Kronik

Ministeren vidste nok, hvad hun gjorde

Vurderingen af Birthe Rønn Hornbechs viden om sagsbehandlingen i statsløsesagen mangler konsekvens. Dermed skaber Statsløsekommissionen et fortegnet billede af ansvarsforholdene, og en uforholdsmæssig stor del af skylden bliver placeret hos embedsmændene
Birthe Rønn Hornbech forklarede til undersøgelseskommissionen, at hun var gået ud fra, at sagen var i bedste gænge – at administrationen havde rettet op på fejlen, og at Folketinget var blevet orienteret.

Sofie Amalie Klougart

29. august 2015

KRONIK – Det er ikke hverdagskost, at en ministers og ledende embedsmænds forklaringer – på centrale punkter – bliver underkendt af en undersøgelseskommission. Men det er, hvad Statsløsekommissionen har gjort i sin beretning om Integrationsministeriets behandling af en række indfødsretssager i tiden efter, at man var blevet opmærksom på, at man havde administreret i strid med internationale konventioner, og at de politiske aftaler om erhvervelse af indfødsret derfor ikke kunne fastholdes i forhold til statsløse ansøgere.

Ministeren, Birthe Rønn Hornbech (V), forklarede til kommissionen, at hun var gået ud fra, at sagen var i bedste gænge – at administrationen havde rettet op på fejlen, og at Folketinget var blevet orienteret om forholdet. Departementschefen forklarede derimod, at ministeren på to på hinanden følgende møder havde afvist at følge ministeriets indstilling om at ændre praksis. Nemlig ved først at beslutte, at der skulle foretages en undersøgelse af praksis i de øvrige nordiske lande. Og dernæst beslutte, at sagerne i mellemtiden skulle afgøres efter de hidtidige retningslinjer, men således at de kunne findes frem igen, hvis der blev brug for det. Afdelingschefen, som var den juridiske ekspert på området, afviste, at han havde deltaget i disse møder, og at han derfor havde noget medansvar for de trufne beslutninger.

Disse forklaringer fejer kommissionen helt eller delvist af bordet. Det er usandsynligt, at ministeren var ubekendt med, at ministeriet fortsatte med at afgøre sagerne efter de hidtidige retningslinjer. På det punkt henholder man sig til departementschefens forklaring om, at ministeren ønskede at få undersøgt, hvordan konventionerne blev forstået i de andre nordiske lande. Derimod mener man ikke at kunne finde belæg for påstanden om, at ministeren skulle have modsat sig en indstilling om at stille sagsbehandlingen i bero, indtil undersøgelserne var afsluttet, og at hun i stedet skulle have besluttet, at ministeriet blot skulle fortsætte med at afgøre sagerne som hidtil, men med mulighed for at finde dem frem igen, hvis det skulle vise sig nødvendigt at ændre trufne afgørelser. Denne del af departementschefens forklaring må tværtimod være konstrueret til lejligheden eller udtryk for en efterrationalisering, finder kommissionen.

Skiftende antagelser

Denne sidstnævnte vurdering fastholdes dog ikke konsekvent i kommissionens opsummering af sine retlige vurderinger. Her vil man ikke afvise, at spørgsmålet kan have været drøftet med ministeren. Det er dog i givet fald sket uden afdelingschefens medvirken. Heller ikke på det punkt er vurderingen helt konsekvent, idet kommissionen har skiftende antagelser om afdelingschefens medvirken, uden at dette tilsyneladende kan begrundes i de faktuelle forhold. I det ene tilfælde, hvor det gælder afklaring af retsgrundlaget, finder man det usandsynligt, at netop han, som ministeriets retsekspert, ikke skulle have deltaget i drøftelserne heraf. Anderledes i det andet tilfælde, hvor det drejer sig om behandlingen af nye sager, og hvor kommissionen lægger afdelingschefens forklaring om, at han ikke medvirkede, til grund.

En lignende mangel på konsekvens gælder i forhold til vurderingen af ministerens viden om ministeriets sagsbehandling. Som sagt afviser man pure ministerens egen forklaring om, at hun troede, at alt var i orden. Herom antager kommissionen i stedet, at ministeren »var klar over, at (…) ansøgere ville blive behandlet efter de almindelige regler i indfødsretsaftalerne i stedet for efter de betingelser, der fremgik af konventionerne«. Men derefter rejser kommissionen spørgsmålet, om ministeren »må antages at have været bekendt med, at der ville blive givet afslag (…) der var i strid med Danmarks forpligtelser«, og siger herom: »Den bevismæssige bedømmelse (heraf) er vanskelig.«

Det skyldes ifølge kommissionen, at der ikke er grundlag for at fastslå, hvordan ministeren er blevet rådgivet om konsekvensen af fortsat at behandle sagerne efter de gældende retningslinjer.

Grænser til selvmodsigelse

Imidlertid grænser det til en selvmodsigelse først at antage, at ministeren er på det rene med, at der fortsat administreres efter de almindelige retningslinjer, som ministeriet selv har betegnet som konventionsstridige, og dernæst at antage, at ministeren ikke med sikkerhed kan formodes at vide, at dette vil betyde, at der konkret kan blive givet afslag i strid med konventionerne. Det sidste må jo følge af det første. En ansvarlig minister, der ovenikøbet selv er jurist, kan ikke med nogen rimelighed tilskrives ukendskab til, at beslutningen om at fastholde en konventionsstridig praksis indebærer muligheden af, at der træffes afgørelser i strid med de pågældende konventioner. Det er jo selve intentionen med den trufne beslutning, og denne mulighed må ministeren naturligvis bære det fulde ansvar for, uden at det skal være nødvendigt at indlægge en forudsætning om, at ministeren specifikt er blevet advaret om risikoen for konventionsbrud.

Kommissionens vurderinger er muligvis udslag af en tilstræbt forsigtig omgang med beviserne. Det vil i givet fald være i fuld overensstemmelse med de lovgivningsmæssige forudsætninger for undersøgelseskommissioners virksomhed. Det fremgår således klart af bemærkningerne til kommissionsloven fra 1999, at bevisvurderinger skal foretages med forsigtighed, og det gælder både med hensyn til embedsmænds forhold og i forhold til ministre. Det sidste så meget desto mere, som loven afskærer kommissioner fra at foretage ansvarsvurderinger af ministrenes forhold. Det var den lære, man drog af Tamilsagen, hvor undersøgelsesretten dengang blev kritiseret for at fare frem med alt for rigoristiske bevis- og ansvarsvurderinger, og hvor man ønskede at imødegå den »domsvirkning«, der kunne være forbundet med sådanne vurderinger. Det skulle forsigtighedsprincippet være ét blandt flere svar på.

Den forsigtige vurdering af ministerens forhold er imidlertid omvendt ensbetydende med en skærpet vurdering af embedsmændenes forhold. Til trods for, at det med en embedsmands ord var »stjerneklart« for alle implicerede, hvad der var materien i denne sag, bliver de to ledende embedsmænd gjort ansvarlige for svigtende vejledning af ministeren, og i det perspektiv bliver departementschefens fjernelse af advarselssignaler til ministeren naturligvis en særlig graverende omstændighed, ligesom de formløse beslutningsgange i ministeriet, hvor der ikke blev taget referater af centrale møder, falder tilbage på embedsmændene. Dette uanset, at de ikke selv så noget særligt behov for at sende advarsler til ministeren – hun var jo fuldt orienteret og traf selv de vigtigste beslutninger i sagen – og uanset, at de heller ikke så noget sagligt grundlag for at modsætte sig ministerens beslutninger.

Fornyet tvivl

Når en forsigtig bevisvurdering af den ene part får så alvorlige konsekvenser for den anden part, bliver det samlede billede af ansvarsforholdene let fortegnet. De ledende embedsmænd kritiseres for ikke at have sagt tydeligt nok fra over for ministeren. Men ministeren vidste nok, hvad hun gjorde, da hun på det nærmeste overtog behandlingen af hele sagen. Så det er måske ikke rimeligt at give embedsmændene hele skylden for, at det trak ud med en lovliggørelse af sagsbehandlingen. Den tjenestemandsundersøgelse, der nu forestår, er ikke bundet af de – forsigtige – bevisvurderinger, som undersøgelseskommissionen har foretaget, og er i det hele taget ikke underlagt et særligt forsigtighedsprincip. Det er derfor muligt, at resultatet bliver et andet her. I givet fald vil det skabe fornyet tvivl om holdbarheden af det forsigtighedsprincip, som undersøgelseskommissionerne er underlagt.

Carsten Henrichsen er juraprofessor ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jette M. Abildgaard
  • Toke Andersen
  • Espen Bøgh
  • Jens Jørn Pedersen
  • Erik Karlsen
  • Ingrid Uma
Jette M. Abildgaard, Toke Andersen, Espen Bøgh, Jens Jørn Pedersen, Erik Karlsen og Ingrid Uma anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ulykken her er det indførte forsigtighedsprincip som ensidig kommer ministeren til gode, og som blev indført efter Tamil-sagen.

Nu var Tamil-sagen en yderst befængt sag indefra ministeriet selv.

Imidlertid må det undre at afvise 2 ledende embedsmænd forklaring om at ministeren her i denne sag er blevet bekendt med de ulovlige forhold, og ministeren ikke selv går til udvalget med en orientering bagefter.

Dertil kommer så, at afvisningen af 2 samstemmende forklaringer fra embedsværket nærmest helt tilsidesættes af ministerens afvigende forklaring hertil, som værende gældende, - det er ikke særlig godt for fremtiden og troværdigheden mellem embedsværket og politikerne.

Et ansvar burde have været placeret klart og tydeligt, eller som Søren Gade frisk udtrykte det da han blev spurgt om "hvor ansvaret lå", og svarede "hos far her"(!), hvilken har så ikke tog da det kom til stykket.

Jette M. Abildgaard, Thomas Rasmussen og Per Klüver anbefalede denne kommentar
Ole Chemnitz Larsen

Forsigtighedsprincippet

fakta viser, at blandt andet Københavns Politi har bortskaffet beviser for strafbare forhold, der er begået af ministre til skade for de forurettede borgere.

Ole Chemnitz Larsen

Forsigtighedsprincippet blev indført efter Tamilsagen, men efter en sag i Skatteministeriet, der får tamilsagen til at ligne en temmelig lille sag.

Hvor?

selvfølgelig i Skatteministeriet, hvori også REGNEDRENGENE er dybt involveret med Mogens Lykketoft i spidsen:

Jens Jørn Pedersen

Selvfølgelig vidste konen, hvad der foregik.
Søren Pinds straffeprincipper skal også gælde ministre i ond tro.
Søren Pind: "Straf hårdere, når det er personer med ansvar"!

@ Jens Jørn Pedersen

Principperne lyder rigtige, men du har glemt undtagelsen, "disse bestemmelser gælder ikke for liberale ministre, de er omfattet af beskyttelsen af den sande tro, som retfærdiggør deres handlinger til enhver tid og i enhver sag"!