Ingen kan lide et egotrip

»Fuck janteloven!«

Sådan lyder Nik & Jays besked til de småborgere, der forsøger at holde den musikalske duo nede.

I hælene på individualiseringen og det nyliberale ungdomsoprør er der opstået bredere og bredere enighed om, at janteloven er udtryk for dansk provinsmentalitet. Masserne har oprettet janteloven for at terrorisere individet til konformitet, men nu skal det være slut, lyder parolen. Unge hipstere, nyrige forretningsfolk og kunstnere af tvivlsom kvalitet siger fra over for fællesskabet.

På Twitter er der godt gang i hashtagget #fuckjanteloven, og man genfinder vendingen i mangt et Facebook-kommentarspor. Tager du afstand fra en politikers ekstravagante opførsel – eksempelvis Lars Løkkes alkohol- og forbrugsvaner – er du altså bare småborgerlig og hysterisk. »Janteloven er på tilbagetog,« som Thomas Scharff formulerede det i Information for nogle år siden.

I et mere kollektivistisk perspektiv er janteloven et misforstået bæst. I praksis udøves den som en henvisning til at behandle sine medmennesker ligeværdigt. Man må gerne være stolt af sine succeser, men man bliver kategoriseret som en simpel blærerøv, hvis man bruger dem til at hævde sin egen storslåede glorværdighed. Aksel Sandemoses »Du skal ikke tro, du er noget« omskrevet til »La’ vær’ at spille smart!«

At se janteloven som en repressiv knytnæve fra kollektivet er efter min mening mildest talt en overdreven samfundsdiagnose i dansk kontekst.

Det er de færreste, der oplever at blive most i jalousiens kværnende maskiner, hvis de udtrykker stolthed over deres meritter på f.eks. Facebook. For mig at se vælter det oftere ind med bekræftende ros for selv de mest banale bedrifter. Kun hvis du ubetænksomt hævder dig på andres bekostning, sender den danske normkultur dig (rettelig) en fuckfinger.

Men hvor kommer det tiltagende negative syn på janteloven så fra?

Fra det samme sted, som det amerikanske Fuck the haters! (underforstået: ned med kritikere). Forfatteren Tom Scocca kalder fænomenet for ’smarm’. Det betyder, at stadig flere afviser sarkasme og kritik som hadefulde angreb. Og det er faktisk skadeligt for kunsten, for politik og for vores personlige omgang med hinanden. Kritik udstiller nemlig kejserens manglende klæder, magtens hykleri og skubber os til positiv forandring. Det kan altsammen virke ubehageligt på overfladen, da det forstyrrer den herskende orden. Men kritikken er nødvendig for samfundsmæssig og personlig udvikling. Janteloven er i praksis udtryk for det samme. Den kommenterer på den reelle kvalitet af alt omkring os – i stedet for at stole blindt på svindleren eller tage blærerøvens ord for gode varer.

Don’t hate me ’cause I’m beautiful, synger den amerikanske popstjerne Keri Hilson til sine kritikere. Det gør vi heller ikke, Keri. Vi syntes bare, at din musik er røvkedelig.

Janteloven er selvfølgelig noget bras, når den anvendes til at udskamme folk eller bremse dem i at forfølge deres drømme, men det er nu engang en sjældenhed herhjemme. Samfundet kan sagtens holde menneskets potentiale til selvrealisering nede, men hvis du kigger dig selv i spejlet og konstaterer, at du er et sundt og rask medlem af middel- eller overklassen, som i øvrigt har et udmærket arbejde og nogle gode venner, er der vel nok større problemer end det stygge fællesskabs diktatoriske undertrykkelse af din evne til at udleve din indre diva.

Som med så mange andre emner er der også her megen sandhed at finde i dansk hiphop fra 1990’erne. Da Østkyst Hustlers tændte for fjerneren engang i 1996 og hørte en mediepersonlighed sige, at det er ’åh så hårdt’ at være kendt i ’jantelovens land’, konkluderede de:

Og det er meget sjovt, for jantelov
betyder åbenbart
Man er en nar, hvis ikke man
bare forguder dem, der spiller smart
(Bla Bla Bla, 1996)

Spot on, Østkyst Hustlers. Ingen kan lide et egotrip.

Casper Gronemann er cand.scient.adm. og politisk analytiker. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.