Kronik

Jeg knalder med din mand

Hvad ville der ske, hvis vi gjorde op med den naive forestilling om tosomhedens uovervindelige lykke? Alle de afsatte mænd, jeg i hemmelighed har knaldet på Amager Fælled, på hoteller, i biler og i saunaer, ville i hvert fald leve et mindre skamfuldt og mere ærligt liv
Hvordan ville det hele mon se ud, hvis seksualitetens eneste krav for udlevelse var lyst, og vi ikke skulle døje med tosomhedsforpligtigelsens morale? Så ville alle de utro leve et ærligere liv. Måske ville deres kærlighedsforhold se helt anderledes ud. Alle de afsatte mænd, jeg i hemmelighed har knaldet på Fælleden, på hoteller, i biler og saunaer rundt omkring, ville føle mindre skam, mere ærlighed og utvivlsomt have det sjovere, når vi alle kunne knalde for åbne døre, skriver Ulrik Frost.

Ulrik Hasemann

18. august 2015

Der er så dejligt ude på Amager. Helt derude på Fælleden, hvor man står lige mellem de flotte københavnske spir på den ene side og Sverige, som man kan ane på den anden side af sundet. Derude er græsset grønt, og der er højt til loftet. Måske var det netop derfor, at en af mine nære venner havde sat mig i stævne der og ville slentre ad de små, skjulte stier.

Snakken faldt på hans kæreste, som han havde været sammen med i snart mange år. Selv om han elskede hende, følte han en overvældende klaustrofobi, han ikke vidste, hvordan han skulle undslippe. Pludselig førte fortvivlelsen hans læber i retningen af min mund, og jeg fik det inderligste, vådeste tungekys, jeg havde fået i flere år. Vi endte bag de tætte buske, hvor han fik afledt sin klaustrofobi for en stund, mens vi oplevede helt nye sider af vores venskab.

Da det efterfølgende stod klart, at han ingen intentioner havde om at fortælle sin kæreste om seancen, undrede jeg mig. Hvorfor ville han lade sin kæreste tro, de var monogame?

»Hvorfor skulle jeg ikke have lov til at opleve tosomhedens lykke?« svarede han.

Klaustrofobisk forhold

Engang troede jeg på den kærlighed, som man kan rette mod ét eneste menneske, og som indebærer eksklusivitet i nærmest alle livets forhold. Tanken om den eneste ene kunne gøre mig helt liderlig. Men ikke længere. Jeg har ganske enkelt knaldet med for mange ægtemænd, der ikke lever op til den tillid, som deres monogame forhold kræver. Og jeg er begyndt at forstå dem.

Den person, du kalder din kæreste, og måske senere ægtefælle, skal du knyttes til på alle tænkelige måder: Du skal dele dine inderste følelser med personen, dele økonomi, dele bolig, dele familie, dele venner, dele børn og dele vasketøj. Og som den sidste – men vigtigste – detalje skal du have et sundt, godt, frækt og stimulerende sexliv med personen livet igennem. Held og lykke!

Der er intet at sige til, at det kan føles en smule klaustrofobisk at indlade sig i sådan et forhold. Men i stedet for at snakke om, hvordan vi kan indrette os på måder, hvor kærligheden til dem, vi elsker, ikke fører til tillidsbrud, knalder vi udenom i et væk, samtidig med at vi opretholder illusionen om tosomhedens styrke for dem, der lever i den. Tosomhedsstrukturen er så indlejret i os, at vi ikke vil se forskel på kærlighed og sex. Men den konsekvente sammenblanding skader kærlighedsforholdene. I skyggen af den eksklusive kærlighed opstår nemlig utroskaben i form af hemmelige datingprofiler, skjulte cruising-ture og gemte sexfester. Hvilken ironi!

Kamp uden ende

Jagten på den person, man skal smeltes sammen med, starter tidligt. Selv børnehavebørn kan i uskyldighedens gennemhullede navn blive kærester, og som årene lægges til, intensiveres jagten. Senere vil alle byture, sammenkomster, møder, ja, selv en gåtur, have det formål at opsnappe potentielle livsfæller. Din omgangskreds vil spørge interesseret, men med et strøg af medlidenhed, hvordan det går på kærlighedsfronten. Du bliver hverken regnet for helstøbt, vellykket eller balanceret, hvis du render alene rundt.

Det er ikke så underligt, at vi bliver desperate og begynder at dømme, måle og veje helt fremmede mennesker i lyset af, om de mon kunne være en mulig for-ever-love. Men det er en kamp uden ende, hvor både seksualiteten og kærligheden lider nederlag.

For når vi dater, skal den gode sex føre til kærlighed, og når vi har fået kærligheden, forbliver den gode sex ikke nødvendigvis så god. Så ender det i valget mellem på den ene side: troskabens afholdenhed, hvor man indstiller sig på, at et godt sexliv er noget, der skal ’arbejdes på’ med kæresten og plottes i kalenderen hver onsdag aften, eller på den anden side: bruddet med den tosomhedsideologi, man har rettet ind efter, hvor man søger de liderlige, spontane, overvældende seksuelle oplevelser på Fælleden, som er det eneste sted, hvor græsset er grønt, og der er højt til loftet.

Åbne døre

»Trænger du til daddypik?« skrev en fyr til mig for lidt tid siden. En rigtig lækker mand på omkring de 50, med kone og børn og hele molevitten. »Jeg trænger altid til daddypik,« svarede jeg, men kunne alligevel ikke lade være med at spørge, hvad hans kone sagde til, at han inviterede en ung fyr på hotel. »Det ved hun ikke, og det skal hun heller ikke vide,« svarede han kontant.

Efter at vi havde knaldet, fortalte han, at han ikke havde haft sex med sin kone i mere end otte år. »Men jeg elsker hende stadig,« pointerede han, før han gik og lukkede døren bag sig.

I tosomhedens velsignede navn fortrænger vi, at det er en samlivsform, der vil kontrollere både seksualiteten og kærligheden. På bedste monogame facon skal du elske ideen om tosomhed og rette din seksualitet og din kærlighed mod dette ideal. Men er det ikke pudsigt, at så mange mennesker kun på overfladen lever op til tosomheden, samtidig med at de knalder udenom og på den måde forbryder sig mod det ideal, de foregiver at leve efter?

Hvor længe kan denne tosomhedsideologi holde stand mod den frie seksualitet og den frie kærlighed, hvor relationer ikke bygges på forældede idealer, men på de bånd mennesker føler instinktivt imellem sig? Tosomheden er en kærlighedsformel, som hungrer efter nye grundstoffer.

Hvordan ville det hele mon se ud, hvis seksualitetens eneste krav for udlevelse var lyst, og vi ikke skulle døje med tosomhedsforpligtigelsens morale? Så ville alle de utro leve et ærligere liv. Måske ville deres kærlighedsforhold se helt anderledes ud. Alle de afsatte mænd, jeg i hemmelighed har knaldet på Fælleden, på hoteller, i biler og saunaer rundt omkring, ville føle mindre skam, mere ærlighed og utvivlsomt have det sjovere, når vi alle kunne knalde for åbne døre.

Lyt til Blixen

Alligevel vil det blive anset for et enormt tillidsbrud, hvis tanken om udenomsknalderi skulle strejfe dig. Overalt vil du høre fordømmelse, hvis du fortæller om din drift mod andre end din partner. Vores kærlighedsregime er indstillet på tosomhedens uovervindelige lykke – den tosomhed, som kræver eksklusivitet i både kærlighedslivet og sexlivet. Vi anser dem nærmest som forudsætninger for hinanden.

Men kærligheden til ét menneske behøver ikke lide under en seksuel drift mod en anden. Praktisk talt kan seksuallivet involvere alle mulige mennesker, og de erfaringer, man gør sig der, behøver ikke være eksklusive. Hvad er så nødvendigheden i at leve eksklusivt? Både kærlighed og sex fortjener at blive sat fri. Kærligheden behøver hverken sex eller seksuel eksklusivitet for at blomstre vildt og stort, ligesom seksualiteten ikke bør reduceres til kærlighedens støttefod.

»Det er hyklerisk, overfladisk og umoralsk, det er i det hele et skævt og urimeligt forhold, at forsøge at idealisere et kærlighedsforhold med love og formler fra de idealer, som ikke mere er idealer og ikke mere har noget virkeligt liv,« skrev Blixen i 1923-24, da hun sad i Afrika og grublede over det moderne ægteskab. Og selv om vi i årtier har kendt til umulighederne i det projekt, vi alle er indpodet til at efterstræbe, bliver vi ved med at jagte lykken i tosomhedens lænker – den lykke, der indskrænker, begrænser, splitter, svigter og tvinger så mange ud på Fælleden. Den lykke vil jeg i hvert fald ikke efterstræbe.

Ulrik Frost er studerende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Gløde
  • Magnus Berg-Pedersen
  • Anja Lysholm
  • Thomas Rasmussen
  • Bo Jensen
  • June Beltoft
  • Steffen Gliese
  • Jakob Silberbrandt
  • Simon Ballout
Peter Gløde, Magnus Berg-Pedersen, Anja Lysholm, Thomas Rasmussen, Bo Jensen, June Beltoft, Steffen Gliese, Jakob Silberbrandt og Simon Ballout anbefalede denne artikel

Kommentarer

Liliane Murray

Man må aldrig forveksle kærlighed med sex og dyriske lyster. Det er to meget forskellige ting.

Og et parforhold handler ikke bare om sex eller om kærlighed for den sags skyld, det handler især om tosomhed, at være to, så man har en bedste ven, som man kan føle sig forbundet med, som man kan dele sorger så vel som glæder med, en at støtte sig til i hverdagen, en at spørge til råds, en man kan være 100% sig selv med, uden forstillelse. En man kan vende sig til når tingene brænder på og vide at den anden er der uanset hvad. Det er det et parforhold handler om, og det kan et knald på fælleden aldrig erstatte.

Men da sex blot er en fysisk udfoldelse, forskellen mellem "making love" (det gør man med sin partner), og "having sex" (med elskerinden) er diamentralt modsatte, og burde derfor kunne skilles ad, men det er nok de færreste der dybt inde i dem selv, føler at det sidste er OK, selvom der intet fornuftsstridigt er i tanken.

Nille Torsen, Sven Dall, Torben Kjeldsen, John Christensen, Karsten Aaen, Kaj Spangenberg, Steffen Gliese og Jakob Silberbrandt anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg tror ikke, jeg har læst noget så naivt og uden menneskeindsigt i mange, mange år. Ikke siden det sidste seksuelle frigørelsesprojekt i slut60'erne og 70erne, som gav massive indtægter i den voksende pornobranche.

Nu skal jeg fortæller jer om Jørgen:
Jørgen var en tem’lig artig dreng.
Men han plaged’ alle med sin spørgen,
fra han vågned’ til han gik i seng.
Far og mor de blev så trætte af det –
det, han spurgte om var noget pjat.
Tit han spurgte bare for at drille:
Hvoffer, hvoffer dit og hvoffer dat?

Hvorfor har en buko ingen vinger?
Hvorfor si’r den buh og ikke vov?
Hvorfor sidder neglen på min finger?
Hvis den sad på næsen, var det sjov.
Hvorfor sidder øjet ik’ i nakken?
Hvorfor er jeg ikke ble’t en kat?
Hvorfor kan min støvle ikke tale?
Hvoffer, hvoffer dit og hvoffer dat?

Hvoffor må man ikke knalde nabo'n
hvorfor skal man altid skjule svig
hvorfor sidder pikken i min' bukser,
hvis den sad i nakken var det sjov
Hvoffor tager man et tæppe med i parken
Hvoffer er en kone bare i vej'n
hvorfor har jeg dog så ondt i rumpen
hvorffor, hvoffer dit og hvoffer dat.

Nille Torsen, Mikkel Madsen, Jesper Hansen, Arne Lund, Jesper Klarskov, Benny Jensen, Else Marie Arevad, Per Jongberg, Rikke Nielsen, Gert Selmer Jensen, Merete von Eyben, Jan Mogensen, Nanna Wulff M., Ivan Mortensen og Kaj Spangenberg anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Man skal ikke være blind for, at en del af friheden består i hemmeligholdelsen og tabuet.
Man skal heller ikke være blind for, at det har fundet mere eller mindre etablerede og anerkendte former igennem tiderne - i nogle patriarkalske samfundet meget dobbeltmoralsk, men f.eks. i det katolske Italien i århundreder i forbindelse med en slags serielt monogami, hvor gifte mænd vartede gifte kvinder op. Faktisk er store dele af den italienske komiske tradition bygget op om denne institution, f.eks. i Rossinis "Tyrken i Italien", som er svær at forstå tilbunds uden viden om det acceptable og det uacceptable forhold: elskeren - og han kaldes 'amante' - Narciso kan accepteres af den gamle - Don Geronio - ægtemand, mens den tilrejsende tyrk Selim ikke kan. Så umoralsk går det for sig, at konen har inviteret Selim på KAFFE!!!! Cicisbeo hedder sådan en husven.

Steffen Gliese

Blixen har jo også skrevet noget af den mest nedrige erotiske litteratur, vi har på dansk, i "Sidste Fortællinger".
Ligesom kristendommen er kommet til at blive en pæn og konservativ tilslutning til parforholdet - hvor står det? - er parforholdet blevet reduceret til en ramme om seksuallivet. Parforholdet er meget mere - og det behøver til gengæld ikke at være seksuelt for at være stabilt, hengivent og varigt.

"den lykke, der indskrænker, begrænser, splitter, svigter og tvinger så mange ud på Fælleden." ..

hvad ævler du dog om knægt .. der er ikke et øje på Fælleden ..

ønsker en eventuel partner til denne narcissistiske skribent held og lykke .. det bliver ikke kønt

Steffen Gliese

Narcissistisk, twan manders? Og nej, jeg undrede mig også lidt, for jeg har da indtryk af, at Grindr & de andre har lagt offentlig cruising død.

Jeg ved godt der er ytringsfrihed og alt det der.

Men hvorfor bruge tid på at nedgøre andre (her skribenten og de der finder interesse i emnet) i stedet for bare at lade være? Bliver I kun større af at træde på andre? Eller findes der andre og mere konstruktive måder at hævde sig selv på?

Jeg stiller mig heller ikke ned foran operaen og nedgør dem der finder glæde i at se eller opføre opera. Jeg kan godt glæde mig over at andre finder glæde i noget jeg selv finder utrolig ligegyldigt. Det er dejligt for dem. Jeg er selv glad for at gå i teatret.

Pas på jeg selv derude - og find så nogle andre ting at stå på end mennesker.

Thomas Toft, Niels Duus Nielsen, Hans Larsen, Bo Jensen, June Beltoft, Kirsten Holmgren og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg tror slet ikke, jeg ved, hvad det er for en artikel, du henviser til... Men jeg er ikke voldsomt sikker på, at Ulrik Frost og sugardating kan forbindes.
Som du måske bemærker, er han aktiv i en del af kønsbevægelsen, fagligt aktiv m.m.
Som et kuriosum i øvrigt vil jeg lige bemærke, at indlægget for tiden topper listen over de mest læste.
Det er dog gammel vin på nye flasker at ruske op i normaliteten ved at afsløre, hvad der foregår i busk og krat, med kønnets distinktionsopløsende ret.

Grethe Preisler

Den unge Ulriks Lidelser:

Søde Narcisse,
Da du forlod os naivt i det grønne
var det i dit eget ærinde tilvisse
(Emil Aarestrup)

Kristian Rikard, Mikkel Madsen, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Du får en anbefaling for Aarestrup, Grethe Preisler - men det rammer ikke den unge mands synspunkt, synes jeg.
I øvrigt er der en anden Rossini-klassiker, Askepot, også en pragtfuld prinseparodi, der gengiver situationen (tjeneren er forklædt som prins, hvilket i vores jævnføring er underordnet, og for kendere forråder han sin lave byrd med en uhørt række smagløsheder i sangstilen), han synger om som bi at flagre afsted fra blomst til blomst: https://www.youtube.com/watch?v=cICJaKmtfFU

Mads Østergaard

"For når vi dater, skal den gode sex føre til kærlighed..."

Den tror jeg sgu han har fået vendt forkert.

Liliane Murray

Nu er lige netop børnesangen Spørge Jørgen, vel en af de mest skadelige sange nogensinde skrevet.

Kenneth Graakjær, Mikkel Madsen, Jesper Hansen, Peter Nørgaard, June Beltoft, Grethe Preisler og Mads Østergaard anbefalede denne kommentar
Liliane Murray

Hmmm. Jeg går bestemt ikke ind for sidespring, som en form for sport, men der kan være mange grunde, en aseksuel, vil lige så gerne leve i et parforhold, som en ikke aseksuel, men der er ingen garanti for at den en aseksuel finder sammen med, at vedkommende også er aseksuel.

Hvis partneren er meget og kronisk syg i en grad hvor sex bliver en fysisk anstrengelse, frem for en fysisk fornøjelse, og som måske endog ikke er muligt.

Og i mange forhold, mister mange kvinder, efter at forholdet har eksisteret nogle år, fuldstændigt lysten til sex, mænd har et dagligt biologisk behov for seksuel udløsning, som de for en stor del, men ikke 100% selv kan dække med klør fem.

Men skal et menneske dømmes til livsvarig cølibat, fordi den ene eller den anden part i forholdet, ikke magter eller har lysten eller gider sex. Er det rimeligt at forlange af en partner at de skal være afholdne?

Jeg har ikke selv den fysiske formåen til at kunne tilfredsstille en mands seksuallyst, men derfor ville jeg da gerne være i et forhold alligevel. For netop et forhold er meget andet end sex. Men iøvrigt er der vel intet nyt under solen, det den unge mand beskriver er vel det man kaldte 'åbne forhold'.

Mikkel Madsen, Torben Kjeldsen og June Beltoft anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Ja, han fik smæk, og han blev lagt i seng. Men det var måske lige akkurat det, han var ude efter: at få lov til at ligge i revnen mellem Far og Mor i dobbeltsengen? Børn har jo de særeste lyster.

Dianna Guyard

Den artikel handler ikke om kærlighed. Kærligheden er fri. Og alligevel skal den tages som gidsel, i forsøg på at forklare hvorfor mennesker ikke er ærlige overfor hinanden, hvorfor vi altid søger det næste sus, og hvorfor mennesker er hinanden utro.

Tosomhed og kærlighed hænger IKKE uløseligt sammen.

Men bruddet med den statiske tosomhed ligger ikke i fri sex, der gang på gang bliver ophøjet til det sande. Bruddet ligger i evnen til at kunne nære kærlighed til andre mennesker. Skabe ting større end en selv, og to.

Thomas Toft, Mikkel Madsen, Jesper Hansen og Mads Østergaard anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

i dette tilfælde er det nærmest en tilståelsessag Herdis Weins. Skribenten er forelsket i sin ven, og det nager ham, at han skal holdes udenfor det liv, objektet for hans lidenskab har med sin kone. En ménage a trois ville passe ham bedre, men det er vennen så ikke interesseret i. Og det er da skidesurt for Ulrik, men sådan er livets goder så uretfærdigt fordelt, og ulykkelig forelskelse går i reglen over, når man møder sin næste 'store kærlighed'.

Es ist eine alte Geschichte, doch bleibt sie immer neu.
Und wem sie just passieret, dem bricht dem da Hertz entzwei.

Grethe Preisler - ja, det havde Heinrich Heine - min absolutte favorittysker til alle tider - (også) ret i.

Så det var altså ikke Spørge-jørgen, du tillagde sære lyster :-))))

Når jeg læser Ulrik Frost artikel, spekulerer jeg på, om han tror, hans generation er den 1. i verdenshistorien, der har et sexliv med alt hvad det indebærer af overraskelser af forskellig art.Og at alle forrige generationer har levet et liv i idelig, lykkelig tosomhed.

David Zennaro, Steffen Gliese og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Herregud Herdis Weins - giv dog barnet lov til at blive voksen først. Han har (forhåbentlig) et langt liv for sig til selv at finde ud af, hvad han vil og ikke vil leve med af tilbud og afslag, når han bliver stor.

John Christensen - måske bliver folk bare træt af, at der stilles plads til rådighed for et indlæg, hvori der absolut ikke er noget som helst nyt under solen - med mindre man er under 35.
Så enten vil Information grusomt gerne have nye, unge læsere eller også anser de deres læsere for mere uvidende og naive end godt er. Hvilket jeg synes er en fornærmelse.

Gert Selmer Jensen, Mads Østergaard og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Liliane Murray

'Spørge Jørgen' er skadelig, fordi den går imod alt hvad vi burde ønske os af børn, at de forbliver nysgerrige og bliver ved med at stille spørgsmål resten af livet, børn er fødte filosoffer, blandt voksne er det få, fordi vi ofte gennem opvæksten, måske uvidende, kvæler børnenes lyst til at undersøge og spørge.

Nille Torsen, Jonathan Smith, Mikkel Madsen, Jesper Hansen, June Beltoft, Mads Østergaard og John Christensen anbefalede denne kommentar
Liliane Murray

En pludselig tanke, her er tale om en rigtig god ven, der er et gensidigt fortrolighedsforhold mellem de to, det vil sige han må høre til blandt de nærmeste af vennens vennekreds.

Gad vide hvor mange (kan nok tælles på max to hænder) kærester til venner til Ulrik, der nu går rundt og tænker på, om det måske er lige netop deres kæreste Ulrik har en affære med, grobund for megen jalousi, så jeg ved ikke om jeg ikke ville sige, this article is a bit too close to home.

Mikkel Madsen, Hanne Ribens og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
John Christensen

Herdis Weins - Sådan er vi så forskellige. Nogle kan lide limonade, andre kan lide orangeade, som Mads Holger plejer at sige. Lad os da endelig alle sammen huske at gøre opmærksom på alt det vi finder uinteressant her i verden. Så bliver den så meget hyggeligere.

Lise Lotte Rahbek

Lilliane Murray
Der kan man bare se.
Min opfattelse af SpørgeJørgen har altid været en kritik af forældre, som er alt, alt for voksne og underskuds-agtige til at magte andet end endefulde og straf.
Sådan kan man opfatte ting så forskelligt.

Mikkel Madsen, Jesper Hansen, Liliane Murray, Herdis Weins og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg opfattede Spørge Jørgen som en opfordring til hurtigst muligt at begynde at finde svarene på egen hånd. Det virkede godt, så det har jeg gjort lige siden.

Henning Egholk, Mikkel Madsen, Jesper Hansen, Liliane Murray, Herdis Weins og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Børn er så forskellige - mit eget eneste og bedste barn gad ikke 'Spørge Jørgen', da hun var lille. Hun syntes det var en "åndssvag" bog med nogle grimme billeder i. Til gengæld terroriserede hun mig til at læse 'Lille Sorte Sambo' højt for sig på sengekanten hver aften, fra hun var tre et halvt til hun var næsten fire, før hun gik med til at lægge hovedet på puden og lukke sine små uskyldige øjne. Mig hang den ud af halsen til sidst, og hun kunne den udenad, men her hjalp hverken trusler elle bønner - ned skulle den, hvad enten jeg peb eller sang.

Bortset fra det, var hun så vidt jeg husker et både nemt og fornuftigt barn i den såkaldte 'trodsalder'.

Henriette Bøhne

Nå, men jeg håber - primært for konens skyld - at de dyrker sikker sex.
Jeg har engang passet en yngre kvinde, som var blevet hiv-smittet af sin biseksuelle mand, hvis aktiviteter foregik hemmeligt og skjult. Det er en, for alle parter, tragisk situation at havne i.

Nille Torsen, Felix Austin, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg synes heller ikke at kunne huske mange historier i bekendtskabskredsen om venskaber, som holdt i længden, efter de boll.. knaldede sammen.
Men selvfølgelig kan det lade sig gøre. Der er også venner, som uden gnidninger (undskyld) låner hinanden penge.

Steffen Gliese

Der er også lidt snyd med i billedet, tror jeg. For den gode Ulrik praktiserer jo sit frie liv, fornemmer jeg, uden selv at søge parforholdets gyldne bur.
På den anden side er det vel også det mest regulære, hvis man ikke har nok i én.

Torsten Jacobsen

John Christensen,

Problemet med dette debatindlæg er, at ophavsmanden med udgangspunkt alene i egen erfaring og så et næsten 100 år gammelt citat fra en dansk forfatter, når frem til den bemærkelsesværdige konklusion, at et tilfredsstillende monogamt forhold er en umulighed.

En så åbenlys arrogance kan til en vis grænse undskyldes med ungdommeligt overmod, altså en overdreven tiltro til egne fornemmelsers og erfaringers almene gyldighed, men det forklarer jo ikke hvorfor Dagbladet Information finder en så tynd kop the værdig til at blive bragt i avisen.

Lad os se lidt nærmere på påstandene i dette makværk af en tekst- Hovedproblemet med teksten er, som allerede antydet, at der i ét væk sluttes fra det partikulære til det generelle. Det er det man indenfor videnskaben kalder den induktive metode: Hvis man f.eks. interesserer sig for utro mænd, kan man med sit sommerfuglenet gå ud på fælleden, og indsamle et passende antal. Finder man i denne empiriske undersøgelse visse fællestræk ved de indsamlede, partikulære eksemplarer, kan man så opstille en mere generel hypotese om arten 'utro mænd'.

Det er dét skribenten her gør. Ud fra en lidet imponerende mængde enkeltobservationer (to!), opstiller han på absurd vis en meget omfattende hypotese om ikke blot utro mænd, men om det monogame parforholds konstituerende elementer i det hele taget.

Det er lattervækkende. Et par eksempler:

"Den person, du kalder din kæreste, og måske senere ægtefælle, skal du knyttes til på alle tænkelige måder: Du skal dele dine inderste følelser med personen, dele økonomi, dele bolig, dele familie, dele venner, dele børn og dele vasketøj. Og som den sidste – men vigtigste – detalje skal du have et sundt, godt, frækt og stimulerende sexliv med personen livet igennem. Held og lykke!"

Her er omrdiset af det bur, som skribenten gennem hele teksten klodset forsøger at presse læseren ind i. Læg mærke til, at der er tale om et så overordnet postulat, at det bliver til en kliché. En kulturel trope, som snarere synes flikket sammen gennem læsning af for mange livsstilsklummer i ugeblade, end gennem en ægte og fordomsfri interesse for livets mangfoldighed. Bemærk også brugen af ordet 'skal'. Det er afgørende for skribentens overordnede påstand om, at mennesker i monogame forhold er undertrykte individer. At de er tvunget af ydre omstændigheder, og altså ikke handler af en indre lyst. Skribentens 'frigørelsesprojekt' er jo intet værd, hans overlegne position som den 'frigjorte' truet, uden dette 'skal'. Men 'skal' man virkelig alt det, som skribenten hævder man skal?

Der er intet at sige til, at det kan føles en smule klaustrofobisk at indlade sig i sådan et forhold. Men i stedet for at snakke om, hvordan vi kan indrette os på måder, hvor kærligheden til dem, vi elsker, ikke fører til tillidsbrud, knalder vi udenom i et væk, samtidig med at vi opretholder illusionen om tosomhedens styrke for dem, der lever i den.

Allerede sikker på sin sejr, skifter skribenten nu gear. Han har proppet læseren ind i buret, og nedlader sig nu til at møde ham/hende i øjenhøjde: Det 'Du' der i afsnittet var tvungent, ufrit, underlegent, bliver nu til et solidarisk 'Vi'. Skribenten rækker nådigt hånden ud, vi er jo alle ens, ikke sandt? Nej, vi er ikke!!. Dette befamlende 'Vi' er ikke andet end en projektion af skribenten selv, over på den sagesløse læser. Det er et retorisk trick, et litterært overgreb, og som sådan ganske ulideligt for mennesker, der forstår at læse mellem linjerne.

Det bliver kun værre, jo længere ned i teksten man kommer, John Christensen. Jeg vender gerne tilbage med flere eksempler på, hvorfor dette er en underlødig tekst, men du er skam også velkommen til at tage denne, min lille læsevejledning, og så selv gå lidt på opdagelse.

Nille Torsen, Mikkel Madsen, Liliane Murray, Jørgen Steen Andersen, Hanne Ribens, Mads Østergaard og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Hov-hov, Torsten Jacobsen, Ulrik Frost bringer to eksempler, men nævner en række lokaliteter, hvor de beskrevne omstændigheder gentagne gange skulle have fundet sted.
Ydermere er han hjulpet ganske godt af litteraturen, selvom han undlader at henvise til den - både Kinseys systematiske undersøgelse og senere mere partikulære, dels historiske som f.eks. Wilhelm von Rosens disputats "Månens Farve" OG Henning Bechs Foucault-inspirerede "Når mænd mødes" er på linje.
Imidlertid er det et underbelyst felt (hvorfor mon?), og det er svært at se, hvordan man skal slippe afsted med at opnå resultater, der er mere substantielle end de tilgængelige anekdotiske vidnesbyrd.
Det interessante er dog, hvad der motiverer nogle mænd til at løbe en sådan risiko, som der med en vis sandsynlighed reelt er tale om, og som under alle omstændigheder opleves som reel af dem.
Der må nødvendigvis være andet på spil end fysisk behov eller pludselig opstået mulighed. Hvad disse andre sider af begæret måtte være, har vi mig bekendt til gode at se udfoldet. Herunder om der skulle være forskelle mellem mænd og kvinder på dette felt.

Steffen Gliese

Jeg tror med andre ord ikke, at debattøren har ret i, at det ville blive sjovere, hvis det skete i frihed og fuldt oplyst: jeg tror, at en væsentlig komponent er det fordækte.
Men hvis det er et forsøg på at tale Fælleden op igen, så kunne det potentielt være en plan, der ender med succes - hvis vi når at få bare en lille smule sommer.

Essensen i Spørge Jørgen er ikke, at han er et nysgerrigt og videbegærligt barn, som blev undertrykt af de voksne, men at "det, han spurgte om var noget pjat".

Det forekommer mig, at Ulriks empiri har alvorlig slagside.
De tusindvis af mænd, der lever i et godt parforhold med deres koner/kærester, kommer jo ikke og tilbyder ham "daddypik".
Sandsynligvis møder han dem aldrig, og aner ikke, hvordan de lever, og derved diskvalificerer han sig selv.

Problemet med denne tekst - og en par andre lignende tekstersom Information har bragt over sommeren - er jo, at de i deres iver efter at punktere myten om monogami som det eneste saligtgørende glemmer, at for nogen - vist nok slet ikke så få - er det rent faktisk tilfældet ! Ligesom det for nogen er det modsatte.
Sådan er vi så forskellige. Det ville være rigtigt dejligt, om vi anerkendte denne forskellighed - og om folk kun blev forelskede i og dannede par med folk, der har samme opfattelse af parforhold, seksualitet, monogami etc. som dem selv.
Det er desværre langt fra tilfældet, da den slags denifitionsafklaringer sjældent er det, man smider på bordet, mens hornonerne raser. Og pludseligt har man fået fællessadresse, kvinden har slæbt manden med i Ikea og på loppemarkeder i timevis, han har tilbragt timer i Bauhaus,Silvan og Flügger - undervejs er der måske endda kommet børn til - og så bliver man hængende, mens man måske undervejs har fundet ud af, at man faktisk også er til lidt mere end hvad der bydes på i den hjemlige dobbeltseng.
Det er der INTET nyt i. Det eneste nye er måske, at vi forhåbentligt er blevet bedre til at tale åbent om vores forventninger til et det parforhold, vi indgår i, så det rent faktisk kan overleve afvigelser fra normen. Eller måske er det bare mig, der er håbløs naiv.
En ting er stensikkert - der er ingen som helst garanti for, at den person, du forelsker og evt. gifter dig med, vedbliver at være den samme. Der er heller ingen garanti for, at den person evt. opdager aspekter af sin seksualitet, vedkommende var ubekendt med - eller pludseligt ønsker at ændre sit liv radikalt. Der er det så lige, man skal finde ud af, om man forelskede sig i - og vil være sammen med - personen som så - eller om man forelskedesig i en person, der skulle opfylde en bestemt funktion i ens liv.

Mikkel Madsen, David Zennaro, Lise Lotte Rahbek og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Herdis Weins, ideelt set har du jo ret - men jeg tror virkelig, der er noget andet på spil, som har mere med spændingen, mødet og kommunikationen - herunder den ordløse fysiske - at gøre.
Det er en genoplevelse af jagten, måske - og selv den resultatløse rummer en mægtig tilfredsstillelse, har jeg indtryk af.

Torsten Jacobsen

Peter Hansen,

Jeg har ikke læst de værker du nævner, og det fremgår jo desværre heller ikke af teksten, hvorvidt Ulrik Frost har læst dem. Det har du, formoder jeg, men jeg synes det bliver lidt uklart på hvilken måde du mener, at disse værker underbygger Ulrik Frost? Kan du være mere præcis? Som sagt har jeg et problem med, at Ulrik Frost uden henvisning til andet end egen livserfaring, konstruerer en fortælling om monogamiets umulighed.

Problemet rækker efter min mening ud over denne tekst. Jeg er bestemt tilhænger af forsøg på at udfordre kulturelle vaner og automatreaktioner, men jeg synes der er en meget stærk tendens i tiden, som går ud på at en sådan berettiget kritik, slår over i selvforherligende parodi, en kamp mod stråmænd og idosynkrasier. En fælde, jeg forøvrigt selv falder i, med jævne mellemrum. Den slags er efter min mening fordummende, og i mine mørkeste øjeblikke, er det da også min opfattelse: At vi bliver dummere og dummere. Måske kan jeg skrive et debatindlæg til Information, hvor jeg postulerer netop dette?.

(Bemærk forøvrigt hvordan jeg, næsten umærkeligt går fra et 'jeg' til et 'vi' i det sidste afsnit, ovenfor? Det er så meget nemmere at erkende sin egen dumhed, hvis hele verden er medskyldig, ikke sandt?)

Mikkel Madsen, Hanne Ribens, Lise Lotte Rahbek, Mads Østergaard, Kristian Rikard og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Åh, jeg regner ikke hans generaliseringer på andres vegne for hverken specielt valide eller specielt interessante.
Snarere udfolder han en utopi, hvilket jeg selv har forsøgt at argumentere for: at utroskab, der foregik efter aftale, slet ikke indfrier de behov, der virkelig er på spil, som er en genopførelse af barndommens 'forbudte lege'.
Bech har faktisk et meget interessant projekt, der ligner, og som handler om, hvordan mænd udforsker, hvad de kan gøre med andre mænd.
von Rosen dokumenterer forhold som de i artiklen beskrevne igennem mere end trehundrede år, hovedsageligt baseret på politirapporter og andre officielle kilder.

John Christensen

Som jeg læser teksten påpeger Ulrik Frost at monogame (og heteroseksuelle) forhold er Det Givne i vores kultur. Samtidig brydes monogamiets eksklusivaftaler ganske ofte, herunder også systematisk og regelmæssigt. Var det 40% af de gifte der har bollet udenom? Statistikkerne er selvsagt usikre. Den overordnede påstand om at monogame forhold kan være undertrykkende er underbygget af at så mange søger andet i det skjulte.

John Christensen

Jeg betragter heller ikke Ulrik Frosts beskrivelser af egne erfaringer som statistisk valide forskningsresultater. De er illustrationer hentet fra mere eller mindre tilfældige møder med biseksuelle mænd, der frekventerer visse homo-institutioner som fælleden, saunaer osv.

inger margrethe thora møller

U.F, du skriver om tosomhedsforpligtigelsens morale? Den ligger du vel selv under for, i og med at du er sammen med en anden!!
Parforholdet 'ligger' under for megen kritik for dens tosomhed. Forpligtigelsen ser jeg som et bånd, ikke en rød snor der bare kan klippes over, til fejring af fristelserne udenfor, men man vælger jo selv.
Et forhold kræver hårdt arbejde, at vælge hinanden igen og igen. orker eller gider man ikke, og hellere vil på Fællen eller...det står os frit for- Men det er ret trættende at sidespring og knald (i låget)
efterhånden bliver ophøjet til noget bedre. Når det er sagt var det bestemt hårdt med skilsmissen, men et valg, inden utroskab måske kunne være udvejen.

Liliane Murray

Børn skal understøttes i at søge informationer og undersøge tingene selv, og jeg tror det nok skal være rigtigt at 'Spørge Jørgen' kan opfattes på flere måder, hvordan den enkelte opfatter den ligger måske i opdragelse og miljø. Selvom jeg aldrig fik smæk, så blev Spørge Jørgen brugt til skræk og advarsel, om ikke at spørge for meget, og jeg fik utallige gange at vide at nu skulle jeg altså holde bøtte, ellers var det ind i seng, jeg var så så heldig at da jeg blev ældre begyndte jeg at trælle mig ind i mig selv, når spørgsmålene kom, allerede før jeg blev teenager kunne jeg gå ud på heden finde den rigtige gravhøj, hvor gravhøjstyve engang i fordums tid havde gravet ned for at få fat i de koster der evt. var at finde i gravhøjen, disse gravhøje havde en fordybning i toppen og der kunne man ligge og tænke over svarene i timevis. Men min mor var dog så intelligent at hun meget hurtigt lærte mig at bruge Gyldendals store leksikon. Og med google i dag er vi jo meget begavede, og der findes ikke det spørgsmål der ikke kan findes svar på, hvis man ellers forstår at søge på de rette begreber.

Liliane Murray

Nu har den sundhedsmæssige risiko ved sidespring, vel egentlig ikke meget at gøre med essensen af problemstillingen?

Liliane Murray

Men her kan man så sige, at havde manden været ærlig, så havde konen/kæresten selv haft et valg. Om hun ville gå eller blive, og have haft muligheden for at beskytte sig mod netop kønssygdomme, inkl. HIV/Aids.

Liliane Murray

Når spørgsmål fra børn sommetider betegnes som pjattede, er det som oftest fordi den voksne ikke selv er i stand til at svare på spørgsmålet, og man skulle måske se de som en mulighed for at både barn og voksen sammen kan udvide deres horisont. Et sådan spørgsmål kan være "Hvorfor er himmelen blå?"

Liliane Murray

Noget andet er hvis barnet bevidst bliver ved med at stille det samme drillespørgsmål, der søger barnet grænser...

Desuden synes jeg ikke at de eksempler sangen giver er specielt pjattede, men måske ikke så ligetil at svare på.

Det væsentligste i denne tråd er Lise Lotte Rahbeks "digt". Det skulle have været trykt i stedet for ungersvendens ligegyldige skvulp fra Kalveboderne.
Kære Inf: Hvorfor skriver I så meget totalt om ligegyldigt livsstilsidioti - inkl. klummen side 2 (bortset fra Lasse Jensens)? Hvad er den journalistiske begrundelse for at belemre os læsere med den slags?

Annika Tiin Nielsen

For mig afføder artiklen dette spørgsmål, som jeg egentlig ville ønske, skribenten ville svare på i et supplerende svar:

Tænker skribenten, at disse tilsyneladende monogame heteroseksuelle mænd er mere eller mindre'født' homoseksuelle eller biseksuelle - og så alligevel har valgt det monogame heteroægteskab pga. normer og forventninger?

Eller er der noget i vores kultur, der gør, at heteroseksuelle mænd opsøger sex med andre mænd i en form for maskulinitetsdyrkelse, som har trange kår i vores kultur i dag?

I vores kultur udleves og udtrykkes maskulinitet, eller det, vi opfatter som 'det maskuline', sådan som jeg ser det, inden for et stadigt smallere register. Rigtig maskulin er du, hvis du beskæftiger dig med én af følgende ting: 1)Hardcore karriere 2) Ekstremsport 3) Gastronomi og så er der lige den faste deltagelse i den årlige drengerøvstur

Alt andet: Dans, musik (måske bortset fra heavy metal), teater, sang, litteratur, kunst, naturliv opfattes som noget, der evt. er feminint, men i hvert fald ikke i sig selv maskulint.

Hvis en mand bevæger sig ind på de områder, vil han sjældent blive betegnet som maskulin.

'Det feminine' har et meget bredere spænd: Jeg kan som kvinde dyrke kampsport, hike, growle, være ølnørd, være vanvittigt karriere-mindet uden at blive kaldt maskulin eller ufeminin af den grund.

Jeg kan forestille mig, at mænd, der ønsker at leve op til et moderne maskulint ideal, kan sidde i en ret spændt klemme som kernefamiliemænd (og nu bliver jeg klichefyldt, og det gør jeg for at tegne perspektivet op): Kontrasten mellem karrierelivet på 160 km/timen, maratonløbene og så det indelukkede liv i kernefamilien, hvor sanseligheden ikke altid trives, må altså være stor for mange mænd.

I gamle dage og i andre kulturer har 'maskulinitet' (haft) bredere udtryk: Dans (den hårde stammedans, f.eks.), eller tænk på den færøske kædesang (som kun synges af mænd), jagt, åndemaneri. Alle maskuline former, der samtidigt var sanselige.

De former findes ikke i dag.

Hvor kvinder i dag kan være sanselige i forhold til deres omverden på mange forskellige måder, kan mænd kun være sanselige på ganske få måder - og vel at mærke samtidigt vedblive at opleve sig selv som 'maskuline' - og det er, når de laver (palæo)mad eller i sengen med deres kone.

I sådan en kultur tænker jeg, at sex mellem mænd godt kan udfylde en længsel efter noget 'tabt'. Læs i øvrigt 'Mikkels Pik' af Anders Haahr Rasmussen her fra Information for en lignende refleksion.

Steffen Gliese

Jeg tror, Annika Tiin Nielsen, uden at skulle svare for Ulrik Frost, at det er et temmelig komplekst spørgsmål, hvordan folks seksuelle præferencer dannes og 'vækkes'.
Der har altid været en kamp imellem arv og miljø på dette felt, og modstanderne har meget karakteristisk valgt miljøet eller påvirkninger som hovedindflydelse.
Personligt tror jeg, at der er mange forskellige, og helt individuelle årsager, herunder præpubertære og pubertære erfaringer, eller som du er inde på: en selvforståelse, der efterspørger en anden manderolle, typisk mere passiv, men igen ikke udelukkende.
Nysgerrighed, men formodentlig også en længsel efter en anden seksuel praksis, der måske er lidt mere robust, kan spille ind.
Og så skal man jo ikke være blind for, at sex også er en kommunikationsform.

Sider