Kronik

Information stod på undertrykkernes side

Dagbladet Information videreførte efter 1968 ikke frihedskampens idealer, men var på undertrykkernes side. Det er en væsentlig historie at fortælle til ungdommen, men avisen forsøger at afspore debatten
’Der var en stærkt venstreorienteret stemning i Informations spalter, og de socialistiske diktaturstater blev ikke kritiseret nær så ofte eller konsekvent som de vestlige demokratier og USA,’ mener kronikøren. Her ses betjente foran USA’s ambassade, da demonstranter nærmer sig i protest mod USA’s engagement i Cambodja i 1970.

Erik Petersen

1. september 2015

KRONIK – I mange år har der været en debat om kommunismens ugerninger og de millioner af mennesker, som kommunistiske regimer har på samvittigheden. Allerede forfattere som Arthur Koestler og George Orwell og danske forfattere som Martin A. Hansen og Henrik Stangerup beskrev uhyrlighederne.

På trods af viden om disse forhold forhindrede det efter 1968 ikke en ny generation af venstreorienterede at hylde totalitære regimer og undskylde forbrydelserne. Denne væsentlige debat handler om at bringe balance i vor forståelse af tragedierne i det 20. århundrede, så også unge mennesker forstår, at det ikke kun var nazismen, der var en menneskefjendsk ideologi, og at mindes ofrene for totalitarismen.

Debatten om det danske medløberi spiller også en rolle, og dagbladet Information er en vigtig brik til forståelse af, hvordan oplyste og begavede unge mennesker, på trods af viden om uhyrlighederne, alligevel kunne marchere i de revolutionæres geledder.

Jeg har forsøgt at rejse denne debat bl.a. i Informations spalter et antal gange, men er stødt på en voldsom uvilje fra tidligere og nuværende journalister på avisen til at tage emnet op.

I bøger og artikler om Information af avisens egne medarbejdere er avisen blevet fremstillet som en uafhængig avis, der byggede på frihedskampens idealer fra besættelsestiden.

Vil ikke forsvinde

Intet kunne være fjernere fra sandheden, for avisen støttede totalitære tendenser og regimer i 1970’erne og en del af 1980’erne. Men når jeg og andre har påpeget disse forhold, er en byge af skældsord væltet ned over os, og man har fundet en eller anden mindre fejl, så man kunne dømme debatten ugyldig. I min kommentar i Berlingske (Mis-Information 26. august) havde jeg skrevet om Information med udgangspunkt i Jacob Holdt og skrevet sætningen »Holdt skrev til Information …«. Da avisens journalister kun kunne finde tre artikler fra Holdts hånd til Information, slog man det stort op, som om jeg havde vildført læserne.

Læs også: Blüdnikow: Jeg gik ud fra, at Holdts artikler optrådte i Information

I stedet for at tage en generel debat om Informations totalitære medløberi, som min kommentar i Berlingske handlede om, så finder Information noget, som man kan hænge budbringeren op på, så man kan dømme kritikken ugyldig. Det er sket flere gange før i Informations spalter, men emnet vil altså ikke forsvinde, blot fordi avisens journalister forsøge at trylle den væk. For det er af afgørende betydning også for avisens yngre læsere at spørge: Hvordan kan det ske, at begavede idealistiske unge mennesker kaster sig i armene på undertrykkende ideologier?

Værdsat af KGB

I Bent Jensens bog Ulve, får og vogtere kan man følge Informations artikler, der af Forsvarets Efterretningstjeneste i 1979 blev kaldt desinformation. Bent Jensen refererer fra et dokument fra FE om sovjetisk påvirkningsforsøg: »I januar 1979 er i Danmark iværksat en ny desinformation via dagbladet Information…«. Det var ikke så mærkeligt, for avisen husede en række journalister, der bevidst eller ubevidst, støttede Cubas, Kinas eller Sovjetunionens verdensopfattelse.

Avisens journalist og chefredaktør, Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet ’Kraig’. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte. Avisen brugte den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent. I 1970- og 1980’erne var Jørgen Dragsdahl avisens indflydelsesrige skribent i sikkerhedspolitik. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspirative møder med KGB-folk.

Avisens Latinamerika-skribent, Jan Stage, havde været tilknyttet Cubas hemmelige efterretningstjeneste, har han selv berettet i en artikel i Information. Hvor lang tid, han fortsatte med det, er dog uklart.

Andre journalister forkyndte støtte til revolutionære bevægelser og regimer i Information – muligvis uden at være betalt. De gjorde det – gratis og med ildhu.

Som sagt har Information, hver gang emnet er dukket op, forsøgt at undgå en egentlig kritisk selvransagelse, og sidste gang, bladet frikendte sig selv, var i 2008, hvor Informations journalist Ulrik Dahlin havde »undersøgt« bladet efter kritikken.

Læs også: Informations ’venstre-fascistiske’ fortid

Det resulterede i en blank afvisning af enhver kritik, hvilket fik Tøger Seidenfaden til at skrive i Politiken: »... så nem en frikendelse af Information er på den anden side heller ikke rimelig. For i alle de omtalte sager har Bent Blüdnikow sådan set ret i det centrale: Der var en stærkt venstreorienteret stemning og tendens i Information, og de socialistiske diktaturstater blev ikke kritiseret nær så ofte eller konsekvent som de vestlige demokratier og USA. Der var en bias i avisen, som afspejlede en stærk tidsånd. Og avisen har dermed et medansvar for både udbredt hjemlig uvidenhed om kommunistiske rædsler og et stort miljøs manglende demokratiforståelse i en periode.«

Nu behøver Seidenfaden ikke at være et sandhedsvidne, men jeg nævner det, fordi han i sin tid på Politiken ellers var forsigtig med at udsætte venstrefløjen for hård kritik.

Stærk kost

Afvisningen af kritikken fik undertegnede og Weekendavisens journalist Bo Bjørnvig til i 2008 at lave vor egen undersøgelse, som vi fik trykt i Weekendavisen (»Det rene vås«, 17. april 2008), da Information ikke ville give artiklen ordentlig plads. Her gennemgik vi fra januar til begyndelsen af april 1975 avisens artikler.

Enhver kan læse den på Infomedia, men her skal oplyses, at læsningen var stærk kost. Der var ingen tvivl om avisens politiske tendens. Kinas afdøde leder Chou En-Lai blev hyldet: »Det Kina, som Chou-En-Lai har været med til at skabe, bliver ikke rystet af hans død. For i sidste instans er det bønderne og arbejderne, der har hovedæren for de opnåede resultater. Sammen med Mao har Chou været i spidsen for at slå dette fast igen og igen ... Det er deres særlige fortjeneste, at det ikke blot var en pragmatisk indordnen sig under realiteterne, der lå bag denne konstatering, men at det udtrykte en grundlæggende respekt, ja kærlighed til mennesker, på hvilken de byggede deres revolutionære socialisme. Den de håbede og håber engang af deres efterfølgere kan kæmpes frem til kommunisme. Men kæmpes skal der.«

Lederen var skrevet af Ejvind Larsen.

Der var digte af Mao, og Kina blev hyldet i flere artikler. I samme periode beskrev Jørgen Dragsdahl USA som et land, hvor myndighederne ikke skyede nogen midler for at bekæmpe deres modstandere; i dette tilfælde De Sorte Pantere. CIA blev beskrevet som en kriminel organisation. Der var stort set ikke et ord om undertrykkelsen i Østtyskland, men derimod mængder af artikler om Vesttyskland og dets anvendelse af berufsverbot, og man beskrev landet som ikkedemokratisk.

Væsentlig sag

Der er stadig mange forhold, som ikke er kritisk undersøgt om Informations rolle. Jeg har selv i e-bogen Castros mand i København (2014) med kilder fra PET vist, at Information i 1977 iværksatte en kampagne for den cubanske spion Jaime Martinez. Martinez var udsendt af Cubas hemmelige politi for at skabe et spion- og terrornetværk i Europa, og han og hans venner var dødensfarlige med forbindelser til tyske terrorister, men Information forsøgte at renvaske ham.

Mens den sag er rimelig veldokumenteret, så er Informations handlinger under Blekingegadebande-sagen stadig et mysterium. Medarbejderne var ifølge flere kilder modstandere af at undersøge banden og dens oprindelse i det venstreradikale miljø til bunds. Avisens ekspert/journalist Lars Villemoes blev presset ud, men hvad der egentlig skete, er stadig præget af hemmelighedskræmmeri.

Der er stadig mængder af ting at tage fat på, hvis man vil undersøge avisen, og det er en væsentlig sag, for avisen betød utrolig meget i perioden fra 1968 til godt op i 1980’erne.

Det ville klæde avisen og dens journalister, hvis man tog sagen alvorligt og ikke forsøgte hver gang at afspore denne vigtige sag.

Bent Blüdnikow er journalist og historiker

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Bruun
Christian Bruun anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Thaarup Nyberg

@Ivan Dybdal
02. september, 2015 - 01:08
"... Jeg taler om flertallet af den samlede daværende venstrefløj."
Kap ? - come on !

KAP var en lillebitte rabiat minoritet på venstrefløjen, ja.
Jeg har aldrig sagt at de udgjorde den samlede totalitære venstrefløj. Hvor ser du det?
Flertallet dengang der stemte på SF og videre ud dvs flertallet af den samlede daværende venstrefløj gik ind for en form for revolution med udenomsparlamentarisk magtanvendelse. Derfor er det et faktum, at venstrefløjen efter 1968 dyrkede den voldelige revolution, som mange af dem i øvrigt mente var lige på trapperne.

Nu er parlamentarisme altså blevet en hellig ko; men den er jo immervæk stadigvæk en aristokratisk forsamling, der holder flertallet og dets objektive interesser nede.
Venstrefløjen ville - vil - for mange vedkommende være tilfredse med et schweizisk system - det vigtige er, at det er basisdemokratiet, der bestemmer, sådan som det var i SF, indtil en gruppe af selvindbildte avantgarde-politikere fjernede medlemsdemokratiet.

Marianne Christensen

Dybdal.
Går dine tilhængere ikke også ind for magtanvendelse.

Mig bekendt et Dks tidligere forsvar blevet en angrebsmasime., der bomber hist og pist.

Ret beset har andre lande ikke noget at gøre i en borgerkrig. Hvad ville vi sige til at andte lande begyndte at bombe SJælland, fordi jyderne støttede dem mere udenrigspolitisk. Det er helt illegalt uden et fnmandat
Så Dk i dag føler sig ikke for gode til væbnet kamp mod civile uden tilsagn fra folkeretten, eller FN om du vil

til,

Felix Austin, Thomas Toft, Bill Atkins og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Ivan Dybdal du skriver: Faktum er at venstrefløjen efter 1968 blev marxistisk, totalitær og revolutionær og dyrkede den voldelige revolution, som mange af dem mente var lige på trapperne. Det kom til at præge Vietnam-bevægelsen og universitetsmarxismen og desværre også modstandsbevægelsens avis, Information.

Det er svært ikke at få det indtryk at du i ovenstående udlægger hele den danske venstrefløj, som revolutionsfantaster.

Hvis man dengang troede på revolution, så var det, at de befriede kolonier ville udvikle sig til marxistiske folkedemokratier, som modvægt til dollarimperialismen og neokolonialismen ...men magt korrumperer som bekendt, og besværlige præsidenter i de tidligere kolonier blev væltet med rå Vestmagt.

Steffen Gliese, Claus Oreskov, Jens Thaarup Nyberg, Per Dørup Jensen, Mikkel Madsen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
Jesper Pedersen

@Marianne Christensen:

Hvad er det egentlig, du siger?
At der ikke er nogen grund til at forvente at Information, skulle være bedre end Jyllandsposten?

Hvis JP kan, så må Information også?

At det er en god ting at forskellige befolkningsgrupper og politiske grupperinger, har hver deres talerør, der holder hinanden i skak. Misinformationerne udligner hinanden?

Det er lidt svært at forstå at man kan have Mao og Castro som forbilleder, samtidigt med at man ønsker befolkningsinddragelse og mindre undertrykkelse.

Til Bove, Dybdal, Bøg, m.fl.
Ja, mange borgerlige var helt galt på den mht Vietnam,
Men hvordan gør det det bedre at Information også var på undertrykkernes side, selvom det var nogle andre undertrykkere?

Enten er I med os ( USA ) eller også er I med vores fjender.

George W. Bush's doktrin fra 2001 er virkelig slået igennem her i bagklogskabens klare lys.

John Christensen

Det lykkedes for kapitalismen at smadre de socialistiske landes drøm om, at skabe et andet samfund i form af et socialistisk samfund. Next stop socialstaten (velfærdssamfundet) - Velbekomme.
Det afgøres af klassekampen.
Holder du med undertrykkerne - så bliver kampen lang.
Processen er alt, målet intet?

Sæt kursen på målet og få din kollega og nabo med på det, ellers havner vi nemlig lige der hvor vi nu er på vej hen - og det kan da ikke være meningen?

Styrkeforholdet er afgørende for succes, og enhed gør stærk. Det lærte vi dog.

God dag der ude

Claus Oreskov, Jens Thaarup Nyberg, Per Dørup Jensen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
John Christensen

Den frihed.
Er det OK, at tillade en - at udbytte andre for egen vindings skyld?

Hvis svaret er ja eller tjaae, er der så grænser for udbytningen?

Hvis svaret er nej, så engager dig hvis du ikke allerede er med i kampen.
Hvis svaret er ja eller tjaae indenfor visse grænser, så er svaret det samme.
Hvis svaret er ja giv den bare gas, så har du forstået situationen dårligt. Søg oplysning.

Del af klassekampen siden 1978 og det værker stadig!

Flertallet dengang af dem der stemte på SF og videre ud dvs flertallet af den samlede daværende venstrefløj gik ind for en form for revolution i Danmark med udenomsparlamentarisk magtanvendelse.
Det er derfor et faktum, at venstrefløjen efter 1968 dyrkede den voldelige revolution, som mange af dem i øvrigt mente var lige på trapperne.
Derfor er Bent Blüdnikows kronik historisk relevant, selvom - eller netop fordi - det er blevet andre tider og mange har glemt det.
Det var bare det, jeg ville sige.

@ Jesper Pedersen
Jeg startede med at skrive. ”Det er for simpelt at sætte det op som at stå på undertrykkernes side”.
Bent Blüdnikow har et forsimplet billede, hvor han deler verden op i gode og onde. Lad mig gengive
John J. Mearsheimer (professor i statskundskab ved Chicago Universitet): I 1783 var der 13 små kolonier på Østkysten i det nuværende USA. De begyndte at marchere mod Stillehavet. På vejen dræbte de millioner af landets oprindelige indbyggere og stjal deres jord. Herefter gik de i krig mod Mexico og stjal hvad der nu er det sydvestlige USA. I 1812 invaderede man så Canada. I 1823 indførte man så Monroedoktrinen, hvilket betød, at man ikke ville se nogen fremmed magt i Nord- og Sydamerika, som nu var USA's interessesfære. Derfor smed de Sovjetunionen ud af Cuba, tillod sig at vælte den i 1970 lovligt valgte kommunist Allende. Det samme forsøgte man med Hugo Chávez for nu at nævne nogle af USA`s gerninger. Betyder det så, at USA altid er undertrykker?
For mig afhænger det af situationen. Stater er lige som mennesker udleveret til hinanden i magtforhold. Nogle gange undertrykker vi, og andre gange er vi de undertrykte.

Steffen Gliese, Per Dørup Jensen, Bill Atkins og Mikkel Madsen anbefalede denne kommentar

@Torben Lindegaard: Jeps, helt enig.

Sammen med tilnærmelsen mellem USA og Kina i begyndelsen af 70'erne, så er Vietnams invasion af Cambodia og Kinas efterfølgende krig imod Vietnam vidnesbyrd om en kommunistisk blok, der var under opbrud.

Vietnam har i øvrigt muligvis historisk undertrykt Cambodia og Laos. Men lige netop i dette tilfælde så tror jeg, at cambodianerne skulle prise sig lykkelige for at nogen skred ind og stoppede Khmer Rouges vanvid. Sat lidt på spidsen, så var situationen i Cambodia 1978 meget mere akut end situationen i Irak i 2003. Hussein og Baath-partiet havde trods alt ikke myrdet 25 pct. af befolkningen i Irak.

Steffen Gliese, Torben Lindegaard, Felix Austin og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Marianne Christensen

Men hovedbudskabet er, at når alle ved, hvor man står er der ikke noget at "afsløre"

Desuden er der et moralsk spørgsmål omkring
Oprørsbevægelser i et samfund.

Hvor ondt et styre skal befolkningen stå på mål for. Skulle hobbitterne og Gandalf have lagt sig på maven for Saruman og det onde øje?

Ivan Dybdal, jeg tror din skræmte fantasi spillede dig et puds - som du altså aldrig har forvundet... den revolutionsromantik du henviser til var aldrig en del af dansk fagbevægelse - som i givet fald, vel skulle have været med i revolutionsovervejelserne?

Steffen Gliese, Stig Bøg, Claus Oreskov og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

@Ivan Dybdal
02. september, 2015 - 19:02
"... Flertallet dengang der stemte på SF og videre ud dvs flertallet af den samlede daværende venstrefløj gik ind for en form for revolution med udenomsparlamentarisk magtanvendelse. ..."
Mon dog - jeg mener flertallet ? Jeg kan gå med til alt tv for vs, altså en minoritet.
Og, trods alt er revolutioner ikke et parlamentarisk anliggende.

"KAP var en lillebitte rabiat minoritet på venstrefløjen, ja.
Jeg har aldrig sagt at de udgjorde den samlede totalitære venstrefløj. Hvor ser du det?"
Du antyder det her:
02. september, 2015 - 00:12
"Jeg kender alle bortforklaringerne. Faktum er at venstrefløjen efter 1968 blev marxistisk, totalitær og revolutionær og dyrkede den voldelige revolution, som mange af dem mente var lige på trapperne. ...
Jeg har sågar arbejdet en sommer under kammeratligt førerskab af maoister fra KAP, Kommunistisk Arbejder Parti, der styrede fagforeningen på postbanegården i København.
Venstrefløjen efter 1968 dyrkede drømmen om en voldelig verdensrevolution og tåberne bredte sig på det samfundsvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet og videre på RUC."
Min egen erfaring med - ikke postbanegården, men postterminalen, altså senere - var en stærk fagforening PAF, der erstattede daglejerforhold for postarbejdere med overenskomstansættelse; så der skulle åbenbart nogle nyttige idealister tíl.

De universitære skrighalse faldt dog til patten når eksamen nærmede sig.

Jens Thaarup Nyberg

@Ivan Dybdal
02. september, 2015 - 19:02
"... Flertallet dengang der stemte på SF og videre ud dvs flertallet af den samlede daværende venstrefløj gik ind for en form for revolution med udenomsparlamentarisk magtanvendelse. ..."
Mon dog - jeg mener flertallet ? Jeg kan gå med til alt tv for vs, altså en minoritet.
Og, trods alt er revolutioner ikke et parlamentarisk anliggende.

"KAP var en lillebitte rabiat minoritet på venstrefløjen, ja.
Jeg har aldrig sagt at de udgjorde den samlede totalitære venstrefløj. Hvor ser du det?"
Du antyder det her:
02. september, 2015 - 00:12
"Jeg kender alle bortforklaringerne. Faktum er at venstrefløjen efter 1968 blev marxistisk, totalitær og revolutionær og dyrkede den voldelige revolution, som mange af dem mente var lige på trapperne. ...
Jeg har sågar arbejdet en sommer under kammeratligt førerskab af maoister fra KAP, Kommunistisk Arbejder Parti, der styrede fagforeningen på postbanegården i København.
Venstrefløjen efter 1968 dyrkede drømmen om en voldelig verdensrevolution og tåberne bredte sig på det samfundsvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet og videre på RUC."
Min egen erfaring med - ikke postbanegården, men postterminalen, altså senere - var en stærk fagforening PAF, der erstattede daglejerforhold for postarbejdere med overenskomstansættelse; så der skulle åbenbart nogle nyttige idealister tíl.

De universitære skrighalse faldt dog til patten når eksamen nærmede sig.

Steffen Gliese, Claus Oreskov og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Jeg har overhovedet ikke nævnt dansk fagbevægelse og i øvrigt heller ikke revolutionsromantik?
Bent Blüdnikows kronik er historisk relevant, fordi den konkret beskriver, hvordan det var.
Den er også relevant som et memento, hvis der stadig skulle være nogen på den galej.

Jens Thaarup Nyberg

Tilføjelse: Og, trods alt er revolutioner, VOLDELIGE ELLER EJ, ikke et parlamentarisk anliggende.

Mit svar ovenfor var til Bill Atkins.
Til Jens Thaarup Nyberg:
Ja, flertallet dengang der stemte på SF og videre ud dvs flertallet af den samlede daværende venstrefløj gik ind for en form for revolution med udenomsparlamentarisk magtanvendelse
Jeg brugte KAP som eksempel ikke som karakteristik af alle venstreorienterede

Enig i at postbanegården/postterminalen er en interessant case sikkert både for os blå og jer røde? Selv har jeg brugt min erfaring derfra, når jeg har skullet forklare om arbejdsproduktivitet og betingelserne for samme under forskellige ledelsesformer.

Jeg var kun ansat på postbanegården en sommer, men havde venner, der blev hængende længere. Jeg fulgte det siden i medierne, bl.a hvordan generaldirektøren for P&T blev sendt til Bruxelles som komiteret i internationale post spørgsmål, da forholdene på postterminalen blev afsløret - i Ekstrabladet, så vidt jeg husker.

OK, Ivan, du er undskyldt, i og med at du åbenlyst ikke forstår hvad jeg skriver til dig. Min overordnede pointe er, at: Blüdnikow, og andre med ham i samme segment, kalder efterkrigstidens klassekamp og fredsbestræbelser for anti-amerikanisme ..

Steffen Gliese, Jens Thaarup Nyberg, Felix Austin, John Christensen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Per Dørup Jensen

Ja, og hvis man skal fortolke videre på Stig Bøg´s logik (9,11), er efterkommerne fra de 13 små kolonier så i positiv økonomisk forstand, entreprenørerne og i negativ politisk forstand, de neo-konservative senatorer, der via deres tætte relationer til Wall Street, Pentagon, de militær- olie- og bil (off-shore) industrielle komplekser - og via deres kontrol over de ideologiske apparater, har indpodet deres funktionalistiske og vare-fetichistiske lønslaver med, at vi har demokrati, frihed, og i europæisk/Socialdemokratisk terminologi, et velfærdssamfund.
Jo, vi har da i formel forstand et repræsentativt demokrati, men hvilken demokratisk legitimitet giver det egentlig, når alle væsentlige beslutninger om økonomisk politik, arbejdsmarkedspolitik, udenrigspolitik, herunder "fred," miljø- og klimapolitik - og hvad dette medfører af kriser og katastrofer - reelt dikteres af disse politiske efterkommere?
Jo, og Marx skrev jo om borgerskabets diktatur, maskeret som demokrati.

@Torben Lindegaard. Der er nu alligevel noget i din argumentation der halter. Du skriver at ”I 1978 invaderede Vietnam Cambodja” ligesom du inddrager andre regionale konflikter mellem Vietnam og nabostaterne ikke mindst Kina. Så kommer din konklusion:
”Alle disse spændinger hørte vi ikke meget til i 60erne og 70erne.Men de er med til at danne indtrykket af, at Ho Chi Minh i første række ønskede et forenet selvstændigt Vietnam – og brugte kommunismen som et hjælpemiddel.” Problemet er bare at Ho Chi Minh døde 2. september 1969 så hvordan kan begivenheder der fandt sted i 1978 være parameter for Onkel Ho’s politik?

Stereotyper forbliver altid vrangforestillinger om de andre! Og det er sådanne vrangforestillinger om kommunismen og Sovjetunionen som Bent Blüdnikow kolportere. Ligeså naivt det er at tro på stereotyper og andre bydende billeder af verdenshistorien, ligeså farligt er det. Den skjulte dagsorden er altid en opmaning til had og vold! Den kolde krigs stereotyper, som Bent Blüdnikow benytter i rigt mål er bl.a.: ”kommunismens ugerninger”, ”totalitære regimer”, ”totalitarismen”, ”undertrykkende ideologier”, ”værdsat af KGB”. Jeg tror de fleste tænkende mennesker hurtig kan blive enige om, at den kolde krigs stereotyper og fjendebilleder intet har tilfældes med virkeligheden. Man skal ikke søge ”beviser” på disse stereotyper i historien, for det er formålsløs. Forklaringen findes i den dikotomi (opdeling af en enhed (historien) i to modstillede dele) som var og er den kolde krigs metafysiske omdrejningspunkt. En hel produktion af fjendebilleder og stereotyper, had og misinformation fokuseres omkring denne dikotomi. Dikotomien få sin egen etik, sin egen æstetik, sit eget sprog og sin egen logik og dens logik er forførerens. Dens sprog er apokalyptisk og mættet med dødens symbolik Goebbels var en mester i denne desiplin. Dens æstetik er forenklingen og kunsten at forvandle kompleksitet til sort hvide erkendelses billeder. De gode og de onde – sådan forklarer dikotomiens æstetik verden, og vi forstår sporstrengs at vi er de gode! Alle djævel fantasierne om kommunismen hører under denne stupide løgn fabrikation, uanset hvor historisk korrekte de selv påstår de er! Middelklassen troede skamløst på skrammebillederne, for det passede ind i deres politiske og eksistentielle ståsted. De færreste arbejdere troede på dette vrøvl og næsten ingen intellektuelle tillagde djævel dikotomien nogen interesse.
En intellektuel der gennemskuede maskeraden var diplomaten George Kennan som skrev: ”Billedet af Rusland, der var beredt og opsat på at angribe vesten, og som kun afskrækkes af vores atomvåben, var stor set et vestligt fantasi billede, imod hvilket nogle af os, der var bekendt med russiske forhold, forgæves i årenes løb, søgte at oplade vores røster (fra artikel i Information 14 september 1979 af Richard J. Barnet stifteren af Politiske Studier i Washington DC).
Hertil et par ord af Bertrand Russell fra bogen ”Har Mennesket en Fremtid? ”:
”Der praktiseres i vesten langt mere totalitært regereri og langt mere vildlevende propaganda fra officiel side, den der almindeligvis er kendt. Ej heller erkendes, at alle sådanne restriktioner mindsker forskellen mellem Øst og Vest og gør vestens påstand om at blive kaldt ”Den frie verden” latterlig”.

Bill Atkins, Niels Duus Nielsen og Per Dørup Jensen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

@Ivan Dybdal
03. september, 2015 - 11:01
Nu skal vi ikke glemme, der var to grupper ansat i postterminalen, det dominerende flertal af statstjenestemænd, som satte dagsordenen vdr. produktivitet o.lig., og postarbejderne.

Men du var der kun en sommer.

Torben Lindegaard

@Claus Oreskov

Næh, det kan du have ret i.
Jeg kan godt se den logiske brist.

Jeg tænkte i retning af, at Ho Chi Minh selvfølgelig var velbekendt med de åbenbart århundredgamle konflikter med Kina; men alligevel allierede sig med Kina (og vel især Sovjetunionen). Og så revner ballonen i 1978 mellem 2 kommunistiske regimer med krig til følge.

Dette kunne så illustrere, at Ho Chi Minh i første række var vietnamesisk patriot og nationalist og først i anden række kommunist.

Men som du skriver, så døde Ho Chi Minh i 1969, så det illustrerer ikke noget som helst.

@Jens Thaarup Nyberg
Jeg er helt klar over, at der var der var to grupper ansat i postterminalen, det dominerende flertal af statstjenestemænd og postarbejderne. Det var netop det interessante som arbejdssociologi lærestykke.
Jeg var igennem hele den fantastiske P&T bygning på hjørnet af Tietgensgade og Bernstorffsgade fra øverst til nederst på banegården med lastbilaflæsning af postpakker til pakkebåndet, der bragte pakkerne i fart igennem bygningen og ned på sorteringsbordene og efterfølgende udkørsel med transportvogne til togvognene, der skulle køre dem til landets byer. De fyldte net vogne med gummihjul skubbede vi sidst ansatte ekstra postarbejder studenter afløsere. Det sidste led i kæden.
Det var en god case som intro på sociologistudiet, synes jeg i dag.
Det gik i politisk hårdknude og løsningen blev privatisering, hvor der ikke går politik i det hele.
Organisatorisk kunne P&T ikke klare tiden og den stadige forandringer. Som DSB, DR og de andre statslige dinosaurer heller ikke kan.
Men som sagt meget lærerigt.

Jens Thaarup Nyberg

Ivan Dybdal
03. september, 2015 - 18:57
"Det gik i politisk hårdknude og løsningen blev privatisering, hvor der ikke går politik i det hele"
Såh - overfor personalet blev der blev indført en nultolerancepolitik, med alle de menneskelige katastrofer til følge, ideologisk revolutioner indebærer.

Jens Thaarup Nyberg

Jeg bør nok specificere det overordnede princip: ideologisk begrundede udrensninger af kompetence.

PS.: at du har rørt ved lidt arbejde med dine fingre, er aldeles irrelevant - fik du studeret tjenestemændenes ansættelseskontrakt og overenskomst ? livsvarig binding til pligtarbejde, forflytning, delte arbejdsdage, rullende skifteholdsarbejde oma, for at opnå fuld pension; i sig selv nok til at begrunde de forhold, du blev bekendt med gennem Ekstrabladet.

Jens Thaarup Nyberg

Jeg bør nok specificere det overordnede princip: ideologisk begrundede udrensninger af kompetence.

PS.: at du har rørt ved lidt arbejde med dine fingre, er aldeles irrelevant - fik du studeret tjenestemændenes ansættelseskontrakt og overenskomst ? livsvarig binding til pligtarbejde, forflytning, delte arbejdsdage, rullende skifteholdsarbejde oma, for at opnå fuld pension; i sig selv nok til at begrunde de forhold, du blev bekendt med gennem Ekstrabladet.

Den teknologiske udvikling vil altid gøre nogle indlærte færdigheder forældede, fordi maskiner - i bred betydning som ny teknologi i form af nye opfindelser og arbejdsmetoder - overtager arbejdet.

Men den teknologiske udvikling kan ikke stoppes. Sporene skræmmer. Det er også det Bent Blüdnikows kronik handler om nemlig dem, der vil stoppe udviklingen med socialisme og proletariatets diktatur, som heldigvis er stærkt på retur.

Demokrati, kapitalisme og markedsstyring er bedst til at overkomme denne omstilling, selvom det heller ikke i dette system bliver en udvikling uden menneskelige omkostninger.

Omkostningerne håndteres løbende under den markedsstyrede kapitalisme, mens det totalitære socialistiske system ender i indespærring og forfølgelse af et stadig stigende antal afvigere for at undgå fornyelse.

PS. Måske fordi jeg er barn af håndens arbejdere, nærer jeg ikke en særlig veneration for håndens arbejde. I mine øjne er vi alle en slags arbejdere.

Nu mener bl.a. Slavoj Zizek, at kapitalismen ikke behøver demokrati, men måske trives bedre under autoritære former (han tænker på Kina).
Slavoj Žižek er blevet bebrejdet for sin skarpe kritik af mangel på frihed i Vesten, når det er værre i f. eks. Kina. Hans svar har været, at i Rusland og Kina ved de, at der er mangel på frihed, i modsætning til i Vesten, der tror de er frie.
Jeg kan kun Slavoj ret.

Muligvis behøver kapitalisme ikke demokrati. Eksemplet er Kina.
Men Kina er et totalitært, marxistisk diktatur, hvor en udvalgt elite styrer.
Forventningen må derfor være, at Kina imploderer på et tidspunkt ligesom Sovjetunionen gjorde.
Men tak for tippet. Jeg vil prøve at læse noget af Slavoj Žižek .

Ivan Dybdal, kapitalisme kan ikke klare sig i et ægte demokrati. Et ægte demokrati bekæmper alle de mekanismer, der gør forskel på folk, og som kapitalismen etablerer.

Ikke alene det, Mikkel Madsen - der er en mærkelig mangel på tidsfornemmelse i højrefløjens propaganda, hvor det er som om, at det, der skete for 10-20-30 år siden foregik i en statisk verden. Da Irak blev invaderet, havde de jo ikke haft borgerkrig i næsten 10 år.
Til gengæld var de blevet påført et langsomt dræbersystem af verdenssamfundet, der medførte sult og hungersnød.

Ivan Dybdal, det er jo en forkert analyse! Det hander jo ikke om stilstand, det handler om, at kapitalismen styrer verden på nogle præmisser, der strukturelt styrer folk og i høj grad slår dem ihjel, når de ikke fører til profit.
Et socialistisk samfund er reelt ret ligeglad med, på hvilke måder folk bidrager til samfundet af egen drift. Et socialistisk samfund - i modsætning til et leninistisk centraldiktatur - styres nedefra og lokalt. Og det romantiserer ikke håndens arbejde, men glæder sig over, at flere og flere mennesker kan slippe den daglige trummerum, når maskinerne gør deres indtog.

Det kan være frustrerende at læse om kapitalisme eller 'ikke-kapitalisme'.

Klassekampe drejer sig i dag, med vores højt teknologisrede produktion, vores store arbejdsspecialisering (mere end halvdelen af jordens befolkning bor idag i storbyer), om hvilken form for kapitalisme vi vil have. Privatkapitalismen eksisterer i forsikrings- og selvbetalersamfund, men trækker konstant samfundet mod almissesamfundet, mens Statens regulering af kapitalismen tillader velfærdssamfundet at blomstre. En forfatningsmæssig konsolidering af velfærdssamfundet kaldes et socialistisk samfund.

Vejen til den for Verden idag ubeskrevne 'Ikke-kapitalisme' vil gå hen over hungersnød og demontering af samfundets strukturer.

Dybdal: Muligvis behøver kapitalisme ikke demokrati.

Industriproduktion søger hen hvor arbejdskraften er billigst og det er den hvor magthaverne sætter grænser for arbejdernes aktionsret - en af demokratiets vigtigste grundpiller.

Kapitalisme og demokrati er jo hinandens modsætninger:

“We can have democracy in this country, or we can have great wealth concentrated in the hands of a few, but we can’t have both”
( Supreme Court Justice Louis D. Brandeis )

Per Dørup Jensen, Bill Atkins, Steffen Gliese og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar

Peter, du skriver: i modsætning til et leninistisk centraldiktatur

Du overser Lenins sætninger om, at de forskellige landes overgang til socialismen vil antage en mangfoldighed af former, og om muligheden for en fredelig udvikling af den socialistiske revolution.

Du må tage i betragtning at det unge Sovjetunionen i 1917 blev angrebet fra alle sider af kontrarevolutionære indenlandske og udenlandske tropper der havde til hensigt at genetablere det feudale zarstyre. En situation som var unik for Sovjetunionen, hvilket Lenin var fuldt opmærksom på. Andre lande har i følge marxismens demokratiske udgangspunkt - som Lenin respekterede - naturligvis alle muligheder for at forme deres egen overgang til socialismen udfra den situation de befinder sig i.

Det er det frie marked, der er forudsætningen for demokrati efter min mening.
Kapitalismen er en naturlov ikke en ideologi.
Den totalitære socialisme sætter både demokrati og frit marked ud af kraft.
Socialismen er en religion, der vil afskaffe den menneskelige natur.
Derfor medfører den totalitære socialisme efter min mening forfølgelse af afvigere, kz-/gulag lejre og forbrydelser mod menneskeheden.
Eksemplerne er legio og jeg tror den socialistiske religion vil få endnu færre tilhængere for til sidst at forsvinde helt.

Ivan Dybdal: det frie marked, er en forudsætning for demokrati ....her er du helt på linje med verdenshistoriens mest brutale imperialister, Ivan. Tillykke,

og

Den totalitære socialisme sætter demokrati .... ud af kraft .....ja sådan er det med totalitære systemer socialistiske eller kapitalistiske.

Ivan Dybdal: Kapitalismen er en naturlov ikke en ideologi.

Feudalismen er baseret på ejerskab til til jord og tvang af bønder
Produktionskapitalisme er baseret på ejerskab til produktionsmidlerne
Finanskapitalismen er baseret på pengenes natur
Socialismen er baseret på menneskenes evne til at bruge deres fornuft

Per Dørup Jensen, Jens Thaarup Nyberg, Holger Madsen, Steffen Gliese og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar

Lenin lage afstand til den utopiske socialisme Peter Hansen mere eller mindre plædere for. I ”Staten og Revolutionen” kom Lenin selv farlig nær den utopiske socialisme. Store dele af bogen kan selv anarkisterne gå ind for, men så skete der noget. Bolsjevikkerne fik regerings magten og dermed et praktisk ansvar der ikke gav rum til megen tankespind. Derfor undskylder Lenin i et efterskrift til ”Staten og Revolutionen” at han ikke har fået skrevet et par planlagte ekstra kapitler. Han undskylder men glæder sig også for: ”Det er mere tiltalende og nyttigt at gøre revolutionære erfaringer ind at skrive om dem”. De kommende år viste Lenin som en lige så fremragende politisk praktikker som teoretiker. ”Kommunisme” sagde han ”er socialisme plus elektricitet”, og nej magten var ikke centreret omkring Lenin, den lå hovedsagelig hos sovjetterne – de folkelige råd, side om side med Ministerrådet (som udgjorde den egentlige centralistiske demokrati). Siden revolutionen i 1905 gav Lenin al sin støtte til sovjetterne. Se f.eks. Tony Cliff ”All Power to the Sovjiets Lenin 1914 – 1917”. Bogen er andet bind I Tony Cliff’s trilogi om Lenin, men kan sagtens læses for sig selv. Hvad mange ikke ved så bestod sovjetterne lige til Sovjetunionens opløsning. Geir Hønneland og Jørgen Holten Jørgensen skriver i deres bog ”Moderne Russisk Politikk” (Fagbokforlaget 2006) at nok var den øverste sovjets indflydelse begrænset men: ”Sovjetterne på alle niveauer havde imidlertid sine såkaldte eksekutiv komiteer (på unionsniveau Ministerrådet), som må siges at have været politiske aktører af en vis betydning”. Magten blev i Sovjetunionen delt på mange måder formelt så vel som uformelt. Et sted for magtdeling var de mange og store ministerier. På Stalins tid fandtes der flere hundrede ministerier og her blev meget af den uformelle magt administreret. Hal Koch skriver i sin fremragende lille bog ”Hvad er demokrati” at: ”Det kan også udtrykkes på den måde, at Sovjetrusland politisk endnu ikke synes at være nået frem til demokratiet. Til gengæld skal det ikke glemmes, at man derovre har sat ind på et andet punkt; man har først og fremmest været optaget af at skabe økonomisk demokrati. På dette punkt har Vesteuropa endnu overordentlig meget at lærer”.

@Ivan Dybdal. Det var altså en bommert af dimensioner ” Kapitalismen er en naturlov ikke en ideologi”. Du har ellers indtil nu forstået at argumentere redeligt for dine synspunkter – men troen på naturretten den er fæl! Imidlertid syndes jeg du skal underbygge din påstand med fakta fra naturvidenskaben og/eller i det hele taget komme med en forklaring.

Der er intet naturligt ved kapitalismen, den er konstrueret af magtfulde klasser for at bevare privilegier.
Marked har ikke noget med demokrati at gøre, forbrug har ikke noget med demokrati at gøre. Folkestyre er ikke og kan ikke være andet end folkets deltagelse i fællesskabets beslutninger.

Rusland var overhovedet ikke udviklet på et niveau, hvor socialisme var gennemførligt, og det var ærlig talt temmelig tydeligt igennem alle årene.
Havde Rusland gennemgået udviklingen til velfærdssamfund, havde meget set anderledes og bedre ud.

Kapitalismen og det frie marked kan undertrykkes f.eks af den totalitære/religiøse socialisme, men menneskets natur er at producere så billigt som muligt og handle med varer, der eftertragtes og/eller kan købes billigere andre steder. Derfor har den totalitære socialisme store problemer med at undertrykke de frie markeder og den fri handel.
Kapitalismens fordel er, at folk alt andet lige vil købe en vare, hvor den er billigst også om nødvendigt udenom socialismens kommissærer og kontrollører.
Du behøver blot at kigge på alle de ting, du har i dit hjem og se oprindelseslandet, der står med småt.

Sider