Klumme

Jeg har fucket tingene godt og grundigt op

Hvis jeg kunne rejse tilbage i tiden, ville jeg selvfølgelig give de tre gadedrenge en røvfuld, inden de smadrede tilfældige menneskers liv – og deres egne. Jeg ville tage en snak med Liban og sige til ham: Brug dit hoved og boksetalent til noget fornuftigt
Debat
29. august 2015

Du er sgu nødt til at konfrontere din fortid. Du må forholde dig til, hvorfor du har siddet næsten 10 år i fængsel. Sådan sagde min redaktør til mig i sidste uge, da vi holdt møde i Informations kantine.

»Du får mig ikke til at undskylde i en klumme,« svarede jeg ham prompte og tilføjede:

»Hvorfor skal jeg sige undskyld til avisens læsere for noget, jeg stadig i dag betaler prisen for?«

Lad mig slå fast med syvtommersøm, at jeg er ked af, at jeg har udsat andre mennesker for vold og røveri. Jeg håber inderligt, at ofrene på en eller anden måde er kommet videre med deres liv, og at deres retsfølelse er nogenlunde intakt. Ofte har jeg da også tænkt, at jeg ville skrive noget om det – men hvad? Hvad ændrer mine skriverier ved noget som helst?

November måned for godt og vel 10 år siden er den mørkeste måned i mit liv. Jeg var lige blevet løsladt fra min allerførste spjældtur. Før da havde jeg været anbragt på en døgninstitution, fjernet fra hjemmet fra jeg var 14 til jeg blev 18 år.

To af mine bedste venner fra institutionstiden var også lige blevet løsladt, og genforeningsglæden var stor. Nu var vi herrer over eget liv. Vi kunne gøre, hvad der passede os. Ingen faste sengetider og ingen voksne, der dikterede vores hverdag. Midt – og Vestjylland var vores legeplads, og ingen turde sige os imod. Gjorde de det, sagde deres næser knæk.

Bokseklubben i Herning var glade for mig.

»Liban er det største talent, der nogensinde har været i Danmark,« sagde cheftræneren Bo Espersen.

Han var en hård mand. Han spiste små gadedrenge som mig til morgenmad. Samtidig var han en helt stille og rolig familiefar med fast arbejde. Det beundrede jeg. Før havde det være ghetto stars, jeg så op til. Kriminelle med store biler. Nu var det Bo. Men tiden med mine to gamle kammerater var alligevel sjovere end at svede i træningslokalet.

Herning var en by, der ikke brød sig om forandringer. De samme gamle forbrydere og de samme gamle panserbasser. Her kom vi tre gadedrenge, frisk ud af statens holdepladser og lavede rav i den. Vi bankede og røvede de fleste pushere i byen. Stofferne tog vi selv, pengene blev brugt på escortpiger og byture.

Efterhånden, som vi kom længere ud på stofferne – hovedsagelig rohypnol – blev vores voldelige handlinger mere og mere alvorlige. En aften var vi godt ristet, og vi hang ud med en veninde, der var escortpige. Hun berettede om en ældre mand, hun engang havde arbejdet med. Han lå inde med en halv million, som vi besluttede os for at røve.

Men det ende i kaos. Det kammede fuldstændig over, da det viste sig, at den halve million i virkeligheden kun var 15.000 kroner.

Hvordan havde jeg det med det dengang?

Det rørte mig ikke en meter. I mit miljø var det dagligdag at se og høre om folk, der blev smadret, stukket ned eller på andre måder blev overfaldet. Som gadedreng i ghettoen prøver, ser og føler du ting, som børn ikke burde være vidne til.

Men min dom var velfortjent. Selvfølgelig var den det. Og den var gavnlig for mig. Jeg var 20 år gammel, og ud over min fængselsdom var jeg blevet udvist af Danmark, men nu kunne jeg arbejde med mig selv og sætte ord på de ting, der foregik inde i mig – eller rettere: ikke foregik inde i mig.

Hvis jeg kunne rejse tilbage i tiden, ville jeg selvfølgelig give de tre gadedrenge en røvfuld, inden de smadrede tilfældige menneskers liv – og deres egne. Jeg ville tage en snak med Liban og sige til ham: Brug dit hoved og boksetalent til noget fornuftigt.

Men jeg kan ikke rejse i tiden. I dag lever jeg med alle mine gerninger og har kronisk dårlig samvittighed. Og jeg lever med konsekvenserne af mine handlinger.

Min udvisningsdom kan ikke effektueres, jeg må ikke arbejde, gå i skole og har ikke et gyldigt CPR-nummer.

Mange tidligere kriminelle, der har fucket tingene godt og grundigt op for sig selv, napper rebet. En gang imellem lyder det som en nem udvej, men jeg bliver og kæmper for at rette op på det lort, jeg har rodet mig ud i. Intet piberi herfra. Jeg dedikerer min tid til at gøre op med fortidens gerninger.

Liban Mohammed er tidligere indsat. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

ellen nielsen

Lad mig slå fast med syvtommersøm, at jeg er ked af, at jeg har udsat andre mennesker for vold og røveri.
Jeg håber inderligt, at ofrene på en eller anden måde er kommet videre med deres liv, og at deres retsfølelse er nogenlunde intakt.

Det kan man jo - du og avisen - finde ud af
ved at besøge dem!

Henning Krog, Jesper Hansen, Jørn Stjerneklar, Jan Rasmussen, Hans Paulin og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Thorbjørn Kühl

Det er skuda tåbeligt at lade folk med en udvisningsdom gå rundt i en eller anden form for limbo, uden en chance for at gøre bod.

Men måske kunne man bruge det til at være fri på en mærkelig måde, man må næsten gå ud fra at sådanne personer uden mulighed for cpr nummer og uddannelse får en eller anden form for social ydelse. Men arbejde kan de jo ikke, derfor ville jeg nok finde et eller andet at lave som netop udstillede overfor en kommune eller staten måske, hvad det var jeg kunne tilbyde som de ikke kunne selv. Eller gå i gang med at lave gadekunst eller gadeteater. Eller tilbyde Mig selv som nutids slave, hvor folk så kunne bruge mig til forhåndenværende arbejde, altså gratis eftersom man jo sikkert ikke må arbejde...

Steffen Gliese

Dansk er et lille sprog, og når mestrer det, har man en naturlig tilknytning til Danmark.

angrer man når man stadig pudser egoet med fortidens synder?

Randi Christiansen

Et ret nådesløst kommentarfelt. Liban blev fjernet fra hjemmet som fjorten årig og boede på døgninstitution til han var 18 efterfulgt af spjældtur nr 1. Hans bagage inden da har sikkert heller ikke været opbyggelig på den fede måde - og miljøet i herning tydeligvis både for heftigt og for lidt positivt inspirerende for dette unge menneske.

De voksne har altid - altid - ansvaret for børnenes og de unges opvækst, og når noget går galt, må ansvaret deles. Liban synes forhåbentlig nu at forstå, at man som voksent menneske må tage ansvar for eget liv og spille den hånd, man har fået, så godt man kan. Alle burde vide, hvor svært det kan være, at frigøre sig fra fortidens programmer - og de voksne må også påtage sig deres del af ansvaret, for hvordan børnene bliver som voksne.

Arvesynden hviler tungt på vore skuldre, og alt for ofte begrænser forståelsen for dynamiske effekters betydning sig til et snævert og ufuldstændigt økonomisk perspektiv, som ikke desto mindre dominerer samfundsdesignet - men tør bare lorten af på naboen, på den måde kommer vi alle til at lugte.

Jesper Hansen, Anne-Marie Krogsbøll, Niels Duus Nielsen og Dan Johannesson anbefalede denne kommentar

Randi, han blev fjernet fra hjemmet som 14 årig - Det er ikke det første man gør. Forud for sådan en beslutning er netop en langt forløb mlm. familien, barnet og de sociale myndigheder. Han har fået opmærksomhed, han har valgt - forkert, og må nu stå til ansvar for hans gerninger. Det var jo ikke kun et menneske han var med til at maltraktere.
Skal han fritages for straf fordi han har haft det svært som barn og ung? Det er da dybt urimeligt at hans ofre - sikkert mange flere end vi kender til, skal stå tilbage og se en person som Liban slippe fordi han bærer en social arv der gør ondt? hvorfor bekymrer vi os så meget om menneskes som Liban i stedet for de ofre der efterlades traumatiseret og fysisk skadet pga. handlinger som den slags Liban brillierede i?
Nej du tager fejl - systemet er til for folk som Liban men ikke for deres ofre og det trænger vi i den grad til at lave om på, og vi trænger til at lade være med at benytte os af den type mennesker i den offentlige debat, i tv programmer etc. I stedet skulle vi bekymre os om hvordan vi bedst muligt hjælper ofrene - som helt sikkert føler sig negliceret og overset.

Min tyrkiske kæreste, som har været min kæreste i 7 år, har boet her i Danmark i næsten 31 år. Han er tidligere tyrkisk elite-soldat og efter at han i kamp imod PKK var blevet skudt to gange i benet, søgte han her til Danmark. Han havde en bror og en søster her i byen, og de to var medvirkende til at hans opholdstilladelse blev forlænget to gange. Så giftede han sig med en dansk kvinde og fik permanent opholdstilladelse. Han blev dog hurtigt 'træt' af sin danske kone, blev skilt og tog til Tyrkiet og hentede en tyrkisk folkeskolekæreste (som han blev gift med i Tyrkiet) hertil Danmark.

Han fik et par sønner med hende og levede et sorgløst liv hvor han gik på arbejde og ellers gik han i byen når det passede ham. Hans kone passede naturligvis børnene, og så blev de skilt.

Han har for nogle år siden forklaret mig, at årsagen til at han har for 20 år siden slog 4 politifolk ned på en halv time, og i alt har været i fængsel 7 gange på grund af vold, skyldes at han har sin stolthed og sin ære, og at han i det hele taget er stolt af at være tyrker. Det var dengang.
Jeg kan tydeligt mærke at han nu, har fået en anden holdning. Til dels p.g.a. sit manglende danske statsborgerskab, men også p.g.a. de strammede udvisningsregler og straffe for vold.

Mit budskab til Liban, og alle andre tidligere voldstilhængere, er at i skal åbenbart have pisken truende i nakken, før i kan tage jer sammen. Det imponerer mig altså ikke synderligt. Jeres voldskultur, kan i pakke sammen, og i kan rende mig med jeres tvetydige forsøg på at jeres ofre skal tilgive jer. Glem det !

Randi Christiansen

Det er, som om det overses, at liban meget tydeligt tager afstand fra sin tidligere livsstil og giver udtryk for både stor fortrydelse og stort ønske om forbedring. Jeg mener ikke, at man udfra artiklen kan vurdere hans oprigtighed, men jeg forstår ikke det tilsyneladende ønske om fastslå, at han er fuld af løgn.

Jesper Hansen, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Så vidt vides, kan jeg forstå, er liban ikke længere kriminel, og han har udstået sin straf. Så hvor vil I hen? Livstid? Er man uskyldig indtil andet er bevist, eller er det folkedomstolen, som på grundlag af facebook og rygter, er i aktivitet?

Jesper Hansen, Peter Hansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

@randi
problemet er at en kriminel løbebane ofte fremstilles som en dannelsesrejse med ofrene som ufrivillige statister. Anekdoter fra krminaliteten, om ofrene bliver til den nye karriere der bygges op omkring den begåede kriminalitet somom det er kvalificerende og kompetencegivende.
Liban skriver at han ikke kan undskylde, angre, idet han må leve med konsekvenserne. Nej, det er ofrene for forbrydelserne der må leve med konsekvenserne. Liban er ved at opbygge sig en identitet, en karriere bygget på hans fortid, somom kriminalitet er en kvalifikation til noget somhelst. Information er medskyldige i at fastholde Liban i denne mentalitet, Information giver Liban status via sin kriminelle karriere. Information forhindrer Liban i at komme videre, væk fra det ego der polerer sigselv med historier om magt, handlekraft, grænseløshed. Information forhindrer Liban i at komme videre, væk fra dette ego bundet til fortiden, hen til anger, undskyldningen, et andet selvbillede funderet på andet end fortidens synder.

Randi Christiansen

»Hvorfor skal jeg sige undskyld til avisens læsere for noget, jeg stadig i dag betaler prisen for?«

"Lad mig slå fast med syvtommersøm, at jeg er ked af, at jeg har udsat andre mennesker for vold og røveri. Jeg håber inderligt, at ofrene på en eller anden måde er kommet videre med deres liv, og at deres retsfølelse er nogenlunde intakt. Ofte har jeg da også tænkt, at jeg ville skrive noget om det – men hvad? Hvad ændrer mine skriverier ved noget som helst?"

Liban vil ikke sige undskyld, men han angrer dybt. Det er selvfølgelig en mærkelig skelnen - hvad er dit problem, liban, med at sige undskyld? Nu du giver udtryk for anger? Med hensyn til 'skriverier' så er det een af de vigtige kommunikationsformer, vi mennesker har indbyrdes - det er vel også derfor, at du alligevel skriver.

At skrive om og reflektere over sin fortid er noget fx terapeuter anbefaler som hjælp til en dybere forståelse af, hvad der er sket. Hvad er der galt med at dele det med andre?

Nu kender jeg ham ikke personligt, men jeg håber da for alle, at liban arbejder seriøst med sig selv for at blive et bedre menneske. I princippet kan en handling som hans jo aldrig sones, gøres ugjort, gå væk. Han og ofrene må leve med den. Jeg kan forstå på kommentarfeltet, at hvis liban skal rejse sig af asken, skal det ihvertfald ikke være i offentligheden. Han skal holde meget lav profil. Tjoh. Kan da godt være, at en passende tillægsstraf er, at han skal fortsætte sit liv så meget som muligt ude af vores synsfelt, med mindre han genopstår som hellig mand. Med andre ord en marginalisering med tvivlsom rehabiliterende effekt. Med hvilket formål skulle han udstødes af fællesskabet? Tværtimod har omgivelserne en opgave med at repræsentere det gode og med at kræve det gode af ham. Måske hans egen dårlige samvittighed er den værste straf, og vi må jo håbe for ham, at han er blevet et bedre menneske, har lært at lytte til samvittighedens stemme og ikke - ligesom skurken i skammerens datter - formår at lukke ned for den.

Jeg synes, hans fortæling giver et relevant og interessant indblik i en tragisk historie, som vedkommer os alle. Vi er alle del af helheden og har medansvar for hinanden. Liban er et skadet menneske, og han er desværre ikke den eneste. Vi må vide, hvad der sker, hvis vi skal have en chance for at undgå disse smertefulde afvigelser fra det gode. Billedet er komplekst.

Randi Christiansen

'Lad den der er ren kaste den første sten'.

Hvordan undviger vi arvesynden? Som jesus meget klogt tillægges at have sagt - vi kan modtage frelsen, som er syndsforladelse - så vi kan være fri af fortidens synder, fordi tynget af dem fortsætter synden. Hvis vi ikke kan tilgive andre, kan vi ikke tilgive os selv. At tilgive er frelsen. Vi må lægge fortidens synder bort, så vi kan komme videre.

Vort eget samfunds retssikkerhed og moralske validitet er stadig mere gennemhullet. Fx blev der forleden i 24/7 i forbindelse med forsømmelserne i birte rønn sagen skelnet imellem 'ulovligt' og 'dybt ulovligt' .. den lader vi lige stå

Det er konstruktivt også at arbejde med sin egen andel i det store billede, gribe i egen barm, især hvis man vil være en aktiv del af samfundsdebatten. Splinten i din broders øje ...

Der må være orden. Forstår vi naturens, vores biotops grundlæggende orden? Nej, og vores forsøg på at skabe den orden, vi har brug for, medfører derfor uorden.

Retten til selvforsvar? Tænk begrebet ud i sin yderste position. Hvem afgør fx, hvornår grænsen imellem angreb og foregribende angreb med selvforsvar som begrundelse - bliver perverteret? Kan man overhovedet berettige angreb med argumentet om, at det er forebyggende selvforsvar? Vort internationale retsvæsen, haag, menneskerettighederne, fn institutionerne har en kerneopgave med at forske i dette filosofiske felt, med at dele erkendelserne og med at facilitere den fælles samtale, som må danne grundlag for vort samfundsdesign. Som et bolværk mod uret - mod fejltagelse, mod synd. At synde betyder at fejle - at fejle giver mening som læring og dermed forbedring - og lad den der er ren kaste den første sten.

Muligheden for tilgivelse er vor vej til frihed.

@Randi Christensen, han mangler at opfylde den sidste del af straffen der hedder udvisning. Når denne del er opfyldt er jeg egentlig ganske godt tilfreds. Om han fortryder eller ej, det er mig komplet ligegyldigt...

Randi Christiansen

Udvisningen er åbenbart forhindret af forhold, som vi ikke bliver oplyst om. Jeg tillader mig at tvivle på, at nogen i dette nådesløse kommentarfelt ville effektuere en sådan straf over sig selv.

Peter Hansen, Niels Duus Nielsen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Der vil uden tvivl være mange borgere, der sympatiserer med de hårde og hævntørstige kommentarer, som nogle giver udtryk for herinde. Men jeg vil håbe, at Liban retter sin opmærksomhed mest mod de mange danskere, som jeg til gengæld tror, går ind for, at man skal have en chance, når man har udstået sin straf.

Jeg vil håbe, at Liban ikke generaliserer fra de værste kommentarer herinde til, at det er alle danskeres holdning - for i så fald bliver det svært for Liban at turde nærme sig samfundet på en mere konstruktiv måde fremover. Og er det ikke i sidste ende det, der på længere sigt gør samfundet mest trygt? At så mange som muligt føler sig som en del af samfundet på lige fod med andre?

Og så synes jeg egentlig, at der i toppen af kommentarerne, fra Ellen Nielsen, kom et godt forslag om, at Liban kunne vælge at mødes med ofrene - såfremt disse kan holde til det og ønsker det - og overfor DEM udtrykker sin anger og forståelse for, hvad overfaldet har betydet for dem i smerte, sorg, angst og tabt tillid til verden. Måske er det for sårbart at gøre her i al offentligehd, men Liban har jo nu børn og kæreste, og har måske derfor fået en bedre forståelse for, hvad det betyder for en familie at blive overfaldet.

For mig at se kunne det være en rigtigt god start på en bedre tilværelse for både ofrene, og for Liban. For man har jo gode erfaringer med, at det også kan hjælpe ofrene til at lægge det forfærdelige bag sig og genoprette tilliden til verden, når man mødes med gerningsmanden.

En del af strafudmålingen var udvisning for bestandigt. Der er indgået en aftale med Somalia ( Somaliland) omkring hjemsendelse af udviste personer. hvorfor han ikke er sendt hjem - endnu, er ikke forklaret, men man kan håbe at der kommer en dag hvor den sidste del af straffen kan gennemføres. Afgørelsen er ikke omstødt og må derfor naturligvis stå ved magt.

Anne-Marie Krogsbøll

Jeg er imod tillægsstraffe, fordi man ikke har dansk statsborgerskab, når man i øvrigt er kommet til Danmark som barn, og derfor i mine øjne er pæredansk. Jeg tror og håber, at rigtigt mange andre borgere tænker ligesådan, selv om det er andre vinde, der aktuelt blæser i medierne.

Hvilken straf ville Liban have fået, hvis man IKKE havde haft mulighed for at udvise ham? Har man forkortet frihedsberøvelsen for at lægger udvisningen oven i, eller har man givet samme dom som til danske statsborgere, bare lige med en tillægsstraf oven i?

I øvrigt: Liban har foretaget et modbydeligt overfald, og det kræver en hård straf - men den samme straf som for andre danskere i samme situation!

Men det er IKKE Liban, der efterfølgende har svigtet ofrene - det er os andre. Det er vores ansvar som samfund og borgere at sørge for, at man hjælper ofrene så meget, som de har brug for. Så den evindelige diskussion om, at man tager sig mere af forbryderen end af ofrene, skal rettes det rette sted hen, nemlig mod politikerne og os selv. Vi er gennem mange år blevet advarede om, at der var et stort svigt på dette område.

At Liban så måske kan bidrage til at gøre det onde godt igen ved at undersøge muligheden for at møde ofrene og give undtryk for anger overfor dem - det er så noget andet. Det håber jeg, at han vil gøre, selv om han måske nok må være forberedet på, at han kan blive afvist, for med så voldsom en forbrydelse må det være utroligt skræmmende for ofrene at skulle møde op til et sådant møde.

Men måske vil blot det, at Liban, måske gennem en mellemand, udtrykker vilje til det, og måske skriftligt undskylder overfor ofrene (det ved jeg ikke, om han har gjort), og spørger, om der er noget, han kan gøre for at støtte dem, det kan måske også være en hjælp for ofrene, så de måske ikke mere i samme grad skal gå med frygten for at risikere at møde ham på gaden en dag.

På længere sigt ville en sådan tilgang fra både gerningsmand og samfunds side bedre sikre et trygt samfund, end at vi aldrig giver selv voldsmænd en chance for at kommet tilbage i samfundet.

korrektion: Liban har udført ADSKILLIGE modbydelige overfald, herunder den omtalte pensionist der var ved at afgå ved døden.
personligt ville jeg, hvis jeg var offer for Libans voldsregime, ønske ham ad helvedet til, og da slet ikke have omgang med ham på nogen vis.
Nu forholder det sig således at Liban har dobbelt statsborgerskab - ellers ville en udvisning ikke kunne lade sig gøre jfr. FN konventioner. Om gæsten har været her 1 dag eller det meste af sit liv, så opfører man sig ordentligt. Når man så står med muligheden for at slippe for en vaneforbryder ved at sende ham hjem til hans andet hjemland, ja hvorfor så ikke gøre det?
Hvad er det vi skal bekymre os om? At Liban risikerer at blive overfaldet i sit andet hjemland? At han risikerer sult, forfølgelse eller i sidste ende at blive skudt i en væbnet konflikt? Mon ikke Liban, der jo åbenbart er velartikuleret og ganske oplyst, er klar over at han kan blive her indtil forholdene tillader han at vende hjem til hans andet hjemland?
Han har jo ikke formået at respektere de gældende fællesnormer vi har her i landet, og måske passer hans temperament bedre til hans andet hjem?
Jeg kan ikke forstå at vi er nødt til, i visse personers optik, at tage hensyn til en forbryder som ham.
Han har adskillige gange i handling vist hvad han er for en person, så kan han passende tage sin reformerede attitude med i kufferten og udøve positive indflydelser på samfundet han skal udvises til ( når engang forholdene tillader det). Imens er han persona non grata her, og må tåle dette liv - ellers skal jeg nok lade være med at stoppe ham den dag han beslutter sig for at rejse ud af landet.
har du forresten læst Anne-marie Krogsbøll, at liban har været i det offentlige system siden tidlige teenageår - han har vist fået chancer nok har han ikke? Hvad med dem som ikke gør en flue fortræd men som lider under at folk som Liban får den ene håndsrækning efter den anden? Hvorfor skal han "forkæles" på det offentliges regning når de tavse handicappede og pensionister kan få en prut at lugte til?
har ikke og får aldrig nogen som helst sympati, medfølelse eller forståelse for mennesker som Liban.

Anne-Marie Krogsbøll

Peter Nielsen:

Jeg kan sagtens forstå vreden og forargelsen over Libans forbrydelser, og der er vist ingen her, der har nogen som helst sympati for det, Liban har gjort. Det eneste spørgsmål, der er værd at diskutere er, hvordan vi på længere sigt får det bedste og mest trygge samfund - ved at skubbe folk ud til en livslang marginaliseret tilværelse, eller ved at arbejde på, at de finder tilbage til samfundet?

Og at Liban har været i det sociale system fra barndommen - ved du noget om grunden til dette? Der kan være mange grunde til, at man fjernes fra familien - bla. grunde i familien, som gør den er uegnet til at tage sig af børn.

Ingen af os kender Liban godt nok til at vide, hvad han er for en fyr. Om han er blevet modnet og har ændret syn på samfundet og sig selv, eller om han altid vil være sig selv nærmest, og vil være til fare for sine omgivelser. Derfor har jeg heller ikke sympati eller medfølelse som sådan, for det ville kræve, at jeg måske forstod, hvad der lå bag forbrydelserne, og det gør jeg ikke. Det, jeg kan have sympati for, er Libans udtalte hensigt om at holde sig på måtten og arbejde på at finde ind i samfundet på konstruktiv måde. Har du virkeligt ikke sympati for den hensigt?

Spørgsmålet er selvfølgelig, om man kan tro på, at han virkeligt mener det, og jeg tænker, at det måske er det springende punkt. Hvis du kunne kigge ind i Liban og med sikkerhed se, at han faktisk har ændret sig, angrer, og gør hvad han kan for at blive et sympatisk menneske, ville du så stadig ikke ønske ham indenfor i samfundet?

Han har i mine øjne (jeg ved, du ikke er enig) udstået sin straf, og så står vi os bedst ved at satse på, at han er indstillet på at blive et positivt indslag i samfundet. Nøjagtigt som det gælder for alle andre forbrydere. Med mindre du ligefrem går ind for, at alle forbrydere over en kam skal have livstid, uanset hvad, så er der jo ikke nogen vej uden om at give dem en chance til.

Om hans ofre ønsker at møde ham, det må være op til dem. Jeg kan sagtens forstå, hvis de i al evighed ønsker ham hen, hvor pebberet gror. Men nogle ofre føler lettelse, når de har mødt gerningsmanden, og hvorfor så ikke give dem mulighed for det? Der findes forskellige institutioner, der kan formidle en sådan kontakt, hvis de skulle have interesse i det.

Jesper Hansen, Henrik Plaschke og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Danmark er libans barndomshjem. Udstødelse af stammen er en meget hård straf, og mig bekendt er landsforvisning ikke en del af dansk retspraksis. Bortset fra altså når det gælder visse nydanskere.

Det neoliberale, privatkapitalistiske konkurrencesamfund splitter, hvor det burde samle - skaber ufred og indbyrdes kamp imellem mennesker, som burde stå sammen om at skabe det gode liv på vores fælles klode. Der deles og herskes - følg pengene, og find de ansvarlige.

Mennesket er et socialt væsen, fordi samarbejde er en vigtig forudsætning for overlevelse. Vi er ganske enkelt bedre tjent med at samarbejde end med at konkurrere. I hvis interesse er det så at splitte? De, som tror, de derved tjener deres egen sag? Anlægges helikopterperspektivet må det desværre konstateres, at menneskeheden ødelægger, hvad der kunne være vidunderligt for alle.

Vores håb er, at ti øren falder med omfattende og eksponentiel hast. Finanshajerne skal pacificeres og vise vejen til de ansvarlige, som tillader nuværende stadig mere retsløse tilstande.

Jesper Pedersen

@AMK.
Det er ikke en tillægsstraf. Det er en konsekvens
Jeg har boet i udlandet under uddannelse og arbejde.
Jeg har da altid været klar over, at hvis jeg stjal en cykel eller røg hash, så ville jeg blive sendt hjem, med konsekvenser for min uddannelse og karriere.
Sådan er det,når man er i et andet land. Det har ikke noget med straf at gøre.

Jeg synes det skinner rimeligt meget igennem, at Liban ikke rigtigt angrer noget, men kun bruger Information til at bilde os ind, at han har taget alle de danske politisk korrekte værdier til sig, respekt for kvinder, homoseksuelle, demokrati, religiøs tolerance, familieliv, osv. Han taler os bare efter munden.

Men uanset det, taler statistikken jo for, at han ikke vil holde sig på dydens smalle sti. Han bliver ikke et positivt indslag i det danske samfund. Og så er det jo bare heldigt at han ikke behøver at være en del af det danske samfund.

Hvis jeg var Liban og virkelig angrede, så ville jeg rejse hjem.

Hvis jeg kunne se ind i hans sind og se at han angrer, ville jeg så lade ham blive? Nej fordi det er en del af straffen, og han ved det godt. Så dum er han heller ikke vel.
Udstødt af stammen...Hvad med om han vendte stammen ryggen og brød stammens regler og normer?
Der er en vis aura af onkel Tom i det her.

Anne-Marie Krogsbøll

Jesper Pedersen:

Jeg er lidt rystet over dit svar. Liban har været her, fra han var barn. Han er DANSKER!

Statsborgerskabet er i den forbindelse ligegyldigt - hans tilknytning er til Danmark. Det er langt ude at påstå, at hans hjemland er et andet sted.

Dette er et spørgsmål om menneskesyn og samfundssyn. Og der er vi (de tilbageblevne debattører og jeg) så langt fra hinanden, at argumenter ikke kan slå bro over det, så jeg stopper diskussionen her.

Randi Christiansen

Men følg gerne med på sidelinjen anne marie, og giv ikke op. Det er min faste overbevisning, at alt har ratio iboende, derfor også mennesker. Det kan dog kræve en vis indsats at afdække den, og til det formål er det en fordel at få alle indvendinger og synspunkter frem.

Og peter nielsen : "...Hvad med om han vendte stammen ryggen og brød stammens regler og normer?" Hvad mener du?

At det var ham der vendte stammen ryggen og ikke omvendt...

Randi Christiansen

Peter nielsen - ja, og når det sker, har stammen, i pågækdende tilfælde dk/as, en retspraksis. Mig bekendt indgår landsforvisning af danskere ikke heri. Men åbenbart for visse nydanskere.

Niels Duus Nielsen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Jesper Pedersen

Det er vel også et samfundssyn, at man helst ikke vil have ham gående frit rundt i vores samfund.

Og et menneskesyn, at der er nok mennesker, der har fået deres liv ødelagt af Liban.

Randi Christiansen

Jesper pedersen : "at man helst ikke vil have ham gående frit rundt i vores samfund." Altså landsforvisning? Som sagt ikke en normal del af dansk retspraksis. Og temmelig heftigt at forvente at liban selv realiserer den del af dommen - især når vi ikke ved, hvorfor den ikke kan effektueres.

Jesper Pedersen

Nej, det er altså ikke landsforvisning. Han er jo ikke dansk statsborger.

Udvisning af udenlandske statsborgere er derimod en helt normal del af af dansk retspraksis, og en normal del af retspraksis i alle lande, jeg kender til.

Jeg ved ikke hvad du mener med "heftigt", men vi er jo nok enige om at det ikke er realistisk af Liban frivilligt følger den del af dommen.

Hold kæft, hvor er det forargeligt, at en straf på 10 ÅR ikke er jer nok. Det er meget få, der ikke med koldt blod har slået ihjel, der får 10 års fængsel.
Der tales så meget om ofrene i disse år; men ofrene hører slet ikke til i ligningen, de er uforvarende blevet indblandet, og det er det almindelige samfunds opgave at rehabilitere dem og hjælpe dem videre. Deres mellemværende med samfundet er et andet end samfundets mellemværende med gerningsmanden. Jo mere adskilte, de kan være, jo bedre for ofret, ærlig talt.
Men når jeg ser ud over denne debat, kan jeg ikke andet end tænke, at Liban på alle måder forfordeles dels som forbryder, dels i folks reaktion på hans skriverier.
Og mht. undskyldning: han skriver jo blot, at han ikke ser, hvorfor han skal sige undskyld til Informations læsere. Hvorfor skulle han også det, det er jo ikke dem, han har gjort noget.

Niels Duus Nielsen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

Der har i det hele taget sneget sig en råhed og kynisme ind i samfundet, hvor man ligesom ikke kan finde på straffe, der er djævelske nok.
Hvorfor skal folks boligsituation hænge sammen med, om nogen i deres familie begår en forbrydelse, f.eks.? Det er kollektiv afstraffelse på en måde, vi aldrig har kendt før, i hvert fald ikke i tider med en human lovgivning.
Det er ikke mange år siden, at folk i det mindste var garanteret kontanthjælp, hvis de ikke kunne skaffe sig en indtægt selv.
Det er heller ikke mange år siden, at forvaltning gik ud på at imødekomme borgernes behov og ikke på at forsøge såvidt muligt at unddrage dem deres rettigheder under alle mulige snuskede påskud.
Det er hele tanken i samfundet, der har forandret sig til det nærmest uudholdelige. Hensynsfuldheden og empatien synes totalt forsvundet i velfærdssuset, og det var jo ikke det, der var meningen.

Niels Duus Nielsen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Jesper : "Han er jo ikke dansk statsborger." Nej, men han har boet her siden han var et lille barn. Hvis en dansk statsborger havde begået samme forbrydelse, ville vedkommende ikke blive landsforvist. Det er umenneskeligt på den måde at frakende liban hans primære statslige tilhørsforhold. Danmark har det største ansvar, for hvordan hans opvækst er forløbet og derfor forpligtelse til at medvirke til rehabilitering - også selvom liban har kendt den særlige risiko der for en ikke-dansk statsborger er forbundet med at være kriminel. Viser blot, at den afskrækkende effekt ikke altid har betydning.

Jesper Pedersen

En dansk statsborger, der havde begået samme forbrydelse, som Liban, ville også havne i det land, hvor han var statsborger.

Du mener åbenbar ikke, at statsborgerskab betyder noget.
Men sådan er verden altså indrettet.
Jeg kender en del danske familier, der har boet i udlandet med små børn. Jeg synes at det er fornuftigt, at de børn bevarer deres danske statsborgerskab, også selv om de lærer fremmede sprog og har udenlandske legekammerater. Og at de bliver sendt hjem til Danmark, hvis de begår forbrydelser.

Hvad den afskrækkende effekt angår, så virker den naturligvis ikke altid, så ville vi jo ikke have kriminalitet. Men måske regnede Liban ikke med at han kunne blive udvist, og måske viser det sig endda at han havde ret i det.

Jeg synes ikke, at Danmark har ansvaret for at Liban lemlæster andre mennesker. Det har han selv og hans familie.

Peter Hansen, når du skriver råhed, mener du så at binde en gammel mand fast til en stol, banke ham med jernrør og stikke ham med en kniv, for dernæst at efterlade manden alene og døden nær, for et beløb mellem 10-15.000 kroner? Eller at man straffer for den slags og udviser den/ de gerningsmænd der har statsborgerskab i et andet land end/ udover Danmark? Jeg forstår ikke helt hvad du mener? Forresten stå fik Liban ikke 10 års fængsel, og husk på at såfremt man ikke har begået strafbare handlinger under afsoning så er man ude efter 2/3 af straffen.
Men jeg forstår ikke hvad du mener med råhed i den her kontekst...

Randi Christiansen

"Jeg kender en del danske familier, der har boet i udlandet med små børn. Jeg synes at det er fornuftigt, ..... at de bliver sendt hjem til Danmark, hvis de begår forbrydelser."

Og jeg synes, at det er helt igennem dumt. Børn er ikke ansvarlige for, hvor deres statsborgerskab er - heller ikke når de er blevet voksne. Derfor handler det om primær tilknytning.

Så vidt jeg kan gennemskue er Liban bl.a. blevet dømt iht. udlændingeloven, som giver mulighed for udvisning iht. lovovertrædelsernes karaktér og fængslingens varighed. Netop den del af udlændingeloven trådte i kraft i 2004 i den form den har i dag.
Nu er hverkend hr. og fru. Danmark den dømmende magt, det har vi trods alt en ganske kompetent dommerstab der er, og de har sand for dyden ofte fået skudt i skoen at de ofte ikke udnytter lovenes rammer. I det her tilfælde har man valgt at anvende muligheder i loven i forhold til den kriminelle handling. Det er værd at bemærke at Liban Mohammed er dømt til udvisning fordi han enten har dobbelt statsborgerskab eller at han IKKE har dansk statsborgerskab. Det handler ikke om følelser men om strafudmåling, og her er det vel kun rimeligt at idømme en som Liban en straf der ligger inden for de rammer der nu en gang er tilstede.
Liban er ikke et barn - han er reelt set en forhærdet kriminel som var et barn engang. Han har skadet og mishandlet andre mennesker, han har ikke udvist nogen intention om at opføre sig som en del af flertallet. Hvorfor skal han have medlidenhed / sympati nu? Ville vi være så oprørte hvis han hed Horst Schmidt og blev udvist til Tyskland? Nej er det korte svar. Vi er oprørte (nogen er), fordi vi anser en udvisning til en del af Afrika som en ekstra straf... hvad er det straffen består i udover at han ikke lige kan svinge indenom sin nærmeste families boliger og sige hej? han er jo ikke i fængsel, han er fri til at gøre hvad han vil i hans hjemland - det er vel også en chance for at bevise at han kan holde sin sti ren? Har vi ondt af ham fordi det er Somalia?
for god ordens skyld - jeg har ikke ondt af ham - jeg har mere ondt af hans ofre.

Randi Christiansen

Det handler om primær tilknytning, og det tager loven fra 2004 ikke højde for. Jeg mener, at man kan diskutere udvisning af mennesker, som først er kommet hertil som voksne og efterflg har forbrudt sig groft imod landets love - men det bør dog huskes, at man ikke nødvendigvis er voksen som 18 årig og kan være voldsomt traumatiseret. I verden, som den ser ud, er det efterhånden desværre mere reglen end undtagelsen. Arvesynden trækker lange spor, og lad den der er ren kaste den første sten. Det er vanskeligt at opstille generel lovgivning for undgåelse af populisme og folkedomstole - hvilket loven fra 2004 i nogen grad er udtryk for.

Jesper Pedersen

Så fik vi svaret på hvor meget Liban angrer:

http://lokalavisen.dk/efterlyses-paakoerte-ekskaereste-bevidst-og-stak-a...

"
Østjyllands Politi efterlyser en 29-årig mand, Liban Mohammed, der i går formiddag først påkørte en kvindelig ekskæreste i Aarhus Midtby. Bagefter kørte han til en adresse i Aarhus, hvorfra han frihedsberøvede en 29-årig mand.
"

To ofre mere, der betaler prisen for at Liban Mohammed kan gå frit rundt trods udvisning.

Og jo sikkert også to forbrydeler mere, som Liban ikke mener, han behøver at undskylde for, fordi han vel får en eller anden straf.

Satset på at han skulle blive et positivt indslag i samfundes ser ud til at slå fejl.

Charlotte Svensgaard

Hans tilknytning til Danmark er åbenbart ikke større end han kan opholde sig i Somalia - lige nu faktisk, iflg hans facebook.