Kronik

Jorden er giftig på hospitalsstuen

Min indlæggelse fortæller mig, at der er noget alvorligt galt i sygehusverdenen. Personalet spurter rundt, og der mangler midler. Masser af midler. Til rengøring, istandsættelse og … well, endnu mere rengøring
Min indlæggelse fortæller mig, at der er noget alvorligt galt i sygehusverdenen. Personalet spurter rundt, og der mangler midler. Masser af midler. Til rengøring, istandsættelse og … well, endnu mere rengøring

Pernille Sloth/iBureauet

Debat
14. august 2015

For fire uger siden blev jeg sent en søndag nat indlagt akut på Hvidovre Hospital med noget, der hedder divertikulit. Tip: Lad være at billedegoogle det. Tænk på det som en slags blindtarmsbetændelse – men i tyktarmen.

Det var min første hospitalsindlæggelse nogensinde. Hele den uge jeg var indlagt på Hvidovre, blev jeg behandlet af professionelle og omsorgsfulde sygeplejersker og ditto læger, som efter tre dage kunne diagnosticere mig og påbegynde antibiotikabehandling. Denne bøn er derfor ikke rettet mod de hårdtarbejdende mennesker på Hvidovre Hospital, men mod den virkelighed de skal navigere i, og de politikere der jonglerer med pengepuljen i sundhedsvæsenet.

Om mandagen, da jeg var begyndt at få morfin, men inden jeg var diagnosticeret, lå jeg stadig på akutafsnittet. Sent på eftermiddagen gik en af mine stuekammerater, en ældre (læs: rigtig gammel) herre igennem stuen med sin nyligt frembragte urinprøve i hånden. Manden, der rystede slemt på hænderne, spildte en lille smule af sin prøve for hvert af sine korte skridt, så han efterlod et tydeligt spor af urinsjatter på gulvet på tværs af hele stuen. Han gjorde et helhjertet, men forgæves forsøg på at tørre noget af det op. Han kunne nemlig ikke bukke sig ned, og jeg indskød venligt, at vi nok kunne få nogen til at tørre det op for ham. Det bifaldt han og fandt vej tilbage til sin seng.

Få øjeblikke senere kom en sygeplejerske ind på stuen. Jeg satte hende ind i sagen, og hun fortalte, at rengøringen alligevel var på vej, så de ville tage sig af det inden for 20-25 minutter. Fair nok, tænkte jeg. Men en time senere måtte jeg tage fat i endnu en sygeplejerske, der lovede at gøre, hvad hun kunne for at få en rengøringsassistent til at komme og tørre det op.

24 timer senere var alle de små urinpøle tørret ind til let klistrede gule pletter på gulvet, og fra da af tog jeg sko på hver eneste gang, jeg skulle ud af sengen.

Sverre i bad

Om onsdagen, få timer efter jeg havde fået min diagnose, blev en anden af mine stuekammerater, en knap 60-årig narkoman, som vi kalder Sverre, badet. Det var også på tide. Sommeren havde med knap 30 grader meldt sin ankomst, og fire voksne mænd på en stue kan på egen hånd producere en del varme og sved. Sverre var dertil decideret beskidt. Om han kom direkte fra gaden, ved jeg ikke, men han fik stuen til at lugte markant og permanent dårligere, end da en af de andre kastede grundigt op dagen før.

To sygeplejersker og en portør påtog sig det utaknemmelige job. Sverre skulle løftes i bad, da han ikke selv kunne hverken stå eller gå, og de fik ham bakset derud og vasket ham. Jeg ventede to timer og gik så, med mit dropstativ ved min side, ud på badeværelset. Jeg blev der kun i ca. 20 sekunder, da badet stadig fremviste en del souvenirs fra Sverres bad. Væggene i badet havde i forvejen mørke skjolder; mug eller svamp – et eller andet der i hvert fald ikke hørte hjemme dér. Men dertil var der nu både våde håndklæder, gummitøfler og skumgummisvampe, alle med tydelige brune hilsner fra de kager af skidt, der havde siddet på Sverre. Javist, der lugtede betragteligt bedre ude i firemandsstuen end før, men baderummet var så ulækkert, at jeg var ved at kaste op.

Jeg returnerede dog efter at have rekvireret tre ekstra håndklæder og havde nu fem i alt til mit foretagende. De tre af dem endte med at fungere som helle i en slags ‘jorden er giftig’, og jeg brugte de første 10-15 minutter på at gøre badet rent. Det er super besværligt, når man har høj feber og triller rundt med et dropstativ, der er permanent forbundet til ens underarm via en slange og en nål.

Dernæst kom selve mit bad. Det var endnu mere besværligt, da holderen til brusehovedet var knækket af. Jeg havde stadig kun to arme, så opgaven med at holde bruseren og dropstativet og rent faktisk få vasket mig selv tog omtrent fem gange så lang tid, som det plejer. Det er min ydmyge holdning, at det er ret uhensigtsmæssigt. En rask klagesang til personalet afslørede, at sådan havde den vist været ret længe. Hvorfor er den brusehovedholder ikke skiftet eller repareret?

’Her er gjort rent’

Om fredagen, to dage efter min diagnosticering og fem dage efter min indlæggelse, blev jeg så for første gang (!) vidne til en rigtig ’rengøring’. En tydeligt fortravlet herre kom ind på vores stue (jeg var nu flyttet fra akutmodtagelsen til et regulært sengeafsnit) med en vogn med spande med vand og en af disse flade rengøringsdimser med langt skaft, I ved, sådan en slags klud der kan gøres våd og vrides i en spand, for så at blive spændt ud over en flad plastikplade som den sidder fast på. Derefter trækkes eller skubbes den henover gulvet i fugtig tilstand.

Rengøringsmanden havde masser af arbejdsplads, for to af sengene var midlertidigt kørt ud fra stuen. Efter sin ankomst vred han sin rengøringsdims, slog to hurtige ottetaller, der vel rørte 5-10 procent af den frie gulvplads, placerede to papskilte, hvorpå der stod »Her er gjort rent« og var ude derfra igen, ikke 30 sekunder senere.

Jeg var helt ærligt målløs. Jeg mener, at jobbet – selv om det var udført af en professionel – burde have taget i hvert fald fem til otte minutter. Udover skidtet var der under alle omstændigheder så støvet, at en fejekost burde have indgået i en topunktsplan, der med rette kunne være afsluttet med en grundig gulvvask. Sverre havde ligget på en af pladserne.

Egen sofa

Nu syntes jeg ikke, det var sjovt længere. Jeg havde sovet ad helvede til alle nætter. En af mine stuekammerater snorkede så grundigt, at jeg var bange for at blive trukket med ind i løbet af natten og trods ørepropper, som min veninde var kommet med, (tak, Charlotte!) så sov jeg maksimalt to-tre timer pr. nat.

Efter frokosten om fredagen vendte jeg i nedtrykt tilstand tilbage til min seng for at tage en lang lur, men tabte en øreprop under sengen. Jeg mavede mig ned under sengen og mødte, foruden den øreprop jeg savnede: en plastikhandske; en del af de blomster der var blæst ned fra bordet hos den forrige indlagte på min plads (det vil sige for mindst fire dage siden); rester af den tape man bruger til at holde de små stykker vat på plads over blodprøvestiksår i armen. På vej tilbage i sengen bemærkede jeg, at min madras blev holdt sammen med flere stykker af selvsamme slags tape.

Dagen efter lod jeg mig udskrive på orlov, og resten af min rekonvalescens foregik på min egen sofa. Efter det længste og mest grundige bad jeg nogensinde har taget.

Både læger og sygeplejersker spurtede rundt for at nå det hele. De kunne simpelthen ikke løbe stærkere. Det samme gjaldt i øvrigt rengøringspersonalet, der ved flere lejligheder blev inddraget i plejearbejdet.

Min indlæggelse fortæller mig, at der er et eller andet ret alvorligt galt. Hvidovre Hospital mangler midler. Masser af midler. Til rengøring, istandsættelse og … well, endnu mere rengøring. Nu.

Jeppe Morgenthaler er online-kommunikationskonsulent

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jesper Frimann Ljungberg

Det underlæggende problem er centraladministrationens og politikernes kamp mod fagligheden. Det være sig i skolerne på hospitalerne eller.....
Kortsigtedheden regerer... Opnå umulige resultater på halv tid... Det er hvad resultat bonusserne bliver udbetalt efter... Problemet er bare er der er ingen mirakler... Kun hårdt arbejde ... Både håndens og hjernens.

// Jesper er gift med en sygeplejerske.

Steffen Gliese, Anne-Marie Krogsbøll og Felix Austin anbefalede denne kommentar

Disse tendenser ses overalt i de offentlige institutioner, hospitaler, skoler, etc.
Som hvis man skærer tiden der er tilrådighed på en avisrute ned fra 5timer til 2timer.
Budet kun nå at køre ruten igennem, men det kniber med at få afleveret aviserne.
At noget så basalt som rengøring og kvalitetskontrollen af denne, ikke fungerer på et hospital er et ledelsesproblem. Inkompetent ledelse, manglende prioritering.

Randi Christiansen

Da jeg som ung pige i 70'erne var ansat som rengøringsassistent på kommunehospitalet, var det samme modus - ihvertfald på de områder jeg som ung nyansat blev sat til at rengøre : gangarealer og stuer. Der var ikke afsat tid til rengøring men til 'lad som om rengøring'. Allerede dengang hærgede rationaliseringsspøgelset - husker, når min far hovedrystende fortalte om dette nymodens tiltag på fabrikken, hvor folk aldeles uden forstand på hans ret fagligt specialiserede jobfunktioner ikke desto mindre skulle rationalisere hans arbejde.

Og naturligvis er det et ledelses-og prioriteringsproblem - på højeste niveau. Og hvorfor dette niveau skulle kæmpe imod fagligheden jesper, er mig en gåde. Samtidig med at man rationaliserer benhårdt med ressourcerne i alle offentlige sammenhænge og med den erklærede hensigt netop at sætte fagligheden i højsædet.

Skoses, hvor skoses bør - og her mener jeg, at pilen entydigt peger på den neoliberale konkurrencestat, der så eklatant har bevist sin uduelighed ift at facilitere venligt samarbejde. Ligger jo også i selve ordet : konkurrence. Om hvad? Overlevelse? Hvor primitivt - og hvor forfærdelig besynderligt, at menneskeheden så længe har ladet sig forblænde. Og gud hjælpe os stadig ikke har frigjort sig fra dette satans blændværk.

Vi er på dødskurs. De stærkeste på de til enhver tid givne præmisser overlever, og for nærværende er præmissen meget syg. Det politiske parti alternativet forsøger og lykkes forhåbentlig med at sætte en ny og i forhold til livets opretholdelse mere funktionel dagsorden. De er godt i gang.

Anne Eriksen, Felix Austin og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Randi Christansen, du skriver: "Og hvorfor dette niveau skulle kæmpe imod fagligheden jesper, er mig en gåde. "

Ja, også mig. Men min egen erfaring fra mine senere år i sundhedsvæsnet er, at der opstod en snigende udvikling, hvor det ikke var velset at henvise til faglighed, når ledelsen var igang med at rationalisere, fordi de faglige argumenter kunne komme på tværs af planerne.

Formålet er selvfølgelig ikke at lave dårlig behandling. Men for mig at se flyttede formålet sig fra kerneopgaven - den gode behandling - til en anden opgave, nemlig at opfylde kvantitative måltal, som kunne krydses ind i skemaer og gives videre til ledere endnu højere oppe i systemet - og om muligt udløse bonusser og lønhop.

Fokus i den daglige indsats blev rettet mod hospitalsledelsen og regionsledelsen, i stedet for mod patienterne, som faktisk hen ad vejen næsten blev en biting.

Som jeg tidligere har spurgt her, så kan det undre, hvordan disse uacceptable tilstande med groft svineri har kunnet trives, samtidig med at man bruger mange millioner på "akkreditering" og "kvalitetssikring". Nogen må snyde på vægtskålen.

Anne-Marie Krogsbøll

Nej Nej Njej - det er bare ikke til at holde ud. Udviklingen går i den grad i den forkerte retning:
http://www.dagensmedicin.dk/nyheder/hjerte-kar/hjerteforeningen-vi-er-kl...

Citat fra interviewet med Hjerteforeningen:
"Men vi lever i et samfund, hvor det er umuligt at skille myndigheder, producenter og NGO’er ad"

Netop - og det er en katastrofe!! Det korrumperende misk mask skal bekæmpes, ikke udvides.

Gad vide hvor meget Hjerteforeningen forventer at få i øgede indtægter pga. af dette samarbejde, og denne "præcisering" af deres holdninger?

Vi er ved at være derhenne, hvor det burde være et hovedtema i diverse valgkampe at kæmpe for at dæmme op for alle mulige interessenters snylten på syge borgeres lidelser.

Det er helt igennem råddent, det ødelægger sundhedsvæsnet, at der ikke mere findes uvildige instanser, man kan stole på, og jeg kan kun opfordre alle til at stemme med fødderne i forhold til patientforeninger, der har sponsorer (skjult eller åbenlyst) alle de forkerte steder, og til pænt og høfligt at afvise diverse indsamlere fra disse.

Anne Eriksen, Felix Austin og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Hjerteforeningen tager imod penge fra tobaksindustrien?????

Holdnuop, jeg kan snart ikke ta mere bavl.

Mads Kjærgård

Ja rengøringen er det første der bliver privatiseret. Dvs. at jo hurtigere det kan gøres, desto mere overskud til den der ejer firmaet, der står for det. Nogen der er overrasket? Min far døde på Hvidovre og jeg kan huske, at jeg lagde mærke til, at de gardiner, der engang var mellem sengene for at sikre en smule privathed, de var fjernet. På forespørgsel om hvorfor? Fik jeg at vide, at der ikke var råd til at rengøre dem! Derudover så var det møg beskidt og forfaldent sine steder. Men personalet gjorde hvad de kunne, ingen tvivl om det. Lægger nu også mærke til at når så en politiker, såsom Ritt Bjerregaard så kommer på et offentlig hospital, så tror de ikke deres egne sanser, men der sker alligevel ikke noget i positiv retning! Danmark er et regnearks regimente!

Steffen Gliese, Anne Eriksen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

Og hvem sponsorerer politikerne, ikke?
Begrebet faglighed er vel erstattet af titler og "smartness" i den effektivitet, kvalitet og lovede "diagnosegarantier"?
Det gælder forøvrigt også på andre måder i samfundet - amatørisme godtages som acceptabelt (noget, man måske skal have et par år på bagen for at registrere).
Det er blevet legitimt at handle med nepotisme og det, vi normalt kalder korruption?

Randi Christiansen

Peter høegh havde i et nyligt radiointerview en interessant betragtning. For en del år siden havde han på et amerikansk universitet mødt en neoliberal politiker, hvis engagement han på trods af dybe meningsforskelle måtte anerkende som ærligt og dybt humanistisk. Vi er midt i en vigtig ideologisk samtale.

Randi Christiansen

Peter høegh havde i et nyligt radiointerview en interessant betragtning. For en del år siden havde han på et amerikansk universitet mødt en neoliberal politiker, hvis engagement han på trods af dybe meningsforskelle måtte anerkende som ærligt og dybt humanistisk. Vi er midt i en vigtig ideologisk samtale.

Anne-Marie Krogsbøll

Nå, det kan jo ikke undre, at det går den vej. Den pågældende direktør for Hjerteforeningen sidder bl.a. i Innovationsforum, med mange fremtrædende repræsentater for erhvervslivet, inkl. medicinalindustrien og Uddannelses- og Forskningsministeriet: http://www.innovationsforum.dtu.dk/Medlemmer

Han har adskillige topposter bag sig, og er uden tvivl også en dyr herre, så det tyder efter min mening på, at Hjerteforeningen har for mange penge. Og nu får de nok endnu flere...

Mads Kjærgård

Ja da, neoliberal kan sagtens være humanistiske, tvivler sådan set på, at selv LA synes det er i orden, men de er blot så ideologisk blinde, at de kun kan se en løsning, og de kan ikke se, at det præcis er den løsning, der skaber problemerne. Men det må være arven efter Glistrup, alle offentlig ansatte anses for at være så dovne og langsomme, at enhver billig privat løsning er bedre! Universiteterne har også undervist i monetaristisk pensum i årtier, og nu sidder der en masse mennesker og tænker al offentlig administration ind i den tankegang, det vil vare lang tid før noget ændrer sig!

Steffen Gliese, Anne Eriksen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

De kæmpestore foreninger - Hjerteforeningen, Gigtforeningen, Kræftforeningen Diabetesforeningen, Astma-Allergi Forbundet ect. - har mange millioner til rådighed hvert år.
Umiddelbart synes der dog ikke at være megen opmærksomhed om resultaterne af arbejdet?
Små foreninger har andre vilkår og burde måske støttes, næste gang det ringer på døren eller TV underholder? (direkte)

http://www.altinget.dk/sundhed/artikel/patientforeninger-gaar-uroert-gen...

Danskerne er generelt flittige til at bidrage med penge til indsamlinger - men der er vel også nogen, der undrer sig over resultaterne?

Anne-Marie Krogsbøll

Her er sygdommen i vores sundhedsvæsen beskrevet med skræmmende klarhed på 2,5 minut, og oven i købet af en insider-whistleblower, nemlig en tidligere vice-præsident fra Pfizer, som beskriver, hvordan bestikkelsen og magtfordrejningen foregår, mens alle involverede er klare over det..
Så længe disse firmaer har magten i sundhedsvæsnet - og det har de -, så bliver det aldrig bedre:

http://www.collective-evolution.com/2015/07/07/pfizer-vice-president-blo...

jette laustsen

"Jorden er giftig ..." er en ganske nøjagtig og enkel beskrivelse af en hverdag på mange sygehusafdelinger. Alt for mange.
Virkelig vigtig at læse for sygehusledere,afdelingslæger,sygeplejersker.
Når plejepersonalet siger,skriver,råber om at de "løber og løber" - så er det også delvis korrekt.
Nogle løber mere end andre ....
Faktisk trænger det "væsen" til et helhedstjek !
Patienter og borgere på afdelinger og plejeenheder oplever i alt for høj grad en fortravlet hverdag.
Alle er bagud.
Rengøringen halter.
Lægerne er forsinkede.
Terapeuterne har for lidt tid.
Den basale pleje er ikke så ideel,som man påstår den er.
Hvorfor ?
Jeg tror ikke kun det drejer sig om antallet af "hænder" - mere om en synlig og kvalificeret Ledelse på hver afdeling,hvis mål det er, at patienten skal være i fokus.
Dette skrives der om - men sådan er virkeligheden ikke.
Alt for mange "varme hænder" har fingrene på computertastaturerne end hos og ved de syge.
Dokumentation,rapportering,evaluering,fokusområder,døgnrytmeplaner fylder i hver 8-timers vagt et par timer. Tid,der går fra selve plejen og behandlingen : Diagnosticering,hygiejne,forbindingsskift,diverse forebyggende kontroller,hjælp til at spise,drikke,komme ud,få talt og få informationer. Samvær med en læge er ofte ganske kortvarig. Ligeledes med en sygeplejerske .... "undskyld,men vi har overbelægning,vi har sygdom,vi mangler din diæt,dit medicinskema ...".
Sygeplejeledelsen gemmer sig meget bag lukkede kontordøre - travlt med "planer - mødeforberedelser - referater - vagtskemaer" - jeg ved ikke hvad.
De burde give sig tid til synligt at være til stede,få overblik over dagens opgaver,patienternes ve og vel og de ansattes arbejdsindsats/pres. Gerne give en hånd med i praktikken,hvis behov.
Når så mange sygeplejersker bliver pålagt flere timers dokumentation på computerskærmen,når de ikke,hvad der forventes. Efterhånden bliver det en vane, at sidde bag PC.n og SOSU.erne må klare meget af det basale - og mere end det. De skal også dokumentere !
Alt det skriveri får man ikke tid at læse ... så kan det dog ikke gøres meget mere enkelt ?
Eleverne er ikke elever mere,men studerende. De er ikke en del af normeringen - og kommer og går med en vejleder.
Der er vist prestige i at holde møder,konferencer,undervisning,afdelingsmøder,andre seancer ... hvor ofte vikarer passer afdelingen.
Er alle disse sammenkomster så vigtige ?
Hygiejnen halter. Både rengøring på toiletter,på patientstuer,i afdelingskøkkener.
Gamle,senile smutter ofte ud - væk og der skal bruges tid på at finde dem. ( de må ikke have navneskilt på ).
Dørene må først låses efter kl ca 20.
Naturligvis er der forskel fra sted til sted - men overordnet kan jeg som sygeplejerske let genkende artiklen !!
På specialafdelinger som narkose,intensiv,operation,røntgen er der givetvis personale og tid nok ... jeg tror effektiviteten og kvaliteten halter mest på alm.medicinske afdelinger,kirurgiske sengeafdelinger,skadestuer.
Der kan spares mange patientliggedage,hvis der effektiviseres.
Dette må der uvillige instanser til at gøre. Folk med en uddannelse som læge,terapeut,kontorchef,SOSU-ass,alm.plejepersonale,økonomiuddannet,mv. Alle uden særinteresser for specielle afdelinger,terapistuer,ledelseskontorer,køkkenafdeling,vaskeri,sekretariater,mv.
Folk,der har indsigt og forstand på Ledelse og koordinering.
Ofte kan jeg spørge mig selv,om det er "finere" at forske,efteruddanne,dokumentere,gå til møder - end det er at udføre de mål,der sættes.
Og måske orker de videreuddannede i plejesystemet ikke den basale pleje,samvær med de syge og de mere bøvlede ting som vask,hygiejne af dårlige i sengen,træning,hjælp til høreapparater,proteser,hudpleje,ernæring .... alt, noget,der blot kræver en normal sygehjælperuddannelse. Sygehjælperne findes ikke mere - men de savnes !!
Jeg har ikke læst nogle af kommentarerne. Måske,jeg blot gengiver en masse - ved ikke.
Jeg vil blot sluttelig sige at en almindelig SOSU-uddannelse og sygeplejeuddannelse er tilstrækkelig til jobbene på de almindelige sengeafdelinger - blot der er lyst,godt kollegaskab,god ledelse. Hurtig samlet planlægning fra arbejdsdagens start præger resten af vagten/dagen for både syge og ansatte.

Jeppe Morgenthaler, Anne Eriksen, Felix Austin, jens peter hansen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Se evt. Sophie Hæstorp Andersen svar på kritikken af hospitalernes rengøring i dag: http://www.information.dk/comment/1048369#comment-1048369

Sider