Klumme

’I kriminelle er så bange for at blive kaldt svanser’

I mit miljø har det altid heddet sig, at moral er godt, og at dobbeltmoral er dobbelt så godt. Men hvor ville det være befriende, hvis bandemanden, rockeren og lommetyven turde stå ved deres seksualitet
15. august 2015

Bøsser. Her er en lille minoritet, som folk i mit miljø hader mere end politiet, anklagemyndigheden og fængselsbetjente tilsammen. Der er en grund til, at jeg ikke siger ’homoseksuelle’, for der er sgu ingen, der hader lesbiske i mit miljø.

Jeg har, fra jeg var helt ung, oplevet umotiveret vold mod bøsser, både som en form for afstandtagen, og også bare som noget, man gjorde for sjov. Jeg har aldrig haft behov for at deltage i det selv, idet jeg alle dage har haft den indstilling, at det er rigtig fint med bøsser, for så er der flere damer til os andre!

Men hvorfor denne aggressive reaktion mod netop denne seksualitet? Er det, fordi mine venner, medfanger og folk fra mit miljø, som har stået for de her umotiverede handlinger, har genkendt sig selv i bøsserne og foragtet, hvad de har set? Eller har de bare været misundelige over, at der var nogen, som turde stå frem og sige, at de var til fløjten og ikke til missen?

Hvor jeg kommer fra, er det ganske almindeligt, endda velset, at gå på bordel. Det anses for at være maskulint. Det er en anerkendt hobby. Alle lige fra bandemanden og rockeren til lommetyven gør det.

Jeg havde da også mit faste sted, da jeg var ung og dum (inden jeg mødte min bedre halvdel). ’Madame Af-og-til’ vælger jeg at kalde pigen fra dengang. Jeg havde kendt hende i mange år. Vi var begge som helt unge blevet fjernet fra hjemmet og boede derfor på samme institution. Man kan måske sammenligne mine besøg hos hende med, når I ’almindelige’ mennesker har en kammerat fra folkeskolen eller gymnasiet, der er blevet bager eller revisor, og I bruger hans forretning for at støtte ham. På samme måde støtter institutionsbørn, der befinder sig i det kriminelle miljø, hinanden ved at købe hælervarer eller en klump eller noget tredje. Og i dette tilfælde var jeg altså kammeraten, der skulle have en ’guffer’.

Nå, men en dag, bedst som ’Madame Af-og-til’ og jeg skulle til at starte akten, hev hun en dildo frem. Jeg reagerede ved at springe op af vandsengen som den bokser, jeg nu engang er, for at indtage grundpositionen (venstreben forrest, paraderne op, hagen ned).

»Hvad fanden skal den bruges til? Jeg har sgu da min egen, som jeg betaler dig for at bruge,« sagde jeg.

»Hold nu kæft, Liban,« svarede hun. »I skal altid være så fucking hellige, men I vil jo gerne.«

Jeg spurgte hende, hvem vi var, og hvad det var, vi så gerne ville.

»Ja, I kriminelle er så bange for at blive kaldt svanser,« svarede hun. »Alligevel beder I mig om at tage min strap-on-dildo på og tage jer bagfra. Perkerne er helt vilde med den store sorte,« tilføjede hun.

Jeg bad ’Madame Af-og-til’ om at pakke dildoen væk. »Du må have slået hovedet i forbindelse med noget SM,« sagde jeg.

Men jeg kunne ikke glemme, hvad hun havde sagt. Om hun ligefrem var den glade luder, ved jeg ikke, men hun var i hvert fald den ærlige. Hun har faktisk aldrig løjet for mig.

I fængslet er det ganske normalt, at indsatte bruger endetarmen til andet end at skide med – for eksempel til at opmagasinere diverse ulovlige genstande som euforiserende stoffer. Og det kan ske for selv den bedste (!), at han får sig en overraskelse, efter at han har besluttet sig for lidt kvalitetstid alene i cellen med en film, og det pludselig går op for ham, at det, han troede var en pige, i virkeligheden har noget dinglende mellem benene. Så er det altså tilladt at fortsætte med at hygge sig. For som en gammel ven og biltyv altid sagde til mig, så dur det altså ikke at gå fra femte gear til bakgear – så ødelægger man sgu maskineriet!

Men at der også var nogle af mine medfanger, der gik på decideret skattejagt for at finde G-punktet, var jeg ikke klar over.

I mit miljø har det altid heddet sig, at moral er godt, og at dobbeltmoral er dobbelt så godt. Men hvor ville det være befriende, hvis også bandemanden, rockeren og lommetyven turde stå ved deres seksualitet.

Jeg har skrevet indlæg og kronikker om ømtålelige emner som radikalisering og jødehad i mit miljø, men der er mindst lige så meget brug for at gøre op med den seksuelle dobbeltmoral. Det må være første skridt til at komme de mange hate crimes mod bøsser til livs. Se, det ville være en rigtig revolution i det kriminelle miljø.

Liban Mohammed har været indsat i statsfængslet Nyborg.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Herdis Weins
  • Søren Veje
  • Thomas winther
  • Hans Larsen
  • Jakob Silberbrandt
  • June Beltoft
  • Stephen Wessels
  • Steffen Gliese
Herdis Weins, Søren Veje, Thomas winther, Hans Larsen, Jakob Silberbrandt, June Beltoft, Stephen Wessels og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer