Husker du vor skoletid?

Ejvind Larsen er som sædvanlig leveringsdygtig i emner, som vækker den efterhånden alt for sløvede hukommelse til dåd, her om skoleblade og andet fra historiens litterære mødding …

Her skal bare nævnes min pendant til den tilsvarende amagerkanske – nemlig ikke mindre end ’valhal’, organ for Sønderborg Statsskoles elever, årsabonnement 3,00 kr., fra september 1963, nr. 5, 23. årgang – med bl.a. en vis berygtet Bertel Haarder, denne påtrængende personage, i redaktionen og allerede den gang en af yndlingsaversionerne for os mere socialistisk inficerede gymnasiaster, for ikke at sige socialdemokratiske, hvoraf der mærkeligt nok kun var en enkelt i min matematiske klasse – men så havde vi til gengæld lektor Stoffer, om hvem rygterne ville vide, at han var – hold fast – kommunist, sprunget ud den gang kan fra sit vindue i Regensen havde set de unge konservative med fedtlæderstøvler og skrårem marchere i gaden – og herudover var god for utallige fortællinger om græske matematikere og filosoffer – han såede mange frø, ikke af ugræs, men en autentisk forelskelse i det matematiske univers – det kan man desværre først se mange år efter …

Redaktionen kunne i bemeldte nummer bringe en advarsel: -
For at modvirke den uheldige tendens blandt valhals læsere har redaktionen besluttet at offentliggøre hemmeligheden om valhal. Det har nemlig vist sig, at mange har taget valhalstof for godt stof (utroligt!) og således kommet ud i livet baglænssiddende på en halt hoppe, hvilket har skadet valhals position og renommè blandt ligestillede –, men dog udmærkede blade som Selvrosen (red. af Rifbjerg og Villy Sørensen, men ellers et udmærket blad), Mandens Blad og Information (dansk blad med meninger i, Outzes).

Derfor bør intet i dette blad tages alvorligt. - slutter redaktionen, og her kommer man uvilkårligt til at sende nærværende dagblad – og en enkelt af deres overlevende skribenter siden den gang - en venlig tanke … ;-)

Men der var altid noget at grine af, også den gang – ’Hvorfor stod Adam og Eva så tidligt op? – jo, de gik med blade’ … ;-)

Jorgen Hansen

Tak for kapitel 2 (læste med fornøjelse kapitel 1 også). Hele kapitel 2 er skøn læsning. Dog vil jeg gerne fremhæve de 4 første afsnit, som har en kirugs knivs skarphed og - og - og - øv der kommer ikke en forløsning, en lille reference til noget nutidigt måske, skal jeg gætte eller hvad sker der. De fire første afsnit er det bedste jeg har læst længe, politisk, samfundsmæssigt og endda tidsaktuelt som aldrig før.

Kan jeg ikke godt bede om en fortsættelse, måske bare nogle få afsnit -

Tag ikke fejl jeg læser med stor interesse både hele kap. 1 og 2 og de næste også, men de her 4 afsnit ummm kom nu, jeg fornemme gnisten, ilden et eller andet og så tog du dig i det.

Nå måske jeg gør mig fortjent til en fortsættelse en anden dag, hvem ved.

Peter Nørgaard, Lars Ebbensgaard og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Ejvind Larsen

Tak til jer alle sammen – og allesammen! Også løse som faste på tråden i mandags...

Kh Ejvind

Peter Nørgaard

Og i lige måde. Eller som konen sagde.: "Takker" - og satte sig derefter på riven.

For du som har svært ved at vente på at Kapitel 3 anduver, kan der i søgefeltet øverst til højre skrives.: Hvad er det bedste ved Danmark? Lønnen!

Efter den artikel er indlæg at læse - specielt fra den 14. juli kl. 9 - om muligheder som måske ad åre, også bliver til kvindes- og mandsminder. Ejvind bidrager såmænd også i den samtale.

Samtalerne trænger til flere tanker, tanker der går fra digitale torve til virkelige torve. Tak for denne del af Vartovholderens tanker.

Michael Kongstad Nielsen

De ser da 100 % sunde og normale ud, dem på billedet, bortset måske fra den slipseklædte herre i midten uden anderumpe.