Kommentar

Cuba går usikker fremtid i møde

Forbedringen af forholdet til USA kan føre til fornyet råderum for den ilthungrende cubanske økonomi og en tiltrængt reformering af et-parti-staten. Men USA’s tidligere ageren i Latinamerika skræmmer. Cuba har brug for andre venner – og her kunne nordiske lande spille en positiv rolle
Debat
14. august 2015

Når Stars and Stripes i dag hejses over USA’s repræsentation i Havanna, symboliserer det enden på 54 års fjendskab mellem USA og Cuba. Det hastige tøbrud vil stå tilbage som et af Obamas mest markante udenrigspolitiske fingeraftryk. For cubanerne – og resten af verden – kan det ikke gå hurtigt nok for USA’s kongres at ophæve USA’s embargo.

År efter år har et samlet FN – minus USA, Israel og Palau – fordømt USA’s handelsboykot af østaten, der blev iværksat, da Cuba i 1959 formastede sig til at frigøre sig fra USA’s dominans. Boykotten blev siden strammet med tiltag, der også rammer tredjelande, som handler med Cuba. Senest er den franske bank Paribas dømt 60 mia. kroner i bøde i USA for handel med blandt andet Cuba.

Cuba-eksperten Volker Skierka betegner USA’s boykot af Cuba som »den mest kompromisløse« af sin art. USA har i perioder haft sanktioner mod lande som Iran og Libyen, men de var ikke nær så vidtgående.

Da USA’s kongres indførte den skærpende Helms-Burtonlov i 1996, satte den lås på, således at kun kongressen kan ophæve sanktionerne. Obama har dog med sin åbning sat en bølge i gang, som er svær at standse. Selv en del republikanere er begejstrede ved udsigten til mere handel med Cuba. Mange sætter deres lid til, at frihandel og turiststrømme på sigt vil medføre et regimeskift.

For cubanere er fremskridt allerede håndgribelige som øget adgang til overførsel af penge fra slægtninge i Florida og flere nordamerikanske turister.

Sporene skræmmer

Al snak om forbrødring mellem to folk må dog tages med et gran salt. Sporerne fra cubansk og latinamerikansk historie skræmmer. Efter at USA på et tvivlsomt grundlag blandede sig i den succesfulde cubanske befrielseskrig mod den spanske kolonimagt, blev øen til et de facto nordamerikansk protektorat fra 1902. Revolutionen i 1959 var mere end noget en national befrielse.

USA forsøgte sig siden med såvel støtte til en invasion af øen som mislykkede mordforsøg mod den karismatiske leder Fidel Castro. For resten af Latinamerika var Cuba i årtier et symbol på, at det var muligt at holde stand mod den gigantiske stormagt mod nord. USA har ellers væltet eller undermineret flere end 40 latinamerikanske regeringer i det 20. århundrede, ofte for at indsætte blodige diktaturer.

Obama påpeger, at han dårligt kan gøres ansvarlig for USA’s tidligere ageren. Men heller ikke under Obama har USA afholdt sig fra indblanding i Latinamerika, som udenrigsminister John Kerry i 2013 omtalte som »USA’s baggård«. Og ganske vist fordømte Obama-regeringen militærkuppet i Honduras i 2009, men i modsætning til kontinentets toneangivende lande, Brasilien og Argentina, godkendte USA kupmagernes svindelagtige valg.

Hvis åbning mod USA var en garanti for velstand og demokrati, ville Mexico desuden efter NAFTA-handelsaftalen være et blomstrende velfærdsland. Men Mexico er sønderrevet af narkokrig, økonomien stagnerede i årevis, informationsfriheden er begrænset, og afviklingen af de sidste valg har været omdiskuteret. Cubas naboer i Det Caribiske Hav er ramt af voldsom hjerneflugt. 8 ud af 10 af Jamaicas læger er for eksempel udvandret.

Trods stor fattigdom har Cuba meget at tabe ved en overilet åbning mod omverdenen. Nominelt er lønninger i Cuba kun 140 kroner om måneden. Men boliger er gratis, og sundheds- og uddannelsessystemet er et af de bedste i Latinamerika. World Wildlife Fund udråbte i 2006 Cuba til at være det mest bæredygtige land i verden. Placeringen var dog til dels ufrivillig. Fattigdom har tvunget øen til at afstå fra tidligere massiv brug af pesticider, ligesom at kødforbruget og bilparken er begrænset.

Nødvendig åbning

Når Cuba er nødt til at åbne sig op, hænger det sammen med den betrængte økonomi. Østblokken, som massivt sponsorerede øen, faldt sammen i 1989. De senere år har Venezuela støttet landet, men den venezuelanske økonomi er i dag kriseramt på grund af den styrtdykkende oliepris.

Den cubanske regering kan kun sikre en del af de basisvarer, hver cubaner teoretisk er garanteret med rationeringsmærker. Trods øgede incitamenter for bønderne må Cuba fortsat importere 60 procent af sine fødevarer. 10 procent af arbejdsstyrken arbejder nu med selvstændig småvirksomhed, men yderligere en million står til fyring fra staten.

Derfor håber cubanerne på investeringer og kreditter. Men forventningerne i befolkningen til hurtige forbedringer vil vokse. Samtidig vil en ny ledergeneration træde til, der ikke som den tidligere kan trække veksler på en legitimitet, der bunder i en fjern revolutionær fortid.

Et-parti-diktaturet i Havanna vil miste sidste rest af troværdighed, efterhånden som ulighederne vokser mellem dem, som har adgang til dollar fra Miami eller turistindustrien og dem, som ikke har det. Her er risikoen stor for sammenstød, hvis partiledelsen ikke åbner op for fri meningsbrydning i partiet, også om overordnede spørgsmål. Omvendt kan en hurtig liberalisering bane vej for et neoliberalt korrupt regime, hvor politikere kan kappes om kampagnemidler fra USA.

Ligeværdigt bliver forholdet til USA aldrig. Cuba kunne have glæde af nordisk samarbejde og støtte, når for eksempel landbruget skal omstilles. Danske erfaringer fra andelsbevægelsen kan være brugbare, og Danmark kunne også støtte med teknologi og rådgivning. Hvis Danmark altså tør vende tilbage til sin gamle form for aktivistisk udenrigspolitik – som ikke var som skødehund for USA, men en humanistisk aktivisme.

Niels Boel er journalist og foredragsholder, medforfatter til ’Det nye Latinamerika’ og instruktør af Cuba-filmen ’Den grønne lastbil’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her