Kommentar

Opgør med den kristne herredømmetænkning

Pave Frans er ikke blot optaget af klimasagen – af hans seneste hyrdebrev fremgår også, at han er dyreven og modstander af industrielle overgreb mod produktionsdyr
11. august 2015

I maj udgav pave Frans sit historiske hyrdebrev, Laudatio Si eller ’Lovet være’. Han antog i sin tid sit pavelige navn, forklarer han i denne tekst, fordi han anser Frans af Assisi for at være »det fremmeste eksempel på omsorg for de svage og på en integreret økologi udlevet i glæde og autenticitet«. Hans navnebror påviste, at omsorg for naturen også hænger sammen med retfærdighed for de fattige, socialt engagement og indre sjælefred.

Hyrdebrevets titel henviser til Frans af Assisis såkaldte Solsang, en lovsang til Gud for alt det skabte og det mest markante udtryk for miljøholisme inden for den romersk-katolske tradition. Og dog har Solsangen med sin anråbelse af broder Sol og søster Måne forekommet en og anden teolog at være så tæt på naturtilbedelse, at den ikke burde have plads i katolsk tænkning.

Den tvivl er der nu rammet en pæl igennem. Allerede Frans’ forgænger i embedet, pave Benedikt XVI, begyndte at vende Romerkirkens opmærksomhed mod behovet for miljømæssig bæredygtighed. Frans har nu taget denne proces et godt stykke længere.

Når Laudatio Si fik så megen medieopmærksomhed, var det primært på grund af dens kompromisløse fokus på opfordring til handling på klimaområdet. Med god grund, for det er naturligvis en væsentlig styrkelse af klimasagen, når overhovedet for verdens 1,2 milliarder katolikker så utvetydigt lægger sin autoritet bag videnskabens konklusion om, at den globale opvarmning i første række skyldes de seneste årtiers udledning af drivhusgasser og således primært hidrører fra menneskelig aktivitet.

Fejlagtig tolkning

Der er imidlertid et andet aspekt af hyrdebrevet, der har fået langt mindre opmærksomhed. Frans af Assisi er blandt de mest populære katolske helgener på grund af sit ry som dyreven. I overensstemmelse med denne tradition udgør Laudatio Si den stærkeste erklæring mod at skade dyr, der nogensinde er udsendt af en pave i et så autoritativt dokument som et hyrdebrev.

I mainstreamkristendom er tankegangen omkring dyr forankret i Første Mosebog, hvor Gud siges at have givet mennesket herredømme over alle dyr. Thomas Aquinas fortolkede verset sådan, at mennesket er frit til at behandle dyr, som vi vil, og hvis noget argument overhovedet taler imod at udsætte dyr for grusom behandling, så er det, at noget sådant risikerer at føre til mishandling af mennesker.

Enkelte kristne tænkere har forsøgt at genfortolke ’herredømme’ som ’forvaltning’, således at forstå, at Gud har betroet menneskeheden hvervet at passe godt på sit skaberværk. Men denne udlægning forblev et mindretalssynspunkt blandt miljøforkæmpere og dyrerets-aktivister, og Aquinas fortolkning forblev den fremherskende katolske doktrin frem til slutningen af det tyvende århundrede. Frans går nu direkte imod denne opfattelse ved at fastslå, at kristne »til tider har tolket Skrifterne fejlagtigt«, og ved at insistere på, at »vi af al kraft må afvise den tanke, at fordi vi er skabt i Guds billede og har fået skænket herredømmet over Jorden, er vi også berettiget i at udøve et absolut herredømme over andre skabninger«. Vores herredømme over universet, erklærer han, skal forstås »i betydningen ansvarlig forvaltning«.

Karikaturer af fugle

På baggrund af næsten 2.000 års katolsk tænkning om »menneskets herredømme« er dette intet mindre end en revolutionær forandring. Men hyrdebrevet rummer tillige et maxime, der kan få endnu mere vidtrækkende konsekvenser. Dette maxime, der oprindeligt findes i Katekismus for Den Katolske Kirke udsendt af pave Johannes Paul II i 1992, kalder det »i strid med menneskelig værdighed at handle på måder, der får dyr til at lide eller dø unødigt«. For at sikre, at maksimet blev bemærket, tweetede Frans det sågar (Jo, Frans tweeter på @Pontifex.)

Hvornår er lidelse og død ’unødig’? Hvis man kan brødføde sig selv tilstrækkeligt uden at spise kød, er vi så ikke, når vi køber kød, skyldige eller i det mindste medskyldige i at forårsage et dyrs ’unødige’ død? Er vi ikke tilsvarende ansvarlig for dyrs ’unødige’ lidelse, når vi køber æg fra høns, der har ført en kummerlig tilværelse, fastklemte i små trådbure?

Før Kardinal Ratzinger blev pave Benedikt XVI, gav han et interview, i hvilket han beklagede »den industrielle udnyttelse af skabninger«, som betyder, at fx levende høns »presses sammen på så begrænset plads, at de bliver til rene karikaturer af fugle«. Ulykkeligvis er realiteten stadig, at et tocifret milliardantal kyllinger tvinges til at leve på denne måde, så jo, menneskehedens herredømme er i sandhed fuld af unødigt lidende dyr.

Selv om dyreretsforkæmpere bønfaldt Ratzinger om at bruge kirkens autoritet til at leve op til sit eget syn på dyrevelfærd, da han blev pave, skete det aldrig. Frans, derimod, ser ud til at have haft fabriksopdrættede dyr i tankerne, da han i Evangeliets glæde udtalte sig »om de svage og forsvarsløse væsener, der hyppigt er prisgivet økonomiske interesser eller vilkårlig udnyttelse«.

Nu – i Laudatio Si – citerer Frans den passage i Lukas-evangeliet, hvor Jesus siger om fuglene, at »ikke én af dem er glemt af Gud«. Han spørger derpå: »Hvordan kan vi overhovedet mishandle dem eller udsætte dem for lidelser?« Det er et godt spørgsmål, fordi mishandle dem, det gør vi – og i massivt omfang.

De fleste katolikker deltager også i denne mishandling, en vis andel af dem ved at opdrætte kyllinger, ænder og kalkuner på måder, der maksimerer profit ved at reducere dyrevelfærd, og det store flertal af dem ved at købe produkterne fra disse dyrefabrikker. Hvis Pave Frans kan ændre dette, vil han efter min mening have udrettet mere godt end nogen anden pave i nyere historie.

© Project Syndicate og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Britt Kristensen
  • Estermarie Mandelquist
Britt Kristensen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Loftkjær

Er mennesker hyrde eller hersker?

Uanset at de fleste danskere måske er mere kulturkristne end kristne, så er kristendommen uerkendt et direkte fundament for vores livsførelse. I årtusinder er vi og generationerne før os opdraget til at have bibelsk opbakning at være herskere over dyrene og naturen i bred forstand. Men måske beror den udlægning af biblen på en frjltolkning. Måske er en rigtigere fortolkning af biblen, at vi skal agere som hyrder og ikke hersker?

Kan vi kristne og kulturkristne mon distancere os fra den kulturarv og i stedet prøve at beskytte og respektere vores fælles livsgrundlag - naturen og alle de iboende levende væsner, som er forudsætningen for at mennesket eksistere?

Læs evt. videre om mennesket som hersker eller hyrde på http://etiskraad.dk/da-DK/Temauniverser/Etikoglivet/Etiske-tekster/Menne...

Kaj Spangenberg, Britt Kristensen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Mennesket har hverken hersket over eller hyrdet dyr i en synderlig stor del af livets eksisteren.
I de få år det er sket, har mennesket formået at gøre mere ondt end godt.

At dyr i 100-millionvis af år har ædt hinanden , er en helt anden historie.
At dyr vil gøre dette i millioner af år efter mennesket er ophørt med at eksistere, er tænkeligt.

Kurt Loftkjær

Menneskets særlige status på Jorden
I stort set alle kulturer, og stort set gennem hele historien, har mennesket betragtet sig selv som noget særligt her på Jorden, højt hævet over dyr og resten af naturen

Denne særlige status er traditionelt blevet begrundet med at mennesket har en sjæl og en særlig forbindelse til Gud, eller med vores fornuft, frihed og evne til at vælge mellem godt og ondt.
De nye teknologier, som du kan læse mere om her på websitet, har blandt andet sat spørgsmålstegn ved, om vi er noget særligt. Det ser eksempelvis ud til, at mange af vores egenskaber kan forklares ud fra vores gener, og hvis vi i virkeligheden er styret af vores biologi, hvordan kan vi så være frie? I dette afsnit kan du læse om nogle af de begrundelser, der er blevet givet for menneskets særlige status gennem historien, samt nogle af de udfordringer for denne særlige status, der er blevet rejst af filosofien, naturvidenskaben og teknologien.
Kristendom og menneskets særlige status
I den vestlige verden, har det været en almindelig opfattelse, at mennesket i tidernes morgen fik overdraget jorden af Gud, og at vi samtidig fik ret til at råde over naturen. Det er også denne opfattelse vi finder i den kristne skabelsesberetning, hvor der står, at mennesket er skabt i Guds billede og sat til at herske over naturen:
Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« (Første Mosebog, 1:27-28)
I Kristendommen fik mennesket på denne måde en særlig rolle på Jorden. Gennem vores forbindelse til Gud, og som en skabning i Guds billede, fik mennesket også del i den guddommelige sjæl, som det eneste væsen på Jorden.
Det er værd at bemærke, at den oprindelige tekst fra Bibelen kan oversættes på mange måder, og nogle ville mene at det skal forstås på den måde, at mennesker har fået et ansvar for naturen og de andre dyr. I dette lys kan mennesket betragtes som en slags hyrde på Jorden, der skal tage sig af naturen og sine medskabninger - ikke som en hersker, der kan regere efter godtbefindende. Ikke desto mindre, må det siges at være forestillingen om mennesket som en hersker, der har været dominerende.
Gennem oplysningstiden (ca. fra 1650 og til omkring 1800) gled Kristendommen dog mere og mere i baggrunden, og den kristne begrundelse for menneskets særlige status blev derfor mindre fremtrædende. I perioden kom der således mere fokus på nogle af menneskets egenskaber, som det, der skulle gøre os til noget særligt og adskille os fra resten af naturen. Blandt andet er tre egenskaber ved mennesket blevet anset for at være af stor betydning, nemlig (1) at mennesket er et fornuftsvæsen, (2) at det har frihed, og (3) at det selv er i stand til at forholde sig til etiske spørgsmål. I de følgende afsnit kan du læse mere om disse tre egenskaber, og deres forbindelse til forestillingen om menneskets særstatus.
Spørgsmål til afsnittet "Kristendom og menneskets særlige status"
Forklar med dine egne ord: hvorfor bliver mennesket betragtet som noget særligt inden for Kristendommen?
Hvordan forstår du teksten fra Første Mosebog? Forstår du den som om, mennesket skal være en hersker eller en hyrde på Jorden?

Mennesket som et fornuftsvæsen
Oplysningstiden var i det hele taget præget af en tro på menneskets fornuft. Man troede generelt på fremskridtet, og det var fornuften der skulle sikre de nye og bedre tider. Gennem fornuften kunne man nemlig blive klogere på hvordan naturen fungerer, og ved hjælp af den slags viden håbede man på at kunne kontrollere naturens vildskab, udnytte dens ressourcer til egen fordel og bruge dens kræfter til at tilfredsstille egne behov.
Den franske filosof René Descartes (1596-1650) kan på mange måder betragtes som en af de vigtigste figurer i denne sammenhæng. Ifølge Descartes adskiller mennesket sig nemlig fra resten af naturen ved, at mennesket har fornuft, sprog og bevidsthed. For Descartes var sproget et tydeligt tegn på menneskets fornuft, og andre dyrs manglende sprog var et ligeså tydeligt tegn på deres mangel på fornuft. På denne måde knyttede Descartes altså fornuften sammen med det menneskelige sprog.
Descartes anså som sagt også mennesket for at være det eneste væsen der har en bevidsthed, og derfor også som det eneste væsen, der eksempelvis kan føle glæde eller smerte. Dyr kan muligvis se ud som om de har smerter, men i virkeligheden føler de ingenting. De har ingen indre oplevelser. På denne måde kan dyr sammenlignes med maskiner, og deres skrig kan eksempelvis sammenlignes med den lyd, som et ur laver, når det tikker. Derfor (mente Descartes) er det ikke noget problem at bruge andre dyr til forsøg, mad, beklædning og så videre.
Man kan sige, at Descartes på mange måder bekræftede den kristne forestilling om, at mennesket har en særlig status på jorden, og at vi kan tillade os at bruge naturen til at tilfredsstille vores egne behov. Dog henviser Descartes ikke til Gud på en direkte måde, selvom kristendommen også spillede en væsentlig rolle i hans tanker.
Descartes' synspunkt kan også læses på en anden måde. Descartes var kristen, og han troede ikke på, at Gud ville lokke mennesket i synd. Eftersom mennesker almindeligvis spiser dyr, og dermed tager deres liv og påfører dem skade, ville det være problematisk, hvis dette var syndig opførsel. Derfor nægtede Descartes andre dyr evnen til at føle smerte, for han anerkendte, at hvis andre dyr kunne føle smerte, ville det også være et problem at bruge dem som en ressource til menneskelige formål.
I dag er det de færreste, der vil nægte, at andre dyr har en bevidsthed, og at de kan føle glæde og smerte, etc. De fleste tror dog stadig på, at vi kan kontrollere naturen gennem fornuften, og at vi kan bruge naturen og de andre dyr til at tilfredsstille vores egne behov og ønsker.
Spørgsmål til afsnittet "Mennesket som et fornuftsvæsen"
Hvorfor mente Descartes, at andre dyr kan sammenlignes med maskiner? Hvad forstår Descartes ved at være fornuftig, og hvordan mente han, at mennesker adskiller sig fra dyr?
Hvad forstår du ved at være fornuftig? Hvornår brugte du sidst din fornuft? Hvornår kunne du sidst have været mere fornuftig?

Det enkelte menneske som et frit væsen
Et andet særkende ved mennesket er, ifølge mange filosoffer, at vi hver især er frit stillet til at vælge, hvordan vi vil leve. Fordi vi er frie til at vælge, har vi dog også et ansvar for at leve på en måde, som vi kan forsvare over for både os selv og andre. Hvis vi vælger at gøre noget grusomt eller ondt, kan vi ofte bebrejdes (eller straffes) for det - vi kunne jo have valgt at gøre noget andet. Sådan er det ikke med andre væsener. Løven kan ikke bebrejdes, at den gør skade og slår andre dyr ihjel. Det er en del af dens væsen eller natur at gøre det, så den kan ganske enkelt ikke gøre andet. Eftersom mennesker har et frit valg, kan vi derimod ikke bruge vores væsen eller vores natur, som en undskyldning for at opføre os på en bestemt måde.
Den danske filosof Søren Kierkegaard (1813-1855) har blandt andet skrevet om friheden, som et væsentligt træk ved det at være et menneske. Ifølge Kierkegaard, betyder denne frihed, at vi har til opgave at overtage os selv - det vil sige at gøre vores handlinger til vores egne, og tage ansvar for vores egen udvikling. I første omgang betyder det, at vi skal se på os selv på en særlig måde: det er vores eget ansvar, hvordan vi er som personer, og hvordan vi vælger at handle. Men det betyder også, at vi skal forsøge at blive til den slags person, som vi ønsker at være, blandt andet ved at handle efter vores egne idealer.
En person, der ikke har overtaget sig selv, kunne eksempelvis finde på at undskylde sig med at sige: "jeg er, som jeg er, fordi mine forældre har opdraget mig til at være sådan," men når vi har overtaget os selv, ser vi ikke længere os selv og vores handlinger som noget, der ligger uden for vores egen kontrol. Vi ser derimod vores person som noget, der tilhører os selv, noget vi selv har ansvaret for. Det kan selvfølgelig være svært at ændre ved sig selv, men ifølge Kierkegaard, har vi ikke desto mindre et ansvar for at prøve. Vi skal være kritiske over for os selv, mindske vores dårlige sider og pleje de gode.
Hos Kierkegaard finder vi altså den forståelse, at mennesket er kendetegnet ved at være et frit væsen, fordi vi selv er herre over vores værdier og handlinger. Ud fra en sådan forståelse kan man sige, at mennesket er noget særligt, fordi vi har en evne til at skabe os selv og vores handlinger i vores eget billede, det vil sige ud fra de værdier og målsætninger, vi selv kan stå inde for.
Spørgsmål til afsnittet "Det enkelte menneske som et frit væsen"
Hvad mente Kierkegaard med, at mennesket er et frit væsen? Hvad vil det sige at overtage sig selv?
Hvilke værdier lægger du vægt på? Hvilke målsætninger har du i livet? Er der noget ved dig selv, du gerne vil ændre på? Hvordan prøver du at blive et bedre menneske?

Menneskets forhold til etik
Det tredje særkende ved mennesket er, at vi kan forholde os til moralske spørgsmål, eller lovgive for os selv. Dette ligger i direkte forlængelse af forestillingen om mennesket som et frit væsen; ifølge nogle filosoffer kan vi nemlig kun handle moralsk, fordi vi er frie, og vores frihed synes at medføre et ansvar for at vælge det, som er det rigtige at gøre.
Eftersom vi er frie, er vi altså i stand til at skabe vores egen moral, og at gøre os til dommere over, hvad der er godt og ondt. Det medfører naturligvis det problem, at vi ikke nødvendigvis kan blive enige om, hvad der, etisk set, er det rigtige at gøre i en bestemt situation. Derfor er der ofte mange forskellige meninger på spil i etiske diskussioner, og det synes at være et grundliggende vilkår for situationen i dag.
Det forhold at vi kan lovgive for os selv kaldes også autonomi, og den tyske filosof Immanuel Kant er kendt for det synspunkt, at mennesket er et autonomt væsen. Ifølge Kant, kan alle mennesker således selv indse, hvad der er det rigtige at gøre. Det betyder ikke at alle altid har ret, på hver deres måde, men at vi hver især har evnen til at finde ud af, hvad der er rigtigt at gøre og dermed også til at træffe det rigtige valg.
Ifølge Kant kan vi finde ud af, om en handling er rigtig at gøre ved at overveje, hvorvidt vi kunne ønske, at alle andre handlede efter den samme regel. Det skal forstås på den måde, at nogle ting ikke ville kunne lade sig gøre, hvis alle handlede på en særlig måde: man kan eksempelvis kun fortælle en løgn, fordi folk normalt taler sandt. Hvis alle løj hele tiden, så ville ingen tro på hinanden, og det ville ikke længere være muligt at lyve. Det er altså ikke blot et spørgsmål om, hvorvidt man ville kunne acceptere, at andre handler på samme måde. En tyv har muligvis ikke noget problem med, at alle andre stjæler. Hvis det var almindeligt at tage hinandens ting, ville der ikke længere være nogen der ejede noget, og dermed ville det heller ikke være muligt at stjæle. Derfor kan vi ikke ønske at leve i en verden, hvor alle stjæler, og ifølge denne tankegang, er det på denne baggrund, at tyveri er forkert.
I henhold til denne forestilling kunne man sige, at vi har et særligt krav på respekt for vores nuværende og fremtidige valg, fordi vi kan forholde os til etiske spørgsmål, og fordi vi selv kan indse, hvad der er rigtigt at gøre.
Spørgsmål til afsnittet "Menneskets forhold til etik"
Hvad vil det sige, at være et autonomt væsen? Hvorfor mente Kant, at mennesket er noget særligt?
Har du selv prøvet at gøre noget, som du vidste var forkert? Hvordan ville verden se ud, hvis alle andre gjorde det samme?

Udfordringer for det traditionelle syn på menneskets særstatus
De fleste mennesker i dag mener også, at mennesket har en særlig status på Jorden. Det er i hvert fald det billede, der tegner sig, hvis man ser på, hvordan vi lever. Hvert år bruger vi eksempelvis milliarder af dyr til forsøg, beklædning og mad - som oftest til formål der ikke på nogle måder kan siges at være nødvendige. Ligeledes bruger vi som regel også naturen efter godtbefindende. Vi udrydder andre arter, forurener miljøet og ødelægger naturen, når vi vil have mere plads.
Det kan dog i høj grad diskuteres, hvorvidt det er etisk forsvarligt at tildele mennesket en særlig status. Gennem historien er denne forestilling blevet udfordret af forskellige filosoffer, teorier fra naturvidenskaben og ny teknologi. I dette afsnit kan du læse mere om nogle af disse udfordringer, der alle kredser om, hvorvidt mennesket er unikt, i den forstand at det kan forsvares at sætte os selv over dyr og resten af naturen.
En af disse udfordringer kommer som sagt fra filosofien. I slutningen af det 18. århundrede, skrev den britiske filosof Jeremy Bentham (1748-1832), at der forhåbentlig ville komme en dag,
[...] hvor dyrene får de rettigheder, som det ikke ville have været muligt at nægte dem for andre end en tyran. Franskmændene har allerede erkendt, at en sort hudfarve ikke er en begrundelse for at overlade et menneske i en bøddels lunefulde varetægt uden mulighed for indsigelse eller oprejsning. Måske bliver det en gang erkendt, at antallet af ben, hudens behåring, eller afslutningen på os sacrum, er lige så utilstrækkelige begrundelser for at overlade et sansende væsen til den samme skæbne. Hvad ellers er det, der kan markere den uoverskridelige grænse? Et det evnen til at tænke eller måske evnen til at tale? Men en fuldtudviklet hest er uden sammenligning mere rationel og bedre til at indgå I en samtale end et barn på en dag, en uge eller endda en måned. Men antag, at det ikke var sådan, hvad ville det så vise? Spørgsmålet er ikke, kan de tænke? Heller ikke, kan de tale? Det er, kan de lide? (Bentham, 1789)
Ifølge Bentham, har man altså krav på hensyn i det omfang, at man kan lide, og dermed adskiller Bentham sig fra de filosoffer, der i stedet har lagt vægt på fornuften eller sproget. I modsætning til Descartes mente Bentham også, at dyr har evnen til at føle glæde og smerte, og at de har et ligeså stort krav på at vi ikke skader dem, som andre mennesker har.
I nogenlunde samme ånd har den nulevende australske filosof Peter Singer fremført det synspunkt, at dyr har krav på at få taget hensyn til deres interesser, i det omfang deres interesser kan sammenlignes med vores. Dyr har eksempelvis ikke nogen interesse i at stemme ved et valg, tage et kørekort og gå i skole, men de har en interesse i ikke at lide, og ifølge Singer, skal vi behandle ens tilfælde på samme måde. Hvis ikke vi kan pege på en relevant forskel mellem mennesker og andre dyr, så bliver vi nødt til at anerkende, at de har krav på de samme hensyn, som vi har. Ifølge Singer, så er der intet specielt over at tilhøre den menneskelige art, og der er ligeledes heller ikke noget specielt over ikke at gøre det. Det der er vigtigt er, hvilke interesser man har, ikke hvorvidt man tilhører den ene eller den anden art.
Naturvidenskaben har som sagt også udfordret forestillingen om menneskets særlige status. Nogle filosoffer har således peget på, hvordan det traditionelle grundlag for menneskets særlige status er i modstrid med Darwin's evolutionsteori. I henhold til Darwin's teori, er der ikke noget der adskiller mennesket fra andre dyr. Ifølge Darwin, har vi et fælles ophav, og alle vores egenskaber, blandt andet fornuft, sprog, bevidsthed, moral og så videre, findes i større eller mindre grad hos dyr. Nogle ville mene, at dette på mange måder rykker ved grundlaget for at tildele mennesket en særlig status på Jorden.
På samme måde har den teknologiske udvikling også rejst nogle spørgsmål om grundlaget for menneskets særlige status. I henhold til moderne genteknologi afviger en chimpanses DNA sig eksempelvis kun omkring 1 % fra et menneskes - i et genetisk perspektiv. Chimpanser er ikke blot vores tætteste slægtning, men meget tyder på, at vi også er deres tætteste slægtning. Det betyder, at en chimpanse har mere til fælles med os, end den har med de andre menneskeaber.
Samtidig er vi blevet mere opmærksomme på, hvordan den menneskelige hjerne fungerer, og hvordan det kan lade sig gøre, at påvirke mennesker på en måde der virker undergravende for vores forestillinger om mennesket som et frit væsen. Man kan eksempelvis påvirke menneskers koncentrationsevne ved hjælp af medicin (Ritalin, Adderall etc.), og man kan ligeledes påvirke menneskers humør ved hjælp af antidepressiver. Det tyder på, at mennesker ikke er ligeså frie som vi godt kan lide at tro, men at vi også er underlagt en masse forhold der rækker ud over os selv.
Spørgsmål til afsnittet "Udfordringer for det traditionelle syn på menneskets særstatus"
Hvad mente Bentham var afgørende for, om man har krav på hensyn? Hvordan har ny teknologi sat spørgsmålstegn ved menneskets særlige status?
Hvilke konsekvenser har det, for naturen og dyr, at vi betragter mennesket som noget særligt? Hvordan ville verden se ud, hvis vi alle sammen levede efter Bentham og Singers overbevisninger?

Opdateret 10. juni 2011

http://etiskraad.dk/da-DK/Temauniverser/Etikoglivet/Etiske-tekster/Menne...