Læsetid: 25 min.

Naturens egne grænser åbner op for grænseløs hengivelse

I sit sidste Mands Minde-foredrag fortæller Journalist og forfatter Ejvind Larsen om troen på, at det trods alt kan lykkes at skabe en bedre verden
5. august 2015

På falderebet står jeg ikke for fristelsen til at føre ordet tilbage til Grundtvig selv, der på Borchs Kollegium først lagde ud i 1838 med sine minder. For til mine egne hører ikke mindst, hvordan og hvorfor jeg fik rodet Grundtvig ind i stort set alt, hvad jeg har at berette. Det skal der nok gives et par mere muntre eksempler på, men her vælges et uddrag fra Grundtvigs oprindelige Mands Minder, fordi det kan være med til at belyse, hvorfor det synes så svært for det moderne menneske at indordne sig under, at forbruget af den materielle natur har sine grænser. Skønt det dog er indlysende, at mængden af til rådighed værende molekyler, atomer og subatomare størrelser er og bliver begrænset. Uden at bestemme det moderne fantasteri på lige den måde er Grundtvig i hvert fald på sporet af storhedsvanviddets forbindelse med kristendommen, når han om Den store Franske Revolution fra slutningen af 1700-tallet og sin egen barndom og ungdom siger:

»Og medens det nu er en trøstelig historisk Sandhed, at den franske Yderlighed kun er at befrygte i de Lande, hvor Kongernes Stamtræ, ligesom i Rom, var en Spydstage, og hvor Folkets Frihedstræ derfor også, som i Paris, vil være en Pigkjæp, så er dog endnu alle Vegne både Fyrster og Folk ubillige i deres Fordringer til hinanden, hvad bestandig sætter ondt Blod og måtte, når det ej ændredes, føre til en Katastrofe, der vilde være meget sørgelig, om den end var meget menneskeligere end den franske. Denne gjensidige Ubillighed har Kristendommen, uden at ville det, måttet låne et slør (…) for ved kristendommen er der kommet et langt højere menneske-ideal til verden, med det vidnesbyrd, at det lader sig realisere hos alle Folk og under alle Himmelegne; og deraf har både Folk og Fyrster i hele Kristenheden taget Anledning til gjensidige Fordringer, som umulig kan fyldestgjøres, i det fyrsterne forlange Undersåtter, og Undersåtterne forlange Fyrster som de lyslevende, fuldkomne Kristne, det ny Testamente beskriver, Halvguder altså i Åndskraft og Visdom, Ydmyghed og Sagtmodighed, Løver og Lam, Helte og Martyrer,  alt efter Omstændighederne eller som man forlanger.«

Her finder tydeligvis et frontalt sammenstød sted: Kristendommen fører et vidnesbyrd om, at det »langt højere menneske-ideal«, som den har bragt til verden lader sig realisere »hos alle folk og under alle himmelegne«, og dog kan disse gensidige fordringer, som denne historiske begivenhed har fremkaldt hos »både folk og fyrster i hele kristenheden« umulig fyldestgøres!

Hvad mener Grundtvig egentlig? må man nok spørge, for det gjorde han selv – hele sit liv. Det er dialogen i det grundtvigske værk: Det kristne menneskeideal kan virkeliggøres, og det kan ikke virkeliggøres. For det er selve den begivenhed, der udtrykkes i fænomenet Jesus Kristus. Med formuleringen fra Den Augsburgske Bekendelse, som også er Den danske Folkekirkes bekendelse. Og nu bliver det svært, rigtig svært. Men da jeg vil tro, at hovedparten af jer er døbte og måske endda også konfirmerede, skal I dog vide, hvad I er døbte på og til: »At ordet, det er Guds Søn, har påtaget sig menneskelig natur i den salige Jomfru Marias liv, så at der er to naturer, en guddommelig og en menneskelig, uadskillelig forenede i personens enhed, een Kristus, i sandhed Gud og i sandhed menneske, født af Jomfru Maria«.

Jesus er altså et kødeligt menneske. Født af en kvinde. Død. Det han gjorde, kunne og sagde, kan åbenbart et menneske bare gøre og sige. Jesus er altså slet ikke af kød, men af ren ånd, Gud, der i sin almagt har skabt alt og i sin algodhed med betingelsesløs kærlighed udfrier os mennesker af vores ellers håbløse fortabelse. Det kan slet intet menneske gøre og sige. Og alligevel er denne Jesus en og samme.

Jernburet

Det moderne projekt med satsning på naturvidenskab, teknik og teknologi, kapitalistisk pengeøkonomi, individets selvbestemmelse og religionsfrihed, menneskerettigheder og moderne demokrati er opstået i områder, der i mange århundreder har været under netop kristen påvirkning. Og med f. eks. den tyske sociolog Max Weber må man indrømme sammenhængen mellem »den protestantiske etik og kapitalismens ånd«, som Webers mest indflydelsesrige værk hedder. Og som konkluderer:

»Puritaneren ville være kaldsmenneske – vi er nødt - til at være det. For idet askesen (med sin dualistisk-åndelige forsagelse af alt kødeligt og sanseligt) fra munkecellerne blev ført ud i erhvervslivet og begyndte at beherske den verdslige moral, var den medvirkende til at opbygge det vældige moderne økonomiske system, der er bundet til den mekanisk-maskinelle produktions tekniske og økonomiske forudsætninger – det system, der i dag med overvældende tvang bestemmer livsstilen hos hver enkelt, som er født ind i dette drivværk (ikke blot dem, som direkte er aktive i den økonomiske indtjening) indtil det sidste ton fossilt brændstof er gennemglødet. Efter den puritanske Baxters opfattelse skulle ’bekymringen for de ydre besiddelser hvile på den hellige som en let kappe, der hvert øjeblik kan kastes til side.’ Men skæbnen omskabte kappen til et jernbur. Idet askesen gik i gang med at ombygge verden og udfolde sig i denne, fik denne verdens ydre goder en stigende og til slut en uafvendelig magt over menneskene, som aldrig tidligere i historien. I dag er ånden – måske for stedse, hvem ved? – undveget fra dette bur. I hvert fald behøver den sejrende kapitalisme, efter at den har etableret sig på teknisk grundlag, ikke længere denne støtte. Også 'oplysningstidens' rosenrøde stemning synes uigenkaldeligt at være på retur, og tanken om 'kaldspligten' går omkring i vort liv som et genfærd af fortidens religiøse trosindhold. Hvor 'kaldsopfyldelsen' ikke direkte kan sættes i forbindelse med de højeste åndelige kulturværdier – eller omvendt: hvor den ikke længere subjektivt må fornemmes som en simpel økonomisk tvang – dér opgiver den enkelte i dag for det meste at tage hensyn til den. I det land, hvor den menneskelige stræben efter vinding har nået sin højeste grad af frigjorthed, nemlig De forenede Stater (USA), tenderer den i dag efter at være afklædt sin religiøst-etiske mening, til at forbinde sig med den rene og skære kamplidenskab, der ikke sjældent ligefrem giver den et præg af sport. Ingen ved endnu, hvem der i fremtiden skal bo i buret, og om der ved slutningen af denne enorme udviklingslinje vil stå helt nye profetier eller en vældig genfødelse af gamle tanker og idealer – eller i stedet derfor en mekaniseret forstening, pyntet op med en krampagtig tagen-sig-selv-højtideligt. Så kunne ganske vist denne kulturudviklings 'sidste menneske' få lejlighed til at sande det ord: 'Fagmenneske uden ånd, nydelsesmenneske uden hjerte: dette Intet indbilder sig at være steget op til et aldrig før nået stade i menneskehedens udvikling.«

Rousseau, Voltaire og deres forgudere

Måske fornemmer man nu den korrespondance mellem Grundtvigs Mands Minde-foredrag og Max Webers iagttagelser, som jeg finder så fascinerende. Og det er spændende, om Grundtvig måske antyder en vej ud af det jernbur, Weber og vi forgæves ruskede og rusker i. Hvad svarer Grundtvig så i sit Mands Minde-foredrag. Jeg gengiver det nøjagtig, som det står skrevet:

»At nu Kristendommen er aldeles uskyldig i disse Misregninger, vilde man have set for længe siden, når både Fyrster og Folk havde beholdt sand Religions-frihed; thi da havde det vist sig, at de er forholdsvis alle vegne få, der vil således tilegne sig Kristendommen, at den kan blive et nyt Livsprincip i dem, og man vilde aldrig ventet kristelig Heltekraft af dem, der ikke engang nåede kristelig Barnlighed; men nu tvang Fyrster og Folk hinanden til at lade sig tiltale som Kristne, og Præsterne indbildte dem, det hjalp, om ikke her, så dog hisset, og derved er Begreberne blevet så forvirrede, som man ser i det attende Århundrede, at endog de (moderne), der, som Frederik den eneste, Rousseau, Voltaire og alle deres Forgudere, frabad sig udtrykkelig at ansés for sådanne overtroiske Slaver og Dumrianer eller nedrige Hyklere og Bedragere, som i deres Øjne alle Kristne måtte være – selv de fordrede dog kristelig Fuldkommenhed af hinanden og hele Verden; så Forskellen var kun, at de påstod, der var den kristne Tro, der hidtil havde hindret det kristelige Menneske-Ideal fra at realiseres i det borgerlige Selskab, hvad derimod snart ville ske, når man blot kastede Troen bort. Ja, m. H., det er uhyre latterligt, men det er en Kjendsgerning, at det åbenbart ukristelige og ugudelige franske Hof forlangte af Folket, at det skulle gjøre og tåle alt, hvad ene Kristi Apostler kunde og vilde, og at Pariser-Pøbelen og dens Ledere igjen forlangte det samme af Ludvig den sextende og alle Øvrigheder. Hvor derfor de borgerlige Forhold i Sandhed skal gjenfødes og vinde Fasthed, dér må man lade Kristendommen, som noget aldeles frit og uberegneligt, aldeles ude af Regningen, huske, at det Menneske-ideal, den har bragt i Verden, men sjælden ret kendelig realiseret, kan endnu mindre realiseres uden den, og holde sig til den Menneske-Natur, Historien på ethvert givet Sted åbenbarer som det, der afgiver Målestokken for de rimelige Fordringer, man kan gjøre hinanden, og skaber det naturlige Ideal, det borgerlige Selskab dér med Held kan stræbe at realisere.«

Grundtvig – holde kristendommen aldeles ude af regningen?! Den går ikke, det kunne han jo heller ikke i praksis og knap nok heller i teorien. Det kan vi heller ikke, for af den kapitalisme og de frie markedskræfter, den har bragt til verden og nu er ved at sprede til hele verden er opstået et jernbur – man erindrer måske George W. Bushs begrundelse for krigen mod Irak: Vi er af Gud forpligtet til at lade den frihed og økonomiske vækst, som han har skænket os, blive udbredt til hele verden. Et jernbur, der udover at kvæle os med sit fagmenneske uden ånd, nydelsesmenneske uden hjerte, nu også truer selve naturgrundlaget for det bedste i det moderne projekt – indtil det sidste ton fossilt brændstof er gennemglødet.

Jeg har derfor både følt mig nødsaget til og haft umiddelbar lyst til at udskifte kristendom med jesusdom; Indledningen til Johannesevangeliet lyder:

»I begyndelsen var logos (på dansk oversat ved ’ordet’, kan dog også betyde det rationelle princip, den fornuftige grund eller årsag til alt, hvad der forefindes og sker, jeg havde nær sagt logikken i og med det hele: i begyndelsen var logikken, men altså ikke naturen) og logos var hos Gud, og logos var Gud.«

 

Noget efter fortsætter evangeliet: »Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke (…) Og logos blev kød og tog bolig iblandt os.«

Dette har jeg været drevet af både lyst og nød til at erstatte med: I begyndelsen var naturen og naturen var hos gud, og gud er naturen, der bliver sig selv bevidst – i det naturvæsen, der kalder sig mennesket. Det finder jeg til gengæld i særdeles god overensstemmelse med mange af Jesus’ vidnesbyrd og vidnesbyrdene om ham.

Portia

Det holdt hårdt at nå den erkendelse. Vejen til den har været både lang, besværlig, kaotisk og indimellem da også ganske dramatisk. Og komisk. Endda ufrivillig komisk. Men tiden her er ikke til det langstrakte, for der skal den onde lyne mig være tid til samtale og i dag rigtig god tid til den. Derfor bliver det heller ikke særlig dramatisk, for mine sammenstød – med først og sidst mig selv og ellers min biologisk far og mine åndelige fædre som Villy Sørensen, Løgstrup, Bjørn Poulsen, Johannes Lauridsen, Kierkegaard , Luther og Grundtvig himself for ikke at tale om den største af dem alle (når bortses fra Jesus!), nemlig Shakespeare ­– tog lang tid og må så her kun antydes. Som en gal har jeg de seneste par dage – og nætter med, kan jeg lige så godt indrømme – spekuleret på, hvad jeg da skulle gøre. Indtil det slog mig, at jeg jo kan røbe og kommentere lidt på mit livs mottoer. Som jeg engang blev opfordret til at gøre mig klar. Så får jeg da sagt, hvad jeg selv bilder mig ind er pointen for alle mine mere eller mindre, navnlig mindre, mandhaftige minder.

Til at begynde med er rækkefølgen af mottoerne og pointerne nogenlunde prioriterede, og den første står virkelig forrest som princippet:

The quality of mercy is not strain'd,
It droppeth as the gentle rain from heaven
Upon the place beneath; it is twice bless'd;
It blesseth him that gives and him that takes           

Det kan naturligvis ikke oversættes. Når det alligevel er nødvendigt af hensyn til os dødelige, f.eks. danskere, sker det her i Anne Chaplin Hansens bearbejdelse af Edvard Lembckes oversættelse af Købmanden i Venedig, hvor William Shakespeare lægger det i munden på Portia i VI akt, 1. scene:

Barmhjertigheden tvinges ikke frem,
den falder som den milde regn fra himlen
på jorden ned, og den velsigner dobbelt,
velsigner den der gir og den der modtar.

Falder som den milde regn fra himlen. Her skal den vakse ved ikke havelågen, men bibelbogen komme i tanke om Matthæusevangeliet kapitel 5, vers 43 og følgende, også kaldet Bjergprædikenen (Gud ved for resten, hvad Jesus i overensstemmelse med Præsteforeningens overenskomst med Kirkeministeriet tog i overtidsbetaling for at fyre så lang en prædiken af?). Men hos Shakespeare som hos Jesus behøver man ikke at være vaks ved noget som helst. Jesus siger oven i købet, at hvad der betyder os noget her på Jorden er skjult for de vise og forstandige og kun åbenbaret de umyndige. Solen står med bonden op, slet ikke med de lærde, gentages det hos Grundtvig, ja, det er kun de fattige (også de fattige i ånden) der skal arve Guds rige og de sagtmodige, som ikke kræver økonomisk vækst, der skal arve Jorden. Siger Jesus. Og i dag klimaforskerne og de øvrige naturvidenskabsfolk, der advarer mod vores overforbrug af naturen.

Og Shakespeare, der for resten uafbrudt citerede Bibelen og navnlig Det nye Testamente direkte og indirekte, lader ikke så sjældent narren eller landsbytossen få det sidste ord. Men her er det altså kvinden, der sikkert ikke tilfældigt bærer navnet Portia, som slår erkendelsens døre, the doors of perception, op: Naturligvis er det til velsignelse at modtage barmhjertighed, men det er så sandelig også en velsignelse at være barmhjertig, og at kunne vise sand kærlighed. Den kraft står ikke i vores magt, vi kan ikke engang forberede den, kun berede os på den, som Hamlet indser til slut, hvor the rest is silence. Kærligheden, barmhjertigheden, nåden, tilgivelsen, the quality of mercy, er dobbelt velsignet, twice bless'd. Kraften, vi alle lever af, kærlighedens ild som Jordens riger står og falder med, og som ingen kan påberåbe sig som sin; som vi alle lever af i kødet såvel som i ånden; som en anden kristus. Med lille k.

Jesusdom

Og så er tiden vist kommet til den milde regn fra himlen, der nødvendigvis må være andet prioriterede motto:

»I har hørt, at der er sagt: 'Du skal elske din næste og hade din fjende'. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.«

Sådan lyder 1992-oversættelsen fra Matthæus kap. 5, v. 43ff. Amerikanerne er jo amerikanere og for år tilbage skulle et par tusinde teologer af alle mulige kristne observanser tage stilling til, om citaterne af Jesus i Det nye Testamente og Thomas-evangeliet nu også er af Jesus selv eller bagefter tillagt ham af de første forskellige kristne menigheder. Det viste sig, at der ikke var et eneste ord, som ikke en eller anden teolog mente, aldrig var blevet sagt af Jesus. Undtagen et: At man skal elske sine fjender. Det er så umuligt, så vanvittigt, hvis man skal markedsføre ham over for grækere og romere som Gud selv, at det må Jesus selv have sagt. Ellers var det aldrig blevet tillagt ham. Men her kommer så min omvendelse fra kristendom til jesusdom, for i lyset af den sidste dom er det nærmest en banalitet, Jesus siger – og derefter sprænger alle jernbure med. For det er jo en simpel kendsgerning, ethvert barn også gør sig: at naturen jo lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Den skider, undskyld, den lader sin milde regn regne over al vores moralisme, og for den, der lader sig hengive helt og fuldt til naturen, giver syndefaldets kundskab, bevidsthed om godt og ondt, ikke længere anledning til moralismens magt til de gode og retfærdige og fordømmelse og undertrykkelse af de onde og uretfærdige.

Hvor svært kan det være? Skal Jesus ifølge kristendommen forstås som den naturløse gud, der creatio ex nihilo, skabende ud af intet, som et Big Bang, hvad det så er for noget, højt hævet over den materielle, sanselige og sansbare natur, pludselig suspendere alt det moralske, skellet mellem gode og onde, mellem retfærdige og uretfærdige, ja, så er det jo til at stejle over. Men forstås mit andet motto, som Shakespeare underfundigt refererer til i sin Portia-replik, i ikke kristendommens, men jesusdommens lys, jamen, så er fjendekærligheden jo bare, ja, naturlig! Når naturen altså ikke opfattes som det, mennesket skal erhverve sig grænseløs magt over, men som det, der med sine egne grænser åbner for i hvert fald momentvis grænseløs hengivelse til. Den regn, som er, det solskin, som er. Hvad vil I dog have mer’? Det er Guds rige. Det er Jorden, som de sagtmodige skal arve, som Jesus også sagde. Endda længe før Jørgen Steen Nielsen begyndte med sin økologiske journalistik i Information.

For den dyriske medfølelse, som alle normale mennesker føler, når de står ansigt til ansigt med fysisk lidelse, er en konstatering, Hannah Arendt gør sig i sit værk om Eichmann i Jerusalem fra 1964, og som er mit tredje motto. Helt i forlængelse af de to foregående. Medfølelse opstår jo ikke som følge af en åndig anstrengelse ved læsning af Luthers lille katekismus, det er omvendt: Når moralske belæringer overhovedet er til at have med at gøre, er det, når de forholder sig til det, der allerede er i naturen. Som noget ikke for sig adskilt åndeligt, men som noget dyrisk, for nu at sætte det på spidsen, når det vel at mærke fastholdes, at dyr også er af ånd. Det er jo fra dem, vi nedstammer. Svagheden for de svage, hedder det hos Villy Sørensen, og den melder sig ikke først ved læsningen af Bjergprædikenen. Det er omvendt: Jesus peger med uhyre radikalitet på det, der allerede er, og som de skriftkloge og ypperstepræsterne, de penge/mammon-efterstræbende, de magtfulde og magtliderlige, ikke skal have lov at fornægte og forstøde.

Ja, derfor er som det fjerde motto inderst inde det ontologiske (religiøse) og det biologiske naturligvis et og det samme, som Villy Sørensen noterer i en fodnote til »Digtere og dæmoner« fra 1959.

Den behøver vist ikke flere kommentarer end, at Villy Sørensen og jeg i 1979 dannede vores egen bibelstudiekreds med henblik på, at han skulle skrive bogen om Jesus og jeg om de 2000 års efterfølgende følger af Jesus virksomhed. Villy fik sin bog Jesus og Kristus ud i 1992, jeg mangler stadig min. Men dens pointe vil være, at meget kan man sige om Jesus, kristen var han dog ikke. Men han blev omfortolket til den logos med hvilken det allerførste moderne projekt ved overgangen fra samler- jæger-samfund til systematisk agerbrug, kvægavl, by-, militær- og pengedannelser ønskede at begribe, beregne og beherske naturen. Nu blev den foreliggende skov reflekteret som muligt råstof for et svedjebrug, og til den ende havde man brug for en gud, der ikke var naturen, men dens skaber og behersker i kraft af den logos, den logik, naturen synes at kunne styres af, fordi den tilsyneladende er ubegrænset bestemt af disse matematiske ligninger og geometriske former, der også går igen i den moderne økonomis abstrakte pengerelationer. Til det formål blev Jesus forvandlet til Kristus.

Men Shakespeare lader som det femte motto Portia sige om den kraft, med hvilken krokus ved forårstid kan skyde op gennem selv asfalt, ikke for at få magt, men fordi blomsten er af kraft:

Hos magten er den mægtigst, og den smykker
monarken på hans trone mer end kronen.
Hans scepter er tegn på jordisk vælde,
symbol på ærefrygt og majestæt,
hvor skræk og frygt for kongemagten bor.
Men nåden, den står over sceptrets magt,
i kongers hjerte sidder den på tronen,
den er Guds eget kendetegn og mærke

To be or not to be

Så salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden

Sådan lyder det sjette motto. Som optakt til det syvende:

Gør det klart, at alle dage
Gud er mægtig i de svage!

Hvad der er konklusionen på Grundtvigs digt og salme ’Løgnens fader vi forsage’ fra 1843 og 1845.

Så kan man, ja, så må man, selvfølgelig spørge: Er Gud, naturen, det biologiske, jorden, mægtigst i de svage, hvad gør vi mægtige så? Indretter os på, at hvad vi end siger, er det dog også forkert, og hvad vi end gør, er det i hvert fald ikke bare rigtigt. Kun i den transcendente metafysiks abstraktionsterror, udfoldet religiøst eller antireligiøst, findes de evige, ubevægelige sandheder for gode og retfærdige. På jorden er resten tavshed eller bevægede og bevægelige skøn. Hvad der sådan set er ganske skønt. Og det lægger uundgåeligt op til økonomisk demokrati og demokratisk økonomi, for så må man jo snakke om tingene, træffe sine beslutninger efter bedste skøn og ikke udledt af evige sandheder, som om f.eks. økonomisk vækst altid er det rigtige  

Sandheden er altså altid en replik i en bestemt situation, sagde Kaj Thaning som mit motto nummer otte, der var hans sammenfatning af, hvad han havde fået ud af et helt livs intense beskæftigelse med Grundtvig. Ikke at det ikke er forskel på sandhed og løgn, men at sandhedens historiske omstændigheder aldrig må glemmes og de mere eksakte sandheder af naturvidenskabelig karakter altid må udsættes for falsifikationsprøven, som Popper også ønskede,

Med andre ord, det niende motto, som jeg allerede har citeret Grundtvig for mange gange mange gange i disse Mands Minder:

Kun den tale lykkes, der fører til samtale. Måske endda til modsigelse.

Det er, at vi vil være
hinanden som vi er,
det er, at vi kan bære
hinanden som vi er –

Sådan forkynder Grundtvig som det tiende motto i sin sang til hans Marie i 1851. Igen er det den væren, som kommer forud for al vores begriben, beregning og beherskelse, der er pointen.

Er er er. Mit eget og elvte motto. Eller med Shakespeare som tolvte motto

To be or not to be: that is the question – (Hamlet i III akt, 1. Scene)

 Og på dansk, om nogen skulle være i tvivl:

At være eller ikke, det er sagen.

At dialog, samtale, mellem forskellige og hinanden uforsonligt anderledes og fremmede alligevel kan opstå, skyldes den eller det gådefulde tredje: Tolken, oversætteren. Ophavet til den sanseligt såvel som åndeligt erfarede dialogiske trialektik. Der ikke kan forberedes, men som håbet holder sig beredt til. Resten er tavshed – praksis prisgivet skønnet. For når det gådefulde bliver meningsfuldt, forvandler det sig til noget underfuldt. Men et under er stadig en gåde. Livet er ikke en rebus med løsning. Det er sgu noget, jeg selv har fundet på, og som derfor bliver trettende motto. Afsluttet af det fjortende af også egen selvvirkning:

Hidtil er Jesus kristologiseret. Nu må han antropologiseres. Som Shakespeare gjorde og Grundtvig tog tilløb til.

Sophia råber

Og så er det den onde lyne mig på tide at få afsluttet med oplægget her. Lettere forstyrret bliver man helt rundt på gulvet, når man på Informations webside læser, hvad en erklæret ikke-troende åbenbart er blevet mere eller mindre Frie Ord-inspireret til at bekende:

»'Af de diendes mund har du beredt Dig lovsang', står der i Bibelen, her citeret af en ateist, der godt kan lide ord, der leder hen til noget andet. I samme bog står der også, at 'Han har gjort de vise til skamme'. Blev bogen læst rigtigt, ville vores materialistiske kultur blive blæst omkuld, men bogen er uden virkning. Naturen har overtaget dens plads som straffende myndighed. Ingen tilgivelse her!«

Læseren hedder Niels-Simon Larsen. Og denne skinbarlige gudsfornægter fortsætter Gud-hjælpe-os:

»Hvem er de diende, og hvem er de vise i dagens kamp om klimaet, og hvad bestiller de? De/vi diende kan ikke gøre så meget andet end betale til foreningen 'Hjælpsomhed uden grænser', sætte frimærker på konvolutter i sammenslutningen 'Aldrig mere dårligt humør', eller melde os til at være praktiske grise og statister i filmen 'Ragnarok nu', alt mens de vise skændes. Det med lovsang er også et problem, for vi har ikke noget at synge om. Tilbage er kun den populære klagesang 'Uh, hvor er det synd for mig'. Der kommer ingen sang til fælles opmuntring ud af vores mund. Vi kan ikke finde den livgivende brystvorte, og vores evne til at die er forsvundet. Fungerer det for nogle alligevel, er det et nichefænomen. De store klimaforandringer har en pendant i vores egen indre ørkenspredning. Hvordan skal vi tage kampen op med et kæmpeproblem i den ydre verden, når vi ikke har et fast sted at sætte af fra i det indre? (...) Universet er glædesløst, og ingen gud holder verden i sin hånd. Naturen er pludselig blevet et ekko af vores handlen, og det er en isnende erkendelse. Vi har sat os selv skakmat. Hvordan har vi kunnet bringe os selv dertil? Det spørgsmål bliver vi nødt til at stille os selv for at komme videre. Hvis verden skal reddes, må bestræbelsen begynde nedefra. Den arketypiske vise var fattig, omvandrende og gammel. I dag ung, fastansat og rig. Den vise tager fra sin kæmpevilla ind til sit kontor, laver sine beregninger og tager hjem igen, kender ikke de diende og ikke den diende i sig selv. De diende må forstå, at visdommen ligger gemt i dem selv, og at de igen kan finde det livgivende bryst. De vise må finde det diende element i sig selv. Lovsangen handler om glæden over at være til og hverken gøre andre eller sig selv ondt. Enkelt. Forstås af alle!«

Amen! Føjer en – om ikke kristen så dog – erklæret Jesusbekender til. Om bl.a. denne Jesus er det jo, at der er sagt, hvad Niels-Simon Larsen citerer: »Han har gjort de vise til skamme«.

Det er der kommet megen rædselsfuld – kristen og ateistisk, venstre-, højre- og des-orienteret – populisme ud af. Det er på høje tid at præsentere Visdommen Herself. Thi visdommen er Guds datter:

»Hør, visdommen råber (...)/ i døråbningerne råber hun:/ Det er jer, mænd, jeg råber til, (...)/ Da han grundfæstede himlen, var jeg der allerede, (...)/ da han lagde Jordens grundvolde fast,/ var jeg ved hans side som hans fortrolige (kan også oversættes og er blevet oversat som: hans fosterbarn, el)/ jeg var til glæde for ham dag efter dag,/ jeg dansede foran ham hele tiden,/ jeg dansede på hans vide jord/ og glædede mig over menneskene.« (Bibelen, Ordsprogenes Bog, kap. 8.)

På hebraisk hedder visdommen hochma. På græsk sofie, eller lidt mere græsk og fornemt: Sophia. Vi kender hende i kærligheden til visdom: Filosofi. Hvorfor det hedder: »Hør, Sophia råber ...« i den græske oversættelse af 'Ordsprogenes Bog' som jøderne selv foranstaltede et par hundrede år f. Kr. Og derfor er kristenhedens hovedkirke ikke Peterskirken i Rom, men Aghia Sophia i Istanbul. Og derfor slutter Grundtvig sit livsværk, ifølge stenografisk referat, med at bebude Guds datters fødsel her i Norden, nærmere bestemt Danmark. En profeti, som stadig synes at have lange udsigter.

Det korte af det lange er, at hvis ikke al vores mægtige moderne viden om naturvidenskabelig, teknologisk og pengeøkonomisk beherskelse af naturen omfattes og omfavnes af visdom, stiger viden os til hovedet. Så vi ikke længere danser på den vide jord, men lægger den øde.

Godt ord igen, prins!

Vi trænger til jord i hovedet. Og det er vi måske ved at få, hvis mine egne såkaldte frie ord i Dagbladet Information ellers står til troende. Lige så frækt slutter jeg med dem af hensyn til de arme, der endnu ikke har fået læst deres Information. Hovedbudskabet er, at Prins Charles er imod kvartalskapitalismen.

Denne prins Charles af Wales – Storbritanniens dronning Elizabeth II’s ældste søn og siden 1952 nærmeste arving til kronen – har i en videohilsen til the National Association of Pension Funds (NAPF) kritiseret foreningen for, nemlig, »kvartalskapitalisme«. Godt ord igen, prins! For Charles stiller denne kapitalisme i modsætning til bæredygtighed og kalder den for svigtende evne til at tackle langsigtede udfordringer såsom klimaændringer. Fokus alene på kortsigtede profitter er »i stigende grad uegnet til at opfylde formålet«, en betrygget pensionisttilværelse. Vi står over for »en direkte storm,« sagde Hans kongelige Højhed, »kombinationen af forurening og overforbrug af begrænsede naturressourcer, den særdeles reelle og stigende risiko for katastrofale klimaændringer, finansiel gældsætning uden fortilfælde og en verdensbefolkning på syv milliarder, der vokser hurtigt.«

Prinsen fortsatte med at sige, at pensionsvirksomheden »har en pligt« til at gøre noget ved disse miljømæssige og økonomiske risici. Det vil også sætte virksomheden bedre i stand til at frembringe langsigtede gevinster. »Er det ikke en sag at sikre, at jeres porteføljer er bæredygtige i det lange løb?« spurgte han. »Kunne I ikke gøre det ved at inkorporere bæredygtighed i jeres langsigtede strategi, snarere end at have den anbragt i en underordnet beholder.«

Charles konkluderede med at fortælle pensionskassernes delegerede, at »det er faldet i jeres lod, tror jeg, at skulle hjælpe med til at skabe et system, designet til det 21. og ikke det 19. århundrede.«

Deri er han ganske vist ikke enig med underdirektøren i ATP, Ulrik Weurder, som til Information 2. august 2013 kort og godt erklærede: »Vi kan ikke bruge pensionisternes penge på at subsidiere klimaet. Det ligger langt fra vores mandat.«

Anledningen var – og er – at Verdensnaturfonden, WWF, havde undersøgt de otte største pensionskassers holdning og praksis ved investeringer i henholdsvis grøn og sort energi – eller vedvarende og fossil energi. Konklusionen lyder, at selskaberne er bedre til at beskrive sig selv som miljøbevidste, end de er til at tage ansvar for den grønne omstilling. På en pointskala fra ét til 10 opnåede det bedste selskab – PKA – således kun karakteren fem, mens halvdelen af selskaberne lå helt nede på to point.

»Det ligner, at man fører kunderne bag lyset,« sagde generalsekretær i Verdensnaturfonden, Gitte Seeberg. Og hun påpegede, at den allerstørste danske pensionsforvalter, ATP, der i 2009 talte om at nå op på omkring 10 pct. grøn energi i sin investeringsportefølje, har droppet den grønne ambition. »I ATP er den officielle holdning i stedet, at fossil energi er nødvendig for samfundet og derfor ikke problematisk at investere i.«

Klimabevægelsen i Danmark har kortlagt de fem største pensionskassers investeringer i aktier i kul-, olie- og gasselskaber og finder, at de tilsammen har anbragt 5,1 mia. kr. af pensionskundernes penge i den sorte energi.

Men nu er der – i skøn overensstemmelse med Charles’ opsang – håb forude. For resten også i skøn samklang med Bhutans tidligere premierminister og bæredygtighedsforkæmper Jigmi Y. Thinley, der i Information i november 2013 sagde:

»Jeg er lidt mere optimistisk, end jeg var for nogle år siden. Jeg tror, verden er ved at komme til fornuft. Ikke som konsekvens af en iboende visdom, men som følge af, at de sociale, økonomiske og økologiske forhold på kloden er ved at nå en så kritisk tilstand, at mennesker chokeres til at erkende visse realiteter og sandheder, som så længe har været fornægtet og fortrængt. Herunder at naturen og planeten har grænser.«

Ja, netop. Investorer sætter nu tommelskruer på den fossile industri. For »hvor stor er risikoen for at lide tab, hvis politikere griber ind over for udvinding og afbrænding af fossil energi som olie, gas og kul? Det spørgsmål afkræver en gruppe investorer nu den fossile industri svar på,« lød det ligeledes i Information i oktober 2013. Som et chok er det ved at gå op for dem, at de risikerer direkte at tabe deres egne pensionspenge på kvartalskapitalismens tilsidesættelse af planetens grænser; dens grænser for, hvad naturen kan absorbere af de fossile industriers CO2-udpumpninger. På en for mennesker, dyr og planter skikkelig måde.

Indimellem erklærer Enhedslisten sig herhjemme også imod kapitalismen, kvartalsvis eller helårligt. Men måske ikke helt så tydeligt som prins Charles? Men det kan vel komme?

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der kan ikke kommenteres