Læsetid 6 min.

De kloge deler

Deleøkonomien er kommet for at blive. For åbenhed er indbringende. Men den handler om meget mere end boligudlejning og taxakørsel. Tusindvis af virksomheder er begyndt at levere åbenhed og fleksibilitet til gavn for hele samfundet
Deleøkonomien er kommet for at blive. For åbenhed er indbringende. Men den handler om meget mere end boligudlejning og taxakørsel. Tusindvis af virksomheder er begyndt at levere åbenhed og fleksibilitet til gavn for hele samfundet
Pernille Sloth/iBureauet
13. august 2015

KRONIK – Deleøkonomien er en værdiboble, der er bristefærdig. Om få år vil vi betragte deleøkonomien som et levn fra en svunden tid. Sådan lød budskabet i kronikken her i Information den 7. august, og det fik mig til at tænke på Microsoft-stifter Bill Gates’ forudsigelse i 1995: »Internettet er bare hype,« sagde han.

Det gik som bekendt ikke sådan, og det samme med deleøkonomien. Den er kommet for at blive, og den vil i stigende grad udfordre de eksisterende virksomheder og forretningsmodeller.

Til gengæld har kronikøren Christian Ingemann ret i, at begrebet deleøkonomi dækker over mange forskellige forretningsmodeller og arenaer, og han har en klokkeklar pointe, når han beskriver lønmodtagernes fremtidige udfordringer. Det ser vi i USA i stor stil, hvor cirka hver tredje arbejdstager er freelance, hvilket dækker over et totalt fravær af lønmodtagerrettigheder og socialt sikkerhedsnet. Og det bliver også et problem i Danmark, hvor fagbevægelsen står over for sin nok største udfordring i mange årtier: Hvordan bevarer vi en eller anden grad af flexicurity i den danske model, samtidig med at der bliver plads til nye måder at samarbejde på?

Lad os se på det udsnit af deleøkonomien, der handler om at dele viden. Det er for mig at se det mest perspektivrige område, som på sigt bliver mere indbringende end at dele boliger (Airbnb) og kørsel (Uber).

Elbiler og guld

Hvad gør de dygtige og kloge? De deler. Verdens måske mest succesfulde nulevende innovatør, Elon Musk, stifter af PayPal, Tesla og SpaceX, der leverer ydelser til NASA, lagde for nylig alle tegninger og det samlede design til Tesla-bilerne ud på internettet. Dermed kunne alle få indsigt i motor, chassis, batterier – alt. Noget der er helt uhørt blandt bilproducenter. Hvorfor? Fordi Elon Musk tror på, at kloge hoveder verden over kan hjælpe med at videreudvikle motorer og batterier.

Lad os for eksemplets skyld sige, at det samlede marked for elbiler er 0,2 procent i dag, og lad os antage, at Tesla sidder på halvdelen af dette marked. Disse tal er ikke helt ved siden af. Hvis Elon Musk ved at dele kan hjælpe det samlede marked for elbiler op på 5 procent af bilmarkedet, dvs. 25 gange større markedsandel end i dag, så gør det ikke så meget, hvis Teslas andel reduceres fra 50 procent til 20 procent, for samlet vil Teslas produktion tidobles.

Åbenhed betaler sig også i andre brancher. Et canadisk guldmineselskab, Goldcorp Inc., var i 1999 tæt på konkurs. I 2000 lagde selskabet alle sine tegninger og geodata siden 1948 ud på internettet og gav en halv million canadiske dollar i præmie til dem, der kunne hjælpe med at finde mere guld. Intet guldmineselskab havde gjort dette tidligere. Og pludselig var hundreder af ingeniører, arkitekter, studerende, smede og husmødre i gang med at granske kortene og komme med deres bud. Mindre end to år efter gav minen 10 gange mere guld end i sluthalvfemserne, og på syv år – fra 2000 til 2007 – steg værdien af selskabet 90 gange. Alt sammen på grund af tillid og åbenhed.

Tesla og Goldcorp har vist vejen. Det virker ikke at bruge hundredvis af mandetimer og lige så mange tusinde kroner på patentansøgninger, fordi det fjerner fokus fra det, som innovatørerne skal koncentrere sig om: at opfinde nye ting. Ideer undfanges ikke i en osteklokke, og de bliver under ingen omstændigheder befrugtet og beriget, hvis man barrikaderer sig bag tykke mure af patenter.

James Watt, en af den industrielle revolutions absolutte fædre, opfandt en forbedring til dampmaskinen, som han patenterede i 1769. Patentet skulle kun være gældende i fem år, men via sine politiske kontakter fik Watt patentet forlænget 25 år til 1800. Og det kom til at koste dyrt på den samfundsøkonomiske bundlinje.

Dampmaskinen var fundamentet under industrialiseringen, men Watt brugte imidlertid mere tid i retssale på at forsvare sit patent end på at udnytte patentet til at udvikle den. I de 30 år, Watt havde patentet, ændrede brændstofeffektiviteten sig derfor stort set ikke.

Men så snart patentet udløb, gik udviklingen hurtigt. Dampmaskinens effekt femdobledes henover de næste 25 år. Efter år 1800 kunne andre også tjene penge på dampmaskinen, og ironien er, at Watt tjente mere på dampmaskinerne, efter at patentet udløb end før, selv om han ikke havde eneret på opfindelsen.

Lukkethed koster

På mit eget felt, it, er åbenheden udtrykt i begrebet open source, åben kildekode, og det er godt på vej til at blive big business. Open source er software, hvor koden er synlig og tilgængelig, og det betyder, at det er muligt for andre end den virksomhed, der har leveret programmet at videreudvikle på softwaren.

Tusindvis af virksomheder tager forretningsmodellen til sig og leverer åbne og fleksible programmer og systemer. Samtidig organiserer kunderne sig i alternative fællesskaber og går uden om de officielle kanaler som for eksempel Statens og Kommunernes Indkøb (SKI), for de vil dele, og det kan man ikke i de traditionelle rammer. Kunderne sparer typisk 30-80 procent på de åbne systemer, og om nogle år vil vi sandsynligvis se os tilbage og spørge os selv og hinanden, hvorfor vi dog fandt os i en forretningsmodel, hvor vi ikke måtte dele, og hvor vi skulle betale for det samme igen og igen.

Den lukkede forretningsmodel fejler. Den koster for mange kræfter, og den er baseret på en negativ tilgang – frygten for, at andre er ude på at stjæle noget fra os – og derfor stresser den medarbejderne.

Vi bør i stedet koncentrere os om at blive de bedste på et område, og skulle der komme en konkurrent, som er lige så god som os, og som vil bruge vores produkt, ja, så skal de være velkomne, for de vil berige produktet. Og med de åbne licensformer er konkurrenterne forpligtet til at ’dele tilbage’. Det fungerer. Vores sektor – de åbne virksomheder – vokser, mens de lukkede systemer taber markedsandele.

Closed source, de lukkede computerprogrammer, som du ikke må dele, er en parentes i historien. Og en meget dyr parentes. De store it-skandaler – PolSag, Amanda, Rejsekortet, SKATS’s systemer, Nets, osv. – er alle baseret på closed source. Det virker ikke, og det er kun leverandøren, der har lov til at forsøge at udbedre fejl. Havde det været open source, kunne kunden – i dette tilfælde os alle sammen, fordi der er tale om offentlige udgifter – meget nemmere slippe af med den inkompetente leverandør. Vi kunne have taget de åbne systemer og sagt farvel og tak, og vi ville kunne finde en anden leverandør, der kunne fuldføre opgaven, fordi systemerne var åbne og alle ville have ret til at arbejde videre med dem.

Indtil for få år siden kontrollerede de store leverandører i vid udstrækning kommunikationen mellem kunderne. Jeg talte for år tilbage med en kommunal it-chef, der berettede, at hun havde spurgt en stor leverandør om muligheden for at bruge et open source-produkt sammen med leverandørens systemer. Hun fik at vide, at det var helt umuligt.

Hun tog det alligevel op et par år efter på en konference for it-chefer. Og der viste det sig, at omtrent halvdelen af kommunerne havde stillet samme leverandør præcis det samme spørgsmål. For det var en god idé, og det kunne have sparet kommunerne for en masse penge. Men alle havde fået samme besked: Det er en rigtig dum idé, du har der, og du er alene med den! Og hvem ønsker så at dele ideen med andre? Den, der kontrollerer kommunikationen, kontrollerer markedet.

Men faktum er, at udviklingen går i retning af en delebaseret kultur og økonomi. Uber, Airbnb og open source er forskellige aspekter af delekulturen. De etablerede virksomheder og brancher må vågne op meget hurtigt. Alternativet er, at de slet ikke når at registrere, hvad der kørte dem over.

Morten Kjærsgaard er direktør i open source-virksomheden Magenta

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Benno Hansen
    Benno Hansen
  • Brugerbillede for Thomas Oxvig
    Thomas Oxvig
  • Brugerbillede for Michael Mørch Madsen
    Michael Mørch Madsen
Benno Hansen, Thomas Oxvig og Michael Mørch Madsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Lilli Wendt

Med al respekt for deleøkonomien, så er der nogle parametre, som denne artikel let og elegant skøjter hen over.

Med airbnb og uber, så har kunderne ingen garantier for kvalitet, uddannelse og at personen, der stiller denne service ikke er kriminel på en eller anden måde. Samtidig er de skattemæssige aspekter ikke afklarede, hvilket betyder, at velfærdsstaten mister indtægt. Taxachauffører bliver arbejdsløse, hoteller mister indtjening - og kan blive nødt til at fyre folk.

I forhold til at dele viden, så påvirker det andre menneskers arbejdspladser - både godt og skidt. Godt fordi vi bliver klogere, men skidt fordi viden, som en virksomhed har knoklet gennem mange år for at få, den bliver pludselig gratis, og dermed forsvinder den indtjening, som skulle bære virksomheden videre. Dette kan resultere i at virksomheden må lukke og arbejdspladser forsvinder og folk bliver arbejdsløse. Herligt for de, der gratis får viden, men katastrofalt for de mennesker, hvis arbejde forsvinder.

Den ultimative deleøkonomi er frivilligt arbejde uden løn (tjek "gratis internships og gratis prøvearbejde" - og hvis dette bliver indført generelt, så er spørgsmålethvem der vil sørge for mad på bordet. Tror vi uden at blinke, at goderne bare bliver fordelt?

Deleøkonomi kan være fint, hvis vi er en lille landsby, hvor alle kender alle og alle sørger for hinanden. Men der er intet, der tyder på at det vil være lykke i større skala. Derimod er der meget der tyder på, at folk i større enheder mister glæden ved at hjælpe hinanden til at overleve - tjek blot dagpengeområdet.....

Benno Hansen, Kurt Jørgensen, Trine Schmidt Nielsen og Ib Jørgensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ib Jørgensen
Ib Jørgensen

Kære Morten - tag et overblik over dit forbrug. Hvordan forestiller du dig, at det skal komme til dig gennem deleøkonomier? Ingen tvivl om at deleøkonomi vil optræde i større omfang, men det helt store problem er, hvilke sociale og afledte økonomiske konsekvenser det vil få. Lyrikken omkring deleøkonomi er efter min mening endnu et forsøg på at bortlede opmærksomheden fra, at kapitalismen er ved at disintegrere.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Deleøkonomi betyder deleøkonomi - dvs. i et videre perspektiv, at de, der ikke har, kompenseres af det, der er til fælles deling.
Men det betyder også, at meget, som ikke lader ikke sig kapitalisere, også bliver værdifuldt i en bidragsøkonomi baseret på deling. Der er bare et temmelig langt stykke vej.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Ib Jørgensen, deleøkonomien er både årsag til og konsekvens af kapitalismens opløsning. Den repræsenterer det mentale omslag, som sætter generøsitet over bjærgsomhed.

Brugerbillede for Lisbeth Stabell
Lisbeth Stabell

At dele sin viden og invitere til samarbejde og videreudvikling løfter et samfund til mere velfærd. Det er endvidere en positiv energi som samfundet også bliver løftet med.
At "holde kortene tæt ind til kroppen" i frygt for at nogen skulle kunne se dem og misbruge dem giver et stagnerende samfund, hvor vi glider længere og længere fra hinanden. Sådan et samfund vil have svært ved at klare sig fremover. Når jeg læser artiklen tænker jeg hvor vigtigt det er at vi ser det halvfulde glas i stedet for det halvtomme, f.eks. i forhold til verdenssituationen hvor 60 mio. er på flugt fra deres hjemland, hvor ubalancerne i øvrigt er ved at nå eller har nået en kritisk masse. Det er som om Søren Kierkegaard meget omtalte sætning: "At vove er at tabe fodfæste en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv" Så, lad os løse opgaverne ud fra et positivt udsyn som artiklen giver mange gode eksempler på.

Brugerbillede for Toke Ernstsen
Toke Ernstsen

Artiklen er interessant og velskrevet med både historisk indsigt og optimisme for tech-fremtiden, men den lider desværre også under den fremherskende forvirring omkring dele-økonomien og sammenblanding med storkapitale og professionelle interessers bizarre udgaver af den.

Kernen i dele-økonomien er som udgangspunkt sund fornuft, såvel hos private, der deles om materielle goder, som hos professionelle virksomheder, der udveksler og udvikler know-how sammen. Eller som i artiklens tilfælde med guldmineselskabet, der også hos privatpersoner fik friske øjne at se med på deres muligheder. I sidstnævnte tilfælde fulgte der dog en 'belønning' med, hvorfor der rent faktisk er tale om et køb af en ydelse, en handel.

Det sidste er der for så vidt intet galt i, al den stund, der dagligt finder milliarder af transaktioner sted mellem professionelle og private. Det sker eksempelvis hver gang vi handler ind. Men blandt de nye udfordringer i forhold til dele-økonomien, er det ikke kun et spørgsmål om lønmodtagerrettigheder og socialt sikkerhedsnet – det er faktisk mindre betydende end det faktum, der helt overses i debatten, at en god ide er blevet overtaget af big Business.

Airbnb og Uber er ikke små, amatøragtige foretagender, der fører beboerne i et nærområde sammen om at dele eksempelvis trailere og boremaskiner. Nej, det er børsnoterede milliard-forretninger med nogle af verdens største foretagender, som Google, bag sig, og der investeres enorme summer i professionelt at kunne profitere på skabelsen af uregulerede, profitbaserede markeder mellem private. Det er ikke dele-økonomi men anarkokapitalisme!

Det er med andre ord et helt nyt forretningsområde - mellem private, der profiterer på andre private - der opdyrkes professionelt indenfor eksisterende forretningsområder som hoteldrift og taxikørsel. Men det sker på helt ulige vilkår, idet det nye, uregulerede marked har nogle åbenlyse, økonomiske fordele i fritagelsen for den lovgivning, de overenskomster og den skattebetaling, de professionelle virksomheder er underlagt, og disse fordele giver en kontant besparelse, som tiltrækker et stigende antal forbrugere, og som gør, at 'formidlerne', app-udviklerne, kan beregne sig en ret høj provision, typisk 20%. Så for at gøre det helt klart, er der altså ikke tale om et ellers vigtigt opgør med patentsystemet, som antydet i artiklen. Ej heller er der tale om dele-økonomi eller open source. Airbnb og Uber er derfor heller ikke forskellige aspekter af dele-økonomien, men pure big Business, der har skabt et nyt, og for dem, profitabelt marked, hvor private ureguleret profiterer direkte på andre private.

Og det er så ikke hele historien længere: De seneste tendenser går i retning af, at professionelle nu også 'forklæder' sig som private, for at kunne være med på vognen. Det er jo alt andet lige nemmere at drive forretning uden at være underlagt stramme reguleringer og 'håbløse' overenskomster, end det modsatte. Og eftersom hverken Airbnb eller Uber har oplysningspligt overfor SKAT om deres 'samarbejdspartnere', da de jo hverken er ansatte i traditionel forstand eller underleverandører, og der ligefrem opfordres til at åbne bankkonti i tidligere østeuropæiske lande, må det helt sikkert forventes, at nogle 'samarbejdspartnere' får svært ved at modstå fristelsen til ikke at opgive indtægten fra 'samarbejdet'.

Dette indlæg er ikke skrevet i en slags gammelmandsprotest over de nye muligheder og platforme, teknologien giver os. Tværtimod. Det er udelukkende skrevet for at imødegå den begrebsforvirring, der har sneget sig ind i debatten, og som i stigende grad kommer til udtryk. Også i denne artikel. Netop fordi det er noget relativt nyt, er det vigtigt at forstå forskellen på ægte dele-økonomi og 'falsk' dele-økonomi, hvor big Business investerer voldsomt for at profitere endnu mere på en fornuftig mangel på reguleringer, nemlig i forhold til privates frihed til at handle og dele med hinanden.

Fra politisk side, især højrefløjen, høres oftere og oftere højlydte klapsalver overfor de nye platforme. Og en markant LA-profil ligefrem skamroser initiativerne og har poseret – med slet skjult, barnlig stolthed – i en 'dele-tjeneste'-bil, og rost 'chaufføren' for at udføre erhvervsmæssig persontransport uden erhvervskørekort, uden tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring og uden de lovpligtige forsikringer, der knytter sig til den professionelle udførelse af erhvervet, og som er med til gøre prisen på taxikørsel højere. Til det er der kun at sige, at skulle samme konkurrencesituation omsættes til et billede indenfor sportens verden, ville det svare til at udstyre en elitekuglestøders nærmeste konkurrent med en kugle, der kun vejer det halve af hans. Er det stadig fair konkurrence? Nej, men så stor forskel i konkurrencesituationen er virkeligheden for hotelejere og taxivognmænd i dag.

Nu handler det selvfølgelig ikke om at frede eksisterende brancher for enhver pris, men om, at vi som forbrugere – og ikke mindst samfundets politiske ledelse – lærer at skelne mellem ægte dele-økonomi og kapitalinteressernes udnyttelse af samme. Det er vigtigt, for ellers risikerer vi at hylde og støtte noget, vi principielt er imod og ikke ønsker os i den udformning, det når at vokse sig til, fordi vi sover i timen. Især politisk synes der for øjeblikket at være en sådan benovelse over de nye platforme, at det helt forhindrer et kritisk blik for, hvornår noget er godt for samfundet, og hvornår det ikke er. Når vi som forbrugere og borgere deler materielle goder direkte og uegennyttigt mellem os, er der tale om ægte dele-økonomi. Det samme gælder for så vidt også, når virksomheder deles om programudvikling og udveksler viden. Men når store professionelle spillere profiterer på at være formidler mellem private, der profiterer på hinanden, sker der noget helt nyt, som i sin natur ligger langt tættere på anarkokapitalisme end på dele-økonomi. Og er det virkelig det, vi ønsker os?

Brugerbillede for Morten Kjærsgaard
Morten Kjærsgaard

@Lilli, jeg anerkender til fulde, at virksomheder som Airbnb og Uber er en udfordring for myndighederne såvel som for fagbevægelsen. Fokus for min kronik er de positive effekter af åbenhed, når det gælder viden. Desuden er nogle af dine kritikpunkter dækket af Christian Ingemanns glimrende kronik 7. august (http://www.information.dk/541281).
Jeg er imidlertid ikke enig, når du skriver, at det kan være skidt at dele viden. I min virksomheder knokler vi også for at skaffe og skabe viden og software, men vores viden bliver ikke mere værd af at blive holdt for os selv. Vores viden vinder i værdi ved at blive delt, og de virksomheder, der lukker i disse år, er dem, der krampagtigt holder fast, at lige netop *deres* viden er så unik, at den ikke kan deles med nogen.

@Ib, mit forbrug, såvel som mine 16 medarbejderes, finansieres af en virksomhed, der deler alt, vi producerer. Når vi laver et nyt computerprogram, lægger vi det frit ud, så alle, der måtte have interesse i det, kan hente, videreudvikle OG sælge programmet. Eneste betingelse er, at de forbedringer, de måtte lave, skal sende tilbage til os. Det virker, og deling og open source er i dag rygrad i nogle af verdens mest spændende virksomheder, herunder LEGO-robotterne, der er bygget op på open source-software.
Jeg er i øvrigt ikke helt så overbevist om, at kapitalismen disintegrerer - den omformes snarere. På godt såvel som på ondt.

@Lisbeth - jeg kunne ikke have skrevet det bedre selv

Brugerbillede for Morten Kjærsgaard
Morten Kjærsgaard

@Toke, tak for de pæne ord. Du har en god og omfattende kritisk tilgang til en del af mine pointer, og vi er enige om det meste. Lad mig tage fat i noget af det, vi ikke er helt enige om.

Ja, der fulgte en belønning med, da Goldcorp Inc efterlyste hjælp til at finde guld. Men hvor er problemet? Der er også en belønning til dem, der læser Tesla-specifikationerne og hjælper Elon Musk med at forbedre el-bilerne. Belønningen kan være ansættelse i Tesla eller i en anden konkurrence virksomhed - eller mulighed for selv at bygge el-biler og tjene penge på dem. Som du selv skriver, finder der dagligt milliarder af transaktioner sted mellem mennesker. Nogle er af pengemæssig karakter, mens andre er immaterielle (ros, street credit, fritid...). Men for alle transaktioner gælder samme præmis: Jeg hjælper, deler, handler, fordi jeg får noget tilbage. Det 'noget' kan være noget så simpelt som glæden ved at give og dele, og det kan også være almindelig løn.

Airbnb og Uber er ikke små lokale foretagender, enig. Men jeg har meget svært ved at have ondt af en helt igennem ureguleret og skruppelløs hotelbranche, der tuder over Airbnbs succes. Jeg er mere optaget af, hvordan vi sikrer, at velfærdssamfundet ikke går glip af skattekroner, og at (løs)arbejdere sikres anstændige forhold, så på det punkt er vi helt enige. Derfor er jeg heller ikke begejstret for Uber, og jeg synes, dit billede med en lettere kugle til kuglestøderen er elegant

Så mener jeg, du får blandet et opgør med patentsystemet ind i Uber og Airbnb, og jeg har svært ved at se sammenhængen. Det har ikke noget med hinanden at gøre, men måske læser jeg din kritik forkert. Jeg tror ikke på, at patenter gør nogen som helst samfundsmæssig gavn. Jeg tror, de er decideret skadelige for samfundsøkonomi og innovation. Måske med medicinalbranchen som en undtagelse, hvor kortvarige patenter kan være med til at finansiere årelang og meget bekostelig research. En ny medicin mod cystisk fibrose koster i omegnen af 2 mio kr. årligt pr. bruger, og man ved endnu ikke, i hvilken udstrækning den overhovedet hjælper. Men man ved med sikkerhed, at der skal afskediges 2 sygeplejersker for hver patient, der skal have den ny medicin. Den slags medicin burde ikke være patentbeskyttet mange måneder. Jeg mener i øvrigt, at firmaet bag en ny malariavaccine frigiver patentet, fordi vaccinen formodes at redde tusinder af børn (og endnu flere voksne) hvert år. Er det korrekt, kunne det blive en model til efterfølgelse.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Problemet er vel blot, at det er svært at lave en succesfuld platform, der ikke bliver en overlegen økonomisk succes ret hurtigt? Og at den i stedet for at indbyde til konkurrence fra folk, der snupper idéen, snarere fører til en almindelig tilfredshed, fordi mængden muliggør en fastholdelse af et rimeligt økonomisk leje?
Hvis disse løsninger skulle organiseres anderledes, måtte det være som enten et overnationalt net eller et helt decentralt organiseret, men verdensomspændende ét af slagsen. Det ville man jo godt kunne, så det f.eks. altid var via en kommunal hjemmeside, man fik fat i uber- og airbnb-tilbud. Der var ansatser til det i årene inden, hvor byer rundt om i verden præsenterede de overnatningsmuligheder, de havde, med mulighed for booking. De viste sig så bare at være mindre effektive i forhold til de store portaler, der dækker overalt, og sikrer folk lukrative tilbud på overnatning.
På en måde er det blevet forbrugerens styrke, at man har internettet til den slags transaktioner, fordi der er anderledes muskler bag i forhandlingen om en god pris. Men samtidig er der den store ængstelse over, at disse penge som oftest forsvinder i skattely på den 1%s konti - skal vi partout have en markedsøkonomi i stedet for blot at fortsætte vores gøren og laden som altid, blot uden penge, og derfor med bedre adgang til alt for alle, må investeringerne i stedet for privatpersoner stamme fra nationale fonde, der har som formål at sikre understøttelse af staternes velfærds- og sikkerhedsopgaver.