Kronik

Kapitalismekritikken skal tilbage i centrum

Kystbanesocialisterne kan skælde ud på landsbytosserne i DF, og multikulturalisterne kan ’gå islamisternes ærinde’ fra nu af og til dommedag – det er ikke den slags identitetspolitisk ’arrogance’ eller ’knæfald’, der sender socialismen i graven
Kystbanesocialisterne kan skælde ud på landsbytosserne i DF, og multikulturalisterne kan ’gå islamisternes ærinde’ fra nu af og til dommedag – det er ikke den slags identitetspolitisk ’arrogance’ eller ’knæfald’, der sender socialismen i graven

iBureauet/Mia Mottelson

15. august 2015

Der er gået mode i at mene, at alskens identitetspolitiske bevægelser har ødelagt venstrefløjen: at antiracisterne, multikulturalisterne, de politisk korrekte, feministerne, Butleristerne, sågar de autonome har kuldsejlet den hæderkronede socialistiske tradition ved at spænde den for en relativistisk og regnbuefarvet postmodernisme.

Anklagen høres især fra frafaldne venstreorienterede, der i frustration over venstrefløjens ’manglende svar’ på integrationsproblemer eller overdreven hensyntagen til forkælede storbyakademikere, har set sig tvungne til at søge eksil hos rigmændene og populisterne i den borgerlige lejr.

Men også inden for venstrefløjens egne rækker optræder anklagen i form af krav om ’nødvendige selvopgør’. Fælles for disse anklager er, at de søger at erstatte en given identitetspolitik med en anden: Det er krav om en ’ansvarlig udlændingepolitik’ eller en større orientering mod ’almindelige lønmodtageres hverdag og værdier’, frem for mod kulturel diversitet og kønsneutrale pas.

Problemet er imidlertid, at det hverken er særligt plausibelt eller venstreorienteret at hævde, at det tyvende århundredes på en gang mest succesfulde og katastrofalt mislykkede politiske projekt skulle være gået i hundene, fordi nogle studerende på litteraturvidenskab har læst lidt rigeligt queerteori – eller, for den sags skyld, fordi visse humanister (Gud forbyde dem) er kommet for skade at mene, at dét dér med kvindeundertrykkelse og social isolation, det er vist en kulturel praksis, som indvandrerne bør have lov til at udøve. Fra et i bred forstand marxistisk perspektiv kan man kun forstå den slags tektoniske skift i den kollektive politiske bevidsthed med henvisning til langstrakte, makrostrukturelle forskydningsprocesser. Lidt groft sagt, så er venstrefløjens problemer et resultat af tre makrostrukturelle forskydninger.

Globaliseringens vilkår

For det første har en kombination af teknologisk innovation, Kinas åbning mod Vesten, og andre faktorer muliggjort den globale kapitalmobilitet, som Marx forudså allerede i Den Tyske Ideologi. Investorerne råder i dag over en global infrastruktur og enorme mængder billig arbejdskraft, hvilket effektivt har forskudt styrkeforholdet mellem arbejdere og kapitalejere i sidstnævntes favør.

I klar modsætning til årene efter Anden Verdenskrig, hvor kapitalmobiliteten var begrænset af en mere omfattende international regulering, så er konsekvensen af den deregulerede økonomiske globalisering, at kapitalejerne i dag har magten til i langt højere grad at fastsætte vilkårene for den private profitskabelse. Det er den indflydelse, der indirekte gør sig gældende, når politikerne taler om at ’forbedre virksomhedernes rammevilkår’ – hvilket reelt blot betyder, at investorerne skal have en større bid af kagen mod at fastholde arbejdspladser i ’højomkostningslande’ som Danmark, på bekostning af almindelige lønmodtagere. Med andre ord er de strukturelle mulighedsbetingelser for socialistisk politik voldsomt forringede under globaliseringens vilkår.

Den største triumf

For det andet tog Stalins tvangsindustrialisering af Sovjetunionen ikke blot livet af millioner af kulakker og andre ’klassefjender’, men også af enhver tro på, at nationaliseringen af produktionsapparatet er en tilstrækkelig forudsætning for at realisere et socialistisk samfund. Ingen kan længere tro på, at Lenins vej fører til et frit og fornuftigt samfund; den totalitære statssocialisme er ikke noget moralsk forsvarligt alternativ.

Den tredje og sidste årsag til venstrefløjens krise er paradoksalt nok den demokratiske socialismes største triumf: nemlig, den delvise transformation af et forarmet masseproletariat til en bred og økonomisk relativt uafhængig middelklasse – en middelklasse der dog kun vil betale skat, så længe den ikke går til at finansiere en socialistisk politik. Middelklassen har realkreditlån og forlængede weekender til New York, der skal finansieres, og den udbredte (og på mange måder korrekte) opfattelse af slunkne statskasser og global konkurrence på løn og arbejdsvilkår har udmøntet sig i en kedelig tendens til ’velfærdschauvinisme’, hvor alt fra kontanthjælpsmodtagere til syriske flygtninge og gældsplagede grækere bliver reduceret til en byrde på de offentlige finanser.

Dermed har den demokratiske socialismes ikke blot opsplittet sit traditionelle ’historiske subjekt’ – det proletariske interessefællesskab – men med skabelsen af en ’patrimonial middelklasse’ har den også skabt en permanent interessekonflikt i dens potentielle vælgergrundlag, mellem en kapitalejende og skattebetalende middelstand (ejendom, pensionsopsparinger) og et kapitalløst og velfærdsafhængigt pjalteproletariat, der også i høj grad står uden for arbejdsmarkedet.

Ondets rod

I det store billede kan kystbanesocialisterne skælde ud på landsbytosserne i DF, og multikulturalisterne kan ’gå islamisternes ærinde’ fra nu af og til dommedag – det er ikke den slags identitetspolitisk ’arrogance’ eller ’knæfald’, der sender socialismen i graven. Venstrefløjens problemer skyldes langt mere fundamentale strukturforskydninger i den kapitalistiske samfundsorden, der har angrebet både de strukturelle mulighedsbetingelser for socialistisk politik, socialismens ukritiske statsbegejstring, såvel som dens folkelige forankring og vælgergrundlag.

Og så igen: måske deler såvel de identitetspolitiske bevægelser som kritikken af dem en mere grundlæggende uoverensstemmelse med socialismens traditionelle selvforståelse. Siden Marx har den centrale tråd i det socialistiske projekt været, at det har orienteret sig mod den langsigtede udvikling i samfundets grundstruktur. Hvis man skal finde en årsag, der har rod i den politiske bevidsthedsudvikling som sådan, til venstrefløjens eksistentielle krise, så er det snarere i det mere generelle tab af den orientering, at hunden ligger begravet. Set i det lys er kritikken af den identitetspolitiske bølge dog selv i nogen grad med til at køre det socialistiske tog af sporet, fordi det konsekvent fokuserer vores opmærksomhed på et epifænomen frem for ondets rod.

Krævende projekt

Lad mig slå fast: Min hensigt her er ikke at afvise identitetspolitiske hensyn som sådan, ej heller at forkaste alle dimensioner i kritikken af de forskellige identitetspolitiske bevægelser, der de sidste årtier har domineret venstrefløjen. Tværtimod har jeg stor personlig sympati for dele af antiracismen, feminismen, LGBT- og queerbevægelsen samt forståelse for dele af kritikken.

Men den demokratiske socialismes grundlæggende projekt har altid været at forsøge at outsmarte kapitalismen på dens egen banehalvdel – at indføre stadig mere social lighed og demokratisk selvbestemmelse uden et fundamentalt opgør med kapitalismens bærende institutioner: den private ejendomsret og markedet. Det er et vanvittigt krævende projekt, men hvis det skal have en fremtid, så kræver det som minimum, at vi, der sympatiserer med det socialistiske projekt, på ny orienterer os mod at forstå og udvikle en socialistisk politik i lyset af kapitalismens langsigtede udviklingstendenser.

Socialismen genvinder kun fordums styrke ved at sætte kapitalismekritikken tilbage i centrum.

Malte Frøslee Ibsen er ph.d.-studerende i politisk teori fra Goethe University i Frankfurt am Main

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Lilliendahl
  • Ejvind Larsen
  • Liliane Murray
  • morten Hansen
  • Maiken Guttorm
  • Marlice Larsen
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Olaf Tehrani
  • David Zennaro
  • Bent Gregersen
  • Morten P. Nielsen
  • Søren Veje
  • Dennis Berg
  • Michael Skaarup
  • Jens Carstensen
  • Felix Austin
  • Steffen Gliese
  • Grethe Preisler
Jakob Lilliendahl, Ejvind Larsen, Liliane Murray, morten Hansen, Maiken Guttorm, Marlice Larsen, Jens Thaarup Nyberg, Olaf Tehrani, David Zennaro, Bent Gregersen, Morten P. Nielsen, Søren Veje, Dennis Berg, Michael Skaarup, Jens Carstensen, Felix Austin, Steffen Gliese og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Socialismen rummer mange gode tanker, men den er først og fremmest et svar på industrialiseringens problemer.
Den største skavank er at den ikke blot var et svar men selve løsningen på alt.

Steffen Gliese

Åh, det var velgørende.
Problemet med netop de skyggende idépolitiske elementer forekommer mig - og jeg dyrker dem selv i højere grad end det store projekt, indrømmer jeg - at være, at de er efterskælv fra den tid, hvor den socialistiske diskurs var førende, nemlig indtil transformationen under SR-regeringen i 90erne, for at tale lokalt; men det var jo det samme overalt.
På den måde har udviklingen og kapitalismens relativt genfundne styrke også sneget sig ind på os, umærkeligt. Vi anser sikkert stadig naturligt venner og kolleger for også at være meningsfæller, blot for på et givent tidspunkt at blive skuffede og måske føle, vi har talt over os.
Det går dog også den anden vej.
En særlig krølle på den med ejendom, som især kendetegner den danske udvikling af 'middelklassen', var Anders Foghs velgennemførte plan med at privatisere statsgælden ved hjælp af ejendomsmarkedet.

morten Hansen, Preben Haagensen, David Zennaro, Anne Eriksen, Karsten Aaen og Felix Austin anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Fin og sober artikel med god analyse og kritik af 'de faktiske forhold i jernindustrien' i det senkapitalistiske danske 'videns- og oplysningssamfund'. Hvor lovgiverne på demokratisk vis er udpeget af flertallet ved frie og almindelige valg, og der stemmes efter 'hoveder' og ikke efter 'høveder'.

Blot trist at artiklens lixtal nok er for højt til, at budskabet siver ind hos de 10-15% af den stemmeberettigede danske befolkning (skiftevis kaldet 'Skatteyderne' og 'Folket' på nudansk), som efter ti års obligatorisk skoletvang fortsat 'træder ind i de voksnes rækker' som funktionelle analfabeter.

For ikke at nævne de endnu flere 'forbrugere' af de trykte og æterbårne medier, som efter 'implementeringen' af den seneste politisk vedtagne 'folkeskolereform' forlader gymnasiet med eksamensbeviser der godtgør, at de har bestået examen artium med så lave karakterer i de basale skolefag dansk, regning og biologi, at de må på skolebænken igen i VUC for at lære at læse, skrive og regne godt nok til at kunne følge med i undervisningen på de læreanstalter, som tidligere kaldtes tekniske skoler og handelsskoler og på nudansk kaldes Tech Colleges og Business Schools.

Viljen ser Vorherre på/giver kraften vinge. Det er tanken, der tæller i åndernes rige, og således rustet til dagens dont ved køkkenvasken og kassebåndet i indkøbscenteret kan man som læser glad bladre videre til dagens lederartikel. Hvor chefredaktøren skærer budskabet ud i pap for de intellektuelt udfordrede og åndeligt mindrebemidlede 'brugere' af dagbladet Information, som også gerne vil give deres besyv med i 'debatten' om formynder- og velfærdsstaten Danmarks storhed og fald.

Torsten Jacobsen

Men den demokratiske socialismes grundlæggende projekt har altid været at forsøge at outsmarte kapitalismen på dens egen banehalvdel – at indføre stadig mere social lighed og demokratisk selvbestemmelse uden et fundamentalt opgør med kapitalismens bærende institutioner: den private ejendomsret og markedet.

Og her har den demokratiske socialisme jo fejlet - katastrofalt. Jeg har svært ved at gennemskue om Malte Frøslee Ibsen anerkender at de tre 'strukturelle forskydninger' han fremhæver, er sket PÅ TRODS AF en vedholdende, velartikuleret og multifacetteret kapitalismekritik? I et spænd fra Enhedslistens traditionsbundne antikapitalisme, til socialdemokratismens anerkendelse (og deraf følgende strådød) af 'visse barske realiteter' - 'de faktiske forhold i jernindustrien', som Grethe Preisler ovenfor udtrykker det.

'PÅ TRODS AF', skriver jeg i afsnittet ovenfor. Men burde der i stedet for stå PÅ GRUND AF? Sejre har mange fædre, nederlag ingen. Men måske burde selvransagelsen gå et spadestik dybere, end det her er tilfældet?

Ejvind Larsen, morten Hansen, Preben Haagensen, Felix Austin og Peter Knap anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jamen nej, Torsten Jacobsen, der har jo ikke været nogen vedholdende, velartikuleret og multifacetteret kapitalismekritik i årtier, deri har Malte Frøslee Ibsen da helt ret. Det har jo været helt ude på fløjen og blevet forladt skridt for skridt af de folkelige socialistiske og socialdemokratiske bevægelser til fordel for en opslutning om den neoliberale forvaltning af åndløs materiel vækst.

Jan Pedersen, Nille Torsen, David Zennaro, Jørgen Steen Andersen, Michael Reves, Karsten Aaen og Felix Austin anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Men, Peter Hansen, er det ikke, hvis man nu tænker rigtig godt efter, præcis en gentagelse af samme bevægelse, som Malte Frøslee Ibsen nu anbefaler - i forventning om et anderledes resultat?
Og er det ikke netop denne stædige fornægtelse af egen deltagelse i historien, som fortsat låser 'venstrefløjen' (i mangel af bedre ord) fast i dette heroiske nederlag?

Ejvind Larsen, Felix Austin og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg tror, Torsten, at der er ved at ske et temmelig kraftigt omslag i diskursen igen. Der sker en besindelse hos store dele af venstrefløjen på målene - ideologi er til gengæld et spørgsmål, der skal behandles varsomt, dertil er den blevet alt for uretmæssigt bagtalt af højrefløjen i de seneste årtier - f.eks. er det bemærkelsesværdigt, at selv USA kan mønstre en kandidat som Bernie Sanders, og at han faktisk får en ikke ringe opbakning til sit ret socialdemokratiske program. På samme måde med Corbyn, der meget muligt kan blive Labours ny leder. Herhjemme forsøger Mette Frederiksen at holde sammen på det interne 'klassekompromis', men lur mig, om der skal særligt meget pres til fra markante dele af partiet, før hun skifter hest.
Allerede nu er det klart, at det bliver meget svært fra lov til lov at finde flertal for regeringen, der er huller og sprække alle vegne, og med et konservativt parti, der fører eksistenskamp i koalitionen, er det ikke nemt. Havde de været lidt større kunne de formodentlig have medvirket til at sikre en socialdemokratisk regering, de har altid befundet sig indenfor samme rationale, modsat liberalisterne med deres borgelige revolutionære ånd.
Husk på den 'borgerlige' politik, Schlüter måtte føre for ikke at vælte - pga. diskursen var den langt mere rød end noget, Nyrup nogensinde fandt på.
Og det vil formodentlig vende igen, som sagt, jeg synes allerede, det er godt i gang. Selv indvandrerproblemet møder nu betydeligt mere og bredere modstand end i 00erne, selvom det forsøges brugt til samling af tropperne i den borgerlige lejr.
Sisyfosarbejdet - for et sådant er det - består i at få afprogrammeret masserne for løgnen om socialismens umulighed. Der er så meget modstand, og den er åbenbart for alvor sat i værk i denne tid - denne formiddag var det Morten Stig Christensen, der på P1 fik lov at udbrede den borgerlige modstand imod alt, der kræver noget og fordrer interesse og deltagelse. Temmelig mærkeligt, når man kalder sig demokrat.

morten Hansen, Jan Pedersen, Preben Haagensen, Jørgen Steen Andersen, Karsten Aaen, peter fonnesbech, Felix Austin og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

@Peter Hansen,

ja - her går det godt, her bor de tossede!.Og så længe det ikke er os selv, der sidder i en utæt gummibåd og håber på, at der kommer en barmhjertig samaritaner sejlende med en kanonbåd og samler os op, før den går til bunds med mand og mus, kan vi tage de roligt lidt endnu. I forventning om, at 'det retter sig i presningen' (som skrædderen sagde til lærlingen,, da han havde fået syet ærmegabet til ved lommen i farten)

Ejvind Larsen, Jørgen Steen Andersen, Torsten Jacobsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det kan du gøre bedre, Grethe Preisler. :-)
jeg er bestemt glad for, at det ikke er os, der sidder i en utæt gummibåd, men jeg synes, vi har en pligt til at deltage i afhjælpningen af problemet.

Grethe Preisler

Det kunne jeg muligvis, hvis jeg gad, Peter Hansen.

Jeg mangler bare lige en magistergrad i humaniora for at gøre det 'godt nok' til dig ;-)

Steffen Gliese

Pjat, Grethe Preisler, du er en daglig kilde til inspiration med din originale brug af fyndord og knivskarpe analytiske sans.

Ejvind Larsen, Jørgen Steen Andersen, Jakob Silberbrandt og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Her er en kættersk tanke:

Måske er en af årsagerne til, at socialismen sælger så relativt få billetter, at dens mest betydningsfulde bannerførere af strategiske årsager ikke vil (eller af psykologiske årsager ikke vil) indrømme, at socialismen ikke er et godt alternativ til kapitalismen, hvis målestokken er økonomisk vækst og deraf følgende konstant eller endda stigende materiel velstand for den gennemsnitlige vælger?

At en sådan indrømmelse er lig med politisk død, er en 'sandhed' der synes internaliseret i den moderne socialismes sjæl. Og det i en sådan grad, at man selv er begyndt at tro på en så 'enestående sandhed uden grundlag'.

Al tale om forringelser af økonomiske vilkår for andre end overklassen og den højere middelklasse er forbudt, forekommer det mig. Men bemærk venligst hvem der mest nidkært afpatruljerer dette 'berufsverbot'; hvem der med usvigelig sikkerhed, og gennem 'realpolitiske' og åh så 'objektive' analyser af og meninger om folkehavets tilbøjeligheder. slår højlydt alarm hver eneste gang debatten står i fare for at komme til at handle om andet og mere end økonomi: Politiske kommentatorer og politiske redaktører i medierne, som man for størstedelens vedkommende ikke just kan beskylde for socialistiske tilbøjeligheder. Det er da påfaldende? Er det ikke interessant, at socialismen på den måde tvinges til at kredse om det selvsamme sorte hul, som er kernen i kapitalismen? Og at denne ulideligt fantasiløse og tilsyneladende ustoppelige runddans som vi socialister føres ud i, ad nauseam, måske - MÅSKE - tjener et højere formål, som ikke er vores?

Ejvind Larsen, morten Hansen, Maiken Guttorm, Jørgen Steen Andersen, Martin Madsen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

ups, lille slåfejl i ovenstående:

Der skulle i parantesen stå: Eller af psykologiske årsager ikke kan...

Michael Kongstad Nielsen

Selvfølelig skal kapitalismekritikken tilbage i centrum. Og det sker så småt allerede. jf. folk som Thomas Piketty eller vores egen P. Wilhjelm: "Krisen og den udeblevne systemkritik".
I de hårdest ramte lande som Spanien, Italien og Grækenland er ændringer i det politiske landskab på vej eller allerede sket. Oddsene er svære, for eurogruppen rotter sig sammen. Men sidst på året vil vi få at se, om Spaniens valg vender op og ned på det hele dernede.

Med hensyn til ideologien tror jeg, at markedet og den private ejendomsret er kommet for at blive. Det er reguleringen af dem, der er afgørende, og man må forestille sig en hel masse nye konstruktioner såsom andelsfællesskaber, medarbejdereje, kollektiver, nye former for pengeinstitutter, finansregulering, beskatning osv.

Ejvind Larsen, morten Hansen, Erik Pedersen, Jan Pedersen, kjeld jensen, Preben Haagensen, Jørgen Steen Andersen, Peter Knap og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Lille Peter Edderkop kravled' op ad muren,
så kom regnen og skylled Peter ned.
Så kom solen og tørrerd' Peters krop,
lille Peter Edderkop kravled' atter op ;-)
"Kom sæt dig ved min pude Mor, og syng en lille sang"

Torsten Jacobsen

En tilføjelse:

Når Malte Frøslee Ibsen så nonchalant foreslår at sætte parentes om de, sådan må man forstå ham, i sidste ende for samfundsudviklingen ubetydelige identitetspolitiske diskussioner, så vil jeg hævde at hans afvisning af disse positioners betydningsfuldhed er grundet i mangel på enten viden om eller forståelse for disse diskussioners dybereliggende filosofiske implikationer. Selvfølgelig er det både provokerende og trættende for tænkende mennesker, når man konfronteres med disse strømningers poppede og seksualfikserede overfladestrømninger, bl.a. her i avisen. Men under disse billedblads-betragtninger eksisterer der faktisk en væsentlig og efter min mening uomgængelig kamp om definitionsretten for, hvad et menneske i det 21.århundrede er for en størrelse. Et både epistemologisk og ontologisk tovtrækkeri, der kan få vidtrækkende konsekvenser. Også for en kapitalismekritik og en socialisme, som ikke blot vil stille sig tilfreds med at hælde vin på gamle flasker.

Steffen Gliese

Jamen, det er kernen, Torsten Jacobsen: kapitalismen har vundet, fordi den tilbyder det gnidningsfrie knald og mange af dem.
Socialismen stiller krav, den kræver deltagelse i beslutningsprocesserne, deltagelse i samfundet opbyggelige aktiviteter - og med udsigten til en mindre materiel gevinst.
Kapitalismen bestikker folk til at afgive deres indflydelse til de rige, afgive mere tid end nødvendigt for at løse de materielle problemer OG afgive ansvar for samfundets udvikling.

Jakob Lilliendahl, morten Hansen, Jan Pedersen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar

Det sjove er at når der bliver kaldt til kapitalismekritik, så kaster flertallet sig over socialismekritik...

Prøv med: Akkumulereing, konkurrencens tyranni, tilbagevendende kriser, ulighed, klassedeling, gældsætning, vækstdogmet osv osv osv

Jakob Lilliendahl, Klavs Hansen, morten Hansen, Lene Kruhoffer, Jan Pedersen, Preben Haagensen, Nille Torsen, Jørgen Steen Andersen, Felix Austin og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

"Der er et sprog, det mildeste imellem mange,
og dog står det os ganske særligt nær;
fra børn af kendte vi dets labyrint af gange,
som unge fandt vi hjertets mæle her;
og et og andet kan vel findes skrevet
i uforgængelighedens bog,
som, da det først var groet frem og levet,
blev tænkt og formet i dit milde sprog
... O Danmark"
(Mogens Lorentzen 1937)

Torsten Jacobsen

Bill Atkins,

Det sjove er, at hvis man spørger en kapitalist om hvordan vi løser verdens problemer, så udskrives der en recept på mere kapitalisme.

Hvis man spørger en socialist, udskrives der i dag, de facto, en recept på præcis det samme. Det er et forhold man enten kan forholde sig til, som socialist, eller også kan man fortsætte med at sidde med fingeren i vejret og et bedrevidende smil, mens de andre i klassen svarer forkert gang på gang på gang.

Torsten Jacobsen

Peter Hansen,

Jeg mindes simpelthen ikke en socialist i dansk politik, som åbent og ærligt har sagt at den herostratisk berømte 'almindelige lønmodtager' muligvis, blot muligvis må acceptere en permanent nedgang i materiel levestandard, i bytte for et samfund, hvor mere intrinsiske menneskelige værdier sættes i højsædet. Ikke, pardon my french, fucking Én!

Det kan være jeg har været uopmærksom. I så fald ser jeg frem til at blive gjort klogere..

Steffen Gliese

Men det ligger jo eksplicit i marxismen, Torsten Jacobsen. Derudover var det jo reelt sådan, samfundet fungerede i 70erne og 80erne, indtil Poul Nyrup fik den ulyksalige idé at spænde arbejderklassen for en vækstvogn.

Jan Pedersen, Preben Haagensen, Jens Thaarup Nyberg og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Vi vil bare for meget på en gang.

Derfor er vi alt for lette at aflede fra sporet.

Sporet angiver Bill Atkins helt korrekt:

Akkumulereing, konkurrencens tyranni, tilbagevendende kriser, ulighed, klassedeling, gældsætning, vækstdogmet osv osv osv

Hver gang vi afledes eller distraheres af andre også vigtige emner så tager det lang tid at komme tilbage på sporet og da udviklingen accelererer bliver opgaven større og større.
Kønsroller, miljø, CO2, vindmøller, andelsbevægelser, velfærdsstat, krige er også vigtige emner, men de afleder fra sporet og dermed løsningen.
Efter at have løst fordelingsproblemet, så kan andre emner løses lettere bagefter.

Torsten kunne prøve at eksemplificere hvordan socialisters kapitalismekritik er "de facto" magen til kapitalisternes kaptalismekritik?

...og en lavere materiel levestandard (for de der ligger over medianen) er jo et resultat af en mere ligelig fordeling af goderne.

Torsten Jacobsen

Bill Atkins,

Jeg taler om ikke om kritikkens form, men om dens konsekvens. Har du læst kronikken? Anerkender du Malte Frøslee Ibsens påstand om de tre 'strukturelle forskydninger'? I så fald burdet det stå indlysende klart, at den hidtidige socialistiske kritik har været med til at føre os til dette punkt. et punkt hvor socialismens bud på en løsning på verdens problemer, ganske enkelt ikke sælger billetter nok. De Facto er en videreførelse af en sådan forstenet kritik lig med en fortsat udbredelse af den globale kapitalisme, og en fortsat koncentration af flere ressourcer på færre hænder.

Åh, men nu er situationen jo anderledes, ikke sandt? Thomas Piketty og Occupy og Yadayadayada. Men her er det bare at man må påpege, at ganske kort tid efter en verdensomspændende og ganske alvorlig finanskrise, hvis oprindelse entydigt og synligt for enhver kan spores tilbage til kapitalismens grundlæggende problem, så fortsættes der nu som om intet er hændt. Grækenland er lige blevet trynet af et neoliberalistisk Europa, Spanien står til at få samme tur. En afgående direktør for Nordea trækker 100 millioner ud af foretagendet, og....intet. Blot snak. Mere snak. Mere kritik, jo tak, mere kritk, og så ellers bare vente på sambrudet, som en godt skolet og artig lille marxist. Genlæse Das Kapital, og så ellers vente på Godot igen - eller det endelige sammenbrud, hvis det mod forventning skulle vise sig at komme først. Godt det samme.

Lene Kruhoffer, Jørgen Steen Andersen, Peter Knap og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Drømmen om løven der græsser sammen med fåret går igen.
Selv kapitalismen var en drøm om, den dygtige skulle have rettigheder til samfundets bedste, frem for den adelige nepotisme, der var gængs.
Marxismen er en materiel produktions ideologi blot ikke drevet af kapitaloptimering men behovstilfredsstillelse.
Problemet for løven og fåret er, at der snart ikke er mere græs.

Jakob Lilliendahl og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar

Eller rettere at løven skaber problemer, men ikke er i stand til at løse nogen.

Jan Pedersen, Jørgen Steen Andersen, Jens Thaarup Nyberg og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Helt tilbage i min gymnasietid for 30 år siden, Torsten, gik modstanden imod socialisme netop på den selvforsyning, der også dengang var hovedpointen i venstrefløjens visioner.

Torsten, har du læst hvad jeg skriver? Maltes Frøslee Ibsens artikel falder trods dens overskrift ind under den socialismekritik, der gør det ud for dagens kapitalismekritik i alternative ikke socialistiske kredse…

…og jeg mangler stadig en stillingtagen til bare ét aktuelt konkret kapitalistisk problem fra dig eller andre… hvis fantasien ikke rækker, så prøv med et dem jeg remser op.

Og Torsten, det er som bekendt socialisterne og ikke alternativisterne, der forsøger at redde det græske folk fra kapitalisternes strukturelle fattigdom. Der tales ikke økologi i Syriza, men sult.

Klavs Hansen, Erik Pedersen, Jan Pedersen, Torsten Jacobsen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar

Bill Atkins. Jeg formoder du mener akkumulering ....
Det er problemer, der er meget tydelige i nutiden.
Men det er gamle problemer. Jeg tror personligt, de har deres rod i menneskets skift fra jæger/samler kultur til bondekulturen, hvor man kunne opbevare værdier og anvende andres arbejdskraft. Det har også været problem i de kommunistiske samfund, der har været.
Så det er ikke fordi det ikke er meget relevante problemer, du remser op. Det er mere det, at socialismen ikke virker til at være svaret.

Torsten du siger: Vi er nået til et punkt hvor socialisterne "ganske enkelt ikke sælger billetter nok"

Sælger billetter nok??? Socialisterne skal sgu da ikke sælge billetter de skal levere den politik der gør op med kapitalismens indbyggede fataliteter... og hvis du og andre turde diskutere konsekvenserne af eksempelvis "konkurrencens tyranni" og alternativet "samarbejde" så villi i opdage at der ikke behøves en Karl Marx - handleplanen er ligetil - men I tør ikke.

Jan Pedersen, Lene Kruhoffer og Felix Austin anbefalede denne kommentar

Peter Knap Ja akkumulering er som jeg skriver ét af mange problemer og uanset at det er et gammelt problem så har det gennem tiderne haft større og mindre betydning, idet akkumulering imødegås vi stærke fagforeninger, beskatning og i sin yderste konsekvens nationaliseringer.

Jan Pedersen, Nille Torsen og Felix Austin anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Til Grethes lyst:

Det regner sagde per-degner
Kryb i skjul sagde per-jul
Nej jeg vil ikke sagde per-nellike
Du kan gå sagde per-rå
Hvor hen sagde per-jen
Til Landskrona sagde per-rona
Hvad skal jeg dér sagde per-tvær
Købe løg sagde per-gøj
Hvor mange sagde per-lange
tre fire sagde per-lire
Ikke fler' sagde per-ler
Det er nok sagde per-gok.

Torsten Jacobsen

Det er efter min mening værd at hæfte sig ved Malte Frøslee Ibsens indkredsning af det demokratiske socialistiske projekt endnu en gang:

"Men den demokratiske socialismes grundlæggende projekt har altid været at forsøge at outsmarte kapitalismen på dens egen banehalvdel – at indføre stadig mere social lighed og demokratisk selvbestemmelse uden et fundamentalt opgør med kapitalismens bærende institutioner: den private ejendomsret og markedet"

Kapitalismen er privat ejendomsret plus et marked. Resten, Bill Atkins' "Akkumulering, konkurrencens tyranni, tilbagevendende kriser, ulighed, klassedeling, gældsætning, vækstdogmet osv osv osv" følger, efter historien at dømme med nødvendighed!. Godt nok kan man forestille sig en historie, hvor privat ejendomsret plus et marked ikke ledsages af disse kapitalismens excesser, men indtil en sådan utopi realiseres i praksis, forbliver den netop det: Gold ønsketænkning, en evig søvn. Og lad os nu være ærlige: Mange af socialismens ypperste teoretikere og bannerførere har sovet ganske udmærket, på velpolstrede og parfumerede madrasser, mens de drømte om proletariatets endegyldige sejr. De sover og drømmer stadig. Hvorfor dog sove på det stenhårde gulv? I Naiv solidaritet med de mange, for hvem natten kun byder på onde drømme, og for hvem også dagen ligner et mareridt? Hvad skulle det dog nytte? Sartre så klart, da han i sit teaterstykke 'Lukkede Døre', lod sit metaforiske Limbo udstyre med sofaer!

Så nej, jeg applauderer ikke begejstret, mens Malte Frøslee Ibsen camouflerer sin trosbekendelse til kapitalismen bag eufemismer og illusorisk skelnen mellem kapitalismen og 'kapitalismens bærende institutioner'. Jeg kan godt stave til socialdemokrati, selvom der byttes rundt på ordene. Så jeg stiller mig på min sæbekasse og råber "Bullshit!". En taberstrategi, naturligvis. I den forstand at jeg stædigt nægter at anerkende visse vedtagne 'sandheder', er og forbliver jeg netop dét. En taber. Og fred være med det.

Torsten Jacobsen

Bill Atkins,

Vi er ikke uenige om hverken analyse, eller om hvad der skal gøres, tror jeg. Vi er uenige om hvilke forudsætninger der må være på plads, førend ægte forandring kan finde sted.
Jeg ved ikke hvad det er, som jeg/vi ikke tør? Måske kan du uddybe dette punkt lidt nærmere?

Torsten din socialismenkritik sværmer som altid om historien om magtens socialisme, istedet for om socialismens muligheder, og du trækker naturligvis målet om private ejendomsret plus et marked der ikke ledsages af disse kapitalismens excesser frem som som en uopnåelig utopi.

De mange forsøg der er gjort på at tvinge kaptalismen til en socialistisk økonomi - har hvis vi ser bort fra Lenins udnyttelse arbejderes og bønders bevæbning mod en depraveret Zarmagt i Rusland 1917 - været udført af underbevæbnede folkebevægelser rundt om jorden. Sejre og tilbageslag i klassekampen er en del af folkenes arv - en arv og en kamp som aldrig har tiltalt intelligentsiaen. Men fakta er at klassekampen alene har gjort Verden til et bedre sted.

Preben Haagensen, Jørgen Steen Andersen og Felix Austin anbefalede denne kommentar

Med hensyn til akkumuleringen - hvis vi skal gøre op med akkumuleringen så skal vi tage beskatte formuerne og bruge midlerne til at bringe arbejdsløsheden ud af verden - specielt ungdomsarbejdsløsheden.

Og jeg har ikke mødt andre end socialisterne - Enhedslisten, Syriza, Podemos - der har fremført det synspunkt. Hvad er din holdning Torsten og det pati du støtter?

Lene Kruhoffer og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Bill Atkins,

Det tenderer til revolutions-romantisme. Isoleret set er hvert eneste oprør naturligvis præcis som du skriver, en hændelse der gjorde verden til et bedre sted. For en tid. Men vi ved, i hvert eneste tilfælde, hvad der fulgte, og derfor har jeg efterhånden meget svært ved at se andet end et heroisk åndeligt selvmord udspille sig.

Hvis jeg ikke kan sige dette, uden at underkende og intellektualisere meget virkelige menneskers meget virkelige kamp og lidelser, så et det en plet på min ære, som jeg indtil videre må acceptere. Det er ikke min hensigt at underkende en eneste tåre, eller en eneste dråbe blod.

Du har for øvrigt ret i, at jeg har meget svært ved at se ud over min foragt for det, du kalder 'magtens socialisme'. Stirrer jeg mig blind? Måske. Jeg er ikke afklaret i spørgsmålet. Indtil jeg kan se klarere, trøster jeg mig ved tanken om, at der er tale om en foragt for magt i almindelighed. Og hvis den foragt kommer klarest til udtryk i forhold til ambitiøse mennesker med en socialistisk agenda, så skyldes det alene at jeg til disse har så meget desto højere forventninger.

Lene Kruhoffer, Bent Gregersen, Felix Austin og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Heureka!
tesen om arbejdsudbud, der skaber arbejdspladser over tid er en misforståelse, fordi den vender op og ned på udbud og efterspørgsel. Tanken er, at efterspørgslen vil genere produktionen - men produktionen er ikke job, varen er ikke job. Arbejdskraften er varen, og derfor er det udbud af arbejdspladser, der - som vi ved - genererer arbejdskraft.

odd bjertnes, John Christensen, Nille Torsen, Jørgen Steen Andersen, Bill Atkins og Felix Austin anbefalede denne kommentar

Peter, jeg sætter mig ofte til at prøve at forstå din løsning på, "arbejde" som den væsentligste kilde til fordeling af goderne i et kapitalistisk samfund, og jeg kommer tit frem til "sulten jo venter ikke til imorgen" eller "vi lever altså ikke i et socialistisk samfund". I dag kan jeg dog uforbeholdent bifalde:
og derfor er det udbud af arbejdspladser, der - som vi ved - genererer arbejdskraft. Heureka :-)

Torsten Jacobsen

Bill Atkins,

Sorry, dit seneste indlæg kom, mens mit eget var i trykken.

Du spørger hvad min holdning til begrænsning af akkumuleringen er, og hvilket parti jeg støtter.

Jeg er fuldstændig enig. Op med skatterne. Her står jeg altså 100% bag Enhedslisten. Jeg er også med på at nedbringe arbejdsløsheden, omend jeg går ind for et samfund hvor der samlet set arbejdes meget mindre. Men lad nu den slags detaljer være for nu.

Ved det nyligt overståede valg stemte jeg ikke på Enhedslisten. Jeg stemte på Alternativet. Det gjorde jeg fordi Alternativet for mig at se som det eneste parti stiller spørgsmålet: Hvilke forudsætninger må være på plads, for at vores politik kan blive realiseret? Du og jeg og Enhedslisten kan jo hurtigt blive enige om at sætte skatterne op, for at sætte en bremse på akkumuleringen. Hvor langt bringer det os? Hvad sker der, De Facto(!) med akkumuleringen den dag i dag? Mens jeg skriver disse linjer? Hvad skete der før, under og efter kapitalismens største krise siden 1929? Hvordan kan det være? Hvorfor sælger den oplagte løsning ikke billetter, og hvad gør vi ved det?

Steffen Gliese

Jeg våser - varen er job, og derfor øges arbejdsstyrken (= efterspørgslen), når der kommer flere job på markedet.
Varen er ikke arbejdskraften, som skulle føre til flere job (= efterspørgslen).

Steffen Gliese

Problemet med akkumuleringen er, synes jeg godt vi kan se, at den totalt korrumperer staten, så der ikke bliver arbejdet efter behov, men for at generere mere og mere aktivitet og fylde flere og flere højtuddannede lommer, der reelt leverer en indsats, vi har levet bedre og mere tilfredsstillende uden.

Jørgen Steen Andersen og Felix Austin anbefalede denne kommentar

Vi vil for meget på en gang.

Følg pengene.

Lær hvordan man ændrer strømmen.

Jørgen Steen Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Sider