Kommentar

Vi har mere brug for et samlet Europa end nogensinde

Det skal ikke lykkes højrefløjen at stavnsbinde EU på hænder og fødder til neoliberale tiltag med budgetmæssige forpligtelser, privatiseringer af offentlige goder samt udhuling af miljøhensyn og lønmodtagerrettigheder
Debat
7. august 2015

There is no alternative. Der er ingen anden vej. Sådan lød den ekstremistiske liberalist Margaret Thatchers motto. Hun tog selvfølgelig fejl, for naturligvis er der et alternativ til jungleloven. Bare spørg Roosevelt, Stauning og Salvador Allende. Men nu får hun så ret: Grækenlands regering, der var snart sagt den eneste venstreorienterede i EU (Frankrigs socialdemokratiske præsident François Hollande har for længst smidt håndklædet i ringen), har makket ret. Vi må alle acceptere de neoliberales orwellske nysprog: Nedskæringer er ’reformer’, udhuling af arbejdstagernes rettigheder (herunder til pension) er ’fleksibilitet’, den stærkes ret og begunstigelsen af aktionærer og banksektoren er ’solidaritet’.

Den canadiske forfatter Naomi Klein har i sin bog Chokdoktrinen dokumenteret, hvordan neoliberale igen og igen bruger kriser til at gennemtvinge ’reformer’, som borgerne aldrig ville drømme om at stemme for ved almindelige valg under normale omstændigheder. EU’s håndtering af den græske krise er oplysende i så henseende. Grækerne stemte ved en folkeafstemning klart imod nedskæringspolitikken, men EU-Kommissionen og Den Europæiske Centralbank (ECB) vred armen om på en græsk nation, som i forvejen lå ned.

Ubetydelig størrelse

Naturligvis er Grækenlands situation ekstrem. Ingen kan forsvare skiftende græske regeringers fremgangsmåde, hvor lånte penge forsvandt i private lommer. Grækenland er samtidig så ubetydelig en størrelse (under to procent af EU’s produktion), at landet var oplagt at bruge som skoleeksempel for at afskrække andre lande som Spanien – hvor venstrefløjsoppositionen har medvind – fra at følge det græske venstrefløjsparti Syrizas vej.

Men hvem lånte pengene til korrupte konservative eller socialdemokratiske regeringer, som var ved magten i Grækenland frem til årsskiftet, hvor Syriza tog over? Det gjorde europæiske banker blandt andet, som meget vel vidste, at Grækenland ikke ville kunne betale tilbage. Men de europæiske regeringer valgte at overtage deres bankers tilgodehavender. Havde det ikke været mere fair at lade bankerne til dels bøde for deres spekulation i høje udlånsrenter frem for at lade skatteyderne hænge på højst usikre tilgodehavender?

Og hvorfor skulle grækernes påtvungne reformpakke i høj grad bestå af udsalg af offentlige goder? Man kunne jo omvendt have gennemført en nationalisering af den græske kirkes omfattende værdier. Hvorfor skal græske forretninger tvinges til at holde åbent om søndagen? Hvorfor måtte grækerne ikke, som de selv foreslog, sætte selskabsskatten op til 29 procent, men kun til 28 procent? Hvorfor vil EU ikke – som den franske økonom Piketty påpeger – føre an i kampen mod skattely, som muliggør, at græske skibsredere kan undgå at bidrage til Grækenlands skattevæsen?

Der er ingen tvivl om, hvilke interesser i Europa de regerende højreorienterede regeringer med Angela Merkel i spidsen varetager. Det er en udvikling, vi har set accelerere i Europa de senere år, herhjemme med såvel Blå Bjarne som Løkke. Det er en udvikling, hvor Gini-koefficienten stiger, altså uligheden vokser. Med stadig flere goder på stadig færre hænder bliver det også stadig færre personer, som tager afgørende beslutninger om, hvad samfundet skal producere, hvordan, hvor og så videre.

Én samlet aktør

Desværre er EU ikke et værn for velfærdsgoder og demokrati i en verden præget af neoliberal globalisering. Tværtimod fører Jean-Claude Juncker (i dag formand for EU-Kommissionen, tidligere statsminister i Luxembourg, som rådgav multinationale selskaber om skatteunddragelse) og Mario Draghi (direktør for ECB, tidligere vicedirektør for Goldman Sachs) med flere andre an i bestræbelsen på at gøre EU til et instrument til fordel for transnationale eliter i produktion og finansverden.

Men det skal ikke lykkes højrefløjen at stavnsbinde EU på hænder og fødder til neoliberale tiltag med budgetmæssige forpligtelser, privatiseringer af offentlige goder, udhuling af miljøhensyn og lønmodtagerrettigheder over for handelsinstanser som ISDS i den planlagte TTIP-handelsaftale med USA, krigslignende tiltag mod flygtninge i middelhavsregionen med videre.

Vi har mere brug for Europa som én samlet aktør end nogensinde: Hvilken anden aktør kan være med til at sikre en bindende klimaaftale på det forestående klimatopmøde i Paris? Vi har mere end nogensinde brug for et Europa som menneskerettighedernes og velfærdsstatens forsvarer i det internationale spil over for USA, Kina og Rusland.

Drømmen om et åbent, samarbejdende, velfærdsbefordrende og fredsbevarende og -skabende Europa skal de neoliberale ikke tage fra os.

Niels Boel er journalist, foredragsholder og forfatter til bl.a. ’Migration i globaliseringens tidsalder’, som udgives til efteråret på Forlaget Columbus

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen M. Mollerup

Vi har det EU, som venstrefjoejen fortjener. Den har konsekvent vendt ryggen til og raabt nej.

Vrøvl, Jørgen Mollerup. Det kunne måske tænkes at venstrefløjen fra starten af har set, at EF/EU udelukkende er skabt for eliten og deres behov, og ikke for folket. At EU så er blevet løjet igennem overfor Europa's befolkninger, skal vel ikke ligge venstrefløjen til last? De har jo netop holdt fast i deres modstand fra begyndelsen, og deres argument er mere validt end nogensinde, som artiklen så nydeligt beskriver.

Anne-Marie Paul

Tak for artiklens gode ord.