Klumme

Du og dine fattige tabervenner

Tænk, hvis bankmanden sagde lige op i ansigtet på dig, at du ikke kan få et lån, fordi din veninde står i RKI. Skandale? Måske. I hvert fald et rasende facebookopslag værdigt. Men den slags pinlige optrin er vi heldigvis forskånet for, når vores liv reduceres til data
13. august 2015

Det er spændende tider, vi lever i. Tilbage Til Fremtidens ikoniske hoverboard er snart en realitet, og Facebook har just patenteret en ny metode, som kan bruges af banker til at vurdere en given persons kreditværdighed ud fra vedkommendes venneliste. Hvis dine venner er dårlige betalere, så er du nok også, forstås. Egentlig er det jo blot en naturlig udvikling af stalkersamfundets muligheder for skræddersyede løsninger. Du og din virtuelle omgangskreds er allerede under intens overvågning af ekskærester, nye kærester, kommunen, potentielle arbejdsgivere og frem for alt virksomheder med et godt tilbud especially for you, my friend. Hvorfor skulle banken så ikke have lov til at basere sine tilbud på dit digitale (privat-)liv?

Det kommer selvfølgelig til at foregå under ordnede forhold. Ingen enkeltpersoner, der sidder og snager i dine økonomiske forhold; kun algoritmens blinde retfærdighed. Metoden er i øvrigt heller ikke nyere end som så. De første medier hidsede sig allerede op over rygterne tilbage i 2011, før patentansøgningen overhovedet var sendt af sted. Tiden gik, og vi hidsede os ned igen.

Nogen ville måske indskyde en spydig bemærkning om kollektiv hukommelse og guldfisk, men ulig mennesker, så husker guldfisk faktisk glimrende. Som art har vi til gengæld en vidunderlig evne til at fortrænge ubehagelig viden, der ville placere os i endnu flere ubehagelige dilemmaer, hvis vi valgte at forholde os til den. I stedet fortsætter vi med at benytte tjenester som eksempelvis Facebook på Facebooks betingelser, fordi det er bekvemt. Vi mærker det knapt nok, når vi langsomt, men sikkert, sælger os selv bid for bid. Et pund kød, et gram ad gangen.

Men hvis du ikke vil betragtes som en fattig taber, så kan du jo bare unfriende dine fattige tabervenner. Skær dødvægten fra, hold op med at interagere med personer, der kan sætte dig i et dårligt lys. Du er ikke blot dine statusopdateringer, men også dine likes, dine venner og deres likes. Og nu også deres økonomi. Men hvor godt kender du egentlig dine venner? Måske skal vi til at bede om kreditvurderinger og sikkerhedsgodkendelser, før vi godkender venneanmodninger. Det kan Facebook sikkert også være behjælpelig med. En algoritme, der matcher dig op med personer fra de rette socialgrupper.

Bemærk, hvor naturligt det er at placere Facebook i skurkerollen her. Amerikansk virksomhed i seng med banker og reklamebureauer, lemfældig omgang med brugernes privatliv og dobbeltmoralsk tilgang til censur. Men Facebook – og tilsvarende tjenester – udnytter jo blot de muligheder, vi giver dem. Vi oprettede selv vores profiler, vi skaber selv det indhold, der holder tjenesterne i live. Og der er intet, der tvinger os til at blive; ikke andet end socialt pres, bekvemmelighed og flokmentalitet.

Da jeg var barn, læste min far kaninfablen Watership Down højt for mig. Én af historierne, der endnu står mig klarest, er historien om kaninkolonien, som stiltiende accepterede, at den lokale bondemand satte snarer op, mod at han holdt dem sikre og velnærede. Når en kanin gik i snaren, blev den øjeblikkeligt glemt af sine kammerater, og sådan kunne det komfortable liv fortsætte. At flytte var uhørt. Utænkeligt.

Vi glemmer ikke. Vi fornægter. Tager brodden af det snigende ubehag med galgenhumor og ironi. Hvem ved, måske er dette bare fremtiden. Det svider altid lidt, når mødommen ryger. That’s pride fucking with you, som Marsellus Wallace ville sige. Og vi ved jo alle, at har man intet at skjule, har man heller intet at frygte.

Tænk, hvis bankmanden sagde lige op i ansigtet på dig, at du ikke kan få et lån, fordi din veninde står i RKI. Skandale? Måske. I hvert fald et rasende facebook-opslag værdigt. Den slags pinlige optrin er vi heldigvis forskånet for, når vores liv reduceres til data. Det er jo ikke personligt. Det er bare forretning.

Mikka Tecza er studerende ved IT-Universitetet og medredaktør på DenFri.dk Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Sørensen
  • Morten Lind
  • Marianne Rasmussen
  • Vibeke Rasmussen
  • Espen Bøgh
  • Nikolaj Westergaard
  • Steffen Gliese
Poul Sørensen, Morten Lind, Marianne Rasmussen, Vibeke Rasmussen, Espen Bøgh, Nikolaj Westergaard og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Hr. redaktør

Hold godt fast i Mikka Tecza - han/hun er værd at læse.

Jakob Silberbrandt, Morten Lind, kjeld jensen, Dennis Hauge, Jane Nielsen, Keld Albrektsen, Steffen Gliese og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar

Udtrykket "stalkersamfundet" er faktisk en medalje værdig, - godt set!

Vi skal dog ikke forglemme at det er det liberale "stalkersamfund" på liberale betingelser der her regerer frit, hvis ikke staterne og deres politikere får imod det, så bliver vi alle ofre!

Anne Eriksen, Carsten Wienholtz, Anne-Marie Krogsbøll, Jakob Silberbrandt, Morten Lind, kjeld jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Man kunne også overveje at stå af facebook.
Hvad vil bankmanden så gøre? Og de andre stalkere?

Jakob Silberbrandt, Morten Lind, kjeld jensen, Bjarne Andersen, Marianne Rasmussen, Gert Selmer Jensen og Peter Nørgaard anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Per Nørgaard, børn i den tredje verden bør have de samme muligheder som børn i den vestlige verden - ligesom folk i den tredje verden bør. Uden at de skal udbyttes i kraft af deres svagere position i verden af folk i stærke, rige nationer, der dels kan købe billige produkter fremstillet under horrible forhold, dels kan stjæle de bedst betalte job med forarbejdning af råstoffer, der importeres billigt.

Peter Nørgaard

Dit ovenstående indlæg, Peter Hansen, læses i sammenhæng med at du flere gange fremfører den teori, der findes på Blekingegade-forrydernes web.: Snylterstaten.dk, som én af dine anbefalere linkede til i forgårs.

Du skrev i går, at "ALLE klasser i den vestlige verden deltager i udbytningen af den 3. verden". Derfor er den danske befolknings lønninger rigelige, og som du også skrev kan to mennesker sagtens leve for 12.000 kr. netto om måneden. Går du ind for "snylterstats-teorien"..? Og i givet fald.: Hvorfor..?

Selvfølgelig skal alle mennesker have samme muligheder, og, heldigvis går de fleste ind for at forbyde børnearbejde, modsat du. Vejen frem er blandt andet uddannelse, konkret bekæmpelse af fattigdom, støtte til ikke-korrupte fagforeninger og bevægelser - både i Danmark og i den 3. verden.

I øvrigt er Per Nørgård - uden aa - en god komponist.

Jacob Mathiasen

På et tidspunkt bliver det sikkert et krav fra bankerne at man har en fungerende og aktiv facebook konto så de kan snage i den slags...

Jeg mindes at i USA skal man opbygge sin credit-rating ved at tage en masse små-lån - uanset om man har brug for dem eller ej - og så betale dem..

Dvs. en slags bestikkelsespenge, som gør en fattigere i det hele taget og tvinger en til at bruge penge på renter, oprettelses og nedrettelsesgebyrer - og alt muligt andet fanden har opfundet.

Man må da håbe at folk holder op med at låne penge.... Og køber når de faktisk har råd til det - fremfor at give mestendels snylter-virksomheder med ansatte, som mener de skal tjene bedre end størstedelen af befolkningen ved intet andet end at skubbe papirer frem og tilbage.

De er primært en belastning for samfundet - det som udbydes kunne klares væsentligt bedre og billigere, hvis der var politisk vilje og/eller reel konkurrence.

Carsten Wienholtz, Karsten Aaen, Jakob Silberbrandt og Morten Lind anbefalede denne kommentar

Jeg er højst på Facebook en gang hvert halve år og har glemt hvem mine venner er. Heldigvis behøver jeg ikke at låne penge i banken. Tværtimod kan jeg om nødvendigt give banken et lån, naturligvis mod en passende rente. Men måske skulle jeg først undersøge hvem bankens venner er. Jeg skulle jo nødigt låne penge ud til en, som ikke er kreditværdig. Ups, det har jeg vist allerede gjort.

Anne-Marie Krogsbøll, Jakob Silberbrandt, Bernhard Drag, Michael Kongstad Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

For mig er det faktisk meget simpelt, Peter Nørgaard: jeg tror, at mennesker godt vil vide, at der altid er udveje. At den frihed, som alt for mange oplever sig berøvet, også i vores samfund, hvor det fører til ualmindeligt mange selvmord, faktisk findes, at man er i stand til at gøre noget konkret her og nu - så man f.eks. ikke går på røven, fordi et samfund har skabt så rigide systemer for lønudbetaling, at de tre uger frem til bankoverførslen er det hår, der knækker kamelens ryg.
Dér kan det virkelig være en fordel at arbejde som daglejer eller her og nu kontant betaling.
I gamle dage var mange månedslønnede job forudbetalte - det var en stor hjælp for mange, der havde været uden job for længe, en ekstra lettelse oveni glæden ved endelig ikke at skulle hver femøre.

Steffen Gliese

Det kunne løses bedre og billigere, Jacob Mathiasen, hvis vi simpelthen afskaffede pengene, men det er vi nok ikke helt indstillede på endnu.

Herman Hansen

For kort tid siden har jeg lukket ned for facebook, google+, picassa, twitter, linkedin osv.. Måske er det en håbløs opgave, at få alt med. Det samme har min datter gjort. Det har jeg gjort fordi det er helt uoverskueligt, hvad og hvordan alle disse data vil blive brugt, måske mod en selv og ens nærmeste for fremtiden. Disse systemer ved allerede langt mere om en selv end man selv gør og vil sikkert snart blive brugt til at drage sine egne konklusioner om stort og småt. Tilbage stor jeg med et par gmail konti som også får dødsstødet. Mobil telefonen køre på Googles android platform som milliarder andre, men denne android bliver udskiftet med den google frie Cyanogenmod.

Tænk hvad et autoritært styre i fremtiden vil kunne gøre med alle disse data? En passende algoritme og et tryk på "Enter" og efter få sekunder er f.eks. 550.000.000 EU borgere delt op i venner og fjender med adresse og det hele...

Anne-Marie Krogsbøll, kjeld jensen og Ib Heinisch anbefalede denne kommentar

Uforståeligt at tænkenede mennesker er tilmeldt "Facebook", "twitter" og lignende "sociale mediaer", man skulle tro, at der var vigtigere ting at tage sig til.

Vibeke Rasmussen

"Bemærk, hvor naturligt det er at placere Facebook i skurkerollen her. Amerikansk virksomhed i seng med banker og reklamebureauer, lemfældig omgang med brugernes privatliv og dobbeltmoralsk tilgang til censur. Men Facebook – og tilsvarende tjenester – udnytter jo blot de muligheder, vi giver dem. Vi oprettede selv vores profiler, vi skaber selv det indhold, der holder tjenesterne i live. Og der er intet, der tvinger os til at blive; ikke andet end socialt pres, bekvemmelighed og flokmentalitet."

Thumbs up, like, anbefalet … :)

Rikke Nielsen, Mads Berg, Bjarne Andersen og Henning Nielsen anbefalede denne kommentar

Diskussionerne på information giver et fint indblik i den frustration som mange almindelige føler. Desværre bliver det jo ikke til så meget andet end at hvert individ kommer af med deres øjebliksfrustration imens vi anbefaler holdnings-"venners" kommentarer og bagtaler vores holdnings-"fjender". Det er vores eget ansvar siger vi så i kor uden at gøre mere ved det.
Hvis det er en veganer der gør oprør mod horrible forhold for forsøgsdyr, så diskuttere man veganere og ikke om alt er tilladt i kapitalismens navn eller om det er rimeligt at veganeren nu er terrorist. Under forløbet giver en del af os op i depression og falder hen i apati. For selvom vi "bare" kan gøre noget - så er der ikke mange der gør noget. Og det der bliver gjort (af de få) er ligegyldigt fordi de ingen reel magt har. Det er blevet slået fast for længst. Splittelse i befolkningen er perfekt for magthavere. Og det er sådan set ligegyldigt om man er splittede over hvad der skal være nationalret så længe folk koncentrere sig om det istedet for det egentlige: Magthaverne.

Carsten Wienholtz, Peter Nørgaard og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Hvem vil synke så lavt, som til at leve af at overvåge andre ?
Vindueskiggere - tabere hele bundtet. De kan ikke klare sig på almindelige vilkår. På samme måde som sportsmænd der bruger steroider, bliver de gradvist mere og mere invalideret, udpint og ender mentalt tilbage i den skolegård hvor de ikke kunne klare sig.
Trist, meget trist.

Jens Jørn Pedersen

Derfor er jeg ikke på Facebook!

Ditte Jensen, er er mange, der gerne vil tjene til dagligdage ved at overvåge andre!

Skriv aldrig noget på SMS elle e-mail, som du ikke ønsker at se igen i enhver sammenhæng.

Når du sender noget ud på Internet, så er det offentlig!

Jens Jørn Pedersen

Ligeledes er alle kommentarer på denne side offentlige, men vanskeligere at samle end på Facebook!

kjeld jensen, Marianne Rasmussen og Anders Kristensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Man ærgrer sig over resultaterne af facebooksamfundet, men kunne ikke drømme om at forlade det. Man gør lidt vrøvl, men ikke for meget, pas på, du må ikke falde udenfor. Hellere opgive sig selv, end flokken. Man glor jo også lysteligt på alle bolig- og livsstilsprogrammerne i tv. Man skulle jo nødig ende som en oprører, som der bliver lavet tv-programmer om, christianit fx., som efterkommende børn sabler ned og hænger ud som børnemishandlere, fordi de ikke gjorde det samme som flokken. Det gør efterkommerne så.

Carsten Wienholtz, Jakob Silberbrandt, kjeld jensen og Bernhard Drag anbefalede denne kommentar

Logikkens triumf: Folk, der ikke kan li' hunde, fejler sikkert også andet ...

Anne Eriksen, Bernhard Drag og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Man skal passe på med, synes jeg, at sige: folk er selv ude om det, de kan bare lade være. Alt dette er jo ikke naturgivne konsekvenser, men resultatet af, at politikerne er ophørt med at beskytte borgerne imod markedets grænseløse begærlighed.

Anne Eriksen, Carsten Wienholtz, Anne-Marie Krogsbøll, Jens Jørn Pedersen og kjeld jensen anbefalede denne kommentar
Peter Nørgaard

Kl. 17:56

Giver du, Peter Hansen, dig nogen gange selv tid til, at tænke over de spørgsmål der stilles - f.eks spørgsmålene kl. 17:31..?

Du svarer hverken hér, eller på spørgsmål stillet i andre tråde, men kommer dennegang med en usammenhængende remse - 25 minutter efter spørgsmålene er stillet - om "rigide lønudbetalinger, selvmord, forudbetalt løn, fordelene ved at være daglejer (!! mine !!) etc., og glider igen af på spørgsmålene, som er.:

Går du ind for "snylterstats-teorien (= bl.a at ALLE klasser i den vestlige verden udbytter den 3. verden)..? Og i givet fald.: Hvorfor..?

Herman Hansen

Vi udspioneres alle vegne. Seneste skud på stamme er Windows 10, som Microsoft generøs "forærer" væk til begejstrede fans. Men selv om du slå ALLE beskyttelses funktioner for privateliv til forsætter Windows 10 med at sende person identificerbare oplysninger til Microsofts servere http://www.theguardian.com/technology/2015/aug/13/windows-10-sends-ident... .

Da man skal acceptere EULA før Windows 10 kan installeres har man automatisk givet sin accept til indsamling af sine private data og de kan herefter anvendes efter forgodtbefindende. Så Windows 10 er NO GO herfra.

Verdens efterretningstjenester må være grønne af misundelse på Google, Apple, Microsoft og Facebook som kan gøre hvad de vil med dine data helt uden dommerkendelse. Nå nej, ikke alle efterretningstjenester er misundelige. NSA kan jo benytte bagdøren.

Anne Eriksen, Anne-Marie Krogsbøll, Jakob Silberbrandt, kjeld jensen, Bernhard Drag og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg tror ikke, der er nogen, Peter Nørgaard, der ikke mener, at 'snylterstatsteorien' beskriver, hvordan kapitalismen i dag fungerer - og i realiteten har fungeret siden kolonialismens begyndelse.
Det er jo ikke engang kontroversielt.
Spørgsmålet er, hvilke konsekvenser man drager af det, om man f.eks. støtter en byguerilla-bevægelse i Vesten, og der må jeg melde hus forbi. Ligesom jeg også mener, at man må være yderst varsom med de befrielsesbevægelser, man giver sin støtte, da mange af dem slet ikke arbejder for befrielse.

Steffen Gliese

Det, som gør snylterstaten endnu mere udbredt i dag, er jo den manglende sammenhæng imellem fremstillingsomkostninger og pris, f.eks. Selvom du betaler tusind kroner for et par cowboybukser, kan du jo på ingen måde gå ud fra, at de er dyre, fordi folk har fået rimelig løn under fremstillingsprocessen - snarere er der blot tale om at øge profitten til ejerne på grundlag af et mærke syet på højre baglomme.

Børge Rahbech Jensen

"Hvis dine venner er dårlige betalere, så er du nok også, forstås. "

Forstås af hvem? Hvorfor? Der mangler dokumentation og flere informationer om, hvordan en sådan kreditvurdering skal foregå.

Når jeg læser artikler som denne, der er kritiske mod sociale medier, bekymrer det mig generelt mest, hvad motivet kan tænkes at være. Det minder mig om totalitære staters forsøg på kontrol med sociale medier for at opnå monopol på information. Den bekymring styrkes, når jeg læser historier i danske medier, som hurtigt spredes på tværs af medier ikke bare som nyheder men også som debatoplæg. For tiden fylder flygtninge meget i Danmarks elektroniske medier og offentlige debatter, mens andre emner højest omtales sporadisk. Generelt er de fleste danske medier desuden meget nationale. Det er ikke rart at tænke på, hvad der kan opnås ved, at danske medier får monopol på formidling af ikke bare informationer men også interesser, holdninger og følelser til den danske befolkning.

"Tænk, hvis bankmanden sagde lige op i ansigtet på dig, at du ikke kan få et lån, fordi din veninde står i RKI. "

Er det bedre end når bankrådgiveren, som godt kan være en kvinde, beder om en kautionist for at give et lån?

Michael Kongstad Nielsen

Man kunne også bare lade være med at låne så mange penge. Så havnede man hverken i RKI eller i bankmandens sorte stalkerbog.

Steffen Gliese

Peter Nørgaard, du er helt ude i hampen i fortolkningen af mine holdninger, men det har de fleste heldigvis opdaget, tror jeg.
Og du bidrager jo ikke rigtig selv med noget! Måske kunne du forklare, hvordan du mener magtforholdet i handelsrelationerne mellem den tredje verden og vesten kan beskrives? Det spurgte jeg dig om i går, men du har - uha - ikke svaret på mit spørgsmål.
Børn har til alle tider hjulpet deres forældre, det gav et godt sammenhold i landbrugssamfundet, det giver en god fornemmelse i familierne - og det giver en god følelse af uafhængighed for de lidt større børn, når de kan finde sig en tjans, der kan give dem nogle penge, de ikke skal gøre rede for. Det er jo ikke så godt, hvis disse penge kommer fra at være cykelbud for methamphetamin-pushere, men det er vel helt i orden, hvis man som drengen i eksemplet har fundet en efterspørgsel for skopudsning. Og det er jo ikke kun i skolen, vi lærer, hvordan verden fungerer. - Snarere end den dreng, der finder en udvej på sine økonomiske problemer - der ikke er prostitution, vel at mærke - er det den forkælede overklassedreng, der ikke tænker på, hvordan varer og tjenesteydelser udveksles mellem mennesker på andet end det helt abstrakte plan, der i sidste ende kan få sig en brat opvågnen.

Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek og Felix Austin anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Man kan ikke skyde alting ind under, at folk bare kan lade være, og bruge det som undskyldning for, at regulering via lovgivning ikke er absolut nødvendig.

De færreste "almindelige" mennesker kan gennemskue disse ting, og det er ikke et rimeligt krav, at vi alle skal tvinges til at være "nørder" for at kunne beskytte os mod at blive malkekvæg for dataminere i alle mulige sammenhænge.

Det er en politikeropgave at skabe lovgivning, der passer på os på områder, hvor vi ikke selv har en chance mod overmagten - her pengestærke og skruppeløse firmaer og privatpersoner, som har specialistviden om, hvordan de kan udnytte diverse digitale smuthuller på måder, vi andre slet ikke har fantasi til at komme i tanker om.

Når det er sagt, så holder jeg mig selv langt væk fra facebook o.l., netop i erkendelse af, at jeg ikke har en chance for at gennemskue, hvilke langtidskonsekvenser det kan have at være "på". Men jeg er heller ikke teenager, for hvem det kan opleves som at være totalt ude i mørket, hvis man ikke kan deltage på disse fora sammen med sine venner.

Vi træder måske snart ind i en verden, hvor de udviklede lande ikke længere har brug for ulandene og deres ressourcer. Mange mineraler kan genbruges, og er iøvrigt tilgængelige også i de rige lande. Det er en udbredt misforståelse, at vi først og fremmest får vores mineraler fra ulandene. Faktisk er det Australien, som er verdens største eksportør af naturressourcer.

Regelmæssigt gentaget og ensformigt arbejde vil en dag blive overtaget af robotter, som er billigere i drift end selv den fattigste fabriksarbejder i Bangladesh. Det bliver dagen hvor snylterteorien bliver endeligt tilbagevist. Man kan nemlig ikke udnytte en robot.

Frank Hansen

Prisen, det afhænger helt af prisen om mineraler bliver genbrugt eller om u-landende ser sig nødsagdiget til at sælge ud til spotpris.
At noget teknologisk kan lade sig gøre er ikke det samme som at det sker i et økonomisk reguleret marked.
Det kræver regulering af politikere(gud bedre det) nationalt og internationalt for at styre markedet til en adfærd der er hensigtsmæssig i resursehenseende.
Og det har nok længere udsigter end resurserne strækker til.

Felix Austin,

Det har du naturligvis fuldstændig ret i. Det hjælper ikke at noget kan lade sig gøre, hvis det ikke er økonomisk rationelt eller på anden måde belastende. Jeg kunne forestille mig, at firmaer en dag ville foretrække genbrug af råmaterialer, også selvom det i streng økonomisk forstand ikke er det billigste. Det kan fx tænkes, at det giver point i samfundsdebatten at benytte genbrug. Det kan også være, at nogle firmaer er trætte af at blive kaldt snyltere på ulandene og derfor foretrækker et dyrere alternativ.

Disse betragtninger viser blot, at det er nytten vi maksimerer, og nytte er et bredere begreb end blot penge.

Lise Lotte Rahbek

Jeg undrer mig til stadighed over,
at facebookbrugere og facebookmodstandere går ud fra,
at de profiler, der ligger på facebook har en en-til-en realperson bag sig,
som naturligvis optræder med sit fulde navn og med alle sine kontakter åbne for alle oplysninger.

Det er sgu da naivt. :)

Frank Hansen

Jeg er da helt enig i dine betragtninger om at en indstilling til at ville genbruge, kunne skille et firma ud og give det en vis fordel.
Men det ville jo i så fald være i forhold til det almindelige, at bruge af de billigere tilgængelige resurser ud fra de almindelige maksimeringsprincipper, hvis det skal give mening.

Hovedsynspunktet må forsat desværre være , at verdens resurser er under så stort pres at de er upbrugt ved århundredeskiftet og at erstatningsmaterialer bliver dyrere.
Hvilket jo så betyder at fortsat masseproduktion bliver presset fra to væsentlige sider, dels resurser og dels pris, hvilket vil gøre den meningsløs i en eller anden udstrækning, fordi store dele af kunderne ikke kan betale.
"Kundernes" jobs er jo så også forsvundet for en stor del i automatiseringen.

Omfordeling ser jeg som fremtidens allerstørste problemstilling, tæt fulgt af resursemangel.

Hmm...Tror desværre, at overvågning og masseregulering er en vigtig del af den "nødvendige politik". Til dette er bla. Facebook genialt. 47% af danske FB brugere er ligeglade med at blive overvåget. (Metroekspress ca 2 år siden)
Især efter finanskrisen er det vigtigt, at få slået fast, med intelligent hjernevask, at der ikke skal "eksperimenteres" med de såkaldte frie markedskræfter. Det kan umuligt være terror trussel der berettiger til alle disse tiltag
Men frygten for at miste kontrollen over borgerne er meget stor.
I stedet er der ved, at blive skabt en fornægtelseskultur fra politisk side. Sådan lidt ala tilbage til fortiden. Gerne med et lille hint af Morten Korch.
Der er mange mennesker der higer efter accept og anderkendelse i dette Trickle down glansbillede album, Facebook. Så det går ganske nemt. Der er masser af "velvillige".
Til os alle som ikke har gjort noget, som ikke er ligeglade, men som uden grund bliver overvåget og registreret i hoved og røv, er der kun en ting at gøre. Drop så meget af dette L... Som muligt (Det er virkeligt befriende), og lad os se om "De" så vil stå og kigge ind af vinduet.