Det kan ikke tælles på to hænder, hvor mange gange jeg har læst Aristofanes tale om kærlighed i Platons Symposium. Jeg elsker passagen, der beskriver, hvordan mennesket engang var sådan et supermenneske med fire arme, fire ben og to sæt kønsdele; de var bomstærke og dermed en trussel mod guden Zeus. Det blev Zeus ret træt af og kløvede derfor mennesket i to halvdele for at svække supermennesket. Derfor har det delte menneske lige siden ledt efter sin anden halvdel, sin sjæleven.
Gamle grækere troede således på livslang monogami. Det gør jeg ikke! Det er det rene bluff, en samfundsskabt konstruktion, vi har dyrket gennem århundreder og gennem generationer, men det gør det ikke mere rigtigt.
Ja ja, kald mig bare hende den bitre singlemor, der hamrer mod de 40 år og har mistet al håb om livslang monogam kærlighed med den eneste ene. Men selv da jeg levede lykkeligt i parforhold (i henholdsvis fire og seks år) havde jeg samme overbevisning: Det livslange monogame parforhold, hvor man lover hinanden seksuel og romantisk troskab, er en samfundsskabt og naturstridig konstruktion.
Igennem århundreder har vi i vores samfund langsomt fået inkorporeret, at tosomhed med den samme livspartner er den rigtigste måde at leve på. Men 43 procent af alle danske ægteskaber ender i skilsmisse, og mon ikke tallet ville være noget højere, hvis vi også talte alle dem med, der lever i papirløse forhold?
Jeg tror mere på Darwin, end jeg tror på kristendommen, og hvis vi vender os mod dyreverdenen, er det også kun et fåtal af pattedyrene, der lever i faste parforhold. Bonoboerne, som vi i videnskaben ofte sammenligner os med, har en seksualdrift, der driver dem i armene på mange forskellige partnere gennem livet. Det samme gælder for en anden artsfælle: chimpansen. Og hvem kender ikke også det dér med at blive ekstremt tændt på en flirt, man har mødt i byen eller på arbejdspladsen, hvor man kan mærke hele ens krop dirre af lyst. En kraftig kropslig reaktion, der for længst er stoppet over for den person, man deler dobbeltseng med.
Jeg tror på, at denne kemiske reaktion er kroppens instinkter, der fortæller, at vi er kodet til at skifte partnere mange gange gennem livet.
De sexløse parforhold bliver flere og flere, oplever jeg i min omgangskreds, ligesom utroskaben lever i bedste velgående i dagens Danmark, fordi alt for mange har købt illusionen om den eneste ene.
»Bare fordi du har valgt at være vegetar, så det betyder det ikke, at bacon stopper med at dufte godt,« siger Christoffer Ryan, en af forfatterne til Sex at Dawn, en bog der på baggrund af en masse videnskab begraver det livslange monogame parforhold. Ryan mener, at eksklusivitet kom sammen med begrebet om kernefamilien, og at det særligt var i den »snerpede klunketid«, det for alvor blomstrede frem.
Den anerkendte amerikanske antropolog Helen Fisher argumenterer for naturligheden i, at folk ofte bliver skilt efter fire års ægteskab: »Denne drive til at finde sammen og blive sammen som par i mindst fire år udviklede sig for millioner af år siden. Den oprindelige standardperiode mellem fødsler var fire år, fordi fire år typisk var den periode, det tager at finde sammen, få et barn og få det igennem småbørnsstadiet.«
Jeg siger ikke, at de livslange ægteskaber med evig troskab er forkerte. Jeg bøjer mig i singlestøvet for de mange par derude, der får det til at fungere, som holder kobber-, sølv-, guld- og krondiamantbryllup og lever lykkeligt i troskab med betingelsesløs kærlighed. Det er beundringsværdigt og – på lige fod med folk, der gennemfører en Ironman – altså flot gjort, men igen: naturstridigt.
Mon ikke der er gemt en lille romantiker i de fleste af os? Et eller andet sted vil vi gerne bedrages med tanken om, at vi hører sammen med den eneste ene. For selv kyniske Tina her er det nok heller ikke sidste gang, jeg har læst Platons Symposium, for illusionen og fantasien er – ligesom eventyr, der slutter med, at prinsen og prinsessen lever lykkeligt til deres dages ende – meget sød.
Tina Splidsboel er journalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning
Går efter 'GULDET': Håber ikke, at det vil skabe hverken 'splid' hos klummisten, mellem hende og hendes ex'er eller 'kommende', eller så tvivl i sind, sjæl og krop hos jer mange (for mange?), der ikke fandt den eneste ene; men på denne 17. august 2015, 45 år + 2 dage efter hin dag medio august 1970 i Mogenstrup Kirke, sidder vi i sofaen og læser trofast 'Informeren' på skift og beslutter, stiltiende - for ord er ind imellem overflødige, og kan sagtens 'dirre' uden - at vi nok satser på at gå planken ud... Sammen.
En kvinde der siger den slags? Tja, hvis det var en mand ville der være strømmet ind med skældsord. Det siger jo en del.
Naturstridigt mig her og naturstridigt mig dér! Er det dog ikke pudsigt som den såkaldte 'menneskelige natur' har det med at bekræfte den talende/skrivende i at netop han/hun er 'naturlig'. Kan vi dog ikke snart blive enige om at det er selve begrebet 'menneskelig natur' der er totalt meningsløst? Der findes ingen forhåndsgiven norm for hvordan mennesker kan, skal eller bør indrette sig på denne jord. Det må det enkelte individ bare selv finde ud af, og helst uden at spørge hverken Vorherre eller Karl Marx eller den lokale guru. I mit skrækkeligt unaturlige ægteskab har vi netop fejret 45 års bryllupsdag, og det er faktisk ikke faldet os ind at få vores monogame parforhold blåstemplet af nogen som helst højere instans. At skribenten finder os unaturlige kan allerhøjst blive hendes problem, ikke vores.
Monogami er sådan set irrelevent. Imidlertid er der nogle altid gyldige relevanser man skal tage politisk hensyn til til, hvis ikke samfundet skal gå i opløsning.
Jalousi er et naturligt instikt. Man kan ikke benægte jalousis eksistens berettigelse, men et er sygelig jalousi og noget andet er berettiget.
Diverse forsøg på alternative samlivsformer er interessante, men alle under hensyn til naturlige instinktive reaktioner. Det kan ikke hjælpe noget at nogle forsøger at bortforklare de naturlige instinkter med deres egne behov for at bryde disse.
Imidlertid er mennesker ikke ens. Der findes individer der er anderledes indrettet end normerne. De er bare ikke selv normen.
Eksempelvis, får man børn med individer der afviger fra de almindelige monogame instinkter, så skal samfundet træde i stedet med sikkerhed for at den "forurettede" ikke får held til at afskære den anden forældre for samvær.
Det er endnu ikke lykkedes, og det giver enorme sociale problemer. Det skyldes hovedsagligt feministsik socialistisk politik, hvor feministerne pludselig, imod al tidligere ligestillingspolitik, optræder fuldstændigt traditionelt konservativt. Dvs, ifølge disse feminister, at de gør krav på børnene ved skilsmisse.
Det er super konservativt. Det har intet med ligestilling at gøre, og derfor forsøger samme feminister sig med biologiske forklaringer på deres ret til eneansvar på børneområdet. Det giver umådelige problemer for fungerende vellykkede skilsmisser, og det er en overordentlig samfundskadelig udvikling.
Så et er naturlig jalousi, naturlig tiltrækning til andre end den eneste ene (andet er en illusion), og noget helt andet lovmæssige konsekvenser ved skilsmisser og forældreansvar.
Ingen normale mennesker ønsker at miste tilknytninger til deres børn, men det er konsekvensen at politikernes vedtagelser, baseret på at politikerne, som sædvanligvis ikke opfatter virkeligheden hurtigt nok, og indflydelsen fra lobbyistiske feministiske socialistiske interessenter, dybt socialistisk konservative, og generelt samfundskadelige som de har udviklet sig.
I naturen er der masser af arter ,der er fælles om yngelplejen.
Så hvad skribenten bygger sin naturvidenskabelige viden på er en gåde.
Hvor en solsorteunge kan klare sig i kort tid med farmands sang og fars og mors fødehentning tager det gerne 17-18 år før lille Camilla er klar til at flyve hjemmefra. Så det med det naturlige med at være enlig mor noget værre vrøvl. Lige som alle andre dyrebørn, har et barn optimalt brug for en far og en mor. Alt andet er nødløsninger. Beklager virkeligheden.
"Og hvem kender ikke også det dér med at blive ekstremt tændt på en flirt, man har mødt i byen eller på arbejdspladsen, hvor man kan mærke hele ens krop dirre af lyst. En kraftig kropslig reaktion, der for længst er stoppet over for den person, man deler dobbeltseng med.
Jeg tror på, at denne kemiske reaktion er kroppens instinkter, der fortæller, at vi er kodet til at skifte partnere mange gange gennem livet."
Og hvad så? Det argument, at det føles så fantastisk, kan også bruges til at dyrke basejump eller narkotikarus med. Om det så er mere naturligt at følge sådanne lyster, end det er lige at tænke sig om, og foretage en mere nøgtern vurdering af, om man virkeligt vinder mere, end man taber - tja.... For nogen er det prisen værd, for andre er det ikke.
En ting er, at det for rigtigt mange er en lang og svær læreproces at finde den person, man er parat til at opgive det hurtige sus for (uden at det ligefrem behøver at koste lysten til hinanden, altså!). Det kan godt koste megen smertelig selverkendelse, og flere eller endda mange mislykkede forsøg, og der er ingen mening i at blive i et decideret ulykkeligt forhold.
Men at slutte derfra og til, at det skulle være mere naturligt og givende som princip at skifte "den eneste ene" ud hvert 4. år, der er altså et stort skridt, som jeg tror, de færreste bliver lykkeligere af i det lange løb.
Det er et personligt valg, taget enten ud fra hvad man har kunnet få til at fungere (brændt barn osv.), eller ud fra hvor vigtigt det evige "sus" er for en i forhold til et mere "trofast" forhold. At det ene skulle være mere naturstridigt end det andet, er efter min mening noget vrøvl. Tag ansvar for det valg, og lad være med at blande Darwin ind i det.
Det er sjovt, hvordan man i disse tilfælde ofte tyr til at sammenligne mennesker med dyr. Tale om naturstridigt. Skulle det derved også blive et argument imod uddannelse og karriere?