Læserbrev

Deleøkonomien sparer ressourcer

14. august 2015

Christian Ingemanns kronik »Deleøkonomien er en værdibobel, der er ved at briste« den 7. august fremhæver de negative aspekter ved deleøkonomi og negligerer de positive.

Der er god grund til at forholde sig kritisk til deleøkonomi. Specielt i forhold til om det kan blive et middel til skatteunddragelse og til at undergrave faglige rettigheder hos ansatte i taxabranchen eksempelvis. Men det bør føre til grænser for deleøkonomien, ikke en generel afstandtagen.

Ingemann citerer en fransk rapport for, at mange deletjenester medfører et samlet merforbrug frem for et smartere forbrug. Han begrunder det med, at der slides mere på eksempelvis biler og håndværktøj, når flere bruger dem. Han blev så i P1 Morgen den 10. august spurgt konkret om samkørsel: »Hvis A kører med B fra København til Århus, og B ellers havde kørt turen alene – så bruges der jo ikke flere ressourcer ved, at A kører med i bilen?« Ingemann gav spørgeren ret i det, men sagde, at der kommer en såkaldt rebound-effekt ved, at både A og B sparer nogle penge, og dem bruger de måske på at flyve til Thailand eller spise større oksebøffer. Det kan man jo ikke 100 procent afvise, men argumentet er særdeles tyndbenet – og uhyre generelt. Så skulle man jo også undlade at isolere sit hus, lade være med at købe en brændstofbesparende bil og købe en ny brudekjole og smide den ud bagefter af frygt for, at man brugte de sparede penge på noget, der var endnu værre for klimaet.

Kør mindre i bil, gå mere i teater og biograf frem for at tage indkøbsrejse til London, reducér kødforbruget og genbrug frem for at købe nyt, hvis du vil hjælpe med at bevare kloden. De råd gælder uanset hvad. Det giver ikke mening at sige, at man skal lade være med at spare på den ene ressource, fordi det bare giver én flere penge til at overforbruge den anden.

Desuden overser Ingemann, at hvis bilen eksempelvis står lige ude i garagen, frister den til at køre de ture, hvor man med fordel ligeså godt kunne have cyklet eller taget toget. Er man derimod med i en delebilsklub, bruger man kun bilen, når man virkelig har brug for det – både fordi bilen er lidt sværere at få fat i, og fordi man skal betale den faktiske pris for turen, herunder afskrivning på bilen.

Men man skal fokusere på, at delebiler skal appellere til dem, som ellers ville have købt egen bil. Hvis man erstatter cykling med delebil, har man ikke vundet noget. Delebiler og samkørsel er ikke løsningen på alt, men det er et vigtigt led i en samlet strategi for mere bæredygtig transport.

Christian Ege, sekretariatsleder Det Økologiske Råd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • Morten Lind
  • peter fonnesbech
Benno Hansen, Morten Lind og peter fonnesbech anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Gårde Henriksen

Delebil er dejlig billig hvis man som os bor i København og har brug for en bil et par gange om måneden. Vi er derhenne hvor det i nogle tilfælde er billigere end at tage DSB, hvilket undrer mig meget da DSB i mine øjne burde være det bedste for samfundet.

John Christensen

Konkurrencen i vores verden vil så vidt jeg kan vurderer indebære både overproduktion og overforbrug.
Uden let adgang til delebiler ville man potentielt slet ikke køre nogen steder, og ressourcerne er helg og holdent sparet.
Pas må med at tro at deleøkonomi altid medfører besparelser ift. ressourcer.

Hvis din dyrt købte busbillet (ikke Rejsekort) ikke er udløbet når du står af bussen toget, så sæt billetten fast i eller nær ved stoppestedet eller f.eks køreplanen - så en anden kan udnytte den.

Hvis busselskabet vægrer sig og rydder op, så giv den stadig gyldige billet til hjemløsesælgeren eller tiggeren (styrer du selv :-}), som så kan give den til den - der behandler dem positivt. Noget for noget, er ikke tiggeri.....og er i begge parters interesse, altså næsten ren win-win.

Deleøkonomi har ofte negative konsekvenser for andre - og derfor er det ikke et viunderligt mirakelmiddel. Man kan pelse en bjørn på mange måder.

Delebiler kan let medvirke til øget trængsel i byerne, så partikelforureningen mv. stiger.
Det kan være helt fatalt for sundhedsøkonomien. Så kan vi jo selvfølgelig dele sengene 2 og 2!
Tak for kaffe - Del og Like samtidig med del og hersk og del og helhed og..........God dag der ude!

Den enes død er den andens brød og er altså ikke nyt.
Mennesket, er foruden forbruger også producent, og tager du brødet fra mig så forvent at høre nærmere!

John Christensen

Finanskapitalen står på spring for at købe de mest innovative løsninger indenfor deleøkonomi i profitakkumulationens tjeneste.
Hjulpet på vej af vores politisk valgte forvaltere, så hvedegrødsdagene er slut - tak til græsrødderne der kan sælge virksomhederne og tjene kassen, så de kan overforbruge endnu mere.