Læsetid 9 min.

Virtuel krig giver granatchok

Med dronerne har USA skabt et uundværligt våben, der kan overvåge og likvidere intetanende ofre på den anden side af kloden. Men våbnets styrke har haft uforudsete konsekvenser, fordi teknologien blandt andet giver mulighed for at se offeret forbløde. Det udfordrer det fjendebillede, militæret normalt forsøger at skabe i soldaternes hoved, mener Chris Woods, forfatter til en ny bog om droner
Man havde troet, at det var en fordel for dronepiloterne, at de stadig var tæt på deres familier. Men dronepiloter, der bomber mål tusindvis af kilometer fra de kældre, hvori de sidder, tager krigen med sig hjem, mangler støtten fra deres soldaterkammerater, keder sig og bliver set som andenrangspiloter. Arbejdsforholdene er så dårlige, og ofte får de psykologiske traumer, psykologerne ikke kender til.

Man havde troet, at det var en fordel for dronepiloterne, at de stadig var tæt på deres familier. Men dronepiloter, der bomber mål tusindvis af kilometer fra de kældre, hvori de sidder, tager krigen med sig hjem, mangler støtten fra deres soldaterkammerater, keder sig og bliver set som andenrangspiloter. Arbejdsforholdene er så dårlige, og ofte får de psykologiske traumer, psykologerne ikke kender til.

Chad McMeen

31. juli 2015

70 kilometer nordvest for Las Vegas’ kasinoer og stripklubber ligger Creech Air Force Base, en ni kvadratkilometer stor grund omkranset af Nevadas støvede ørken. Bag joystick og skærme i mørklagte rum på basen arbejder godt 500 piloter, der bomber Islamisk Stat i Irak og Syrien eller overvåger intetanende mennesker flere tusind kilometer væk. Alene på Creech arbejder omkring 500 piloter, der modsat deres udsendte soldaterkammerater i Irak, Syrien eller Afghanistan, efter arbejde kan sætte sig i bilen og køre hjem for at passe deres mand, kone eller børn. Og selv om det umiddelbart lyder bekvemt, har det faktum, at man i bogstavelig forstand kører ind på sit kontor for at gå i krig, skabt en ny form for psykisk lidelse, som militærpsykologer stadig forsøger at definere.

»Det, man troede var den største fordel ved fjernstyret krigsførelse, har vist sig at være det største problem,« siger journalisten Chris Woods. Han er forfatter til Sudden Justice: America’s Secret Drone Wars, en nyligt udgivet moppedreng af en bog, som gennemgår den cocktail af jura, politik og teknologisk udvikling, der i dag har gjort dronerne til et foretrukket våben på både gængse slagmarker og i CIA’s målrettede (og stærkt kontroversielle) likvideringer af formodede militante i blandt andet Pakistan.

– Hvad er det for nogle problemer, militæret har måttet sande, efterhånden som droner er blevet brugt mere og mere?

»Da USA’s rigsrevision undersøgte 10 grupper dronepiloter svarede alle 10, at de ville foretrække at være væk fra deres venner og familie. Hvorfor? Fordi de tager jobbet med hjem. Flyvevåbnet troede i første omgang, at det ville være en fordel, at dronepiloter kunne få jobbet til at passe ind i et normalt familieliv. Men når man er udsendt, har man sine soldaterkammerater, man kan støtte sig til. Man kan tale om oplevelserne med folk, der har været igennem det samme. Når dronepiloterne går hjem, så er de nødt til at lukke det hele inde.«

Empati med ofrene

»Samtidig opbygger dronepiloter empati med de mennesker, de dræber. Når en F-16-pilot angriber et mål, rykker de ud og smider bomben. De ser sjældent deres offer. Historisk set har militæret jo forsøgt at nedbryde den barriere (soldaters empati for fjenden, red.), men med fremkomsten af dronerne er det blevet et problem set med militærets øjne.

Dronepiloter observerer deres mål, deres offer, i flere dage eller uger, før de dræber dem. Og ofte også bagefter, hvor de laver battle damage assessment (vurderer den skade, indgrebet har skabt, red.) og ofte ser folk bløde ihjel for øjnene af dem.«

– Men på andre missioner har dronepiloterne haft det modsatte problem, nemlig at de ikke har kunnet få at vide, hvad der egentlig skete med offeret, fordi de blev taget af missionen, mens den egentlige aktion fandt sted.

»Absolut. Et par piloter fortalte mig, at de havde set brudstykker af en scene, men at de aldrig fandt ud af, om personen (som de havde observeret, red.) var død eller levende. I forbindelse med specialstyrkers missioner for CIA blev de bedt om at kigge væk i mere end en time, mens CIA tager over.«

»Jobbet var ofte så hjernelammende kedeligt, at de gjorde, hvad de nu kunne finde på for at holde det ud. Ofte består jobbet i at sidde i de her mørklagte rum, mens man flyver en drone rundt om den samme bygning i otte timer og venter på, at ens mål dukker op. Der var flere, der fortalte mig, at de lærte sig selv at tegne, smuglede læsestof ind og sågar lagde små computerspil ind på de computere, de fjernstyrede dronerne fra. I et enkelt tilfælde inficerede det computeren med virus,« siger Chris Woods.

PlayStation og propaganda

I bogen interviewer Woods blandt andre den tidligere sensoroperatør Michael Haas, der giver læserne et indblik i militærets forsøg på at holde krigsgejsten oppe: »Man mødte på arbejde, hvor der hang billeder af bin Laden og alle de her ledere. ’Hvem af de her motherfuckere skal dø i dag?’ Man blev nemt en del af den attitude, for det blev virkelig påduttet én,« fortæller Michael Haas, der som sensoroperatør sad ved siden af dronepiloten og styrede det højopløsningskamera, som holdt øje med målet.

– Din bog bringer nye nuancer til opfattelsen af dronekrig som noget, der kan sammenlignes med at spille PlayStation, hvor civile liv bliver reduceret til prikker på en skærm. Hvad sagde de dronepiloter, du talte med i forbindelse med bogen?

»Jeg talte med omkring et dusin dronepiloter, så det er en lille gruppe, der måske ikke er repræsentative for dem alle. Men de var samvittighedsfulde mænd og kvinder, gik dybt op i at gøre tingene ordentligt og var meget optagede af, at de ikke dræbte civile. Det er helt rimeligt at sige, at de ikke havde PlayStation-mentalitet: For dem var det ikke point and click, det handlede ikke bare om bare prikker på en computerskærm,« siger Chris Woods.

»Når det så er sagt, så er der andre droneeskadriller, der er mere krigsliderlige og militaristiske. En fortalte mig om en soldat, der for hver gang hans crew dræbte én, fik et Hellfire-missil tatoveret på sin overkrop. Så der er helt klart en macho-kultur. Og når specialstyrkerne ville have fat i nogen, død eller levende, så blev der plastret billeder op af dem overalt. Så de blev pumpet fulde med propaganda. Og Michael Haas, der også underviste på Creech, var også selv bekymret over, hvor krigsliderlige nogle af de unge studerende var.«

Woods understreger, at han ikke har haft adgang til de mest kontroversielle dele af Creech Air Force Base: Flyvevåbnets 17. rekognosceringseskadrille, der styrer 35 droner på vegne af den civile efterretningstjeneste CIA.

»Jeg kunne ikke få dem til at tale med mig. Det er en lukket flok, der tager deres forpligtelser i forhold til nationens sikkerhed ret seriøst,« konstaterer han. Efterretningstjenestens angreb i Pakistan og Yemen fik FN til at efterforske USA for mulige krigsforbrydelser.

»Men jeg talte med deres kolleger fra basen, der havde holdninger og viden om dem. De holder til på en isoleret base inde på selve basen. Og ud fra hvad vi ved, er der 300 medarbejdere, der stammer fra det almindelige luftvåben – ikke engang fra specialstyrkerne. Det faktum, at de arbejder for en civil efterretningstjeneste, har vakt bekymring blandt en del advokater,« siger Woods og tilføjer, at 80-90 procent af droneangreb principielt er ukontroversielle, fordi de – modsat CIA’s angreb i eksempelvis Pakistan – bliver udført på den traditionelle slagmark efter krigens regler.

Andenrangsborgere

»Vi lever i dag en verden, hvor en betydelig del af angrebene i Syrien og Irak er udført af droner,« siger Chris Woods.

Alligevel kæmper militæret for at skaffe mandskab til at flyve de fjernstyrede fly, fordi jobbet har et elendigt ry.

Ifølge det amerikanske magasin Salon uddanner USA’s militær 180 dronepiloter pr. år, men inden for samme tidsrum, siger 240 dronepiloter op.

– Er det en tendens, du også har kunnet se i din research?

»Helt klart. Flyvevåbnet er ved at brænde dem helt ud, og de har set sig nødt til at give en årlig bonus på 50.000 dollar (340.000 kr.) for blot at holde på dem. Som kamppilot bliver man udsendt seks måneder ad gangen, hvorimod dronepiloterne arbejder næsten konstant: 12-timers-vagter seks dage om ugen i op til to-tre år ad gangen.«

– I din bog klager flere også over, at de ikke bliver respekteret af de øvrige dele af flyvevåbnet. Kan du fortælle mere om det?

»Der er opstået gnidninger mellem piloterne i felten og dronepiloterne, som de ser som andenrangsborgere. De er ikke ret gode til at arbejde side om side, selv om de er nødt til det. Det har også givet amerikanerne problemer med at rekruttere folk, fordi den store afstand til slagmarken og manglen på en pilot i cockpittet gør jobbet ganske usexet. Derfor så man i starten, at de bedste piloter endte med at flyve bemandede fly, og at de mindre dygtige fløj droner. Den arv døjer de stadig med.«

– Hvad kan militæret gøre for at løse problemet?

»De er nødt til at se kamppiloterne dybt i øjnene og fortælle dem, at de må komme videre og komme sig over deres skepsis over for dronepiloter. Det er jo realiteten: Nogle fly er bemandede, andre er ubemandede. Men dronepiloter bliver stadig ikke set som rigtige krigere. Man kunne for eksempel begynde at give dem medaljer og orlov, lige som man gør med normale piloter. Og måske burde man, selv om det er radikalt, flytte baserne væk fra piloternes venner og familie.«

Liv og død – men ikke ptsd

I forbindelse med bogen har Chris Woods også besøgt Langley Air Force Base i Virginia, hvor størstedelen af det amerikanske flyvevåbens 3.500 efterretningsfolk holder til. Her blev han eskorteret rundt på basen af sikkerhedsfolk, der viftede med en rød lygte for at afholde efterretningsfolkene fra at diskutere klassificerede oplysninger. Også her mødte forfatteren folk, der blandt andet på grund af droneteknologien går i krig, når de går på arbejde, selv om det foregik på amerikansk jord.

»Historisk set har både militære og civile efterretningsanalytikere været langt væk fra slagmarken. Før dronerne indsamlede man efterretninger fra satellit, overflyvninger og spionfly ved hjælp af analogt fotografi. Så flyet skulle lande, hvorefter billederne skulle fremkaldes, og det var altid stillbilleder. Der kunne gå dage eller uger, før de satte sig ned for at prøve at forstå, hvad man havde været vidne til. I dag har man direkte video i høj opløsning og en lang række andre data, så de følger slagets gang i realtid. Og deres beslutninger – for eksempel om de mener at have observeret en hund, et barn eller en militant – kan have afgørende betydning for liv eller død.«

På basen blev Woods vist rundt af ’Airman Ray’, en ung efterretningsanalytiker, der til dagligt sad med snuden i direkte billeder sendt fra dronerne verden over. I bogen fortæller Ray om en episode, hvor han fra sin stol i Virginia holdt øje med regeringstro styrker i færd med at destruere omkring 700 kg narkotika. Pludselig blev de angrebet af oprørere med AK-47 og bazookaer, så amerikanerne indkaldte hjælp fra luften. Oprørerne døde, og Ray og kollegerne gik i gang med battle damage assessment. Da det fjernbetjente kamera blev drejet tilbage mod den helikopter, der var sendt ind for at redde soldaterne på jorden, lå helikopteren i stumper og stykker. Øvelse er én ting, fortæller Ray til forfatteren, »men at se det live flere tusind km herfra, det giver en følelse, der er svært at beskrive.«

»Selv om det var flere uger siden, han havde været vidne til det, var airman Ray stadig tydeligt påvirket af det, han havde set,« skriver Woods om episoden. Lige som Ray har militærpsykologer, hvoraf Woods har interviewet flere i forbindelse med bogen, svært ved at forstå, hvad det er for psykiske lidelser, soldaterne i USA’s fjernstyrede krig går igennem.

»Det er ikke PTSD (posttraumatisk stresssyndrom, red.), for undersøgelser har vist, at forekomsten af PTSD blandt dronepiloter er på samme som niveau som den øvrige befolkning,« siger Woods.

Det handler snarere om mere praktiske ting så som elendige arbejdsforhold, og at både dronepiloter og efterretningsfolk dag ud og dag ind og uden pauser ser scener af død og ødelæggelser, indtil de brænder sig fast på nethinden. I bogen har oberst Lourdes Duvall et bud på en diagnose: »Langvarigt virtuel krigsstress.«

Sudden Justice: America’s Secret Drone Wars af Chris Woods udkom på forlaget Hurst i april

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Herman Hansen
Herman Hansen

Jammen det løses da let nok... Visualiser drone krigen som et video spil og fortæl "spillerne" det bare er for sjov :-(

Video spil har næsten alle skudt sig igennem med et grin.

Brugerbillede for Peter Jensen
Peter Jensen

Bemærk at falsificering hér omtales som en udfordring - vigtigt er det at den fjendtlige banalisering af opponenternes nyttige idioter fastholdes som et delvist gældende perspektiv, det må endelig ikke falde helt til jorden som konstruktion.

Bortset fra dét, så kan det vel kun undre at man overraskes over at der kan ske en fjerntraumatisering af dé, som foretager likvideringerne ... men det understreger vel blot at man formentligt kun har meget lidt begreb om hvad mennesker er og (ikke) har gavn af - hvad dronedrabene til overflod forvejen demonstrerer.