Kronik

’Det værste er skammen over at have mistet sig selv’

På en måde var det en lettelse at blive indlagt. Jeg skulle ikke tage mig sammen over for nogen. Jeg skulle ikke lade, som om jeg var en god mor. Der var ingen, der spurgte til min datter, så jeg begyndte at græde. Jeg var et navn på en liste over patienterne og ikke nogens mor
’Inden alt dette var jeg en anden person. Holdt middage for mine veninder, snakkede meget. Det er slut nu,’ siger Nanna Balslev om dengang, hun blev indlagt på den lukkede efter at være blevet mor.

’Inden alt dette var jeg en anden person. Holdt middage for mine veninder, snakkede meget. Det er slut nu,’ siger Nanna Balslev om dengang, hun blev indlagt på den lukkede efter at være blevet mor.

Sofie Holm Larsen

25. juli 2015

Der går ikke en uge, hvor jeg ikke tænker på afdeling 811. Ikke fordi jeg savner den, for det er ikke rigtigt et sted, man savner. Psykiatrisk Center Hvidovre kom aldrig til at føles som mit hjem i de syv uger, hvor jeg var der. Men jeg ville ikke være den samme person, i hvert fald ikke i den version, jeg er nu, hvis det ikke var for Brøndbylund, som det kaldes. Som om man kan fjerne brodden af alvoren ved at give det et navn, der emmer af kommunal børnehave. Hvilket det på en måde også er, bare for voksne.

Man bliver indlagt på lukket afdeling af to årsager. Enten er man til fare for andre. Det er dem, der er voldelige, psykotiske eller så udadreagerende, at de er for farlige at have gående rundt på egen hånd. Det er ofte dem med et vildt blik, som råber af personalet. Den anden kategori er dem, der er til fare for sig selv. Dem, der slår blikket ned og går med slæbende skridt. Dem, der skader sig selv med barberblade, cigaretter, you name it. Og så er der dem, der er selvmordstruede med mere eller mindre konkrete planer. Jeg tilhører den sidste kategori, da jeg bliver indlagt. »Suicidal adfærd« skriver psykiateren i min journal.

Alene sammen med andre

Jeg er blevet mor for første gang en måned tidligere. Og jeg har aldrig nogensinde følt mig mere alene. Selv når jeg er omgivet af min familie, er jeg alene indeni. De kan ikke se angstanfaldene og den konstante uro i brystet. De kan se en meget stille version af Nanna, men de har endnu ikke indset, at dette er en permanent tilstand. At dette er mig nu – en person, der ikke kan tage bussen alene eller huske, hvordan man fører en normal samtale uden at græde. Der er ikke nogen kerne tilbage, men bare en krop bygget af uro, angst og gråd. En skygge af den, jeg var engang.

»Er hun ikke fantastisk? Prøv at se det blik – hun er så opmærksom,« siger min mor og kigger kærligt på min nybagte datter. Og jeg ved det godt. Dette burde være den lykkeligste tid i mit liv.

Men jeg har allermest lyst til at løbe væk. Jeg er sikker på, at min datter kan mærke, hvor dårligt jeg har det. Når mine hænder ryster, og mit blik flakker, kan hun mærke det, som vi begge ved: At jeg aldrig – ALDRIG vil kunne finde ud af at være mor. Min mand ryster på hovedet, da jeg spagt siger, at hun bedre kan lide at være hos ham frem for mig.

»Nanna, hold nu op! Hun kan lide den, der holder hende tæt og giver hende flaske,« siger han langsomt.

Jeg kan mærke, at han er træt af at forklare tingene for mig.

Det sidste halve år har jeg isoleret mig fuldstændig. Jeg ser kun min mand og mine forældre. Mine venner kender mig for godt. De vil kunne se, hvor galt det står til, og jeg kan ikke rumme tanken om at skulle svare på, hvordan jeg har det. Jeg ser ti år ældre ud, end jeg er. Fem måneder med søvnproblemer og den der konstante trykken for brystet, som min psykolog siger er angst, sætter sine spor. Jeg er stadig gullig i huden, fordi min lever blev overbelastet af svær svangerskabsforgiftning.

Jeg er ikke længere den kvinde, som min mand giftede sig med på den vådeste dag i august 2008. Jeg kommer til at græde, når jeg tænker på det. At jeg har ødelagt hans liv på den måde. Jeg ville ønske, jeg kunne forsvinde. Bare lægge mig ned under dynen og langsomt fordampe til små bunker af støv.

Inden fødslen sagde jeg det til ham, som det er. At det nok er bedst, hvis vi går hver til sit, og han finder en anden. Så han kan komme videre med sit liv. Jeg sagde det uden omsvøb og uden at græde, at vi jo kunne have den lille på skift. Hans brune øjne blev nærmest sorte af vrede, da han sagde, at nu skulle jeg kraftedeme stoppe.

’Er du ok?’

Nu er jeg her. Brøndbyøstervej 160. En stor klynge af lave bygninger i kommunal 70’erstil. Alle døre og vinduer er låst med nøgler, og et fem meter højt hegn rundt om haven grænser op til bygningen. Det første, jeg tænker, da jeg bliver modtaget af en rar, mandlig sygeplejerske, er, hvordan jeg kan stikke af. Jeg ved godt, at det ikke nytter noget. Uanset hvor længe jeg løber, kan jeg aldrig slippe væk fra mine tanker.

Sygeplejersken Morten forklarer mig reglerne: Ingen sakse eller skarpe genstande på værelset. Tjek. Ingen alkohol eller stoffer. Tjek (bortset fra det arsenal af vitaminpiller og blodtrykssænkende medicin, jeg får dagligt efter at have været indlagt to måneder med svangerskabsforgiftning). Og så skal man følge dagsrutinen: Vækning kl. 7.30, morgenmad klokken 8, frokost klokken 11.30 og aftensmad klokken 18. Der er aftenkaffe kl. 21.30 og sengetid kl. 22.

På en måde er det en lettelse at blive indlagt. Jeg skal ikke tage mig sammen over for nogen. Jeg skal ikke lade, som om jeg er en god mor. Der er ingen, der spørger til min datter, så jeg begynder at græde. Jeg er et navn på en liste over patienterne og ikke nogens mor.

Jeg tilbringer det meste af tiden på mit værelse. Jeg er bange for en af de andre patienter, der råber højt og banker hovedet ind i væggen. Og så er der Fatima, der med halve timers mellemrum pludselig skriger hjerteskærende ud i luften, som om en usynlig fjende prøver at tage livet af hende.

Efter aftensmaden kommer Morten ind og spørger, om jeg er ok. Jeg nikker. Den første nat kan være hård, siger han og spørger, om jeg har brug for noget beroligende. Jeg er lige ved at spørge ham om et stort glas panodiler, men ryster så på hovedet og græder ned i dynen, da han er gået. Jeg er 30 år og nybagt mor. Det her er mit liv.

De rigtig skøre

Martin kommer på besøg med den lille to gange om ugen. Børn må ikke komme ind på lukket afdeling, så vi får lov til at låne et lokale overfor. Jeg kan mærke, at hun bliver glad for at se mig. Jeg kommer til at græde, da hendes lille hånd knuger sig til min. Hun er for lille til at kunne forstå, hvad der sker. Martin krammer mig og siger, at jeg snart kommer hjem. Jeg tror ikke på ham.

Tiden går utrolig langsomt på en lukket afdeling. Det er en del af behandlingen sammen med antidepressiver, antipsykotisk medicin, elektrochok (ETC) og psykologsamtaler. At tiden netop skal gå langsomt, fordi det hos mange af patienterne kører på fuld speed oppe i hovedet.

Det værste er skammen over at have mistet grebet fuldstændigt om sig selv. At jeg hører til her nu. Blandt folk, der er faret vild i livet. Folk, der kæmper med usynlige fjender og taler med sig selv eller skriger. Nogle finder aldrig hjem igen. Jeg genkender flere af patienterne fra Istedgade, hvor jeg har set dem gå rundt og tale med sig selv eller bede forbipasserende om småmønter.

Efter et par uger bliver jeg flyttet til et tomandsværelse sammen med Kathrine. Hun er i midten af 20’erne og har slem anoreksi. Hun skal overvåges af personalet, mens hun spiser. Vi taler om, at vi jo ikke er de ’rigtig skøre’ – vi taler i hvert fald ikke med os selv eller skriger om natten. Jeg græder kun ned i puden, når lyset er slukket.

Det er en proces, der tager lang tid, men i løbet af tre uger får jeg det bedre. Jeg har fået elektrochok for første gang i mit liv. Jeg har set Gøgereden, så jeg er rædselsslagen inden behandlingen og forbereder mig på at vågne op som grøntsag. Men da mine forældre kommer på besøg, har jeg lyst til at gå en tur og spiser den jordbærkage, de har med. For første gang i flere måneder trænger der enkelte lysstriber ind bag de tonede ruder.

Jeg får flere ETC-behandlinger. Det føles som et mirakel. Jeg kan koncentrere mig om at læse og begynder at savne min datter. Jeg græder, når Martin sender mig billeder af hende, og tænker på alt det, jeg går glip af. Hun er begyndt at smile rigtigt, mens jeg er her. Langsomt bliver skamfølelsen afløst af en spirende stolthed over, at det er mig, der er hendes mor. Og jeg ved, at det på en eller anden måde nok skal gå. At jeg godt kan blive en god mor. Martin smiler, da jeg siger det.

Jeg blev udskrevet den 12. juli 2012 – da min datter var knap tre måneder gammel. Det er tre år siden nu. Stedet symboliserer stadig de mørkeste måneder i mit liv. Jeg håber aldrig, at jeg kommer tilbage til afdelingen. Men jeg er samtidig dybt taknemmelig over, at den findes. Jeg tænker tit på personalet, som gav mig livet tilbage. Bogstaveligt talt. Trøstede, bakkede mig op i, at jeg ikke skulle ende mine dage der, og komplimenterede mig for mine første famlende skridt ud i moderskabet. Jeg skrev et kort til personalet på 811, da jeg blev udskrevet, og stortudede, da jeg afleverede det.

I dag går der længere og længere mellem, at jeg tænker på Brøndbylund. Det har fundet en naturlig plads i hukommelsen. Men jeg håber, at Morten stadig går rundt og fløjter, når han er glad. At Amira laver sirlige lagkager med lys, når nogen har fødselsdag. Og jeg håber allermest, at patienterne på 811 får besøg lige så ofte, som jeg gjorde det.

Nanna Balslev er freelancejournalist og har været rask i tre år. Navne på patienter og ansatte er ændret af hensyn til dem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • lars abildgaard
  • Majbritt Nielsen
  • Jeppe Morgenthaler
  • Mona Anth.
  • Britt Kristensen
  • Charlotte Korsgaard
  • Anne Eriksen
  • Keld Albrektsen
  • Charlotte Vestergaard
  • Jørn Andersen
  • Anne Schøtt
  • Carsten Mortensen
  • Søren Veje
  • Torben Nielsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Jan Pedersen
  • Tue Romanow
lars abildgaard, Majbritt Nielsen, Jeppe Morgenthaler, Mona Anth., Britt Kristensen, Charlotte Korsgaard, Anne Eriksen, Keld Albrektsen, Charlotte Vestergaard, Jørn Andersen, Anne Schøtt, Carsten Mortensen, Søren Veje, Torben Nielsen, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Jan Pedersen og Tue Romanow anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jacob Hansen

Godt at høre du er kommet oven på igen, det er desværre langt fra alle der gør.
Det er desværre også langtfra alle der bliver taget seriøst, jeg blev selv afvist indtil flere gange, først da jeg fyldte mig med piller gjorde de noget ved det...
Men det er en helt anden snak.

Tanni Kromann, Preben Haagensen, Jørn Andersen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar

Så fint, modigt og rørende et indlæg Nanna. Jeg håber også de er der endnu, og at de sætter positive spor i mange flere, og smitter deres kommende kolleger med alt det gode.
Alverdens god karma til dig - og dig Jacob. :)

Utrolig flot beretning om lige netop det, der er brug for at blive udbredt; at psykiske lidelser ikke er forbeholdt bestemte mennesker, men at det rammer os selv og vores kære. Og at der er en sti at gå, selvom den visse steder er sytrådstynd.

Sej tøs. Hvor er det godt, at du tager dette op, så andre mødre i denne situation kan få mulighed for at komme igennem så svær en periode med dine ord i bagagen.