Om to år snakker vi ikke mere om deleøkonomi. I hvert fald ikke som meget andet end et levn fra en forgangen tid, som i »kan I huske da vi troede …« Det er mit uforsigtige bud.
I en tid, hvor mange flokkes om deleøkonomien, gerne vil have del i den smittende goodwill, kan min påstand fremstå som et misforstået overbud. Som utidig spekulation, ganske enkelt. Men hør mig lige ud. Når deleøkonomi ikke er noget, vi vil være synderligt optaget af om få år, skyldes det ét afgørende forhold: At deleøkonomi som model for en smartere og mere samfundsgavnlig økonomi langtfra kan indfri, hvad den lover.
Det betyder ikke, at de for tiden profilerede deleøkonomiske entrepriser som Airbnb, Uber, Lyft eller Taskrabbit vil miste konkurrenceevne, svinde ind og forgå. Realiteterne er nok snarere det modsatte. Men selve feltet, som vi kalder ’deleøkonomi’ og dermed angiver en relevant betegnelse for bestemte forretningsmodeller (og deres samfundsværdi), vil svinde ind og blive erstattet af en ny runde håbefuld buzz.
For mens platformene givetvis består, vil de værdibårne visioner, der for tiden omgiver dem, smuldre. Når det sker, er der ikke længere meget kapital i at fable om deleøkonomi.
Til sagen. Der findes i hvert fald tre centrale værdipostulater, som knytter an til deleøkonomien. Hver især har de noget for sig, men gransker man dem lidt mere indgående, viser de sig noget vakkelvorne, hvis ikke direkte misvisende.
Postulat nummer 1: Deleøkonomi er implicit bæredygtig
Her møder vi det måske mest tungtvejende selling point, hvor bæredygtigheden promoveres som selvfølgelig, al den stund det hele jo handler om at gøre brug af latente ressourcer, der ellers står ubrugte hen.
Realiteten er, at det forkætrede mantra ’adgang frem for ejerskab’ praktiseres med fokus på at stimulere forbruget. For eksempel ved hjælp af brugervenlige apps og automatiserede betalingsformer. Ejerskab er simpelthen upraktisk, bøvlet. Adgang handler derimod om convenience og begejstringen ved nye tjenester, der kan imødekomme snart sagt ethvert kuriøst behov. On demand.
En rapport fra det franske institut for bæredygtig udvikling (IDDRI) påpeger, at mange deletjenester bygger på forretningsmodeller, der skaber incitamenter, som frem for at medføre et smartere forbrug bidrager til et samlet merforbrug.
Når det gælder for eksempel biler, maskiner og andre materielle goder, der slides betydeligt ved brug, skaber det et behov for yderligere produktion. Hvilket trækker veksler på i forvejen knappe ressourcer og fossile energiformer. På den måde fører adgangen ikke nødvendigvis til en overflod af tilgængelige ressourcer. Snarere til en intensivering af knapheden.
I det hele taget har man købt den illusion, at den totale kapacitetsudnyttelse sådan pr. automatik er bæredygtig. Men det forudsætter som minimum, at forbruget frakobles behovet for ny produktion og samtidig skaber affald, der kan genanvendes til andre formål.
Postulat nummer 2: Deleøkonomi skaber øget tillid
Fra første færd er deleøkonomien italesat som en markedsplads, der bygger på, og som samtidig styrker tilliden blandt alle deltagende. Det bakkes op af intuitionen. Når folk udlejer deres bil, lejlighed eller rundsav, når de lader andre fragte deres gods eller hyrer en amatørgartner, så bygger det på et vist mål af tillid.
De fleste velfungerende deletjenester benytter sig af forskellige ratingsystemer, hvor både køber og udbydere af ydelser kan vurdere indsatsen. Typisk er det disse systemer, der fremhæves, når snakken falder på tillid i deleøkonomien.
I en aktuel undersøgelse udført af PricewaterhouseCoopers identificeres et træk ved de moderne tillidsreserver. Som bruger har man sandsynligvis ikke tillid til ens Lyft-chauffør eller Airbnb-værtinde, men man sætter gerne sin lid til de 32 personer, der har vurderet og ratet hendes service. Undersøgelsen konkluderer, at tillid i deleøkonomien ikke drejer sig om tillid blandt de mere eller mindre fremmede personer, der udveksler ydelser. Snarere er det en form for tillid mellem individet og de aggregerede ratings.
Samtidig peger nyere forskning på, at des mere såkaldt ’omdømme’-information om dens brugere, en tjeneste gør tilgængelig, desto færre stærke relationer skabes. Meget tyder på, at diverse ratingsystemer snarere mindsker den direkte interaktion mellem brugere og omsætter tillid til en form for kalkuleret risikovillighed.
Forestillingen om, at diverse kommercielle deletjenester er arenaer for gensidig tillid eller et formålsdrevet fællesskab, må revurderes.
Postulat nummer 3: Deleøkonomi demokratiserer arbejdsmarkedet
Som sidste værdipostulat serveres budskabet om nye onlinemarkeder, der letter adgangen til arbejde og i sidste ende giver øget frihed og handlekraft.
Den mest feterede figur i denne historie kaldes undertiden ’mikroentreprenøren’. En åbenlyst værdiladet betegnelse, der fremmer ideen om individet, der fra at være arbejdstager bliver en selvbestemmende skaber af arbejde på tværs af diverse deleplatforme.
Imidlertid er der mellem mikroentreprenøren og det, nogle kalder for ’nødvendighedens entreprenører’, en umærkelig glidebane. For sidstnævnte er drivkraften ikke et lystdrevet valg med udsigt til øget frihed, men et risikobetonet valg, der er taget ud fra manglende alternativer. For ikke at falde igennem. Især dér, hvor det sociale sikkerhedsnet er knap så fintmasket.
Hvad der med galopperende hast åbenbarer sig for tiden er, at deleøkonomien som arbejdsmarked skubber en række risici over på den arbejdsstyrke, der tidligere gik under navnet ’ansatte’. For når man ikke længere hyres som medarbejder, men som selvstændig underleverandør, bortfalder en række rettigheder og privilegier, vi ellers tager for givet i et moderne arbejdsliv.
Man kan med rette se det traditionelle arbejdsforhold med dets stabilitet, urokkelige hierarkier og klare udviklingstrin som en forældet model for store dele af den moderne arbejdsstyrke. Men fordelen ved den klassiske organisation var, at den på flere måder understøttede et fagligt fællesskab samt en opadgående social mobilitet.
De egenskaber lader sig ikke genfinde blandt deleøkonomiens dominerende virksomheder. Du kan blive din egen chef, men du kan aldrig forfremmes. Du kan opleve en tiltrængt fleksibilitet, men det bliver en ensom daglejertilværelse uden fagligt fællesskab eller kompetenceudvikling.
Det, der før var nogens levebrød, er fremover andres bijob. Denne omstrukturering af arbejdet vil på nogle områder, og mere for nogle grupper end andre, øge adgangen til arbejde. Men spørgsmålet, der presser sig på, er: Hvad giver dette arbejde reelt adgang til?
Ligegyldige ydelser
Vi har i de seneste 10-15 år oplevet en digitalt drevet økonomi, der har anvendt teknologi og en spirende netværkskultur til at gentænke organisationer, forretningsmodeller og værdikæder. Det har skabt nogle langt mere åbne og forbundne virksomheder, der hver dag interagerer med deres omgivelser for at skabe meningsfulde produkter, som udspringer af virkelige behov.
Knap så meget slatten værdi, convenience og hverdagsluksus, mere blivende samfundsværdi, værktøjer og oplevelser, der samler brugere om et fælles formål, udvikler dem og løser reelle problemer.
Men deleøkonomien er muteret og står i voksende grad frem som en on demand-serviceøkonomi fuld af prekære jobs og ligegyldige ydelser, hvilket alt andet lige må skræmme enhver visionær businessman eller -woman.
Christian Ingemann er partner i analysebureauet Solobeta
Det er helt fint, hvis den kan skræmme businessmen og -women væk. Tænk bare, en økonomi uden plattenslagere, plutokrater eller oligarker :o)
Det er helt fint, hvis den kan skræmme businessmen og -women væk. Tænk bare, en økonomi uden plattenslagere, plutokrater eller oligarker :o)
@Torben Nielsen:
Den såkaldte deleøkonomi er ikke andet end daglejeri på stylter, og gør kun almindelige arbejdere mere sårbare overfor plattenslagere, plutokrater og oligarker. Daglejeriet medfører jo netop at mange af de rettigheder arbejderklassen møjsommeligt har tilkæmpet sig, ikke længere gælder.
Hvis man ønsker en økonomi uden de nævnte grupper af kedelige individer, så er det direkte kontraproduktivt at tillade arbejderklassen at blive atomiseret i individuelle "mikroentreprenører"; på den måde sidder borgerskabets oligarker tilbage med magten.
Ønsker man at slippe for plattenslagere, plutokrater og oligarker, så er der kun én løsning: En demokratisk styret, egalitær økonomi.
Jeg har lige været til frokost og delt to Tuborg med mig selv - og ser nu en smule lys i en ganske tynd artikel. Fremlæggelsen af konsekvenserne af at stole på "likes" er ganske interessant.
Gældende regler er bygget op på en traditionel sondring mellem arbejdsgivere og lønmodtagere og disses respektive arbejdsgiverforeninger og fagforeninger.
Uber og andre deletjenester er et produkt af nye tekniske muligheder, og det mest naturlige ville vel være, at man tilpassede den traditionelle sondring arbejdsgiver/lønmodtager til den tekniske udvikling, så man uden at sætte folks velerhvervede rettigheder over styr kan udnytte styrken i deletjenesterne.
Fagforeningerne burde skræddersy medlemsskaber for folk, der søger ind i deletjenesterne - hvis folk vil basere deres indtjening (helt eller delvist) på at arbejde for f eks Uber eller på at arbejde for flere deletjenester på en gang, så er der et særdeles lovende nyt "marked" for fagforeningerne.
Tror ikkede fleste holder fanen så højt ang. fælles sandkassen (statsbudget) holdbarhed, efter seneste regeringsperiode - skovlet alene 100 mia. "forskudskat på pensions skat - Sand fra fremtidens børn sandkasser så mangler, for at holde indeværende års budget lige under max. 3% lånegrænsen, indførte reform amok, åbenbart stadig ikke nok, til at indfri statens lovet/forventet servicegrad for tårnhøje indskud fra skatter & afgifter. Flere sandheder om rigets tilstand - periode med mere overstyring for at afbøde værste skader kan vel forventes forude.
Heroppe i Nordjylland kalder vi det noget andet.. men det snakker vi ikke så meget om.
Haha Torben, jeg skulle lige til at skrive den samme vinkling fra Vesterbro.
Det er ufatteligt at alle de kloge hoveder ikke kan se at det bare er en teknologiunderstøttet sort økonomi.
Jeg har personligt ikke det store problem med det, men det er helt sort sic, for mig at man kan synge hyldestsangen fra socialistisk hold for en økonomi der unddrager sig enhver regulering og beskatning.
Jamen, det skyldes, Egon Maltzon, at socialistisk økonomi går ud på at yde efter evne og nyde efter behov - den vedrører ikke regulering og beskatning per se.
Beskatning er jo netop en måde at samle ydelserne op på inden de kan deles ud som nydelser.
Hvordan er det lige at der skaffes midler til sygehuse og skoler i en deleøkonomi ?
"For eksempel ved hjælp af brugervenlige apps og automatiserede betalingsformer. Ejerskab er simpelthen upraktisk, bøvlet."
Det er en misvisende påstand. Brugervenlige apps og automatiserede betalingsformer gør det nemmere at tjene penge på ejerskab. Deleøkonomi indebærer, at udlån erstattes af udlejning el. salg af serviceydelser. Det glemmes, når kun køberne inddrages i debatten.
"Når folk udlejer deres bil, lejlighed eller rundsav, når de lader andre fragte deres gods eller hyrer en amatørgartner, så bygger det på et vist mål af tillid."
Det har deleøkonomien ikke monopol på. Brug af traditionelle, professionelle virksomheder er også baseret på tillid.
Alt der kan sættes i gang, der kan føre til et værdigere, sjovere og fornuftigere liv er dælme da dejligt, uanset om det så kaldes sort-, organge-, dele-, venne- og familie tjenester eller noget helt Karl den 12. Så snart nogen laver plat er det derimod ud af dejligheden, der hvor jeg kommer fra.
Alle disse dejligheder og fornuftige gøremål førte til, at landarbejdernes og husmændene fik andelsbevægelsen i gang, mod datidens magtelites dominans og ejerskab. Men det lykkedes ikke at smide platuglerne - magtmenneskerne - ud af dejlighederne i den oprindelige andelsbevægelse.
Arla er i princippet stadig en andelsforening, men hvor er nutidens landarbejderes & husmænds indflydelse dér..? Og uden at forklejne ovenstående nutidige sort (... & orange etc.) må det være muligt, at få gang i en andelsbevægelse anno 2015 >>>>>
Læs de cirka 100 indlæg - fra 14. juli kl.9 - efter artiklen..: Hvad er det bedste ved Danmark? Lønnen! Og skriv selv. Og tænk. Atomiserede uafhængige initiativer, behøver ikke ikke stå i modstrid til at lave en samlet bevægelse. Det lykkedes i cirka 100 år for den oprindelige andelsbevægelse. Indtil magtmennesker og politiske partier ødelagde dejlighederne, og de gode mennesker der stod for at lave andele blev sat udenfor indflydelse.
Jeg har endnu til gode at prøve Uber, men jeg kan se at systemet har en stor fordel, som slet ikke har været fremme i debatten. Ved almindelig taxakørsel fra taxaholdeplads kan det være et stort problem at køre en kort tur. Chaufføren bliver sur og nægter i nogle tilfælde at tage turen. Hvis man hopper ind i bilen og først derefter meddeler destinationen, så risikerer man at blive skældt og sidder nogen gange og kan blive helt bange for at få klø.
Det værste jeg var ude for skete for nogle år siden, da jeg fløj fra Tel Aviv til Paris og landede lidt før midnat. Jeg havde bestilt et værelse på Radisson-SAS hotellet, som ligger et par kilometer fra CDG-lufthavnen på den anden side af en motorvejsudfletning, for at overnatte inden jeg tog et morgenfly til København. En hel linie af taxichauffører nægtede at tage den korte tur. Nogle havde endda den frækhed at tilbyde turen mod at jeg betalte for en tur helt ind til Paris. Der opstod en større diskussion, hvor jeg foreholdt dem deres forpligtelser i henhold til koncessionen og truede med at indberette dem til et kontor, som jeg vidste lå i lufthavnen. De grinede blot og sagde, at det var lukket og først åbnede kl. 8 næste morgen.
I andre tilfælde kan man i København komme ud for at chaufføren ikke vil køre med hunde, svinekød eller alkohol. Den store fordel ved Uber er at chaufføren på forhånd har accepteret turen inklusive prisen. Dermed undgår man en masse bøvl og diskussioner.
Siden hvornår har det været nødvendigt at finde midler til noget - hvis man er gået væk fra kuponbetaling?
I et samfund, hvor man yder efter evne og nyder efter behov, er det ikke nødvendigt at bytte ydelser med ydelser - kun at enhver gør sit til fælles bedste, hvilket inkluderer til eget bedste.
En anden, og mere anvendt form for boble:
That “sharing economy” enterprises are focal points of a new technology-stock bubble is another reason to question the hype surrounding them. While waiting for the right moment for an initial public offering, the poster child for the “sharing economy,” Uber Technologies Inc., has had no trouble attracting investors, and is now valued at US$51 billion. Not bad for a company that claims to be nothing but an app — except for when it claims to be hiring drivers when its interests dictate. (More on that below.) To put that valuation in perspective, it is higher than 80 percent of S&P 500 companies — an index selected from among the largest companies listed on U.S. stock exchanges. This for a company founded in 2009.
https://systemicdisorder.wordpress.com/2015/08/05/high-tech-exploitation/
En lidt underlig ”analyse”, for det er mest en kritik af dele-økonomien på den eksisterende økonomi’s præmisser:
#1 Den første konklusion er korrekt: Når to personer deler en bil i stedet for at have én hver fordobles sliddet på den ene bil, så netto er der ingen gevinst på den konto. Alligevel får delebiler reserveret P-pladser!
#2 Indvendingen mod tillid baseret på ”likes” forstår jeg ikke. Enhver tillid mellem to parter er allrede nu baseret på ens ”gode navn og rygte”. Hvad er forskellen?
#3 Hér falder logikken virkelig fra hinanden for CI. For selvom det er rigtigt, at selvstændige ikke har rettigheder og privilegier som ansatte har, så har de frihed, som ansatte ikke har.
Når jeg arbejder under en overenskomst er løn –og arbejdsbetingelser som overenskomsten siger – jeg har ikke noget at skulle have sagt. Så hvad de to grundlæggende forhold angår er jeg umyndiggjort. Det er ikke et gode.
Det andet forhold er, at rettigheder og privilegier, som ikke udspringer af ens præstationer i produktionen gør folk sløve (hvorfor anstrenge sig når man alligevel får hele ydelsen?) og favoriserer de dovne på de flittiges bekostning. Det er heller ikke et gode. Undtagen for de dovne.
Artiklen havde haft større interesse, hvis CI havde analyseret deleøkonomien fra et bredere perspektiv, så vi kunne have fået et bud på, hvordan vi kunne bruge den til at få et friere og mere selvstændigt liv – uden at indføre jungleloven.
Åh, Martin Trolle Mikkelsen, jeg var med dig, lige indtil du gjorde rettigheder til et onde. Rettigheder er godt, det er det, der sikrer, at folk - uanset hvad - er ligestillede borgere.
At du synes, det er godt at være flittig, er godt for dig. Men det er ikke noget, du kan kræve alment - eller skal kræve alment. Samfundet må handle om 'det tilstrækkelige' - og her er deleøkonomien suveræn, fordi den breder løsningen af en mængde småopgaver ud på mange, så anstrengelsen for den enkelte bliver mere overkommelig.
Så det er ikke godt at være flittig, f.eks flittig efter evne.? At være flittig i eget (andels) hus er sjovere end at være det i bankens. For eksempel. At samfundet må dreje sig om "det tilstrækkelige" er, som i mange af yderst flittige - hér - Peter Hansens indlæg, også hér ukonkret, ligesom der i ovenstående afsluttes med at "deleøkonomien (er) suveræn etc.". Skabelsen af en mulig helt ny andelsbevægelse - med samme værdier + nye - anno 2015 >>>>> er også konkret. Se f.eks nogle af de over 100 indlæg i "andelstråden", der henvises til ovenfor, 7.8. kl. 20:15 - 4. afsnit, 1. linje.
At påpege mangler uden at udpege muligheder er hamrende perspektivløst. Og sygt kedeligt.
@Frank Hansen
Du har helt ret. Det du beskriver i Paris kan man også opleve i Kastrup, hvis man skal fra lufthavnen til et sted på Amager. Dvs. i Kastrup kan de ikke nægte at samle passagerer op. Det har lufthavnen ansat personale til at standse. Til gengæld bliver chaufførerne eddikesure. Flere gange er jeg, der bor godt 100 kr. fra lufthavnen direkte blevet skældt ud. Det er virkeligt morsomt, når man har siddet 10 timer i et fly. Jeg har også fået at vide, at jeg ikke må stille mig op i køen af passagerer, der skal have en taxa. I stedet skal jeg gå til Terminal 2 og spørge en taxa, der sætter kunder af der, om den vil køre mig. Men det er ikke det værste. Det værste er, når chaufførerne ikke siger noget, men blot klapper i.
For ikke at tale om den chauffør - med et vic i endelsen af efternavnet - der mente Danmark har for mange flygtninge.
Jeg er uenig på en lang række punkter.
Dele økonomi er langt fra noget nyt. Den har eksisteret siden stenalderen, og handler om naturlig interaktion mellem mennesker , hvor man i større eller mindre udstrækning hjælper hinanden, og deles om ressourcerne. Når folk hjælper hinanden ude i de små samfund , kollektivet, mellem vennerne, og i mange andre sammenhænge foregår det uden nogen registrerbar kontrol, og kan derfor ikke måles. Men så snart tjenesterne formidles online og de sites, Airnb , Ebay og Uber, der formidler kontakten, årligt kan fremlægge det eneste strålende regnskab efter hinanden, ja, så snakker man om deleøkonomi. For nu kan tallene aflæses og kortlægges i alle ender og kanter.
Men deleøkonomien er langt større end det og er en organisk social størrelse, hvor jeg ikke mener at man kan lave endegyldige konklusioner ved bare at undersøge en flig af den.
Hvis man udelukkende lever som microentreprenør i Danmark ville den naturligste ting være at blive registret som selvstændig, dvs, få et se.nr, melde sig ind i en a-kassen for selvstændige, tegne de nødvendige tillægsforsikringer, og derfor være sikret et minimum af rettigheder.
Den mulighed vil nok ikke forekomme alle steder, og derfor vil man der leve med en helt anden sårbarhed, det er rigtig nok, og på dette punkt er jeg da enig.
Men fordi man lever på denne måde og er sin egen chef, er der da absolut ikke nogen grund til at begræde at man ikke man kan forfremmes. Hvorfor i al verden skulle man det , man er jo sin egen chef. Og at denne tilværelsesform skulle være ensom, uden social kontakt og muligheder for opkvalificering er en gang sludder. Tværimod vil man skulle interagere med et hav af mennesker hver dag, og vil her jævnlig skulle være opmærksom på markedets bevægelser for at kunne lave de nødvendige justeringer og finde nye tiltag, når det er og bliver nødvendigt.
Og på en langt række områder er det langt mere bæredygtigt end denne artikel konkluderer.
For antallet at hotelbyggeriet skulle sættes voldsomt i vejret , hvis Airnb tjenesten ikke fandtes.
Denne service udbyder faktisk flere værelser end hele Hilton hotelkæden, det siger ikke så lidt.
Og der skal produceres og sælges flere biler, hvis ikke der fandtes delebil ordninger eller alternativ taxa kørsel.
Artikelens slut konklusion som fuldstændig nedgør deleøkonomien, som ligegyldige on demand ydelser i modsætning til "det rigtige forretnings verdens produkter" er i den grad et fordomsfuld postulat. Og pegefinger som løftet i vejret for at advare enhver visionær business man or woman er helt grotesk.
Tværimod burde et hvert visionært business individ faktisk tage højde, hvordan nogle elementer herfra fint kunne indgår i fremtidige forretnings modeller uden at de involverede individers rettigheder bliver forringet.
Og både fremtidige forretningsmodeller og menneskelige relationer kan hente mere gods i f.eks Vikingetiden, end guld i nutidens latterlige dansen rundt om sig selv og bundlinjerne.
Igen.: Deltag gerne i samtalen og (gen)læs de over 100 indlæg, der begyndte den 14. juli kl. 9, i "Andelstråden" efter artiklen.: Hvad er det bedste ved Danmark? Lønnen!
Som en lille kort opfølgning på din kommentar Peter Nørgård , vil jeg lige nævne at det måske bare er spørgsmål om tid før tjenester som Airnb, Uber og andre, opstår i nye variationer på online andelsbasis, dvs. webtjenester, der ikke profiterer af hver enkelt transaktion, sådan som man ser det hos Airnb, og Uber, med fungerer i kraft af et fast medlemskab for brugerne, som betaler et mindre månedligt bidrag, som dækker omkostningerne ved en sådan website på andelsbasis, altså non profit.
Softwaren til disse sider bliver jo hele tiden billigere at få op at køre.
Mon ikke snarere det bliver på anpartsbasis..? Efter mine begreber - med afsæt i den oprindelige andelsbevægelses værdier og mål - har anpartstænkning- og praksis, intet med andelsditto at gøre.
Deleøkonomi er en sund tanke, og vi der køre med bus oplever flere og flere lavpristurister med børn, der køre til kvartere i København hvor der ikke ligger hoteller - men sandsynligvis feriebyttelejligheder..
Som grundlægger af Helpfully, der er en deleøkonomitjeneste med ydelser, føler jeg, at denne debat kalder på en kommentar fra en af ”the bad guys”. Det er jeg efterhånden vant til, at man kalder vores tjeneste, og det er et mærkat, som alle deleøkonomitjenester får klistret på sig i deleøkonomi-debatten. Men hvorfor egentlig det?
Jeg giver selvfølgelig kritikerne ret i, at der vil være arbejdsmarkedsrettigheder, som man ikke får, når man er deletjeneste-arbejdende. Men når deletjenester udråbes som fjenden mod arbejdsmarkedet, som vi kender det, neglegeres det fuldstændig, at der er mange mennesker derude, der gerne vil arbejde uden de rettigheder. Grunden til det er, at de i stedet får noget, der er endnu mere værdifuldt for dem. Frihed. Dét er nemlig en rettighed, der topper på prioriteringslisten, og det er en rettighed, som mange, der ønsker at være deres egen chef, sukker efter i deres daglige 8 til 16-job.
Derfor synes jeg ikke, at en deletjeneste som Helpfully bør ses som et skruebrækkerforetagende, men i stedet som en ny og unik mulighed for mange. For takket være deleøkonomitjenester kan folk, der hidtil ikke har passet ind i de fastlagte arbejdsmarkedskasser, nu finde en plads, der er skabt præcis til deres behov.
Hvad er dit syn på den oprindelige andelsbevægelses værdier og mål, Jeppe..?
Hvilket ejerskab og hvilken selskabs konstruktion og bestyrelse har Jeres firma..?
Deleøkonomi er et andet ord andelstanken: "En mand en stemme" uanset hartkorn.
Ja, Eskild, ét af grund elementerne i den oprindelige - og muligvis fremtidige - andelsbevægelse er afstemning "efter hoveder ikke efter høveder".
Det grund element skred mere og mere ud, da de poltiske partier overtog og centraliseringen gennemførtes. Andelsbevægelsens værdier slumrer stadig, f.eks i andelsboligforeningerne og i det almennyttige boligbyggeri, med tilsammen over 1.1 million mennesker.
Hvordan ser du (og I) den atomiserede "deleøkonomi" i lyset af en mulig nu andelsbevægelse, både hér og i andre lande..?
Jeg ser frem til at læse de mulige svar + at få svar fra Jeppe på spørgsmålene stillet kl. 11:05.
Der er det fantastiske, at ordet "dele" i 2015 kun associeres med noget positivt. Hvis der ikke kan findes negative sider af deleøkonomi, er det sandsynligvis en boble. Er deleøkonomi fx lige så tiltrækkende, hvis man skal betale skat af sit overskud?
http://olivierblanchard.net/stop-calling-it-the-sharing-economy-that-isn...
Interessante indvendinger, Ouafa Rian; men problemet er, at 'fair konkurrence' er kommet til at fylde for meget i forhold til at løse simple opgaver i samfundet. Pengene styrer, og det er det, vi skal væk fra. Vi skal henimod det generøse samfund, hvor folk giver af lyst og modtager med taknemmelighed.
Igen, igen Peter Hansen, påpeger du almindeligheder, uden at forholde dig til h v o r d a n du forestiller dig, at verden når frem til at "pengene (ikke) styrer" og "henimod det generøse samfund ...".
Vil du - som en af dine anbefalere henviste til - i den retning som sitet.: snylterstaten.dk står for..?
Der er ikke noget at bruge KAK-tankegangen til, Peter Nørgaard, bortset fra som en ædru beskrivelse af de herskende udbyttende forhold, som vi skal have gjort op med.
Du vil så gerne have svar på, hvordan ting skal realiseres. Tænk selv. Hvis du synes, noget skal fremmes, er det ligeså meget dit ansvar at bidrage til tankegangen.
Det er ikke deleøkonomi, det er mikrotransaktioner.
Istedet for at leje kælderen ud for $12k om året, lejer vi den ud for $150-200 per nat. Det passer mig rigtig, rigtig fint, hvis den står tom det meste af tiden, for så bruger ungerne den til filmaftener. Og så længe den er lejet ud mere end 60 dage om året, har jeg netto flere penge i hånden, fordi der er meget mindre slid på gulve og møbler fra folk, der bare skal bruge en seng og en sofa og et TV, men som ikke forsøger at indrette sig permanent.