»Efter en samler kommer en spreder,« fortalte en rigmandsdatter mig en gang for mange år siden. Vi havde mødt hinanden på en rejse og blev enige om at mødes, når vi var tilbage i København.
Venskabet skulle dog vise sig at være problematisk at konvertere i praksis. Hun kom ind i min butik iført turban og bare tæer. Allerede ved første øjekast kunne vi se, at vi begge var på flugt fra vores bagrund og desværre i hver sin retning.
Hun blev alligevel til te i mit baglokale, hvor hun beklagede, at hun netop havde arvet en formue. Hun følte arven som en klods om benet, der bare skulle væk hurtigst muligt, så hun kunne prøve at være sat rigtigt fri og mærke livets drift og puls.
Selv stod jeg der og var i gang med at bygge en tilværelse op – helt fra bunden. Jeg ville samle mig et hjem hurtigst muligt og havde allerede i en alder af 20 år egen forretning og ejerbolig. Jeg ville på det tidspunkt gerne holde min Christiania-baggrund hemmelig og bad mine venner om aldrig at komme ind på emnet, når der var andre til stede. Jeg husker tydeligt, hvordan hele min krop stivnede af rædsel, når en af de gamle Christiania-tanter eller -onkler opsøgte min butik. Gajol-Hannah eksempelvis.
Hannah var kunstner og en af de mange psykisk syge, der boede på Christiania, hvor hun fik lov til at køre tosseriet helt ud. Hannah troede, at hun var på flugt fra en gigantisk kusse, som ville opsluge og dræbe hende. Christianiabørnene kaldte hende Gajol-Hannah, fordi hun altid suttede på de små lakridspastiller, til de var halve. Så kunne vi børn få resten, tænkte hun. Jeg har spist mange halve Gajoler i min barndom.
Når Hannah kom ned af Hyskenstræde for at besøge min butik, lukkede jeg straks butikken og gemte mig i prøverummet. Med hjertebanken og koldsved. Jeg var bange for hende på flere niveauer. Ikke kun fordi hun havde en paranoid psykose – men fordi jeg ikke ville vedkende mig min baggrund, som hun jo i høj grad repræsenterede.
Mine forældres skurvogn
Mine forældre var også på flugt som unge. Væk fra deres pæne hjem og 1950’ernes snærende bånd. Væk fra mors skørter og fars autoritet. De ville lave politisk teater, leve livet, føle suset, mærke fællesskabet, bo i en skurvogn og tisse i en spand. Min far klarede ikke det vilde liv på Christiania og døde allerede, da jeg var ni. Min mor er til gengæld røget tilbage sin oprindelse og lever et borgerligt liv i et villakvarter. Ungdomsoprøret er for længst levet ud, og nu nyder hun roen i orangeriet med engelsk te.
Jeg var for nylig til en havefest i hendes hus. Gæster fra hendes tidligere liv på Christiania blendede fint ind mellem de andre inviterede, og alt så pænt og nydeligt ud på overfladen. Derfor var det også lidt et chok for de ikke-’indviede’, da en af de gamle christianitter tog en gammel bog om Christiania frem. Den indeholdt omkring 100 små miniportrætter af datidens christianitter, og mange af gæsterne fandt sig selv og mindedes det vilde liv med stor begejstring. Da vi gennemgik bogen slog det mig dog, at langt over halvdelen af de unge smukke hippier fra dengang er døde i dag. De fleste af dem på tragisk vis i en al for ung alder.
Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til en pæn herre, der havde betragtet bogseancen fra sidelinjen. Det var helt tydeligt, at han ikke kendte til min mors Christiania-fortid. Han blev mere og mere bleg i takt med, at Christianiavennerne udfoldede deres tragi-komiske humor og nærmest konkurrerede om at fortælle om de mest grænseløse episoder og vilde eskapader.
Da snakken faldt på mine forældres skurvogn, som blev brændt ned til grunden under en intern stridighed, kiggede han på mig med øjne så store som tekopper. Piben hang nærmest bare og dinglede i mundvigen. Han kunne simpelthen ikke begribe, at jeg kunne stå der og se så ’normal’ ud, efter sådan en opvækst.
Der var også et portræt af min mor og jeg i bogen. Jeg husker tydeligt, hvordan man altid blev fotograferet af turister og pressefolk fra hele verden. De stoppede én og spurgte, hvad man hed. Jeg hadede det så meget, at jeg ville skifte navn, for de begyndte altid at grine, når jeg sagde, at jeg hed Trylle. Med dét fjollede navn måtte jeg virkelig være en indfødt fra reservatet.
Men vi var heller ikke til at tage fejl af, os Christianiabørn. Små, stærke og alvorlige børn, med et knivskarpt blik, der afslørede, at vi havde set alt for meget alt for tidligt. Vi blev frarøvet vores barnesind og blev i stedet til små fornuftige ’voksne’. Det var nemlig normen at være uden opsyn i et miljø fyldt med reelle trusler, der skabte små og store traumer for os børn. Psykisk syge, rockere og deres kamphunde, politiets brutale vold og massive misbrugsproblemer var hverdag på fristaden i 1970’erne og 1980’erne.
I god tro
Da jeg var til en rund fødselsdag på Christiania, faldt jeg i snak med en af mine mange Christiania-tanter. Kvinden, som jeg husker tydeligt for hendes mange kabaret-optrædener i Solvognens Teatergruppe, begræd inderligt, at hendes tjekkede søn var blevet marketingschef og levede et borgerligt liv med kone, børn, ejerbolig og fast arbejde.
Det var med kæmpe skuffelse og sorg i stemmen, at hun måtte konstatere, at alle de værdier, hendes søn var opvokset med på Christiania, var helt og aldeles bortkastet og fravalgt. Hele hans liv handlede nu om at tjene penge til familien, om bolig og materielle ting, fortalte hun. Han realiserede slet ikke sig selv og gik efter hendes opfattelse glip af livets store oplevelser.
Det var en gåde for hende, hvordan det kunne være gået så galt for ham. Jeg kunne ikke skjule, hvor begejstret jeg var for at høre, at hendes søn havde ’klaret skærene’ og valgt sin egen vej. Langt væk fra tågede kampsange, massiv druk og ansvarsløshed. Mange af hippierne var sig selv nærmest og overlod et alt for stort ansvar til os børn,
På den anden side var de i god tro. Vi skulle ikke skjules under mors skørter, ligesom de selv var blevet i 1950erne. Når jeg besøgte min bedstemor, ville hun ikke lade mig forlade huset, før jeg havde fået noget andet tøj på. Alt andet ville være en stor skamplet på familienavnet, sagde hun med rystende stemme og angst i øjnene. Til min mors store forargelse blev jeg altid returneret med vandkæmmet hår og laksko. »Hvordan kan du give Trylle sådan noget tøj på, mor!?,« sagde hun. »Du ved, at jeg hader plisserede nederdele.«
Det stabile liv
Når alt er sagt, så elsker jeg den generation af hippier for alt, hvad de også har bidraget med. Der var jo brug for et opgør med kønsrollerne i 1950’erne. Borgerskabet var fjendebillede nummer et, og de fastlåste roller skulle opløses – koste hvad det ville. Og ja, det kostede. Den opløste familie endte med at gøre ondt på alle. Også dem selv. Men at jeg ikke føler mig mindre værd, alene fordi jeg er kvinde – det kan jeg takke dem for.
Verden blev et sjovere og vildere sted med dem. Det er jo heller ikke uden grund, at Christiania er Danmarks næststørste turistattraktion. Det danske samfund skylder en kæmpe tak til Christianitterne for at holde reservatet åbent 24/7. Det har nemlig trukket tænder ud.
Christianiabørnenes eget ungdomsoprør har derimod været stille og privat. Vi har fået almindelige job og søgt det stabile familieliv. Selv dem, der blev pushere, foretrækker et pænt og privat hjem. Vores børn bliver holdt tæt ind til kroppen. For mit eget vedkommende også for tæt (er jeg begyndt at erkende). Jo ældre jeg bliver, desto mere kalder min Christiania-opvækst nemlig på mig.
Hvem ved, om jeg ender mine dage som boheme-hippie? Det kunne godt ske faktisk. Rigmandsdatteren ser i øvrigt også ud til at være godt på vej tilbage til sit eget udgangspunkt – i krystallysekronernes trygge og familiære skær.
Anna Petri er cand.mag, kulturiværksætter og arbejder i reklamebranchen. Hun medvirker i dokumentarfilmen ’Christianias børn – skyggesiden af eventyret’, der bliver vist på DR1 i aften
Christiania har skam gjort meget godt for os andre. Vi har taget deres idéer med ud i det borgerlige samfund for at udleve og integrere frihedstrangen i systemet ved at løsne op for forstenelsen af institutionerne. Jeg bor i kollektiv sammen med mine gode venner, og vi deler stort set alt af natur, samtidig med at der er styr på forbruget af stimulanser, og selv om livet er udpræget materialistisk. Det fungerer - på godt og ondt.
Men det er naivt i dag at tro, at man grundlæggende kan forandre noget velfungerende med århundreder af erfaring på bagen, blot ved at kaste alt ansvar fra sig. Eksperimentet var nødvendigt, selv om det desværre har kostet en mindre generation af traumatiserede mennesker. Lad os håbe at både Christiania og Thylejren bliver bedre til at lære andre om sine fejl og mangler ved konsensusdemokratiet i stedet for at hakke på budbringerne. På den måde begår man nemlig selv haram og falder i højrefløjsfælden, som nærmest beskylder enhver indfødt dissident for 'landsforræderi'.
Christiania bliver aldrig et godt sted sålænge rockerne er tilstede med al deres lort.
Det eneste der dur, er en opvækst i 2900 Hellerup, til nød 2920 Gentofte, med små skridt hen til Bernadotteskolen, og store til CBS, videre til Esplanaden, mens privaten gøres klar Holte.
Det er ikke ualmindeligt at der kommer en reaktion fra den næste generation. 60er generationen gjorde jo også oprør mod konformiteten og de snærende bånd. Min egen datter var altid sur over den totale mangel på materiel velfærd, hun oplevede hjemme. Faktisk kan hun stadig blive vred bare ved tanken. Hun føler, at hun er blevet forsømt materielt, skønt jeg virkelig ikke kan se, hun manglede noget som helst. Jeg var og er anti-materialist. Min datter har nu hus, bil, vovse og to dejlige børn. Jeg ser nu ingen tegn i sol og måne på, at mine børnebørn vil gøre oprør. De elsker den vilde luksus og pengene (desværre). Så pengemagten er åbenbart for dominerende og forførende til at nye generationer har lyst til at sige NEJ! Desværre for grådigheden ødelægger vores jord og vore liv.
Første gang jeg oplevede, at ånden fra tresserne havde fået modstand hos ungdommen, var ved det første karneval i Kbh. Min søster og jeg ville egentlig hjem men besluttede os for at se, om der foregik noget i Huset i Magstræde. Knap havde vi sat os, før to jakkesæt-klædte helt unge fyre placerede sig ved siden af os. De fortalte bl. a. at de var medlem af Venstres ungdom med alt hvad dertil hører af værdier, som vi godt nok aldrig endnu på det tidspunkt havde tilskrevet unge mennesker.
Vi var nødt til at gå på toilettet, og så slog vi os på lårene af grin. Unge mennesker! Venstre! Jakkesæt!!! Uha! Det skulle desværre blive meget værre, men dengang troede vi faktisk det var løgn, og at de to meget unge herrer var fra en anden planet.
Men se os nu!!!
Det bedste, der efterhånden kan siges om 'Ur-Christianitterne fra 1971', er at det lykkedes dem at sætte en pind for Urban Hansen & Egon Weidekamps planer om at omdanne det forladte kaserneareal på Christianshavns Vold til et 'plattenbau' a la Hørgården længere ude på Amager og andre element- og betonbyggerier i samme stil til genhusning af udsanerede fattigrøve fra mayonnaise-kvarteret og andre saneringsmodne områder inden- og udenfor for voldene på den anden side af Knippels- og Langebro.
Hvis moderne ungdom kun er interesseret i penge, biler, udstyr og boligkvadratmetre, så er det fordi de er korkælede, af både forældre og stat. Har aldrig mødt modstand. Hvilket næppe er sundt.
Generationsopgør er ikke generationsopgør. Der er så mange bånd mellem generationerne, at de ikke slå hånden af hinanden. Jeg forundrer mig over skribenter og kunstnere, der offentligt vil nedgøre deres forældre og deres kultur. F.eks. "Fars", eller nu denne nedgøring af Christianias familieliv. Mon ikke der var noget godt i det også? Det tror jeg. Man kunne forholde sig til det kunstnerisk, som fx. en anden Tove Ditlevsen: "Barndommens Gade", som ikke klandrer forældrene, men bare fremlægger deres vilkår og situationen som den er.
https://www.youtube.com/watch?v=bsjvnDcocJc
Michael Kongstad Nielsen,
Det forekommmer mig, at dine indspark 1 og 3 ikke rigtigt harmonerer. Og mons
tro ikke, at børn/unge i Hellerup også har deres perioder med oprør mod
forældrene.
Det mest besynderlige ved Christiania er, at rosset stadig eksisterer.
Hvorfor er det omgivende samfund så bange for den rotterede?
Det burde ikke tage en halv eftermiddag at jævne skidtet med jorden.
Har været på Christiania to gange i mit liv (som "turist" på solrige dage) og begge gange fået hævede læber og smag af blod i munden.
Hvad er magthavernes interesse her?
Jeg ser frem til kvalificerede bud.
På forhånd tak.
@Britt Kristensen
Det er vel 10-15 år siden at jeg læste om et par fyre med borgelig observans der fysisk blev forment adgang til "huset" blot fordi at de var borgerlige.
Årsagen til at de dukkede op var at "huset" "officielt" tolererede alle politiske betragtninger.
Noget de var nødt til da "huset" eksisterede på kommunale bevillinger.
De to borgerlige udstillede i den grad hykleriet, dobbeltmoralen og dyrkelsen af "os og dem" hos brugerne af "huset".
Claus E. Petersen
11. august, 2015 - 01:42
"De to borgerlige udstillede i den grad hykleriet, dobbeltmoralen og dyrkelsen af "os og dem" hos brugerne af "huset".
Bliv nu voksen!
Fotoforbuddet i Pusherstreet på Christiania er symptomatisk på den ensretning og det had der er fra Christiania til det omgivende samfund.
Christiania har aldrig har aldrig haft mangfoldighed, men er egoisternes paradis.
Ingen rose uden torne - og menneskets tilpasningsevne er utrolig.
Har selv prøvet lidt fra top og bund i løbet af min opvækst, og min erfaring er, at at miljøerne betyder mindre end om den enkelte har været heldig eller ej og om man fokuserer på sine omstændigheder eller sine muligheder.
Livet er lidt som et tvunget spil rommy: Man er ikke herre over hvilke kort man får at starte med eller hvordan kortene ligger i bunken, man er kun herre over hvordan man spiller
I kollektivet Danmark bidrager vi næsten alle ved at give mere end halvdelen af vores hårdt tjente penge til fælleskassen. Køber vi varer (selv fødevarer) giver vi yderligere 25% af prisen til fælleskassen.
For disse penge får vi hospitaler, skoler, universiteter, cykelstier og politi som hjælper dem som ikke vil overholde de regler vi har besluttet på fællesmødet på Christiansborg.
Vi har også tilladt storkapitalen at opstille et mobiltelefonnet som alle på Christiania med stor glæde flittigt bruger. (I Pusher street har de 2 telefoner pr. mand)
Vi har over hele landet store koncertsteder og har for medlemmerne af kollektivet sørget for sikre muligheder for transport.
Husk at kollektivet Danmark har et kongehus der har et tusindårigt tidforløb med mord, vold og flerkoneri og dermed en mere ”syret” historie end Christianias. De er nu i dag blevet fredelige og interesser sig i stedet meget for kultur og kunst.
- og vi hjælper gerne folk og børn fra Christiania, hvis de selv vil.
Laissez-faire modellen duer ikke i børneopdragelse. I den modsatte grøft har vi den autoritære opdragelse hvor børnene har alt for strenge og kontrollerende forældre.
Det bedste ligger der imellem. Den autoritative opdragelse hvor der er balance mellem nogle faste rammer, mens der også bliver lyttet til børnene og vist hensyn og kærlighed.
Nu har vi set bagsiden af Christianiabørnenes opvækst i medierne.
Christiania er på mange måder et åbent og udsat mini-samfund. De fik skabt noget helt unikt, men det er synd at det gik ud over børnene. Jeg tror mange har lært meget af den tid.
Så kunne det også være interessant at se en dokumentar om rigmandsbørnenes opvækst. Det kunne sætte tingene lidt mere i perspektiv hvis vi også fik den del med.
Dem som er rollemodellerne i vores nutidige samfund. Dem på de dyre adresser.
Børn der har haft en streng opvækst, eller har tilbragt det meste af barndommen på kostskole. Børnene fra de fine hjem hvor forældrene har så travlt med at gøre karriere, at de ikke har tid til at være sammen med deres børn. Mens det udadtil ser det fint ud fordi de har det dyre tøj og alt udstyret.
Tør de mon stille sig frem og fortælle sandheden om deres opvækst? Eller er de lige så hermetisk lukkede som Kongehuset eller de elitære klubber?
Har forældrene vist omsorg? Hvordan har de det idag?
@Vagn-Ebbe Kier:
Og så har vi endnu ikke talt om cykelstier, som skal køre igennem andres baghave :-)
Jeg så udsendelsen igår, og det var hård kost.
Den udstillede skånselsløst egoismen og tankeløsheden bag alt det forløjede hykleri.
Det værste var faktisk ikke hvad ungerne blev udsat for, men alle de bortforklaringer forældrerne diskede op med.
At man så også kan finde nogen unger som har haft en tilsvarende barndom i de fleste andre miljøer, er desværre også en kendsgerning.
Jeg kom selv massivt på staden tilbage i sluthalvfjerdserne, og det var et fantastisk sted at holde fest 24/7/365.
Men vi må nok erkende at det ikke er det optimale sted at vokse op for små børn.
Tino: -at kalde et sted hvor mange mennesker bor for "skidtet", og "forstår ikke hvorfor det ikke er blevet ryddet", overgår min værste fantasi!
Mon ikke du skulle åbne dit sind, blive lidt rummelig og prøve at føle lidt for andre mennesker. Som åbenbart IKKE lever som du kan lide. PS det er nu en Fond der ejer Staden.
Claus E. Petersen 01.42
Det første karneval i Kbh. løb af stabelen i starten af 80erne - altså for mere end 30 år siden. Ingen blev forment adgang til Huset dengang. Men det var endog meget ualmindeligt at se unge mænd i jakkesæt på det tidspunkt. Op igennem tresserne og halvfjerserne var den gængse uniform for ungdommen cowboybukser, t-shirt og ulden sweater, og vi var alle venstreorienterede. Havde intet til overs for materialisme, pengepugere og udsugere - borgerlighed. At unge mennesker kunne være liberalister blottet for socialt engagement og indignation var urkomisk. Ja, ikke til at fatte. At de så ned på ungdomsoprøret og dets følger var nærmest blasfemi.
Som årene er gået har man vel vænnet til at alting går ad h. t. "HT for holdningsløse tidende." Et satirisk radioprogram, som vi hørte søndag formiddag i 60erne.
Til Vagn-Ebbe Kier: - Fotoforbudet i Pusher Street skyldes i høj grad, at så mange samfundsstøtter, kendte og ukendte, køber ind i handelsgaden. En kontorchef fra Udenrigsministeriet vil nok nødigt se sig afbildet som køber i en artikel om hash. Pusherne ved godt, at de selv er blevet gennemfotograferet af politifolk med mikrokameraer, så det er ikke først og fremmest for at værge sig mod den slags registrering. Den sker jo alligevel. - Et stort problem for os christianitter, der ikke har noget med 'Gaden' at gøre, er at der er tilknyttet så mange historieløse, adfærdsskadede unge, der først og fremmest ser jobbet som kurer eller vagtpost som en nem udvej til at tjene en tudse om dagen. Og så keder de sig ofte bravt, og hvis man kan afreagere med aggressioner imod besøgende med en mobiltelefon i hånden, så føler de måske, at det skal der til for at gøre sig fortjent til pengene, ud over at det letter nervepresset. Vi har gang på gang påtalt 'den dårlige stil' overfor de ansvarlige pushere, og ind imellem har det hjulpet og de ansvarlige blandt fodfolket bliver werfet ud. Men så kommer der nye unge, der ikke ved hvordan man skal opføre sig. Samlet vil jeg sige, at det går op og ned med aggressionsniveauet i Pusher Street - også afhængigt af hvor meget politiet fører sig frem - men der er trods alt lidt rarere end for 15-20 år siden. Blot ville jeg ønske at de ansvarlige politikere på Christiansborg ville tillade den forsøgsordning med statsligt kontrolleret hashsalg, som et stort flertal i Borgerrepræsentationen med Frank Jensen i spidsen har foreslået.
jeg forstår ikke rigtigt , at 4 tidligere børn fra Christiania erindringer nu skal tages som "sandheden" for alle tidligere børn fra Christiania.
Skal alle børn i Tønder kommune så også opfattes som pigerne fra Tønder sagen?
Er der ikke altid noget børn synes kunne være bedre i deres barndom samt er erindringerne ikke individuelle. Fx. var forældrenes opfattelse ikke hel samstemmende med de 4 børns erindringer.
Kristian Rikard (i går 23:45):
Mit indspark 1 var ironisk grænsende til satire. Altid ærgerligt, når det ikke opfattes.
Mit indspark 3 var heller ikke for skarpt, men lad gå.
Sad vi ikke alle klinede til skærmen, da sagerne om Tønder pigerne eller Brønderslev-børnene rullede over skærmen i dage og ugevis og månedsvis? Var vi ikke rystede? Var vi ikke forargede over kommunernes behandling af de stakkels børn? Var politikerne i kommunerne ikke af den offentlige mening tvunget til at påtage sig et ansvar og betale erstatning til de mishandlede børn?
Efter TV dokumentaren 10/8 15 må de involverede i de senere års børnesager da endelig have fået oprejsning! At dømme efter verserende kommentarer med forsvar for Christianias bestående i forskellige mediers kommentarspor, sker der åbenbart ikke mere i Christianias børnesager.Det er åbenbart "fint" at være opvokset på Christiania!
Jeg ville nu alligevel gerne vide: Hvor mange forældre er døde med baggrund i livet på Christiania? Hvor mange tvangsfjernelser har der været? Hvad bliver der gjort for børnene på Christiania i dag? Jeg savner en tilbundsgående social analyse af den skamplet for vores land, som nu åbenbart skal fortsætte som "kulturberigelse". Hvor er Lisbeth Zornig?
Og så ville jeg så morderlig gerne vide hvilke efternavne disse velformulerede børnemishandlere har? Hvorfor skjuler de sig med navne som Kløvemad eller Tusindfryd eller Mette eller Lene eller Per? Hvorfor skal det holdes skjult for Danmarks befolkning, at det velkendte og velbjærgede borgerskabs forkælede afkom har leget konger og dronninger, har styret og regeret for andre folks penge og holdt resten af Danmarks befolkning for nar? Man får åbenbart lov til at te sig, bare man hedder noget fint, som kan slås op på Wikipedia?
Desværre fremgår det ikke rigtigt af dokumentarens efterfølgende debat, hvad formålet med dokumentaren egentlig har været. Må Danmarks befolkning ikke være forargede og rasende på de politikere, som hen over hovedet på skattebetalende borgere har beskyttet og nurset socialt bedrageri, skatteunddragelse, handel med euforiserende stoffer, bordelvirksomhed, narkotikaindtagelse, mord og røveri samt nu, får vi at vide, også udbredt børnemishandling ?
Borgere i Danmark vil have den skamplet lukket!
Jeg ville ønske, at borgere i Danmark ville holde sig langt væk fra denne rodebutik.
Men jeg tror bare, at det er ønsketænkning på grund af den af borgerskabet sanktionerede handel med euforiserende stoffer. Hvornår holder misbrugskonsulenter op med at nedtone stoffers nedbrydende virkning på generationer af unge mennesker?
Man kunne få den tanke, at misbrugskonsulenterne er bange for at miste deres job, hvis de kom til at mangle klienter!
Sagen her er typisk en forlængelse af den ældgamle debat om Christiania, kan samfundet have sådan et eksperiment, eller skal hele magtapparatet sættes ind på at få det jævnet med jorden.
Det borgerlige samfund har aldrig været i tvivl: - jævn det med jorden. Men diverse S og R -regeringer og københavnske mere venstreorienterede borgerrepræsentationer har ladet staden og stedet få lov at overleve. Nu kommer så det ny puritanske indtog af få efterkommere af pionererne, der trods alt har fået sig en uddannelse, men er fuld af afstandtagen fra deres egen opvækst.
Og kommentatorer stemmer hadefuldt i, og efterlyser de grimme børnesager.
Ak ja, børnene skal bruges i det politiske spil.
Kvaliteten af børns opvækstvilkår kan ikke defineres ud fra politiske koder. Det er som sædvanligt tryghed, kærlighed og stimulering, der er afgørende. Plus ro, renlighed og ernæring selvfølgelig. Skulle det ikke kunne forekomme på Christiania? Eller i kollektiver, eller i landbrugskollektiver som godset Svanholm? Jo, det tror jeg nok, det stortrives, selvom det heller ikke passer det borgerlige establishment særligt godt.
Tryk avler modtryk, og christiania er et eksempel på mennesker, som i friheds-og overlevelseskamp løb skrigende bort fra daværende etablissements spændetrøje, der pinte og plagede al liv og luft ud af især de ikke formuende slaver på det hellige almindelige arbejdsmarked. Op på arbejde, hjem og i seng - som min far sagde. Han døde også lige inden sit velfortjente otium af arbejdsrelateret cancer efterladende en bitter kompensation til sin kone og sine børn i form af en livsforsikring.
Den hjernedøde fossilt baserede forbrugsfest blev massivt promoveret af den privatkapitalistiske agenda (mennesket overskuer typisk kun konsekvenserne af sine handlinger i en kort horisont, 10-15 år) men så var der jo avant garden, som så længere, og som forstod, at magtens overgreb måtte have modspil, hvis planeten skulle have en chance for at overleve det misbrug, der foregik, og hvis man på det personlige plan skulle undgå at ende som zombier for blodsugerne.
De fleste har sår på sjælen - nogen værre end andre. Personligt var jeg ved at dø af understimulering ude i vanløse, men de fires fortælling, om små børn der leder efter deres forældre alene i en mørk og dyonysisk nattefest, er jo hjerteskærende - og som altid i menneskehedens historie er det de stærkeste, der overlever. Spørgsmålet er selvfølgelig : som hvad?
De systemitter, som brokker sig over christiania, bør huske, at de nybyggede boliger på de tilstødende matrikler nu høster kolde kontanter i form af høj herlighedsvædi i bl.a. udsigten fra deres dyre vinduer, hvor de kan lade blikket vandre og dvæle på træer, himmel, vand og sågar over til den anden dyre sides velfriserede boenheder - istedet for den planlagte betonørken, vi har så alt for meget af. En oase midt i storbyen er bevaret. Som tak bør vi hjælpe christianitterne med at passe på og videreudvikle denne folkets have med at udfolde sit potentiale som rekreativ og inspirerende legeplads for alle.
Det er altid formålstjenligt med så nuanceret et blik som muligt på fortidens og nutidens hændelser, hvorfor vi konstruktivt bør kunne deles om en stadig refleksion og evaluering af det store, fælles kollektiv.