Klumme

Forenklingens kunst

Rulle Grabow Westergaard ser ikke et eneste problem ved spindoktorer, Lars Trier Mogensen ser kun problemer. Den slags ja/nej-debatter uden noget fælles rum kan være underholdende tv, men mangler de nuancer, der i bedste fald kan gøre seeren lidt klogere
Debat
26. august 2015

Tidligere spindoktor Rulle Grabow Westergaard skriver på Twitter, at hun »taler lidt om alt. Og mest om mig selv. Og politik.« Når man møder hende på tv – senest søndag aften i Jersild minus spin – er hendes karakteristik af sig selv ret præcis.

Hun var i debat med journalist Lars Trier Mogensen, der er anderledes kølig i sit Twitter-selvportræt: »Chefredaktør for det nye mobilmagasin Føljeton, vært for Det røde felt på Radio24syv og fast panelgæst i Jersild minus spin på DR2.«

Jens Olaf Jersilds program er et af den slags debatprogrammer, hvor man ofte kan gætte debattørernes indlæg på forhånd. Trier Mogensen er massivt imod enhver form for kommunikationsrådgivning, ikke mindst i ministerier og anden politik. Rulle Grabow ryster opgivende på hovedet med øjnene vendt mod himlen, når nogen kritiserer spindoktoriet. Søndagens program handlede om Lars Løkke Rasmussens beslutning om at indføre et centralt statsministerielt lægehus, hvor fire-fem vellønnede spindoktorer skal diagnosticere og helbrede enhver form for syge medieaktiviteter, rettet imod regeringen. En effektiv kommandoenhed, et politisk markedsføringsdirektorat, der skal strømline og forbedre regeringens image.

Det er svært at få en meningsfuld debat, når Rulle ruller med øjnene, og Lars Trier vredt kaster hippiehåret tilbage. Det er glimtvist underholdende, men kan minde om en børnehavedisput. Du er altså dum, er du!

Trier Mogensen blev for rød for Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, der fyrede ham som kommentator på Politiken. Rulle Grabow har arbejdet for Venstre. Hun er partner med Lars Løkkes og Anders Fogh-Rasmussens tidligere spindoktor Søs Marie Serup Laybourn og altså nærmest blå, selv om hun naturligvis hævder at være neutral.

For et par år siden kastede DR2 sin kærlighed på hende. Ligesom TV 2 News, der selvfølgelig ikke kan fylde døgnet med nyheder, men må have mange timers debat og kommentarvirksomhed, måtte DR2 finde nye kommentatorer, da kanalen udvidede sendetiden for at blive mere newsy. Et af valgene var den hurtigtsnakkende Grabow.

Grabow ser ikke et eneste problem ved spindoktorer, Lars Trier ser kun problemer. Den slags ja/nej-debatter uden noget fælles rum kan være underholdende tv, men mangler de nuancer, der i bedste fald kan gøre seeren lidt klogere. Der opstår også en indforståethed mellem vært og deltagere, som får et program til at lukke sig om sig selv.

Trier har en pointe, når han fremfører tesen om, at spindoktoriet grundlæggende er farligt for demokratiet, fordi de folkevalgte dermed beskyttes og isoleres mod sig selv. Grabow har (måske) en pointe, når hun hævder, at kommunikationsrådgiverne gør det lettere for pressen at arbejde, og at professionel hjælp aldrig kan skade. Men hun opleves som inhabil, fordi hun selv lever af kommunikationsrådgivning og det, der smukt hedder public affairs. Et andet ord for lobbyisme. Og begge debattørernes påstande kunne være blevet langt mere interessante, hvis de havde været illustreret med konkrete eksempler fra det virkelige liv. Men hurtige bemærkninger fra hoften vil altid vinde over enhver form for saglig argumentation. Og så er der et andet aspekt:

»Jeg er på den anden side ikke i tvivl om, at Jens Olaf Jersild elsker tanken om, at der faktisk er seere, der ser Jersild minus spin som et slags avanceret datingprogram, hvor panelisterne er kommende eller eksisterende par,« som den seriøse politiske analytiker Grabow skrev på sin Facebook-side efter programmet.

Lars Trier Mogensen har i flere år kommenteret og analyseret politik på print (som oftest kræver det mere tid og indsigt end hurtigsnakkeriet på tv). Rulle Grabow er improvisator.

»En verden, hvor jeg improviserer alt, er det bedste sted at leve,« skriver hun mandag morgen på sin Facebook-side.

En præcis analyse af mange moderne tv-meningsmagere. De skal primært være underholdende og på samme tid mestre forenklingens kunst.

Lasse Jensen er mediejournalist.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvorfor er det lige, at både DR og TV2 primært hyrer tidligere Venstre-spinnere til at kommentere politik?