Kronik

Kapitalismekritikken skal tilbage i centrum

Kystbanesocialisterne kan skælde ud på landsbytosserne i DF, og multikulturalisterne kan ’gå islamisternes ærinde’ fra nu af og til dommedag – det er ikke den slags identitetspolitisk ’arrogance’ eller ’knæfald’, der sender socialismen i graven
Kystbanesocialisterne kan skælde ud på landsbytosserne i DF, og multikulturalisterne kan ’gå islamisternes ærinde’ fra nu af og til dommedag – det er ikke den slags identitetspolitisk ’arrogance’ eller ’knæfald’, der sender socialismen i graven

iBureauet/Mia Mottelson

Debat
15. august 2015

Der er gået mode i at mene, at alskens identitetspolitiske bevægelser har ødelagt venstrefløjen: at antiracisterne, multikulturalisterne, de politisk korrekte, feministerne, Butleristerne, sågar de autonome har kuldsejlet den hæderkronede socialistiske tradition ved at spænde den for en relativistisk og regnbuefarvet postmodernisme.

Anklagen høres især fra frafaldne venstreorienterede, der i frustration over venstrefløjens ’manglende svar’ på integrationsproblemer eller overdreven hensyntagen til forkælede storbyakademikere, har set sig tvungne til at søge eksil hos rigmændene og populisterne i den borgerlige lejr.

Men også inden for venstrefløjens egne rækker optræder anklagen i form af krav om ’nødvendige selvopgør’. Fælles for disse anklager er, at de søger at erstatte en given identitetspolitik med en anden: Det er krav om en ’ansvarlig udlændingepolitik’ eller en større orientering mod ’almindelige lønmodtageres hverdag og værdier’, frem for mod kulturel diversitet og kønsneutrale pas.

Problemet er imidlertid, at det hverken er særligt plausibelt eller venstreorienteret at hævde, at det tyvende århundredes på en gang mest succesfulde og katastrofalt mislykkede politiske projekt skulle være gået i hundene, fordi nogle studerende på litteraturvidenskab har læst lidt rigeligt queerteori – eller, for den sags skyld, fordi visse humanister (Gud forbyde dem) er kommet for skade at mene, at dét dér med kvindeundertrykkelse og social isolation, det er vist en kulturel praksis, som indvandrerne bør have lov til at udøve. Fra et i bred forstand marxistisk perspektiv kan man kun forstå den slags tektoniske skift i den kollektive politiske bevidsthed med henvisning til langstrakte, makrostrukturelle forskydningsprocesser. Lidt groft sagt, så er venstrefløjens problemer et resultat af tre makrostrukturelle forskydninger.

Globaliseringens vilkår

For det første har en kombination af teknologisk innovation, Kinas åbning mod Vesten, og andre faktorer muliggjort den globale kapitalmobilitet, som Marx forudså allerede i Den Tyske Ideologi. Investorerne råder i dag over en global infrastruktur og enorme mængder billig arbejdskraft, hvilket effektivt har forskudt styrkeforholdet mellem arbejdere og kapitalejere i sidstnævntes favør.

I klar modsætning til årene efter Anden Verdenskrig, hvor kapitalmobiliteten var begrænset af en mere omfattende international regulering, så er konsekvensen af den deregulerede økonomiske globalisering, at kapitalejerne i dag har magten til i langt højere grad at fastsætte vilkårene for den private profitskabelse. Det er den indflydelse, der indirekte gør sig gældende, når politikerne taler om at ’forbedre virksomhedernes rammevilkår’ – hvilket reelt blot betyder, at investorerne skal have en større bid af kagen mod at fastholde arbejdspladser i ’højomkostningslande’ som Danmark, på bekostning af almindelige lønmodtagere. Med andre ord er de strukturelle mulighedsbetingelser for socialistisk politik voldsomt forringede under globaliseringens vilkår.

Den største triumf

For det andet tog Stalins tvangsindustrialisering af Sovjetunionen ikke blot livet af millioner af kulakker og andre ’klassefjender’, men også af enhver tro på, at nationaliseringen af produktionsapparatet er en tilstrækkelig forudsætning for at realisere et socialistisk samfund. Ingen kan længere tro på, at Lenins vej fører til et frit og fornuftigt samfund; den totalitære statssocialisme er ikke noget moralsk forsvarligt alternativ.

Den tredje og sidste årsag til venstrefløjens krise er paradoksalt nok den demokratiske socialismes største triumf: nemlig, den delvise transformation af et forarmet masseproletariat til en bred og økonomisk relativt uafhængig middelklasse – en middelklasse der dog kun vil betale skat, så længe den ikke går til at finansiere en socialistisk politik. Middelklassen har realkreditlån og forlængede weekender til New York, der skal finansieres, og den udbredte (og på mange måder korrekte) opfattelse af slunkne statskasser og global konkurrence på løn og arbejdsvilkår har udmøntet sig i en kedelig tendens til ’velfærdschauvinisme’, hvor alt fra kontanthjælpsmodtagere til syriske flygtninge og gældsplagede grækere bliver reduceret til en byrde på de offentlige finanser.

Dermed har den demokratiske socialismes ikke blot opsplittet sit traditionelle ’historiske subjekt’ – det proletariske interessefællesskab – men med skabelsen af en ’patrimonial middelklasse’ har den også skabt en permanent interessekonflikt i dens potentielle vælgergrundlag, mellem en kapitalejende og skattebetalende middelstand (ejendom, pensionsopsparinger) og et kapitalløst og velfærdsafhængigt pjalteproletariat, der også i høj grad står uden for arbejdsmarkedet.

Ondets rod

I det store billede kan kystbanesocialisterne skælde ud på landsbytosserne i DF, og multikulturalisterne kan ’gå islamisternes ærinde’ fra nu af og til dommedag – det er ikke den slags identitetspolitisk ’arrogance’ eller ’knæfald’, der sender socialismen i graven. Venstrefløjens problemer skyldes langt mere fundamentale strukturforskydninger i den kapitalistiske samfundsorden, der har angrebet både de strukturelle mulighedsbetingelser for socialistisk politik, socialismens ukritiske statsbegejstring, såvel som dens folkelige forankring og vælgergrundlag.

Og så igen: måske deler såvel de identitetspolitiske bevægelser som kritikken af dem en mere grundlæggende uoverensstemmelse med socialismens traditionelle selvforståelse. Siden Marx har den centrale tråd i det socialistiske projekt været, at det har orienteret sig mod den langsigtede udvikling i samfundets grundstruktur. Hvis man skal finde en årsag, der har rod i den politiske bevidsthedsudvikling som sådan, til venstrefløjens eksistentielle krise, så er det snarere i det mere generelle tab af den orientering, at hunden ligger begravet. Set i det lys er kritikken af den identitetspolitiske bølge dog selv i nogen grad med til at køre det socialistiske tog af sporet, fordi det konsekvent fokuserer vores opmærksomhed på et epifænomen frem for ondets rod.

Krævende projekt

Lad mig slå fast: Min hensigt her er ikke at afvise identitetspolitiske hensyn som sådan, ej heller at forkaste alle dimensioner i kritikken af de forskellige identitetspolitiske bevægelser, der de sidste årtier har domineret venstrefløjen. Tværtimod har jeg stor personlig sympati for dele af antiracismen, feminismen, LGBT- og queerbevægelsen samt forståelse for dele af kritikken.

Men den demokratiske socialismes grundlæggende projekt har altid været at forsøge at outsmarte kapitalismen på dens egen banehalvdel – at indføre stadig mere social lighed og demokratisk selvbestemmelse uden et fundamentalt opgør med kapitalismens bærende institutioner: den private ejendomsret og markedet. Det er et vanvittigt krævende projekt, men hvis det skal have en fremtid, så kræver det som minimum, at vi, der sympatiserer med det socialistiske projekt, på ny orienterer os mod at forstå og udvikle en socialistisk politik i lyset af kapitalismens langsigtede udviklingstendenser.

Socialismen genvinder kun fordums styrke ved at sætte kapitalismekritikken tilbage i centrum.

Malte Frøslee Ibsen er ph.d.-studerende i politisk teori fra Goethe University i Frankfurt am Main

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jakob Lilliendahl

Dansen om den varme grød - Mennesker og retfærdighed.

Tanken om at gøre sig fortjent og derefter blive belønnet, i form af økonomisk, politisk og religiøs magt, er fundamentet for det borgerlige samfund og den moralske retfærdiggørelsen af rigdom og armod, politisk og religiøs hegemoni og undertrykkelse, osv. Klassesamfundet, kort sagt. Så hvis såkaldte venstreorienterede, såkaldte socialister medgiver, at dette er mere retfærdigt end alternativet, opgives den helt grundlæggende moralske kamp for en anden retfærdighed. Og derved foræres overklassen den nødvendige moralske legitimitet af deres privilegier og bedre muligheder for at bevare og udvide dem. Hvilket så, ikke underligt, har vist sig at gøre det socialdemokratiske projekt meget sværere, kompromiserne dårligere, proletariatets magt mindre og aftagende.

Når så det socialdemokratiske projekt, her tænker jeg på Skandinavien, trods alt har haft en nogenlunde succes med at give proletariatet mulighed for en middelklasse tilværelse (som åbenbart er ambitionen), ligger den moralske retfærdiggørelse af middelklassens magt og privilegier ift proletariatet ligefor i den selvsamme meritokratiske tanke. Og derfor også interessekamp og chauvinisme, fremfor klassekamp og solidaritet. Fortjent, siges det nemlig. Del og hersk, betyder det.

Jeg tror det er årsagen til nederlaget, Torsten Jacobsen:
http://www.information.dk/comment/1046561#comment-1046561

Torsten Jacobsen

Felix Austin, jeg synes ærligt talt du patroniserer mig i dit indlæg kl 15.38.

Jeg kan forsikre det ikke er hensigten.
Jeg vil give dig ret istedet, den ene % er uden skyld og føres bare afsted som umælende får, ganske som vi andre uden mål, uden hensigt og kun tilfældet gør at alverdens rigdomme havner hos dem og at de ganske uden skyld kommer til at undrage de 7000 milliarder for skat.

Men du har kender flere fremmedord end jeg har hensigter.

Niels-Simon Larsen

Ked af at nogle ser skævt til 'den ædle kappestrid' mellem EL og Å. Sig mig engang, mellem hvilke partier findes der ellers en interessant debat? Det er da her, det sner.
Derfor skal der ikke dysses ned, tværtimod. Hvis Marx ikke har nogen del i kommunismen/socialismen har Jesus heller ikke nogen del i kristendommen, og så kan der netop diskuteres, og det bliver der heldigvis også.

Socialismen er et frelsesprojekt, hvor man en dag kommer frem til paradis. Kapitalismen er bare urskoven med de vilde dyr, hvor vi bliver overfaldet hver dag. Det er klart, at der så findes drømmere. Spørgsmålet er, hvem af drømmerne, der er mest pålidelige. Her kan man vælge, og der er to partier at vælge imellem, EL og Å. Derfor skal der være debat.

John Christensen

Man må vel gøre det klart for sig selv hvorfor man overhovedet deltager i kapitalismekritikken?

For mit vedkommende er det svar ret enkelt - Lav verden om, den trænger til det!

Siden min pureste ungdom har netop det svar været "fyrtårnet" i min gøren og laden.
På det seneste nok mest det sidste, i en slags resignation som skyldtes - folk vil ikke forandring og håber og tror at systemet nok holder deres tid ud.
Om det er en mulighed (?) kan jeg af gode grunde ikke vide, da jeg ikke kan spå.

Karl Marx skrev (vist nok i sjov) i et brev til Friedrich Engells, at netop Danmark ville ende som et museum for kapitalismen (når andre er videre).
Nationalkarakteren i vores folk, lever om ikke andet fortsat op til et scenarie - der mest peger i den retning.

På den korte bane vil spørgsmål som TTIP, EU-afstemninger om Retsforbeholdet mv. vise om folk er ved at vågne op, eller fortsat ikke forstår hvad der sker.

Alternativet udspringer ligesom LA fra den social-liberale ideologi, hvorfor de ikke uventet vil lappe og forbedre kapitalismen, hvor socialister/kommunister gerne vil afskaffe kapitalismen - hvis de altså bygger på marxismens filosofiske udgangspunkt - den dialektiske- og historiske materialisme.

John Christensen

Jeg indrømmer, at jeg er rundet af en opvækst i en tid hvor de vigtigste samfundsforandrende kræfter defineredes som: De socialistiske lande, befrielsesbevægelserne i den 3. verden, De kommunistiske og socialistiske partier og fagforeninger i de økonomisk udviklede lande.

Kapitalismen fandt ny ilt i kraft af monopolisering og globalisering, men er nu trængt på en måde verden aldrig har stået i før, og kampen er nu så skærpet, at spørgsmålet vel er - om sammenbruddet kommer revolutionen i forkøbet?

Niels-Simon Larsen skulle du ikke sætte dig lidt ind i hvad Karl Marx egentlig skrev om... Hvorfor hedder hans hovedværk mon "Kapitalen" og ikke "Kommunismen" ... selv det "Det kommunistiske partis manifest" er kun, som titlen siger, en opskrift på hvilke af kapitalismens faldgrupper arbejderbevægelsen - det store flertal - skal forsøge at undgå i arbejdet for, det klasse- og statsløse samfund og fælles ejendomsret over produktionsmidlerne.

Karl Marx viste sin respekt for arbejderklassens demokratiske ret til at forme deres kamp og det senere samfund. Læs blandt andet om Gothaprogrammet.

Karl Marx viste videnskabeligt hvorfor det kapitalistiske samfund aldrig vil kunne imødekomme og varetage menneskehedens og naturens interesser.

Jens Thaarup Nyberg, John Christensen og Per Dørup anbefalede denne kommentar
John Christensen

Ups glemte i farten - de brede demokratisk folkelige bevægelser....sorry

Grethe Preisler

Du er helt galt på den Bill Atkins,

Hvis du vender kikkerten om og placerer dens ene ende på din egen navle og kigger ind, vil du erkende, at 'Kapitalismen' ikke er en snylteorm, men en udryddelsestruet dyreart, som for alt i verden må fredes og bevares. Opgaven går ud på at finde et egnet levested til kræet, hvor det kan trives og formere sig i fred og ro uden at invadere vores private guarded community og sætte ild til de skraldecontainere, de fattige, vi stadig har iblandt os, skal leve af at tømme for brugbart og spiseligt indhold.

Det hedder deleøkonomi og er det sidste nye sort ;o)

Naturligvis Grethe, når kapitalisterne er så kloge at de formår at rage alt af værdi til sig, så er de nok også de bedste til at forvalte fattigdommen og naturen.

En ting vil jeg dog give Niels-Simon Larsen ret i: diskussionen mellem socialisterne og alternativisterne er yderst vigtig, idet den giver socialisterne mulighed for kritik af kapitalismens nye knopskydning - miljøliberalismen og den kognitive kapitalisme.

Grethe Preisler

Det har du sikkert ret i Bill,

Jeg er bare blevet for gammel til at nå at få enden på Elbæks Alternativ til 'Salomes dans for Herodes' med og se, hvad han gemmer bag figenbladet under det syvende slør ;-)

Ja, der venter os populistisk show af dimensioner når virkeligheden rammer Alternativet engang til oktober...

Grethe Preisler

The Full Monty eller Den døende Svane??

Niels-Simon Larsen

Først lige John Christensen: "Lav verden om". Jeg spørger, om til hvad, men der kom svaret fra Bill: "det klasse- og statsløse samfund og fælles ejendomsret over produktionsmidlerne".

Hvis I har læst Ejvinds Mands Minde foredrag, så ved I, at da arbejderne selv skulle hyre og fyre hinanden, valgte de at lade kapitalisterne gør det. Det er nok det samme i dag.

Bill: Din sætning siger ikke arbejderne en dyt. De vil hellere have en dyt(!). Hvis den videnskabelige kk, er sand, så skulle vi jo allerede have haft det klasseløse samfund foran os, men det kommer aldrig, og Jesus kommer aldrig igen. Eller skal vi vente en sæson til og se, hvem der kommer først?

'Miljøliberalismen' er det også mig? Eller får jeg lov at kalde mig miljøsocialist? Næh, du, nu skal vi en tur i fortidens kælder og høre, hvor du kommer fra. Der er nok af socialistiske retninger at vælge imellem: Leninister, Trotskister, Stalinister, revisionister, kinesere, albanere, Pol-pot'ere m.fl. Ligeså I andre, tak! Sker det, så har vi balladen igen mellem dem, der kan sende de andre i helvede og dem der afsendes.

Jeg er ikke så naiv (selvom jeg vist er meget naiv), at jeg tror på, at de store egoer kan styre sig. Det handler altid om, hvis xxx der er længst. Derfor skal paradismyterne skæres ned i græshøjde, og Alternativet får sig nok et virkelighedschok til oktober. Det har EL vel fået hvert år.

Steffen Gliese og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Hvor mange partier og grupper er det forresten, der gemmer sig under paraplyen, EL? Både Bill og Grethe ved vel lidt om det...

Steffen Gliese

Niels-Simon Larsen, du sætter fingeren på det absolut væsentligste: man kan ikke tænke sig et demokrati uden udpegning ved lodtrækning og en lang række andre strukturelle forhindringer imod at lade magtmennesker komme til fadet - i hvert fald i længere tid ad gangen.
Som med alting skal der aktivt handles, laissez-faire fører kun til de dårligste resultater.

Niels-Simon Larsen, uanset at du ikke kan indse at en forfatningssikring af et klasseløst samfund uden privat ejendomsret til produktionsmidlerne er den eneste sikring mod tilbagevenden til kapitalismens krisehærgede samfund uden sikring for de svageste, så er det altså marxismens bud på to vigtige søjler i et retfærdigt og bæredygtigt samfund.

Og Niels-Simon, selvfølgelig må du kalde dig miljøsocialist …det forhindre ikke at Alternativet med sin berøringsangst overfor kapitalisternes interesser ligger meget tæt op af miljøliberalismens tanker om at markedet skal løse miljøproblemerne udfra kapitalisternes kalkuleringer om lønsomhed. Hvis jeg tager fejl af Alternativets politik, så ret mig, men gør det gerne udfra konkrete aktuelle betragtninger.

Michael Kongstad Nielsen

"det klasse- og statsløse samfund og fælles ejendomsret over produktionsmidlerne".

Denne yderst tågede vision, dette imaginære syn, som støvet, der pustes op i luften, med en helt løs lethed postuleres dette nirvana, det højeste endemål, Utopia, Atlantis - hvem skal for resten administrere det? Og kunne administratorerne tænkes at blive en ny klasse. Uha. Nej, arbejderne møder bare ind om morgenen og deler dagen og glæden og madpakken mellem sig, ingen leder og fordeler, og det producerede forsvinder bare ud af fabriksdøren om aftenen til glæde for folket, ingen ved hvorhen, da markedet er nedlagt, og ingen ved hvem der ejer det, da ejendomsretten også er nedlagt, men alle går hjem i tryg vished om, at det var en god og velsignet dag.

Steffen Gliese

Det er vigtigt, at fællesskabet ikke besudles af spekulation i udbytning af arbejdsstyrken. Derfor er det meget bedre, at produktionsmidlerne er ejet af private mennesker, man kan beskatte for 90% af deres virksomheders overskud.

Steffen Gliese

Hvis man til gengæld slap udenom at have en pengeøkonomi, ville det være demokratiske beslutninger om, hvad folk efterspurgte, der kom til at afgøre, hvad man i fællesskab ville bruge ressourcer på at fremstille og bytte sig til med andre lignende samfund, evt. på bestilling fra andre samfund.

John Christensen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Det interessante ved "det klasse- og statsløse samfund og fælles ejendomsret over produktionsmidlerne" som mål, ikke revolutionært, men reformistisk er, at vejen går via den skandinaviske blandingsøkonomiske model, som på sit højdepunkt stod overfor en beslutning om Økonomisk Demokrati som dvs fælles ejendomsret over produktionsmidlerne.

At I begge, Niels-Simon Larsen og Michael Kongstad Nielsen, ignorere de faktiske forhold omkring Økonomisk Demokrati og den skandinaviske velfærdsmodel siger mere om jeres mangel på politisk indsigt, end om socialismens realpolitiske uligheder.

Jeg noterer mig at I stædigt undgår at diskutere Alternativets politik, men I ved måske ikke hvad Uffe Elbæk vil?

Fuld respekt for Leo Nygaards betragtninger...

Jens Thaarup Nyberg, Felix Austin og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Leo Nygaard (17:37) ,
"... Det var alt, jeg fandt".

Det var da heller ikke så lidt.

Rettelse: end om socialismens realpolitiske muligheder.

Steffen Gliese

Problemet er, at de eksisterende ideologier på markedet er alt for optaget af arbejde og driftighed - og alt for lidt om at slappe af, udvikle sig, blive klogere, deltage i samfundets beslutninger, fælles kulturelle aktiviteter etc. etc.

Peter Hansen, du tager fejl. Netop den socialisme vi så gennemført i Sovjetunionen, satsede på gratis uddannelse og lægehjælp til alle, samtidig med at der var prisloft over boliger og fødevare, hvilket betød at man kunne holde fuld beskæftigelse i 70 år.

Per Torbensen, Per Dørup og Felix Austin anbefalede denne kommentar

Nå ja, jeg skal lige tilføje til 19:03 at den prioritering reelt er en arbejddeling...især når man medtager at der var statsfinansieret pension.

Michael Kongstad Nielsen

ØD ville da have været fremragende. Men det var næppe det, Marx havde i tankerne, da han skrev om "det klasse- og statsløse samfund og fælles ejendomsret over produktionsmidlerne". Til hans undskyldning skal siges, at han ikke havde en chance for at forudse den nordiske model. Og hans vision om det klasse- og statsløse samfund med fælles ejendomsret over produktionsmidlerne er og bliver en frit svævende utopi. Bare manglen på "stat" umuliggør ideen. Samfundet behøver en stat, når det har nået et vis kompleksitet. Staten skal ikke være undertrykker, men udligner, regulator, lovgiver. Staten skal ikke eje, men dømme og håndhæve fællesskabets love. Staten må ikke blive en ny klasse, med dertil hørende privilegier. Men uden demokratisk stat, ingen sikring mod diktatur, hvad enten det er kapitalistisk eller kommunistisk.

Steffen Gliese, Felix Austin og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

MKN uanset at du gør dig klog på hvad Marx tænkte og ikke på hvad han skriver, så er Økonomisk Demokrati altså et skridt på vejen til fællesskabets overtagelse produktionsmidlerne.

Med hensyn til Statens funktion så ser Marx den borgerlige Stat som et undertrykkelsesinstrument for kapitalistklassen, men ved nærmere læsning af hans skrifter så optræder Staten efter en revolution (en situation, han som tidligere nævnt, ikke beskæftigede sig meget med, men overlod til proletarklassens ( dvs alle i det klasseløst samfund) demokratiske beslutning) som netop et koordinerende element i et kommunistisk samfund, som han forestillede sig bestå af virksomheder omgivet af produktionskollektiver omfattende læger, skoler, butikker og byggeforeninger.

Men for at gentage: Så er indretningen af det klasseløse samfund en demokratiske proces - det Karl Marx beskæftigede sig med, er uretfærdigheder og funktionsfejl i det kapitalistiske system. Viden senest bekræftet af Piketty - og viden som det vil være tåbeligt ikke at studere.

Men lysten til at diskutere et samfund hvor kapitalismen er sat fra magten den er da yderst vigtig.

John Christensen, Jens Thaarup Nyberg, Per Dørup og Felix Austin anbefalede denne kommentar

Leo forskellen på retstatsfolk og socialister er at retsstaten, som Henry George beskrev den, er et alt eller intet projekt, hvor socialisternes politik er krævet for at gøre kapitalismen udholdelig - jo mindre socialisme jo mere uudholdeligt -, og derfor er socialistiske landvindinger meget svære at afskaffe - bare se Danmark 2015 ...enhver der ønsker at blive valgt til folketinget - helt ud til den yderste højrefløj - skal for at blive valgt, først sværge til velfærdsstaten. Derfor er løftbrud blevet den mest udbredte folketingspolitiske disciplin her til lands.

Niels-Simon Larsen

Skal vi ikke vedtage, at vi fra nu af svarer på hinandens spørgsmål? Det synes jeg, vi skal.

Peter Hansen antyder, at der er noget, der hedder magtmennesker. Det er ret uheldigt for os, der har en drøm om idealsamfundet, men vi må leve med det. Somme tider er det vist en selv, ikk'?

Bill: Der er en bog, der hedder: Økosocialisme, eller grøn kapitalisme. Jeg hørte foredrag inde hos EL før sommerferien. Var du der? Jeg mener ikke, at markedet kan løse alle problemerne, men jeg tror heller ikke, at man skal tage initiativet fra folk.
I Alternativet siger vi, at vi bygger flyveren, mens vi er i luften. Det er meget godt sagt, så jeg kan ikke rigtigt love noget på forhånd, men det som Leo og Michael beskriver, smager da lidt af fugl, synes jeg.

Uffe var ham, der startede partiet. Han er heldigvis ikke en karismatisk leder. Sådan lidt en cirkusartist, men han kan samle folk, begejstre folk og få tingene til at blomstre. Altså ikke en Aksel Larsen-type, så lad ham være, da der nu er så mange andre at tage af.

Jeg har det altid mærkeligt, når nogen omtaler Sovjetunionen rosende. Hold da kaje, hvor ville jeg have haft det hårdt der. 'Ung må verden endnu være'. er den glemt nu? Jeg orker ikke den gamle diskussion. Nogle er til diktatur, ikke jeg.

Bortset fra det er det en perlerække af indlæg. Er Torsten mon færdig med sin middagssøvn?

Steffen Gliese

Retsliberalisme er for mig, Leo Nygaard, et skræmmebillede - en endnu mere radikal liberalisme, hvor man bilder sig ind, at magtfrie relationer imellem ligeværdige kontrahenter kan løse samfundets forpligtelser. Det er for mig den institutionaliserede skulken fra fælles forpligtelser og de ting, som liv og samfund bør koncentrere sig om: det modsatte af pengepugen og gennem sig væk fra deltagelse i folkelivet.

Michael Kongstad Nielsen

Der findes ikke nogen "borgerlig stat" adskilt fra en "demokratisk stat", og der findes ikke en "proletarklasse", der udvider sig til "alle" i et klasseløst samfund.
Marx var god til at kritisere kapitalen, men håbløs til at sætte noget andet i stedet.
Derfor behøver vi nye tænkere, nye inspiratorer, nye igangsættere.

Philip B. Johnsen

Michael Kongstad Nielsen
Meget rigtigt, det er problemet i en nøddeskal, vi mangler nye tænkere, nye inspiratorer og nye igangsættere, samfundet må udvikles, Grækenland, TTIP og ISDS viser, at EU i alt fald ingen planer har for en fremtid og ingen planer har om at bygge en og det, hverken på jorden eller i luften, så Alternativet, EL og Podemos mf. må nok mødes meget snart, for tid er der ikke meget af.

Jeg giver ikke noget for fugle på taget, kun dem jeg har i hånden, så for mig kan vi kalde et bæredygtigt samfund, det ene eller det andet, det er ét fedt.

Steffen Gliese og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Efter flere gange politisk afklædning fra alternativ side savner jeg virkelig modsvar fra flere her. Ikke en eneste har jeg hørt tilkendegive tilhørsforhold til en eneste af Enhedslistens fraktioner. Der er jo en del. Grethe må da kunne digte et lille vers om det for sit eget vedkommende. Hvem af jer råber, International solidaritet, til demonstrationerne? Hvem af jer tror, at EL går fra 14 til 15 mandater næste gang? Hvor har vi hinanden henne? Leger vi blindebuk?

Er det tilladt at være løsgænger?? Forsager?? Partiløs?? Desillusioneret?? Håbefuld??

Hvad skal vi bruge kasser til??

Michael Kongstad Nielsen

Enhedslisten begyndte som et valgteknisk samarbejde mellem tre partier og grupperinger på den yderste venstrefløj, Venstresocialisterne, Danmarks Kommunistiske Parti og Socialistisk Arbejderparti, står der i den store danske ..

Grethe Preisler

Kære Niels-Simon,

Det kan ikke nytte, du beder mig om at gøre rede for trakasserierne mellem Enhedslistens 'fraktioner'. Jeg bliver dig svar skyldig, da jeg ikke ved mere om dem end du ved om alle dem, der fylkes under Alternativets faner. Jeg har kun den rettesnor for eget vedkommende, at "træet skal kendes på sine frugter, og foreløbig synes jeg medlemmerne af Enhedslistens folketingsgruppe har klaret sig bedst på de eksisterende præmisser. Og her tænker jeg ikke på, hvor mange stemmer de har vundet eller tabt siden det forrige folketingsvalg, men på, hvad de har udrettet i praksis mellem valgene.

For mit eget vedkommende vil jeg hverken herse eller herses med af nogen - aller mindst et dogmatisk' præsteskab', der har patent på 'sandheden' om 'menneskets natur' og' naturens orden'. Og så har jeg i løbet af et langt arbejdsliv haft fornøjelsen af at omgås og skulle samarbejde med både dumme og kloge, svindlere, charlataner og hæderlige mennesker med 'borgerlige' såvel som 'socialistiske' anskuelser på læben og familiær baggrund i alle danske 'rangklasser' bortset fra den øverste (kongehuset og hofstaben).

Nu må vi se, hvordan det går med Alternativets folketingsgruppe, når euforien over, hvor mange mandater de fik at gøre godt med, har lagt sig, og hverdagen og det sure parlamentariske slid begynder. Det er i hvert fald ikke din skyld, hvis de ikke får andet og mere ud af det end lange næser og knubbede ord fra det 'folk' de repræsenterer.

Niels-Simon Larsen, Jens Thaarup Nyberg, Steffen Gliese og Jan Weis anbefalede denne kommentar

Politikerledens atomare fissionsbombe tikker lystigt videre under alternaivisternes luftige projekter og truer med at sprænge hvert øjeblik – så lyt til fuglenes og de øregasproppedes sprog - intet er så hævngerrigt som en forsmået kvinde - undskyld: vælger … ;-)

Jens Thaarup Nyberg

@Michael Kongstad Nielsen
18. august, 2015 - 17:21
" "det klasse- og statsløse samfund og fælles ejendomsret over produktionsmidlerne".
Denne yderst tågede vision, dette imaginære syn, som støvet, der pustes op i luften, med en helt løs lethed postuleres dette nirvana, det højeste endemål, Utopia, Atlantis - hvem skal for resten administrere det? ... "

Med den fælles ejendomsret ophæves klasseforskellene, der bliver én klasse tilbage som ingen vil kunne erkende, fordi der ingen forskel er. Og staten, der idag regulerer forholdene mellem klasserne af besiddende og ikke besiddende, bliver arbejdsløs.
Og selvfølgelig skal produktion og fordeling planlægges og administreres - ad demokratisk vej.

Niels-Simon Larsen

Når Felix i realiteten spørger, om det ikke er tilladt at være helt rundt på gulvet, bliver jeg først blød og tænker 'så skidt da', men i næste øjeblik siger jeg 'nej dælme nej'. Det må ikke være rigtigt, at vi fra et af verdens mest oplyste lande rent politisk er totalt udspillede. Jan er på samme galej 'hvad vil I dog på den'.

Men I er ikke alene. At vi her kun er et lille kor, er meget betegnede for den politiske situation hos mange, der siger: "Jeg gider ikke mere". Nogle af os kender det nok også fra en arbejdsplads, som man ikke gad mere, men fortsatte på alligevel. Et hav af folk sætter deres kryds på valgdagen ud fra en sur demokratisk pligt. En masse mennesker er medlem af folkekirken med begrundelsen 'det skal man jo være' eller 'jeg gider ikke melde mig ud'. Nogle unge melder sig til krigstjeneste for af den vej at mærke verden og føle at de trods alt gør en forskel. Vores barnagtige kongehus er upopulært som aldrig før. Verdens mest lige samfund og rigeste, men 'jeg gider nærmest intet'. Dødsyg materialisme er resultatet, uden at jeg nøjagtigt kan sige resultatet af hvad. Hvad er der galt med os? Dig og mig? Er vi forledte, forførte, bedragede. Har nogle taget rø... på os? Eller er vi bare sådan, lalleligegyldige flagellanter?
Og nogle her taler om et klasseløst samfund og at produktionsmidlerne skal overgå til en naragtig folkemasse.
Hvad med at blive kaospiloter hele banden og styre ud af det morads? Spring, kammerat!

Grethe Preisler

Jeg kender Dyrehavsbakkens Stærke Hansen,
ham der går med Damen uden Underkrop,
de går på femte år.

Der er det meget rørende og menneskelige ved det:
Der gik de første fire år, før han lagde mærke til det
(Kumbel)

John Christensen

Erstat tale om konkurrencestat med tale om et langt tættere nordisk samarbejde, og følg op med handling. Så skal verden se et forbillede på samfund der stædigt fastholder humanisme ift alle verdens samfund.

I modsætning til EU udgør Norden et ideelt valutaområde og vi har høj tillid til hinanden.
Vi har alle levet i, og lever fortsat i velfærdsmodeller der er overlegne på vigtige parametre i ethvert land.
Sammen kan vi måske endda få FN på ret køl, og få kølet verdens mange konflikter mv ned, så vi i højere grad samarbejder om udfordringerne,
Ønsketænkning?
Ja, for vi følger hellere i hælene på et EU-projekt som færre og færre kan identificere sig med, fordi projektet i sidste ende tager brødet fra flere og flere, og samtidig dikterer nedskæringer i velfærden.
Projektet er desuden ledet af finansfyrster og deres lakajer.

Den ene peger potentielt i retning af socialisme, fordi basis i forvejen har banet vejen i generationer.

Det andet peger i retning af en neoliberal verdensorden, som i praksis arbejder for monopolernes, ikke mindst finansmonopolernes interesser, ikke bare økonomisk. Magten koncentreres og det sker uden demokratisk kontrol.

Vi kan ændre fart og kurs for at undgå kollission, men uden en vision ville vi jo ikke kunne sætte ret kurs.
Hvis vi ingenting gør, så ender vi der hvor vi er på vej hen.

Der er meget der skal gøres før det klasseløse samfund uden stat kan opnås.
Folk skal lære ikke kun at arbejde ud fra egennytten, og her har bl.a Torsten fat i noget.

Endelig vil jeg minde om sammenhængen imellem teori og praksis, idet praksis uden teori er blind - som teori uden praksis er omsonst.

God dag der ude.

Jens Thaarup Nyberg

Niels-Simon Larsen
19. august, 2015 - 08:14
"Og nogle her taler om et klasseløst samfund og at produktionsmidlerne skal overgå til en naragtig folkemasse."
Mon ikke du kunne hæve dit neveau lidt. Der tales om økonomiske klasser; folk imellem vil der fortsat være forskelle, ikke mindst mellem religiøse og irreligiøse, idolatre og selvstændigt tænkende.

Bill Atkins, Felix Austin og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

@Niels-Simon Larsen
19. august, 2015 - 08:14
Jeg er ikke partipolitisk - hvis overhovedet politisk. Men jeg havde gerne set Alternativet indlemmet i et etableret venstrefløjsparti - idet, kaos har vi kun indtil sammenhængene er erkendte.

"Tænkte vi længe på dagen og vejen
længtes mod aftnen som var vores egen
aftnen som kommer så sent.
var vore dage som blade de faldt
kendte vi forskel på helt eller halvt
ser vi det ny som vil ske.

Forårsgrønt er historiens lys
den ny morgen er sort og gul
broderskab springer af jammer og nød sætter en hvid syren
vesten og østen spejler sig blankt
i fremtidens blodrøde sten."

( citat fra en eller anden Rød Mor )

Niels-Simon Larsen

Længsler efter paradis er der nok af, og der er skrevet mange sange om det. Pudsigt nok har de det med at ende i terror. Rædselsperioder har vi haft flere af, og det materialistiske overflodssamfund går mod sit ophør.

Somme tider har jeg mødt mennesker, hvor jeg nøjagtigt har kunnet se, hvordan de ville agere i et diktatur. Vores natur, som er dannet under tidligere epoker, ligger lige under overfladen. Vi stræber efter den totale magt, som enhver biologisk organisme gør, indtil den møder modstand.

Vi skal nu lave kunststykket - at begrænse os selv. Det får jeg ikke socialister med til, som kun vil begrænse kapitalisterne. Den går dog ikke. Det er dig og mig, der skal begrænse os selv, og så er jeg nok ikke socialist alligevel.

Jeg aner nu et stort humørfald hos EL-folk, og sandt at sige, har der ikke været megen råben hurra i trådene fra den kant. Det er beklageligt, og det ender galt, hvis I ikke kan oppe jer. Når det nu ikke hjælper at buldre løs på den gamle tromme, kunne I måske lave en ny? Dilemma hedder den slags, og det må I gør noget ved (Oh, ræk mig du broder din barkede hånd...)

Niels-Simon Larsen

Allerførst så er vi ikke nødvendigvis oplyste fordi vi mener vi er det, eller vi slaprer den letfordøjelige del af DRs public service ramte TVavis.
Erheller er jeg nødvendigvis rundt på gulvet, fordi jeg foreslår andre tilstande eller muligheder end Alternativistisk partimedlem i den nymodens rigtige farve.

Det jeg egentligt oprindeligt mente var om partierne og deres medlemmer tager patent på at ahve de rigtige holdninger, og derfor mener at have ret til at føle sig frelst fordi de mener de gør noget. Og gør mere end andre?
Hvis det er holdningen vil jeg henvise til min helt:
Har de mange ret, fordi de er mange ,eller fordi de har ret.

Jeg har ikke noget specielt imod Alternativet, faktisk synes jeg om projektet.
jeg synes om at man hiver tænkningen næsten ned på gadeplan og lader alle ikke bare medlemmer om at påvirke, at man ikke har en partitop der topstyrer politikken med nøjes med at lede når det er nødvendig og de ret jordnære forslag det har adstedkommet , også de mere fjollede faktisk.

Men jeg ved faktisk også hvad jeg ikke vil.
Og er gammel nok til at vide når jeg bliver bundet en historie på ærmet og hvornår der er gode grunde til at folk ikke vil svare når jeg spørger.

Masser af Alternativets rigtig gode initiativer er uforenelige med harmonisering, regulering og dermed medlemsskab af EU.
Denne fundamentale manglende sammenhæng har jeg spurgt om adskillige gange, men har aldrig fået svar. Dermed er mange gode initiativer reduceret til paradeforslag og valgløfter i stil med alle andres uigennemførlige salgstaler, hvor jeg også får en skadelig union med i hatten.
En union som jeg både frygter og foragter, fordi den bygger på noget helt forkert i mine øjne og som har en formålsparagraf i strid modsætning til Alternativets miljøvenlige politik.
Vækst, billighed og effektivitet vil til alle tider overdøve Alternativets forsøg på fornuft.
Som tilhænger skal jeg så se stort på at jeg ved det aldrig bliver til noget??
Det vil jeg ikke.

På samme måde har jeg det lidt med socialisternes alle er lige, når det skal pines ud i alle hjørner uden undtagelser.Men socialisterne kan som ingen andre fatte at finansverdenens udsugning af både individdet, produktionen og nu også statens virke er skadeligt, som den værste parasit.

Men alle ER ikke lige og bliver det ikke og uden en anderkendelse af en vis samfundsmæssig fornuftig indstilling til at lade individdet forfølge sine instinkter og lade samfundet og den enkelte nyde godt heraf, der tror jeg simpelt hen ikke på projektet, selvom det står mit hjerte nær.
Fornuften i at arbejde sammen om at skaffe fornødenheder, står for mig i skærende kontrast til at konkurrere med min kollega om brødet.
Omvendt så anderkender jeg at hvis han er dygtigere end jeg og kan frembringe bedre og mere efteretragtede sager end jeg, eller er han villig til at yde langt mere end jeg, så er vi ikke lige og hans fortrin skal belønnes.
Jeg siger ikke at den ene % som nu skal svines til i penge , have 6-7 ejendomme rundt i verden hver i 100 millionersklassen og råde og regere over tusinders skæbne ved køb og salg af aktier nogle tusind gange i minuttet.
Men jeg siger at alle skal respekteres lige meget, i forhold til det de er og gør, alt andet er unaturligt for mig og ikke noget jeg kan.

Jeg har lidt det samme forhold til andre mirakelmediciner.
Jordleje, basisløn oder wass.
Hvis tingenes fremragende forsider samtidig er et skjul for tilsvarende ulemper eller forhold jeg ved i mig selv ikke vil holde fordi der mangler sammenhæng eller mennesker er for ringe til at efterleve dem i længden, så vil jeg have lov til at forsage.

Så i øjeblikket findes kassen så ikke, som jeg kan sætte lid til vil være min frelse.
Tvivlen har så fordelen i at den medfører spørgsmål, og at man nogengange får brugbare svar

Michael Kongstad Nielsen

Jens Thaarup Nyberg, i går - 23:52;
Desværre tror jeg ikke drømmen holder ved nærmere eftersyn. Ved overgang til fælles ejendomsret (til produktionsmidlerne, går jeg ud fra) vil der stadig være ejendom, produktion og midler til at frembringe den. Denne ejendomsmængde vil være ejet af fællesskabet (eller en delmængde heraf), og derved skal fællesskabet træffe de samme typer af beslutninger over godet, som katalisten skulle. Fællesskabet bliver den nye kapitalist. Men samtidig er fællesskabet "arbejdere". Begge klasser bevares så at sige. Idet dog klassekampen må formodes at tage lidt af i styrke.
Dertil kan der opstå nye klasser, administrative klasser, politiske klasser, lederes klasser ...

Og staten bliver ikke arbejdsløs. Staten, som både Platon og Montesquieu har beskæftiget sig indgående med, og hvorom sidstnævnte i "lovenes ånd" opfandt den geniale tredeling af magten i den lovgivende, udøvende og dømmende magt, hvis den stat forsvinder i "det klasseløse samfund", er vi for alvor ude, hvor drømmene brister. Hvem skal dømme? Hvem skal udføre planøkonomien når varerne kommer ud fabrikkerne? Hvem skal lovgive?

Nå, men tilbage til kapitalismekritikken, som der er hårdt brug for. Så kan vi altid skændes om socialismekritikken, når vi kommer så langt.

Niels-Simon Larsen

Felix: I et demokrati er alle politikere, hvad enten de vil være det eller ej, og du har vel stem ved sidste valg. I det sidste års tid er vi blevet mere partifokuserede i og med Alternativets fremkomst. Det betyder, at når alle ord skubbes til side, hvad stemmer du så? Man kan vælge sofaen, og det er ikke forbudt, men ikke interessant. Det drejer sig om, hvem der skal have den politiske magt. Alternativet er ikke afklaret i de tunge spørgsmål, så det må man leve med foreløbig.
Der er ingen, der har opstillet et alternativ til EU, og det er en svaghed. Nordisk samarbejde? Kom nærmere! Nordatlantisk samarbejde inkl. Skotland, fint, men hvem finder ud af noget? Venstrefløjen kan ikke samle sig om noget. Hvad kan du egentlig foreslå, som ikke er de rene luftkasteller?

Niels-Simon Larsen

Faktisk så er der gode grunde til at stemme afgivelsen er hemmelig.
Så hvad den enkelte vælger stemmer eller ikke, er glimrende en privat sag.
Desuden kan alle jo sige hvad som helst om deres stemmeafgivelse, ingen kan kontrollere det alligevel.
Og hvis jeg ønsker at andre skal respektere min stemme, må jeg jo respektere at andre stemmer på det de vil, også når det er anderledes. Ellers bliver jeg jo for frelst i min overbevisning.

Jeg havde faktisk bestemt mig for at jeg ikke ville stemme af mangel på en egnet lødig og sund tilgængelig vare i butikken.
Jeg endte med alligevel at stemme for ikke at risikere nogle mennesker komme på tinge for let eller overhovedet, dog uden at have den store overbevisning om at forskellen udgør noget af betydning.

Alternativet blev det ikke, netop af den grund du selv angiver.
Ingen kan flyve heller ikke maskiner bygget i luften, når de er tøjret til en sten.

Jeg ser såmænd ikke grund til at der skal være et alternativ til EU.
Jeg og alle jeg kender har intet at bruge EU til, for at opnå et godt liv, hvor de selv kan få indflydelse på deres eget liv og medvirke til at træffe beslutninger.
Derfor giver det ikke den store mening for mig at opstille alternativer til EU, og alt der ikke eksisterer nu er vel urealistiske luftkasteller, hvis man er imod dem.
En nordisk union har altid givet mere mening for mig, hvis det så endelig skulle være, men et eller andet sted er unioner vel blot udtryk for at man mangler tillid til sig selv og ens samarbejdspartnere og forsøger at binde dem til hinanden og mangler tiltro til egne evners og varers værdi og bytteforhold i den internationale samhandel der altid har fundet sted.

Unioner, traktater og aftaler har så iøvrigt den holdbarhed som to eller flere parters tilfredshed udgør og ikke en pind længere. En handel skal gerne være lige dårlig for alle involverede og det har EU aldrig kunnet leve op til. Derfor vil det også gå til grunde.
Som alle unioner nu gør, før eller siden.

Niels-Simon Larsen hvis du ikke kan se at socialismen er opstået i - og fungerer netop bedst med - et begrænset forbrug, så er du meget dårligt erfaringsdækket. Det virker som om du finder, at din kritik af socialismen er vigtigere end din indsigt i samme. Du udnytter helt klart vinduet frem til folketingets åbning.

Sider