Kommentar

I dagens Israel tilhører alle en minoritet

Demografiske udviklinger er ved at forandre nationen til ukendelighed. Den tid, da Israel var helt domineret af liberale demokratiske zionister med rødder i Østeuropa, er uigenkaldeligt forbi
8. august 2015

Israels præsident, Reuven Rivlin, er en åbenhjertig mand. Men han ved også, hvornår han skal lægge bånd på sig selv. Nok fordømte han drabet på et halvandet år gammelt palæstinensisk barn i et brandstiftelsesangreb på Vestbredden – begået sidste fredag af formodede jødiske bosættere – som »terrorisme«. Men han nævnte ikke, at disse mistænkte tilhører den ekstreme fløj af Israels ’nationalreligiøse stamme’.

Rivlin har ikke udtalt sig offentligt om knivangrebet på Gay Pride-paraden i Jerusalem dagen før, hvorunder seks personer blev såret (den ene, 16-årige Shira Banki, er siden død af sine sår). Men hvis han måtte gøre det, vil han næppe heller påpege, at morderen, Yishai Schlissel, tilhører det ekstremistiske element i ’haredistammen’ – de ultra-ortodokse jøder som end ikke vil anerkende staten Israels legitimitet.

Det ville være forkert at fremstille alle medlemmer af disse to stammer som medskyldige i mord, for det er de naturligvis ikke. Selv om nogen måtte sympatisere med de morderiske handlinger (hvilket nok er tilfældet), ville det stadig være politisk forkert at støde disse grupper længere væk fra det israelske mainstreamsamfund.

Ny israelsk orden

Det sidste udtryk må vi efterhånden tage med forbehold: Efter Rivlins opfattelse findes der ikke længere et israelsk mainstream. Der var engang, da sekulære jøder, for det meste af østeuropæisk oprindelse, udgjorde flertallet af befolkningen, og alle andre var ’minoriteter’. Men højere fødselstal hos sidstnævnte har gjort de sekulære jøder til bare endnu en minoritet – og derfor siger Rivlin, at alle grupper nu i grunden bør ses som ’stammer’.

Dette udtalte han for to måneder siden i en forbløffende ærlig tale ved Herzliya-konferencen. En årlig begivenhed hvor landets ledere debatterer spørgsmål om national politik. »I 1990’erne,« sagde han til dem: »bestod det israelske samfund ... af et stort sekulært zionistisk flertal og ved siden af ​​dette tre minoritetsgrupper: et nationalreligiøst mindretal, en arabisk mindretal, og en haredi-minoritet.«

Selv om store dele af den israelske offentlighed, pressen og det politiske system stadig orienterer sig ud fra dette mønster, har virkeligheden ændret sig. I dag består de israelske skolers førsteklasser af omkring 38 procent sekulære jøder, 15 procent nationalreligiøse, en fjerdedel arabere og tæt på en fjerdedel haredim.

De demografiske ændringer, sagde Rivlin, har skabt en »ny israelsk orden ... hvor det israelske samfund nu består af fire befolkningssektorer, eller – om man vil – fire hoved-stammer, der er væsensforskellige fra hinanden og nærmer sig hinanden i størrelse. Om vi kan lide det eller ej, ændrer det israelske samfunds og staten Israels interessenter sig fundamentalt for øjnene af os«.

Radikalt projekt

Den vigtigste implikation er, at kun knap halvdelen af ​​børnene i de israelske folkeskoler vil vokse op i en zionistisk ånd. Araberne vil naturligvis ikke, men heller ikke haredim, de ultra-ortodokse jøder, der anser det zionistiske projekt om at genskabe et jødisk styre i Israel for blasfemi. Kun Gud kan gøre dette ved at sende Messias, og zionistiske forsøg på at fremskynde det ved menneskelig indgriben er oprør mod Gud.

Ingen af ​​disse to ’stammer’ tjener i militæret, engang den store samlende israelske institution. Araberne indkaldes ikke til militærtjeneste og stiller med få frivillige. I praksis har haredim været fritaget for militærtjeneste i hele Israels historie som uafhængig stat, selv om parlamentet sidste år vedtog en lov, der vil gøre op med denne undtagelsesstatus.

De to zionistiske stammer består af sekulære zionister og ’nationalreligiøse’. Sidstnævnte forener ortodoks religiøs identifikation med det zionistiske projekt ved at hævde, at det var Gud, der inspirerede Østeuropas første zionister til at opbygge en jødisk stat i Palæstina (uanset at dette gik hen over hovedet på disse). De fleste jødiske bosættere på Vestbredden og de fleste af bosættertilhængerne i selve Israel hører til denne stamme.

Alle de tidligere mindretalsstammer føler sig i varierende grad fremmedgjort over for den sekulære, liberale demokratiske zionisme, der ligger til grund for Israels nuværende politiske struktur. Enkelte medlemmer af hver af disse stammer er så fremmedgjorte, at de griber til vold. Det gælder bosættere, der angriber palæstinensiske børn. Israelske arabere, der går amok som flugtbilister og dræber jøder. Eller haredifanatikere som den mand, der angreb Gay Pride-paraden.

Selv om han ikke siger det eksplicit – det ville være for brutalt – har Præsident Rivlin således antydet, at kejseren ikke har noget tøj på. Den nuværende sekulære zionistiske dominans kan ikke fortsætte. De øvrige stammer må også kunne føle sig sikre og inkluderede i det nye Israel, der kommer. Specielt i et enstats-Israel i hele området mellem floden Jordan og Middelhavet.

Skønt Rivlin er ortodoks, hører han ikke til nogen af disse stammer – hans familie har boet i Jerusalem i over to århundreder. Men han mener ikke, at en tostatsløsning – ét land for jøder og ét for palæstinensiske arabere – er levedygtigt i dag. Altså er der intet alternativ til en én-statsløsning, med alt den forsoning og det samarbejde mellem stammerne, som dette vil kræve.

Det er så radikalt et projekt, at det giver mening. Det er bare svært at tro, det overhovedet kan realiseres.

© Gwynne Dyer og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu