’Jeg ved godt, der kommer et liv efter Pia’

– Hvordan mødte i hinanden?

»Jeg var i Indien med en veninde på sådan et yoga-sted. Jeg havde faktisk allerede bemærket Pia i lufthavnen, hun havde sådan en særlig måde at gå på. Så begyndte vi at tale sammen. Jeg havde jo aldrig været sammen med kvinder før, men det er jo meget naturligt, at to kvinder hurtigt kan begynde at tale om ting, og at det kan blive meget intenst.«

»Jeg kunne også godt mærke, at der var noget andet, jeg havde lyst til, uden jeg helt vidste, hvad det var. Det begyndte at optage mig meget, om Pia var til kvinder. Til sidst spurgte jeg hende og sagde, at hvis hun var, så var jeg interesseret. Der blev en meget akavet tavshed. Jeg syntes, det var det pinligste, jeg nogensinde havde gjort i mit liv. Jeg tænkte, at nu har jeg ødelagt alting mellem os.«

»Næste morgen, da vi skulle til yoga igen, havde hun ikke sovet hele natten, for jeg havde jo haft ret, det var en flirt. Pia havde bare tænkt, at det var umuligt at give sig i kast med, fordi jeg er næsten 25 år yngre.«

– Hvordan forholdt du dig til aldersforskellen mellem jer?

»Jeg har aldrig været sådan en, der tænkte så langt. Men selvfølgelig blev jeg konfronteret. Især af min kæreste på det tidspunkt, han kunne for det første ikke forstå, at det var en kvinde, men han havde også store kvaler med, at hun var så meget ældre. Jeg kan huske, at han sagde: ’Skal du så begrave hende en dag?’ Men sådan noget optog mig faktisk ikke.«

»De første tre år var en slags besættelse, jeg kunne ikke tænke, at det ikke skulle være. Selvfølgelig melder der sig noget hverdag på et eller andet tidspunkt, og vi er da også indimellem virkelig langt fra hinanden, men det er ikke på grund af alder, det er på grund af ting, alle andre forhold også står med. At man glemmer at se på hinanden, og at man selv er træt og træt af den anden. Jeg tænker faktisk ikke særlig meget over, at Pia er ældre end mig, også fordi hun jo er i sindssygt meget bedre form end mig og spunser af sted, hvor jeg kommer halsene bagefter. Hun har altid passet meget bedre på sin krop, derfor har hun jo energi til mere.«

– Er det en anderledes kærlighed, når man er to forskellige steder i livet?

»Vi er sammen på trods. Vi er ikke blevet svejset sammen, fordi vi tilfældigvis er vokset op ved siden af hinanden eller gik i skole sammen, vi har ligesom skullet rejse lidt længere for at finde hinanden, og vi har taget nogle krumspring. Vi har skullet sige ting til mennesker, der har gjort, at forholdet skulle være noget, vi virkelig ville. På den måde styrker aldersforskellen kærligheden. Men jeg er også blevet overrasket over, at kærlighed faktisk kan være så stærk, at hverken fælles interesser eller fælles alder har noget at sige.«

– Er der nogle ting, du tror, er lettere at håndtere for jer end for andre par?

»Vi kan godt snakke om, at man lige kigger efter en anden. Det er ikke noget, der får det hele til at ramle, det er noget, vi kan joke lidt med. Det er jo en del af alle menneskers liv, at på nogle tidspunkter er det bare lidt mere kedeligt derhjemme, og så kigger man efter nogle andre, og der opstår en flirt. Det tror jeg, at alle mennesker oplever, det er bare lettere at være i et forhold, hvor det godt må siges. Måske er det, fordi vi er to forskellige aldre, så på en eller anden måde har vi ikke en forestilling om, at det er et picture perfect-forhold, for det har allerede på forhånd så mange skavanker. En hurtle fra eller til…«

– Du vender mange af jeres udfordringer til noget positivt. Er aldersforskellen aldrig et problem?

»Jeg har indimellem syntes, det var akavet. Hvis jeg for eksempel ikke lige har fået gjort opmærksom på forholdet, når jeg har booket værelse, tror de, at vi er mor og datter. Det har vi ofte været ude for, og folk bliver meget pinligt berørte over, at de tager fejl. Men jeg har aldrig tænkt: Det her bliver simpelthen for besværligt.«

– Hvad med fremtiden, hvordan forholder du dig til den?

»Med sådan en aldersforskel går vi ikke den slagne vej. Når vi snakker om noget med fremtiden, har vi ikke sådan en fastlåst ide om, hvordan det så bliver. Pia kan sagtens joke med, at vi bor sammen i et eller andet større kollektiv, og den nye kæreste er med hjemme og sådan noget.«

»Vi ved godt, at det er lidt anderledes, når der er sådan en aldersforskel, og på et eller andet tidspunkt er der noget, hun ikke kan følge med til, som jeg stadig gerne vil. Der er en frihed i, at vi gerne må have forskellige behov, fordi vi er forskellige steder i livet. Det tror jeg faktisk, man er nødt til at have.«

– Mange par planlægger deres fremtid sammen, hvad navigerer I efter?

»Selvfølgelig tænker jeg indimellem på fremtiden, når jeg vågner klokken fem om morgenen, og alt mulig mærkeligt melder sig. Så kan jeg godt ligge og tænke over, at der bliver et eller andet tidspunkt, hvor jeg står alene. Men jeg kan ikke tage det helt alvorligt, det findes ikke sådan rigtig. Vi tænker ikke så langt frem.«

»Nu har vi Lulu, som lige er blevet fem, så snakker vi om, hold da op, nu skal hun snart begynde i skole, så kan vi ikke rejse så meget hele tiden. Måske ville det være anderledes, hvis Pia var fyrre ligesom mig, så ville vi måske snakke om alle de vinrejser, vi skulle på, når vi engang gik på pension. Men vores forhold har hele tiden båret præg af, at det skal være lige nu og her, og så ved man ikke, hvad fremtiden bringer.«

»Derfor har det indimellem føltes lidt skørt at bringe et barn ind i det, for det er jo om noget fremtid, men det har vi begge to haft meget lyst til. Der har i virkeligheden hele tiden været sådan en fornemmelse af, at det er med at nyde det, der er nu, for man ved ikke, hvordan det ser ud om to år.«

– De fleste familier har en følelse af, at det er for altid?

»På den måde er det måske lidt anderledes, når man er sammen med en, hvor der er så stor aldersforskel.«

»Selvfølgelig er der en følelse af evighed i det, når man skaber en familie, det er i hvert fald så langt frem, som man lige kan se. Samtidig er der en bevidsthed om, at det måske er et liv, som kommer til at rumme flere liv i sig. For jeg ved jo godt, at jeg ikke vil have Pia, når jeg er firs. Det er ikke hende, der kommer til at tage sig af mig, og vi skal ikke traske rundt sammen på en golfbane. Jeg ved på en eller anden måde godt, at der kommer et andet liv efter Pia, hvor det kun er mig, og hvor jeg skal finde ud af, hvad der så skal se.«

– Hvordan har du det med, at du formodentlig kommer til at tage dig af hende?

»Vi taler indimellem om det, for Pia er ikke så god til, at nogen skal tage sig af hende. Hun bryder sig slet ikke om det, når jeg indimellem kommer med te til hende, hvis hun er syg. Hun vil helst bare bure sig inde i soveværelset. Så siger jeg: ’Du kan godt vænne dig til det, for på et eller andet tidspunkt er det sådan, at du ikke er så mobil, og så skal jeg måske komme og lægge et tæppe over dine ben.’«

»Det kan hun ikke rigtig forholde sig til, men jeg tænker da over det en gang imellem: at det skulle være mærkeligt, hvis det ikke på et eller andet tidspunkt bliver sådan, at hun har behov for mig på den måde. Sådan er det jo. Det bliver helt sikkert en udfordring.«

– Hvad tror du, det kan komme til at betyde for jeres kærlighed?

»Jo mere parat man er på den omstilling, jo nemmere har et forhold ved at klare sig. Her tænker jeg ikke kun på alder. Der sker så mange ting i løbet af et liv, og status- og energifordelingen kan nå at ændre sig mange gange. Jo mere åben man er over for, at der gerne må rykkes rundt på rollerne, jo bedre betingelser har et parforhold for at klare sig. Det er rigtig svært, når dynamikken lige pludselig bliver anderledes, men det er livet. Det er sådan, det er. Hvis man prøver at flyde med på det, bliver det nemmere.«

»Det, der er godt i forhold til Pia og mig, er, at vi har forskellige ting, vi er gode til. Det har ikke været sådan en følelse af, at nu har Pia levet de her år mere og kan fortælle mig, hvordan jeg skal gøre. Vi er så forskellige, så det har været meget give and take.«

– Hvordan ved du, at det er værd at blive i et forhold, hvor du formodentlig skal opleve at miste din kæreste?

»Der er ikke nogen, der kan gøre mig så glad som hende. Jeg kender hende på en måde, som jeg ikke kender nogen andre mennesker. Jeg har set hende i alle mulige situationer, hvor det har været forbandet hårdt, og hvor jeg har tænkt, at nu kan hun ikke holde til mere, hvor hun har kigget på mig med meget trætte øjne og bare ønsket mig langt væk.«

»Men hun gider mig stadigvæk, det er jo en fantastisk lykke, at det stadigvæk kan være sådan efter ti år. At der er en, der kender en, når man har følt sig som ingenting, når der ikke var noget tilbage, og at hun har gidet at samle mig op igen. Der er en, der kender de kampe, man har med sig selv, og kan se om bag facaden, når man prøver at være ovenpå. Det gør det hele noget værd.«

Betty Frank Simonsen er journalist og oversætter, Pia Frank Simonsen er fysioterapeut. Betty er 40 år, Pia er 63 år. Sammen har de datteren Lulu.