Kommentar

Løst og fast i sognet

Af ugens rimelige urimeligheder
Af ugens rimelige urimeligheder

Pernille Sloth/iBureauet

Debat
21. august 2015

Folketingets nye formand blev interviewet i Radio24syv. Om det hele. Og om hun afslutningsvis var stolt af noget? Jo da: ophøjelsen til rigets (næst) højeste embede som første kvindelige folketingsformand, det var hun stolt af.

Om der så var noget i livet, hun skammede sig over. Tavshed. Værten lirkede lidt: Engang havde hun som lille pige rapset fra tallerkenrækken, dét skammede hun sig over. Var der noget dér? Tavshed. Næh, der var ikke noget dér.

Pia Kjærsgaard kunne ikke komme i tanke om noget, hun skammede sig over. Ingenting. Ikke at Højesteret i sin tid dømte det straffrit at kalde hendes udtalelser om fremmede racistiske. Skamme sig. Nej. Pia Kjærsgaard skammer sig ikke.

George Bernard Shaw: Jo flere ting man skammer sig over, des mere agtværdigt. Nu er ophøjelsen forestående, og Pia Kjærsgaard er stolt, så kan Montaigne nok så meget hævde, at selv på den højeste trone, sidder man kun på egen ende.

En anden højt på strå blev til gengæld hed om ørerne.

Danmark har vist heller ikke siden svenskekrigene haft en topansvarlig for udenrigstjenesten, der direkte har krænket broderfolket hinsidan. Ikke alene var Kristian Jensen glad for, at han ikke var svensker, han var igen glad for det. Ifølge den facebookpludrende udenrigsminister var dette skrevet med et glimt i øjet, hvilket ikke er så let at se elektronisk. Heller ikke i betragtning af blå fløjs hyppige, forargede, falsk bekymrede sure opstød østover. Jensens svenske kollega tog det nu pænt og henholdt betisen til danskerens status af nybegynder. Badegæst, som Lasse Ellegaard kalder dilettanter.

Kynisme og noget så åndssvagt

Om det så er badegæster, der udgør landets ledende embedsværk, folk, der ikke har lært en disse af Tamil-sagen og andre skandaler? Det må man efter ugens kommissionsberetning gå ud fra, når nu daværende Birthe Rønn Hornbech ifølge samme intet ondt har bedrevet.

Martin Henriksen, DF’s svar på det kjærsgaardske menneske uden skam i livet, mente i ugens første dage, at folk, der googler tvillingetårnenes fald 9-11 og Osama bin Laden, skal registreres for radikalisering og straffes. Hvad nu hvis man først googler 9-11 og bin Laden og dernæst Martin Henriksen, fordi man vil se, hvordan en mand ser ud, der foreslår noget så åndssvagt. Men kommer man så i spjældet dømt af partifælle Peter Skaarup, der afskyr dommernes blødsødenhed og helst selv udmåler skyld og straf?

Det er googlingen trods alt ikke værd, så hellere kun skamme sig over, at man er i samme båd som endnu et kvaj.

Den nye transportminister viceskoleinspektør Hans Christian Schmidt, der i sin tid fik en næse for nepotisme til fordel for sin gamle skole i Vojens, har besluttet, at politiets nye effektive fotovogne skal erstattes af stærekasser. Nogle gange må man grave dybt i folks motiver for at begribe deres handlinger. Nogle gange finder man intet i blot lysårs afstand fra sund fornuft. Lige siden de nye fotovogne kom på gaden, er farten reduceret, hvilket betyder færre trafikdrab og kvæstede.

Hvad kan man forlange mere i en tid, hvor egoerne bag rattet i firhjulstrækkerne konkurrerer i selvhævdelse med de overdimensionerede stålkassers hestekræfter! Hans Christian Schmidts optakt til en beslutning er måske ment som en liberal opmuntring til individets frie ret til fremdrift på andres bekostning.

Hans Christian Schmidt er næppe så dum, at han ikke er bevidst om den usikkerhed om berettigelsen af fotovognene, han nu lancerer. Den tvivl vil legitimere et par ekstra kilo på gaspedalen hos de bilister, der ikke skammer sig i trafikken.

I øvrigt gik man og troede, at den slags sorterede under justitsministeren og ikke en s …. transportminister. Søren Pind kunne her få afløb for sine fornemmelser for straf ved at skrotte fotovognene med det samme og dekretere offentlig piskning for at dvæle ved rødt.

Morten Messerschmidt, DF’s MEP med landspolitiske ambitioner, vendte i en aggressivt bøvet kommentar tilbage til de kulturradikale, som han ellers har ladt i fred et stykke tid. Selv en hedspore som the coming man lader sig glimtvis distrahere af fakta. Og én gang for et par år siden er dette ikke ubegavede unge menneske blevet nådigt belært af en kyndig person – klummisten bekendt (red.) – om kulturradikalismens historie, personer, indhold og nødvendighed, hvilket afdæmpede Morten Messerschmidts retorik en kende og vist kortvarigt fik ham til at indse Søren Krarups totalformørkelse.

Men nu farer Morten Messerschmidt altså ud igen og tillægger et historisk fænomen – langt fra ensartet endsige enighedsskabende – alverdens skyld for forhold, PH og andre kulturradikale umuligt kan bebrejdes. De skabte smukke lamper, satte drager op, skrev revyer, sloges for bedre boliger, lys og luft, seksualvejledning og frisind, det sidste betød bl.a., at Morten Messerschmidt i årevis har kunnet leve på polsk med en ældre bakkesangerinde. De tog kampen op mod den sorte skole, en magtfuld kirkes skinhellige prælater og kæmpede for demokratisering af det danske samfund.

Lykkeligvis føler et hav af danskere sig fortsat i pagt med disse udogmatiske værdier (!) og forsøger at leve op til traditionen i oplyst saglighed og fornuft kontra mørklagt demagogisk vås og overtro. Folk som Morten Messer- schmidt med sandheden i bagagen kan måske kun anskue verden i tofarvet tern, hvor fjenden er letgenkendelig styg, det hele rørt sammen i én hat, skyldig i alt malignt der vederfares fædreland og enemærker.

Det ufrivilligt spøjse ved Morten Messerschmidt og hans kampfæller fremkommer, når de proklamerer kulturradikalismens foragtelige død og fossilering for længst og samtidig farer ud med edder og forgift og fordømmer de kulturradikale for alt forhåndenværende fordærv. Ligesom konventionerne, som den forenede forsimpling i blå segment ser som roden til alt det øvrigt onde, skal vi bare ud af. Så spekulerer man i sit stille sind, om de ikke skulle tage madmor – og Mogens Camre – i hånden og øve sig i at skamme sig.

For det skulle de.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Hvorfor dog forvente, at folketingets formand skulle skamme sig over det, hun har stået for i sin politiske karriere? Så havde hun jo nok stået for noget andet.
Husk også sangfuglens bekendelse: "je ne regrette rien".

Michael Kongstad Nielsen

I aften er månen halv, og den har den farve, måner skal have.
Tiden går, men himlen består.
Måske Metz skulle forlade sine gamle kæpheste for en stund,
forny sig, selvom det er svært.